Bevar flere bygninger og gør byggeriet mere cirkulært

I København, Aarhus og andre danske byer skyder det frem med nye betonbyggerier, og infrastrukturaftalen vil bruge 161 mia. kr. fra 2022-2035 på at anlægge nye motorveje og ny infrastruktur. Verden af i går og business as usual forlænges med beton og asfalt ind i fremtiden.

Har vi forstået alvoren i klimakrisen? Fra Vejle til Esbjerg og Stevns rammes man allerede af oversvømmelserne, og flere vilde vejrlig venter i fremtiden, hvis ikke vi ændrer kurs. Og det haster.

Danmarks andel af det globale CO2-budget (200 gigaton CO2) løber ud i 2029, hvis vi fokuserer på vores nationale emissioner, men kigger vi på danskernes globale forbrugsbaserede udledninger, er budgettet ædt op i 2026. Det sætter os under et hårdt pres for at gennemføre en markant kursændring i alle sektorer. Det gælder også bygge- og anlægsbranchen, der i dag står bag 31 pct. af Danmarks samlede ressourceforbrug, og 40 pct. af alt vores affald.

Heldigvis efterspørger store dele af bygge og anlægsbranchen mere og skrappere lovgivning til fordel for vores klima, miljø og ressourcer. Så måske er tiden moden til en grundlæggende forandring af den måde, vi forholder os til bygningsmassen i Danmark?

I maj indgik et bredt flertal i Folketinget en tillægsaftale, der vil sænke grænseværdien for nye byggerier til 7,1 kg CO2e/m2/år i 2025 og til 5,8 kg i 2029. Det er et fremskridt, at byggeprocessen også regnes med ift. grænseværdien. Men man skyder stadig alt for højt over målet. På den måde vinder vi ikke i den grønne Champions League. Faktisk skal vi helt ned på 0,3 kg i 2030, som det fremgår af Reduction Roadmap 2.0, som over 630 virksomheder og organisationer bakker op bag.

Det er ikke nok blot at sænke grænseværdierne for nybyggeriet. Vi skal også tænke bredere og mere holistisk. Det indlejrede energi- og CO2-forbrug i hele brugsfasen, renoveringer og nedrivning og transport efter endt levetid bør tælles med. Vi bør bryde med CO2-silotænkningen. PFAS og anden farlig kemi bør væk fra byggeriet, så det bliver nemmere at genbruge- og genanvende materialer. Skal vi skabe et absolut bæredygtigt byggeri i fremtiden, skal det holde sig indenfor alle planetære grænser og ikke bare 1,5 graders målet i FN-aftale

Der er absolutte grænser for, hvor meget mere Danmark kan bygge i fremtiden. Den store udfordring i de kommende år er at få transformeret den eksisterende bygningsmasse, at få recirkuleret byggematerialer mange gange og at få nedbragt energi- og ressourceforbruget i alle dele af værdikæden.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi lavet et grundigt eftersyn af de mange forskellige love og regler, der i dag regulerer byggeriet. Vores rapport – Cirkulært byggeri: Fra tanke til politisk handling – der er lavet med støtte fra Realdania, viser en klar fællesnævner: I byggeloven, bygningsreglementet, skattelovgivning, miljøvurderingsloven, anlægslove, planloven og bygningsfredningsloven er det mere undtagelsen end reglen, at der stilles krav til cirkularitet og et lavere ressourceforbrug.

Ved offentlige bygge- og anlægsprojekter bliver bygherren hverken mødt af mål eller krav om at reducere klima- eller ressourceaftrykket. I de fleste anlægslove gentager historien sig. Og i udbudsloven er der ingen krav om at fremme nye anlæg med de lavest mulige klima- og ressourcepåvirkninger. Finansministeriet presser på for, at totalomkostningerne skal være så lave som muligt, og økonomi trumfer miljø.

I Danmark er de grønne afgifter som andel af bruttonationalproduktet faldet til 2 pct., hvor de for to årtier siden var oppe på 5 pct. af BNP. Vi fortæller stadig hinanden fine eventyr om den grønne frontløbernation, hvor forureneren betaler, men vi sætter reelt ikke ordentlig pris på natur, klima og miljø.

Skatte- og afgiftssystemet er slet ikke udformet med henblik på at understøtte cirkulært design, et lavere ressourceforbrug, mindre nybyggeri, mere renovering, transformation og færre kvadratmeter. Den høje pris, som klimaet og jorden betaler for den massive produktion og forbrug af byggematerialer, er på ingen måde afspejlet i råstofafgiften, der i dag ligger helt nede på 5,56 kr. pr. m3, og som siden 1990’erne kun er steget med 0,56 kr. Råstofafgiften er ikke fulgt med prisudviklingen. Det samme gælder deponiafgiften, der kun er 475 kr. pr. ton, hvorfor der i Danmark stadig deponeres alt for mange bygningsmaterialer, der godt kunne genanvendes eller genbruges. Og der er et nedrivningsfradrag for afskrivningsberettigede erhvervsbygninger, som fører til endnu flere nedrivninger, hvor man i stedet burde transformere bygningsmassen.

I skattelovgivningen er der indlagt stærke incitamenter til at bygge nyt og stort. Med de nye ejendomsvurderinger, sættes grundskylden ud fra den absolut bedste udnyttelse af ens grund – uanset om man pr. kvadratmeter har udnyttet det fulde potentiale eller ej. Bygger man nyt, bliver man fritaget for at betale ejendomsværdiskat for en periode, mens man under renovering skal betale fuld pris – stort set upåvirket af, hvor stor eller lille renoveringen er.

RGO´s kortlægning viser, at dansk lovgivning er fyldt med snubletråde, som skal klippes over. De offentlige myndigheder mangler et klart mandat til at prioritere cirkulære løsninger. I planloven er der ingen krav om, at kommuner skal indtænke cirkularitet eller ressourceforbrug i deres kommuneplaner. Men det burde de gøre.

Frem over bør der stilles et obligatorisk krav om, at alle nye byggerier og anlæg påvirker natur, biodiversitet og klima positivt, og at danske byggerier i højere grad anvender recirkulerede materialer. Cirkulære krav bør tænkes ind i hvert et hjørne af lovgivningen, så reduktion i klima- og ressourceforbrug gennemsiver hver en lille sprække i lovgivningsfundamentet.

I RGO anbefaler vi, at politikerne i den forestående revision af bygningsreglementet målrettet stiller cirkulære krav om forbedret levetid, tilpasningsevne, design til adskillelse og nedrivning og sætter klare mål om recirkulering af byggematerialer. Ved alle nye byggetilladelser bør bygherren forpligtes til at lave en cirkulær handlingsplan, og når folk ønsker at rive eksisterende parcelhuse, villaer og erhvervsbygninger ned, bør der stilles ’bevar eller forklar’-krav. Ofte er det bedre at bevare og renovere mange af de gamle bygninger, der fortjener at få flere liv frem for at blive jævnet med jorden.

Danskernes materialeforbrug er steget med hele 7 pct. i det sidste årti, og hver dansker forbruger hvert år 25,3 ton materialer, viser Danmarks Statistiks seneste Tiårsoversigt. Det er markant over de 14,4 ton, som en gennemsnitlig EU-borger bruger. Sammen med Luxembourg har vi det højeste forbrugsaftryk af EU-landene. Byggeri og anlæg er – sammen med stor import af olie og træbiomasse til afbrænding – med til at presse tallene i vejret. Ved en målrettet satsning på cirkulært byggeri i alle love og reglementer, kan vi sænke materialeforbruget markant.

Vi bør her lære af de bedste. EU´s cirkulære frontløber er Nederlandene, der har et mål om at halvere forbruget af alle materialer og ressourcer inden 2030. De recirkulerer 24,5 pct. af de jomfruelige materialer, der går ind i økonomien, hvor tallet i Danmark kun er 4 pct. – iflg. Circularity Gap Report. I Nederlandene arbejder de målbevidst på at skabe en cirkulær økonomi, for de har forstået, at høj energi- og ressourcebevidsthed er nøglen til fremtidens konkurrencekraft.

Nederlandene bygger dobbelt så mange kvadratmeter boliger som i Danmark om året, men byggesektorens ressourceforbrug – målt pr. indbygger – er kun en fjerdedel af, hvad det er i Danmark. De har sat et mål om 100 pct. genanvendelse i bygge og anlægssektoren i 2030, og de vil mere end halvere CO2-aftrykket af beton. Tænk hvis vores nye social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen, satte et mål om, at vi i Danmark skal være lige så dygtige som Nederlandene til at lave cirkulært byggeri?

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling og er blevet bragt i Berlingske den 4. november 2024

By |2024-11-07T14:13:26+01:004. november 2024|Kronik|Kommentarer lukket til Bevar flere bygninger og gør byggeriet mere cirkulært
Læs mere

Solceller kan frigøre os fra oliesheiker og gasdiktatorer. Så stop med at være så negativ

Jeg er født og opvokset i et parcelhus i Østjylland nær en stærkt trafikeret landevej, hvor vi kunne lugte stanken af døde dyr og slagteriaffald, når vinden kom fra vest. Vi troede, at det var fremskridtet, og brokkede os ikke så meget. Det burde vi måske. Men nogen, der virkelig brokker sig, er Jyllands-Posten, der i de seneste uger har kørt en massiv kampagne imod solceller i Danmark. ”Vild plan vil plastre Jylland til med solceller”, ”Jernmarker gør Jylland mørkere” og ”enorme arealer skal dækkes af solceller”, er nogle af de bombastiske overskrifter. Selv statsminister Mette Frederiksen er citeret for, at det ikke ser ”særligt fedt ud” at bo på en ejendom, der er omgivet af solceller.

Måske ikke. I de seneste år har væksten i solceller været stor, og det er nemt at zoome ind på dem, når de står i lange rækker på en bar mark. Men er der ikke så meget andet i landskabet, der er en større udfordring arealmæssigt, æstetisk og i forhold til naturen? Hvornår zoomer JP ind på de brede asfaltmotorveje, der skærer Jylland op på langs og snart også gennem Egholms smukke naturområde vest for Aalborg? Det næste kan blive Kattegatforbindelsen over Samsø og det naturskønne Røsnæs. Hvornår går JP i flæsket på de store gylletanke, kornsiloer og svinefabrikkerne – eller de mange biogasanlæg, der får over 3 mia. kr. i året i statsstøtte? Eller de store industriparker, parkeringspladserne, de mange biler i byerne og de (sorte) asfalterede lande- og motorveje?

“I de seneste år har væksten i solceller været stor, og det er nemt at zoome ind på dem, når de står i lange rækker på en bar mark. Men er der ikke så meget andet i landskabet, der er en større udfordring arealmæssigt, æstetisk og i forhold til naturen? Hvornår zoomer JP ind på de brede asfaltmotorveje, der skærer Jylland op på langs og snart også gennem Egholms smukke naturområde vest for Aalborg?”

