Om Helene Chéret

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Helene Chéret has created 120 blog entries.

Ny grøn alliance: Kommuner skal belønnes for at bane vejen for vedvarende energi

For at nå Danmarks klimamål og realisere potentialet for vedvarende energi indgår Business Region MidtVest og Rådet for Grøn Omstilling nu et tæt samarbejde. Alliancen skal styrke den grønne omstilling med bred lokal forankring og sikre, at kommunerne ikke kun bærer byrden, men også oplever de økonomiske og samfundsmæssige fordele.

Helt konkret sender Rådet for Grøn Omstilling nu sin opbakning i retningen af de mere end 20 kommuner, som har foreslået et kommunalt udviklingsbidrag der skal sikre, at kommunerne får en fair andel af gevinsten for at opsætte vedvarende energianlæg.

“Vi har akut brug for, at den manglende fremdrift erstattes af politisk mod og handling. Opgaven er nu at samle alle kræfter om at frigøre os fra de fossile brændsler og opbygge et rent og vedvarende energisystem. Det kræver også stærk lokal opbakning og økonomiske incitamenter, og det kan forslaget om et Kommunalt Udviklingsbidrag være med til at sikre,” siger Bjarke Møller, direktør for Rådet for Grøn Omstilling.

Danmark står over for en afgørende opgave
Regeringen har sat et mål om at firedoble den vedvarende energiproduktion på land inden 2030 og blive uafhængig af fossile brændsler inden 2050. Men hvis vi skal lykkes, er det afgørende, at borgere og lokalsamfund oplever konkrete fordele ved at lægge jord til energiproduktion. Derfor præsenterer alliancen et forslag om et Kommunalt Udviklingsbidrag, der skal sikre økonomisk støtte til de kommuner, der går forrest i den grønne omstilling.

Grøn omstilling kræver lokal støtte. I dag oplever mange kommuner, at lokale borgere ser energiprojekter som en byrde snarere end en gevinst. Det skal ændres. Ved at indføre et udviklingsbidrag på 4 øre per kWh grøn strøm kan vi sikre årlige midler til de kommuner, der prioriterer udbygningen af vedvarende energi. I 2023 ville dette have genereret omkring 500 millioner kroner til lokale initiativer såsom klimatilpasning, biodiversitetsprojekter og velfærd.

”Vi kan ikke ignorere den frustration, som opstår, når lokalbefolkningen oplever, at deres område betaler prisen, mens fordelene fordeles nationalt. Med et udviklingsbidrag skaber vi en mere retfærdig grøn omstilling, hvor kommunerne får del i den økonomiske værdi af deres bidrag til energiproduktionen,” siger Dorte West, formand for Business Region MidtVest og borgmester i Herning Kommune og fortsætter:

”Vi glæder os over opbakningen fra Rådet for Grøn Omstilling, som er en vigtig allieret i at sikre, at de kommuner, der tager ansvar i den grønne omstilling, også bliver belønnet.”

Fakta om forslaget:
Forslaget indebærer, at en del af elafgiften reserveres til kommunerne. Et udviklingsbidrag på 4 øre pr. KWh grøn strøm vil give årlige midler, der belønner både eksisterende og fremtidige VE-projekter. For de danske kommuner, der har taget udbygningen af vedvarende energi til sig, vil det i 2024 svare til et årligt provenu på omkring 550 millioner kroner. Dette vil skabe et direkte incitament til at accelerere udbygningen af vedvarende energi på land, samtidig med at det skaber balance og udvikling i hele landet.

Udover Rådet for Grøn Omstilling bakker disse 20 borgmestre og regionsrådsformænd:

Dorte West, Herning Kommune, Marianne Bredal, Struer Kommune, Peder Christian Kirkegaard, Skive Kommune, Ib Lauritsen, Ikast-Brande Kommune, Erik Flyvholm, Lemvig Kommune, HC Østerby, Holstebro Kommune, Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern kommune, Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, Karsten Thomsen, Frederikshavn Kommune, Lasse Frimand Jensen, Aalborg Kommune, Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune, Søren Smalbro, Hjørring Kommune, Mogens C. Gade, Jammerbugt Kommune, Tobias Birch Johansen, Læsø Kommune, Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune, Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune, Jesper Greth, Rebild Kommune, Niels Jørgen Pedersen Thisted Kommune, Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune, Ole Vive, Faxe Kommune samt Regionsrådsformand Mads Duedahl fra Region Nordjylland.

Yderligere oplysninger kontakt:
Bjarke Møller, Direktør i Rådet for Grøn Omstilling
Mail: bjarke@rgo.dk Tlf. 51561915
Dorte West, borgmester i Herning Kommune, formand for Business Region MidtVest
Mail: bordw@herning.dk Tlf. 96282322
Nicolai Houmark Lauridsen, sekretariatschef i Business Region MidtVest
Mail: nicolai.lauridsen@br-mv.dk Tlf. 29 31 26 67

By |2025-03-17T13:50:29+01:0017. marts 2025|Pressemeddelelse|Kommentarer lukket til Ny grøn alliance: Kommuner skal belønnes for at bane vejen for vedvarende energi
Læs mere

VE-alliancen: Danmark er bundskraber på elektrificering, selvom det er en forudsætning for grøn omstilling

Til sommer er det tre år siden, at et flertal af Folketinget blev enige om at firedoble den grønne strøm på land frem mod 2030. En ambition, som blev aftalt på bagtæppet af Ruslands invasion af Ukraine og det åbenlyse behov for at skabe et Europa, der er mere selvforsynende med vedvarende energi.   Men desværre må vi konstatere, at luften er gået ud af ballonen. De storstilede planer for opstilling af vedvarende energi på land er kraftigt neddroslet. Regeringen er med klimaministerens ord ”gået i værkstedet for at finde nye politiske svar.” Den linje bunder ifølge ministeren i realisme og faktiske markedsforhold. Det er vi enige i.  Men sandheden er, at de svære markedsforhold for udbygningen af sol og vindenergi i høj grad er præget af politisk bestemte forhold, som opstillerne af sol- og vindenergi ikke selv har indflydelse på. Eksempelvis er det et uløst markedsforhold, at elektrificeringen af energiforbruget går alt for langsomt i Danmark.

Mere strøm

Kun 20 procent af det danske energiforbrug drives i dag af elektricitet. Det placerer Danmark i den absolutte bund i Europa. Det kalder på akut politisk handling. Elektrificering er nemlig en forudsætning for omstilling af samfundets energiforbrug og vejen til mere konkurrencedygtige elpriser. Der mangler ganske enkelt en handlingsplan for dette i Danmark. I samme periode har man fra politisk side i stedet pålagt opstillere af sol- og vind store omkostninger. Omkostninger, der gør det dyrere at opføre vedvarende energi, og dermed forsinker den grønne omstilling. De nævnte markedsforhold burde være adresseret før, at ambitionen om en firedobling af VE-kapaciteten på land blev forkastet. Vi er flere, der har gjort opmærksom på udfordringerne længe.

