Kunstgræsbaner skyder miljøet til hjørne II

Debatindlæg bragt i Altinget den 26. maj 2020 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Kemikalier og Cirkulær Økonomi fra Rådet for Grøn Omstilling

I Danmark har vi rigtig mange fodboldglade mennesker. Og det er både blandt børn, unge og gamle, piger og drenge og på tværs af nationaliteter, at sporten hitter. Det medfører naturligvis også en efterspørgsel på baner, og ikke mindst baner, der kan bruges året rundt. Derfor er det også gået rigtig stærkt, efter man i starten af 00’erne for alvor fik øjnene op for de kunstige græstæpper i Danmark. I dag er der over 350 kunstgræsbaner til 11-mands-fodbold i Danmark og desuden et stort antal 7-mandsbaner samt de såkaldte multibaner.

Desværre er der kommet skår i glæden. Undersøgelser af det omkringliggende miljø peger i stadig højere grad på, at der udvaskes skadelige kemikalier fra banerne, ligesom der spredes mikroplastik i miljøet. At det hele ikke er helt så rosenrødt, som det burde være, fremgår også tydeligt af Danmarks Plasthandlingsplan, fremsat af den tidligere regering. Her indgår ”Vidensopbygning om mikroplastudledning fra kunstgræsbaner og mulige alternativer”, som ét ud af 27 initiativer, der skal bidrage til mere viden på området og forhåbentligt munde ud i konkrete løsningsforslag og mulig lovgivning. En af de centrale udfordringer er, at mange af banerne anlægges med det såkaldte SBR-gummi-granulat, der stammer fra oparbejdede dæk. Denne belægning indeholder kemikalier, såsom plastblødgørere og polycycliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er), der frigives til vandmiljøet og afdamper til skade for brugernes sundhed. At dette er en alvorlig sag, blev i marts sidste år dokumenteret af Det Europæiske Kemikalieagenturs videnskabelige udvalg, som pegede på den potentielle risiko for brugernes sundhed, når de befinder sig i afdampningerne fra banernes materialer. Udvalget foreslog på den baggrund en reduktion af det maksimalt tilladte indhold af visse PAH’er i fyldmaterialet til kunststofbanerne. Forslaget har været i høring, og det skal nu afgøres i EU, hvorvidt de tilladte grænseværdier skal sænkes.

Udover de store udfordringer der er med frigivelse af skadelige kemikalier fra fyldmaterialet, så er der yderligere store problemer med, at det spredes som mikroplast til det omgivende miljø. Erfaringer fra Norge viser, at tabet fra de kunstgræsbaner, hvor der ikke er etableret særlige tiltag til at minimere tab, typisk ligger i størrelsen 300-1900 kg om året, og dette er vel at mærke per bane. Værdier i den høje ende af dette spektrum er typisk for baner der bruges hele året, hvilket må forventes at være tilfældet for hovedparten af de danske baner. På baggrund af disse tal har Norge valgt at stille krav til etablering af barrierer, som kan tilbageholde fyldmaterialet, så det ikke spredes udenfor banerne. Indenfor en treårig periode skal dette være etableret på alle baner.

Hvorfor er det overhovedet lovligt at anlægge kunstgræsbaner med dette gummi-granulat herhjemme, når Danmark allerede har forbudt anvendelser af mikroplastik, hvor udledningen til miljøet er mindre? I 2015 estimerede COWI i en rapport udarbejdet for miljøstyrelsen, at kosmetiske produkter hvert år udleder 9-29 ton, hvoraf 90 % forventes at blive vasket af kroppen og ende i spildevandet. Rationalet virker besynderligt. Forbuddet mod tilsat mikroplast i kosmetik og plejeprodukter er bestemt en rigtig beslutning, men bremsen skal hakkes i alle de steder, hvor man alt for sent har opdaget, at mikroplastik bruges uhensigtsmæssigt og på den baggrund ender i miljøet. Særligt set i lyset af, at COWI, i en ny rapport fra februar, vurderer, at der findes mere miljøvenlige alternativer at fylde på banerne, herunder alternativer der er lavet af restprodukter fra fødevareproduktion (olivensten, kokosskaller, valnøddeskaller m.m.).

Bevares, der er udsendt vejledninger fra miljøstyrelsen omkring planlægning, drift og affaldshåndtering af kunstgræsbaner. Men er dette tilstrækkeligt, når selvsamme styrelse anerkender, at der er problemer med både skadelige kemikalier og mikroplast?

Der bør i højere grad kigges på de eksisterende alternativer. For essensen er ikke, at kunstgræsbaner skal forbydes. De skal blot anlægges på en måde, hvor det kan dokumenteres, at de ikke har en miljø- og sundhedsskadelig effekt.

Jeg ser frem til, at vores miljøminister fløjter til pause, så der kan blive skabt et pusterum til at få rettet op på tingene.

By |2023-11-23T14:43:05+01:0026. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringens nye klimaudspil vil – stik imod dens intention – forringe danske virksomheders konkurrenceevne og fordyre den grønne omstilling

Kommentar bragt i Ræson den 22. maj 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Så kom der endelig et reelt klimaudspil fra regeringen. Nu kan vi begynde at se, hvad regeringen vil. Hvordan regeringen mener, at de høje ambitioner fra klimaloven skal udmøntes. Og hvad regeringen lægger i deres kloge ord, om at ”vi ikke kan forhandle med klimaet”. Det ved jeg, vi er mange der har ventet længe på. Faktisk siden det valg sidste år, der, efter en regulær eksplosion af folkeligt engagement og under stærkt pres fra støttepartierne, gav regeringen det stærkeste grønne mandat i danmarkshistorien.