Ud fra den æstetiske vinkel, som JP forfølger i solcelleserien, er det vel det næste? Men tør I?
Hvad med i stedet at se solcellerne som en del af et grønt fremskridt, som kan gøre Danmark selvforsynende med billigere grøn energi, frigøre os fra autoritære oliemagter og styrke vores konkurrencekraft?

Solceller kan godt hjælpe naturen

Solcelleanlæg kan, hvis de opstilles rigtigt, beskytte drikkevandsområder, der er truet af pesticider. De forvandler solens stråler til ren energi og kan frigøre os fra fossile brændsler, der forurener luften, og som står bag 68 pct. af bruttoenergiforbruget i dansk økonomi. Solcellerne kan med vindmøller, batterier, varmepumper og geotermi bane vej for et 100 pct. vedvarende energisystem. Fremsynede jyder har forstået, at det er en bedre forretning end fossilerne.

Tag f.eks. til Hvide Sande fjernvarme, der midt under en energikrise kunne skære halvdelen af varmeregningen, fordi man i tide havde investeret i store Vestas-vindmøller, solceller, varmepumper og elkedler, som er billigere i længden end at fyre med fossile brændsler eller træbiomasse. Det var økonomisk og energimæssig snusfornuft. Og Hvide Sande gav sit solide bidrag til at nedbringe Danmarks udledning af drivhusgasser. Tænk hvis alle fjernvarmeværker og kommuner fulgte i deres fodspor?

En alternativ grøn energiplan

En samlet klima- og energiplan af Rådet for Grøn Omstilling viser, at det er realistisk og muligt at gøre Danmark til en 100 pct. fossilfri økonomi i 2040. Det vil dog kræve, at mængden af sol- og vindenergi øges med 4,3 gange i 2030 og med ni gange i 2040. I forhold til regeringens klimafremskrivning kan vi spare 207 mio. tons CO2e på vejen derhen, og det kan sikre forbrugerne og virksomhederne 35-45 pct. lavere elpriser i 2040, viser beregninger foretaget af Ea Energianalyse.
Det vil styrke Danmarks konkurrenceevne, for prisen på energien er vigtig for, om man får succes eller på fiasko på verdensmarkedet. I de senere år er opstillingen af nye vindmøller desværre gået i stå til lands og til havs, og der er for mange bureaukratiske snubletråde i Danmark. Så det er træls også at se en erhvervsavis plastre sine sider til med æstetisk vrede imod solcelleanlæg og energiparker.

Vi bør hellere kræve flere grønne energiparker både vest og øst for Storebælt, så hele landets energiforbrug kan gøres fossilfrit. Og der kan skabes nye arbejdspladser ved at fremstille den næste generation af grønne e-fuels til vores internationale sø- og luftfart. Det er skidt for Danmark, hvis vi lader os rive ned af et æstetisk bagstræberi, uanset om det er i Viby eller på Rådhuspladsen. Det er et alvorligt problem, at dansk økonomi brænder 120 mio. tønder olie af om året, og at danskerne køber nye gasfyr og fossilbiler, når der er gode grønne og elektriske alternativer. Der er mange arbejdspladser i den grønne omstilling – alene i vindindustrien er der 33.000 job, og de fleste ligger i Jylland.

Til sammenligning er der kun cirka 7100 heltidslandmænd tilbage. De får over 11,8 mia. kr. i statsstøtte om året, mens solcellerne kan klare sig på markedsvilkår. Landmændene sidder på godt 60 pct. af landets 4,3 mio. hektar, og de har satset benhårdt på industrialisering og stordrift, så landdistrikterne er blevet mere og mere affolket. Samtidig har erhvervet et stort medansvar i forhold til klimaet, forurening af drikkevandet, biodiversitetskrisen og den omfattende havdød. Og de vil ikke selv betale for forureningen, men vil hellere tørre den af på skatteyderne.
Danmark befinder sig i en klimakrise og en biodiversitetskrise og er en bundskraber i EU med kun 1,6 pct. beskyttet natur. Så jeg forstår godt bekymringen for, hvordan naturen skal se ud i fremtiden. Men hvad med at tage en seriøs snak om den store animalske fødevareproduktion og de nye infrastrukturprojekter frem for at udskamme solcellerne og vindmøllerne som syndebukke?

Solcellerne vil fylde under en femtedel af landets veje

Selv hvis vi øger mængden af solenergi med 11 gange frem mod 2040, vil solcellerne ikke dække mere end 1 pct. af Danmark. Mange flere kan sættes på tage, over parkeringspladser og motorveje, men det billigste er opstilling på bar mark. Det må være muligt at frigøre 1 pct., for det handler dybest set om Danmarks fremtidige energiselvstændighed og konkurrencekraft. Og ja, der bør også rejses langt flere skove, som kan give os større naturoplevelser, et rigere plante- og dyreliv og en ekstra klimagevinst. I stedet for at brokke sig over solcellerne kan man glæde sig over, at de kan tjene ekstra penge og gavne naturen på nedkørte marker, der før har været sprøjtet med pesticider og gødet med kvælstof, så naturens blomster, markens fugle og de mange insekter forsvandt. Developerne kan nok godt overtales til at dele en smule af overskuddet med lokalsamfundet, og lovgiverne kan give lokale energifælleskaber bedre muligheder for at blomstre.

“I stedet for at brokke sig over solcellerne kan man glæde sig over, at de kan tjene ekstra penge og gavne naturen på nedkørte marker, der før har været sprøjtet med pesticider og gødet med kvælstof, så naturens blomster, markens fugle og de mange insekter forsvandt.”

Hvorfor skal vi spilde så meget tid på at brokke os over det grønne fremskridt, der rummer mange gevinster, og forsinke det igen og igen, mens kineserne kører os midt over i den nye energirevolution, hvor priserne på grøn strøm på sol og vind for allerede er billigere end fossil energi? Kom ind i kampen Jyllands-Posten. I dag fylder industrien og industrizonerne lidt under 1 pct. af arealet. Produktionen af biobrændstoffer, som er uøkonomisk og dumt ift. klimaet, lægger beslag på et landareal svarende til 3 pct. af Danmark. Og vejene fylder 5,4 pct. af arealet eller 232.000 hektar.

De fleste af os danskere vil gerne give plads til vejene i landskabet og nyde friheden til køre i bil. Men den frihed har en pris. Enten finder vi lidt mere plads til solceller og vindmøller i Danmark, så vi kan elektrificere varmeforsyningen og industrien, og køre på ren grøn strøm som vi selv producerer. Eller også skal vi hvert år fortsat importere forurenende fossile brændsler fra Rusland og Mellemøsten, hvilket vil påføre os meget store geopolitiske, sikkerhedspolitiske og klimamæssige ekstraregninger.
Selvfølgelig er der dilemmaer i forhold til arealfordelingen, men det er på høje tid, at vi tager en seriøs snak om, hvad er det for et fremskridt, vi ønsker i dette land.

Dette er en kronik skrevet af RGO´s direktør, Bjarke Møller, og den blev bragt i Jyllands-Posten d. 22. oktober 2024.

By |2024-10-22T08:57:44+01:0022. oktober 2024|Kronik|Kommentarer lukket til Solceller kan frigøre os fra oliesheiker og gasdiktatorer. Så stop med at være så negativ
Læs mere

Pensionsselskabernes sorte investeringer er dårlig forvaltning af danskernes penge

For finanssektoren handler bæredygtighed ikke kun om miljømæssige fordele, men også om økonomisk fornuft. Men for Danmarks ti største pensionsselskaber er der stadig lang vej at gå for at tilpasse deres investeringer i fødevaresektoren. Det viser en rapport , vi har udarbejdet. Det er på tide, at pensionsselskaberne prioriterer en grøn og økonomisk sund fremtid – ligesom man har gjort i energisektoren, hvor man har flyttet investeringer fra kul til vind- og solenergi, som netop er blevet den største energikilde i Europa. De fleste er nok enige om, at man bør undgå investeringer i nye kulminer og olieboringer for at reducere miljø- og klimabelastningen. Derfor burde det også være en selvfølge, at den skadelige intensive animalske produktion og dertilhørende afskovning sættes i samme kategori.

Økonomisk hovedpine

Selvom fødevareproduktion udgør en mindre del af selskabernes portefølje, har de samlet investeret flere milliarder i sektoren, primært i den miljøskadelige intensive animalske fødevareproduktion. Ud over at skade biodiversiteten er det økonomisk ufornuftigt at have pengene investeret i denne del af sektoren. For i mange år frem vil den intensive animalske produktion være presset på en lang række miljøparametre, og med en kommende CO2-afgift vil det for nogle landmænd blive dyrere at drive deres animalske produktion på samme niveau som hidtil. Og virker de teknologiske løsninger fra aftalen fra grøn trepart ikke, skal afgiften genbesøges, hvilket vil betyde, at den animalske del af sektoren kan stå over for endnu større økonomiske tab og blive en investeringsmæssig hovedpine for pensionsselskaberne.

Ubæredygtig produktion

Den animalske fødevareproduktion er én af de største årsager til global afskovning, tab af biodiversitet, vandforurening og CO2-udledninger. Produktionen beslaglægger store landarealer til foder, som i stedet kunne producere mad direkte til mennesker og samtidig give plads til mere natur. Herhjemme udgør den animalske fødevareproduktion 85 pct. af landbrugets samlede CO2-udledninger, og i 2030 står landbruget til at udlede 46 pct. af Danmarks samlede drivhusgasudledninger. Samtidig optager landbruget godt 60 pct. af vores samlede areal – heraf går 80 pct. af det areal til den animalske produktion til stor skade for klima, biodiversitet og miljø. Og den sammenhæng mellem fødevareproduktion og biodiversitet er flere af selskaberne bevidste om. I rapporten anerkender syv ud af ti selskaber, at animalsk fødevareproduktion har negativ indflydelse på klima og biodiversitet. Nogle af selskaberne er også begyndt at lave tiltag på området. For eksempel har P+ investeret i en plantebaseret fødevarevirksomhed, der producerer convenience-produkter, og Danica Pension har ekskluderet animalske fødevareselskaber grundet deres forbindelse til afskovning. Så der er altså ikke så lang vej fra tanke til handling, men der skal gøres meget mere.

