Om Helene Chéret

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Helene Chéret has created 117 blog entries.

Fix markedet for oprindelsesgarantier og giv grøn omstilling et milliardstort boost

Siden Danmark vandt EM i 1992 er elforbruget steget med to procent. Danmark indtager en 23. plads i Europa målt på elektrificeringsgrad. Bundlinjen er, at elektrificeringen af det danske samfund skal accelereres drastisk, hvis vi skal have en rimelig chance for at nå vores klimamål. Samtidig er en accelereret VE-udbygning betinget af en accelereret efterspørgsel på strøm.

Desværre skævvrides efterspørgslen efter nye VE-projekter. Velmenende virksomheder, der køber statsstøttede oprindelsesgarantier, efterlades i dag med det fejlagtige indtryk, at deres efterspørgsel efter oprindelsesgarantier er med til at drive den grønne omstilling. Men efterspørgslen efter oprindelsesgarantier bidrager selvsagt kun til den grønne omstilling, hvis den driver egentlige nye VE-investeringer, som ellers ikke havde fundet sted.

To former for grøn omstilling

Problemstillingen er for så vidt ikke ny. I 2019 udgav Energistyrelsen en analyse, der fastslog, at køb af oprindelsesgarantier fra statsstøttet VE-produktion ikke har nogen additionel effekt på VE-udbygningen. Samme år påpegede Klimarådet, at køb af oprindelsesgarantier ikke bidrog til VE-udbygningen og fremhævede i stedet indgåelsen af langsigtede elkøbsaftaler fra ustøttet VE-produktion. Kort sagt kan man sige, at der er to former for grøn omstilling. Der er den i den virkelige verden, og så er der den på skrivebordet. Og hvis en virksomhed køber oprindelsesgarantier fra et ti år gammelt biomasseanlæg, som har modtaget statsstøtte, så bringer det ikke ny grøn strøm ind i systemet.

Faktisk svækker den nugældende praksis den grønne omstilling, da den omdirigerer efterspørgslen efter oprindelsesgarantier fra ny VE-elproduktion (via en langsigtet elkøbsaftale fra en ny VE-park) til oprindelsesgarantier fra eksisterende VE-anlæg uden en additionel VE-effekt. Hvis vi fixede markedet for oprindelsesgarantier, ville det give et milliardstort boost til den grønne omstilling.

Overkompensation til biomasseværkerne

For mere end ti år siden påpegede EU-Kommissionen, at et velfungerende marked for oprindelsesgarantier kunne ”bistå medlemsstaterne i at udvikle deres vedvarende energikilder på den mest omkostningseffektive måde”. Af samme grund har EU-Kommissionen også opfordret medlemsstaterne til at undlade udstedelsen af oprindelsesgarantier til elproduktion, der samtidig modtager statsstøtte. Danmark har dog endnu ikke fulgt op på anbefalingen, og et nyt folketingssvar indikerer, at vi faktisk heller ikke har foretaget de nødvendige overkompensationsvurderinger af støtteordningerne, hvor der også er blevet udstedt oprindelsesgarantier. Hvis markedsværdien af oprindelsesgarantierne til statsstøttet elproduktion hverken er blevet notificeret eller godkendt af EU-Kommissionen, så forvrider vi ikke kun markedet på bekostning af ny vedvarende energi, vi løber vi også en betydelig procesrisiko.

Det er værd at bemærke, at biomasseværkerne alene i 2023-24 har modtaget i alt 1,2 milliarder kroner i direkte statsstøtte og over en toårig periode har de også fået en afgiftsfritagelse til en værdi af 2,2 milliarder kroner. Derudover udstedes der oprindelsesgarantier til biomasseværkerne, som begrænser efterspørgslen efter additionel elproduktion. Det er den sidste del, som i særlig grad sænker tempoet i den grønne omstilling. Herudover har borgerne fået en afgiftsfritagelse for afbrænding af biomasse til en værdi af cirka 4,5 milliarder kroner om året. Det forsinker elektrificeringen.

Skal vi nå vores klimamål, skal vi øge elektrificeringen. Senest så vi med havvindsudbuddet, at vi står i en situation, hvor der ikke er tilstrækkelig efterspørgsel efter den grønne strøm. Det bør være et politisk topprioritet at løse denne udfordring.

