Debatindlæg bragt i Ræson den 23. juni 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Så landede der endnu en klimaaftale. En af mange delaftaler, der skal lukke afgrunden mellem den nuværende klimapolitik og målsætningen om 70 pct. CO2-reduktion i 2030. Denne gang handlede det om energi og industri. Aftalen lukkede ca. 14 pct. af vejen til mål, og resten af delaftalerne er sat på standby til efteråret. Med den travlhed, klimakrisen fordrer, kan man undre sig, om det er den rette tid til standby? Det er det næppe, men lad os nu forholde os til det, aftalen indeholder – og hvad den mangler.

Vigtigst af alt er aftalen indgået mellem en bred aftalekreds. Det er både vigtigt for aftalens holdbarhed og for den videre proces med de resterende delaftaler og mod de 70 pct. Vi har brug for stabilitet og politisk ejerskab. Det fik vi. Og det kan man kun glæde sig over.

Aftalen indeholder mange gode tiltag. Vigtigst af dem alle er i mine øjne lovningen om en grøn afgiftsreform og en CO2-afgift. I alt for mange år er forureneren sluppet afsted med at lade resten af samfundet betale for deres forurening. Det skal nu være slut. Udfordringen bliver at møde de mange forskellige samfundshensyn, som en CO2-afgift vil påvirke. Det er hensyn, der gør, at vi hører en række politiske krav, når talen falder på en CO2-afgift. Jeg nævner i flæng: Den må fx ikke koste job, vækst, konkurrencekraft, sammenhængskraft eller social balance. Den må heller ikke gøre det dyrere at være dansker eller skade velfærdssamfundet. Det bliver ikke nemt at samle de tråde og vi er langt fra i mål. Men denne aftale er første skridt på vejen.

Andre positive elementer er, at afgiften for elbaseret overskudsvarme frafalder. Det gør udnyttelsen af overskudsvarmen mulig, hvilket var på høje tid. Derudover droppes forbrugerbindingen til naturgas, og der sættes energisparekrav til statens bygninger. Dog mangler der i den grad fokus på kommunale, regionale og private bygninger. Der sigtes desuden mod en udfasning af olie- og gasfyr. Det skal dog ske ved hjælp af løse tiltag, frivillighed og støtteordninger og ikke med krav og forbud. Et andet positivt element er, at vindmølleloftet udskydes til 2040. Det burde være droppet helt, men igen er der alligvel tale om fremskridt. Endelig investeres der massivt i CCS (Carbon Capture and Storage), en teknologi der hiver CO2 ud af skorstene eller direkte ud af atmosfæren, hvilket – som jeg forklarer nedenfor – dog ikke udelukkende er en god investering.

Klimapolitik er ikke nemt. Selv i det positive er der problemer og mangler at finde. Så lad os se lidt nærmere på de hovsa-løsninger, huller og hjørnespark, aftalen også indeholder.

Den vigtige grønne afgiftsreform skydes til hjørne. Nok fordi den som nævnt er så fuld af snubletråde og politiske slagsmål, at det vil tage lang tid at strikke den sammen til en spiselig størrelse. Det gælder både med hensyn til de politiske kompromiser, men også med hvordan en sådan afgift skal administreres. Man kunne sagtens have kommet nærmere på noget mere konkret om ambitionsniveauet ved fx at præcisere, hvor høj afgiften skal blive, når den er indfaset, eller hvor stor klimaeffekt man ønsker at opnå gennem afgiftsreformen.

Aftalen indeholder også to nye energiøer; en ved Bornholm og en i Nordsøen. Det er spændende højtflyvende visioner, også selvom en COWI-rapport konstaterer, at det er dyrere end konventionel havvind. Det, der mangler, er en indbygget garanti for, at det ikke bremser udbygningen af vores havvind. Derudover er det værd at bemærke, at det at insistere på at få dem op inden 2030 kan ende med at gøre vejen til klimamålsætningerne dyrere og mere besværlige end nødvendigt. I forlængelse af de to forbehold, bør man også spørge, hvor finansieringen er. I flot embedsmandssprog står der, at partierne bag aftalen er ”enige om, at etableringen af energiøerne […] skal tage udgangspunkt i principperne fra Energiaftale 2018, som fastslår, at havvind fremadrettet så vidt muligt skal være markedsdrevet uden offentlig støtte”. Held og lykke med det.

