Vi skal accelerere udbygning af vind og sol – uden at gå på kompromis med naturhensyn

Der udtrykkes betydelig politisk bekymring for, at miljøgodkendelser og hensyn til natur og biodiversitet er en stor barriere for udrulningen af vedvarende energi. Denne bekymring skal adresseres, så hensynet til natur og biodiversitet ikke behøver at blive en stopklods for udrulning af vind og sol. Særligt når vi ser ind i en fremtid, hvor kampen om arealerne intensiveres.

Det skønnes, at der allerede er planlagt 130%-140% af Danmarks areal, hvor bebyggelse, energi, landbrug og infrastruktur ofte kommer før natur. Der skal hurtigt afsættes et større areal til opsætning af vind og sol. I Klimaaftalen om grøn strøm og varme fra 2022 blev aftalepartierne enige om en 4-dobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030.

Beregninger fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser dog, at der kun skal opsættes VE på yderligere 0,8% af Danmarks areal for at opnå en 4-dobling af vedvarende energi på land.

Til sammenligning har SVM-regeringen planer om at rejse ny skov på et areal svarende til 6 % af Danmark, mens der skal udtages lavbundsjorde fra landbruget svarende til 2,3 % af Danmark. Lovgivning forhindrer eller fordyrer dog i dag at bruge disse arealer til opsætning af VE.

Forbundne kriser

Man bør ikke anse de to hensyn til klima og biodiversitet som et nulsumsspil, hvor der kun kan være én vinder. For kriserne er forbundne, og de skal løses i fællesskab.

Hvis vi skal vende det nuværende tab af biodiversitet til fremgang og samtidig sikre den grønne omstilling, er der behov for ny lovgivning på området.

I december sidste år indgik regeringen og et bredt flertal af partier i Folketinget en aftale om at fremme VE-udbygningen på land. De primære initiativer i aftalen er rammer for etablering af store energiparker, flere penge til kompensation til naboer og lokalsamfund ved VE-udbygning og lempelse af arealbeskyttelse for energiparker.

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at der er mere ambitiøse håndtag at skrue på, så klima- og biodiversitetskriserne ikke opstilles som indbyrdes konkurrenter.

Ifølge Biodiversitetsrådet er den nuværende biodiversitet på tværs af arter, levesteder og naturlige processer ikke tilstrækkelig for opretholdelsen af biodiversiteten på længere sigt. Biodiversitet bør integreres som et parameter i lovgivningen for opstilling af vedvarende energi – og andre anlægsprojekter. Det kan betyde hurtigere udrulning af VE-projekter, fordi man undgår forsinkelser fra klager, samtidig med at biodiversitets- og naturhensyn tænkes tidligt ind i processen.

Et benspænd for opstilling af vindmøller er Skovloven, der forbyder skovejeren at etablere anlæg, som ikke er nødvendige for skovdriften. Her bør man skelne mellem produktionsskov og skove, som er rigere på biodiversitet. Regulering burde gøre det muligt at opsætte vindenergi i produktionsskove, der kunne fungere som indtægtskilde for skovejeren. Oveni kunne opstilleren forpligtes til at sikre øget biodiversitet i samme produktionsskov. I Finland har man allerede gode erfaringer med opstilling af de høje, nye vindmøller i skovarealer, hvor møllen roterer over skovens højeste træer. Det har været med til at gøre Finland til et af de europæiske lande, som har accelereret opsætningen af VE på land.

Det er vigtigt, at borgere, kommuner og andre interessenter inddrages tidligere og helhjertet i VE-projekterne. Det kan skabe en fælles lokal forankring af udbygningen af vind og sol på land, samtidig med at man kan udnytte den lokale viden. Derudover bør lokale borgere inviteres ind som andelshavere, og generelt skal processen med udbud og tilbud til opstilling af VE være helt transparent og retfærdig.

Kommuner har indtil nu haft for få økonomiske incitamenter til at fremskynde sagsbehandlinger og sige ja til vedvarende energi, der dækker mere end kommunens eget forbrug eller opfylder kommunens DK2020-mål.

Rådet for Grøn Omstilling mener ikke, at man ved at hæve kompensationen i Grøn Pulje (hvor opstillere af VE-anlæg indbetaler et beløb pr. opstillet MW til kommunen) til 150% sikrer disse økonomiske incitamenter, da der stadig er tale om et engangsbeløb. Vi mener, at Grøn Pulje skulle afskaffes og erstattes af initiativer, der giver kommunen løbende indtjening, så man belønnes for at opsætte mere vind og sol i kommunen og øger den lokale økonomi. Kommunen bør få 5 øre pr. produceret kWh i solcelleanlæggets eller vindmøllens levetid. Hvis vi bruger energiparken ved Greenlab Skive som case, vil Skive Kommune modtage et engangsbeløb på cirka 16 millioner kroner gennem Grøn Pulje, hvorimod Skive Kommune årligt ville modtage lidt over 9 millioner kroner i vores forslag. I parkens forventede levetid ville det føre til et kommunalt tilskud på 279 millioner kroner.

Alle vedvarende energiprojekter bør fremadrettet forpligtes til at medtænke naturhensyn og fremme biodiversiteten, mens sagsbehandlingen bliver langt smidigere og mere agil, så udbygningen kan gå endnu stærkere.

Debatindlægget er også bragt i Ingeniøren GridTech d. 23. februar 2024.

By |2024-02-29T11:02:14+01:0023. februar 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vi skal accelerere udbygning af vind og sol – uden at gå på kompromis med naturhensyn
Læs mere

Bilerne bliver bredere hvert år, og det er et problem for os alle

Større biler betyder dårligere plads for bilister, dårligere sikkerhed for cyklister og større påvirkning på klimaet. Indfør en breddebegrænsning på personbiler

På et år stiger vandstanden i havene globalt med 3,6 millimeter, mens nye danske biler i gennemsnit bliver cirka ni millimeter bredere.

I perioden 2013-2020 er den gennemsnitlige bredde på personbiler vokset med 6,2 centimeter, og der er ikke noget, der tyder på, at de danske bilers vokseværk skulle være mindsket siden da.

Det betyder dårligere plads for bilisterne på veje og parkeringspladser og dårligere sikkerhed for blandt andet cyklister, når bilerne fylder mere og mere. Særligt i forbindelse med smalle delte vejarealer og steder, hvor bilers parkering er helt tæt på cykelstier, indskrænker bredere biler pladsen for cyklerne.

Især de senere års store salg af SUV’er har bidraget til bredere køretøjer, samtidig med at det også har bidraget til, at vægten af køretøjerne også er gået op. Og hvor bred skal en parkeringsplads være, når bilerne bliver bredere?