Vi skal simpelthen have sat gang i elektrificeringen ved at bruge mere strøm i blandt andet opvarmning, transportsektoren og industrien. Det vil ikke bare være godt for klimaet, men også bidrage til at højne dansk konkurrenceevne og forsyningssikkerhed, når de dyre importerede fossile brændsler udfases via elektrificering.

Sikkerhed om rammevilkår

Vi ved om nogen, at det ikke er målsætninger og skåltaler, der skaber reel grøn omstilling ude i virkeligheden. Nej, det er tværtimod samarbejde lokalt mellem borgere, kommuner og handlekraft fra virksomheder og organisationer landet over, der sikrer, at det sker hurtigere og i respekt for natur og miljø. Som en række udviklere af vedvarende energi meldte ud for nogle uger siden, er der allerede sol- og landvindprojekter på vej, men opstillingen forudsætter, at der er klarhed om de regulatoriske forhold.

Der skal være sikkerhed om rammevilkårene – blandt andet venter vi stadig på, at regeringens gode forslag om, at en del af bloktilskuddet målrettes de kommuner, som går forrest med opsætningen af vedvarende energi, bliver omsat til en politisk aftale. Det er et forslag, der kan øge incitamentet til opstilling af vedvarende energi på tværs af Danmark, og det er et forslag, som vi også konkret har peget på i Alliancen vedvarende energi.

Krystalklare ambitioner

Når regeringen undsiger sin egen ambition, risikerer den at sende et signal om, at udbygningen af vedvarende energi ikke længere skal vægtes højt. Det er skidt, for ambitioner fungerer også som signaler, der anviser handling og retning. Derfor bør regeringen hurtigst muligt komme tilbage til sin ambition. For tiden er ikke til at fravige eller helt undsige tidligere ambitioner. I stedet bør de allerede kendte benspænd fjernes. Politikerne kunne starte med at se på, hvordan elektrificeringen af energiforbruget kan komme op i omdrejninger.

Når regeringen undsiger sin egen ambition, risikerer den at sende et signal om, at udbygningen af vedvarende energi ikke længere skal vægtes højt. Det er den forkerte vej at gå, når der er et massivt behov for at øge investeringerne i vedvarende energi til gavn for både Danmark og hele Europa. Fra Alliancen vedvarende energi er budskabet klart: Vi står klar. Så kære politikere; smøg ærmerne op og lad os få krystalklare ambitioner for vedvarende energi på land.

Indlægget er skrevet af Alliancen vedvarende energi og er bragt i Altinget den 10. marts. Afsenderne er:

Bjarke Møller, Rådet for Grøn Omstilling, Mathias Aarup Berg, European Energy, Anders Frandsen, Dansk Skovforening, Eva Larsen, Vestas, Camilla Holbech, Green Power Denmark, Wojciech Cetnarski, BeGreen, Kim Madsen, Momentum Energy, Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer, Joachim Steenstrup, Eurowind Energy, Troels Ranis, Dansk Industri, Joachim Lind Koefoed, CIP, Jakob Bundgaard, NRGi, Lise Borup Skov, Norlys, Ulrich Bang, Dansk Erhverv

By |2025-03-11T09:22:31+01:0011. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til VE-alliancen: Danmark er bundskraber på elektrificering, selvom det er en forudsætning for grøn omstilling
Læs mere

En ny model for landbrugets kvotehandel: Effektiv, enkel og retfærdig

For at sætte gang i en retfærdig og effektiv omstilling af landbruget skal sektoren flettes ind i det europæisk kvotehandelssystem. Landbrugets store klimapåvirkning er i dag ikke omfattet af fælles og ensartede EU-krav. I stedet er landbrugets udledninger reguleret gennem vidt forskellige nationale klimamål, som skaber store konkurrenceforvridninger mellem landbrug i forskellige EU-lande og ringe incitamenter til udvikling af nye fødevareteknologier. Det er uholdbart. I 2040 ser landbruget ud til at udgøre knap halvdelen af EU´s samlede drivhusgasudledninger.

”Der er brug for et fælles EU-system med lige konkurrencevilkår, der fremmer omstillingen af landbruget. Det kan fælles kvotesystemer, og det ser EU også nærmere på i disse år. Foreløbige udmeldinger fra EU Kommissionen peger desværre i retning af et både uambitiøst og komplekst system. Derfor kommer vi nu med en ny model for, hvordan landbruget kan indgå på lige fod med øvrige sektorer, når det kommer til EU’s klimaindsats,” siger Erik Tang, der er seniorkonsulent hos Rådet for Grøn Omstilling, og som står bag rapporten.

Helt centralt i Rådet for Grøn Omstillings model er, at landbrugets udledninger fremover integreres i EU’s eksisterende kvotesystemer. Derved sikrer modellen både samme priser på landbrugets udledninger som på øvrige udledninger i EU og lige konkurrencevilkår for landbrug på tværs af alle EU-lande.

Minimerer administrativt bøvl

Den overordnede tilgang i modellen er, at landbrugets klimaudledninger sænkes mest effektivt med et ’forureneren betaler’ princip. Og at det bedst kan opnås ved at inkludere landbruget i EU’s eksisterende kvotesystemer. Grundprincippet i kvotesystemer er, at forurenere skal anskaffe og aflevere én kvote per ton CO2 udledt. Kvotemængden reduceres gradvist til besluttede udledningsmål, og tiltagende knaphed på kvoter betyder stigende kvotepriser på udledningerne.

”Modellen minimerer det administrative bøvl for langt de fleste landbrug. Leverandører af fossil olie og kunstgødning til landbruget pålægges at købe og aflevere kvoter for drivhusgasser fra disse kilder og sende omkostningerne videre i priserne til landbrugerne. Lavbundsjorde med store udledninger opretholder kun EU’s arealtilskud, hvis de oversvømmes. Det klares via den eksisterende administration af EU-støtten. Samlet friholder det den store andel af rene planteavlsbedrifter fra nye administrative byrder,” siger Erik Tang.

Store husdyrbedrifter skal selv stå for indberetninger og kvotehandel for udledninger fra husdyrene og deres gødning. Det gør mange af dem allerede. ARLA har længe haft et indberetningssystem for mælkebedrifters drivhusgasser uden større problemer. Indberetninger og kvotekøb kan dog være udfordrende for små husdyrbrug. For deres husdyr-udledninger åbner modellen for at overlade kvotepligten til forarbejdningsindustrien, som for eksempel slagterier og gødningsproducenter.

