Fem grønne ngo’er: Regeringen bør sætte konkrete genbrugsmål for emballager

Debatindlægget er bragt i Altinget Forsyning den 10. marts 2021 af Anne Aittomaki, strategisk direktør, Plastic Change, Lone Mikkelsen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening, Pernille Haagen, cirkulær økonomirådgiver, WWF Verdensnaturfonden og Naja Andersen, politisk seniorrådgiver, Oceana

Regeringens udkast til handlingsplanen for cirkulær økonomi, som også er Danmarks nye affaldsforebyggelsesplan, mangler på fundamental vis retning og initiativer, der reelt kan forebygge det uholdbare ressourceforbrug og samtidig knække den stigende affaldskurve.

Det synspunkt er allerede understreget af en lang række aktører fra ngo’er til erhvervsliv, herunder PlusPack, Dansk Affaldsforening og i vores egne tidligere indlæg fra Rådet for Grøn Omstiling, Plastic Change og WWF Verdensnaturfonden.    

Så hvad er det, vi efterlyser? Handlingsplanen har den meget opløftende vision om “mindre affald, mindre spild og mere genbrug”. Men genbrugsvisionen foldes ikke ud og underbygges hverken af konkrete initiativer eller mål.

Vi efterlyser derfor, at der fra politisk side adresseres spørgsmålet: Hvordan får vi et samfund, hvor vi i langt højere grad og på systemisk vis genbruger emballager og produkter som eksempelvis tekstiler, hårde hvidevarer, elektronik og møbler?

Hvilken infrastruktur og hvilke produktdesign bør fremmes? Og hvilke lovgivningsmæssige rammer kan skubbe denne udvikling i gang? Øget genbrug bliver kun til virkelighed, hvis der sættes politisk handling bag.  


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Sæt nationale genbrugsmål for emballager 
Danmark står overfor at skulle implementere EU-krav om udvidet producentansvar for emballager og engangsplast. Det nye producentansvar rummer en unik mulighed for at sætte handling bag regeringens ”vision om mere genbrug” og fremme et grundlæggende skift fra engangsbrug til flergangsbrug.

Men det kræver, at der sættes nationale mål for genbrug af emballager. På samme vis som der findes genanvendelsesmål. Genbrugsmål kan trække markedet og drive udviklingen i den rigtige retning.  

Øget genbrug er afgørende for at nedbringe vores ressourceforbrug og affaldsmængder. Vores forbrug overgår med mileskridt jordens ressourcemæssige kapacitet – senest understreget af FN’s Inger Andersen her i Altinget.

Som det første, vigtige skridt bør regeringen sætte konkrete reduktions- og genbrugsmål for emballager og ikke afvente minimumsimplementering fra EU.

Vi bliver derfor nødt til at sænke vores ressourceforbrug og gentænke vores forbrugsmønster. Genanvendelse, som oftest indebærer en ’downcyling’ af materialerne, kan ikke løse udfordringerne alene. Jo mere et materiale kan blive ’levetidsforlænget’, eksempelvis i et lukket kredsløb hvor det bruges igen og igen, jo bedre er det.

Livscyklusanalyser viser, at genbrugelige emballager har en positiv miljøgevinst i sammenligning med engangsalternativer, når de bruges et vist antal gange. Men der er behov for, at genbrug af emballager sættes i system. 

Engangsemballager er samtidig et af de største problemer i forhold til affald i natur og havmiljø. Lukkede retursystemer, som eksempelvis pantsystemer, hvor materialerne bliver genbrugt frem for genanvendt, har ikke blot en åbenlys genbrugsgevinst, men er også et meget effektivt værktøj til at forhindre, at emballager ender i naturen.

Det viser blandt andet ny dansk forskning. Derfor bør genbrugssystemer i højere grad tænkes ind i den nye handlingsplan for cirkulær økonomi.  

Har været et foregangsland 
Før i tiden tænkte vi i langt højere grad i genbrugssystemer, når for eksempel mælkemanden samlede de brugte flasker ind, når den friske mælk blev leveret. Og flaskerne i det danske flaske-pantsystem blev også indsamlet, vasket og fyldt op igen.

Desværre er andelen af reel genpåfylding i pantsystemet i dag forsvindende lille, men da systemet blev etableret, var Danmark et foregangsland på området. Det har vi muligheden for at blive igen. Men det kræver reelle visioner for, hvordan genbrugssystemer af emballager og produkter anno 2021 kan se ud.

Og det kræver, at politikerne tør gentænke vores forbrugsmønstre og tage flere cirkulære løsninger i brug. Kan de brugte fødevareemballager tages med retur, når indkøbene alligevel leveres til døren?Tema

Regeringens handlingsplan for cirkulær økonomi

9. februar var sidste høringsfrist for regeringens handlingsplan for cirkulær økonomi.
På Altinget Forsyning fortsætter vi dog med vores helt egen høring, når vi spørger aktørerne: Kommer regeringen i mål med sine visioner ved at følge handlingsplanen, som den ser ud?
Hvad er godt, og hvad er skidt i handlingsplanen? 

Kan to-go kaffekoppen indgå i et pantsystem, hvor den vaskes og bruges af kaffebarerne igen, og kan indpakningen fra online-købet returneres i pakkeshoppen eller afhentes ved din dør? 

Der er allerede flere konkrete initiativer med genbrugsløsninger på bandt andet e-handel og take-away, der spirer frem i Danmark og i udlandet. Men der skal skala på disse initiativer, hvis vi for alvor skal knække ressourceforbruget og affaldskurven.