Et andet centralt element i aftalen involverer biomasse, der udgør ca. 2/3 af vores såkaldte vedvarende energi i Danmark, selvom det er et brændsel som ved afbrænding vel at mærke udleder CO2 – et mørkt hul i den danske grønne selvforståelse. Biomassen er rigtignok vedvarende, for der kan altid plantes nyt, men i en tid, hvor vi skal skære drastisk ned for vores udledninger, er den ikke klimavenlig. Vi har simpelthen for travlt. Aftalekredsen vil stille krav til bæredygtighed. Det er fint og i øvrigt et krav fra EU’s side, men regeringens egne embedsmænd har for nyligt vurderet, at krav ikke er tilstrækkeligt til at sikre bæredygtigheden. Og så parkeres de nødvendige tiltag for at udfase biomassen i en aftale om, at regeringen skal se på forsyningssikkerhed og omkostninger for forbrugeren. Aftalen indeholder ikke noget med at kigge på en biomasseafgift eller på de globale klimaeffekter, der kommer af, at vi hvert år importerer enorme mængder fast biomasse (ca. 37 pct.) for at brænde det af.

Det er derudover vigtigt, at der bliver taget fat på omstilling af individuel opvarmning, men tilskud og kæmpe afgiftslettelser på elvarme, som der lægges op til i aftalen, er imidlertid ikke vejen frem. Problemet er, at når elvarmeafgiften sænkes til EU’s minimumsniveau, så sender vi det forkerte signal til forbrugerne, der vil øge deres forbrug, selvom vores el mange år frem i tiden stadig vil være baseret på fossile brændsler og den førnævnte biomasse. Hvorfor supplerer man ikke i stedet tilskud til udfasning af olie og gasfyr med en dato for et endeligt stop?

Og så var der den førnævnte CCS-teknologi (Carbon Capture and Storage), der spiller så fremtrædende en rolle i aftalen. Faktisk udgøres hele 33 pct. af aftalens CO2-reduktion af netop denne teknologi – 0,9 ud af aftalens 2,7 mio. ton CO2e. Det er en uprøvet teknologi, der reelt stadig er på forsøgsstadiet. En teknologi, som stort set alle klimamodeller alligevel regner med, men som ingen endnu har kunnet dokumentere kan opskaleres i den skala, der ligger til grund for beregningerne. En teknologi, der burde bruges som en backup-løsning, hvis klimasystemerne løber fra os. Men nu står det meget klart, at tiltaget skal i brug som et håndgribeligt værktøj.

Det er i mine øjne et kæmpe problem, og det er et nærmest uhyggeligt bevis for, hvor langt bagud vi er. CCS er kun blevet nødvendigt, fordi vi netop har sløset de sidste 30 år væk i snak og manglende handling. Det skræmmer mig, at vi nu så konkret som det ses i denne aftale er begyndt at indarbejde en lottokupon som løsning på menneskehedens allerstørste problem, fordi vi ikke har modet til at tage fat, hvor det kan mærkes af os alle.

Søndagens klimaaftale er en blanding af gode tiltag, lyspunkter, huller, hjørnespark og farlig teknologifiks. Men det, der virkelig er iøjefaldende, er, at dansk politik endelig ser ud til at have fundet modet til at indføre en længe savnet grøn afgiftsreform og en helt nødvendig CO2-afgift, samt at de nu er begyndt at se CCS som en stor del af den grønne omstilling. Et principielt valg jeg synes fortjener at blive diskuteret indgående i den kommende tid. For det er i mine øjne en helt forkert vej at gå.

Det er nu vigtigt, at de næste omgange af klimaplanen sætter farten gevaldigt op og undlader at sparke mere til hjørne. Der er meget lang vej til de 70 pct., og de rigtigt svære områder som transport og landbrug ligger stadig forude, og vi har helt enkelt ikke længere tid eller råd til at skubbe ting foran os.

