Ny emballagebekendtgørelse er en ommer

Debatindlæg bragt i Altinget den 4. juni 2020 af Lone Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling, Pernille Haagen Larsen, WWF Verdensnaturfonden, Anne Aittomaki, Plastic Change og Therese Nissen, Danmarks Naturfredningsforening

Skal CD’er, konfektæsker og kaffekapsler i småt brændbart, eller skal materialerne genanvendes? Svaret bør jo være indlysende, men det er det ikke i det forslag til nye retningslinjer om emballage, som myndighederne netop nu har i høring.

Ikke alene er forslaget noget rod, men det fastholder også Danmark i et alt andet end bæredygtigt spor. Vi anbefaler derfor, at forslaget trækkes tilbage og skrives om. 

Forslaget til en ny bekendtgørelse om visse emballager er nemlig ikke alene behæftet med en uhensigtsmæssig forvirring over begrebet ’nyttiggørelse’, men også så stor usikkerhed, at det vil blive en hæmsko for den grønne omstilling videre frem.

Stor forskel på begreber

Folkene bag bekendtgørelsen begår desværre den fejl at bruge “nyttiggørelse” som samlet betegnelse for alt inden for genbrug, genanvendelse og energiudnyttelse, og det kan få særdeles uhensigtsmæssige konsekvenser.

“Det er ekstremt uambitiøst, at de nationale mål kun omhandler genanvendelse og nyttiggørelse af emballageaffald” siger Lone Mikkelsen fra Rådet for Grøn Omstilling

Ved genbrug bruges den kasserede emballage igen i samme form og oftest til samme formål, mens ved genanvendelse omdannes emballagen til et helt nyt eller til et tilsvarende produkt i en proces, der blandt andet kræver en stor mængde energi. Sidst i hierarkiet kommer så energiudnyttelse, som egentlig bare betyder forbrænding.

Dermed bliver det tydeligt, at der bruges mange flere ressourcer på at genanvende i forhold til at genbruge, som oftest blot kræver en vaskeproces, og ved forbrænding går ressourcerne faktisk op i røg.

Derfor er det helt afgørende at prioritere genbrug over genanvendelse og genanvendelse over energiudnyttelse.

Bekymrende læsning

Generelt lader bekendtgørelsen alle døre stå åbne i en tid, hvor der er betydeligt behov for en tydelig retning for Danmarks fremtidige affaldssystem, og de åbne døre risikerer at underminere regeringens grønne profil, herunder ønsket om at fremme den cirkulære økonomis infrastruktur. 

Det må snart stå fuldstændigt klart, at forbrænding af emballager med henblik på at producere energi må og skal være den absolut sidste udvej som produkt i affaldsleddet ud over deponi. 

Derfor er det bekymrende læsning, når det fremgår af teksten, at man arbejder med “nyttiggørelse af emballage i form af energiudnyttelse”. For det betyder reelt, at man vil fortsætte afbrændingen af emballager. Selvom der er bred enighed om, at afbrænding af affald hører en sort fortid til, ses hverken CD’er, engangsbestik, kaffekapsler eller printerpatroner som produkter, der kan genanvendes, selvom der faktisk er firmaer, som har metoder til at genanvende for eksempel CD’er. 


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Den fortsatte afbrænding af affald er desuden i direkte modstrid med plastpagten, som miljøministeren på vegne af Danmark lige har underskrevet på eget initiativ i samarbejde med Holland og Frankrig, der blandt andet sigter efter at udfase netop forbrændingsanlæg.

Regeringens Klimapartnerskab for affald, vand og cirkulær økonomi anbefaler desuden, at 90 procent af alt affald skal genanvendes i 2030, og at overkapacitet til affaldsforbrænding er en udfordring for genanvendelse. Der er altså ingen fremtid i småt brændbart, da både tanke og praksis om at brænde af hører til i fortiden. 

Direkte modstrid med EU-direktiver

Udover at bekendtgørelsen roder rundt i begreberne og er i direkte modstrid med både Plastpagten og Klimapartnerskabet, så vil den også komme i karambolage med EU-direktiver om plast og cirkulær økonomi.

Her tænker vi særligt på engangsplastdirektivet, der sigter efter en reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning; direktivet om udvidet producentansvar for emballage og emballageaffald og ikke mindst EU-Kommissionens nyligt vedtagne handlingsplan for cirkulær økonomi, som i høj grad prioriterer reduktion og genbrug.

Den nye EU-handlingsplan er en af de vigtigste byggesten i Europas nye dagsorden for bæredygtig vækst. Ingen steder i bekendtgørelsens “målsætninger for genanvendelse” fremgår det, at disse EU-direktiver og handlingsplaner skal implementeres i Danmark – selvom dele af for eksempel engangsplastdirektivet skal være implementeret allerede i juli 2021.

Engangsplastdirektivet stiller ellers tids- og mængdespecifikke krav til både reduktion af engangsplast og genbrug af plastemballage. Alligevel har bekendtgørelsen ikke nogen nationale målsætninger for hverken reduktion eller genbrug. 

Mangler nationale mål

Overordnet savner bekendtgørelsen nationale målsætninger for affaldsforebyggende tiltag. Det kunne for eksempel være konkrete genbrugsmål, hvor de sekundære ressourcer bruges igen, før de bliver til affald. Dette ville underbygge affaldshierarkiet, der netop foreskriver, at genbrug altid bør prioriteres højere end genanvendelse og energiudnyttelse.

Derfor er det også ekstremt uambitiøst, at de nationale mål kun omhandler genanvendelse og nyttiggørelse af emballageaffald, og at et af dem er defineret som: “mindst 90 vægtprocent af det samlede emballageaffald produceret i Danmark skal nyttiggøres eller forbrændes i affaldsforbrændingsanlæg med energiudnyttelse”. Det kan ikke forsvares hverken fagligt eller i forhold til EU-krav. 