Det kræver politisk ambition og retning samt konkrete indsatser og lovgivning, der eksempelvis stiller krav om genbrugeligt service til take-away og store events, genbrugsløsninger i offentlige indkøb og integration af genbrugsløsninger i miljømærkerne. 

Som det første, vigtige skridt bør regeringen sætte konkrete reduktions- og genbrugsmål for emballager og ikke afvente minimumsimplementering fra EU. Det vil være afgørende for at få sat skub i den cirkulære økonomi og for at nå regeringens egen vision om mindre affald, mindre spild og mere genbrug.

By |2024-02-13T09:58:24+01:0010. marts 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Organisationer i opråb: En længere reklamationsret vil gavne forbrugerne og den grønne omstilling

Debatindlæg bragt i Altinget Erhverv den 8. marts 2021 af Anja Philip, formand, Forbrugerrådet Tænk, Thomas Møller Thomsen, adm. direktør, FDM, Christian Ibsen, direktør, CONCITO, Maria Reumert Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening, Mikkel Brandrup, direktør, Dansk Affaldsforening, Thomas Damkjær Petersen, formand, Ingeniørforeningen, IDA, Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Er det rimeligt, at du kan stå helt uden rettigheder og mulighed for at få behandlet din klage, hvis fx din nye bil, din vaskemaskine eller computer går i stykker efter 2-3 år?

Det vil de færreste nok svare ja til. Men sådan er det faktisk i dag, hvor vi i Danmark har lagt os på EUs minimumsniveau, når det kommer til længden på den såkaldte reklamationsret. Imens har politikerne i lande som Sverige, Norge, Finland, England og Holland for længst indset, at det naturligvis ikke holder og har givet deres forbrugere bedre rettigheder og dermed samtidig bidraget til den grønne omstilling.

At reklamationsretten er på 2 år i Danmark er nemlig ikke alene urimeligt for de mange forbrugere, der ikke kan få hjælp, når et stort og dyrt produkt går alt for tidligt i stykker, og ender i containerne på genbrugspladsen før tid.

Det er samtidig ikke hensigtsmæssigt, at vi i en tid med stort samfundsfokus på klima-, natur og miljø ikke stiller større krav til holdbarheden og produktionen af større forbrugsgoder, som fx hvidevarer og elektronik, som vi ved belaster naturen hårdt.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

En længere reklamationsret vil, udover at være grundlæggende mere retfærdig, også betyde at det bedre vil kunne betale sig at producere og forhandle mere langtidsholdbare produkter, og at flere forbrugere vil kunne få repareret deres produkter, når de går for tidligt i stykker.

Ser man isoleret på biler, er der tale om et større forbrugsgode, som må kunne forventes at have en længere levetid. Dertil kommer, at bilen for mange er en af de største investeringer, de gør – ofte via lånefinansiering. Derfor kan tidligt nedbrud som følge af produktfejl have endog meget store privatøkonomiske konsekvenser for den enkelte.

Netop nu er der heldigvis et politisk vindue for at rette op på sagerne. Alle EU-lande skal implementere nye regler på området, og derfor skal politikerne dette forår tage stilling til, om Danmark fortsat skal være nordeuropæiske bundskrabere, når vi taler reklamationsret.

Dansk Erhverv har meldt ud, at man gerne vil fastholde EUs minimumsniveau på området og hæfter sig ved, at et ekspertudvalg, der netop har afleveret en betænkning på området, ikke har fundet nogen dokumentation for, at længere reklamationsret fører til længere produktholdbarhed.

Det er korrekt, at denne dokumentation ikke findes, men det er fordi området stadig er nyt, og der derfor mangler viden. Men forskere fra blandt andet SDU og Aalborg Universitet har meldt ud, at de vurderer, at en længere reklamationsret vil gavne den grønne omstilling. Den vurdering deler vi. Desuden bemærker de ministerier, der deltog i det nævnte ekspertudvalg, at selv om der ikke findes eksakt viden om, hvad en længere reklamationsret vil betyde for den grønne omstilling, så vurderes det, at en forlængelse vil have en indirekte effekt på den grønne omstilling, fordi producenter og forhandlere i højere grad har incitament til at sælge produkter med længere holdbarhed, færre fejl og bedre mulighed for reparation.

Det lyder logisk og lovende.

Dansk Erhverv har også sagt, at en længere reklamationsret vil gøre produkterne meget dyrere for forbrugerne. Ja, man har endda draget paralleller til 70erne, hvor en vaskemaskine kunne koste omkring 30.000 kroner.

Men er den sammenligning nu også rigtigt? Vi kan i hvert fald ikke genkende, at den længere reklamationsret i landene omkring os har betydet, at fx svenske, norske og finske forbrugerne ikke har råd til biler, hvidevarer og elektronik. Priserne på større forbrugsgoder er raslet ned i de senere år, og selv, hvis en længere reklamationsret skulle føre til en mindre prisstigning, vil produkterne stadig være historisk billige. Samtidig ved vi fra en undersøgelse fra Ingeniørforeningen IDA i 2019, at omkring 75 procent af forbrugerne er villige til at betale mere for mere holdbare produkter. Det er ikke så mærkeligt. Dels er det frustrerende og tidskrævende, når dyre køb går for tidligt i stykker. Dels vil forbrugerne, hvis fx elektronik og hvidevarer holder bedre, have behov for at købe færre produkter igennem livet og dermed vil det samlet set blive billigere.