En skæringsdato som løsning 

Som vi skrev allerede i 2020, skævvrider reguleringen på området den effektive efterspørgsel efter grøn strøm. For at sikre en bedre sammenhæng mellem efterspørgslen efter grøn strøm og produktionen af grøn strøm, bør der indføres en skæringsdato fra den første VE-udbud, hvorefter det kun er VE-anlæg efter denne dato, som både kan få udstedt oprindelsesgarantier og modtage statsstøtte. Dette kan sikre, at dansk statsstøtte til biomasseværker undgår overkompensation og ulovlig statsstøtte. Det har den store fordel, at det vil skabe det hidtil største efterspørgselsboost for nye VE-projekter i Danmark.  Danmark kan blive et grønt foregangsland. Vi har nogle gode forudsætninger. Men det kræver, at vi tør tage fat om de strukturelle problemer, der hæmmer udbredelsen af ny grøn energi. Den nuværende praksis forventes at svække den effektive efterspørgsel efter ny grøn strøm med mindst 4 milliarder kroner årligt.

Hvis Danmark valgte at implementere VE-direktivet som for eksempel Tyskland (og undlod at udstede oprindelsesgarantier til statsstøttede og ældre VE-anlæg uden nogen fordringsret hertil), kunne det øge efterspørgslen til ny grøn elproduktion tilsvarende. Og det er jo ikke helt uvæsentligt.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Altinget 30. januar 2025 og er skrevet af:

Bjarke Møller, Direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Christian Fromberg, Kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace

Lasse Jesper Bering Pedersen, Klima- og energipolitisk seniorrådgiver, Danmark Naturfredningsforening

By |2025-02-06T10:31:45+01:004. februar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Fix markedet for oprindelsesgarantier og giv grøn omstilling et milliardstort boost
Læs mere

Oprindelsesgarantier for danske biomasseværker skal udfases

Biomasseværker kan i dag både få statsstøtte og oprindelsesgarantier. Det hæmmer udbygningen med vind- og solenergi og forvrider energimarkedet.

Sådan lyder hovedbudskabet i en ny rapport fra Rådet for Grøn Omstilling.

Både støttefri og statsstøttet elproduktion med vedvarende energi har i dag mulighed for at få udstedt oprindelsesgarantier. Det betyder, at selv biomasseværker, der har modtaget statsstøtte, også får udstedt oprindelsesgarantier, som kan sælges videre til virksomheder, der ønsker at købe grøn strøm.

Det er dog med til at forvride det danske energimarked og i praksis forsinkes elektrificeringen af, at biomasseværker både får statsstøtte, og oveni får ekstra økonomiske gevinster ved at sælge oprindelsesgarantier videre.

I dette notat har Rådet for Grøn Omstilling analyseret de forventede effekter ved at udfase udstedelsen for VE-elproduktion fra biomasseværker, der er idriftsat med statsstøtte udenfor en udbudsprocedure.

By |2025-01-30T09:18:00+01:0030. januar 2025|Nyhed|Kommentarer lukket til Oprindelsesgarantier for danske biomasseværker skal udfases
Læs mere

Negative emissioner kræver reelle resultater – ikke kreativ bogføring

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at vi skal reducere udledningen af drivhusgasser, hvis vi skal bremse den menneskeskabte globale opvarmning. FN’s klimapanel IPCC understreger dog, at reduktioner alene ikke længere er nok – vi bliver også nødt til at fjerne CO2 fra atmosfæren, hvis de farlige temperaturstigninger skal undgås. Skovrejsning er en simpel metode til at sikre dette. Dog er der i stigende grad et fokus på metoder såsom kulstoflagring gennem biokul eller såkaldt BECCS, hvor CO2 fra afbrænding af biomasse fanges og lagres i undergrunden. For at finansiere denne type projekter fremhæves udstedelse og salg af kulstofcertifikater ofte som en måde at sikre investeringer i kulstoflagringsprojekter.

Der er behov for et troværdigt system

De seneste par år har EU forsøgt at skabe en standardiseret ramme for certificering af kulstoffjernelse og -lagring med forordningen Carbon Removal and Carbon farming regulation (CRCF). Formålet med CRCF er at standardisere og kvalitetssikre certifikater. På sigt er idéen, at certifikater kommer til at spille en større rolle i kommende EU-reguleringer, f.eks. at de kommer til at indgå som en del af et kvotehandelssystem for landbruget eller som en del af EU’s landbrugsstøtte. Derfor er det nødvendigt, at der bliver bygget et troværdigt system, der sikrer permanent lagring af kulstof.

I april vedtog Europa-Parlamentet en bred aftale om CRCF, som skal danne rammen for at udstede konkrete metodikker til kvantificering af forskellige former for kulstoffjernelse.