Men lad mig bare sige det som det er: Det, vi nu kan se, er ikke just opmuntrende. 2 mio. ton CO2-reduktion har regeringen regnet sig frem til, at udspillet vil medføre. Sat op mod de 19 mio. vi skal reducere med frem til 2030, så skal der ikke en økonom til at slå fast, at udspillet ikke just er et brøl af en handlingsplan.

Ja, der skal bl.a. bygges energiøer, flere vindmøller, og der skal udfases olie- og gasfyr. Der skal sættes gang i både CCU (opsamling af CO2) og det såkaldte ”Power-to-X”, og der skal justeres lidt på energispareordningen. Og vores affaldssektor skal omstilles til cirkulær økonomi og være CO2 neutral i 2030. Alt sammen udmærket. Men det er ikke initiativer på store klinge, og det er langt fra nok.

Det er faktisk foruroligende uambitiøst og mangelfuldt. I en grad der giver mig bange anelser for både den videre proces og regeringens evne til at omsætte det grønne mandat de fik sidste år til reel handling.

Lad mig blot sætte fingeren på den mest åbenlyse mangel af dem alle: de manglende CO2-afgifter. Faktisk er den så åbenlys, at hele 10 ud af 16 spørgsmål stillet til de 3 ministre på pressemødet handlede om denne mangel og ikke udspillets indhold. Og med god grund. For jeg kan næsten fylde en hel kommentar med de forskellige organisationer, råd og fagpersoner, der anbefaler netop de manglende CO2-afgifter som et af de vigtigste værktøjer i kassen til at håndtere den grønne omstilling så retfærdigt og samfundsøkonomisk billigt som muligt. Lad mig blot nævne nogle få: 25 nobelprisvindende økonomer, Verdensbanken, Concito, Kraka, Klimarådet, 18 grønne miljøorganisationer, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling, De Økonomiske Råd, CEPOS, OECD, IMF, samtlige politiske ungdomspartier og mange mange flere.

CO2-afgifter er en adfærdsansporende mekanisme, der skal sikre den grønne omstilling i vores virksomheder og hos forbrugeren. En mekanisme der skal sikre, at vi får mindre af det, der ødelægger vores klima og mere af det, der gør det godt. Og ikke mindst en retfærdighedsmekanisme, der skal sikre at forurenere betaler en rimelig pris for at forurene, fremfor at lade samfundet og de kommende generationer stå tilbage med regningen. Det er som sagt helt grundlæggende det her.

Udeladelsen af CO2-afgifter blev forsvaret af både Klimaministeren og finansministeren, med at regeringen ikke ønsker at ”brandbeskatte”, ”slå virksomheder i hovedet” og ”lukke firmaer” med ”monster-afgifter”. Det er både triste og misforståede påstande fra allerhøjeste sted.

CO2-afgifter er ikke brandbeskatning, og de lukker ikke firmaer. De skaber og styrker dem. De forbereder virksomheder på en nær og uundgåelig fremtid, hvor ”enten er du grøn, eller også er du færdig”.

De ansporer innovation, højner virksomhedernes konkurrenceevne i et grønt marked, sikrer fremtidens arbejdspladser, og de skaber et fair konkurrencegrundlag ved ikke at lade forureneren slippe for regningen. Indføres de klogt, så kompenseres de konkurrenceudsatte firmaer ved målrettede støtteordninger og midler til forskning, som derved hjælpes til den nødvendige omstilling.

Ingen andre end Dan Jørgensen snakker desuden om ”monster-afgifter”. Klimarådet foreslår fx en indfasning, der skal ende i en CO2-pris på 1.500 kr./ton CO2 i 2030. En pris, der efter min bedste overbevisning, på baggrund af internationale studier, end ikke dækker prisen på den skjulte klimaskade et ton CO2 forårsager. Der er intet monster over et minimumsniveau under langsom indfasning.

På trods af, at både Dan Jørgensen og Nikolai Wammen ville have det til at fremstå, som om deres udspil – og specielt udeladelsen af CO2-afgifter – er sat i verden for at passe på vores virksomheder og bevare jobs, så har jeg svært ved at se det som andet end det modsatte. Med den viden vi har om nødvendigheden og hasten af den grønne omstilling, er det svært at se manglen på grønne ambitioner og politisk mod – som fx at varsle indfasningen af en CO2-afgift midt i en økonomisk krise – som andet end et svigt af erhvervslivet, jobs og den grønne omstilling på sigt.

Sat lidt på spidsen, så er vores virksomheder færdige i morgen, hvis ikke de omstiller i dag. Og omstillingen bliver kun dyrere og sværere for os alle, desto mindre mod vi besidder og handler med.

Vi havde brug for et inspirerende første skridt. Et utvetydigt signal om grønne ambitioner, vilje og hjerte fra regeringens side. Det fik vi ikke. Nu må vi så igen væbne os med tålmodighed og krydse fingre for, at regeringen meget hurtigt tager det næste skridt og gør det med meget mere mod. Ellers må vi sætte vores lid til, at støttepartierne endnu engang formår at løfte regeringens grønne ambitioner.