Indtil 2009 var anbefalingen, at en p-plads skulle være 230 centimeter bred. Derefter blev det hævet til 250 centimeter. Betyder de bredere biler, at vi bliver nødt til at gøre p-pladserne endnu bredere? De fleste steder i byerne vil det i praksis betyde færre p-pladser. Og er det rimeligt, at en lille bil, der snildt kan være på en lille p-plads, skal betale det samme for parkering, som en stor bred SUV, der optager ekstra værdifuld plads i byen?

Ikke kun et dansk problem

Spørgsmålene er mange. Men det er ikke kun et dansk fænomen. På europæisk plan vokser nye biler i bredden med cirka fem millimeter om året, hvilket betyder, at det går næsten dobbelt så hurtigt i Danmark.

Årsagen til den hurtigere vækst i Danmark skyldes, at vi i mange år haft betydeligt mindre og dermed også mere energieffektive biler end i mange andre lande. Et forhold der i disse år hurtigt udlignes.

Danmark nærmer sig hastigt EU-gennemsnittet, hvilket ændrer den praktiske virkelighed på vejene. Et EU-gennemsnit, der også bare fortsætter med at stige. Men hvor går grænsen?

I EU er der en max-grænse for, hvor meget et køretøj må fylde i bredden på vejen: 255 centimeter. Denne grænse blev oprindeligt fastsat for, at busser og lastbiler ikke voksede sig upraktisk brede. Men besynderligt nok gælder denne grænse for alle køretøjer, også person- og varebiler. Derfor er der formelt set ikke nogen grund til, at personbiler ikke kan vokse sig lige så brede som en bus eller en lastbil.

Løsningen skal findes i Bruxelles

Gennemsnittet for nye biler i EU har allerede krydset en bredde på 180 centimeter, og nogle nyere køretøjer har allerede en bredde omkring 200 centimeter.

Det synes åbenlyst upraktisk og uigennemtænkt ikke at have en separat breddebegrænsning på henholdsvis person- og varebiler, og derfor bør det klart også være en prioritet for en ny EU-Kommission og et nyt parlament at få dette på plads. Den igangværende revision af Vægt- og Dimensions-direktivet er en god anledning til at sikre, at det sker.

Biler er i forvejen den transportform, der optager mest plads per passager. Og det er en udfordring særligt i byerne, hvor pladsen er ekstra begrænset, og hvor pladsanvendelsen til biler i praksis kan begrænse den samlede mobilitet og fremkommelighed.

For at nå Danmarks klimamål i 2045 og EUs klimamål i 2050, er det nødvendigt at skifte fra forurenende og energiintensive køretøjer, til mindre, ressourcelette og mere energieffektive biler i Europa. Dette gælder både biler med forbrændingsmotor såvel som elbiler.

Jo højere vægt et køretøj har, jo flere ressourcer bruges der på at fremstille bilen. Det er ikke bæredygtigt. Det er essentielt, at bilernes størrelse begrænses, både for trafiksikkerheden og klimaet. Det er på tide, at der sættes en stopper for bilernes vokseværk.

Dette debatindlæg blev bragt i Altinget 7. februar.

By |2024-02-13T15:45:00+01:007. februar 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Bilerne bliver bredere hvert år, og det er et problem for os alle
Læs mere

Tid til at tæmme hypen om biokul som landbrugets klimaløsning 

Regeringen sætter stor lid til teknologiske løsninger i deres klimapolitik, også selvom effekten ikke altid er god nok. Det er vigtigt at den kommende handlingsplan for brun bioraffinering ser på, hvor meget biokul og pyrolyse egentlig kan bidrage til grøn omstilling i 2030, og ikke ender med at blive endnu en romance med teknologiske løsninger.

I 2021 indgik en bred samling af folketingets partier ”Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug”. Aftalen skal sikre, at landbruget kan nå i mål med klimamålsætningerne. I aftalen arbejdes med en række udviklingstiltag, der skal sikre tekniske reduktionspotentialer for 5 mio. ton CO2e ud af de 8 mio. ton CO2e, der skal reduceres i hele skov- og landbrugssektoren i 20301. Et af disse udviklingstiltag er støtte til brun bioraffinering, som aftaleparterne har vurderet, kan bidrage med at lagre 2 mio. ton CO2e i landbrugsjorden i 2030.
Brun bioraffinering består hovedsageligt af teknologien pyrolyse. Ved pyrolyse opvarmes en biomasse, for eksempel halm eller spildevandsslam under iltfri forhold, hvormed der produceres en energiholdig gas eller olie, og der sker en forkulning af en del af biomassen, kaldet biokul. Biokul kan udbringes på marker, hvor det danner et relativt stabilt CO2-lager. Dermed kan biokul være med til at sikre, at landbruget kan leve op til sine klimaforpligtelser.

Det lyder jo meget godt, men realistisk set bliver det meget svært at gøre til virkelighed inden 2030. I Danmark har vi nemlig kun ét fuldskala pyrolyseanlæg, som er under etablering, mens Energistyrelsen har vurderet, at der skal være bygget og idriftsat mellem 80 og 370 pyrolyseanlæg inden 2030 for at nå målsætningen2. Der er altså et godt stykke vej, inden teknologien kan bidrage med 2 mio. ton CO2e. Klimarådet har tidligere vurderet, at der er høj risiko forbundet med pyrolyse som klimavirkemiddel3. Biokuls langsigtede effekt på jord, drikkevand og fødevareproduktionen på markerne er heller ikke undersøgt endnu.

Derudover er et af de store problemer ved pyrolyse, at vi har en begrænset mængde biomasse som med klimamæssige fordele kan puttes i pyrolyseanlæggene. Ifølge Energistyrelsen består det danske biomassegrundlag bl.a. af halm, husdyrgødning, fiberrester fra biogasanlæg, spildevandsslam og træ fra danske skove og træaffald4. Det er vigtigt, at der bruges restprodukter der har en kort rådnetid, da f.eks. træ og træaffald, som har en lang rådnetid vil give en dårligere klimaeffekt når det pyrolyseres.

Vi skal bruge biomasse til mange forskellige funktioner, når vi går væk fra at bruge fossil olie til vores produkter. Halm er f.eks. efterspurgt til foder, biogas og anden energi, det kan bruges som byggemateriale, men har også en jordforbedrende og CO2-lagrende effekt, hvis det får lov at blive på marken. Træ er der efterspørgsel på til blandt andet byggeri, emballager, tøjindustrien og energisektoren, men hverken halm eller træ er ubegrænsede ressourcer. Derfor er det vigtigt, at vi bruger biomasse hvor den giver størst gavn – og ikke blindt hælder det i pyrolyseanlæg.

Danmarks forbrug af træ til energi ligger allerede tre gange over det FN’s klimapanel anser for at være bæredygtigt og to tredjedele af træet importeres5. Alene derfor er det vigtigt at undgå yderligere import af biomasse fra udlandet – herunder især træ. Desuden vælter øget import af biomasse reelt klimaregningen over på eksportlandene. Hvis der fældes træ i andre lande, som eksporteres til Danmark, vil det tælle negativt i eksportlandets klimaregnskab. Det kan ikke være en holdbar løsning for at nå Danmarks klimamål.