Problemet? De foreslåede metodikker maler et skævt billede af, hvilken CO2-effekt teknologierne reelt opnår.

Fokus på biokul giver et skævt CO2-regnskab

I aftaleteksten beskrives det, hvordan de metodikker der skal udvikles for certifikaterne, skal tage højde for den netto klimaeffekt, der er ved kulstoflagring baseret på biomasse – altså at både optag og udledning af CO2 tælles med. Det er i imidlertid ikke det, der er lagt op til i de udkast til metodikker, der er fremlagt indtil videre.

I stedet ignorerer metodikkerne, at der fjernes et kulstoflager fra naturen, når biomasse bruges til biokul eller BECCS. Populært sagt: Det fjerner ikke direkte CO2 fra atmosfæren, hvis man putter biomasse i et pyrolyse- eller BECCS anlæg. Reelt flyttes kulstoffet blot fra ét lager til et andet. Kulstoffet, der lagres, kan være i en mere stabil form end kulstoflageret i biomassen, men det ændrer ikke på, at teknologiernes reelle CO2-fjernelse fra atmosfæren overvurderes.

Når man kun regner den positive gevinst fra lagringen med – eksempelvis det kulstof, der bliver lagret som biokul eller i et geologisk lager – men ikke tager højde for det kulstof, der fjernes fra skov eller mark, skaber man et skævt og ufuldstændigt regnskab, der overvurderer den reelle effekt på atmosfærens CO2 indhold.

Reelle resultater – ikke luftkasteller

Hvis troværdigheden af fremtidens kulstofcertifikater skal sikres, er det nødvendigt at metodikkerne for BECCS, biokul og kulstoflagring i bygninger, regner det tab af kulstof med, der er fra biomassen. Det, der betyder noget, er, at der fjernes CO2 fra atmosfæren og ikke at få et CO2-regnskab til at se pænt ud. Et system, der lover mere, end det kan holde, underminerer både tilliden og klimaindsatsen. Negative emissioner er afgørende – men kun, hvis de er reelle og ikke som følge af en regneøvelse.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede og Erik Tang og er blevet bragt i Klimamonitor den 3. januar 2025.

By |2025-01-06T11:25:34+01:006. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Negative emissioner kræver reelle resultater – ikke kreativ bogføring
Læs mere

Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop

Både Norge og Danmark har kæmpet med stigende udledninger fra den offentlige sektors indkøb. Men mens vore norske naboer har knækket koden, er udledningerne i Danmark stadigt støt stigende. Klimaaftrykket fra det offentliges indkøb forventes at stige fra 14,3 millioner ton i 2019 til 15,6 millioner ton CO2e-udledninger mod 2030, og det skyldes primært flere investeringer i byggeri og anlæg. Det sker til trods for, at den danske klimalov kræver en reduktion af drivhusgasudledningen på 70 procent frem mod 2030.

Investeringspotentialet er stort

De seneste par års ustabile geopolitiske klima har været med til at presse priserne op i bygge- og anlægssektoren, hvilket har gjort det vanskeligt for de offentlige investorer at overholde sine budgetter og udføre projekter til fordel for samfundsøkonomien.

I oktober kunne man læse i Ingeniøren, at otte igangværende anlægsprojekter sammenlagt gav et samfundsøkonomisk underskud på 7 milliarder kroner. Det er blandt andet projekter som den nye jernbane mellem Aarhus og Silkeborg, udvidelsen af Motorring 3 og udvidelsen af rute 26. Samme måned kunne man også læse om Midtjysk Motorvej, hvis budget er skredet med én milliard, og derfor må spare på naturhensyn som faunapassager og dalbroer. Det er derfor oplagt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en del af budgettet, der går til klimahensyn og innovation, og samtidig lægge op til en revurdering af den kurs, der blev lagt fast med Infrastrukturplan 2035.

Det offentlige har et enormt investeringspotentiale og kan som aktør i markedet spille en central rolle i at fremme grønne teknologier og bæredygtige løsninger. Vi har tidligere set, hvordan offentlige investeringer i vindmølleindustrien førte til en markant udvikling og udbredelse af vindmøller, som nu opsættes på markedsvilkår i Danmark.

Ved i større grad at prioritere mindre klima- og ressourcebelastende processer og materialer i offentlige projekter, vil vi ikke blot skubbe industrien mod mere bæredygtige teknologier, materialer og processer, men også skabe økonomiske incitamenter for private investorer. På den måde kan den offentlige sektor bidrage til, at produktionen af grønnere løsninger vokser og samtidig skabe en rentabel forretning for private aktører.