I politiske skåltaler bliver Danmark ofte fremhævet som et foregangsland med hensyn til forbrugerforhold og den grønne omstilling. Det er vi også på nogle stræk, men når det kommer til en af hjørnestenene, reklamationsretten, er vi faktisk dårligere stillet end en række af de lande, vi normalt sammenligner os med. 

Fra vores organisationer er beskeden klar: Vi er nødt til at tage et opgør med brug-og-smid-ud-kulturen, og her er en forlænget reklamationsret et afgørende våben, der både er åbenlyst mere rimelig for danske forbrugere og bilejere og samtidig en gevinst for klima og miljø – og dermed os alle.

Hvis danske politikere fortsat vil kunne bryste sig af at være et grønt foregangsland, nytter det ikke, at vi sidder bagerst i bussen, når det kommer til reklamationsretten.

By |2021-03-09T06:29:29+01:008. marts 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kritikere svarer tilbage: Derfor holder Hofors forsvar for bygas ikke vand

Artiklen er bragt i Monitor den 6. marts 2021 af Claus Ekman, Direktør i Rådet for Grøn Omstilling og Brian Vad Mathiesen, professor ved Aalborg Universitet

Hofor svarer i et indlæg 4. februar på vores indsigelser over for deres markedsføring af gas som grønnere end el bragt her i Klimamonitor 29. januar.

Der fremlægges i indlægget en række argumenter for gassen, som i vores øjne bygger på misforståelser og manglende forståelse for gassens rolle i fremtidens grønne energisystem. Lad os forsøge at forklare og uddybe, hvor vores kritik kommer fra.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Hofor bygger deres argumenter op omkring de officielle tal for udledning af CO2, NOX og SO2, hvor bygassen i København ligger lavere end den generelle miljødeklaration for elektricitet. CO2-udledningen fra gas i 2019 var cirka 18 procent lavere end for el per kWh.

Men el og gas er to meget forskellige energiformer, og en så simpel sammenligning per kWh er ikke rimelig. Man tager for eksempel ikke højde for effektiviteten i slutforbruget, som er en væsentlig faktor. Til eksempel er et induktionskomfur groft regnet dobbelt så effektiv som et gaskomfur, så madlavning ved induktion vil være langt mindre klimaskadeligt end ved brug af gas.

Ser man på miljøeffekterne (SO2 og NOX), så er gassen en god del bedre end elektricitet per kWh, men her glemmer Hofor, at udledningerne fra elproduktion sker fra høje skorstene, hvor de sundhedsskadelige stoffer og gasser spredes over store arealer, mens udledningerne fra bygassen sker ude i de små køkkener, hvormed koncentration, der hvor folk opholder sig, bliver højere og dermed langt mere skadende for vores sundhed.

Hofor fordrejer dermed sandheden, når de skriver, at »gas er meget mere miljøvenligt end el«, og de skruer ekstra op for den misvisende og upræcise markedsføring, når de påstår at bygas »udleder betydeligt færre forurenende stoffer end den olie og kul, som i stadig mindre udstrækning bliver brugt ved fremstilling af el«.

Lad os lige huske på, at kul i 2019 stod for kun 11 procent af energiinputtet i elproduktionen, og at det vil blive udfaset i løbet af få år. Olie stod for 0,8 procent, så det kan vel ikke være rimeligt at fremhæve det som et særskilt problem i denne sammenhæng.

Det store perspektiv

Man kan også anlægge et energisystemperspektiv, hvor det er oplagt, at de mængder af biogas, vi kan producere i Danmark, bør anvendes der, hvor de fortrænger mest mulig fossilt brændsel og ikke til at bremse elektrificering af slutforbrug, der kan elektrificeres. Hofor burde i højere grad (som kommunalt ejet selskab i en kommune med ambitiøse klimamål) tænke på det langsigtede perspektiv for et fremtidigt grønt og effektivt energisystem.

Hofor nævner, at der anvendes en stor andel af bygassen i industrien, og det giver jo god mening i systemperspektivet, hvis de industrielle processer ikke kan elektrificeres.

Vores kritik går heller ikke på, at bruge bygas til madlavning. Brug af biogas til madlavning kommer ikke til at spænde ben for den overordnede grønne omstilling, og det kan jo være med til at skabe madglæde for de kokke og i de hjem, hvor man nyder gassens umiddelbare og hurtige reaktionsevne – i lighed med induktionskomfurets.

Vi stiller os blot kritisk overfor, at gasselskaber markedsfører sig mod nye kunder med miljømæssige argumenter.

Hofor noterer også, at prisen for en nødvendig udbygning af el-infrastrukturen kan være høj. Det er der dog ikke noget belæg for skulle være et problem, når man ser på den samlede systemeffekt ved elektrificering.

Det er korrekt, at det vil være forbundet med omkostninger, men det er jo netop vigtigt, at vi fokuserer på den langsigtede planlægning og effektivitet ved at investere i den infrastruktur, der er nødvendig for den grønne omstilling. Her skal elektricitet spille en langt større rolle, også i København. Fordelingen af omkostningerne mellem forbrugerne og skatteyderne er selvfølgelige en diskussion værd, men det bør ikke bremse omstillingen.

Misvisende

At tale elektricitet ned med argumenter om miljøproblemer og omkostninger ved infrastruktur er derfor i vores øjne ikke fair. Det er misvisende markedsføring, og det er en del af en tendens, vi ser generelt, hvor alle prøver at gøre deres produkter grønnere. Vi skal kunne tale om, at nogle grønne løsninger bare er bedre end andre, og i al fald undgå at vildlede befolkningen.