Pyrolyse er ikke i sig selv en uklog teknologi, men det er vigtigt, at vi ikke hænger vores klimahandling op på en teknologi, der muligvis ikke kan levere de nødvendige CO2-reduktioner i tide. Men hvad skal vi så gøre i stedet?

Hvis der lægges en afgift på træenergi, der svarer til klimapåvirkningen, vil vi hurtigt opnå en væsentlig klimaeffekt. Den nuværende afgiftsfritagelse skævvrider markedet, og gør afbrænding af træ mere attraktivt end andre, mindre klimabelastende energiformer.

En anden løsning, der er værd at fokusere på, er skovrejsning. I regeringsgrundlaget står en målsætning om at etablere 250.000 ha skov i Danmark. Skov kan fungere som en naturbaseret CO2-lagring, der samtidig kan øge biodiversiteten og fungere som kvælstofindsats. Derudover vil en hurtig udmelding om- og implementering af den varslede klimaafgift på landbruget, kunne bidrage til hurtigere omstilling af sektoren.

Regeringen og vores politikere er med andre ord nødt til at være realistiske med de virkemidler, der satses på, så vi er sikre på at kunne nå klimamålene for 2030, og så vi bruger vores biomasse, hvor det giver bedst mening.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 26. januar 2024.

By |2024-06-27T10:02:29+01:005. februar 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Tid til at tæmme hypen om biokul som landbrugets klimaløsning 
Læs mere

Det er sund fornuft at sætte afgift på klimaskadelig mad og produktion

I Danmark er vi dygtige til at producere fødevarer, og danske fødevarer er anerkendt i udlandet for høj kvalitet og sikkerhed. Skal vi fastholde den position, skal fødevarerne produceres uden skade på det globale klima og uden at ødelægge den danske natur.

Målsætningerne for klimaet er ganske håndfaste. Aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug fastslår, at land- og skovbrugssektoren skal sænke CO2e-udledningerne med 55-65 pct. i 2030. Klimaloven fastslår, at Danmark samlet set ikke skal udlede drivhusgasser senest i 2050. Den nuværende regering vil gå længere og nå det i 2045. Men landbrugets CO2e-udledninger har været stort set uændrede de seneste 15 år.

Klodens klimaudfordringer skal løses. Men det skal vores hjemlige naturkrise også. I dag dyrker vi så meget af jorden, at traditionelle naturtyper og hjemmehørende arter uddør – der er simpelthen ikke plads til dem. Samtidig finder vi sprøjtegifte i drikkevandet, ligesom kvælstof og fosfor fra markerne truer vandmiljøet. I efteråret så vi det værste iltsvind i 20 år med døde, golde havbunde til følge.

For at imødegå udfordringerne er det afgørende, at landbruget gennemgår en dybdegående grøn omstilling. To afgørende elementer skal gå hånd i hånd: Produktionen af flere klimavenlige og færre klimaskadelige fødevarer samt en ændring i forbrugsmønstre, hvor vi som forbrugere prioriterer klimavenlige fødevarer. De politiske forhandlinger om en afgift starter snart, og det er vigtigt, at man lander en aftale, der kan løse udfordringerne.

Den afgiftsmodel man i sidste ende bliver enige om bør nemlig sikre en reel ændring af hvad, hvordan og hvor vi producerer –fx færre produktionsdyr til fordel for flere grøntsager og bælgfrugter, vådlægning af lavbundsjordene og større naturarealer.

En klimaafgift på landbrugsproduktionen gør det attraktivt for den enkelte landbruger at ændre sin produktion i en klimavenlig retning. Det gælder uanset om fødevarerne sælges til udlandet eller i Danmark. For prisen på fødevarerne betyder afgift på produktionen dog ikke nødvendigvis det store. En produktionsafgift på 750kr/ton CO2e vil ifølge tænketanken Concito kun betyde en prisstigning for danskproduceret oksekød på ca 4 pct. Det svarer til omkring 2kr for en pakke hakket oksekød og vil nok ikke ændre vores madvaner meget.

Derfor skal der også en afgift på de klimaskadelige fødevarer, så vi flytter forbruget til mere klimavenlige fødevarer. Forbrugsafgiften gælder også importerede fødevarer, som ellers ikke påvirkes af en afgift på den danske produktion. En sådan afgift vil være med til at øge efterspørgslen på de klimavenlige fødevarer, som landbruget netop skal omstille sig til at producere flere af.

Vi bestemmer selv, hvad vi vil spise. Men vi må erkende, at samfundet i dag bærer en stor del af omkostningerne ved negative miljø- og klimapåvirkninger, som ikke er inkluderet i prisen på fx de klimatunge fødevarer. En afgift vil ændre den dynamik og sikre, at det er forureneren der betaler.

Den bedste afgiftsmodel kombinerer derfor en afgift på produktionen med en forbrugsafgift på de mest klimabelastende fødevarer.

By |2024-02-01T16:45:06+01:001. februar 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Det er sund fornuft at sætte afgift på klimaskadelig mad og produktion
Læs mere

Drop CO2-fangst på Amagerværket og sats på energi fra sol og vind

Synspunkt af Erik Tang, bragt i Ing/Gridtech 12. januar 2024.

For nyligt har Hofor fået lov til at bruge 50 millioner kroner på at forberede deltagelse ved Amagerværket i et kommende udbud, hvor staten stiller op mod 27 milliarder kroner til rådighed for CO2-fangst og -lagring. 

Rådet for Grøn Omstilling er generelt skeptisk over for udstrakt brug af CCS som klimatiltag. Hidtidige forsøg med CCS har vist, at det er en dyr teknologi, som ofte har haft væsentlig lavere effekt end forventet.

Desuden er der mange indikationer på, at det er billigere at eliminere mange af de udledninger, som regeringen anser som vanskelige at undgå. RGO har derfor anbefalet regeringen og partierne bag den aftale, der vil bruge i alt 38 milliarder kroner til CCUS, om at tage en tænkepause. Før man kontrakter så mange penge, vil det være klogt at evaluere erfaringerne fra de CCS-anlæg, Ørsted har fået tilskud til, samt en lang række internationale projekter. 

Lad forurenerne betale for deres klimabelastning
Både Klimarådet og flere rapporter fra Energistyrelsen har understreget, at brug af træ til energi påvirker klimaet. Populært flyttes kulstof bundet i træ fra skovene ud i atmosfæren som CO2, når træ brændes af. 

Danmarks globale klimapåvirkning – Global afrapportering 2023 (GA23): Danmarks forbrug af faste biomassebrændsler – fokus på træpiller og træflis. Illustration: Energistyrelsen 2023.

Figuren viser klimapåvirkningen over tid af cirka halvdelen af det danske forbrug af træbiomasse til energi på i alt cirka 130 petajoule i 2021.   