Norge har løsningen

Nu til løsningen. For i Norge har man fat i den lange ende. Fra i år skal alle offentlige indkøb i Norge nemlig vægte klima- og miljøhensyn med minimum 30 procent i offentlige udbud. Det betyder i praksis, at offentlige indkøbere ikke længere kun skal forholde sig til parametre som kvalitet og pris, men også sikre den størst mulige klima- og miljøgevinst. Det giver fantastisk god mening at udnytte konkurrenceparametrene til at styrke den grønne omstilling. Baggrunden for beslutningen i Norge er, at man ønsker at bringe den offentlige indkøbsmuskel i spil i forhold til at halvere Norges CO2-udledninger frem mod 2030 i forhold til 1990.

Vi vil derfor opfordre statsapparatet til at indføre en lignende model for alle offentlige indkøb, så den danske indkøbskapacitet også kommer i spil i den grønne omstilling. Som man har set det i Norge, er der et stort potentiale for at konkurrere på grønne tiltag på tværs af den offentlige sektor. Når så den danske stat, regionerne, kommunerne og offentlige virksomheder samlet køber ind for cirka 448 milliarder kroner om året, har de et klart ansvar for at gå forrest.

For at nå klimalovens mål er det essentielt, at alle sektorer bidrager til at nedbringe drivhusgasudledningerne. Der er derfor ikke plads til, at udledningerne fra offentlige indkøb fortsat kan stige.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Klimamonitor den 17/12 2024

By |2024-12-17T08:51:08+01:0017. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop
Læs mere

Klimarådet har blinde vinkler i slaget om Danmarks 2035-mål

Skal Danmark reducere sin udledning af drivhusgasserne med 80, 85 eller 90 procent i 2035? Dette spørgsmål har Klimarådet søgt at besvare i en nylig rapport, hvor man har søgt at regne på de samfundsøkonomiske omkostninger ved de tre forskellige veje. Klimarådets rapport rummer flere gode indsigter, der bør fremhæves: Man har regnet på landbrugsaftalens konsekvenser og på de indirekte sideeffekter som luftforurening, støj, kvælstofudvaskning og rekreative værdier af ny skov. Det er med til at kvalificere reformdebatten. Det er også positivt, når Klimarådet anbefaler, at der laves femårige budgetmål, at Danmark tager ansvar for sine forbrugsbaserede udledninger, og at klimaomstillingen skal være fair.

Regeringen satser på, at vi kan vente til 2045 med nå nettonul, og at EU kan nøjes med at reducere med 90 procent i 2040. Følger man klimaforskningen er det både for lidt og for sent. Lige nu ser det ud til, at Danmark kan skære 78-79 procent af sine nationale udledninger i 2035 i forhold til 1990. Hvis man løfter 2035 målet til 85 procent vil de samfundsøkonomiske omkostninger i følge Klimarådet svare til 0,1 promille af bruttonationalproduktet. Ved 90 procent er det 0,2 promille af BNP.

En billig grøn omstilling

Det er relativt billigt at reducere CO2e-udledningerne med 90 procent i 2035. Klimarådet skønner, at det blot kræver 45 milliarder kroner for 2024-2035.  I betragtning af et politisk flertal pludselig fandt 32 milliarder kroner til at købe flere aktier i Københavns Lufthavn, har afsat 40 milliarder kroner til landbrugets grønne omstilling og i dette årti vil bruge over 30 milliarder kroner i statsstøtte til biogasindustrien, bør vi have råd til at nå 90 procent reduktionsmålet.

Man kunne også hente pengene på andre måder: Fjern gerne den direkte statsstøtte på 3,2 milliarder fra 2025-2029 til afbrænding af biomasse, der skader klimaet. Spar nogle milliarder i infrastrukturforliget, der øger forbruget af asfalt, cement og beton i de næste femten år – og flyt asfaltpengene over til elnettet.

Udskyd størsteparten af de 38,7 milliarder kroner, som et bredt flertal vil bruge på CO2-fangst anlæg. Og drop 10 milliarder kroner til pyrolyse i landbruget, for først i 2032 ved man, om det er miljømæssigt forsvarligt at bringe biokul ud på markerne.