Vi opfordrer derfor Miljøstyrelsen og Miljøministeriet til at samle alle aktørerne (digitalt) til en dialog om en bedre udformning af bekendtgørelsen. Der bør indgås en dialog mellem aktørerne om, hvordan den eksisterende udgave kan omformuleres, så udformningen understøtter nuværende og kommende EU-direktiver og handlingsplaner, så det både er til gavn for de danske virksomheder og har det rigtige miljømæssige sigte.

Vi kan konstatere, at hvis det nye regelsæt skal understøtte den klare politiske målsætning om grøn omstilling og maksimal genbrug og genanvendelse, så er det ikke sket med det nuværende forslag til ny bekendtgørelse om visse emballager, der således – i vores optik – mest hører til i restaffaldet.

By |2024-02-13T09:58:36+01:004. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Mindre biomasse, tak!

Læserbrev bragt i JydskeVestkysten den 2. juni 2020 af Carsten Sohl og Annika Lund Gade, projektmedarbejder fra Rådet for Grøn Omstilling

I Esbjerg rykker datoen for, at Esbjergværket lukker, tættere på. Din Forsyning er, forståeligt nok, stolte over deres planer om at etablere havvandsvarmepumper i en skala aldrig før set i Danmark – 50MW. Det er meget spændende, for det vil være et stort skridt frem for den grønne omstilling.

Din Forsyning er til gengæld mere tilbageholdende med at fortælle om, at der samtidig bygges et stort flisfyret biomasseanlæg, der skal bidrage næsten lige så meget til varmeforsyningen som varmepumperne. I Danmark sendes der hvert år 19 mio. tons CO2 ud i atmosfæren fra afbrænding af biomasse. Afbrænding af flis er ikke CO2-neutralt. Det skyldes, at man bruger energi til at hugge og transportere flisen. Samtidig med – og selv om – at man genplanter skov, der fældes, går der en del år, inden de nye træer opsuger tilstrækkeligt med CO2 under deres vækst. Og tiden er meget afgørende, da klimakrisen er overhængende.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Det vil efter vores opfattelse være en fejlinvestering at binde sig til et CO2-udledende flisanlæg i årtier frem. I stedet foreslår vi, at man erstatter fliskedlerne med reelt vedvarende alternativer. I Aalborg planlægger man at etablere et kæmpestort damvarmelager inden udgangen af 2022 i kombination med blandt andet solvarme. Det er en mulighed, vi anbefaler DIN Forsyning at se nærmere på. Og hvorfor ikke samarbejde med Aalborg om dette?

Din Forsyning bør også fremrykke planerne om etablering af luft-til-vand varmepumper og udnytte mere overskudsvarme fra virksomheder. Og forsætte med at sænke fremløbstemperaturen i fjernvarmenettet. Det mindsker varmetabet i rørene, og gør det nemmere at udnytte lav-temperaturs-varme fra fx overskudsvarme og varmepumper. Hvis der fortsat er behov for biomasse, bør det være i form af en mindre kedel, der kun skal hjælpe til på de koldeste dage.

Endelig skal der gang i energirenoveringen, og her kan Din Forsyning hjælpe til med formidling. Anlægsloftet er blevet fjernet i 2020, så kommunerne uden begrænsning kan lave anlægsarbejder, herunder energirenovering af egne bygninger. Samtidig kommer der nu en række tiltag, som skal sætte skub i økonomien og beskæftigelsen igen efter Corona. Disse tiltag skal være grønne og bl.a. støtte energirenovering af boligmassen, så varmeforbruget og varmeregningen sænkes, til gavn for lejer og boligejer, og så der kommer arbejde til sultne håndværksmestre.

By |2020-06-03T09:19:39+01:002. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Indfør nulemissionszoner, der også gælder personbiler

Debatindlæg bragt i Altinget den 2. juni 2020 af Daria Rivin, rådgiver og Jeppe Juul, seniorrådgiver fra Rådet for Grøn Omstilling

Coronakrisen har tydeligt vist, at luftforurening og dødelighed går hånd i hånd. Samtidig har vi brug for at afværge den lurende klimakrise. Skærpede krav til miljøzoner og etablering af nulemissionszoner i de største byer i Danmark er et effektivt værktøj til at bekæmpe både luftforurening og til at kickstarte den grønne omstilling.

Vejtransport er sammen med brændeovnsfyring nogle af de væsentligste årsager til luftforurening og for tidlig død, særligt i tætbefolkede byer. Vi har i Danmark haft miljøzoner for erhvervskøretøjer siden 2011 i København, Frederiksberg, Aarhus, Aalborg og Odense. Selvom kravene for erhvervskøretøjer nu strammes, kan enhver dieselbil, ny som gammel, stadig køre uhindret ind i miljøzonerne. 

Formålet med miljøzonerne er at reducere vejtransportens luftforurening i form af blandt andet NOx og skadelige partikler, særligt i de områder, hvor der bor og færdes mange mennesker. Det er ofte sammenfaldene med de områder, hvor transportbelastningen er størst.

Danmark har som et af de eneste lande i Europa miljøzoner, der ikke omfatter personbiler. Der har tidligere været enighed mellem Socialdemokratiet og støttepartierne om, at der selvfølgelig også skal stilles krav til, hvilke personbiler der må køre i miljøzonerne. Men der mangler stadig at komme et konkret og ambitiøst forslag herom.

Nulemissionszoner er effektivt

Transport står for næsten 30 procent af klimabelastningen, og salget af fossile biler stiger støt. Hvis ikke vi får reduceret CO2-udledningerne fra transportsektoren og sat en stopper for salg af fossile køretøjer, får vi ikke afværget klimakrisen. Vi skal have skærpet kravene til miljøzonerne til også at gælde alle former for fossile personbiler og erhvervskøretøjer, så vi kan nedbringe luftforureningen og klimabelastningen markant.