På trods af den betydelige klimapåvirkning fra træ-energi er brugen heraf ikke belagt med nogen form for afgifter. Elproduktion på træ modtager endda betydelig støtte, selvom det først på ret langt sigt har mærkbart lavere klimapåvirkning end kul og naturgas. 

EU’s kvotesystem har de seneste år medført høje priser på CO2-udledninger fra fossile brændsler, og afgiftsfritagelsen har derfor drevet træ-energiforbruget yderligere i vejret. Gaskrisen har endda fået en række fjernvarmeværker til at opføre nye, træfyrede varmeværker.

Træ-energiens klimapåvirkning registreres efter UNFCCCs regler som et lagertab i de såkaldte LULUCF-regnskaber, og tabet overføres i Danmark direkte til klimaregnskabet. Staten er ansvarlig for at opfylde Danmarks LULUCF-forpligtelser i forhold til EU samt reduktionsmålet på 70 procent i 2030. 

Og den beskrevne regnskabspraksis betyder derved, at staten hænger på klimaregningen fra energiselskabernes forbrug af dansk træ. To tredjedele af det danske forbrug importeres, og her hænger oprindelsesstaterne på regningen fra danske udledninger.

RGO og Concito har længe anbefalet at lade forurenerne betale for deres klimabelastning ved at pålægge træ-energien klimaafgifter. Det vil med stor sandsynlighed betyde, at træ-energi ret hurtigt erstattes med elproduktion fra sol og vind samt varme fra el-drevne varmepumper, som har væsentlig lavere klimabelastning. 

Stop for brug af dansk affaldstræ til energi fra 2026 kan omtrent levere lige så store forbedringer i klimaregnskabet for 2030 som regeringens CCS-program.

En langsom og ineffektiv metode
Københavns Kommune håber, at et CCS-anlæg på Amagerværket kan levere negative udledninger, som et vægtigt bidrag til at opfylde kommunens klimamål for 2035. Regeringen har også understreget behovet for negative udledninger til at opveje emissioner, som anses for meget vanskelige eller dyre at nedbringe.

CCS på træfyrede energi-anlæg som Amagerværket er imidlertid en ineffektiv og langsom metode til at levere negative udledninger. Det illustrerer figuren nedenfor: 

Der antages en CCS-fangsteffektivitet på 65% inkl. ikke fangede emissioner fra transport af flis samt en halveringstid for træ i naturen på 12½ år svarende til et mix af affaldstræ og stammetræ. Figuren er baseret på et årligt forbrug af træflis på 1 mio. t/år*
Illustration: RGO’s beregninger.

Årsagen er, at lagertabet i skovene længe er større end den geologisk lagrede mængde CO2. Træ-/CO2-lageret i skoven er populært sagt flyttet ned i undergrunden med et tab til atmosfæren på cirka 30 procent undervejs. 

De negative udledninger – og positive klimaeffekter – opnås udelukkende ved, at man ved energiudnyttelse undgår senere udledninger fra naturlig forrådnelse af træ-affald ude i skovene, eller ved at nye træer plantet på ryddede områder optager CO2. 

Men som vist tager det meget lang tid. Så sent som 2050 udgør de negative udledninger kun 7 procent af den geologisk lagrede mængde. 

Mange antager, at der kan opnås væsentlig højere fangsteffektivitet – Energistyrelsens Teknologikatalog antager 90 procent uden medregning af emissioner fra transport. Hidtidige CCS-forsøg har dog vist, at der sjældent er opnået mere end 70 procent fangsteffektivitet i praksis. Hertil skal der lægges udledninger fra transport af træ til energianlæg. 

Afvent amerikansk start-up
Et CCS-anlæg på en affaldsforbrænding vil medføre væsentlig større negative udledninger per biomasseenhed afbrændt. Det skyldes blandt andet, at alternativet for denne biomasse indtil videre vil være afbrænding under alle omstændigheder. 

På sigt vil betydelige dele af det organiske affald dog blive udsorteret og anvendt til biogas, hvor der allerede i dag fanges betydelige mængder CO2 ved oprensning til naturgaskvalitet. Hvis regeringen og aftaleparterne insisterer på etablering af CCS-anlæg, bør affaldsforbrænding dog prioriteres før træ-fyrede energianlæg.

Aalborg Portland synes at være en anden kandidat til et CCUS-tilskud. Også her anbefaler RGO en tænkepause: En amerikansk start-up, Sublime, er ved at afprøve en ny proces til cementproduktion, som enten helt undgår CO2-dannelse eller udskiller CO2, så den er let at transportere og lagre. 

Den nye proces kan måske løse et alvorligt økonomisk handicap for Aalborg Portland, som har vådere råvarer end andre cementproducenter i EU. Det medfører større energiforbrug og CO2-udledninger – og derved højere omkostninger til kvotekøb og CO2-fangst. 

Sublime fremstiller cement i et vandigt miljø  –  ved elektrolyse af calciumholdige råvarer  – og de venter selv, at omkostningerne på sigt kommer på niveau med traditionel cementproduktion uden CO2-fangst. 

By |2024-09-02T09:48:43+01:0022. januar 2024|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Her er tre greb, der kan sætte fart på opsætningen af landvind­møller og solceller i Danmark

Alt for meget tid bliver i dag brugt på, at gode grønne projekter sendes frem og tilbage i årevis mellem statslige myndigheder, kommuner og klagenævn. Det fordyrer omstillingen unødigt og sænker farten på den grønne omstilling.

“Alliancen vedvarende energi – sammen om grøn strøm på land” foreslår derfor en grøn sagsbehandlingsgaranti, hvor det maksimalt skal tage et år at få en afgørelse på et projekt om opførelsen af vind eller solenergi på land.

Den grønne omstilling står i usikre tider med høje omkostninger og stor konkurrence, samtidigt med at verdens lande ved COP28 bekræftede hinanden i behovet for at tredoble verdens vedvarende energi inden 2030. Målet er vigtigt, for uden kan vi ikke få grøn strøm i elbilerne, i vores varme og til fremtidens grønne brændstoffer.

Her er landvindmøller og solceller et afgørende redskab, fordi de kan bygges hurtigt og er relativt billigere end andre teknologier. Men det går alt for langsomt i Danmark i dag.

For lang behandlingstid
Syd for grænsen ser vi bevis på, at det kan gå meget hurtigere. Mens Danmark tog flere landvindmøller ned i 2023, end der blev sat op, fik Tyskland installeret 1,6 GW ny landvind i første halvår af 2023, hvilket var en stigning på 35 pct. i forhold til samme periode i 2022.

Det skete ved at smidiggøre godkendelsesprocesserne og ved at give vedvarende energi en forrang i planlægningen. Nu går de videre med at reducere trinene i godkendelsesprocedurerne.