Men Klimarådet har ikke regnet på effekten ved andre investeringer. Klimarådets økonomer indtager et lidt for teknooptimistisk syn på de dyre og umodne teknologier. Det ville være bedre, hvis man – som Det Miljøøkonomiske Råd anbefaler – lader være med på forhånd at tælle usikre teknologier som CCS og pyrolyse med i Danmarks klimaindsats.

Klimarådets største blinde vinkel

Hvis politikerne bruger Klimarådets nye rapport som ”beslutningsgrundlag”, er der risiko for, at det fører til dårlige beslutninger. Hvorfor? Det største problem i rapporten er, at man ikke har regnet på værdien af energieffektiviseringer og elektrificering af industrien og varmesektoren, selv om det er omkostningseffektive tiltag.

Og man har ikke regnet på gevinsten ved flere solceller og vindmøller, der på livslange omkostninger er billigere end fossile brændsler, der i dag udgør 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug. Det er ærgerligt, for elektrificeringen er gået i stå i Danmark, og el står kun bag 19 procent af bruttoenergiforbruget. Uden øget elektrificering af industri, varmesektor og vejtransport mangler VE-developerne en stærk business case. Det er på tide med en kursændring. Fiaskoen med nul bud ved statens udbud af tre havvindområder i Nordsøen viser, at det haster.

Heldigvis kan politikerne stimulere efterspørgslen efter grøn strøm, hvis man stopper salget af nye fossilbiler og udfaser olie-og gasfyr. Og gør det attraktivt for industrivirksomheder at elektrificere. Sæt fart på elektrificeringen, så vi undgår en negativ spiral, der skader udbygningen med vedvarende energi.

Værre er, at det samlede skatte- og tariftryk på den grønne strøm – opgjort per energienhed – ser ud til at være højere end på fossile brændsler, fremgår det af tal fra European Energy. Den fossile energi – ikke den grønne strøm – bør rammes med afgiftshammeren. Forhåbentlig kigger Klimarådet ind i disse dynamikker i kommende analyser.

Den nye rapport har en del overfladiske betragtninger om risikoen for folkelig modstand ved opstilling af mere sol og vind, men hvorfor har rådet ikke – som i tidligere rapporter – betonet de mange positive gevinster? Den er der mange af i form af økonomi, lavere elpriser og flere job. Men nej, Klimarådet bruger hellere adskillige sider på at tale CO2 fangst op. Det er en skæv prioritering.

Teknooptimismens korsvej

Klimarådet håber – med Energistyrelsens teknologikatalog i hånden – at CO2-fangst på industrielle punktkilder mindst kan fange 90 procent af drivhusgasserne i skorstenen, selv om der ikke noget sted i verden findes et anlæg, der over længere tid har præsteret det.

Nuvel i CCS-afsnittet i det økonomiske baggrundsnotat optræder ordet ”usikkerhed” 13 gange på syv sider, men Klimarådet håber, at CO2-fangsten kan trække hovedlæsset i rådets forslag til 85- og 90-procents vejen.

Det er ret vildt, hvor hårdt man satser på CO2-fangst. De hidtidige globale erfaringer viser, at fangstraterne i praksis er lavere end forventet, det er svært at skalere CO2-fangst på industrielle punktkilder, anlæggene øge energiomkostningerne og man risikerer et dyrt lock-in til fossile brændsler og fyring med træbiomasse. Men måske vækker konklusionerne glæde i SVM-regeringen, der globalt har lavet en GONE-alliance for drømmen om negative emissioner? Den hårde satsning på umoden og svært skalerbar CO2-fangst kan ende som en forklædt hockeystav, så vi ikke når klimamålene. Det ligner mere håb som strategi end et seriøst og sikkert bud på, hvordan Danmark reducerer sine udledninger omkostningseffektivt.

Måske får vi brug for CO2-fangst i slutningen af 2030’erne, men i de næste få år bør vi fokusere benhårdt på mere sol, vind, batterier, varmepumper og elektrificering af alle sektorer, som effektivt kan fjerne de fossile brændsler. Men dem har Klimarådet ikke regnet på.

Batterirevolutionen skal tages alvorligt

Klimarådets rapport rummer mystiske metodevalg. I forhold til tung vejtransport antager man, at 10 procent af lastbilerne vil køre på brint i 2035. Det er en vild antagelse, hvis man følger med i batterirevolutionen. El vinder over brint og brændselsceller, fordi brinten øger omkostningerne markant. Og man har regnet på grønne brændstoffer til færgefarten, men ikke på elektrificering, selv om Stena line i 2030 vil sejle med elfærger fra Frederikshavn til Göteborg. Ja, der er brug for at fremstille flere grønne e-fuels til den interkontinentale sø- og luftfart, men den nationale færgefart bliver elektrificeret.