Invester grønt

Pensionsselskaberne har en unik mulighed for at ændre situationen – derfor er vi kommet med ti konkrete anbefalinger. Selskaberne bør blandt andet gøre brug af aktivt ejerskab til at skubbe på for en plantebaseret fødevaretransition, stoppe nye investeringer i den intensive animalske produktion og i stedet prioritere investeringer i plantebaserede fødevarer. Derved kan de relativt små beløb investeret i fødevaresektoren nemt omlægges fra den skadelige animalske produktion til den plantebaserede produktion. For det kræver et langt mindre areal at brødføde befolkningen med plantebaserede fødevarer frem for animalske. Dette vil ikke kun være godt for klima og biodiversitet, men også for danskernes økonomi, da den plantebaserede fødevaresektor er i kraftig vækst og kan give gode investeringsafkast, som vil gavne danskernes pensioner. Samtidig bidrager selskaberne også til at reducere den intense foderproduktion, så der potentielt kan blive endnu mere plads til naturen i fremtiden for de danskere, hvis penge bliver forvaltet af pensionskasserne. Derfor bør pensionsselskaberne vise resten af finanssektoren, hvordan man tilpasser økonomien til fremtidens klima- og miljøkrav.

Denne kronik er blevet bragt i Børsen. Afsenderne er: 

Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening

Clara Drenck, projektleder, finans og foodservice, Dansk Vegetarisk Forening

Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur i Greenpeace

Thomas Meinert Larsen, klimapolitisk rådgiver, Klimabevægelsen i Danmark

Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Britta Riis, direktør, Dyrenes Beskyttelse

By |2024-08-15T12:19:10+01:0015. august 2024|Kronik|Kommentarer lukket til Pensionsselskabernes sorte investeringer er dårlig forvaltning af danskernes penge
Læs mere

Tid til et opgør med vor tids værste myte

Mange tror fejlagtigt, at den grønne omstilling bliver dyr. Kigger man på tallene, vil man se, at vores nuværende adfærd vil give endnu større omkostninger

Vi hører ofte, at den grønne omstilling bliver dyr. Og en Epinion-måling for Kraka-Deloitte har vist, at otte ud af ti danskere mener det. Men det er en myte. En forbandet myte. Det er på høje tid at gøre op med den.

I flere europæiske lande har vrede bønder eller lastbilchauffører demonstreret – bl.a. imod højere dieselafgifter. De forestiller sig, at et farvel til forbrændingsmotoren er en kostbar affære, der kan koste levebrødet og presse flere ud i arbejdsløshed. Det er måske ikke så mærkeligt.

Den menneskelige psykologi har altid haft svært ved at opgive noget, man kender, og omfavne noget nyt. Siden de primitive samfund har mennesket varmet sig ved bålet, og i den industrielle og fossile æra har vi fyret uendelige mængder olie, gas og kul af.

Den adfærd har haft en høj pris med miljøskader, forurening og sundhedslidelser. Vi står nu midt i en alvorlig klimakrise, hvor de globale temperaturer i 2023 nåede op på 1,48 grader Celsius over det førindustrielle niveau. Desværre gør regeringerne det værre ved at give 7000 mia. dollar om året i statsstøtte til fossile brændsler, som forværrer klimakrisen. De penge kan bruges fornuftigere til grøn omstilling.

Der venter os store ekstra omkostninger i de kommende år, hvis ikke vi hurtigt sænker udledningen af drivhusgasser og accelererer udfasningen af fossilerne. Ellers er der udsigt til flere naturkatastrofer og ekstreme vejrlig. Temperaturstigninger på over 2 grader celsius kan koste mellem 5-10 pct. af vores årlige velstand, vurderer økonomer. Og SwissRE anslår, at tabet kan nå op på 18 pct. af BNP ved 3,2 grader.

Langt mere effektivt

I Europa mister over 300.000 mennesker årligt livet for tidligt på grund af luftforurening, som ikke mindst skyldes afbrænding af fossil energi og fast træbiomasse. Flere millioner tabte arbejdsår er produktivitetstab og en dyr regning. Årligt destrueres op imod 10 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt, som følge af fossil forurening, tab af biodiversitet og skader på naturen. Så længe vi klamrer os til forbrændingssamfundet, lever vi i en ekstremt destruktiv økonomi.

Omkring 10-13 pct. af energien i fossile brændsler går tabt ved udvinding, minedrift, transport og raffinering, inden olien, gassen og kullet når frem til forbrugerne. Bagefter spildes endnu mere af energien i forbrændingsmotoren. I benzinbilen når kun 12-30 pct. af den energi, der er lagret i benzinen, frem til hjulene, hvor det i en elbil er mellem 75-80 pct.

På samme måde er varmepumper tre-fem gange mere energieffektive end huse opvarmet med olie- og gasfyr eller fra kraftværker, der fyrer med fast træbiomasse.

Forbrændingssamfundet er ekstremt ineffektivt med store energitab i alle led. Forskningsstudier vurderer, at transformationen fra et fossilt energisystem til et elektrificeret energisystem kan skære 40 pct. af det endelige energiforbrug. Vedvarende sol- og vindenergi kan direkte drive elmotorer, og det er langt mere effektivt end fossile brændsler til forbrændingsmotorer.

Energitabet ved transmission med kabler over lange afstande er for intet at regne ift. tab i det fossile system, hvor olie og gas hives op af undergrunden hvert år, transporteres over lange afstande og raffineres.

Vi bør nu høste fordelene ved modulære og skalerbare grønne teknologier, der kan masseproduceres og falder i pris. I de sidste ti år er prisen for solceller og batterier faldet med 80 pct., offshore vind 73 pct. og landvind 57 pct.

Solceller og vindmøller er på livslange omkostninger billigere end fossile brændsler, og energien kan anvendes direkte og mere effektivt i elektrificeret transport, industri og varmeforsyning. Suppleret med energieffektiviseringer, batterier, jordvarme, bølgeenergi og noget grøn brint får vi et billigere energisystem.

Udnyt udskiftning

Mange gamle fossilbiler, olie- og gasfyr og biomassekraftværker skal udskiftes i de kommende år, og det vil være økonomisk fornuft og dansk konkurrencekraft, hvis regeringerne forbyder salg af nye fossilbiler og olie- og gasfyr (eller brandbeskatter dem).

På livslange omkostninger er elektriske alternativer drevet af grøn strøm meget mere effektive. Det er en udbredt myte, at den grønne omstilling bliver dyr. Den bliver både billigere og meget renere.

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Børsen den 2. marts.

By |2024-03-04T12:40:07+01:004. marts 2024|Kronik|Kommentarer lukket til Tid til et opgør med vor tids værste myte
Læs mere

Sæt fart på grøn erhvervspolitik

Investerer vi ikke målrettet og strategisk i nye grønne teknologier og løsninger kigger vi ind i en fremtid med høje meromkostninger til at lappe på klimaskaderne. Men hvordan griber vi udfordringerne an?

I 2023 steg den globale temperaturer med 1,48 grader Celcius, og vi er ved at sprænge FN´s Parisaftale på den farlige måde. Klimaforandringerne er en systemisk risiko. Hele vores måde at forbruge og producere på skal nytænkes. Investerer vi ikke målrettet og strategisk i nye grønne teknologier og løsninger kigger vi ind i en fremtid med høje meromkostninger til at lappe på klimaskaderne. Så hvordan gribes udfordringen an?

Før jul afsatte SVM-regeringen 1 mia. kr. til grøn teknologistøtte. Det er en forsigtig start. Men under 0,04 promille af BNP foreslår som skrædder i helvede i en klimakrise, som regeringen kalder for vores generations største udfordring. Man bør investere mindst 2-3 pct. af BNP, vurderer førende økonomer som bl.a. Nicholas Stern. Globalt har den nuværende politik sat os på kurs af 2,5-2,9 grader Celsius, og det kan koste over 2 pct. af vores årlige velstand i 2030 og stigende til op imod næsten 8 pct. i 2050. Vi kan vise rettidig omhu via proaktive og fremsynede investeringer.

Mange private investorer og fonde tripper for at få kapitalen ud at avle, men staten bør også via fremsynede reguleringer, grønne offentlige indkøb og strategisk erhvervsstøtte sætte fart på. Staten mangler ikke penge til at føre grøn erhvervspolitik. Men regeringen har brugt en pæn del af råderummet til skattelettelser, der driver forbruget ekstra i vejret. Men man giver ikke incitamenter til grøn og bæredygtig adfærd blandt forbrugere og virksomheder, og de grønne afgifters andel af BNP er mere end halveret siden 2007.

I de sidste par år har staten udstedt grønne obligationer, der har givet 23,9 mia. kr. i statskassen. De skal investeres klogt, men det er desværre ikke altid tilfældet. Fra 2021-27 gives over 19 mia. kr. i støtte til biogasanlæg rundt om i landet. Sektoren er stærkt overdimensioneret, og i år får den over en tredjedel af den samlede klima- og energistøtte – mere end sol, vind og energieffektiviseringer til sammen.  Biogasstøtten giver ekstra luft til et industrialiseret landbrug med over 200 mio. dyr, men antallet skal ned for at nå klimamålene og mindske kvælstofudledningen. Politikerne burde hellere give mere støtte til fremtidens plantebaserede, økologiske og regenerative jordbrug, som kan bringe dansk fødevareproduktion indenfor de planetære grænser.

Grøn erhvervsstøtte kan bidrage til at løse klima- og biodiversitetskriserne, men man bør passe på med at gøre den grønne omstilling unødvendig dyr ved at lytte til lidt for smarte lobbyister. Et eksempel er CO2-fangst og lagring, hvor politikerne har afsat 38,7 mia. kr. Det er en usikker investering i en dyr, umoden og ineffektiv teknologi, der er svær at skalere. Frem for at fange CO2 for enden af skorstenen burde man investere i teknologisk innovation, der kan fjerne årsagen til problemet. 8,2 mia. kr. statsstøtte til CO2-fangst på Ørsteds biomasseanlæg giver et lock-in til afbrænding af træ, der ellers kunne bruges langt bedre – f.eks. i byggeriet. I dag er træenergi fritaget fra klimaafgifter, og fra 2022-2027 giver staten over 4,3 mia. kr. til kraftværker, der fremstiller el fra brændt biomasse. Man fjerner et biologisk CO2-lager i skovene, og kraftværkernes afbrænding af træbiomasse udleder 15-16 mio. tons CO2 om året. Det er tåbeligt at give statsstøtte til det.

Der findes et rent alternativ. HOFOR vil nu købe 10 store industrielle varmepumper, der kan dække 25-30 pct. af Københavns varmeforbrug. Det er fremtiden. Staten bør derfor ikke støtte CO2-fangst på Amagerværket. HOFOR bør hellere installere 40 varmepumper og sætte flere solceller, vindmøller og batterier op til at dække strømforbruget. Fremtidens varmeforsyning bør være elektrisk, for varmepumperne er rent energiøkonomisk 3-5 gange mere effektive end forbrændingsanlæggene, men så længe staten giver støtte til biomasseafbrænding og oveni giver statsstøtte til CO2-fangst for enden af skorstenen, ender Danmark i en blindgyde.