”Den måde, man beslutter at indrette et kvotesystem på, bliver afgørende for, om det bliver en succes. Rådet for Grøn Omstillings model viser, at de administrative byrder for landbruget kan minimeres uden at skære på klimaambitionerne. Lykkes det at få det vedtaget, vil det markere et afgørende skift mod en mere klimavenlig landbrugssektor i EU,” siger Erik Tang.

Rådet for Grøn Omstillings model kan fint fungere sammen med en dansk CO2-afgift for landbruget. Derudover foreslår Rådet for Grøn Omstilling også, at der indføres klimaskat på landbrugsvarer, der importeres til EU, for at undgå at landbrugsproduktionen flytter ud som følge af kvotesystemet.

Læs mere om Rådet for Grøn Omstillings forslag i notatet ’Emissions trading for agriculture’ og en opsummering af modellen i et dansk policy brief ’Et kvotehandelssystem for landbruget.’

By |2025-02-20T13:09:31+01:0020. februar 2025|Artikel|Kommentarer lukket til En ny model for landbrugets kvotehandel: Effektiv, enkel og retfærdig
Læs mere

Fix markedet for oprindelsesgarantier og giv grøn omstilling et milliardstort boost

Siden Danmark vandt EM i 1992 er elforbruget steget med to procent. Danmark indtager en 23. plads i Europa målt på elektrificeringsgrad. Bundlinjen er, at elektrificeringen af det danske samfund skal accelereres drastisk, hvis vi skal have en rimelig chance for at nå vores klimamål. Samtidig er en accelereret VE-udbygning betinget af en accelereret efterspørgsel på strøm.

Desværre skævvrides efterspørgslen efter nye VE-projekter. Velmenende virksomheder, der køber statsstøttede oprindelsesgarantier, efterlades i dag med det fejlagtige indtryk, at deres efterspørgsel efter oprindelsesgarantier er med til at drive den grønne omstilling. Men efterspørgslen efter oprindelsesgarantier bidrager selvsagt kun til den grønne omstilling, hvis den driver egentlige nye VE-investeringer, som ellers ikke havde fundet sted.

To former for grøn omstilling

Problemstillingen er for så vidt ikke ny. I 2019 udgav Energistyrelsen en analyse, der fastslog, at køb af oprindelsesgarantier fra statsstøttet VE-produktion ikke har nogen additionel effekt på VE-udbygningen. Samme år påpegede Klimarådet, at køb af oprindelsesgarantier ikke bidrog til VE-udbygningen og fremhævede i stedet indgåelsen af langsigtede elkøbsaftaler fra ustøttet VE-produktion. Kort sagt kan man sige, at der er to former for grøn omstilling. Der er den i den virkelige verden, og så er der den på skrivebordet. Og hvis en virksomhed køber oprindelsesgarantier fra et ti år gammelt biomasseanlæg, som har modtaget statsstøtte, så bringer det ikke ny grøn strøm ind i systemet.

Faktisk svækker den nugældende praksis den grønne omstilling, da den omdirigerer efterspørgslen efter oprindelsesgarantier fra ny VE-elproduktion (via en langsigtet elkøbsaftale fra en ny VE-park) til oprindelsesgarantier fra eksisterende VE-anlæg uden en additionel VE-effekt. Hvis vi fixede markedet for oprindelsesgarantier, ville det give et milliardstort boost til den grønne omstilling.

Overkompensation til biomasseværkerne

For mere end ti år siden påpegede EU-Kommissionen, at et velfungerende marked for oprindelsesgarantier kunne ”bistå medlemsstaterne i at udvikle deres vedvarende energikilder på den mest omkostningseffektive måde”. Af samme grund har EU-Kommissionen også opfordret medlemsstaterne til at undlade udstedelsen af oprindelsesgarantier til elproduktion, der samtidig modtager statsstøtte. Danmark har dog endnu ikke fulgt op på anbefalingen, og et nyt folketingssvar indikerer, at vi faktisk heller ikke har foretaget de nødvendige overkompensationsvurderinger af støtteordningerne, hvor der også er blevet udstedt oprindelsesgarantier. Hvis markedsværdien af oprindelsesgarantierne til statsstøttet elproduktion hverken er blevet notificeret eller godkendt af EU-Kommissionen, så forvrider vi ikke kun markedet på bekostning af ny vedvarende energi, vi løber vi også en betydelig procesrisiko.

Det er værd at bemærke, at biomasseværkerne alene i 2023-24 har modtaget i alt 1,2 milliarder kroner i direkte statsstøtte og over en toårig periode har de også fået en afgiftsfritagelse til en værdi af 2,2 milliarder kroner. Derudover udstedes der oprindelsesgarantier til biomasseværkerne, som begrænser efterspørgslen efter additionel elproduktion. Det er den sidste del, som i særlig grad sænker tempoet i den grønne omstilling. Herudover har borgerne fået en afgiftsfritagelse for afbrænding af biomasse til en værdi af cirka 4,5 milliarder kroner om året. Det forsinker elektrificeringen.

Skal vi nå vores klimamål, skal vi øge elektrificeringen. Senest så vi med havvindsudbuddet, at vi står i en situation, hvor der ikke er tilstrækkelig efterspørgsel efter den grønne strøm. Det bør være et politisk topprioritet at løse denne udfordring.

En skæringsdato som løsning 

Som vi skrev allerede i 2020, skævvrider reguleringen på området den effektive efterspørgsel efter grøn strøm. For at sikre en bedre sammenhæng mellem efterspørgslen efter grøn strøm og produktionen af grøn strøm, bør der indføres en skæringsdato fra den første VE-udbud, hvorefter det kun er VE-anlæg efter denne dato, som både kan få udstedt oprindelsesgarantier og modtage statsstøtte. Dette kan sikre, at dansk statsstøtte til biomasseværker undgår overkompensation og ulovlig statsstøtte. Det har den store fordel, at det vil skabe det hidtil største efterspørgselsboost for nye VE-projekter i Danmark.  Danmark kan blive et grønt foregangsland. Vi har nogle gode forudsætninger. Men det kræver, at vi tør tage fat om de strukturelle problemer, der hæmmer udbredelsen af ny grøn energi. Den nuværende praksis forventes at svække den effektive efterspørgsel efter ny grøn strøm med mindst 4 milliarder kroner årligt.