By |2022-01-12T11:51:37+01:0022. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kunstgræsbaner skyder miljøet til hjørne

Debatindlæg bragt i Politiken den 19. maj 2020 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Kemikalier og Cirkulær Økonomi fra Rådet for Grøn Omstilling

I Danmark har vi rigtig mange fodboldglade mennesker. Og det er både blandt børn, unge og gamle, piger og drenge og på tværs af nationaliteter, at sporten hitter. Det medfører naturligvis også en efterspørgsel på baner, ikke mindst baner der kan bruges året rundt. Derfor er det også gået rigtig stærkt, efter man i starten af 00’erne for alvor fik øjnene op for de kunstige græstæpper i Danmark. I dag er der over 350 kunstgræsbaner til 11-mands-fodbold i Danmark og desuden et stort antal 7-mandsbaner samt de såkaldte multibaner.

Desværre er der kommet skår i glæden. Undersøgelser af det omkringliggende miljø peger i stadig højere grad på, at der udvaskes skadelige kemikalier fra banerne, ligesom der spredes mikroplastik i miljøet. Så kan det overhovedet forsvares, at der fortsat anlægges kunstgræsbaner med den type belægning, der forurener allermest – en gummi-belægning, der stammer fra oparbejdede dæk? Erfaringer fra Norge viser, at der udledes helt op til 1,9 tons mikroplastik per år, og dette er vel at mærke per bane.

Hvorfor er det overhovedet lovligt at anlægge kunstgræsbaner med mikroplast-belægning, når Danmark allerede har forbudt anvendelser af mikroplastik, hvor udledningen til miljøet var estimeret til at være langt mindre? Her tænker jeg på mikroplastik tilsat kosmetik og plejeprodukter. Og det skal understreges, at jeg bestemt er tilhænger af dette forbud, jeg savner bare i den grad, at bremsen bliver hakket i alle de steder, hvor man alt for sent har opdaget, at mikroplastik bruges uhensigtsmæssigt og ender i miljøet. Særligt når der faktisk findes mere miljøvenlige alternativer at fylde på banerne. Vejledninger fra miljøstyrelsen omkring brugen af kunstgræsbaner er ikke tilstrækkeligt, når selvsamme styrelse anerkender, at der er problemer med både skadelige kemikalier og mikroplastik.

“Nu er fodbolddanmark endelig ved at åbne op og der kommer gang i banerne igen. Og det er godt! Det er bare ikke så godt, at kunstgræsbanerne har en virkelig negativ miljøeffekt. Det kan og skal der gøres noget ved“, udtaler Lone Mikkelsen

Jeg taler ikke for, at kunstgræsbaner skal forbydes. De skal blot anlægges på en måde, hvor det kan dokumenteres, at de ikke har en miljøskadelig effekt. Og det er tilsyneladende muligt.

Jeg ser frem til, at vores miljøminister hiver det røde kort op af lommen.

By |2020-05-19T16:08:33+01:0019. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

DI mistolker vores holdning til biomasseafbrænding

Debatindlæg bragt i Altinget den 18. maj 2020 af Kåre Press-Kristensen og Annika Lund Gade, seniorrådgiver og projektmedarbejder fra Rådet for Grøn Omstilling

Det har givet kritik både fra Dansk Energi og Dansk Industri, at Rådet for Grøn Omstilling anbefaler udfasning af biomasse.

Vi lægger os derved op ad det hastigt voksende antal danske og internationale klimaeksperter, der advarer imod biomassens bidrag til global opvarmning og anbefaler udfasning. Vi anbefaler ligeledes gradvis indfasning af afgifter på biomasse for at fremme grønne alternativer.

Vores indlæg var primært en ros til Aalborgs satsning på geotermi, mens man ved at læse kritikken af indlægget får det indtryk, at vi ønsker afbrænding af biomasse stoppet i morgen.

Det er ikke vores holdning. Vi mener heller ikke, at afbrænding af al biomasse er forkert. Derfor undrer det os, at Dansk Energi og Dansk Industri har tolket vores indlæg på den måde.

Biomasse skal udfases frem mod 2040

Som vi gentagne gange har udmeldt, mener vi, at biomasse som udgangspunkt bør udfases frem mod 2040 med hensyntagen til de enkelte værkers økonomi. Det er hverken naivt, uansvarligt eller unuanceret. Det vil den modsatte holdning til gengæld være.

En udfasning over de næste 20 år giver tid til, at de eksisterende værker afskrives, fortsat udvikling af bedre varmepumper og geotermi, energirenovering af boligmassen, yderligere energieffektivisering i erhvervslivet, meget mere sol- og vindenergi samt flere udenlandskabler med meget større kapacitet.

Kombineret med strategiske varmelagre – også private – og derved mulighed for afkobling af udvalgte enheder ved spidslast vil vores el- og varmeproduktion kunne dækkes både uden fossile brændsler og træ, så vi undgår den tilknyttede klimabelastning. Tænk bare på udviklingen de seneste 20 år. Og det vil kun gå endnu stærkere de næste 20 år.

Vi er enige med Dansk Industri om, at ikke al biomasse er ”dårligt”. Men særligt træ er problematisk. Og træ udgør langt hovedparten af biomassen. Når træ afbrændes, frigives CO2 straks til atmosfæren, hvor det bidrager til global opvarmning. Præcis som CO2 fra kul. Selv afbrænding af udtyndingstræ er ikke CO2-neutralt. 

Havde man i stedet ladet udtyndingstræet ligge i skoven, ville det både bidrage til værdifuld biodiversitet og virke som CO2-lager i de kommende år, hvor vi har særligt travlt med at undgå yderligere CO2 i atmosfæren.