Vi bør fokusere på grønne teknologier, der kan skaleres hurtigt, har høj værditilvækst og kan masseindustrialiseres. Støt hellere industrielle varmepumper, vindmølle-naceller eller energieffektiviseringer, hvor danske virksomheder har spidskompetencer end at kaste milliarder efter nye CO2-fangstanlæg eller CO2-rørledninger. Vi står midt i en energirevolution, hvor de hurtige og agile vinder. Sol, vind og batterier er modulære teknologier, hvor priserne sænkes gennem masseindustrialisering og standardiserede processer. Prisen på solceller og batterier er faldet med 80 pct. på ti år. Landvind er blevet 57 pct. billigere og offshorevind 73 pct. Sol- og vindenergi følger Wrights lov, og prisen på solcellepaneler falder med omkring 28 pct., hver gang antallet af solceller fordobles globalt. For vindturbinerne er prisfaldet 15 pct. pr. fordobling.

I dag er solceller og landvind billigere end fossile brændsler på livslange omkostninger. Det er nu billigere for samfundet at stoppe alle fossile investeringer og lappeløsninger på det gamle energisystem og lave en hurtig acceleration til et 100 pct. vedvarende energisystem.

Takket være målrettet erhvervsstøtte og attraktive incitamenter blev grunden lagt til det senere markedsboom for solceller og vindmøller. Man byggede et innovativt økosystem, der blev skaleret globalt. Nu gør Kina det med solceller, batterier og elbiler, mens vi i Europa faldt i søvn i de år, hvor markedsliberalistisk dogmatik, teknologineutral blindhed og finanspolitisk forsigtighed herskede. Vi må lære af erhvervshistoriens store succeser.

Harvard-professor, Michael E. Porter, skrev for 34 år siden i sit hovedværk om nationernes konkurrencemæssige fordele, at staten gennem høje standarder, målrettet forskningsstøtte, strategiske offentlige indkøb og målrettet erhvervsstøtte til modning af kritiske teknologier kan spille en nøglerolle. En missionsdreven og strategisk erhvervspolitik kan stimulere udviklingen af innovative økosystemer og sikre hård konkurrence mellem mange virksomheder, som kan skalere de nye grønne løsninger op.

Det var der, da vi i Danmark lagde fundamentet til vindeventyret. Men det er der ikke i forhold til CO2-fangst. På samme måde bliver det næppe rentabelt at bygge en brintinfrastruktur og brintrør til Tyskland. Det er ekstremt dyrt og krævende at transportere små og flygtige brintmolekyler over lange afstande, og der er store sikkerhedsrisici. Det vil være langt mere økonomisk og effektivt at bruge pengene på at udbygge transmissionsnettet. Så kan flere grønne elektroner sendes fra danske vindmøller til Tyskland, hvor de så kan fremstille brinten lokalt til deres kemi- og gødningsfabrikker.

En del lobbyister forsøger at lokke politikerne, men den globale brintboble risikerer at briste. De store energitab ved brintproduktion- og transport gør, at der er langt større potentiale i fuld elektrificering af selv tunge industrier. Innovative cement- og stålfabrikanter er i gang med at udvikle elektrolysebaserede processer. Skaleres løsningerne, vil de æde en del af det hypede brintmarked.

Vi bør investere meget mere i at udbygge vores fælles elnet, men flyt hovedregningen for udbygningen af elnettet væk fra vedvarende energiproducenter og over til fossile energikilder. Fjern alle snubletråde for sol- og vindenergi og geotermisk varme. Invester mere i energilagring, batteriteknologi og brændselsceller, elektrolyse og sæt turbo på markedet for varmepumper, energispareteknologier og andre omkostningseffektive løsninger, der hurtigt kan skaleres i et massemarked og levere store klimaeffekter i de næste få år. Uden hastig acceleration med skalerbare grønne teknologier kommer vi for sent til at løse klimakrisen.

Kronikken er bragt i Berlingske d. 5. februar 2024.

By |2024-02-13T12:19:56+01:007. februar 2024|Kronik|Kommentarer lukket til Sæt fart på grøn erhvervspolitik
Læs mere

Omstilling af landbruget kan ikke løses kun med teknologi

Dansk landbrug står ved en historisk skillevej. Business as usual er ikke længere en option. Alt for længe har advarselslamperne blinket, men politikerne har ikke turdet at give et klart signal om, hvor landbruget skal bevæge sig hen i de kommende år. Det gælder også landbrugets medansvar for at løse den fælles klimaudfordring. Enten laves en strukturel omstilling og bæredygtig fornyelse af landbruget i Danmark, eller også risikerer vi en fortsat afvikling af dette erhverv og den tilknyttede fødevareproduktion. Desværre har regeringen skrottet de planlagte forhandlinger om en ny vision for fremtidens landbrug. Og nu lægger man i stedet op til at lappe på landbrugets store klimaudledninger og give statsstøtte til et nyt kemisk fix, hvor køerne skal have et hvidt pulver, Bovaer, uden sikkerhed for, at det er ikke skader både menneskers og dyrs helbred. Det er den helt forkerte vej at gå.

Det er på høje tid at tage tyren ved hornene.

Den første forudsætning er at erkende virkeligheden i stedet for at forskyde den til en symbolpolitisk værdikrig mellem land og by. I Danmark har vi en ekstremt intensiv og industrialiseret form for landbrug, der er dybt afhængig af statstilskud, fossile brændsler, kunstgødning, kemikalier og er ekstremt kapitalintensiv. Det er endt med færre bedrifter, langt færre mennesker på landet og uddøende landsbyer. Antallet af bedrifter er faldet med 75 pct. i de sidste 45 år, og vi er vidner til en lineær afvikling af selvstændige landmænd år for år, og gennemsnitsalderen siger støt, fordi de unge generationer ikke gider tage over. Måske har de set skriften på væggen?

I dag er der kun 7100 heltidslandmænd, der ejer egen gård. Bare på de sidste tolv år er antallet faldet med over 42 pct., og imens afvikles drømmen om selvejende bønder. Over halvdelen af driftsresultatet stammer fra statsstøtte, og i 2012-16 var tallet hundrede procent. Finansministeriet har opgjort, at landbruget i 2022 fik ikke mindre end 11,8 mia. kr. i direkte og indirekte statsstøtte, hvor af en del også er afgiftsrabatter, herunder fritagelse for at betale dieselafgift.

De fleste bønder har en stærk frihedstrang og hylder ideen om en fri markedsøkonomi, men de fleste er endt under et nyt åg:  Dybt afhængige af statsstøtte, kemiindustriens produkter, foderimport til dyrene og rentebetalinger på den høje gæld på 285 mia. kr., som har hobet sig op. Det var ikke den vision, der tilbage i slutningen af 1800-tallet fik bønder og husmænd til i stolthed at samle kræfterne i andelsbevægelsen og i fællesskab at bygge lokale mejerier, slagterier, forsamlingshuse, højskoler og brugsforeninger. Kærligheden til naturen, planterne, dyrene og livet på landet er besunget af generationer i højskolesangbogen. Denne kærlighed deler mange danskere, også i byerne. Men hvor er vi endt? Drømmen om frihed er for mange endt i et gældsfængsel og en masseproducerende trædemølle, hvor den petrokemiske industri forsøger at forføre landbruget til at presse citronen ekstra. Men jorden, dyrene og naturen kan ikke længere bære det.

Vi har sprængt de planetære grænser med flere træskolængder og biodiversiteten og havmiljøet er truet. Økonomer på Københavns Universitet har beregnet, at miljøskader, overtræk på naturressourcerne og luftforurening hvert år koster Danmark 245 mia. kr. Det er et konservativt skøn, for når drikkevandet og havmiljøet lider, er der en ekstraregning, som er langt større og rammer flere generationer. Vi har brug for en ny samfundskontrakt. Danmark bør ikke længere tillade, at landbruget påfører vores samfund og fælles naturarv så store miljøskader.

Hvordan vendes udviklingen? Danmark er det mest intensivt dyrkede land i Europa, og landbrugsjorden udgør 60 pct. af Danmarks samlede areal. Men samtidig er Danmark et af de lande i EU med mindst beskyttet natur. Både til lands og til vands er naturen trængt. Danmarks hav lider af historisk højt iltsvind, og kun 5 pct. af de danske farvande er i god økologisk tilstand. Selv om Landbrug & Fødevarer forsøger at bilde borgere og politikere ind, at det altid er de andres skyld – altså kvælstofudledninger fra vores nabolande, eller fra byernes spildevand – nytter det ikke at benægte fakta. I flere årtier har vores førende forskere sagt, at det største problem er landbrugets alt for store udledning af kvælstof. Faktisk bør mængden af kvælstof nedbringes med mindst 30 pct eller mere, hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at fiskebestanden igen kan vokse i danske farvande, og Danmark skal leve op til EU´s vandrammedirektiv. Det skal vi senest gøre i 2027, men fordi politikerne har ladet stå til i mange år, er vores fælles hav ved at dø, og Danmark er milevidt fra at overholde EU-kravene.

Landbruget kan hjælpe med til at redde havmiljøet, men på Axelborg vil man smyge sig udenom ansvaret. Danske landmænd, der gerne vil gøre noget godt for fællesskabet, ender som gidsler i dette politiske skuespil. Og udfaldet tjener ingen til ære.

Ikke kun havmiljøet lider. Det gør grundvandet også. I over 54 pct. af drikkevandsboringerne er der fundet alt for høje rester af pesticider. I 2016 var det en femtedel af boringerne. Det er en trist arv at overlade giftigt drikkevand til de næste generationer, men hvis landets landmænd fortsætter med at lytte til kemikalieindustrien og deres power point præsentationer, vil denne destruktion af vores fælles naturarv fortsætte. De gule rapsmarker kan være smukke, men biodiversiteten er også truet. Over 40 pct. af de danske bi-arter er truet eller allerede uddøde. Og jo færre bestøvere, jo mere sårbar er fremtidens fødevareproduktion. Det vil hjælpe, hvis vi rundt omkring i landet får genskabt småbiotoper, markskel, stendiger og flere vilde naturområder, og så bør vi Danmark helt eller delvist holde op med at sprøjte med gift. Skal vi beskytte grundvandet og havmiljøet, bør der mindst udtage 600-800.000 hektar landbrugsjord, vurderer forskerne.