Vi håber, at vi her har fået lidt flere nuancer med i debatten om markedsføring af bygas som grønnere end elektricitet, og at Hofor vil genoverveje deres tilgang til markedsføring i fremtiden.

By |2021-03-10T10:38:48+01:006. marts 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Info om ordinær generalforsamling den 22. april 2021

Rådet for Grøn Omstilling afholder ordinær generalforsamling d. 22. april 2021, kl. 18. Grundet coronapandemien afholdes generalforsamlingen online, via zoom. Find en guide til Zoom nederst på siden.

Tilmelding sker via følgende link inden senest den 21. april 2021

Tilmeld dig generalforsamlingen her

Efter tilmelding vil du modtage en e-mail med instrukser og et link til Zoom-mødet, der åbner den 22. april 2021 klokken 18. Mødet forventes at vare 1,5 time.

Dagsorden for generalforsamling er som følger:

  1. Valg af dirigent
  2. Godkendelse af bestyrelsens beretning
  3. Godkendelse af regnskab, budget og kontingent
  4. Indkomne forslag
  5. Valg til bestyrelsen
  6. Valg af revisor
  7. Eventuelt

Følgende materiale til generalforsamlingen kan downloades nederst på siden:

  • Dagsorden
  • Guide til Zoom

Årsregnskab for 2020 kan findes her

Årsberetning for 2020 kan findes her

Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller input til afholdelse af online-generalforsamling, er du velkommen til at kontakte direktør Claus Ekman på claus@rgo.dk

Kandidater til bestyrelsen

Der skal på generalforsamlingen vælges 4 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.

Rådet har modtaget følgende 4 kandidaturer til bestyrelsesposter og 2 kandidaturer til suppleantposter:

  • Lars Pehrson (tidligere bankdirektør i Merkur Bank) stiller op som bestyrelsesmedlem.
  • Dorte Mondrup (som er medindehaver af konsulentbureauet Monsø) stiller op som suppleant.
  • Tue Damsø (nuværende forperson) genopstiller.
  • Birgitte Boesen (nuværende næstforperson) genopstiller.
  • Frida Simon Jahn (nuværende bestyrelsesmedlem) genopstiller
  • Pernille Hagedorn-Rasmussen (nuværende suppleant) genopstiller.

(Peter Bach, Susanne Kuhn og Bo Asmus Kjeldgaard fortsætter deres bestyrelsesperiode som kører 2020-2022)

By |2024-02-26T09:43:13+01:001. marts 2021|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Info om ordinær generalforsamling den 22. april 2021
Læs mere

12 grønne organisationer: Regeringen svigter det grønne mandat, den fik af vælgerne

Debatindlæg bragt i Information den 24. februar 2021 af Helene Hagel, Greenpeace, Gry Bossen, Verdens Skove, Julie Rosenkilde, Nyt Europa, Oliver de Mylius, Mellemfolkeligt Samvirke, Kirstine Lund Christiansen, Klimabevægelsen i Danmark, Christian Fromberg, Den Grønne Studenterbevægelse, Lars Køhler, Rådet for Grøn Omstilling, Mathias Høj Kristensen, CARE Danmark, Janice G. Førde, Kvindernes U-landsudvalg, Gunnar Boye Olesen, VedvarendeEnergi, Trine Glue Doan, WWF og Daniel Hauberg, Danmarks Naturfredningsforening

På fredag udgiver Klimarådet deres vurdering af regeringens klimaindsats. Klimarådet skal vurdere regeringens såkaldte ’hockeystav-tilgang’, der er en efterhånden tyndslidt metafor for regeringens klimasvigt. Regeringens strategi er nemlig at investere tid, penge og energi i alt for sene teknologiske fix, der giver en ret flad graf de første mange år, men til sidst bøjer skarpt opad.

Ifølge Klimaloven skal regeringen fastsætte et 2025-delmål. Regeringen har foreslået 46-50 procents reduktioner, men med de nuværende tiltag er vi allerede på vej mod at leve op til dette. Derfor vil Folketinget med den målsætning altså ikke skulle løfte en finger i denne regeringsperiode.

I Parisaftalen har vi forpligtet os til at begrænse global opvarmning til 1,5 grader. Med andre ord: Verdens lande skal overholde et globalt drivhusgasbudget. Vores beregninger viser desværre, at med regeringens delmål udledes hele 40,7 millioner tons drivhusgasser for meget frem mod 2030. Det svarer til, hvis hele den danske bilpark kører fra København til Cape Town i Sydafrika mere end ti gange.

Når regeringen udskyder klimatiltag og overskrider drivhusgasbudgettet, skal omstillingen i de sidste år op til deadline i 2030 foregå meget hurtigt – hele 2,5 gange hurtigere, end hvad der skal ske de næste par år. Det er uhensigtsmæssigt at forvente så hurtig en omstilling af borgere og industri.

Regeringens strategi er også en dyr strategi. Forskning fra Aarhus Universitet viser, at det er billigere at lave tidlige og gradvise reduktioner i omstillingen end at hente store reduktioner senere. Det burde være logik for regeringen: Det er nu engang nemmere at spise makrelmadden i små bidder end at sluge den i ét stykke.

Regeringens plan for den grønne omstilling er afhængig af ny teknologi, som skal hente store reduktioner i sidste øjeblik. Allerstørst lid sætter regeringen til fangst og lagring af CO2, hvor CO2 ’støvsuges’ fra skorstene på for eksempel affaldsforbrændingsanlæg og biomassefyret kraftvarme.