Hvis Danmark valgte at implementere VE-direktivet som for eksempel Tyskland (og undlod at udstede oprindelsesgarantier til statsstøttede og ældre VE-anlæg uden nogen fordringsret hertil), kunne det øge efterspørgslen til ny grøn elproduktion tilsvarende. Og det er jo ikke helt uvæsentligt.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Altinget 30. januar 2025 og er skrevet af:

Bjarke Møller, Direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Christian Fromberg, Kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace

Lasse Jesper Bering Pedersen, Klima- og energipolitisk seniorrådgiver, Danmark Naturfredningsforening

By |2025-02-06T10:31:45+01:004. februar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Fix markedet for oprindelsesgarantier og giv grøn omstilling et milliardstort boost
Læs mere

Oprindelsesgarantier for danske biomasseværker skal udfases

Biomasseværker kan i dag både få statsstøtte og oprindelsesgarantier. Det hæmmer udbygningen med vind- og solenergi og forvrider energimarkedet.

Sådan lyder hovedbudskabet i en ny rapport fra Rådet for Grøn Omstilling.

Både støttefri og statsstøttet elproduktion med vedvarende energi har i dag mulighed for at få udstedt oprindelsesgarantier. Det betyder, at selv biomasseværker, der har modtaget statsstøtte, også får udstedt oprindelsesgarantier, som kan sælges videre til virksomheder, der ønsker at købe grøn strøm.

Det er dog med til at forvride det danske energimarked og i praksis forsinkes elektrificeringen af, at biomasseværker både får statsstøtte, og oveni får ekstra økonomiske gevinster ved at sælge oprindelsesgarantier videre.

I dette notat har Rådet for Grøn Omstilling analyseret de forventede effekter ved at udfase udstedelsen for VE-elproduktion fra biomasseværker, der er idriftsat med statsstøtte udenfor en udbudsprocedure.

By |2025-01-30T09:18:00+01:0030. januar 2025|Nyhed|Kommentarer lukket til Oprindelsesgarantier for danske biomasseværker skal udfases
Læs mere

Negative emissioner kræver reelle resultater – ikke kreativ bogføring

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at vi skal reducere udledningen af drivhusgasser, hvis vi skal bremse den menneskeskabte globale opvarmning. FN’s klimapanel IPCC understreger dog, at reduktioner alene ikke længere er nok – vi bliver også nødt til at fjerne CO2 fra atmosfæren, hvis de farlige temperaturstigninger skal undgås. Skovrejsning er en simpel metode til at sikre dette. Dog er der i stigende grad et fokus på metoder såsom kulstoflagring gennem biokul eller såkaldt BECCS, hvor CO2 fra afbrænding af biomasse fanges og lagres i undergrunden. For at finansiere denne type projekter fremhæves udstedelse og salg af kulstofcertifikater ofte som en måde at sikre investeringer i kulstoflagringsprojekter.

Der er behov for et troværdigt system

De seneste par år har EU forsøgt at skabe en standardiseret ramme for certificering af kulstoffjernelse og -lagring med forordningen Carbon Removal and Carbon farming regulation (CRCF). Formålet med CRCF er at standardisere og kvalitetssikre certifikater. På sigt er idéen, at certifikater kommer til at spille en større rolle i kommende EU-reguleringer, f.eks. at de kommer til at indgå som en del af et kvotehandelssystem for landbruget eller som en del af EU’s landbrugsstøtte. Derfor er det nødvendigt, at der bliver bygget et troværdigt system, der sikrer permanent lagring af kulstof.

I april vedtog Europa-Parlamentet en bred aftale om CRCF, som skal danne rammen for at udstede konkrete metodikker til kvantificering af forskellige former for kulstoffjernelse.

Problemet? De foreslåede metodikker maler et skævt billede af, hvilken CO2-effekt teknologierne reelt opnår.

Fokus på biokul giver et skævt CO2-regnskab

I aftaleteksten beskrives det, hvordan de metodikker der skal udvikles for certifikaterne, skal tage højde for den netto klimaeffekt, der er ved kulstoflagring baseret på biomasse – altså at både optag og udledning af CO2 tælles med. Det er i imidlertid ikke det, der er lagt op til i de udkast til metodikker, der er fremlagt indtil videre.

I stedet ignorerer metodikkerne, at der fjernes et kulstoflager fra naturen, når biomasse bruges til biokul eller BECCS. Populært sagt: Det fjerner ikke direkte CO2 fra atmosfæren, hvis man putter biomasse i et pyrolyse- eller BECCS anlæg. Reelt flyttes kulstoffet blot fra ét lager til et andet. Kulstoffet, der lagres, kan være i en mere stabil form end kulstoflageret i biomassen, men det ændrer ikke på, at teknologiernes reelle CO2-fjernelse fra atmosfæren overvurderes.

Når man kun regner den positive gevinst fra lagringen med – eksempelvis det kulstof, der bliver lagret som biokul eller i et geologisk lager – men ikke tager højde for det kulstof, der fjernes fra skov eller mark, skaber man et skævt og ufuldstændigt regnskab, der overvurderer den reelle effekt på atmosfærens CO2 indhold.

Reelle resultater – ikke luftkasteller

Hvis troværdigheden af fremtidens kulstofcertifikater skal sikres, er det nødvendigt at metodikkerne for BECCS, biokul og kulstoflagring i bygninger, regner det tab af kulstof med, der er fra biomassen. Det, der betyder noget, er, at der fjernes CO2 fra atmosfæren og ikke at få et CO2-regnskab til at se pænt ud. Et system, der lover mere, end det kan holde, underminerer både tilliden og klimaindsatsen. Negative emissioner er afgørende – men kun, hvis de er reelle og ikke som følge af en regneøvelse.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede og Erik Tang og er blevet bragt i Klimamonitor den 3. januar 2025.

By |2025-01-06T11:25:34+01:006. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Negative emissioner kræver reelle resultater – ikke kreativ bogføring
Læs mere

Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop

Både Norge og Danmark har kæmpet med stigende udledninger fra den offentlige sektors indkøb. Men mens vore norske naboer har knækket koden, er udledningerne i Danmark stadigt støt stigende. Klimaaftrykket fra det offentliges indkøb forventes at stige fra 14,3 millioner ton i 2019 til 15,6 millioner ton CO2e-udledninger mod 2030, og det skyldes primært flere investeringer i byggeri og anlæg. Det sker til trods for, at den danske klimalov kræver en reduktion af drivhusgasudledningen på 70 procent frem mod 2030.

Investeringspotentialet er stort

De seneste par års ustabile geopolitiske klima har været med til at presse priserne op i bygge- og anlægssektoren, hvilket har gjort det vanskeligt for de offentlige investorer at overholde sine budgetter og udføre projekter til fordel for samfundsøkonomien.