Studier tyder på en klar sammenhæng mellem dødelighed forårsaget af covid-19, og hvor udsat personer har været for luftforurening over tid. Og selvom coronakrisen og den følgende nedlukning af Danmark har ført til en reduktion på cirka 35 procent af vejtransportens luftforurening i de større byer, er det selvsagt ikke en varig løsning. Ligeledes er det med vejtransportens klimabelastning.

Nulemissionszoner er en effektiv måde at mindske luftforureningen fra køretøjer på i områder, der er tæt befolket. Samtidig er de med til at skabe en hurtigere grøn omstilling af transportsektoren til nulemissionskøretøjer som for eksempel el-lastbiler og el-biler.

Flere europæiske lande har allerede besluttet at indføre nulemissionszoner som en udvidelse af deres eksisterende miljøzoner. I Sverige har kommuner allerede fra 1. januar 2020 haft lov til at etablere nulemissionszoner. Storbyer som London, Amsterdam, Bruxelles, Madrid og Paris arbejder allerede nu for indførelse af nulemissionszoner for alle køretøjer.

Indfør nulemission ved børnehaver og skoler

Nulemissionszoner kan etableres på mange forskellige måder og bør udformes i samspil med brancheorganisationer, kommuner og lokalråd – og bedst i kombination med forbedrede muligheder for at gå, cykle og bruge offentlig transport.

Men en ting er sikker: Hvis alle parter skal varsles i ordentlig tid, skal vi i gang med at fastlægge, hvor og hvornår vi skal have nulemissionszoner, så alle kan nå at indstille sig på omstillingen.

Vi mener, at der i Danmark bør indføres nulemissionszoner i de største og mest forurenede byer senest i 2025. Da børn er særligt udsatte for luftforurening, mener vi, at kommuner fra 2023 bør have lov til at lave mindre nulemissionszoner ved for eksempel børneinstitutioner, skoler, grønne områder og gågader, som er særligt udsatte områder.

Nulemissionszoner er et vigtigt og nødvendigt skridt for at bane vejen for renere luft, mindre støj og en grøn omstilling af transportsektoren og et vigtigt redskab til at nå vores målsætning om 70 procent CO2-reduktion inden 2030.

By |2023-11-23T12:48:30+01:002. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Mangel på politisk vilje vil spænde ben for energirenoveringer i den offentlige sektor

Debatindlæg bragt i Politiken den 29. maj 2020 af Renovering på Dagsordenen, hvor Rådet for Grøn Omstilling er partner.

Regeringen foreslåt i det nye klimaudspil, at der stilles nye krav til energibesparelse i statslige bygninger frem mod 2030. Det er en rigtig god idé. Men som Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) har peget på, er de statslige og regionale bygninger i væsentlig bedre stand end de kommunale bygninger, der er præget af et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb.

Derfor undrer det os, at regeringen i sit udspil finder det tilstrækkeligt alene at iværksætte en dialog med kommunerne og regionerne om energirenoveringsindsatsen.

Særligt i lyset af, at formanden for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard (S), tydeligt har markeret, at kommunerne er klar til at yde deres bidrag til den grønne omstilling gennem investering i energieffektivisering.

Kommunerne har som landets samlet set største bygningsejer og den største offentlige bygherre ellers mulighed for at gå foran og drive den grønne omstilling i den offentlige bygningsmasse. Men som reglerne er i dag, fastsætter anlægsloftet, hvor mange penge kommunerne må bruge på bygge-og renoveringsopgaver årligt. Derfor var det også glædeligt, at regeringen suspenderede anlægsloftet i 2020 for at sætte gang i økonomien.

Kommunerne har allerede fremrykket projekter for flere milliarder i 2020, og det skaber både vækst og arbejdspladser.

Det løser bare ikke det generelle problem, at krav om bæredygtighed ofte fordyrer det offentlige byggeri, hvis investeringshorisonten er kort, og anlægsloftet derfor generelt set spænder ben for en vigtig del af den mere langsigtede kommunale klimaindsats.

Med politisk vilje i de igangværende forhandlinger om midler til energieffektivisering mellem regeringen, regioner og kommuner bør det dog ikke være svært at finde en løsning. Vi anbefaler derfor, at anlægsloftet ophæves i både 2021 og 2022 og bidrager til, at kommunernes renoveringsprojekter bliver mere bæredygtige i forhold til både energieffektivisering og CO2-reduktion.

Med tanke på både de danske folkeskolers tilstand, klimakrisen og den økonomiske krise bør en yderligere dispensation for anlægsloftet være en oplagt politisk prioritet i de igangværende forhandlinger.

I et globalt perspektiv er det desuden bydende nødvendigt, at den offentlige sektor går forrest og viser vejen for resten af samfundet – for ellers klinger regeringens ambition om at sætte Danmark i den grønne globale førertrøje hult. Derfor bør alle offentlige bygninger, og ikke kun de statslige, som det er i dag, være underlagt krav om energibesparelse.

Et årligt mål om at energirenovere hele den offentlige bygningsmasse med mindst 3 procent bør knæsættes, og samtidig bør der stilles krav om, at offentlige bygninger skal udfase deres brug af fossilt brændsel inden for få år.

Det er kun logisk, at den offentlige sektor viser vejen til et fossilfrit samfund.

Derfor bør fornuftige regler også implementeres på tværs af den offentlige sektor og ikke kun i dele af sektoren. Staten har f. eks. en række lejekrav, der går på, at bygningerne skal have energimærke B for at kunne lejes af statslige institutioner.

Dette krav også bør gælde for både regioner og kommuner.

Hvis vi skal have Danmarks offentlige bygninger tilbage i ordentlig stand, så de bruger mindst mulig energi og samtidig har de bedste forudsætninger for at spille sammen med fremtidens smarte energisystem, har den offentlige sektors renoveringsefterslæb brug for yderligere midler – anlægsloft eller ej.

Hvis vi skal løfte den store opgave, det er at tage retvisende vare på de offentlige bygninger, er der brug for nye finansieringsløsninger.