Klimaet er drevet af koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Og CO2-koncentrationen stiger. Både når vi afbrænder fossile energikilder og biomasse. Nogle vil så fremhæve, at over en 100-årig eller 200-årig tidshorisont kan træ fra skov jo være CO2-neutralt, hvis altså skoven genplantes.

Mere landbrug skal omdannes til skov

Men ifølge FN’s klimapanel skal vi handle her og nu for at undgå faretruende irreversibel global opvarmning. Derfor er det særligt vores udledning de næste 10-20 år, der afgør fremtidens klima.

I det tidsperspektiv kan afbrænding af træbaseret biomasse ikke anses som CO2-neutral. Den grønne omstilling er overgangen til et røgfrit samfund uden CO2-akkumulering i atmosfæren.

Opvarmning af vores bygninger bør baseres på geotermi, solvarme og el fra CO2-neutrale vedvarende energikilder som vind, sol, vandkraft. Derfor er systematisk afbrænding af træ ikke en del af den grønne omstilling.

De næste 20 år får vi fortsat flere og bedre muligheder for at klare os uden træbaseret biomasse i el- og varmeforsyningen. Dem skal vi bruge til at udfase biomassen. 

Træ fra skovdrift bør anvendes til byggematerialer og produkter med lang levetid og derved tjene som CO2-lager. Dertil skal vi have omdannet meget mere landbrugsjord til naturskove uden skovdrift, hvor formålet er øget biodiversitet, CO2-optag/-lager, grundvandsbeskyttelse og rekreative formål.

Noget biomasse med kort CO2-livscyklus som halm og alger skal anvendes i produkter, mens andet som gylle og spildevandslam skal bioforgasses og anvendes til jordforbedring.

At noget affald og biomasse med kort CO2-livscyklus kan anvendes til at dække spidslast i områder uden alternativer, vil vi ikke udelukke, men vi mener, at også dette skal være stærkt begrænset om 20 år.

Indfør afgifter på afbrænding af biomasse

For at accelerere den grønne omstilling, skal vi have afgifter på afbrænding af biomasse til el- og varmeproduktion, så klimarigtige alternativer fremmes. Afgifter skal sikre, at kraftværkerne ikke går tilbage til fossile brændsler, men gradvis omstilles til CO2-neutrale energikilder.

Vi mener ligeledes, at forbud imod fossile brændsler i el- og varmeproduktionen kunne være en løsning. Det er vigtigt, at der parallelt indføres meget højere afgifter på afbrænding af biomasse i private brændeovne, kedler og halmfyr da privat afbrænding både belaster klimaet og samtidig er en af vores største kilder til helbredsskadelig luftforurening.

Afgifter alene på biomasse til kollektive værker er vi imod. Jo før vi beslutter gradvist at udfase træbaseret biomasse og påbegynder den grønne omstilling til CO2-neutrale energikilder, jo mere gnidningsfri og billig bliver omstillingen.

By |2020-05-18T20:23:27+01:0018. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Selv under coronakrisen har vi ikke mindsket vores udledning af drivhusgasser tilstrækkeligt

Kommentar bragt i Ræson den 9. maj 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Vi mennesker er fra naturens side født med en imponerende evne til at ignorere de farer, vi ikke kan se, høre eller mærke. Det er en medfødt forsvarsmekanisme, der holder os fra at gå gennem livet i konstant alarmberedskab. Fare er en tiger i busken. Ikke et isbjerg, vi muligvis rammer i overmorgen.

Derfor er verden lukket ned. Derfor er der sømmet brædder for hele brancher og industrier. Derfor er lyset hos flyindustrien og den globale turisme slukket og himlen tom og gaderne nærmest øde. Derfor er livet sat på hold og hele verden forandret på et resolut globalt splitsekund. For faren ved COVID-19 er åbenlys, håndgribelig og vi kan uden tøven tilskrive både de menneskelige tab og de økonomiske konsekvenser til virussen.

Og derfor har vi modsat så forbandet svært ved at fatte og håndtere klimakrisens snigende og fjerne alvor og størrelse. For vi kan hverken se eller mærke de forandringer, der sker i klimasystemerne omkring os, eller de konsekvenser disse har for os i dag og på lang sigt.

Denne medfødte evne til at ignorere de farer, vi ikke kan se, er en af de primære årsager til, at vi næsten 30 år efter at IPCC’s første tilstandsrapport første gang opridsede alvoren, stadig behandler klimakrisen som et bump på vejen.

Og derfor er vi stadig milevidt fra at tage fat om den grønne omstilling med den nødvendige hast og beslutsomhed. Vi mangler simpelthen form og størrelse på problemet.

Her kan Coronakrisen faktisk vise sig at være en velsignelse i forklædning.

The Guardian har fået lavet en analyse af, hvad coronakrisen kan betyde for verdens udledninger af drivhusgasser – og det er ikke småting. Analysen estimerer et fald i de globale udledninger på hele 5 pct. i 2020. Det største relative procentvise årlige fald nogensinde. Større end efter anden verdenskrig og næsten tre gange så stort et fald som efter finanskrisen i 00’erne. En anden nylig analyse lavet af Carbon Brief, kommer frem til et tilsvarende estimat på 5,6 pct. fald i globale udledninger. Og en lignende dansk analyse fra Aalborg Universitet er netop kommet frem til et samlet fald i danske udledninger på 5 % for 2020.