Og så er der klimaet. I de sidste femten år er landbrugets udledninger af drivhusgasser ikke nedbragt, og nu udgør det en tredjedel af Danmarks samlede udledninger. I 2030 kan det være op imod halvdelen, hvis regeringen viger tilbage fra at indføre en høj og ensartet CO2e-afgift. Men i Danmark bør alle dele af samfundet bære deres fair andel, så vi når klimalovens mål om at reducere CO2e-udledningerne med mindst 70 pct. i forhold til 1990. Faktisk burde landbruget skære 65 pct. af sine udledninger inden 2030, men alt for længe har politikerne ikke turdet indføre den CO2e-afgift, som alle økonomer siger er den mest omkostningseffektive måde at løst klimaudfordringen på.

Indtil nu har SVM-regeringen nølet med CO2e-afgiften, og man vil give støtte til fodertilsætningsstoffer kaldet Bovaer. Det er et hvidt pulver (3-Nitrooxypropanol eller 3-NOP), som kan blandes i foder for at reducere køernes produktion af metangas. Formelt er stoffet godkendt, men det er ikke harmløst. Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har vurderet, at det kan være skadeligt for mennesker at indånde, røre og få i øjnene. Derudover har Aarhus Universitet i et studie konkluderet, at dyrevelfærden ved Bovaer ikke er tilstrækkeligt belyst, og at køer med store doser Bovaer i foderet spiser mindre, hvilket kan skyldes, at fodertilsætningsstoffet giver ubehag for koen.

Det er endnu uvist, hvordan Bovaer anvendt over længere tid vil påvirke menneskers sundhed og dyrevelfærden. Man håber, at stoffet reducerer køernes metanudslip med 28–30 pct., men det koster cirka 800 kr. pr. ton CO2e. Desuden virker det forhastet at give stor statsstøtte til en ret uprøvet teknologi, der fremstilles af en enkelt virksomhed. Oveni skal bygges et nyt kontrolsystem for at sikre, at det bruges rigtigt.

Bovaer ligner et nyt skud på stammen i et stadig mere industrialiseret landbrugssystem fyldt med fossil energi, kunstgødning og kemikalier, der skridt for skridt mister forbindelsen til natur, miljø og sund fornuft. Undersøgelser fra Holland og Sverige viser, at man kan sænke kvægs metanudslip med cirka 30 pct., blot hvis dyrene sættes på frisk græs. Frem for at satse på et teknologisk fix som Bovaer er det mere effektivt at indføre en CO2e-afgift. Bliver den over 216 kr/ton CO2e, bliver det urentabelt for landmændene at holde de mange lavbundsjorde i drift.

Historisk set har danske landmænd været dygtige til at omstille sig. Det kan de gøre igen. Udtagning og vådlægning af lavbundsjordene er et af de effektive og billige klimatiltag. Og det fremmer biodiversiteten. Desuden kunne det gøres mere attraktivt at opstille vindmøller eller solcelleanlæg på de dårligste jorde, så bønderne kan tjene penge på at levere grøn strøm til nettet og fjerne fossile brændsler fra det danske energisystem. Samtidig kunne man plante træer og ny naturskov. I Danmark er der i dag 627.000 hektar, der er bevokset med skov, men hvis vi planter ekstra 300.000 hektar skov kan vi med tiden fjerne over 3 mio. tons CO2 fra luften hvert år. De mest ufrugtbare landbrugsjorde og arealer nær vandløb og kysterne kan med fordel omlægges til skov, der giver naturlig CO2-fangst med velafprøvede biologiske metoder frem for at pøse en masse skattekroner ind i en umoden, ineffektiv og dyr CO2-fangst på kraftværker, cementfabrikker og affaldsanlæg. Vi kan vælge en anden vej i dansk klimapolitik. Både land- og skovbrug kan blive en del af løsningen.

I 2022 eksporterede Danmark fødevarer og drikkevarer for 141 mia. kr., og der er mange ansatte i følgeindustrierne, så det er et vigtigt erhverv. Men landbruget har ikke krav på at få miljø- og klimamæssig særbehandling i forhold til andre erhverv. I industrien stilles krav om, at forureneren betaler regningen, og sådan bør det også være i landbruget.

Vi kommer dog aldrig i mål med at nedbringe landbrugets udledninger, hvis ikke også der tages fat på en strukturel omstilling, som reducerer den store animalske produktion.

Det årlige udslip af drivhusgasser fra alle landbrugsdyr er over 7,5 mio. tons CO2e. Produktionen af kød og mælkeprodukter vejer meget tungt i klimaregnskabet, og det skyldes bl.a. et stort energitab, da foder først skal gennem et dyr frem for at dyrke fødevarer direkte til mennesker. Således importerer Danmark 1,8 mio. ton soja, hvor det meste bruges til at føde landbrugsdyr op med. Det globale fodaftryk herfra er 3,8-4,3 mio. tons CO2e. I realiteten sluger dansk husdyrproduktion flere proteiner fra importerede sojaskrå, end den leverer til vores tallerkener, og det giver Danmark et stort globalt klimaaftryk, der bør nedbringes.

Vi er et lille land med under 6 mio. indbyggere, men antallet af landbrugsdyr har sprængt naturens bæreevne. Der er over 1,4 million kvæg og malkekøer, produceres over 30 mio. grise og over 100 mio. fjerkræ, hvor af størstedelen går til eksport. Hvert år slagtes over 17 mio. svin, omkring 450.000 kvæg og 100 mio. fjerkræ på de danske slagterier, men store antal dyr i Danmark er langt over, hvad klimaet og miljøet kan bære. Desuden bør vi til at tage dyrevelfærden alvorligt.

Der eksporteres omkring 15 mio. levende smågrise hvert år med dyretransporter. Men hvad færre ved er, at der hvert år dør 10,1 mio. pattegrise ude i staldene og hele 23 pct. dør i de første dage efter fødslen. Det er historien om en fødevareproduktionsmaskine, der er gået i stykker og viser alvorlige sygdomstegn. Business as usual er ikke længere en bæredygtig option.

Her forleden besluttede regeringen at skrotte planen om at nedsætte et partnerskab, der skal komme med en visionsplan for dansk landbrug. Det er den helt forkerte beslutning. Mange af miljøudfordringerne kan ikke bare løses ved at indføre en CO2e-afgift i en lukket trepartsforhandling i 2024 eller ved at give statsstøtte til Bovaer i køerne.

Det haster med at tage ordentligt hånd om både klimakrisen og biodiversitetskrisen, at nedbringe landbrugets udledning af metan og næringsstoffer, at reducere forurening af drikkevand og at forbedre dyrevelfærden. Det kan kun ske gennem en strukturel omstilling.

Den store animalske produktion skal nedbringes, og vi skal satse meget mere på plantebaserede økologiske fødevarer, hvis dansk landbrug skal gøre sig forhåbning om at blive bæredygtigt i fremtiden. Antallet af landbrugsdyr bør tilpasses den tilgængelige mængde foder og tage hensyn til klima, miljø og dyrevelfærd. Det betyder, at frem mod 2040 bør antallet af svin reduceres med 95 pct.,og antallet af kvæg og fjerkræ nedbringes med henholdsvis 65 og 75 pct., men ved at satse mere på plantebaserede fødevarer kan, der laves lige så mange proteiner til menneskers føde som i dag.

Det viser en ny fælles rapport – ”En ny vej for dansk landbrugsproduktion og fødevareforbrug inden for planetens grænser – fra Foder til føde II”  – hvor RGO sammen med Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Vegetarisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Foreningen for Regenerativt Jordbrug, Foreningen Klimabevægelsen i Danmark, Greenpeace, World Animal Protection og Økologisk Landsforening har lavet et visionært bud på, hvordan dansk landbrug kan blive klimaneutralt i 2040 og producere indenfor de planetære grænser.

Vores vision er, at Danmark skal gøres til en grøn frontløbernation, hvor alle danske fødevarer fremstilles på økologiske og regenerative brug, der leverer velsmagende, næringsrig mad af høj kvalitet uden brug af gift og pesticider. Støtteordningerne skal omlægges, så de kan understøtte denne udvikling. En afgift på animalsk produktion, fjernelse af momsen på frugt og grønt, flere grønne krav til offentlige indkøb og en grøn omstillingsfond kan være med til at accelerere fornyelsen i landbruget.

Den store reduktion i antallet af landbrugsdyr og omlægning til mere plantebaseret fødevareproduktion gør det muligt at udtage 680.000 hektar landbrugsjord og henlægge mere til vild natur og større skovarealer, som kan suge mere CO2 ud af atmosfæren. Frem til 2027 bør der udtages en halv mio. hektar landbrugsjord, og husdyrbestanden skal reduceres med mindst 50 pct. i 2030, så landbruget aktivt kan være med til at løse klimakrisen og nedbringe udvaskningen af kvælstoffer til vandløb og havmiljøet.

Det er en visionær, ambitiøs og realiserbar plan om at udvikle og forny dansk landbrug, så det igen kan operere sikkert indenfor de planetære grænser. I stedet for at afvikle landbruget med stadig mere naturbelastende industriel drift, skal det udvikles og gøres absolut bæredygtigt, så landbruget i 2040 bliver klimaneutralt og giver mere tilbage til naturen, end det tager.

Kronikken er skrevet af Trine Langhede, Niklas Sjøbeck Jørgensen og Bjarke Møller.

By |2023-12-14T13:33:27+01:0015. november 2023|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringens klimahandlinger udebliver fortsat – også i VE-udspillet

”Klimahandling” står der flot på forsiden af SVM-regeringens udspil om mere sol- og vind på land. Hele tre ministre præsenterede udspillet 9. oktober og kaldte det et stort skridt på vejen mod en firedobling af strøm fra sol og vind på land i 2030.

Men leverer det reel og effektiv klimahandling? Det haster, for klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis med rekordhøje temperaturer i år, og nogle klimaforskere mener, at vi måske allerede næste år sprænger 1,5 graders loftet i FN´s Paris-aftale.

Desværre går det alt for langsomt med at opstille flere solceller og vindmøller i Danmark, og vi har mistet vores position som en grøn frontløbernation.

Sidste år blev der kun opført lidt over en halv gigawatt i landets kommuner, selv om krigen i Ukraine og energisikkerhedskrisen burde have rusket os alle ud af Danmarks mangeårige tornerosesøvn.

I de sidste fem år er der kun opstillet ekstra 1,4 GW sol- og vindenergi på land. Det er alt, alt for lidt, hvis vi skal frigøre os helt fra de fossile brændsler, der stadig udgør 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug.

Det går stadig i snegletempo, regeringen har stadig ikke klippet de mange bureaukratiske snubletråde over, og omkring 1000 møller står i kø ude i kommunernes sagsbehandling.

Desværre leverer regerings nye VE-udspil ikke en eneste ny konkret handling.

I stedet for at udpege nye vedvarende energiparker – det skulle være sket i efteråret 2022 og er nu skudt til 2024 – så taler man om ”32 arealer med potentiale”, som man vil indlede en dialog med kommunerne og opstillerne om.