Det kan f. eks. være i form af ESCO-modeller, som ikke har indfriet deres fulde potentiale i Danmark, og som Klimarådet blandt andre har foreslået at fremme.

For at sikre, at der er tilstrækkelig privat kapital til rådighed, bør det derfor undersøges, om private investorer i dag har de nødvendige rammer til at gennemføre privatfinansierede energirenoveringsprojekter med garanteret energibesparelse i kommunale institutioner.

Der bør også oprettes en institutionel ramme, der kan skabe klare retningslinjer for finansiering af energieffektivisering for private investorer, f. eks. gennem ændring af vilkårene for Danmarks Grønne Investeringsfond.

Vi har alle en interesse i at sikre, at vores offentlige bygningsmasse tilføres tilstrækkelig kapital og dermed forbliver en sund og bæredygtig del af vores samfund.

Derfor bør regeringen og forhandlingspartnerne vise politisk vilje og sikre, at hele den offentlige sektor får optimeret både rammevilkår og finansieringsmuligheder i forbindelse med de igangværende forhandlinger.

Debatindlægget er skrevet af Lars Autrup, Akademisk Arkitektforening, Gunde Odgaard, BAT-Kartellet, Henrik L. Bang, Bygherreforeningen/Renovering på Dagsordenen (talsmand), Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, Lene Espersen, Danske Arkitektvirksomheder, Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), Thomas Damkjær Petersen, Ingeniørforeningen (IDA), Gert Johansen, Konstruktørforeningen, Claus Ekman, Rådet for Grøn Omstilling, Katrine Bjerre M. Eriksen, SYNERGI og Simon O. Rasmussen, Tekniq Arbejdsgiverne.

By |2020-05-30T10:48:25+01:0029. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kunstgræsbaner skyder miljøet til hjørne II

Debatindlæg bragt i Altinget den 26. maj 2020 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Kemikalier og Cirkulær Økonomi fra Rådet for Grøn Omstilling

I Danmark har vi rigtig mange fodboldglade mennesker. Og det er både blandt børn, unge og gamle, piger og drenge og på tværs af nationaliteter, at sporten hitter. Det medfører naturligvis også en efterspørgsel på baner, og ikke mindst baner, der kan bruges året rundt. Derfor er det også gået rigtig stærkt, efter man i starten af 00’erne for alvor fik øjnene op for de kunstige græstæpper i Danmark. I dag er der over 350 kunstgræsbaner til 11-mands-fodbold i Danmark og desuden et stort antal 7-mandsbaner samt de såkaldte multibaner.

Desværre er der kommet skår i glæden. Undersøgelser af det omkringliggende miljø peger i stadig højere grad på, at der udvaskes skadelige kemikalier fra banerne, ligesom der spredes mikroplastik i miljøet. At det hele ikke er helt så rosenrødt, som det burde være, fremgår også tydeligt af Danmarks Plasthandlingsplan, fremsat af den tidligere regering. Her indgår ”Vidensopbygning om mikroplastudledning fra kunstgræsbaner og mulige alternativer”, som ét ud af 27 initiativer, der skal bidrage til mere viden på området og forhåbentligt munde ud i konkrete løsningsforslag og mulig lovgivning. En af de centrale udfordringer er, at mange af banerne anlægges med det såkaldte SBR-gummi-granulat, der stammer fra oparbejdede dæk. Denne belægning indeholder kemikalier, såsom plastblødgørere og polycycliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er), der frigives til vandmiljøet og afdamper til skade for brugernes sundhed. At dette er en alvorlig sag, blev i marts sidste år dokumenteret af Det Europæiske Kemikalieagenturs videnskabelige udvalg, som pegede på den potentielle risiko for brugernes sundhed, når de befinder sig i afdampningerne fra banernes materialer. Udvalget foreslog på den baggrund en reduktion af det maksimalt tilladte indhold af visse PAH’er i fyldmaterialet til kunststofbanerne. Forslaget har været i høring, og det skal nu afgøres i EU, hvorvidt de tilladte grænseværdier skal sænkes.

Udover de store udfordringer der er med frigivelse af skadelige kemikalier fra fyldmaterialet, så er der yderligere store problemer med, at det spredes som mikroplast til det omgivende miljø. Erfaringer fra Norge viser, at tabet fra de kunstgræsbaner, hvor der ikke er etableret særlige tiltag til at minimere tab, typisk ligger i størrelsen 300-1900 kg om året, og dette er vel at mærke per bane. Værdier i den høje ende af dette spektrum er typisk for baner der bruges hele året, hvilket må forventes at være tilfældet for hovedparten af de danske baner. På baggrund af disse tal har Norge valgt at stille krav til etablering af barrierer, som kan tilbageholde fyldmaterialet, så det ikke spredes udenfor banerne. Indenfor en treårig periode skal dette være etableret på alle baner.

Hvorfor er det overhovedet lovligt at anlægge kunstgræsbaner med dette gummi-granulat herhjemme, når Danmark allerede har forbudt anvendelser af mikroplastik, hvor udledningen til miljøet er mindre? I 2015 estimerede COWI i en rapport udarbejdet for miljøstyrelsen, at kosmetiske produkter hvert år udleder 9-29 ton, hvoraf 90 % forventes at blive vasket af kroppen og ende i spildevandet. Rationalet virker besynderligt. Forbuddet mod tilsat mikroplast i kosmetik og plejeprodukter er bestemt en rigtig beslutning, men bremsen skal hakkes i alle de steder, hvor man alt for sent har opdaget, at mikroplastik bruges uhensigtsmæssigt og på den baggrund ender i miljøet. Særligt set i lyset af, at COWI, i en ny rapport fra februar, vurderer, at der findes mere miljøvenlige alternativer at fylde på banerne, herunder alternativer der er lavet af restprodukter fra fødevareproduktion (olivensten, kokosskaller, valnøddeskaller m.m.).