Det er selvfølgelig kun kvalificerede forudsigelser. For ingen ved reelt, hvordan coronakrisen udvikler sig, og hvor længe den varer ved. Der er mange ukendte faktorer, og vi må vente til slutningen af året for at se det endelige resultat. Men disse estimater af konsekvenserne for verdens udledninger kan alligevel fortælle os noget. De kan give os en sjælden mulighed for at sætte tingene i perspektiv.

I november 2019 udgav UN Environment Programme (UNEP) en rapport, der konstaterede, at verden skulle reducere udledningerne med 7,6 pct. om året, hvis vi skulle have en chance for at bremse temperaturstigningerne ved 1,5 grad og ”redde livet på jorden, som vi kender det”. Eller hele 15 pct. reduktion om året, hvis de teknologier, vi håber kan hive CO2 ud af atmosfæren, viser sig ikke at kunne opskaleres i tide.
Kort sagt skal vi, for at bremse klimakrisen, altså skære vores udledninger med et sted mellem 1,5 og 3 gange, hvad den globale nedlukning pga. coronavirussen ser ud til at forårsage. Og det er hvert år. Hvert eneste år. De næste 20 år.

Disse tal bør være et rungende wake-up call for os alle. For nu kan vi endelig se omfanget af den uopsættelige opgave, vi står overfor.

Klimakrisen er ikke længere bare rapporter, tal og advarsler. Vi kan se, at vi ikke længere kan bilde os selv og hinanden ind, at problemet løses ved blot at rette lidt på sidespejlene og pudse kofangeren. Det må stå helt klart nu.

Opgaven er enorm. Næsten angstprovokerende i sit omfang. Men den er mulig. Men kun hvis alle begynder at tage ansvar, og alt nu bliver sat i spil.

Vi bliver alle nødt til drastisk at omlægge vores liv og mindske vores individuelle klimapåvirkning. Vi bliver her og nu nødt til at sørge for, at økonomien og markedskræfterne arbejder for den grønne omstilling og ikke imod den. Og vigtigst af alt, må politikerne nu droppe berøringsangsten og ikke bare tage fat, hvor det er smertefrit, men også hvor det er svært og gør politisk ondt. Et politisk mod vi længe har manglet overfor klimakrisen, men som vi nu – efter politikernes resolutte håndtering af coronakrisen – faktisk kan konstatere lever i bedste velgående.

Tiden for personlig handling, politiske tiltag, økonomiske investeringer og krisepakker af enhver art, der ikke også arbejder for klimaet, må endegyldigt være slut.

Vi har, som det nu kan ses, ingen tid at spilde.

By |2022-01-12T11:51:23+01:0012. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

15 grønne organisationer: Giv os nu de klimaskatter

Debatindlæg bragt i Poltiken den 10. maj 2020 af 15 grønne organisationer, herunder Rådet for Grøn Omstilling

Fra 15 grønne organisationer er er der kommet en række forslag, der kan genstarte den kriseramte coronaøkonomi.​

De grønne organisationer arbejder normalt på forskellige områder, men de ventede politiske forhandlinger om en markant økonomisk genopretningspakke har fået dem til at pulje deres kompetencer og arbejde for bedre miljø og klima, samtidig med at de vil skabe arbejdspladser.

»Det er en særlig situation, som kræver en særlig reaktion fra vores side«, siger politisk koordinator Gunnar Boye Olesen fra miljøorganisationen VedvarendeEnergi.

Han finder det vigtigt med en plan, som både omfatter natur, miljø og klima. Stribevis af faglige og erhvervsorganisationer har ligesom regeringens rådgivende Klimaråd leveret tilsvarende idekataloger, men de fleste begrænser sig til klima.

Miljøorganisationerne anbefalinger er bredere. De opfordrer blandt andet til at sætte gang i oprydningen af de største jordforureninger, til at sikre vilkårene for bæredygtigt fiskeri og til at omlægge dele af landbruget til at dyrke miljøvenligt græs for at begrænse importen af soja fra Sydamerika. Samtidig skal den danske natur styrkes.

»Ved at arbejde sammen har vi kunnet udvide vores forslag, så vi har flere områder med«, fremhæver Gunnar Boye Olesen.

Når det gælder klima og energi, er mange af initiativerne kendte. Også Klimarådet og Dansk Energi argumenterer for eksempel for hurtigst muligt at bygge flere vindmøller og sætte flere ladestandere op til elbiler. Andre har også fremlagt forslag om at fjerne momsen på for eksempel restaurantbesøg og hotelophold, hvilket Klimarådet godt kan se fornuft i, hvis det er midlertidigt. Miljøorganisationerne trumfer med desuden at foreslå momsfri frugt og grønt.

Klimakriseskat

Organisationerne sætter ikke beløb på, hvad deres initiativer vil koste, men modsat de fleste andre udspil peger de i retning af, hvordan pengene skal findes. Her er de helt på linje med Klimarådet: Der skal indføres skatter og afgifter, som i langt større omfang end i dag betyder, at de, som udleder mest, betaler mest.

»CO2-afgifter er en vigtig del af finansieringen. Vi bliver nødt til at se på økonomisk omfordeling«, siger politisk chef Lars Koch fra Mellemfolkeligt Samvirke.

»Seriøst: Kom nu bare i gang«

Forslaget om højere afgifter har erhvervslivet i skarpe vendinger taget afstand fra, selv om Klimarådet har foreslået en langsom indfasning frem mod 2030. Den debat håber klima- og miljøpolitisk leder Helene Hagel fra Greenpeace, at det nye udspil kan være med til at flytte.