Debatindlæg bragt i Information den 18. juni 2020 af Lars Køhler, Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver fra Rådet for Grøn Omstilling, Rasmus Stuhr Jakobsen, direktør, CARE Danmark, Frederik Roland Sandby, formand for Klimabevægelsen i Danmark, Jonathan Ries, formand, Vedvarende Energi, Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace, Maja Andersen, kampagneleder for klima, Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Glue Doan, klimarådgiver for WWF Verdensnaturfonden, Gry Bossen, politisk koordinator hos Verdens Skove og Troels Dam Christensen, sekretariatsleder hos 92-gruppen.

Danmark skal stoppe sin jagt på olie i Nordsøen. Netop dette slog Klimarådet også fast i en ny rapport, hvori de utvetydigt anbefalede regeringen at undlade at udstede nye tilladelser til at lede efter mere olie og gas.

Som de skrev i rapporten: »Fortsat olie- og gasjagt er i modstrid med ønsket om Danmark som foregangsland på klimaområdet.«

Vi skal altså uundgåeligt en anden vej, og det skal ske nu. Men regeringen tøver stadig. Derfor er vi 11 ngo’er og faglige organisationer, der er gået sammen om et nyt borgerforslag for at få regeringen til at tage klimakrisen alvorligt og stoppe ny oliejagt i Nordsøen.

Vores afbrænding af fossile brændsler har været og er stadig den primære udløsende faktor i den akutte klimakrise, vi står i. Det er, for at bruge en passende metafor, den benzin vi hælder på det bål, der truer vores fælles fremtid.

FN’s miljøargentur (UNEP) sagde sidste år, at hvis vi skal have en chance for at »redde livet på jorden, som vi kender det«, så skal vi handle nu, med alt hvad vi har. Hvilket betyder, at vi inden for de næste få årtier, skal stoppe vores forbrug og produktion af fossile brændsler. Vi ved, at bålet skal slukkes. Og vi ved, at det haster.

Produktion af olie, kul og gas skal begrænses

Indtil nu har vi kun søgt at reducere forbruget af fossile brændsler og slet ikke forholdt os til at begrænse produktionen. Det har ikke båret frugt. Vi bruger i dag, på globalt plan, mere olie og gas, end vi gjorde tilbage i 1990. Og forbruget er stadig støt stigende. Vi smider altså mere og mere benzin på bålet.

Tiden er ved at løbe fra os med hensyn til klimakrisen. Derfor bliver vi nu nødt til nu at droppe vores enøjede tilgang og tage fat fra alle sider. Vi bliver nødt til også at tage fat på udbuddet og reducere produktionen af olie, kul og gas.

Internationale undersøgelser viser, at en mindskning af udbuddet også vil have indflydelse på efterspørgslen. Og med både Klimarådets og De Økonomiske Råds egne ord, så vil en indstilling af oliejagten i Nordsøen medføre et fald i den globale CO2-udledning. Et mindre udbud vil altså have en reel positiv effekt på klimaet.

Med Danmarks nye klimalov er et overvældende flertal af de danske partier enige om, at vi som rig og udviklet nation har både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest i at løse klimakrisen.

Danmark har gennem 48 år hevet enorme mængder af olie og gas op af undergrunden. Olie og gas der har været med til at finansiere vores velfærd og velstand. Men som samtidig har været medvirkende til ødelæggelsen af vores fælles klima.

Vi har været en aktiv del af den fest, de rige lande har holdt på lånte kreditter. En fest, der med vores overdrevne brug af fossile brændsler er foregået ved at låne af en økologisk reserve, som vores børn, unge og verdens fattigste nu står til at betale regningen for. Det er bunduretfærdigt.

Vi skal løfte i fællesskab

Det kan ikke fortsætte. Hvis alle lande står stejlt på en idé om, at det ikke lige er dem, der skal droppe oliejagten, så kommer vi ingen vegne. Vi bliver nødt til at tage ansvar, gå forrest og vise vejen. Det er vores historiske og moralske pligt.