Bevares, der er udsendt vejledninger fra miljøstyrelsen omkring planlægning, drift og affaldshåndtering af kunstgræsbaner. Men er dette tilstrækkeligt, når selvsamme styrelse anerkender, at der er problemer med både skadelige kemikalier og mikroplast?

Der bør i højere grad kigges på de eksisterende alternativer. For essensen er ikke, at kunstgræsbaner skal forbydes. De skal blot anlægges på en måde, hvor det kan dokumenteres, at de ikke har en miljø- og sundhedsskadelig effekt.

Jeg ser frem til, at vores miljøminister fløjter til pause, så der kan blive skabt et pusterum til at få rettet op på tingene.

By |2023-11-23T14:43:05+01:0026. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringens nye klimaudspil vil – stik imod dens intention – forringe danske virksomheders konkurrenceevne og fordyre den grønne omstilling

Kommentar bragt i Ræson den 22. maj 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Så kom der endelig et reelt klimaudspil fra regeringen. Nu kan vi begynde at se, hvad regeringen vil. Hvordan regeringen mener, at de høje ambitioner fra klimaloven skal udmøntes. Og hvad regeringen lægger i deres kloge ord, om at ”vi ikke kan forhandle med klimaet”. Det ved jeg, vi er mange der har ventet længe på. Faktisk siden det valg sidste år, der, efter en regulær eksplosion af folkeligt engagement og under stærkt pres fra støttepartierne, gav regeringen det stærkeste grønne mandat i danmarkshistorien.

Men lad mig bare sige det som det er: Det, vi nu kan se, er ikke just opmuntrende. 2 mio. ton CO2-reduktion har regeringen regnet sig frem til, at udspillet vil medføre. Sat op mod de 19 mio. vi skal reducere med frem til 2030, så skal der ikke en økonom til at slå fast, at udspillet ikke just er et brøl af en handlingsplan.

Ja, der skal bl.a. bygges energiøer, flere vindmøller, og der skal udfases olie- og gasfyr. Der skal sættes gang i både CCU (opsamling af CO2) og det såkaldte ”Power-to-X”, og der skal justeres lidt på energispareordningen. Og vores affaldssektor skal omstilles til cirkulær økonomi og være CO2 neutral i 2030. Alt sammen udmærket. Men det er ikke initiativer på store klinge, og det er langt fra nok.

Det er faktisk foruroligende uambitiøst og mangelfuldt. I en grad der giver mig bange anelser for både den videre proces og regeringens evne til at omsætte det grønne mandat de fik sidste år til reel handling.

Lad mig blot sætte fingeren på den mest åbenlyse mangel af dem alle: de manglende CO2-afgifter. Faktisk er den så åbenlys, at hele 10 ud af 16 spørgsmål stillet til de 3 ministre på pressemødet handlede om denne mangel og ikke udspillets indhold. Og med god grund. For jeg kan næsten fylde en hel kommentar med de forskellige organisationer, råd og fagpersoner, der anbefaler netop de manglende CO2-afgifter som et af de vigtigste værktøjer i kassen til at håndtere den grønne omstilling så retfærdigt og samfundsøkonomisk billigt som muligt. Lad mig blot nævne nogle få: 25 nobelprisvindende økonomer, Verdensbanken, Concito, Kraka, Klimarådet, 18 grønne miljøorganisationer, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling, De Økonomiske Råd, CEPOS, OECD, IMF, samtlige politiske ungdomspartier og mange mange flere.

CO2-afgifter er en adfærdsansporende mekanisme, der skal sikre den grønne omstilling i vores virksomheder og hos forbrugeren. En mekanisme der skal sikre, at vi får mindre af det, der ødelægger vores klima og mere af det, der gør det godt. Og ikke mindst en retfærdighedsmekanisme, der skal sikre at forurenere betaler en rimelig pris for at forurene, fremfor at lade samfundet og de kommende generationer stå tilbage med regningen. Det er som sagt helt grundlæggende det her.

Udeladelsen af CO2-afgifter blev forsvaret af både Klimaministeren og finansministeren, med at regeringen ikke ønsker at ”brandbeskatte”, ”slå virksomheder i hovedet” og ”lukke firmaer” med ”monster-afgifter”. Det er både triste og misforståede påstande fra allerhøjeste sted.

CO2-afgifter er ikke brandbeskatning, og de lukker ikke firmaer. De skaber og styrker dem. De forbereder virksomheder på en nær og uundgåelig fremtid, hvor ”enten er du grøn, eller også er du færdig”.

De ansporer innovation, højner virksomhedernes konkurrenceevne i et grønt marked, sikrer fremtidens arbejdspladser, og de skaber et fair konkurrencegrundlag ved ikke at lade forureneren slippe for regningen. Indføres de klogt, så kompenseres de konkurrenceudsatte firmaer ved målrettede støtteordninger og midler til forskning, som derved hjælpes til den nødvendige omstilling.

Ingen andre end Dan Jørgensen snakker desuden om ”monster-afgifter”. Klimarådet foreslår fx en indfasning, der skal ende i en CO2-pris på 1.500 kr./ton CO2 i 2030. En pris, der efter min bedste overbevisning, på baggrund af internationale studier, end ikke dækker prisen på den skjulte klimaskade et ton CO2 forårsager. Der er intet monster over et minimumsniveau under langsom indfasning.

På trods af, at både Dan Jørgensen og Nikolai Wammen ville have det til at fremstå, som om deres udspil – og specielt udeladelsen af CO2-afgifter – er sat i verden for at passe på vores virksomheder og bevare jobs, så har jeg svært ved at se det som andet end det modsatte. Med den viden vi har om nødvendigheden og hasten af den grønne omstilling, er det svært at se manglen på grønne ambitioner og politisk mod – som fx at varsle indfasningen af en CO2-afgift midt i en økonomisk krise – som andet end et svigt af erhvervslivet, jobs og den grønne omstilling på sigt.