At føre dialog og at tale om potentialer er ingen kunst, men hvornår leverer regeringen reel klimahandling?

Regeringen lover i udspillet, at man ”markant” vil forbedre kompensationsordningerne, så ”naboer og lokalsamfund får flere penge og fordele ved at bo tæt på solceller og vindmøller”.

Intentionen er rigtig god, men handlingen er udskudt til senere. For regeringen skal først lige udarbejde en ”analyse af mulige gevinst- og kompensationsordninger for naboer til særligt store eltransmissionsanlæg.”

Ok, regeringen skriver, at en firedobling af den vedvarende energi frem mod 2030 kan øge det beløb, opstillerne giver til kommuner og naboer fra cirka 2 milliarder kroner til i alt 4,5 milliarder kroner.

Undskyld, men kompensationerne i den grønne pulje til kommunerne udbetales per megawatt, og i VE-bonusordningen får berørte borgere støtte per kilowatt. Det burde alt andet lige betyde, at kompensationen burde stige med fire gange.

Men regeringen vil kun lidt mere end fordoble betalingerne. Det, man sælger som ”markant større gevinster til naboer og lokalsamfund”, ligner desværre en forringelse af de nuværende betalinger per megawatt.

Lad os endelig tale om incitamenterne. Ikke kun lokalt, men også nationalt.

Hele vores afgiftssystem og støtteordninger bør være indrettet på at tage så mange fossile brændsler ud af vores energisystem så hurtigt som muligt og gøre det endnu mere attraktivt at investere i sol- og vindenergi, i batterier og energilagring.

Vi burde også hurtigt udfase den statsstøttede biomasseafbrænding i vores varmesektor og gå all-in på elektrificering med varmepumper og jordvarme, drevet af ren sol- og vindenergi. Men det sker desværre ikke, fordi der er alt for meget stiafhængighed og alt for lidt handlekraft.

Vi kan ikke løse den forværrede klimakrise bare ved at tale om nye potentialer og opstille fine fremtidsvisioner for 2045 og 2050, der skal også leveres på klimaloven i 2025 og 2030.

Der er brug for samme handlekraft, som regeringen og de ansvarlige partier viste under coronapandemien. Men SVM-regeringen mangler stadig at vise, at den kan levere. Tværtimod er man ret modvillig, når det gælder.

For eksempel som da man afviste embedsmændenes konstruktive forslag til nye lynudbud for havvind – en åben-dør 2.0 – eller når klimaministeren aflyser energikrisen og lader de offentlige institutioner skrue op for temperaturen fra 19 til 23 grader.

Og i spillet om nye og højere CO2-afgifter har man brugt en forhalingstaktik. Det er ærgerligt, når det er det mest omkostningseffektive tiltag.

Ja, vi taler meget om CO2-afgifter, men jeg tjekkede lige Danmarks Statistik, og de samlede afgifter på kuldioxid og CO2-emissioner er reelt faldet med 6,8 procent siden 2013.

Regeringen burde hæve CO2-afgiften hurtigere for industrien, og indføre den lige så hurtigt for landbruget, der siden 2013 slet ikke har sænket deres udledning af drivhusgasser.

Man burde også hæve dieselafgiften mindst til det tyske niveau og skrotte landbrugets fritagelse fra dieselafgiften.

Alt for længe har man taget med fløjlshandsker på fossilerne. Statens provenu fra de fossile energiafgifter er faktisk faldet med 12 procent eller 3,8 milliarder kroner i forhold til 2013.

Disse afgifter bør skrues markant i vejret, og kan for eksempel finansiere en hurtigere udbygning af vores nedslidte elnet, så der er ikke stopklodser for opstilling af mere vedvarende energi.

I fremtidens energisystem er elektrificering af alle sektorer hovednøglen til at frigøre sig fra fossilerne og spare op imod 40 procent af vores samlede energiforbrug.

Årligt henter staten over 11 milliarder kroner ind på elafgifterne, så kan vi ikke klare at udbygge det danske elnet med 40-80 milliarder i de næste ti år?

I stedet for at hæve de fossile energiafgifter, så rammes dem, der opstiller solcelleanlæg og vindmøller, af ekstra tariffer og bidrag. Det er desværre realiteten.

Fra klimavalget i 2019 til 2024 er tilslutningsbidragene for at komme på transmissionsnettet øget med 8 gange for solceller og landvind, og ekstrabetalingen for at komme på distributionsnettet er steget med en faktor 13 for landvind og en faktor 14 for solceller, viser en beregning lavet af European Energy.

Engang i fremtiden, når hele Danmark er fri for fossile brændsler, er der god logik i, at dem der bruger elnettet, også skal betale for at bruge det og udbygge det.

Men så længe mere end halvdelen af vores bruttoenergiforbrug er fossilt, er de voldsomme forhøjelser af tilslutningsbidrag og indfødningstariffer indirekte med til at forsinke den grønne omstilling og forlænge levetiden for de fossile brændsler.

Og det giver også en unfair konkurrencefordel til de biomasseanlæg, der er fritaget for afgifter og frem til 2026 har udsigt til 3,2 milliarder kroner i statsstøtte til at konvertere fast træbiomasse til el.

Det samme gælder biogasanlæggene, der både er fritaget for CO2-afgift og oveni fedes op med 10,7 milliarder kroner i statsstøtte på finanslovene fra 2023-2026.

Det er kun fair og rimeligt, at producenter af vedvarende energi løbende skal betale noget tilbage til naboerne og lokalsamfundet, og lad os udvikle en ny model for løbende overskudsdeling.

Men hvis vi skal løse klimakrisen, bør vi i de næste fem-ti år favorisere dem, der leverer de bedste grønne løsninger og sende de største regninger til dem, der skader klimaet og miljøet.

Det er tid til et grønt besøg af alle de grønne skatter og afgifter, så vi kan få sat ekstra turbo på omstillingen væk fra de fossile brændsler.

Denne kronik er skrevet af direktør Bjarke Møller, og er bragt i Altinget den 30. oktober 2023.

By |2024-01-23T16:24:18+01:0030. oktober 2023|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

CO2-fangst: Det blev kaldt en ”klimateknologisk landvinding”. Det ville være skønt, hvis det var sandt

Nogle gange ligger løsningen lige for… Da klimaminister Lars Aagaard i september præsenterede et bredt forlig om CO2-fangst, – transport og -lagring, sagde han, at der skrives ”et nyt stykke dansk klimahistorie”. I 2024 og 2025 vil man uddele 26,8 mia. kr. til to konsortier, der skal fange op imod 34 mio. tons CO2 fra 2029 og femten år frem. Alle forligspartierne jublede. Det blev kaldt en klimateknologisk landvinding. Det ville være skønt, hvis det var sandt.

Alle, der er stærkt bekymrede over den accelererende klimakrise, længes efter en løsning. Men vi er også nødt til at være realistiske. Forliget lever ikke op til klimalovens krav om, at den grønne omstilling ”skal ske så omkostningseffektivt som muligt.” CO2-fangst er i dag den absolut dyreste og mest usikre form for klimatiltag, der findes. I Rådet for Grøn Omstilling har vi grundigt undersøgt de internationale erfaringer med CO2-fangst i industrien, på affaldsanlæg og kraftvarmeværker, og de viser, at resultaterne indtil nu er utrolig ringe. Det er en prækommerciel, umoden og meget dyr teknologi, der har vist sig at være ekstremt svær at skalere op. Anlæggene fanger meget mindre CO2, end sælgerne og lobbyisterne påstår. I stedet for at fange 85-98 pct., så ligger fangstraten snarere på 65-75 pct. og nogle steder er den reelle effektivitet helt ned til 0-25 pct., når man regner på hele processen fra fangst til lagring.

Flere steder er anlæggene blevet lukket ned igen på grund af meget dårlig driftsøkonomi. Eller også står de og suger endnu flere offentlige midler ud af statskassen. Dermed løber politikerne en meget stor risiko, når de vil investere i stor skala for at fange CO2´en ind.

Store energislugere

Teknologien sluger også masser af energi. Energiforbruget på værkerne øges typisk med mellem 13-44 pct. og på biomasseværker kan det være helt op til 55 pct. ekstra energi. Den ekstraregning ender i sidste ende hos forbrugerne, hvilket så igen vil ramme socialt skævt.

På et tidspunkt, hvor Danmark burde spare på energien – så vi hurtigere kan frigøre os fra de fossile brændsler – vil politikerne give 26,8 mia. kr. til nye CO2-fangstanlæg, der vil øge energiforbruget. Politikerne løber en meget stor risiko ved at satse så ensidigt på det helt store gennembrud for en teknologi, der stadig er meget umoden og har så lav effektivitet. Man vælger en pick-the-winner strategi og vil vælge to konsortier, der ikke har en teknologisk hyldevare, der hurtigt kan skaleres op. Oligopoler er sjældent effektive, og med usikker og utilstrækkelig information byder de sig her til med en stand-alone løsning.

Forliget om CO2-fangst, -transport og lagring har det værst tænkelige økonomiske design, og der er meget høj risiko for, at drømmen om carbon capture veksles til policy capture. Det næste kan meget vel blive, at staten kommer under pres for få bygget en ny CO2-infrastruktur med rørledninger i hele landet, og at man ender med at lægge flere milliarder i medfinansiering for at få det til at ske. Det er på høje tid at stoppe op, få lidt mere økonomisk og klimamæssig realisme ind i debatten.

Mere klimaeffekt for pengene

Hvis politikerne absolut gerne vil vise handlekraft og lave en pick-the-winner strategi, kunne man få langt større og hurtigere klimaeffekt for færre penge ved at give nye fordelagtige støtte- og afgiftsmodeller for vindmøller, solceller, varmepumper, energieffektiviseringer eller energilagring. På disse markeder er der allerede hård konkurrence, og det er langt lettere at skalere løsningerne op i markedet. Disse velkendte grønne teknologier er allerede langt mere omkostningseffektive og kan hurtigere fjerne fossile brændsler fra vores energisystem end nok så meget af den CO2-fangst, som politikerne håber på i de kommende år. En ambitiøs national energieffektiviseringsstrategi, der benhårdt går efter en hurtigere elektrificering af transporten, industrien og varmesektoren kan f.eks. spare mindst 5 mio. tons CO2 i 2030 – og den vil give en meget bedre energiøkonomi. Fossil forbrænding er 3-5 gange mindre energieffektiv end varmepumper og elektriske køretøjer, så jo hurtigere vi erstatter fossile brændsler med grøn el, jo mere styrker vi Danmarks fremtidige konkurrenceevne.