I oktober kunne man læse i Ingeniøren, at otte igangværende anlægsprojekter sammenlagt gav et samfundsøkonomisk underskud på 7 milliarder kroner. Det er blandt andet projekter som den nye jernbane mellem Aarhus og Silkeborg, udvidelsen af Motorring 3 og udvidelsen af rute 26. Samme måned kunne man også læse om Midtjysk Motorvej, hvis budget er skredet med én milliard, og derfor må spare på naturhensyn som faunapassager og dalbroer. Det er derfor oplagt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en del af budgettet, der går til klimahensyn og innovation, og samtidig lægge op til en revurdering af den kurs, der blev lagt fast med Infrastrukturplan 2035.

Det offentlige har et enormt investeringspotentiale og kan som aktør i markedet spille en central rolle i at fremme grønne teknologier og bæredygtige løsninger. Vi har tidligere set, hvordan offentlige investeringer i vindmølleindustrien førte til en markant udvikling og udbredelse af vindmøller, som nu opsættes på markedsvilkår i Danmark.

Ved i større grad at prioritere mindre klima- og ressourcebelastende processer og materialer i offentlige projekter, vil vi ikke blot skubbe industrien mod mere bæredygtige teknologier, materialer og processer, men også skabe økonomiske incitamenter for private investorer. På den måde kan den offentlige sektor bidrage til, at produktionen af grønnere løsninger vokser og samtidig skabe en rentabel forretning for private aktører.

Norge har løsningen

Nu til løsningen. For i Norge har man fat i den lange ende. Fra i år skal alle offentlige indkøb i Norge nemlig vægte klima- og miljøhensyn med minimum 30 procent i offentlige udbud. Det betyder i praksis, at offentlige indkøbere ikke længere kun skal forholde sig til parametre som kvalitet og pris, men også sikre den størst mulige klima- og miljøgevinst. Det giver fantastisk god mening at udnytte konkurrenceparametrene til at styrke den grønne omstilling. Baggrunden for beslutningen i Norge er, at man ønsker at bringe den offentlige indkøbsmuskel i spil i forhold til at halvere Norges CO2-udledninger frem mod 2030 i forhold til 1990.

Vi vil derfor opfordre statsapparatet til at indføre en lignende model for alle offentlige indkøb, så den danske indkøbskapacitet også kommer i spil i den grønne omstilling. Som man har set det i Norge, er der et stort potentiale for at konkurrere på grønne tiltag på tværs af den offentlige sektor. Når så den danske stat, regionerne, kommunerne og offentlige virksomheder samlet køber ind for cirka 448 milliarder kroner om året, har de et klart ansvar for at gå forrest.

For at nå klimalovens mål er det essentielt, at alle sektorer bidrager til at nedbringe drivhusgasudledningerne. Der er derfor ikke plads til, at udledningerne fra offentlige indkøb fortsat kan stige.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Klimamonitor den 17/12 2024

By |2024-12-17T08:51:08+01:0017. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop
Læs mere

Klimarådet har blinde vinkler i slaget om Danmarks 2035-mål

Skal Danmark reducere sin udledning af drivhusgasserne med 80, 85 eller 90 procent i 2035? Dette spørgsmål har Klimarådet søgt at besvare i en nylig rapport, hvor man har søgt at regne på de samfundsøkonomiske omkostninger ved de tre forskellige veje. Klimarådets rapport rummer flere gode indsigter, der bør fremhæves: Man har regnet på landbrugsaftalens konsekvenser og på de indirekte sideeffekter som luftforurening, støj, kvælstofudvaskning og rekreative værdier af ny skov. Det er med til at kvalificere reformdebatten. Det er også positivt, når Klimarådet anbefaler, at der laves femårige budgetmål, at Danmark tager ansvar for sine forbrugsbaserede udledninger, og at klimaomstillingen skal være fair.

Regeringen satser på, at vi kan vente til 2045 med nå nettonul, og at EU kan nøjes med at reducere med 90 procent i 2040. Følger man klimaforskningen er det både for lidt og for sent. Lige nu ser det ud til, at Danmark kan skære 78-79 procent af sine nationale udledninger i 2035 i forhold til 1990. Hvis man løfter 2035 målet til 85 procent vil de samfundsøkonomiske omkostninger i følge Klimarådet svare til 0,1 promille af bruttonationalproduktet. Ved 90 procent er det 0,2 promille af BNP.

En billig grøn omstilling

Det er relativt billigt at reducere CO2e-udledningerne med 90 procent i 2035. Klimarådet skønner, at det blot kræver 45 milliarder kroner for 2024-2035.  I betragtning af et politisk flertal pludselig fandt 32 milliarder kroner til at købe flere aktier i Københavns Lufthavn, har afsat 40 milliarder kroner til landbrugets grønne omstilling og i dette årti vil bruge over 30 milliarder kroner i statsstøtte til biogasindustrien, bør vi have råd til at nå 90 procent reduktionsmålet.

Man kunne også hente pengene på andre måder: Fjern gerne den direkte statsstøtte på 3,2 milliarder fra 2025-2029 til afbrænding af biomasse, der skader klimaet. Spar nogle milliarder i infrastrukturforliget, der øger forbruget af asfalt, cement og beton i de næste femten år – og flyt asfaltpengene over til elnettet.

Udskyd størsteparten af de 38,7 milliarder kroner, som et bredt flertal vil bruge på CO2-fangst anlæg. Og drop 10 milliarder kroner til pyrolyse i landbruget, for først i 2032 ved man, om det er miljømæssigt forsvarligt at bringe biokul ud på markerne.

Men Klimarådet har ikke regnet på effekten ved andre investeringer. Klimarådets økonomer indtager et lidt for teknooptimistisk syn på de dyre og umodne teknologier. Det ville være bedre, hvis man – som Det Miljøøkonomiske Råd anbefaler – lader være med på forhånd at tælle usikre teknologier som CCS og pyrolyse med i Danmarks klimaindsats.

Klimarådets største blinde vinkel

Hvis politikerne bruger Klimarådets nye rapport som ”beslutningsgrundlag”, er der risiko for, at det fører til dårlige beslutninger. Hvorfor? Det største problem i rapporten er, at man ikke har regnet på værdien af energieffektiviseringer og elektrificering af industrien og varmesektoren, selv om det er omkostningseffektive tiltag.