Regeringens plan regner med, at teknologien vil bidrage med mellem 29-66 procent af de manglende reduktioner for at nå 70-procent målet. Men flere eksperter vurderer, at disse forventninger til potentialet for ’støvsugning’ af CO2 er urealistiske, og at det store teknologiske sats er en dyr og usikker løsning.

Regeringen har taget skyklapper på for åbenlyse løsninger såsom kloge klimaafgifter og en reduktion af husdyrproduktionen i Danmark.

Efter valget i 2019 håbede vi på et skift, men regeringen har valgt at prioritere klimahandling med en mañana-mañana-tilgang, som ikke respekterer det grønne mandat, de fik.

By |2022-01-12T12:05:38+01:0024. februar 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Ønsker røgfri boligområder: Protesterne er triste og komiske

Debatindlæg bragt i Århus Stiftstidende den 20. februar 2021 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Måske ikke overraskende forsøger oldermanden fra Skorstensfejerlauget, Keld Lützhøft Jensen, 15. februar i Århus Stiftstidende at bagatellisere de alvorlige helbredsskader fra brænderøg, som vores førende luftforureningseksperter og læger er kommet frem til gennem store videnskabelige undersøgelser. Lidt ligesom tobaksindustrien i sin tid kæmpede målrettet imod oplysning om helbredsskaderne af tobaksrøg. Det er trist og lidt komisk.

Formanden for Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne, Carsten Bach, kører i samme boldgade, når han 17. februar i Århus Stiftstidende skriver, at de, der dør for tidligt af brænderøg, alligevel er kronisk syge. Altså underforstået, at de alligevel snart skulle dø.

Men sådan er det bare ikke. En gennemsnitlig person, der dør grundet brænderøg, mister 10,5 leveår. Og forud for dødsfaldet går ofte en række år med alvorlig sygdom, der forværres af brænderøg – og for øvrigt også kan være forårsaget af brænderøg. Rådet for Grøn Omstilling mener, at folk med kroniske lidelser også fortjener et langt liv med mindst mulig sygdom.

Ifølge den seneste opgørelse fra landets førende eksperter forårsager dansk brænderøg ca. 400 dødsfald og helbredsskader for godt fem milliarder kroner årligt i Danmark. Trafikudstødning forårsager godt det halve. Og heri er ikke engang medtaget dødsfald fra den meget høje indeklimaforurening, der ses i mange hjem med brændeovne og pejse. Og mens alle nye biler har effektive luftrensningsudstyr, og elbilerne gør deres indtog, så oser brændeovne bare videre.

Intet i den viden, vi har, tyder på, at brændeovnspartikler er mindre skadelige end gennemsnittet. Tværtimod har brændeovnspartikler et meget højere indhold af sod, tjærestoffer og dioxiner end mange andre partikler og kan derved vise sig at være væsentligt mere skadelige end den gennemsnitlige partikelforurening.

Indholdet af skadelige stoffer i brænderøg minder på en række punkter om tobaksrøg. Forskellen er dog, at rygning i dag primært er til skade for rygeren selv, mens brænderøg i høj grad gør andre folk alvorligt syge.

Både Keld Lützhøft Jensen og Carsten Bach får det til at lyde, som om man “kaster sig over brændeovnene” og ignorerer trafikken. Intet kunne være mere usandt – der stilles skrappe rensekrav til vejtrafikken, og netop i disse år strammes reglerne i alle landets miljøzoner. Tiltag, som Rådet for Grøn Omstilling har arbejdet for i mange år. Til sammenligning er der fortsat slet ingen rensekrav til brændeovne. Men den helt afgørende forskel på brændeovne og vejtrafik er, at brændeovne er en unødvendig forureningskilde, som kan forbydes i byerne uden de store konsekvenser.

Endelig er der proportionerne. Luftforureningen fra en gennemsnitlig brændeovn i København koster byens borgere ca. 15.000 kroner årligt i helbredsskader, mens en gennemsnitlig bil i byen koster borgerne under 2.000 kroner årligt i helbredsskader. I Aarhus er proportionerne nok de samme. Og mens bilisterne betaler høje skatter og afgifter, så lever folk med brændeovne i skattely, for helbredsskaderne betales af naboerne og samfundet.

Samtidig er brændeovne en væsentlig årsag til global opvarmning. Både, fordi brændeovnene frigiver store mængder sod, og fordi brændeovnene frigiver store mængder CO2 fra brænde, der har lang CO2-cyklus.

Vi kan sagtens forstå, at det ikke er rart for skorstensfejerne og brændeovnsproducenterne, at der kommer fokus på de voldsomme helbredsskader og store samfundsøkonomiske omkostninger af brænderøg. Men vi må altså prioritere folkesundheden højere end brændeovnserhvervets omsætning.

De eneste, der ikke mener, brænderøg er et stort helbredsproblem, er sjovt nok de private erhverv, der netop tjener penge på, at folk har brændeovne. Det ville ellers klæde skorstensfejerne og ovnproducenter at udvise lidt respekt for alle vores dygtige læger og luftforureningseksperter, der rent faktisk ved noget om luftforurening og helbredseffekter.

Hvis skorstensfejerne kan vurdere helbredseffekter på lige fod med læger, så er der jo ingen grund til at uddanne læger. Så kan man jo bare gå til skorstensfejeren, når man er syg.

By |2021-02-24T15:30:11+01:0020. februar 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Brændeovne er da hyggelige – præcis ligesom rygning

Debatindlæg bragt i Århus Stiftstidende lørdag den 13. februar af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Formanden for Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne, Carsten Bach, efterlyser fakta om brændefyring i Aarhus Stiftstidende d. 9. februar.