Den politiske aftale om CO2-fangst hjælper ikke Danmark til at frigøre sig fra de fossile brændsler, men lapper på business as usual ved at satse på statsstøttet fangst på skorstene. I foråret gav man 8,2 mia. kr. i støtte til Ørsted, der vil lave CO2-fangst på sine biomassefyrede anlæg, og det er i forvejen et kæmpe sats. I stedet for at lægge en klar plan for en hurtigere udfasning af fyringen med fast træbiomasse i den danske varmeforsyning – der i øjeblikket udleder over 15 mio. tons CO2 om året – har man satset 8,2 mia. kr. på over 20 år at kunne fange 8,6 mio. tons CO2. Det havde været langt bedre og meget mere fremtidsikret at fremrykke en elektrificering af varmeforsyningen ved at investere i industrielle varmepumper drevet af sol- og vindenergi og suppleret med varmelagre og jordvarme. I stedet valgte politikerne at sætte alt på et bræt hos Ørsted. Statsstøtten svarer – efter fradrag af moms – til ca. 755 kr/tons CO2. Og oveni så vil Ørsted bruge op imod 400 kr/tons på at transportere CO2 med lastvogne fra Avedøre til Asnæs og siden med LNG-drevne skibe til Northern Lights lageret ud for Vestnorges kyst. Når man satser på CO2-fangst, bør man også medregne energi- og klimaregningen for transporten over lange afstande, og i dette tilfælde sker det med skibe, der for 90 pct. vedkommende er drevet af den klimaskadelige metangas. Oveni bør man lægge, at det tager op imod 30 år at få en nettopositiv effekt af CO2-fangst på træfyrede biomasseanlæg, fordi det tager mange år at få opsuget lige så meget CO2 i skovene, som er forsvundet i det biologiske lager fra al den træmasse, som Ørsteds anlæg brænder af. Det er fjernt fra virksomhedens branding om at skabe naturpositive løsninger.

Brug for en tænkepause

Inden politikerne igen kaster sig ud i en ny runde med generøs statsstøtte på 26,8 mia. kr. oveni i de otte milliarder, man allerede har givet til Ørsted, er der brug for en tænkepause. I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi, at de resterende statslige midler til CO2-fangst indfryses indtil 2030, hvor man så kan evaluere erfaringerne med Ørsteds anlæg og andre landes erfaringer med CO2-fangst. Til den tid kan man så vurdere, om teknologien er tilstrækkelig effektiv og er kommet ned i pris, at den er værd at investere i.

Det er et alt for stort sats nu at kaste 26,8 mia. kr. efter to konsortier, som man håber på – men ikke ved – kan levere. I mellemtiden bør man hurtigt skalere op for energieffektiviseringer, sol- og vindenergi og varmepumper. Her kan man få meget mere klimaeffekt for pengene. Og der er meget andet, der kan gøres. Lars Aagard ved det måske godt. For da han lancerede sit historiske forlig, sagde han, at den årlige fangst af 2,3 mio. tons CO2 svarer til, hvad 900.000 biler udleder. Ja, lige netop! Så hvorfor skal vi bruge 26,8 mia. skattekroner på at satse big time på to konsortiers evne til at levere noget, som endnu ikke findes, når man i stedet kunne stoppe salget af nyregistrerede fossile biler. Hvis man gør det i 2025 – f.eks. ved at indføre en ekstra høj afgift på fossilbiler – kan vi allerede i 2030 undgå, at der kører ekstra 630.000 fossilbiler rundt på de danske veje. Alene det vil spare 1,8 mio. tons CO2 hvert år. Oveni kan man for 9,2 mia. kr. (i støtte til landmændene for driftstab) udtage og vådlægge ekstra 135.000 hektar lavbundsjorde, og det kan iflg. RGO´s beregninger fange ca. 3 mio. tons CO2 om året fra 2030. Den hårde satsning på fremtidig CO2-fangst ligner fugle på taget og dyre fremtidsdrømme. Det vil være langt bedre at satse på de allerede eksisterende grønne teknologier, der faktisk virker og hurtigere kan skaleres op til langt lavere omkostninger.

Kronikken er skrevet af direktør Bjarke Møller, og blev bragt i Berlingske Tidende, den 18. oktober 2023.

By |2024-01-23T16:24:34+01:0019. oktober 2023|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

Klimadækningen savner ikke ofre. Den savner dig

Når medierne dækker klimakrisen, er det ofte med politikere, forskere eller erhvervsledere som kilder.

At lige den type kilder fylder mest, er ikke specielt overraskende og afviger ikke meget fra andre genrer i journalistikken. Dem med penge og magt bliver der naturligt ringet mere til, da de ofte har mere indflydelse og er centrum for historier, som er væsentlige for flere mennesker.

Men problemet med at lade magtmenneskerne dominere fortællingen om klimakrisen er, at de, der læser, lytter eller ser med, efterlades i en magtesløs tilstand uden tro på, at de selv kan gøre noget ved problemerne.

Selvom det er bydende nødvendigt, at politikere skaber de strukturelle ændringer, der er brug for, så står vi som samfund over for en opgave, der kræver, at alle kan se sig selv som en del af den opgave og tror på, at det kan lade sig gøre.

Som Line Weldingh, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, netop har konkluderet i sin kortlægning af danske mediers klimajournalistik, så er der behov for at inddrage et større udvalg af kilder i dækningen, så der bliver plads til flere ”almindelige mennesker”.

Mere diversitet i stemmer giver større sandsynlighed for identifikation og engagement.

Identifikation har altid været vigtigt for journalistikken. Spørg enhver første semesters journaliststuderende, og de vil hurtigt kunne opremse nyhedskriterierne, hvor identifikation er et af dem.

Enhver praktikant vil kende formatet med en nyhed og en casehistorie, hvor man får sat følelser på en problemstilling.

Når vi taler om klimaforandringerne, taler vi ofte om store tal og abstrakte begreber som temperaturstigninger, CO2-udledning og havniveaustigninger.

Selvom disse data er afgørende for at forstå problemets omfang, kan de også virke fjerne og uvedkommende for almindelige mennesker.

Problemet for mange nyhedsredaktioner er, at det kan være svært at spotte de oplagte casehistorier i klimadækningen.

De tidspunkter, hvor det kan virke mest oplagt at finde relevante cases til klimahistorier, er ofte, når katastrofen rammer som i Norge, hvor medierne bragte interview med vidner midt i de triste begivenheder.

Eller når danskere f.eks. som i sommer blev fanget tæt på et område med skovbrande under deres ferie i Grækenland.

Den situation kan mange forholde sig til, og naturligvis er det også vigtigt at fortælle, når vi danskere rent faktisk pludselig står og kan mærke klimakrisen helt tæt på.

Men hvis den slags menneskefortællinger står alene uden også at fortælle om handlemuligheder og positive fremtidsscenarier, så risikerer vi at efterlade mennesker handlingslammede og håbløse.

Det, vi savner i mediebilledet, er derfor ikke folk, der er ofre i klimakatastroferne, men de personlige historier om mennesker, der finder deres egne veje mod klimahandling. De historier, der kan inspirere, fjerne følelsen af magtesløshed og beskrive situationer og overvejelser, de kan se sig selv i – og ikke mindst give en fornemmelse af fællesskab.

Rundtom i landet findes der masser af mennesker, der selv forsøger at omstille deres lokalsamfund.

Det kan vi eksempelvis se i forbindelse med projektet Yes in my backyard (YIMBY), hvor vi interviewer folk, der tager fælles initiativ til at sætte vindmøller op, etablere fællesejede solcelleanlæg eller forsøger at få gang i et energifællesskab, så de kan komme af med deres olie- eller gasfyr.

Andre opretter et helt bofællesskab, hvor man bor i lavenergihuse, lever af egne økologiske grøntsager og får grøn energi fra solceller og egen vindmølle.

Nogle gør det for klimaet, andre for fællesskabet, økonomien eller landsbyens overlevelse.

Disse historier bryder med den ellers ret udbredte fortælling om Not in my backyard-tendensen.

Vi hører meget om, hvordan lokale borgere er meget bekymrede og vrede, når nye vindmølle- eller solcelleprojekter bliver fremlagt på borgermøder.

Men vi hører ikke meget om de mennesker, der selv sætter gang i lokal grøn omstilling, og som viser, at vi alle kan bidrage til løsningerne i vores lokalsamfund, arbejdsplads, studie m.m. ud fra vores egne forudsætninger og muligheder uden at have en doktorgrad i klimavidenskab, men ved at gå sammen med andre.

De nævnte historier trækker vi frem og sætter fokus på, fordi vi har fået fondsstøtte til projektet.

Men de ville få langt større rækkevidde og bevågenhed, hvis de store medieplatforme bragte dem.

Og der er ikke bare behov for den slags historier − der er også efterspørgsel.

I flere undersøgelser svarer danskerne, at de er bekymrede, men samtidig ikke ved, hvad de skal gøre for at handle på klimakrisen. Og selvom det er nærliggende at tænke, at de bare har brug for flere artikler som ”Syv gode råd til at leve bæredygtigt”, så er det ikke løsningen.

I forskning i klimakommunikation har man for længst begravet teorien om, at overførsel af information fører til handling. Sådan fungerer mennesker nemlig ikke.

Vi har en masse psykiske forsvarsmekanismer, der står imellem klimabudskaberne og vores handlinger. Som at kategorisere et budskab som usandt, hvis det skaber kognitiv dissonans hos os, eller overse historier i vores feed, der ikke lige passer med vores verdensbillede eller er uoverskueligt.

Men denne viden er desværre ikke en del af pensum på landets journalistuddannelser, og for mange journalister er det uvant at skulle tænke over, hvordan ens journalistik påvirker modtageren.

Det er vi nødt til at lave om på, som en EU-rapport om klimajournalistik også understregede tidligere i år.

Mennesker har brug for håb og inspiration – og det skal medierne også være med til at støtte op om.

Naturligvis skal de personlige historier ikke laves på bekostning af kritisk journalistik, videnskabelig nøjagtighed og dybdegående analyse. Men de skal supplere dækningen med en menneskelig dimension, der motiverer og engagerer.

Ved at give de stemmer mere plads i nyhedsdækningen kan medierne være med til at give inspiration til, hvordan man kan engagere sig – og gøre aktiv klimahandling til det normale.

Og udover de positive effekter, det vil have for samfundet, hvis flere begynder at tænke nyt, så vil det højst sandsynligt også have positive effekter på mediernes læsertal.

Særligt for de unge mediebrugere, der i højere grad end resten af befolkningen vender de traditionelle medier ryggen.

De unge vil have medier, der tager ansvar for klimakrisen, og mere end en tredjedel ønsker medier, der opfordrer til klimahandling ifølge Danskernes brug af nyhedsmedier 2022.