Og man har ikke regnet på gevinsten ved flere solceller og vindmøller, der på livslange omkostninger er billigere end fossile brændsler, der i dag udgør 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug. Det er ærgerligt, for elektrificeringen er gået i stå i Danmark, og el står kun bag 19 procent af bruttoenergiforbruget. Uden øget elektrificering af industri, varmesektor og vejtransport mangler VE-developerne en stærk business case. Det er på tide med en kursændring. Fiaskoen med nul bud ved statens udbud af tre havvindområder i Nordsøen viser, at det haster.

Heldigvis kan politikerne stimulere efterspørgslen efter grøn strøm, hvis man stopper salget af nye fossilbiler og udfaser olie-og gasfyr. Og gør det attraktivt for industrivirksomheder at elektrificere. Sæt fart på elektrificeringen, så vi undgår en negativ spiral, der skader udbygningen med vedvarende energi.

Værre er, at det samlede skatte- og tariftryk på den grønne strøm – opgjort per energienhed – ser ud til at være højere end på fossile brændsler, fremgår det af tal fra European Energy. Den fossile energi – ikke den grønne strøm – bør rammes med afgiftshammeren. Forhåbentlig kigger Klimarådet ind i disse dynamikker i kommende analyser.

Den nye rapport har en del overfladiske betragtninger om risikoen for folkelig modstand ved opstilling af mere sol og vind, men hvorfor har rådet ikke – som i tidligere rapporter – betonet de mange positive gevinster? Den er der mange af i form af økonomi, lavere elpriser og flere job. Men nej, Klimarådet bruger hellere adskillige sider på at tale CO2 fangst op. Det er en skæv prioritering.

Teknooptimismens korsvej

Klimarådet håber – med Energistyrelsens teknologikatalog i hånden – at CO2-fangst på industrielle punktkilder mindst kan fange 90 procent af drivhusgasserne i skorstenen, selv om der ikke noget sted i verden findes et anlæg, der over længere tid har præsteret det.

Nuvel i CCS-afsnittet i det økonomiske baggrundsnotat optræder ordet ”usikkerhed” 13 gange på syv sider, men Klimarådet håber, at CO2-fangsten kan trække hovedlæsset i rådets forslag til 85- og 90-procents vejen.

Det er ret vildt, hvor hårdt man satser på CO2-fangst. De hidtidige globale erfaringer viser, at fangstraterne i praksis er lavere end forventet, det er svært at skalere CO2-fangst på industrielle punktkilder, anlæggene øge energiomkostningerne og man risikerer et dyrt lock-in til fossile brændsler og fyring med træbiomasse. Men måske vækker konklusionerne glæde i SVM-regeringen, der globalt har lavet en GONE-alliance for drømmen om negative emissioner? Den hårde satsning på umoden og svært skalerbar CO2-fangst kan ende som en forklædt hockeystav, så vi ikke når klimamålene. Det ligner mere håb som strategi end et seriøst og sikkert bud på, hvordan Danmark reducerer sine udledninger omkostningseffektivt.

Måske får vi brug for CO2-fangst i slutningen af 2030’erne, men i de næste få år bør vi fokusere benhårdt på mere sol, vind, batterier, varmepumper og elektrificering af alle sektorer, som effektivt kan fjerne de fossile brændsler. Men dem har Klimarådet ikke regnet på.

Batterirevolutionen skal tages alvorligt

Klimarådets rapport rummer mystiske metodevalg. I forhold til tung vejtransport antager man, at 10 procent af lastbilerne vil køre på brint i 2035. Det er en vild antagelse, hvis man følger med i batterirevolutionen. El vinder over brint og brændselsceller, fordi brinten øger omkostningerne markant. Og man har regnet på grønne brændstoffer til færgefarten, men ikke på elektrificering, selv om Stena line i 2030 vil sejle med elfærger fra Frederikshavn til Göteborg. Ja, der er brug for at fremstille flere grønne e-fuels til den interkontinentale sø- og luftfart, men den nationale færgefart bliver elektrificeret.

I Kina er der et fragtskib med 700 containere ombord, der sejler over 1000 kilometer på batterier forsynet med grøn strøm. Forvent flere og større elskibe i de kommende år, fordi batteripriserne falder med 25-28 procent hver gang antallet fordobles. Vi ser også en ny generation af store batterier til energilagring vinde hastigt frem fra Kina til Tyskland og Kalifornien. Energilagringen kan udfylde et missing link, så vi kan få strøm og varme de dage, hvor solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Hvornår tager Klimarådet batterirevolutionen lige så alvorligt som CCS?

90 procent er ikke så dyr

Det er ærgerligt, at Klimarådets rapport – desværre med flere problematiske antagelser – hævder, at det er dyrere at satse på 90 procent reduktion i 2035 frem for 85 procent. For det kan friste de politikere, som vil spare lidt penge, og som bilder sig ind, at vi har god tid til at lave klimaomstillingen. Men er det nu sandt, at 85 procent er billigere end et 90 procent mål? Den påstand kan og bør udfordres.

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at Danmark mindst bør sænke udledningerne med 90 procent i 2035 og nå nettonul i 2040. Vi har fremlagt en samlet klima- og energiplan for, hvordan det kan gøres sektor for sektor. Beregningerne, der er foretaget af EA Energianalyse viser, at det vil være en overskudsforretning at accelerere udbygningen med sol- og vindenergi, og at elektrificere vejtransporten, industrien og varmeforsyningen. Vores plan vil sænke udledningerne med over 200 millioner ton CO2e frem mod 2040 sammenlignet med regeringens klimafremskrivning. Det har sandelig også en værdi.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er bragt i Altinget den 17. december 2024.

By |2024-12-17T08:36:11+01:0017. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klimarådet har blinde vinkler i slaget om Danmarks 2035-mål
Læs mere

Jo, en grønnere bil findes – også selv om produktionskæden stadig kan forbedres

Sjældent har jeg følt så stærkt et behov for at komme til tasterne, som da jeg læste Jens Wraa Måges kronik i Information for nylig. Måge, som desuden er hovedforfatter på den norske bog Den store el-bilbløffen, hævder, at elbilen langtfra er bæredygtig, når man også kigger på dens produktion og tilhørende forsyningskæder. Det er en alt for pessimistisk og unuanceret tilgang til det, der er vores bedste virkemiddel til at omstille bilparken. En omstilling, som er godt på vej.

Batterier bliver bedre og mere genanvendelige

Måge påpeger, at produktionen af elbiler kræver seks til syv gange flere mineraler end konventionelle biler og skaber 1.000 ton miljø- og sundhedsskadeligt affald. Det er en halv sandhed. For den er god nok, at der skal bruges væsentligt flere kritiske mineraler, som blandt andet litium, kobolt og kobber, i produktionen af batterier. Så skal samtlige 2,8 millioner personbiler i Danmark omstilles, skal der altså udvindes en del flere jomfruelige kritiske mineraler.