Landets førende eksperter fra DCE ved Aarhus Universitet har netop gjort status for luftkvaliteten i Danmark. Af opgørelsen fremgår, at brænderøg forårsager omkring 440 dødsfald årligt i Danmark og derved er en af landets absolut mest helbredsskadelige og dyreste forureningskilder.  

I Aarhus skyldes dødsfald primært forurening med fine partikler, hvoraf de fleste stammer fra kilder udenfor Aarhus.

Men i 2017 opgjorde DCE forureningskilderne i Aarhus. Her udledte brændeovne på bare en enkelt fyringssæson godt tre gange så mange partikler som alt vejtrafikken i byen udledte på et helt år.

Hvis man forbød brændefyring, så ville partikeludledningen altså reduceres tre gange så meget, som hvis man forbød alt vejtrafik i Aarhus året rundt.

Vi er enige med Carsten Bach i, at et forbud imod brændefyring ikke sikrer ren luft i Aarhus. Ren luft kræver derudover, at forurening fra trafikken og andre forureningskilder reduceres – både i Danmark og udlandet. Dette arbejder vi målrettet for på nationalt plan og i både EU og i FN. Men når dette er sagt, så er et forbud imod brændefyring i Aarhus en meget let måde at reducere luftforureningen på, da brændefyring (modsat vejtrafikken) kan forbydes uden de store konsekvenser.

Carsten Bach skriver ganske rigtigt, at luften er blevet meget renere siden 1990. Men det skyldes ikke i nærværdig grad mindre forurening fra brændefyring. Ifølge Miljøstyrelsen er partikeludledningen fra brændefyring faktisk ikke rigtigt faldet de sidste 30 år. I samme periode er partikelforureningen fra vejtrafikken til sammenligning mere end halveret. De seneste opgørelser tyder dog på, at danskerne brændeforbrug omsider falder til gavn for luftkvaliteten og klimaet.

Nye brændeovne og korrekt fyring løser ikke problemet. En ny brændeovn under optimale forhold forurener 30-50 gange mere end fjernvarmeværker pr MWh. Nye brændeovne udleder meget mere skadelig sod og NOx end ældre ovne – og dioxin-niveauer, der er ca. 30 gange over grænseværdien for affaldsforbrændingsværker. En ny såkaldt ”miljømærket” brændeovn må udlede 2 g partikler pr. kg træ under optimal fyring. Verdenssundhedsorganisationens nye anbefalede luftkvalitetskriterium er max. 0,000.000.005 g partikler pr. liter luft. Dvs. blot afbrænding af et kg træ forurener ca. 400 millioner liter helt ren luft til grænsen.

Vi anerkender, at brændeovne er hyggelige. Præcis ligesom rygning er hyggeligt. For rygerne. Men forureningen hører ikke hjemme i vores villaområder. Hvis cigaretter og brændeovne blev opfundet i dag så var de aldrig blevet tilladt. Røgen skal ud af boligområderne ligesom den er ude af daginstitutioner, restauranter, tog osv.

By |2021-02-13T17:55:47+01:0013. februar 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kvote­systemet er ikke et vidundermiddel

Debatindlæg bragt i Altinget den 9. februar 2021 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling og Katrine Bjerre Milling Eriksen, direktør i SYNERGI

EU’s medlemslande besluttede sig i slutningen af sidste år for et nyt klimamål på mindst 55 procents reduktion af drivhusgasemissionerne i 2030. Målet skal blandt andet skubbe forslæbende medlemsstater i grønnere retning og bidrage til at levere på unionens forpligtelser i Paris-aftalen.

Lige nu foregår der en kamp om vejen til at nå det fælles mål – og her må vi ikke tro, at kvotehandelssystemet er et vidundermiddel, der kan løse alle problemer.

Der er stadig brug for delmål inden for blandt andet energieffektivitet og regulering af bygningsområdet, der samlet står for 36 procent af unionens drivhusgasudledninger.

Handler ikke rationelt

Kvotehandelssystemet kan nå op på over 60 procent ved at inkludere blandt andet bygningsområdet. Kvotesystemet bygger på markedets præmisser, hvor alle markedets aktører teoretisk handler rationelt efter priserne.

Det fungerer desværre ikke tilstrækkeligt for store dele af markedet, fordi forbrugernes valg også påvirkes af andre forhold end priser, og fordi det særligt for mindre aktører kan være vanskeligt at tilegne sig den tilstrækkelige viden.

For særligt bygningssektoren er det tilfældet, og flere analyser afslører netop, at rentable potentialer for energieffektivisering ikke udnyttes.

Hvis bygningsejerne gennemførte rentable energibesparelser, ville bygningsstanden være af et højere energimærke, og man ville i Danmark kunne spare helt op til en tredjedel af det nuværende energiforbrug.

Derudover er der for bygninger en række andre positive effekter af energibesparelser i forhold til miljø, indeklima og sundhed, som der ikke tages hånd om ved regulering af CO2-udledningen via kvoter.

Behov for håndfaste krav

Der er i stedet behov for at stramme op på de krav, EU stiller til medlemsstaterne på området. Der bør som led i revisionen af Bygningsdirektivet stilles krav om, at medlemsstaterne fastlægger mål for energieffektivitet af både nye og eksisterende bygninger og formulerer politikker for, hvordan målene skal realiseres.

Derudover skal der også stilles håndfaste krav til renoveringer i kommunale og regionale bygninger, der for nuværende er undtaget. I dag er det kun et krav til statens bygninger.