»Indfasningen er slet ikke kommet i gang, så jeg forstår ikke, hvis politikerne er bange for, at omstillingen går for hurtigt. Jeg ville være mere bange for, at befolkningen bedømmer, at det går for langsomt«, siger hun.

Helene Hagel ser ingen grund til at tøve.

»Seriøst: Kom nu bare i gang. Organisationer fra alle dele af samfundet har givet deres input. Der er i hvert fald ti tiltag, som vi alle har foreslået, og de skal i gang nu, hvis de skal have en jobskabende effekt«, siger hun.

By |2022-01-12T11:52:02+01:0011. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Grønne organisationer: Sprøjte-, gødsknings- og pløjeforbud i § 3-områder er en håndsrækning til den trængte natur

Forslaget har været længe under vejs – det var allerede fremsat af den forrige S-ledede regering, men blev taget af bordet af den borgerlige regering. Forslaget er vigtigt, både fordi det gavner naturen og de mange arter, som er lokaliseret i strandenge og ferske enge, omfattet af §3-beskyttelsen (som beskrevet i DGK-brevet), og fordi engarealerne udgør en væsentlig brik i arbejdet for at reducere tabet af næringsstoffer til vandmiljøet fra dyrkningsarealet. Med andre ord, der er en stor synergieffekt at hente ved gødsknings- og sprøjteforbuddet.

Download brevet, som bl.a. er sendt til Miljøminister Lea Wermelin og Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, længere nede på siden.

By |2020-05-07T08:24:03+01:006. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Politikerne skal bremse biomasse-ræset nu

Debatindlæg bragt i Altinget den 22. april 2020 af projektmedarbejder Annika Lund Gade fra Rådet for Grøn Omstilling

Når vi taler om den grønne omstilling af Danmarks energisektor er det især vind, de fleste vil tænke på. Men det er træbaseret biomasse, der har været det primære værktøj i udfasningen af kul, og biomasse udgør nu over halvdelen af Danmarks vedvarende energi.

Grundet bogføringsreglerne for klimaregnskaber regnes afbrænding af biomasse til energiformål som CO2-neutral, fordi biomassens betydelige klimaaftryk i stedet opgøres i det land, hvor biomassen er høstet. Det kan være Danmark. Men cirka 40 procent af biomassen kommer fra udlandet, hvor garantien for, at CO2-udledningen registreres korrekt, kan være endog meget tvivlsom.

Biomasse er et overgangsbrændsel, der har hjulpet Danmark af med kullet, men den overgangsperiode er ved at være slut

Der findes nu reelle alternativer, hvor det faktiske CO2-aftryk er meget lavere end for biomasse, for eksempel store varmepumper med varmekilder som geotermisk varme, overskudsvarme og spildevand.  

Aalborg undgår biomasse

Et af de tre sidste centrale kulfyrede kraftvarmeværker står i Aalborg og er planlagt at skulle udfase kul frem mod 2028. Aalborg har valgt at undgå biomasse og satser i stedet på varmepumper kombineret med solvarme, geotermi og store varmelagre.

I Aalborgs Miljø- og Energiudvalg har man netop godkendt et projektforslag om etablering af 100 megawatt geotermiske anlæg. Sammenlignet med en træflisfyret biomassekedel viste geotermien sig samfundsøkonomisk og selskabsøkonomisk bedre og mere klimavenlig – selv når de direkte udledninger af CO2 ved afbrænding af træflis ikke regnes med. Havde biomasse ikke været afgiftsfritaget, var regnestykket kun blevet endnu bedre.

Aalborg viser her, at de reelt vedvarende alternativer til biomasse er teknologisk modne og økonomisk fordelagtige. Det er virkelig glædeligt at se den vej, som Aalborg Kommune har valgt at tage for at udfase kul og gennemføre en grøn omstilling af deres varmeforsyning.

Nordjyllandsværket kan udfase kul i 2025

Dog ser vi ingen tekniske forhindringer for, at Nordjyllandsværket, som de sidste, kan udfase kul allerede i 2025, som det anbefales af Klimarådet. Staten bør da bidrage til at kompensere for de økonomiske konsekvenser for Nordjyllandsværket for at komme af med kullet i Danmark tre år tidligere.

Udover Nordjyllandsværket skal to store centrale kraftvarmeværker udfase kul: Esbjergværket i 2023 og Fynsværket i 2025. De nuværende afgiftsregler er en meget vigtig årsag til, at man i Esbjerg planlægger at etablere 60 megawatt biomassekedler kombineret med 50 megawatt varmepumper.

Hvis biomassen fik frataget sine urimelige og konkurrenceforvridende fordele, ville regnestykket se helt anderledes ud. Man kunne så håbe på, at Esbjerg i stedet ville investere i meget mere grøn el og varme og kun bygge nok biomassekapacitet til at klare spidsbelastningen i en kortere årrække, til der også er udviklet modne teknologiske løsninger på dette, for eksempel store varmelagre som Aalborg satser på at kunne bygge inden 2028.

Uklarhed hindrer grøn omstilling

I Horsens har man sat den planlagte udvidelse af det lokale biomassefyrede varmeværk på pause. Der er uklarhed omkring, hvordan regulering og afgifter for biomasse kommer til at se ud.

Desuden ved vi nu, at der er gode alternative løsninger at vælge i stedet. Jo før politikerne på Christiansborg får skabt klarhed omkring varmeforsyningen, jo før kan vi komme videre med den grønne omstilling.