Tænketanken Rocky Mountain Institute (RMI) forventer, at efterspørgslen på de kritiske mineraler vil stige 60-140 procent frem mod midten af 2030’erne, afhængigt af mineralet. Herefter ventes efterspørgslen at falde, da genanvendelsen af batteriers kritiske mineraler bliver så effektiv og udbredt, at vi på sigt vil kunne udvinde nok mineraler fra brugte batterier til at producere nye og på den måde udfase minedrift. Tanken stammer fra RMI-rapporten The Battery Mineral Loop, som forudser, at teknologiske fremskridt vil gøre det muligt at producere batterier med færre mineraler og højere energidensitet, hvilket betyder, at batterierne bliver mindre og holder længere.

Bare de seneste ti år har batteridensiteten forbedret sig markant, og udviklingen ser ikke ud til at tabe fart i løbet af de næste årtier. Det vil sige, at en bil, der produceres om ti år, vil kunne køre lige så langt på et mindre batteri – eller køre længere på et batteri af samme størrelse. Samtidig er genanvendelsen af batterier i rivende udvikling. Nye teknologier som eksempelvis hydrometallurgi gør det billigere, hurtigere og mere effektivt at udvinde kritiske mineraler fra udtjente batterier, som især kan gøre det til en interessant forretning for vestlige investorer.

Hidtil har markedet for genanvendelse ikke været en rentabel forretning i Europa, hvilket primært skyldes, at eksisterende metoder er afhængige af en del manuel sortering. Selv om det er dyrt, er det faktisk ret effektivt, for man kan også allerede genvinde langt størstedelen af mineralerne fra de brugte batterier. Derfor runger Måges argument hult hos mig, når han taler om, at genanvendelsen af kritiske mineraler er »tæt på nul«. Måge henviser sågar selv til den proces, som for alvor er på kanten af at ramme markedet og sætte skub i genanvendelsen af batterimineralerne i Vesten.

Skal genanvendelse for alvor tage fart, kræver det, at der findes et europæisk marked af batteri- og bilproducenter, som er klar til at bruge disse genanvendte mineraler. Og mens Volkswagen har skiftet størstedelen af sit sortiment til elbiler, findes der stadig en enorm lobby, der kæmper for den konventionelle bil i Europa.

Kina viser vejen for en cirkulær elbilindustri

Kina er langt foran og godt på vej mod en total cirkulering af sine kritiske mineraler. Kinas største batteriproducent, CATL, mener, at man allerede i 2042 vil kunne lave over halvdelen af nye batterier af genbrugte mineraler.

Det siger man på baggrund af, at man allerede i dag kan udvinde mellem 91 til 99 procent af de kritiske mineraler fra udtjente batterier. Og da Kina allerede har et veletableret nationalt marked og stor international efterspørgsel på elbiler, er der en masse aftagere af disse ressourcer.

De kinesiske elbiler er gået under næsen på de europæiske bilgiganter, som nu skal indhente både ydeevne og pris, for de er bagud. Det hjælper heller ikke, at den kinesiske stat i mange år indførte store statstilskud for netop at hjælpe de kinesiske biler.

EU har derfor set sig nødsaget til indføre tariffer for at sikre fair konkurrence på europæisk plan, og hvordan kineserne reagerer på dét, kan man vist dårligt bebrejde elbilen som sådan.

Kineserne sidder ikke bare tungt på markedet for elbiler, men er også førende i udvinding af kritiske mineraler, som Måge rigtig nok skriver. Det betyder dog ikke, at vi ikke har en europæisk produktion, som har et godt skaleringspotentiale.

Og selv om jeg godt ved, at minedrift har store konsekvenser for naturen, er virkeligheden bare, at elektrificering er det bedste middel, vi har mod udledninger fra biler. Der er få bedre steder at åbne nye miner end i EU, da unionen stiller større krav til social bæredygtighed og naturbevarelse end de fleste, og så har vi i Danmark tilmed ret til medbestemmelse qua vores medlemskab.

Det franske geologiske forskningscenter BRGM mener, at der er nok mineralforekomster i Europa til at dække et godt stykke af EU’s behov for at gennemføre en omstilling af bilparken. Desuden arbejder forskningscenteret på nye metoder til at udvinde mineraler fra mineaffald, som ellers er blevet kasseret. Det vil sikre endnu flere mineraler fra nuværende og endda udtjente miner.

En fossilbil udleder mindst det dobbelte af en elbil

Så er vi tilbage ved Jens Måges pointe om udledningen af miljø- og sundhedsskadeligt affald i produktionen. Også her er der forbedringer undervejs. Der findes faktisk pionerende virksomheder som Boliden i Sverige, som arbejder på at gøre minedriften mere bæredygtig. De arbejder hårdt på at nedsætte udledningerne fra deres egne produktioner gennem en række tiltag som for eksempel at elektrificere deres tunge maskinel og energioptimere deres smelteprocesser. Derudover støtter de en række naturgenopretningsprojekter og har også planer om, at deres åbne miner skal blive til nye habitater efter endt drift.

For at nedbringe udledningen af mineaffald har de indgået samarbejder med flere forskellige forskningsinstitutioner, der kan udvinde endnu flere metaller fra det mineaffald, som almindeligvis ville blive ledt ud i naturen. Hvad end der er tilbage efter den proces, håber de på at kunne benytte i byggeindustrien. Hvis det lykkes, vil eksempelvis Boliden rykke meget tæt på en nulspildsproduktion. Samtidig er det værd at huske på, at drivmidlet i fossilbilerne også hentes op af jorden med betydelige klima- og miljømæssige konsekvenser til følge.

Måge mener ikke, at livscyklusanalyser giver et retvisende billede af elbilens samlede udledninger. Han skriver:

»For hvem sidder og beregner emissioner fra nye og gamle mineprojekter i Kina, Indonesien og flere fattige lande i Afrika.« Det gør det Internationale Energiagentur (IEA), som efter bedste praksis benytter skøn for både de bedste og de værste eksempler på minedrift i deres livscyklusanalyse.

IEA’s analyse viser, at udledningerne fra elbilens produktion er næsten dobbelt så store som for en konventionel bil. Og det er en lavthængende frugt for Måge at hive fat i. Der går dog bare ikke mere end fire år, før udledningerne fra en benzineller dieselbil igen overhaler elbilen, hvis man vel at mærke kører 20 km om dagen ligesom den gennemsnitlige dansker. I Danmark er gennemsnitslevealderen på en bil cirka ti år, og på den tid vil en konventionel bil ende med at udlede omkring det dobbelte af en elbil.