I Danmark er billedet et andet. I dag er der ansøgninger på næsten 5 GW landvind, der ligger til behandling i det kommunale Danmark. Der er dog stor forskel på, hvordan ansøgningerne behandles i kommunerne, så der er ca. 98 forskellige måder at ansøge om et projekt om mere grøn strøm på.

Tre greb
Der er heldigvis steder, hvor det lykkes. I Thyborøn Sydhavn er det lykkedes Lemvig Kommune at gennemføre tilladelsesprocessen på 264 dage. Men kan vi også få sagsbehandlingen ned på 12 måneder i resten af Danmark? Det mener vi, og her vil vi pege på tre greb.

For det første skal der være en klar vejledning i uklare miljøregler, der i dag kaster ansøgninger mellem kommuner, myndigheder og klagenævn.

Vedvarende energi og naturbeskyttelse er ikke hinandens modsætninger, men ingen af delene hjælpes af, at reglerne om miljøvurderinger er så komplicerede, at forskellige forvaltninger ikke er enige om fortolkningen. Klare og specifikke vejledninger vil gøre det nemmere både for kommunerne og udviklerne, da det vil fjerne forvirring og mindske de fejl.

For det andet skal kommunerne understøttes i sagsbehandlingen. I mange tilfælde er det ikke manglen på viljen, men hænder til sagsbehandlingen, der mangler.

Det er særligt en udfordring for geografisk store, men befolkningsmæssigt små kommuner. Hvis den vedvarende energi på land skal firdobles, som et bredt flertal i Folketinget har besluttet, kræver det, at mange flere ansøgninger behandles. Opgaven skal opprioriteres i kommunerne, og måske skal staten endda hjælpe til.

Med den nyligt indgåede aftale om energiparker hjælper staten kommunerne med sagsbehandlingen. Men hvorfor kun sætte farten op inden for energiparkerne, når der ligger ansøgninger for næsten 5 GW landvind på kommunale skriveborde? Lad det allerede nedsatte rejsehold for vedvarende energi hjælpe med konkret sagsbehandling.

For det tredje skal klageprocesserne effektiviseres. Hvis der klages over en enkelt arts levevilkår ved opførelsen af vedvarende energi, skal det selvfølgelig behandles i klagesystemet. Men det er uholdbart, at hele vurderingen af miljøkonsekvenserne startes forfra.

Hvis et projekt har været i høring én gang, skal en klage over én del af ansøgningen ikke betyde, at projektet skal i fuld genbehandling. Det er spild af kræfter og tid.

Med disse tre greb tror vi på en hurtigere opsætning af vind og sol i Danmark, så vi igen kan iføre os den grønne førertrøje. Og som alle gode nytårsforsætter: Kom tidligt i gang og hold fast i målet om at stramme op på bureaukratiet.

På den måde kan 2024 blive et vendepunkt for opsætningen af vedvarende energi i Danmark.

Debatindlægget er bragt i Børsen Bæredygtig d. 22. januar 2024 og skrevet af Jens Dahlstrøm Iversen, Rådet for Grøn Omstilling, Camilla Holbech, Green Power Denmark, Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer, Ulrich Bang, Dansk Erhverv, Anders Frandsen, Dansk Skovforening, Morten Dyrholm, Vestas, Ulf Lund, Norlys, Anders Dolmer, BeGreen, Joachim Steenstrup, Eurowind Energy, Thomas Beck Sørensen, European Energy, Andreas Nøhr Vestergaard, Momentum Energy Projects, Nicolai Zarganis, Andel og Jacob Bundgaard, NRGI.

By |2024-01-22T14:15:50+01:0022. januar 2024|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vi skal af med gasfyrene – uanset hvilken gas de fyrer med

I Klimaaftalen for grøn strøm og varme fra 2022 er den politiske ambition, at ”der fra 2035 ikke længere skal være boliger i Danmark, der opvarmes af gasfyr”. Aftalen slår fast, at en planlagt nedlukning eller konvertering af gasdistributionsnettet vil understøtte en hurtigere udfasning af gas til rumopvarmning.

Det nationale gasdistributionsselskab Evida blev pålagt at lave en kortlægning af områder, hvor der kunne lukkes for gasdistribution til private villaveje. I efteråret 2023 kom den længe ventede rapport. I rapporten forventes det, at der vil være 121.000 privatkunder tilbage med gasfyr i 2035. Det betyder, at man i løbet af de næste 11 år kun kommer af med lidt over halvdelen af de tilbageværende 309.000 gasfyr. Hvis gasdistributionsnettet opretholdes, vil det samfunds-, selskabs- og brugerøkonomisk blive den dyreste løsning, fordi der i 2035 således vil være villaveje med tredobbelt energiforsyning i form af gas, fjernvarme og varmepumper.

En anden politisk ambition fra Klimaaftalen var, at der senest i 2030 skulle være 100% grøn gas i Danmark.  Vi ser dog en risiko for, at dette kan anspore en udskydelse af ambitionen om at få gas ud af rumopvarmning. Derfor vil vi med dette indlæg sætte fokus på, at produktion af 100 % grøn gas ikke er ensbetydende med, at der skal være gas til opvarmning i 2035.

Klimaaftalen refererer til biogas som en grøn, klimaneutral gas, og det er særligt biogassen, der skal levere grøn gas til nettet i 2030. I sommeren 2022 dækkede dansk produceret biogas 25% af det danske gasforbrug. I 2023 var det 45% af gasforbruget.

Biogas var økonomisk fordelagtigt at bruge til opvarmning sidste vinter, fordi gaspriserne var meget høje grundet krigen i Ukraine. Men vi mener ikke, at biogas skal bruges til individuel opvarmning fremadrettet – det er en alt for dyrebar energikilde, til at den skal bruges til opvarmning af individuelle boliger, hvor der er andre billigere alternativer.

Biogas har sin eksistensberettigelse i det danske energisystem og skal i stedet bruges steder, hvor der ikke er alternativer. Når det danske gasnet engang indeholder 100 % grøn gas, skal den alene anvendes til ”koge”-produktion i erhvervslivet, som komponent i fremtidens komplekse energisystem, til spids- og reservelast i varmeproduktionen – og hvis der kommer et overskud af grøn gas, skal det indgå i det europæiske gasnet.

Biogasproduktionen støttes i dag med ca. 4 mia. kroner årligt og er i perioden fra 2020-2030 beregnet til at koste 43 mia. kroner. Hvis statssubsidier fjernes, og de tilbageværende 121.000 gaskunder i 2035 (ifølge Evidas rapport) skal betale de reelle omkostninger for 100% grøn gas, vil brugerøkonomien blive meget høj. Samtidig skal de tilbageværende gaskunder også betale for driftsomkostningerne til gasnettet via netafgifter Så fra et forbrugerøkonomisk perspektiv vil man i fremtiden ikke ønske at fortsætte med at være nogle af de få gaskunder tilbage, der skal betale driftsomkostningerne til gasnettet via netafgifter.