Regulering af biomasse

Når det kommer til reguleringen af biomasse, er vi overordnet enige med Klimarådets gennemarbejdede anbefalinger. Der skal lægges afgifter på træbaseret biomasse – men det bør også gælde den certificerede biomasse.

Der findes nemlig ingen biomasse, som ved afbrænding er 100 procent CO2-neutral. Og der findes i dag ikke kriterier for bæredygtighed af biomasse, som i tilstrækkelig grad sikrer både klima og biodiversitet.

Afgiften skal gælde for alle anlæg, store som små, også de individuelle (brændefyring, halmfyr), som ovenikøbet har langt højere luftforurening end de kollektive anlæg.

Kraftvarmekravet bør ophæves. Det hører ikke hjemme i en stigende elektrificeret energisektor. Nettofordelsmodellen bør opdateres, så den ikke favoriserer biomasse over andre grønne varmeløsninger. Bæredygtig overskudsvarme, det vil sige fra virksomheder, som opfylder krav til energieffektivisering, bør ikke være afgiftsbelagt.

Vi skal kunne se resten af verden i øjnene

Biomassen har gjort et stort arbejde for at pynte i Danmarks grønne nationalregnskab, men hvis vi skal kunne se resten af verden i øjnene, skal biomasse ikke længere have en konkurrenceforvridende afgifts- og reguleringsmæssig fordel. Tværtimod bør de grønne alternativer nu have en fordel.

Mange decentrale anlæg, der er ved at udfase kul, har nu teknisk muligheden for at investere i store varmepumper, som vil være den mest samfundsøkonomiske og klimavenlige løsning. 

Vi efterspørger politisk handling for at bremse biomasse-ræset. Så vil vi kunne nå rigtig meget længere i den grønne omstilling af Danmarks varmeforsyning. Og kunne læse mange flere gode historier som den, man kan følge i Aalborg.

By |2020-04-22T10:05:02+01:0022. april 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vismændene har en gammeldags tilgang til konjunkturpolitik

Debatindlæg bragt i Jyllandsposten den 21. april 2020 af direktør Claus Ekman fra Rådet for Grøn Omstilling

De økonomiske vismænd foreslog d. 14.4. at sænke elafgiften som led i genopstart efter corona-krisen. Formålet skulle være, at borgerne sparer nogle penge, og så håber vismændene, at borgerne vil bruge disse penge på øget forbrug – de nævner f.eks. nyt tøj og nye sko. Det ville være en gammeldags måde at lave genstart efter en krise på – hvor man blot vil have vækst, uanset om den er grøn eller sort. Og det strider mod forslaget fra ”Alliancen for grøn genstart”, som støttes af regeringerne i 12 EU-lande, herunder Danmark og af en lang række store virksomheder samt NGO’er. Og det strider imod tankerne i EU-kommissionens forslag om en ”European Green Deal”.

Men, vil nogle indvende, lavere elafgift vil jo fremme elbiler, varmepumper og elektrificering i tung industri. Nej, vi har i forvejen en særligt lav elvarmeafgift, som fremmer varmepumper, og vi har en lav afgift på el til elbiler. Og den tunge industri betaler slet ikke elafgift. Nej, en sænkning af elafgiften vil blot fremme øget elforbrug. Det vil f.eks. mindske tilskyndelsen til at gå efter det mest elbesparende, når man skal have nyt køleskab eller cirkulationspumpe.

Thilo Schäfer fra det tyske økonomiske IW-institut har udtalt, at vi ikke blot skal hælde penge udover alle sektorer med vandkanden. Vi skal derimod bruge den grønne vandkande, hvor vi definerer, hvad der skal støttes. Det første svarer til sænkning af elafgiften, mens det sidste svarer til f.eks. at fremme elbiler og varmepumper.

Det er ikke et formål i sig selv at købe mere tøj. Vi ved, at hos de fleste borgere hænger hovedparten af tøjet i et skab uden nogensinde at blive brugt.

Vismændene siger så, at man senere skal hæve CO2-afgiften for at kompensere for den sænkede elafgift. Men det må være afgørende, at de to ting i givet fald sker samtidig. Hvis man først har gjort el billigere, bliver det kun sværere senere at gøre den og anden aktivitet med høj CO2-udledning dyrere igen. Og hvad nu hvis vi til den tid kan producere mere grøn strøm? Det er stadig ikke et argument for overforbrug af strøm. Så længe der er en andel af sort strøm i systemet vil denne øges, hvis vi sætter elforbruget i vejret. Dertil kommer, at en meget stor del af den såkaldt grønne strøm er lavet ved afbrænding af træpiller og flis. Denne bliver regnet for CO2-neutral, men er det ikke i virkeligheden. De nuværende systemer for bæredygtig skovdrift tager ikke i tilstrækkelig grad hensyn til CO2-optag og biodiversitet. Endelig, selv den strøm der laves med vindmøller, bør man ikke overforbruge. Spørg bare de jyder, som nu skal leve med flere højspændingsmaster.

Alt i alt kan en lempelse af elafgiften ikke betegnes som grøn, og vismændenes forslag blotlægger De Økonomiske Råds gammeldags tilgang til konjunkturpolitik, hvor klima og miljø kommer i anden række. Vi skal ikke forværre klimakrisen for at komme ud af Corona-krisen.

By |2020-04-21T15:22:41+01:0021. april 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Lemp ikke anlægsloftet uden at stille grønne krav

Debatindlæg bragt i Altinget den 15. april 2020 af Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Gennem historien har flere globale kriser forårsaget gevaldige buler i verdensøkonomien. Alle medførte disse økonomiske kriser et fald i de globale udledninger af drivhusgasser.