Sat lidt på spidsen, så er vores virksomheder færdige i morgen, hvis ikke de omstiller i dag. Og omstillingen bliver kun dyrere og sværere for os alle, desto mindre mod vi besidder og handler med.

Vi havde brug for et inspirerende første skridt. Et utvetydigt signal om grønne ambitioner, vilje og hjerte fra regeringens side. Det fik vi ikke. Nu må vi så igen væbne os med tålmodighed og krydse fingre for, at regeringen meget hurtigt tager det næste skridt og gør det med meget mere mod. Ellers må vi sætte vores lid til, at støttepartierne endnu engang formår at løfte regeringens grønne ambitioner.

By |2022-01-12T11:51:37+01:0022. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kunstgræsbaner skyder miljøet til hjørne

Debatindlæg bragt i Politiken den 19. maj 2020 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Kemikalier og Cirkulær Økonomi fra Rådet for Grøn Omstilling

I Danmark har vi rigtig mange fodboldglade mennesker. Og det er både blandt børn, unge og gamle, piger og drenge og på tværs af nationaliteter, at sporten hitter. Det medfører naturligvis også en efterspørgsel på baner, ikke mindst baner der kan bruges året rundt. Derfor er det også gået rigtig stærkt, efter man i starten af 00’erne for alvor fik øjnene op for de kunstige græstæpper i Danmark. I dag er der over 350 kunstgræsbaner til 11-mands-fodbold i Danmark og desuden et stort antal 7-mandsbaner samt de såkaldte multibaner.

Desværre er der kommet skår i glæden. Undersøgelser af det omkringliggende miljø peger i stadig højere grad på, at der udvaskes skadelige kemikalier fra banerne, ligesom der spredes mikroplastik i miljøet. Så kan det overhovedet forsvares, at der fortsat anlægges kunstgræsbaner med den type belægning, der forurener allermest – en gummi-belægning, der stammer fra oparbejdede dæk? Erfaringer fra Norge viser, at der udledes helt op til 1,9 tons mikroplastik per år, og dette er vel at mærke per bane.

Hvorfor er det overhovedet lovligt at anlægge kunstgræsbaner med mikroplast-belægning, når Danmark allerede har forbudt anvendelser af mikroplastik, hvor udledningen til miljøet var estimeret til at være langt mindre? Her tænker jeg på mikroplastik tilsat kosmetik og plejeprodukter. Og det skal understreges, at jeg bestemt er tilhænger af dette forbud, jeg savner bare i den grad, at bremsen bliver hakket i alle de steder, hvor man alt for sent har opdaget, at mikroplastik bruges uhensigtsmæssigt og ender i miljøet. Særligt når der faktisk findes mere miljøvenlige alternativer at fylde på banerne. Vejledninger fra miljøstyrelsen omkring brugen af kunstgræsbaner er ikke tilstrækkeligt, når selvsamme styrelse anerkender, at der er problemer med både skadelige kemikalier og mikroplastik.

“Nu er fodbolddanmark endelig ved at åbne op og der kommer gang i banerne igen. Og det er godt! Det er bare ikke så godt, at kunstgræsbanerne har en virkelig negativ miljøeffekt. Det kan og skal der gøres noget ved“, udtaler Lone Mikkelsen

Jeg taler ikke for, at kunstgræsbaner skal forbydes. De skal blot anlægges på en måde, hvor det kan dokumenteres, at de ikke har en miljøskadelig effekt. Og det er tilsyneladende muligt.

Jeg ser frem til, at vores miljøminister hiver det røde kort op af lommen.

By |2020-05-19T16:08:33+01:0019. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

DI mistolker vores holdning til biomasseafbrænding

Debatindlæg bragt i Altinget den 18. maj 2020 af Kåre Press-Kristensen og Annika Lund Gade, seniorrådgiver og projektmedarbejder fra Rådet for Grøn Omstilling

Det har givet kritik både fra Dansk Energi og Dansk Industri, at Rådet for Grøn Omstilling anbefaler udfasning af biomasse.

Vi lægger os derved op ad det hastigt voksende antal danske og internationale klimaeksperter, der advarer imod biomassens bidrag til global opvarmning og anbefaler udfasning. Vi anbefaler ligeledes gradvis indfasning af afgifter på biomasse for at fremme grønne alternativer.

Vores indlæg var primært en ros til Aalborgs satsning på geotermi, mens man ved at læse kritikken af indlægget får det indtryk, at vi ønsker afbrænding af biomasse stoppet i morgen.

Det er ikke vores holdning. Vi mener heller ikke, at afbrænding af al biomasse er forkert. Derfor undrer det os, at Dansk Energi og Dansk Industri har tolket vores indlæg på den måde.

Biomasse skal udfases frem mod 2040

Som vi gentagne gange har udmeldt, mener vi, at biomasse som udgangspunkt bør udfases frem mod 2040 med hensyntagen til de enkelte værkers økonomi. Det er hverken naivt, uansvarligt eller unuanceret. Det vil den modsatte holdning til gengæld være.

En udfasning over de næste 20 år giver tid til, at de eksisterende værker afskrives, fortsat udvikling af bedre varmepumper og geotermi, energirenovering af boligmassen, yderligere energieffektivisering i erhvervslivet, meget mere sol- og vindenergi samt flere udenlandskabler med meget større kapacitet.

Kombineret med strategiske varmelagre – også private – og derved mulighed for afkobling af udvalgte enheder ved spidslast vil vores el- og varmeproduktion kunne dækkes både uden fossile brændsler og træ, så vi undgår den tilknyttede klimabelastning. Tænk bare på udviklingen de seneste 20 år. Og det vil kun gå endnu stærkere de næste 20 år.

Vi er enige med Dansk Industri om, at ikke al biomasse er ”dårligt”. Men særligt træ er problematisk. Og træ udgør langt hovedparten af biomassen. Når træ afbrændes, frigives CO2 straks til atmosfæren, hvor det bidrager til global opvarmning. Præcis som CO2 fra kul. Selv afbrænding af udtyndingstræ er ikke CO2-neutralt. 