Derudover skal vi huske, at vi ikke kan se på det danske gasnet, gasforbrug og gasproduktion isoleret. Vores gasnet er ikke dansk men europæisk. På samme måde som med elnettet. Derfor er et mål om 100% grøn gas i Danmark mere et udtryk for, at vi vil producere lige så meget grøn gas, som vi forbruger.

Faktisk bliver en stor del af certifikaterne til biogassen solgt til tysk industri, der blandt andet bruger LNG-gas. Det betyder selvfølgelig ikke, at biogassen bliver brugt direkte i den pågældende tyske industri, men et overskud af grøn gas efter 2030 vil reelt betyde, at grøn gas fysisk vil erstatte fossil gas i den europæiske industri. I et fortrængningsperspektiv er det ekstra vigtigt at udfase gas til opvarmning, hvor der findes alternativer, så den danske biogasproduktion i stedet reelt fortrænger fossil gas brugt af vores naboer.

Generelt mener vi, at der i den kommende tid skal værnes om alle de initiativer, der blev sat i gang på grund af energikrisen, og som findes i Klimaaftalen fra 2022. De skal ikke blødes op, udskydes eller falde til jorden ved f.eks. at stirre sig blind på gas til rumopvarming i fremtiden som den dyreste løsning, når der er andre gode, brugerøkonomiske alternativer til stede. Det er dybt problematisk, hvis biogassen ender med at levetidsforlænge gasfyrene i de danske hjem med 121.000 gasfyr efter 2035.  

Vi vil i stedet anbefale en automatisk farvel og tak-ordning til naturgas. Der er behov for at stramme skruen, så der kan tages de rigtige beslutninger, og vi kan komme af med alle gasfyr. Vi er ikke langt fra målet i Danmark sammenlignet med mange andre europæiske lande, så vi bør gøre os umage nu, frem for at løsne skruen og stadig have gas til rumopvarmning i fremtiden.

Vi ser frem til anbefalingerne fra NEKST-gruppen, der skal være med til at accelerere udfasningen af gas til opvarmning og udrulle alternativerne med sikker hånd. Det var det, som NEKST blev sat i verden for under energikrisen, og som skal vise os vejen i en usikker fremtid for de globale energimarkeder.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 11. januar 2024 og skrevet af Søren Magnussen, seniorkonsulent hos Dansk Fjernvarme og Julie Abrahams, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.

By |2024-01-26T13:46:37+01:0011. januar 2024|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringens sats på Bovaer er kortsigtet og kontraproduktiv for landbrugets omstilling

Foderstoffet Bovaer, som regeringen vil kaste 700 millioner kroner efter, kan muligvis nedbringe køernes metanudledning. Men det fører ikke til et klimaneutralt landbrug. Det er mere et plaster på en åbent benbrud, end det er en løsning på landbrugets udfordringer, skriver Rådet for Grøn Omstilling og syv andre grønne organisationer.

Man kan være rigtig dygtig til at bestige det forkerte bjerg. Det beviser regeringen, som vil kaste hele 700 millioner kroner efter foderstoffet Bovaer. Stoffet er et hvidt pulver, der ifølge udenlandske forsøg kan nedbringe køernes udledning af drivhusgassen metan med 30 procent.

Bovaer er en besnærende vej at gå: Vi kan reducere klimaaftrykket fra landbruget uden at ændre på den produktion, vi har i dag. Vi kan tilpasse koen til et system, frem for at tilpasse systemet til koen. Men Bovaer er også en både kortsigtet, snæver og kontraproduktiv vej at følge.

Nok kan Bovaer reducere koens udledning af metan. Men det er ikke en vej, der fører til et klimaneutralt landbrug. Og det er slet ikke et landbrug, der svarer på de mange store udfordringer, vi står med for at nå et bæredygtigt landbrug, der respekterer de planetære grænser, altså vores naturressource grundlag og behovet for at sikre mad nok til en voksende verdensbefolkning.

Det kræver et flere gange større areal at brødføde mennesker ved at dyrke foder til en ko, som det gør at dyrke mad direkte til mennesker. Det kan nok så mange teknologier ikke ændre på, og derfor er løsninger som Bovaer mere et plaster på et åbent benbrud, end det er en løsning på landbrugets udfordringer.

Teknologi er fantastisk, men vi skal ikke bruge teknologi til at optimere den forkerte maskine. For jo flere penge, vi kaster efter det gamle system, jo mere ender vi med at sidde fast i det. Derfor har bl.a. Klimarådet også advaret mod at give tilskud til teknologier, som “kan bidrage til at fastholde en produktion, som ikke nødvendigvis er hensigtsmæssig på den lange bane”. Og det er netop det, regeringen med sin storsatsning på Bovaer er med til at gøre. Vi ender med at binde os til en uholdbar produktionsform.

For én ting er, at Bovaer ikke er et tilstrækkeligt svar på klimakrisen. Det er heller ikke med til at adressere alle de andre udfordringer i landbrugets grønne omstilling, der er et resultat af den nuværende produktion: Iltsvind. Biodiversitetskrise. Forurening af drikkevand. Multiresistente bakterier. Fortsæt selv listen.

Bovaer passer til et system, hvor vi dyrker foder til køer, der bliver opdrættet i stalde. Men det er ikke i overensstemmelse med et bæredygtigt dyrehold. I et bæredygtigt system vil køer græsse på marken og udfylde deres naturlige rolle og understøtte biodiversiteten. De vil indgå i sædskiftet på marken, og de vil græsse på overdrev. Det er ikke koen, der er problemet, men den skala og den måde vi i dag holder dem på.

Der er et væld af andre problemer med regeringens satsning på Bovaer: Det er en dårlig samfundsøkonomisk løsning. Både Det Økonomiske Råd og Klimarådet har advaret kraftigt imod teknologispecifikke tilskud. Konsekvensen for dyrevelfærden er ikke tilstrækkelig afdækket.

Bovaer kan måske være en teknologi i den samlede vifte af teknologier, som landbruget tager i anvendelse for at nedbringe landbrugets klimabelastning, forudsat at dyrene ikke tager skade af det. Det vil vi se, når der kommer en klimaafgift i landbruget. Men alt er galt, når staten vil give et direkte tilskud til landmænd, der bruger dette pulver.

Regeringens 700 millioner vil være langt bedre anvendt til at understøtte en strukturel omstilling i landbruget. Mod et mere plantebaseret landbrug, hvor dyr er på græs, og vores landbrugsjord i langt højere grad bliver brugt til at producere mad til mennesker, så der frigøres områder til genopretning af naturen.

En klog bjergbestiger vælger det rigtige bjerg at bestige.