I en verden, hvor vi ofte måler fremskridt i termer af teknologiske landvindinger og økonomiske gevinster, er det værd at huske, at vores største præstationer ofte findes i vores evne til at forstå og støtte hinanden.

Ved at inkludere flere menneskelige historier i klimadækningen kan vi minde os selv om vores fælles skæbne, vores evne til at handle og vores kapacitet til at tage ansvar for den planet, vi deler.

“Vi hører meget om, hvordan lokale borgere er meget bekymrede og vrede, når nye vindmøller eller solcelleprojekter bliver fremlagt på borgermøder. Men vi hører ikke meget om de mennesker, der selv sætter gang i lokalgrøn omstilling.”

Denne kronik er blevet bragt i Jyllands-Posten den 16. oktober 2023, og er skrevet af journalist Sofie Hviid, sammen med Helene Cherét, redaktør i RGO, journalist og partner i klimajournalisterne, Søren Bjørn-Hansen, og Simon Elsborg Nygaard, Ph.d. i bæredygtighedspsykologi.

By |2024-01-23T16:24:44+01:0018. oktober 2023|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

Opbremsning af åben dør-ordning er et chok i grønt innovationskapløb

Regeringen har skabt dyb usikkerhed om Danmarks grønne omstilling af energisektoren. Desværre. Beslutningen om at stille åben dør-ordningen for havvind i bero er et granatchok for de markedsoperatører, der er klar til at levere op imod 23 GW ekstra grøn strøm. Det er næsten dobbelt så meget som de 12-13 GW havvind, som statens offentlige udbud og nye energiøer sikrer i 2030-32. Vi har hårdt brug for meget mere vindenergi, hvis vi skal frigøre os fra afhængigheden af Putins fossile brændsler og løse klimakrisen.

I følge Energistyrelsen er det nødvendigt at bremse op for åben dør-projekterne, fordi de muligvis er i strid med EU´s statsstøtteregler. Det virker dog som et pseudoargument, for så sent som i december godkendte Europa-Kommissionen den nye tyske vindstrategi, der uden forundersøgelser og uden betaling til staten lader private operatører bygge vindmølleparker i Nordsøen. EU har under indtryk af coronapandemien og energisikkerhedskrisen lempet kraftigt på statsstøttereglerne. Og den 30. december trådte en ny EU-forordning også i kraft, der skal sikre hurtig tilladelse og sagsbehandling for vedvarende energi, som er ”en væsentlig samfundsinteresse.” Den officielle forklaring fra Energistyrelsens side virker ret svag.

Her forleden kom det også frem, at det ikke er Kommissionen, der har grebet ind, for den danske regering har selv henvendt sig til dem. Det gør situationen endnu mere bizar. Desuden har Danmark siden 1996 ført en åben dør-politik i Nordsøen, der har givet fossile giganter ret til at hive olie og gas op af undergrunden.

Skader tilliden og vilkårene

Beslutningen om at sætte åben dør havvindmølleprojekterne i bero er ekstremt bekymrende, for vi står i en historisk energisikkerhedskrise, der kræver hurtig handling. I december skrev SVM-regeringen i sit regeringsgrundlag, at den ville sætte turbo på den grønne omstilling og sikre hurtig implementering. Men nu føres en go-stop politik, der skader tilliden til de fremtidige investeringsvilkår i Danmark. Mens nabolande som Tyskland har skiftet gear for at speede den grønne omstilling op, hakker Energistyrelsen bremsen i. Det udløser en kæde af negative sideeffekter. Det rammer også borgmestre fra Frederikshavn til Lolland. De kystnære havvindmølleparker skal levere energi til de nye Power-to-X fabrikker, som sikrer nye arbejdspladser, der kan fremstille grønne brændsler til luftfarten og skibsfarten.

Energistyrelsens bureaukratiske overforsigtighed skader mange. For Danmark som en grøn frontløbernation er det rigtig skidt. Konsortier som CIP-Ørsted var endda klar til at levere 5,2 GW vindenergi i 2027-28. I stedet for at frisætte markedskræfterne til at accelerere den grønne omstilling, ender man måske med at bruge 3 år i Energistyrelsen på at kortlægge hele Nordsøen. Kostbare år i en historisk dyb energisikkerhedskrise.

Hvis ikke regeringen meget hurtigt finder en fornuftig løsning, vil Danmark ikke have grøn strøm nok i 2030 til de Power-to-X fabrikker, der er på vej, og som har potentiale til at skabe et nyt dansk erhvervseventyr. I de næste 10-15 år skal vi skaffe grøn strøm nok til millioner af elbiler og elektrificering af industrien, landbruget og varmesektoren, som kan spare CO2 og sikre langt større energieffektivitet. Det er et must win battle, hvor de værste bureaukratiske snubletråde skal skæres væk. Hver dag og måned, der spildes, er kritisk. Hvad kan der gøres?

I klimaaftalen om grøn strøm og varme, som et bredt flertal af Folketinget indgik den 25. juni sidste år, gav man håndslag på at forene ”ambitionerne om massiv grøn omstilling med godt købmandskab. Det skal sikre, at Danmarks havarealer og havvindsressourcer bidrager til fremtidens velstand og velfærd, og at Danmark opnår størst mulig indtægt og gevinst for det danske samfund, borgere og virksomheder i respekt for natur og biodiversitet.” Her må man anerkende, at de mange åben dør-projekter ikke helt lever op til det.

Staten fik 2,8 mia. kr. ind ved udbuddet af Thor havvindmølleprojektet ud for Thorsminde. Selv om åben dør-områderne ikke ligger i så attraktive områder, ville staten garanteret kunne hive dusinvis milliarder hjem, hvis åben dør-projekterne sendes ud i offentlige auktionsrunder. Desuden har markedssituationen ændret sig siden 2021. De europæiske elmarkedspriser er presset op, fordi de er koblet til gaspriserne, som er steget kraftigt under krigen i Ukraine. Og i de kommende år er der udsigt til højere elpriser, hvilket øger sandsynligheden for, at havvindmølleprojekterne bliver endog meget lukrative. Kan den siddende regering – og de andre partier bag sommerens forlig – forklare vælgerne, at de gav åben dør-områder gratis væk, og energiselskaberne i flere år frem måske henter overnormale profitter hjem? Det kan blive svært.

Tempoet skal op

Men der skal også handles nu. Hastigheden må nogle gange prioriteres over drømmen om perfekte modeller. Det handler om lederskab og balance. Uden en hurtig acceleration med meget mere vedvarende energi kan vi ikke frigøre os fra de fossile brændsler. Det handler om Danmarks energisikkerhed i fremtiden. I stedet for at presse citronen for hårdt og blive for grådig, er det i samfundets interesse at få sat tempoet op. Behovet for høj hastighed taler for at give grønt lys til ansøgerne i åben dør-ordningen, men der mangler forundersøgelser og etableringstilladelser, så der er stadig en chance for at justere rammerne for, hvordan selskaberne kan udnytte og sælge elektronerne videre. Her er det ekstra ærgerligt, at regeringen endnu ikke har etableret den operative stab, NEKST, der kan sætte beslutnings- og handletempoet op. For lige nu går det alt, alt for langsomt.

Derfor anbefaler vi i Rådet for Grøn Omstilling, at alle forligspartier bag sommerens forlig hurtigst muligt sætter sig sammen og finder en konstruktiv løsning på den krise, som mandagens opbremsning har skabt. I stedet for at spilde tiden på sikkert ikke-eksisterende problemer med EU´s statsstøtteregler, er der brug for håndfast handling. Tænk gerne ud af boksen. Hvad hvis man f.eks. giver konsortierne bag åben dør-projekterne mulighed for at betale et upfront-beløb, der pr. gigawatt svarer til Thor-projektet? Enkelte operatører er villige til det. Alternativt kunne man kræve ekstra bidrag til udbygning af transmissionsnettet og kritisk infrastruktur, hvor der venter store investeringer i de kommende år. Eller også kunne man lave en ny model for overskudsdeling. I åben dør-lovgivningen kræves mindst 20 pct. medejerskab til de lokale. Denne ramme kunne f.eks. hæves til 40-50 pct., så det lokale samfund og/eller staten sikres en rimelig overskudsdeling. Eller man kan kræve en fast lejebetaling. Forligskredsen bør aftale, hvad der er bedst.

Hvis man løser den aktuelle åben dør-krise klogt, kan Danmark godt levere 30 GW havvind i 2030-31. Men der er brug for endnu mere, hvis vi skal skabe et 100 pct. bæredygtigt energisystem i Danmark og oveni eksportere mere grøn strøm til andre EU-lande. Derfor bør regeringen invitere forligspartierne til at skrue op for handlingstempoet. Meget mere vind- og solenergi til havs og til lands er en afgørende forudsætning for at løse klimakrisen, der også truer biodiversiteten.

En fair og transparent model

Inden sommeren 2023 bør staten lave et klyngeudbud for 10-20 GW ekstra vedvarende offshore energi i danske farvande. Der er ikke brug for tre års kortlægningsøvelser i Energistyrelsen på at finde areal til det. Indfør en ny model for overskudsdeling, så konsortierne ikke skal frontloade betalingen til staten, som det skete ved Thor-udbuddet. Med inspiration fra kulbrintebeskatningen bør man lave løbende overskudsdeling f.eks. i en 40-årig lejeperiode. En sådan model er fair og transparent, og den giver konsortierne bedre likviditet til at øge investeringerne i mere havvind. Så er det lettere at sikre hurtigere opskalering. Staten bør være mere fleksibel ift. specifikke arealkrav, så konsortier får friere hænder til at bestemme, hvor mange vindmøller, der opstilles i de udlagte arealer. I Nederlandene er vindmølletætheden tre gange så stor som i de danske dele af Nordsøen. Tænk teknologineutralitet ind, så koncessionszonerne ikke kun åbner for mere havvind, men også tillader solceller og bølgeenergi, såvel som PtX-anlæg med brintproduktion på platformene. Lav parallelle miljøgodkendelser, så man hurtigere kan komme fra tilbud til færdige vindmøller. Og begræns gerne fiskeriets bundtrawl, der ødelægger havbunden og lad vindmøllesoklerne åbne nye gydepladser. Staten bør i de nye udbud stille høje krav om, at alle markedskonsortier som minimum skal leve op til udvalgte miljøparametre ift. målbare CO2-udledninger i livscyklus. Kræv gerne 40-50 års levetid for møllerne og medtænk hensyn til biodiversiteten. På den måde kan vi få et innovationskapløb mod toppen i stedet for et kapløb mod stadig mere handlingslammelse.

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller og blev bragt i Altinget den 9. februar 2023.

By |2023-11-24T09:20:54+01:009. februar 2023|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top