Havde man i stedet ladet udtyndingstræet ligge i skoven, ville det både bidrage til værdifuld biodiversitet og virke som CO2-lager i de kommende år, hvor vi har særligt travlt med at undgå yderligere CO2 i atmosfæren.

Klimaet er drevet af koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Og CO2-koncentrationen stiger. Både når vi afbrænder fossile energikilder og biomasse. Nogle vil så fremhæve, at over en 100-årig eller 200-årig tidshorisont kan træ fra skov jo være CO2-neutralt, hvis altså skoven genplantes.

Mere landbrug skal omdannes til skov

Men ifølge FN’s klimapanel skal vi handle her og nu for at undgå faretruende irreversibel global opvarmning. Derfor er det særligt vores udledning de næste 10-20 år, der afgør fremtidens klima.

I det tidsperspektiv kan afbrænding af træbaseret biomasse ikke anses som CO2-neutral. Den grønne omstilling er overgangen til et røgfrit samfund uden CO2-akkumulering i atmosfæren.

Opvarmning af vores bygninger bør baseres på geotermi, solvarme og el fra CO2-neutrale vedvarende energikilder som vind, sol, vandkraft. Derfor er systematisk afbrænding af træ ikke en del af den grønne omstilling.

De næste 20 år får vi fortsat flere og bedre muligheder for at klare os uden træbaseret biomasse i el- og varmeforsyningen. Dem skal vi bruge til at udfase biomassen. 

Træ fra skovdrift bør anvendes til byggematerialer og produkter med lang levetid og derved tjene som CO2-lager. Dertil skal vi have omdannet meget mere landbrugsjord til naturskove uden skovdrift, hvor formålet er øget biodiversitet, CO2-optag/-lager, grundvandsbeskyttelse og rekreative formål.

Noget biomasse med kort CO2-livscyklus som halm og alger skal anvendes i produkter, mens andet som gylle og spildevandslam skal bioforgasses og anvendes til jordforbedring.

At noget affald og biomasse med kort CO2-livscyklus kan anvendes til at dække spidslast i områder uden alternativer, vil vi ikke udelukke, men vi mener, at også dette skal være stærkt begrænset om 20 år.

Indfør afgifter på afbrænding af biomasse

For at accelerere den grønne omstilling, skal vi have afgifter på afbrænding af biomasse til el- og varmeproduktion, så klimarigtige alternativer fremmes. Afgifter skal sikre, at kraftværkerne ikke går tilbage til fossile brændsler, men gradvis omstilles til CO2-neutrale energikilder.

Vi mener ligeledes, at forbud imod fossile brændsler i el- og varmeproduktionen kunne være en løsning. Det er vigtigt, at der parallelt indføres meget højere afgifter på afbrænding af biomasse i private brændeovne, kedler og halmfyr da privat afbrænding både belaster klimaet og samtidig er en af vores største kilder til helbredsskadelig luftforurening.

Afgifter alene på biomasse til kollektive værker er vi imod. Jo før vi beslutter gradvist at udfase træbaseret biomasse og påbegynder den grønne omstilling til CO2-neutrale energikilder, jo mere gnidningsfri og billig bliver omstillingen.

By |2020-05-18T20:23:27+01:0018. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Selv under coronakrisen har vi ikke mindsket vores udledning af drivhusgasser tilstrækkeligt

Kommentar bragt i Ræson den 9. maj 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Vi mennesker er fra naturens side født med en imponerende evne til at ignorere de farer, vi ikke kan se, høre eller mærke. Det er en medfødt forsvarsmekanisme, der holder os fra at gå gennem livet i konstant alarmberedskab. Fare er en tiger i busken. Ikke et isbjerg, vi muligvis rammer i overmorgen.

Derfor er verden lukket ned. Derfor er der sømmet brædder for hele brancher og industrier. Derfor er lyset hos flyindustrien og den globale turisme slukket og himlen tom og gaderne nærmest øde. Derfor er livet sat på hold og hele verden forandret på et resolut globalt splitsekund. For faren ved COVID-19 er åbenlys, håndgribelig og vi kan uden tøven tilskrive både de menneskelige tab og de økonomiske konsekvenser til virussen.

Og derfor har vi modsat så forbandet svært ved at fatte og håndtere klimakrisens snigende og fjerne alvor og størrelse. For vi kan hverken se eller mærke de forandringer, der sker i klimasystemerne omkring os, eller de konsekvenser disse har for os i dag og på lang sigt.

Denne medfødte evne til at ignorere de farer, vi ikke kan se, er en af de primære årsager til, at vi næsten 30 år efter at IPCC’s første tilstandsrapport første gang opridsede alvoren, stadig behandler klimakrisen som et bump på vejen.

Og derfor er vi stadig milevidt fra at tage fat om den grønne omstilling med den nødvendige hast og beslutsomhed. Vi mangler simpelthen form og størrelse på problemet.

Her kan Coronakrisen faktisk vise sig at være en velsignelse i forklædning.

The Guardian har fået lavet en analyse af, hvad coronakrisen kan betyde for verdens udledninger af drivhusgasser – og det er ikke småting. Analysen estimerer et fald i de globale udledninger på hele 5 pct. i 2020. Det største relative procentvise årlige fald nogensinde. Større end efter anden verdenskrig og næsten tre gange så stort et fald som efter finanskrisen i 00’erne. En anden nylig analyse lavet af Carbon Brief, kommer frem til et tilsvarende estimat på 5,6 pct. fald i globale udledninger. Og en lignende dansk analyse fra Aalborg Universitet er netop kommet frem til et samlet fald i danske udledninger på 5 % for 2020.

Det er selvfølgelig kun kvalificerede forudsigelser. For ingen ved reelt, hvordan coronakrisen udvikler sig, og hvor længe den varer ved. Der er mange ukendte faktorer, og vi må vente til slutningen af året for at se det endelige resultat. Men disse estimater af konsekvenserne for verdens udledninger kan alligevel fortælle os noget. De kan give os en sjælden mulighed for at sætte tingene i perspektiv.