I efteråret 2024 udgjorde elbiler ifølge Danmarks Statistik over halvdelen af nyregistrerede biler i Danmark. Ser man kun på husholdningerne, udgjorde de 75 procent. Der er dog stadig lang vej til Norge, hvor elbiler udgør omkring 95 procent af nyregistrerede biler, så modsat Jens Wraa Måge mener jeg, at vi bør blive ved med at se mod Norge.

Denne kronik er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Dagbladet Information den 15/12 2024

By |2024-12-18T09:10:28+01:0016. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Jo, en grønnere bil findes – også selv om produktionskæden stadig kan forbedres
Læs mere

Usikker fremtid for øko-mærke koster dyrt

Da finansloven blev præsenteret fredag den 22. november, var vi en stor flok af organisationer og aktører fra restauranter, kantiner, hotelkøkkener, mad til skoler og daginstitutioner, der forventede at se en langsigtet finansiering af Det Økologiske Spisemærke.

Mærket har nemlig vist sit værd til at skabe måltider i overensstemmelse med de officielle kostråd, hvilket ellers er vanskeligt for staten at lykkes med. Der er bred enighed om, at mærket er et stærkt redskab til at udbrede økologien, hvorfor mærket er blevet kopieret af flere andre lande. Staten har investeret millioner af skattekroner i dets udbredelse og kendskabsgraden, og mærket er blevet populært i køkkenerne både de offentlige og de private, hvor det sender et tydeligt og troværdigt signal om bæredygtighed.

De professionelle køkkener ser det som et værktøj, der kan sætte en retning for køkkenet understøttet af solid opbakning fra myndighederne og statens kontrol. Vores forventning om en langsigtet finansiering blev imidlertid ikke opfyldt.

VI STÅR HELT uforstående tilbage overfor den prioritering. Det skal både ses i lyset af mærkets værdi og regeringens målsætning om at fordoble økologien, og sidste års forløb efter Finanslovsaftalen for 2024 var landet. Der var ikke afsat penge til spisemærket i 2024. Det fortrød regeringen, og den fandt derfor midlerne i sidste øjeblik. Alligevel har regeringen igen i år valgt en løsning, hvor der opstår usikkerhed om mærkets permanens.

Det kan ved første øjekast for en politiker på Christiansborg synes uproblematisk. Det er ikke unormalt, at finansieringen først findes, når eksisterende midler udløber. Men den kortsigtede finansiering underminerer Det Økologiske Spisemærkes styrke og effekt. De professionelle køkkener vil undlade at søge om at få mærket, og andre mangler incitament til at gå fra bronze til sølv eller fra sølv til guld, når de ikke ved, om mærket eksisterer fra 2026.

Det tager tid for et køkken at træffe beslutning om, at de skal have Det Økologiske Spisemærke. Der skal introduceres et system, der kan sikre nem dokumentation af økologiprocenten, der skal laves nye indkøbsaftaler, køkkenpersonalet skal gøre sig klar til at lave mere mad fra bunden og tilberede mad med nye råvarer, da der typisk kommer mere grønt på menuen for at holde sig inden for budgettet.

Derudover skal køkkenpersonalet lære at disponere menuen og bruge råvarerne bedre, så der bliver mindre madspild. Regeringen kan ikke forvente, at køkkenerne vil igangsætte dette arbejde, hvis der ikke er sikkerhed for, at mærket er en permanent ordning.

ØKOLOGIEN ER SOM regeringen selv skriver i sin økologistrategi en vigtig del af den grønne omstilling i landbruget, og vi kan tilføje, at mærket spiller en vigtig rolle for ændringer i vores madkultur, som er en forudsætning for den grønne omstilling i landbruget, der rækker ud over økologien.

Det er nødvendigt at mindske madspild og introducere mere grønt, flere bælgfrugter og mindre kød i måltiderne. Det er alle ændringer, som spisemærket understøtter, og som betyder, at køkkener med det økologiske spisemærke får et lavere klimaaftryk. Læg dertil, at økologiske råvarer er med til at beskytte vores drikkevand, sikre mere biodiversitet og bedre dyrevelfærd.

MENS FINANSLOVSAFTALEN IKKE indeholder midler til Det Økologiske Spisemærke efter 2025, er der afsat midler til en forsøgsordning med skolemad. Det er et andet initiativ, og så alligevel ikke. Initiativet skal sikre sunde og bæredygtige måltider, der danner grundlaget for et godt læringsmiljø.

Vi håber naturligvis, at økologien kommer til at spille en vigtig rolle i forsøgsordningen, og det er i den forbindelse helt oplagt at koble Det Økologiske Spisemærke på de køkkener, der skal stå for skolemaden. Der er allerede flere skolemadsordninger, som har Det Økologiske Spisemærke. Den københavnske skolemadsordning EAT har haft Det Økologiske Spisemærke i guld siden 2015. Men det kræver den politiske vilje, som vi efterlyser med vores fælles kronik. Den kortsigtede finansiering underminerer mærket.

Kronikken er bragt i Avisen Danmark den 9. december 2024. Den er underskrevet af: Michael Allerup, næstformand og talsperson for bæredygtighed, Kost og Ernæringsforbundet. Saoirse McKeever Andersen, fagchef for fødevarer, Dansk Erhverv. Birte Brorson, Øko++ rådgivning af professionelle køkkener i bæredygtig drift. Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening. Karsten Felvang, F&B Director, Scandic. Anne-Sofie Hattesen, ESG-chef, Compass Group. Pernille Hougaard, Marketingchef, Dagrofa Foodservice. Mona Carøe Jensen, Cheføkonoma, Patientkøkken, kantine og ernæringsklinikken, Regionshospitalet Randers; Forperson køkkenudvalget Økologisk Landsforening. Kirsten Lund Jensen, Økologichef, Landbrug & Fødevarer. Michael Kjerkegaard, forperson, Økologisk Landsforening. Vivi Kjersgaard, Bæredygtigheds- og konceptvarechef, Hørkram. Jan Kristensen, Development Manager, Dansk Cater. Trine Langhede, rådgiver, Bioressourcer og Fødevarer, Rådet for Grøn Omstilling. Jakob Scharff, branchechef, DI Service. Morten Enni Hassing Schlichtkrull, Head of Food Product & Performance – Operations Performance, ISS Facility Services A/S. Tine Skriver, fødevarechef, HORESTA. Jesper Lykke Wacherhausen, CEO Meyers. Jakob Zeuthen,Klima- og fødevarepolitisk chef, Danmarks Restauranter og Cafeer.

By |2024-12-09T14:01:33+01:009. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Usikker fremtid for øko-mærke koster dyrt
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top