Indlægget er skrevet af:

  • Britta Riis, direktør, Dyrenes Beskyttelse
  • Louise Køster, forperson, Økologisk Landsforening
  • Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen i Danmark
  • Pernille Fraas Johnsen, seniorrådgiver for landbrug, World Animal Protection
  • Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
  • Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace
  • Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
  • Trine Langhede, rådgiver for bioressourcer og fødevarer, Rådet for Grøn Omstilling

By |2024-02-01T16:44:53+01:008. januar 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Regeringens sats på Bovaer er kortsigtet og kontraproduktiv for landbrugets omstilling
Læs mere

Vores energisystem hænger fast i fortiden – nu skal borgerne sættes fri

Regeringen og politikerne på Christiansborg holder mange højstemte taler om, at de vil firedoble sol- og vindenergi inden 2030, men vi bevæger os i slæbegear på land og til havs.

I mange år er vi lullet i søvn med patosfyldte eventyr om Danmark som en grøn frontløbernation. Men virkeligheden er en anden.

Ifølge Energistyrelsens seneste prognose vil den førte politik kun levere lidt mere end en fordobling. Selv om vi har en flertalsregering har den ikke ryddet op den regeljungle og de mange snubletråde, der blokerer den grønne omstilling af energisektoren.

Med de seneste udspil er håbet, at der måske sker noget i første halvdel af 2024. Det er et fremskridt. Men det burde være sket for længe siden.

Som Vestas topchefen Henrik Andersen sagde for nylig, er Danmark formentlig det eneste land i EU, der i øjeblikket bremser op for vindkraft. I år pilles flere møller ned, end der sættes nye op.

Regeringen aflyste åben dør-ordningen for havvind med op til 23 GW. I stedet valgte man en langsommere og mere bureaukratisk plan for havvind i Østersøen og Nordsøen, der måske først leverer 9-14 ekstra GW i 2032.

Og Energistyrelsen skal bruge 2-3 år på at kortlægge havet i stedet for at sætte turbo på udbygningen.

Oven i har man bremset det folkeligt forankrede energifællesskab i Bornholms Havvind, der var klar til at bygge ni havvindmøller ud for Nexø, som kunne gøre Bornholm 100 procent selvforsynende med grøn strøm allerede i 2026. Det skriger til himlen.

Mange steder i landet kan lokale projekter med solceller og vindmøller ikke kobles på energinettet, fordi det er nedslidt og kun en tredjedel af el-stationerne har ledig kapacitet.

EU presser på for, at medlemslandene opretter vedvarende energizoner, så man med hurtige godkendelser på 6-9 måneder kan sætte fart i udbygningen med sol- og vindenergi. Men Danmark er stadig ikke klar.

EU ønsker også, at lokale og folkelige energifællesskaber får lettere ved selv at opstille, producere og dele sol- og vindenergi på tværs af ejendomme, men Danmark sætter hælene i og laver minimumsimplementering.

Nogle har forsøgt at give skylden til miljøorganisationer, der blokerer for projekter på grund af hensynet til markmus eller flagermus. Ja, det sker ind i mellem, og det er ærgerligt.

Men mange developere har vist, at det godt kan lade sig gøre både at bygge vedvarende energianlæg og sikre biodiversiteten. Vi skal beskytte naturen, bestanden og biodiversiteten, men sol- og vindenergi kan udbygges uden at give køb på miljøhensyn.

Og husk proportionerne: Den største trussel mod biodiversiteten er stadig fossile brændsler,klimaforandringer og et alt for intensivt kemisk og industrielt landbrug.

Den gode nyhed er dog, at vi allerede har alle de energiteknologiske løsninger, der er brug for.

Inden 2040 kan vi bygge et 100 procent vedvarende energisystem baseret på en massiv opskalering med sol- og vindenergi, varmepumper, jordvarme, batterilagring og elektrificering af stort set alle sektorer.

Det kræver mindst en syvdobling af sol- og vindenergi på land, hvis vi samtidig laver energieffektiviseringer og fjerner alt spild.

Faktisk er denne udviklingsvej langt billigere og mindre klimaskadelig end at holde fast i fossile energikilder, der i dag står bag 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug, og at lappe på skaderne med CO2-fangst for enden af skorstenene.

Vi bør også udfase afbrændingen af fast træbiomasse, der hvert år udleder over 15 millioner tons CO2e til atmosfæren, og som der ikke er brug for i fremtidens elektrificerede varmesystem.

Vi hænger endnu fast i et forbrændingssamfund, der er med til at fyre kloden af, og det skal vi nu frigøre os fra. Det kan kun gå for langsomt. Engang var Danmark en grøn frontløbernation. Det er vi desværre ikke mere.

Sverige har i det forløbne år opstillet ekstra 2 GW vindmølleenergi, mens vi i Danmark er gået i stå. I Tyskland tidobler de med solceller frem mod 2030, selv om de allerede har mere solenergi per indbygger.

Og Holland er i de sidste tre år blevet Europas frontløber med udbygning af solenergi. De næste fem år vil de sætte ekstra 20 GW solceller op.

En af hemmelighederne er, at Holland har indført en nettomålerordning, hvor folk kan trække lige så meget fra på deres elregning, som de leverer grøn strøm til nettet.

De gør det til en god forretning at omstille fra naturgas til vedvarende energi.

I Danmark får man meget mindre for den grønne strøm, man producerer til nettet, end den man henter fra nettet. Skattehammeren rammer allerede, hvis man årligt tjener over 14.000 kroner på at sælge grøn strøm fra sin ejendom.

I stedet for at gøre det let at oprette folkelige energifællesskaber i lokalsamfundene, har vi gjort det bøvlet i Danmark.

Vi har kun gennemført det mindst mulige af EU-direktiverne for elmarkedet og for vedvarende energi i stedet for at give borgerdrevne fællesskaber langt flere rettigheder.

Der skete enkelte forbedringer i den nye elforsyningslov, men regelsættet er kompliceret, og deling af VE-produceret strøm mellem bygninger skal ske via det kollektive net, hvis der er flere elforbrugere.

Kommunerne er tvunget til at oprette særskilte energiselskaber for at dele solenergi på tværs af kommunale bygninger, og de skal betale elafgift for eget forbrug, hvor virksomheder ellers slipper.

Afgifterne for at komme på transmissions- og distributionsnettet er 13-14-doblet siden klimavalget. I stedet for at gøre det billigere at opstille vedvarende energi er det blevet dyrere.

De fossile forbrugere burde betale en større del af regningen for udbygningen af elnettet frem for at skyde regningen over til de grønne energiproducenter.

Det nuværende hvile-i-sig-selv princip, hvor forbrugerne af elnettet skal dække udgifterne til udbygningen af nettet, er i praksis med til at sænke tempoet i den grønne omstilling.

Det danske energisystem slæber rundt på fortidens arvegods. Industrisamfundet, gamle monopolselskaber og centrale kraftværker kaster stadig lange skygger ind over den måde, vi producerer, distribuerer og regulerer energien på.