I november 2019 udgav UN Environment Programme (UNEP) en rapport, der konstaterede, at verden skulle reducere udledningerne med 7,6 pct. om året, hvis vi skulle have en chance for at bremse temperaturstigningerne ved 1,5 grad og ”redde livet på jorden, som vi kender det”. Eller hele 15 pct. reduktion om året, hvis de teknologier, vi håber kan hive CO2 ud af atmosfæren, viser sig ikke at kunne opskaleres i tide.
Kort sagt skal vi, for at bremse klimakrisen, altså skære vores udledninger med et sted mellem 1,5 og 3 gange, hvad den globale nedlukning pga. coronavirussen ser ud til at forårsage. Og det er hvert år. Hvert eneste år. De næste 20 år.

Disse tal bør være et rungende wake-up call for os alle. For nu kan vi endelig se omfanget af den uopsættelige opgave, vi står overfor.

Klimakrisen er ikke længere bare rapporter, tal og advarsler. Vi kan se, at vi ikke længere kan bilde os selv og hinanden ind, at problemet løses ved blot at rette lidt på sidespejlene og pudse kofangeren. Det må stå helt klart nu.

Opgaven er enorm. Næsten angstprovokerende i sit omfang. Men den er mulig. Men kun hvis alle begynder at tage ansvar, og alt nu bliver sat i spil.

Vi bliver alle nødt til drastisk at omlægge vores liv og mindske vores individuelle klimapåvirkning. Vi bliver her og nu nødt til at sørge for, at økonomien og markedskræfterne arbejder for den grønne omstilling og ikke imod den. Og vigtigst af alt, må politikerne nu droppe berøringsangsten og ikke bare tage fat, hvor det er smertefrit, men også hvor det er svært og gør politisk ondt. Et politisk mod vi længe har manglet overfor klimakrisen, men som vi nu – efter politikernes resolutte håndtering af coronakrisen – faktisk kan konstatere lever i bedste velgående.

Tiden for personlig handling, politiske tiltag, økonomiske investeringer og krisepakker af enhver art, der ikke også arbejder for klimaet, må endegyldigt være slut.

Vi har, som det nu kan ses, ingen tid at spilde.

By |2022-01-12T11:51:23+01:0012. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

15 grønne organisationer: Giv os nu de klimaskatter

Debatindlæg bragt i Poltiken den 10. maj 2020 af 15 grønne organisationer, herunder Rådet for Grøn Omstilling

Fra 15 grønne organisationer er er der kommet en række forslag, der kan genstarte den kriseramte coronaøkonomi.​

De grønne organisationer arbejder normalt på forskellige områder, men de ventede politiske forhandlinger om en markant økonomisk genopretningspakke har fået dem til at pulje deres kompetencer og arbejde for bedre miljø og klima, samtidig med at de vil skabe arbejdspladser.

»Det er en særlig situation, som kræver en særlig reaktion fra vores side«, siger politisk koordinator Gunnar Boye Olesen fra miljøorganisationen VedvarendeEnergi.

Han finder det vigtigt med en plan, som både omfatter natur, miljø og klima. Stribevis af faglige og erhvervsorganisationer har ligesom regeringens rådgivende Klimaråd leveret tilsvarende idekataloger, men de fleste begrænser sig til klima.

Miljøorganisationerne anbefalinger er bredere. De opfordrer blandt andet til at sætte gang i oprydningen af de største jordforureninger, til at sikre vilkårene for bæredygtigt fiskeri og til at omlægge dele af landbruget til at dyrke miljøvenligt græs for at begrænse importen af soja fra Sydamerika. Samtidig skal den danske natur styrkes.

»Ved at arbejde sammen har vi kunnet udvide vores forslag, så vi har flere områder med«, fremhæver Gunnar Boye Olesen.

Når det gælder klima og energi, er mange af initiativerne kendte. Også Klimarådet og Dansk Energi argumenterer for eksempel for hurtigst muligt at bygge flere vindmøller og sætte flere ladestandere op til elbiler. Andre har også fremlagt forslag om at fjerne momsen på for eksempel restaurantbesøg og hotelophold, hvilket Klimarådet godt kan se fornuft i, hvis det er midlertidigt. Miljøorganisationerne trumfer med desuden at foreslå momsfri frugt og grønt.

Klimakriseskat

Organisationerne sætter ikke beløb på, hvad deres initiativer vil koste, men modsat de fleste andre udspil peger de i retning af, hvordan pengene skal findes. Her er de helt på linje med Klimarådet: Der skal indføres skatter og afgifter, som i langt større omfang end i dag betyder, at de, som udleder mest, betaler mest.

»CO2-afgifter er en vigtig del af finansieringen. Vi bliver nødt til at se på økonomisk omfordeling«, siger politisk chef Lars Koch fra Mellemfolkeligt Samvirke.

»Seriøst: Kom nu bare i gang«

Forslaget om højere afgifter har erhvervslivet i skarpe vendinger taget afstand fra, selv om Klimarådet har foreslået en langsom indfasning frem mod 2030. Den debat håber klima- og miljøpolitisk leder Helene Hagel fra Greenpeace, at det nye udspil kan være med til at flytte.

»Indfasningen er slet ikke kommet i gang, så jeg forstår ikke, hvis politikerne er bange for, at omstillingen går for hurtigt. Jeg ville være mere bange for, at befolkningen bedømmer, at det går for langsomt«, siger hun.

Helene Hagel ser ingen grund til at tøve.

»Seriøst: Kom nu bare i gang. Organisationer fra alle dele af samfundet har givet deres input. Der er i hvert fald ti tiltag, som vi alle har foreslået, og de skal i gang nu, hvis de skal have en jobskabende effekt«, siger hun.

By |2022-01-12T11:52:02+01:0011. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top