Debatindlæg bragt i Altinget den 30. november 2020 af Christian Jarby, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

En vigtig del af den grønne omstilling er at erstatte olie- og naturgasfyr med varmepumper eller fjernvarme. Derfor indgår det i klimaaftalen, at der skal gives tilskud til varmepumper og udvidelse af fjernvarmeforsyningen. I alt afsættes 2,3 milliarder kroner til udskiftning af olie- og gasfyr med grøn varme, herunder specielt varmepumper. Derudover er det besluttet nedsætte den såkaldte elvarmeafgift, som skal betales på varmepumpens elforbrug, fra 15 til 0,8 øre/kWh.

Resultatet af denne støtte er ikke udeblevet. Da Energistyrelsen åbnede for ansøgninger til energibesparelser i oktober, kunne der ydes tilskud på omkring 25.000 kroner til en varmepumpe, og puljen blev revet væk i løbet af et par uger. Nu er det ikke det hele, der blev brugt til varmepumper, men varmepumper må udgøre en stor del, fordi det er fastlagt, at mindst 60 procent af puljen skal bruges til foranstaltninger, der omfatter en omlægning af varmeforsyningen, hvilket primært er varmepumper.

Det er på den ene side en rigtig god ting, at borgerne bruger de støtteordninger, som politikerne udformer til at fremme den grønne omstilling. Men der er også uhensigtsmæssigheder. Installatørernes organisation, Tekniq Arbejdsgiverne, rapporterer, at efterspørgslen efter varmepumper stiger, når der er tilskud, hvorefter den går i stå, når tilskuddet ophører. Der er nemlig den hage ved tilskudsordninger, at det kan skabe en forventning hos forbrugerne, der ofte ender i en uhensigtsmæssig ketchup-effekt. Salget går i stå, når puljerne bliver tømt, og man venter på, at der åbnes op for nye puljer, der så skaber nye skvulp.

Økonomien er allerede god

Man kan spørge, om det er nødvendigt at give store tilskud til varmepumper? Økonomien for boligejeren ved at købe en varmepumpe til erstatning af et olie- eller naturgasfyr er allerede god.

Hvis man tager udgangspunkt i et parcelhus fra 1970’erne med et olieforbrug på omkring 2.000 liter per år, er besparelsen i varmeregningen ved at investere i en varmepumpe uden anlægstilskud cirka 10-11.000 kroner per år, hvis købet af varmepumpen kan finansieres med realkreditlån. Hvis man derudover tager hensyn til, at man sparer investeringen i udskiftningen af det gamle oliefyr med et nyt, er besparelsen omkring 12-13.000 kroner.

Hvis man har et naturgasfyr, er besparelsen mindre, nemlig omkring 4 – 5.000 kroner eller 6-7.000 kroner afhængigt af, om man modregner omkostningen til udskiftning af det gamle gasfyr med et nyt. Hvis man medregner det tilskud, der kunne opnås fra Energistyrelsens pulje, bliver besparelsen per år cirka 1.000 kroner større. 

Forbrugerne tænker ikke rationelt

Et argument for at give tilskud kunne være, at varmeforbrugerne ikke tænker strengt rationelt, når man skal investere i en varmepumpe, der koster cirka 100.000 kroner. Selv om økonomien er god, er det mange penge, og derfor viger mange tilbage fra at træffe beslutningen. Et tilskud kan derfor være med til skubbe bygningsejeren over den barrierer, som investeringen udgør.

Problemet ved dette er bare, at det bliver meget dyrt for statskassen. Der er cirka 80.000 oliefyr og 400.000 gasfyr i Danmark i dag. Hvis man regner med, at omtrent halvdelen af gasfyrene skal erstattes med fjernvarme og resten med varmepumper, skal der over de næste år installeres omkring en 300.000 varmepumper. Med det nuværende tilskud på omkring 25.000 kroner per styk svarer dette til en udgift på for statskassen over syv milliarder kroner.

Men mon ikke den psykologiske tilskyndelse stadig ville være der med et lavere tilskud og dermed, at vi kan få flere varmepumper og energieffektiviseringer for pengene? Man ville for eksempel kunne udfase langt flere fossile fyr, og udskiftningerne ville ske mere jævnt over året, hvilket betyder, at man ville undgå den uheldige ketchup-effekt.

Der er også alternativer 

Men der er også gode alternativer eller supplerende tiltag til tilskud. Hvis CO2-afgiften forøges, som Klimarådet har foreslået, vil tilskyndelsen til at erstatte olie- eller gasfyret blive større.

En anden mulighed, som herfra anbefales, er et forbud mod fyring med olie for eksempel i 2025 og gas senest i 2030. Det vil sende et klart signal og sikre, at vi får udfaset de fossile brændsler til individuel opvarmning, uanset hvor irrationelt forbrugerne agerer på god økonomi.

Der er allerede restriktioner i forhold til anskaffelse af oliefyr, idet man ikke må installere oliefyr i nybyggeri eller erstatte et gammelt oliefyr med et nyt, hvis man kan få fjernvarme eller naturgas i stedet for. Disse forbud mod nye oliefyr bør udvides med et decideret forbud mod fyring med olie og gas, selvfølgelig med en tidshorisont, så folk kan planlægge deres økonomi efter det.

Mange politikere vil være modstandere af at udstede påbud. Men det er faktisk noget, som vi accepterer på andre måder, når der er tale om væsentlige samfundsinteresser. Der vil selvfølgeligt være en udfordring for de familier, hvor der ikke er mulighed for at låne penge til køb af varmepumpe på grund af lave ejendomsværdi eller dårlig økonomi. Men man kan her overveje en mere målrettet støtte eller eventuelt sikre, at man kan installere en varmepumpe med abonnementsordning, hvor varmepumpen ejes af varmeleverandør, og bygningsejeren betaler for varmen efter forbrug.

Sammenfattende er der meget der peger på, at anlægstilskuddene til varmepumper pt. er for højt i forhold til, hvad der er nødvendigt. Vi opfordrer derfor Energistyrelsen til at overveje, om det er nødvendigt at yde så stort tilskud, når den næste pulje i 2021 skal udmøntes, eller om der kan fås flere varmepumper og energieffektivisering for pengene.