I fremtiden får vi et grønt ocean, hvor der bliver brug for enorme mængder af ren vedvarende grøn strøm. Frem for at hænge fast i fortidens centraliserede strukturer eller at vente på en samlet statslig plan, skal borgerne og lokale fællesskaber slippes fri fra neden.

Det er alt for svært for borgere, lokale energifællesskaber og kommuner at tage medansvar for den grønne omstilling væk fra fossile brændsler.

Nogle påstår, at det er borgernes egen skyld. At mange danskere siger Not in My backyard. At folk siger nej tak til sol- og vindprojekter i baghaven eller i det lokale.

Men det passer ikke. Flere meningsmålinger har vist, at mellem 70-80 procent af borgerne gerne vil have flere vindmøller i deres kommune. 74 procent siger: Ja til mere vedvarende energi hurtigst mulig.

Der er masser af lokale historier, der viser, at det hele går meget nemmere og hurtigere, når borgerne involveres tidligt i processen. Folk vil gerne høres og tage et medansvar.

I Rådet for Grøn Omstiiling har vi været rundt i landet – fra Gedser til Thisted, fra Avedøre til Fjelsted – hvor borgere på egen hånd stabler større solcelleanlæg, fællesejede vindmøller og thermonet på benene for at få udfaset fossile olie- og gasfyr.

Der er masser af virketrang blandt borgerne. Kan de få medejerskab i grønne energiprojekter, siger de ja tak til meget mere end politikerne på Christiansborg tør håbe på.

Vi trænger til en energirevolution i Danmark. Vi skal skabe et nyt og mere fleksibelt og decentralt energisystem, hvor antallet af energiproducenter mangedobles.

I stedet for bare at satse på store centrale monopolselskaber skal borgere og lokale borgerfællesskaber også selv fremstille deres grønne strøm og sælge den frit til nettet.

Vi har brug for en massebevægelse af prosumenter, der sætter solceller på hustage og parkeringspladser og bygger plusenergihuse. Og som bruger deres elbilers batterier til at stabilisere nettet i spidsbelastningstimer. Det kan gøre energinettet grønnere meget hurtigere.

Og gør det mere attraktivt for kommuner at sige ja tak til vedvarende energi, så de ikke bare får et engangsbeløb eller omfordeling via en central grøn pulje. Vestas har foreslået, at man giver 10 øre per Kwh, vindmøllerne producerer i deres levetid.

Det er en fremragende ide. Hvis det for eksempel er en 15 MW mølle, sådan som den der bliver stillet op på Thyborøn Syd havn, kunne kommunen få en ekstra indtægt på vel omkring 8 millioner kroner om året og 280 millioner kroner over 35 år.

Med mere lokal overskudsdeling kunne der for alvor blive sat fart i omstillingen.

Debatindlægget er skrevet af direktør Bjarke Møller og blev bragt i Altinget den 11. december 2023

By |2024-01-29T10:34:01+01:0011. december 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Hvorfor griber vi ikke borgernes grønne gejst?   

En grøn bølge af initiativer bevæger sig derude – fra Vesterhavet over Midtjylland, Fyn og Sjælland, helt ned til det sydligste i Gedser og til det mest østlige på Bornholm. De findes på tværs af landet – mennesker, som i deres lokalsamfund selv finder på at sætte vindmøller op, laver et solcelleanlæg til byen, går sammen om et energifællesskab og forsøger at komme af med deres olie- og gasfyr for at erstatte det med fælles grøn nærvarme. Nogle foreslår klima-øer og havvindmølleparker. Dette er lige præcis, hvad klimaet har brug for.

En del borgedrevne projekter lykkes. Som vindmøllerne i Hvide Sande, solcelleanlægget i Brenderup på Fyn og nærvarmeprojekt i Føns. 

Men for tiden løber andre ind i en mur af forhindringer, der bremser projekterne. Det mest aktuelle er Energistyrelsens afslag til Bornholms Havvind, en grøn borgerdrevet projektidé, der kan dække øens strømforbrug. Samtidig viser det sig, at den eksisterende vindmøllepark Middelgrunden, der har stået og leveret grøn strøm uden for København i årevis, også risikerer at blive lukket. Begge sager handler om åben dør-ordning, der nu er sat i bero, da den kan være i strid med EU-lovgivningen. Men så må vi i gang med se på reglerne, for projekterne er lige præcis det, EU ønsker og har brug for mange flere af. 

EU er stor fortaler for at få mere vind og sol ud over hele unionen, så vi kan gøre os fri for fossile brændsler fra bl.a. Rusland og bremse klimaforandringerne. EU skubber også på for at udbrede lokale energifællesskaber, hvor borgere, myndigheder og virksomheder kan gå sammen om at dele strømmen fra fællesejede vindmøller og solceller. Et sådant så dagens lys for første gang i Danmark med Energifællesskab Avedøre i 2020. Men udviklingen af energifællesskaber og i det hele taget solceller på flere tage i almene og andelsboligforeninger bliver bl.a. bremset af, at man i Danmark ikke må dele strøm mellem bygninger. Det må kunne ændres.   

Vinteren er over os, og derfor skal vi huske de mange landsbyer, der ligger langt fra det centrale fjernvarmenet, og hvor borgerne ønsker at komme af med deres olie- og gasfyr. Her vil mange gerne lave en nærvarmeforsyning, et såkaldt termonet, så alle borgerne kan få glæde af det og ikke hver for sig skal ud i at investere i varmepumper hvert 15. år. Her venter man på afklaring om, hvorvidt termonet skal gå under betegnelsen kollektiv varme og dermed få billigere statsgaranterede lån. En afklaring, der lader vente på sig fra Klima- Energi- og Forsyningsministeriet.

Regeringen har fokus på udrulning af vedvarende energi med store vindmølle- og solcelleparker, Power to X og CO2-fangst. Den ønsker også at gøre noget ved den modstand, som vi ofte hører om i medierne, når der har været et lokalt borgermøde om et nyt anlæg. Den såkaldte Not in my backyard-tendens, som kan bremse store projekter eller helt lægge dem i graven. Regeringen vil løse det med flere kompensationer til folk, der bor tæt på.   Måske kan det dulme nogle frustrationerne ved de store projekter. Men er det måden at sikre lokal forankring for den grønne omstilling? Her er det oplagt at stille skarpt på den borgerdrevne del af omstillingen og dermed de mennesker, der siger Yes in my backyard. Det er her, projekterne bliver helt forankret i lokalsamfundet. De har selv fået ideen og vil gerne føre den ud i livet. Men de skal have støtte, både politisk og økonomisk. Erfaringerne skal deles ud, så andre også kan gå i gang. Og så skal alle forhindringerne væk, så der kan komme fart den omstilling, vi alle må være en del af. 

Skrevet af redaktør Helene Chéret og seniorrådgiver Julie Bangsgaard Abrahams. Debatindlægget er blevet bragt i Politiken den 6. december 2023

By |2024-01-22T16:35:44+01:006. december 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top