Kvotehandelssystemet spiller en positiv rolle i omstillingen af den europæiske industri og energiforsyning. Men kvoterne er ikke nok til at sikre en omkostningseffektiv omstilling, der samtidig inddrager andre hensyn, der ikke afspejles i pris, som for eksempel indeklima og derved øget trivsel, indlæring, produktivitet og sundhed med videre.

Derfor skal vi bevare og skærpe eksisterende lovgivning for energieffektiviseringer og for bygningsområdet.

Det bør ske sideløbende med det omfattende arbejde med at etablere et kvotehandelssystem på bygningsområdet. 

By |2021-02-09T11:30:29+01:009. februar 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Wermelins handlingsplan kan ikke knække affaldskurven

Debatindlæg bragt i Altinget den 8. februar 2021 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Regeringens forslag til en handlingsplan for cirkulær økonomi er netop nu i høring og lad os håbe, at den feedback regeringen får, kan gøre handlingsplanen mere bæredygtig. Det er trods alt denne plan, der skal sikre det famøse knæk i affaldskurven.

Og lad mig bare slå fast med det samme – det kommer planen i sin nuværende form ikke til at lykkes med.

I den politiske aftale om ‘Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi’ fra juni 2020, som ligger til grund for denne handlingsplan, blev det udtrykt, “at cirkulær økonomi fremover i endnu højere grad end i dag skal være en bæredygtig vækstmotor for Danmarks næste grønne erhvervseventyr.”

Vi glemmer blot at tale om alt det, der står i vejen for cirkulær økonomi, herunder ikke mindst, at cirkulær økonomi ikke kun handler om genanvendelse, hvilket efterhånden virker til at være den almindelige anskuelse, men også om genbrug og reparation.

I virkeligheden er det vigtigste instrument til en knækket affaldskurve en indsats, som ligger før den cirkulære tankegang, nemlig reduktion.

Reduktion rimer ikke på erhvervseventyr

Vi skal vænne os til at forbruge mindre, hvad enten det gælder overskydende emballage, billige produkter, der ikke holder, eller bare noget, vi ikke har brug for. Der er dog den hage ved reduktion, at det er svært at sætte i samme sætning som erhvervseventyr, og så klinger det tilsyneladende ikke helt så godt i regeringens ører.

I hvert fald har det ikke i nævneværdig grad vundet indpas i regeringens udkast til handlingsplanen for cirkulær økonomi, ligesom genbrug og reparation kun får sparsom opmærksomhed.

Det er dog positivt at læse, at “Danmark arbejder for og får kvantitative reduktionsmål i forbindelse med fastsættelsen af sådanne mål i EU.” Vi mener bare ikke, at Danmark kan vente på EU. I stedet bør der fastsættes nationale mål for reduktion – og i øvrigt også for genbrug – som styrende principper i indsatsen for en knækket affaldskurve.

Ved kun at anvende genanvendelsesmål, som det er tilfældet i den præsenterede handlingsplan, risikerer vi, at materialer som med fordel kunne genbruges direkte, i stedet bliver bearbejdet og genanvendt blot for at nå genanvendelsesmålet.

Desuden kan produktionen og affaldsmængderne stige uforbeholdent, da det fortsat vil være muligt at opfylde et genanvendelsesmål – og måske endda nemmere. Når målet defineres som en procentsats, kan den ikke-genbrugte, ikke-reparerede og ikke-genanvendte del stadig stige fra det ikke-bæredygtige niveau, det allerede ligger på i dag.

Trist konsekvens

Så længe den danske regering ikke tør opstille bindende reduktions- og genbrugsmål, vil Danmark få svært ved at være med i front i den bæredygtige udvikling.

Der er behov for incitamenter til de danske produktionsvirksomheder, så deres produkter bliver designet til at forblive en værdifuld ressource i et cirkulært kredsløb. Og så kan et grønt erhvervseventyr måske komme på tale.

Vi anerkender, at genanvendelse er en uundgåelig del af en cirkulær økonomi. Men vi skal huske, at det er en omkostningstung og ressourcekrævende proces, så altså ikke super bæredygtigt. Samtidig er der mange barrierer for en reel og konstruktiv genanvendelse, hvilket i dag fører til downcycling. For at nævne nogle få: materialer af dårlig kvalitet, sammensatte materialer og skadelige kemikalier.

Jeg vil slå et slag for det sidste. For kemikalier er ikke blot en barriere, men i mange tilfælde et benspænd, og alternativet er i værste fald deponi – altså ikke “blot” forbrændingsanlægget, men henlæggelse af affald.

Det er desuden problematisk, at vi i dag ikke kan følge materialers indholdsstoffer fra produktion til affaldsled på grund af mangler i lovgivningen, hvilket uforvarende bringer skadelige kemikalier i cirkulation. Dette har da også ført til fund af legetøj med så høje niveauer af giftige kemikalier, at det kan sammenlignes med farligt affald. Dette er blot ét eksempel på en trist konsekvens af den eksisterende genanvendelses-iver.

Eksisterende EU-krav og gentagelser

Hvis regeringen virkelig ønsker at knække affaldskurven og opnå genanvendelse uden skadelige kemikalier, skal de være langt mere ambitiøse og turde gå foran i EU. Alt for mange af de beskrevne initiativer er blot eksisterende EU-krav samt gentagelser af tidligere initiativer.