Og hver gang fortsatte udledningerne, efter at kriserne var drevet over, blot deres ufortrødne himmelflugt. I de fleste tilfælde, fordi vi hverken forstod klimaet eller sammenhængen. Men efter finanskrisen i nullerne, fordi vi ikke tog klimakrisen alvorligt, intet lærte og intet ændrede.

Nu har endnu en global krise ramt os, og verdensøkonomien er i frit fald. Og endnu før vi har fået stablet beredskabet på benene, begynder vi at se konturerne af fuldstændig samme mønster.

Det går helt enkelt ikke, at vi i 2020, helt ind i de mest magtfulde politiske maskinrum, tilsyneladende stadig tror, vi kan parkere klimaet på bænken, mens vi lige håndterer alt muligt andet

Ingen krav til kommuner og regioner

Forleden gik finansminister Nicolai Wammen nemlig på talerstolen og offentliggjorde, at regeringen sammen med Danske Regioner og KL havde indgået en aftale om at lempe anlægsloftet.

En aftale, der blev offentliggjort som led i at give økonomien en ekstra håndsrækning her under krisen.

Altså en forøgelse af grænsen for, hvad kommunerne og regionerne normalt må bruge på for eksempel renoveringer, nybyggeri og anlægsprojekter. Nicolai Wammen serverede lempelsen med følgende udtalelse:

“Hvis man også kan tænke det grønne eller klimainvesteringer ind i det, vil det være rigtig godt, men det er ikke et krav.”

Altså ingen krav til kommuner og regioner om at indtænke energieffektivisering i de nye nybyg- og renoveringsprojekter, som lempelsen vil åbne op for.

Ingen krav til energirenoveringer. Ingen krav til CO2-reduktioner. Og ingen krav til nye klimatiltag og klimainvesteringer. Kun en “venlig opfordring”.

Det er sådan set ikke noget nyt. Sådan har det altid været med hensyn til kommunernes investeringer i byggeri og anlæg.

Politisk tunnelsyn og økonomisk vanetænkning

Regeringen åbner blot op for mere fra samme skuffe for at holde hånden under et trængt erhvervsliv. Altså ganske almindelig politisk tunnelsyn og økonomisk vanetænkning. Kortsigtet og strippet for nødvendigt helhedssyn.

Tænk, hvis finansministeren havde sagt:

“Nu lemper vi anlægsloftet. Og for at sikre, at nye kommunale investeringer også arbejder for os også på lang sigt, har vi opstillet et minimum af grønne krav. Budskabet er: Vil I gøre brug af det lempede anlægsloft, så lav energirenovering eller energieffektivisering af vores offentlige bygninger.”

Sværere var det jo egentlig ikke.

Men nej. Endnu en gang står vi tilbage med en forspildt grøn chance, i hvad der efterhånden ligner et endeløst hav af forspildte grønne chancer.

Det går helt enkelt ikke, at vi i 2020, helt ind i de mest magtfulde politiske maskinrum, tilsyneladende stadig tror, vi kan parkere klimaet på bænken, mens vi lige håndterer alt muligt andet.

Vi kan og skal løse begge kriser samtidig

Vi bliver her og er nu nødt til at forstå, at vi står over for to globale kriser, og at vi skal og kan løse begge kriser på samme tid.

Og vi er på sigt nødt til at forstå, at vi ikke længere har den luksus at kunne fokusere på et problem ad gangen. Den chance har vi forspildt gennem 30 års utilstrækkelig klimahandling.

Vi bliver nødt til at kunne multitaske og se grønne helheder, hvor tunnelsyn, vanetænkning og ”venlige opfordringer” ellers har været normalen.

Der sidder rigtig mange modige grønne ildsjæle rundtomkring i kommunerne, der nok skal bruge denne mulighed til at sætte gang i ambitiøse energiprojekter.

Men hvis vi skal nå i mål, bliver regeringen nødt til at tage det overordnede ansvar for den grønne omstilling i stedet for som her at lægge ansvaret over på kommunerne.

Vi bliver nødt til at tænke klimakrisen ind i alt, vi gør.

Og vi bliver nødt til at sikre os, at når de offentlige kasser åbnes, og langsigtede investeringer sættes i søen, så bliver pengene sat i spil på en måde, der ikke bare løser kortsigtede problemer og sikrer samfundsøkonomien, men på samme tid arbejder for en bæredygtige fremtid for vores børn og børnebørn.

Tænk langsigtet på tværs af kriserne

Derfor skal al klog corona- og økonomihåndtering selvfølgelig inkludere grønne krav og klimafokus i alle fremtidige stimuluspakker og økonomiske sikkerhedsnet.

Vi kan, hvis vi magter at lære af det, vi går igennem nu, komme styrkede ud på den anden side. Men det kræver, at vi holder hovedet koldt, tænker langsigtet og på tværs af kriserne.

Det går ikke, at vi bliver ved med at misse flere oplagte chancer til at skabe den nødvendige grønne forandring.

Vi forstår jo godt alvoren. Vi kan godt se sammenhængen. Vi ved bedre. Lempelsen af anlægsloftet uden krav var en grøn misser.

Lad os nu sikre, at der ikke kommer flere af dem. Det skal ske ved at indarbejde de nødvendige grønne løsninger og krav, der skal til for at håndtere begge kriser samtidig.

By |2022-01-12T11:21:16+01:0015. april 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top