Regeringen har længe udskudt en vigtig principiel beslutning om, hvorvidt der i forbindelse med 8. udbudsrunde skal gives tilladelser til at lede efter ny olie og gas i Nordsøen. Den beslutning hænger stadig og vejrer i vinden, og vi beder derfor med vores borgerforslag regeringen om at stoppe 8. udbudsrunde. Altså med andre ord at stoppe med at lede efter mere olie og gas.

Vi foreslår ikke med vores borgerforslag, at vi i morgen trækker stikket til den eksisterende olie- og gasproduktion i Nordsøen, men det er nu på høje tid, at vi som det første og mest naturlige skridt i den uopsættelige omstilling mod et fossilfrit og CO2-neutralt Danmark, stopper efterforskningen efter mere olie og gas i vores undergrund.

At igangsætte yderligere oliejagt midt i klimakrisen er ikke at tage moralsk ansvar eller at tage krisen alvorligt. Det er det stik modsatte.

Skatteministeriet lavede sidste år beregninger på, hvad en beslutning om at stoppe oliejagten vil betyde økonomisk. Disse beregninger blev lavet med en oliepris, der var markant højere, end den er i dag. Og selv med de høje oliepriser ville et stop for 8. udbudsrunde medføre mistede indtægter for statskassen på blot 1,75 milliarder kroner. Ikke om året, men i alt. Og bliver oliepriserne liggende på dagens niveau, så vil den mistede indtægt for statskassen være lig nul. For så vil der ikke være nogen indtægt fra 8. udbudsrunde.

Prisen for at stoppe ny oliejagt er altså minimal, men den samfundsmæssige risiko ved den fortsatte oliejagt er enorm.

Ud over de uoverskuelige konsekvenser, som mere olie og gas vil forårsage for det globale klima og derved det danske samfund, så har staten forpligtet sig til at medfinansiere alle aktiviteter i Nordsøen, herunder også nedtagelsen af infrastrukturen i Nordsøen. Og som flere økonomer på det seneste har påpeget, så er der en risiko for, at når olieeventyret engang stopper – for det vil det – så vil oliefirmaerne af gode grunde være gået konkurs.

I sådanne tilfælde vil staten være den eneste tilbageværende part i den nødvendige oprydning og vil stå med hele regningen. Denne oprydning vurderes for den eksisterende infrastruktur i Nordsøen at udgøre en udgift på 41 milliarder kroner. En risiko, der burde tages med i de samfundsøkonomiske estimater, men som i dag ignoreres totalt.

Et tiltrængt budskab

At løbe de enorme klimamæssige og økonomiske risici, for hvad der i bedste tilfælde er nogle sølle håndører i det store billede, giver ingen mening. Nu må tiden være inde.

En beslutning om at stoppe oliejagten nu vil være et tiltrængt bevis på, at vores regering faktisk lytter til videnskaben, tager klimakrisen alvorligt og er i stand til at sætte vores fælles langsigtede fremtid over en kortsigtet økonomisk bundlinje for statskassen.

Det vil være et yderst vigtig skridt mod et inspirerende, grønt og fossilfrit Danmark inden for få årtier. Og det vil ikke mindst sætte et vigtigt internationalt eksempel, som den globale grønne omstilling har så inderligt brug for. Et budskab om at Danmark står 100 procent bag Parisaftalens mål og formål. At vi rykker frem i en tid, hvor andre står stille eller trækker sig. Et eksempel, der vil gøre, at andre lande ikke længere vil kunne pege på, at ’det gør alle de andre jo også’ for blindt at kunne fortsætte deres misbrug af klodens naturressourcer.

Lad os nu tage det mest elementære skridt i at bremse klimakrisen. Lad os nu stoppe med at lede efter mere benzin til bålet. Gå derfor ind og støt vores borgerforslag ’Stop Oliejagten NU’ og lad os sammen fortælle vores politikere, at nu er det på tide at tage den grønne omstilling og vores børns fremtid alvorligt.

Sidste gang, vi bad om jeres støtte til et borgerforslag, førte det til en ambitiøs dansk klimalov. Vi ved nu, at det gør en forskel.