Endnu en “kortlægning af forekomst, anvendelse og additiver i PVC på det danske marked”, som også blev udført for to år siden, gør os i hvert fald ikke til verdensmestre i noget som helst. Det får os til gengæld til at glimre ved dårlig anvendelse af i forvejen sparsomme ressourcer til området.

By |2023-11-23T11:36:33+01:008. februar 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Produktion af mink må ikke genopstå

Debatindlæg bragt i Arbejderen den 29. januar 2021 af Leif Bach Jørgensen, Seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Nedlukningen af den danske minkproduktion som følge af coronasmitten på bedrifterne har været dybt tragisk for alle involverede – ingen har kunnet ønske sig, at erhvervet skulle nedlægges på denne måde.

Ikke desto mindre har minkproduktionen i en miljømæssig sammenhæng været dybt problematisk, og utallige gange har dyreværnsaktivister protesteret mod den ringe dyrevelfærd i erhvervet.

I miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling hæfter vi os især ved de miljømæssige gevinster ved nedlukningen. Danmark har gennem årtier brugt mange milliarder på at forbedre tilstanden i søer, fjorde og have omkring Danmark – og der er fortsat lang vej og milliarder af kroner til nye vandplaner foran os, før vi har genskabt det rene vand og gode vilkår for dyr og planter.

Minkgødning er problematisk

I den sammenhæng er minkproduktionen ikke uden betydning. Ifølge tal fra det Centrale Husdyrbrugs Register udgjorde minkbestanden næsten 3,4 millioner årstæver med hvalpe, svarende til knap fem procent af den samlede husdyrbestand i Danmark, målt i de såkaldte ’dyreenheder’.

Men miljøpåvirkningen fra dyrene var langt værre end dette: Det afspejles for eksempel ved, at mink blandt alle husdyrarter har den markant laveste fosforudnyttelse fra foderet. De udnytter kun syv procent af det fosfor, de får gennem foderet – de resterende 93 procent tabes til gødningen.

Gødningen spredes på markerne til gavn for plantevæksten, men to forhold gør, at specielt minkgødningen har været kritisk:

For det første er der rigtig meget fosfor i minkgødningen set i forhold til kvælstofindholdet. Så når landmændene forsøger at gødske deres planter med gødningen, så vil der ofte være et betydeligt overskud af fosfor, når landmændene går efter at sikre planterne den nødvendige mængde kvælstof. Meget af dette fosfor aflejres i jorden, men en del tabes til vandmiljøet og skaber iltsvind og fiskedød, især i vores søer og indre farvande.

For det andet var minken lokaliseret de steder, hvor der samlet set er flest husdyr, nemlig i Vest- og Nordjylland. 80 procent af minken var lokaliseret i disse områder, hvor også mere end 60 procent af de øvrige husdyr bor. Denne skæve fordeling af husdyrene betyder, at der særligt i disse områder er et kæmpe overskud af gødning, som man kæmper med at få transporteret tilstrækkeligt langt væk til, at der ikke sker en overgødskning af planterne.

Renere vand uden mink

I 2018 udskiltes der 3.120 tons fosfor (P) fra minkbestanden i Danmark. Til sammenligning var fosforoverskuddet fra de danske landbrugsjorder ifølge tal fra Aarhus Universitet (DCE) på cirka 13.000 tons P.

Selv om minkbestanden kun udgjorde fem procent af husdyrbestanden, så svarer fosforindholdet i minkgødningen til næsten en fjerdedel af det samlede fosforoverskud, som bliver beregnet i de årlige markbalancer.

Derfor vil nedlæggelsen af minkerhvervet få en markant og synlig indflydelse på miljøet. Og nedlukningen af erhvervet mindsker tilsvarende udfordringen og udgifterne forbundet med at nå målsætningen om rent vand i EU’s Vandrammedirektiv.

Mindre ammoniakudledning

Men også på flere andre områder er der besparelser at hente. Regeringen er (forhåbentlig) ved at sætte fuld skrue på klimaindsatserne, hvortil landbruget skal bidrage med en betydelig del.

I en artikel i Ingeniøren baseret på oplysninger fra DCE står pelsindustrien for cirka halvanden procent ud af de knap 11 millioner ton CO2, som landbruget årligt udleder.

De sparede drivhusgasser svarer til den årlige udledning fra 71.500 danske personbiler. Og forskere fra Aarhus og Københavns universitet udtalte den 11. november 2020 til Altinget, at ammoniakudledning fra minkene både skader naturen i nærheden af minkfarmene og bidrager til luftforurening, som er medvirkende årsag til over 4.000 for tidlige dødsfald i Danmark hvert år.

Danmark vil nu, efter at minkene er væk, kunne leve op til EU-direktivet om ammoniakforurening.

Landbruget bør selv betale for grøn omstilling

Kompensationen til minkavlerne er gigantisk – men det er også vigtigt at fremhæve, at nedlæggelsen af erhvervet også betyder samfundsmæssige besparelser i milliardklassen.

Derfor bør politikerne sikre sig, at erhvervet ikke genopstår – vi skal sikre os, at de samfundsmæssige fordele fra nedlukningen varer ved, så vi får reelle gevinster fra de 18 milliarder kroner.

Både i Holland, Frankrig og Polen har regeringerne besluttet et forbud mod pelsavl fra mink.

Denne gang måtte statskassen betale – et beløb som alle borgere i Danmark efterfølgende kommer til at dække. De næste regninger for landbrugets grønne omstilling bør landbruget selv betale – via de mange milliarder, som erhvervet hvert år modtager i EU-landbrugsstøtte. Noget for noget.

By |2021-01-29T10:36:25+01:0029. januar 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top