I Kina er der et fragtskib med 700 containere ombord, der sejler over 1000 kilometer på batterier forsynet med grøn strøm. Forvent flere og større elskibe i de kommende år, fordi batteripriserne falder med 25-28 procent hver gang antallet fordobles. Vi ser også en ny generation af store batterier til energilagring vinde hastigt frem fra Kina til Tyskland og Kalifornien. Energilagringen kan udfylde et missing link, så vi kan få strøm og varme de dage, hvor solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Hvornår tager Klimarådet batterirevolutionen lige så alvorligt som CCS?

90 procent er ikke så dyr

Det er ærgerligt, at Klimarådets rapport – desværre med flere problematiske antagelser – hævder, at det er dyrere at satse på 90 procent reduktion i 2035 frem for 85 procent. For det kan friste de politikere, som vil spare lidt penge, og som bilder sig ind, at vi har god tid til at lave klimaomstillingen. Men er det nu sandt, at 85 procent er billigere end et 90 procent mål? Den påstand kan og bør udfordres.

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at Danmark mindst bør sænke udledningerne med 90 procent i 2035 og nå nettonul i 2040. Vi har fremlagt en samlet klima- og energiplan for, hvordan det kan gøres sektor for sektor. Beregningerne, der er foretaget af EA Energianalyse viser, at det vil være en overskudsforretning at accelerere udbygningen med sol- og vindenergi, og at elektrificere vejtransporten, industrien og varmeforsyningen. Vores plan vil sænke udledningerne med over 200 millioner ton CO2e frem mod 2040 sammenlignet med regeringens klimafremskrivning. Det har sandelig også en værdi.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er bragt i Altinget den 17. december 2024.

By |2024-12-17T08:36:11+01:0017. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klimarådet har blinde vinkler i slaget om Danmarks 2035-mål
Læs mere

Jo, en grønnere bil findes – også selv om produktionskæden stadig kan forbedres

Sjældent har jeg følt så stærkt et behov for at komme til tasterne, som da jeg læste Jens Wraa Måges kronik i Information for nylig. Måge, som desuden er hovedforfatter på den norske bog Den store el-bilbløffen, hævder, at elbilen langtfra er bæredygtig, når man også kigger på dens produktion og tilhørende forsyningskæder. Det er en alt for pessimistisk og unuanceret tilgang til det, der er vores bedste virkemiddel til at omstille bilparken. En omstilling, som er godt på vej.

Batterier bliver bedre og mere genanvendelige

Måge påpeger, at produktionen af elbiler kræver seks til syv gange flere mineraler end konventionelle biler og skaber 1.000 ton miljø- og sundhedsskadeligt affald. Det er en halv sandhed. For den er god nok, at der skal bruges væsentligt flere kritiske mineraler, som blandt andet litium, kobolt og kobber, i produktionen af batterier. Så skal samtlige 2,8 millioner personbiler i Danmark omstilles, skal der altså udvindes en del flere jomfruelige kritiske mineraler.

Tænketanken Rocky Mountain Institute (RMI) forventer, at efterspørgslen på de kritiske mineraler vil stige 60-140 procent frem mod midten af 2030’erne, afhængigt af mineralet. Herefter ventes efterspørgslen at falde, da genanvendelsen af batteriers kritiske mineraler bliver så effektiv og udbredt, at vi på sigt vil kunne udvinde nok mineraler fra brugte batterier til at producere nye og på den måde udfase minedrift. Tanken stammer fra RMI-rapporten The Battery Mineral Loop, som forudser, at teknologiske fremskridt vil gøre det muligt at producere batterier med færre mineraler og højere energidensitet, hvilket betyder, at batterierne bliver mindre og holder længere.

Bare de seneste ti år har batteridensiteten forbedret sig markant, og udviklingen ser ikke ud til at tabe fart i løbet af de næste årtier. Det vil sige, at en bil, der produceres om ti år, vil kunne køre lige så langt på et mindre batteri – eller køre længere på et batteri af samme størrelse. Samtidig er genanvendelsen af batterier i rivende udvikling. Nye teknologier som eksempelvis hydrometallurgi gør det billigere, hurtigere og mere effektivt at udvinde kritiske mineraler fra udtjente batterier, som især kan gøre det til en interessant forretning for vestlige investorer.

Hidtil har markedet for genanvendelse ikke været en rentabel forretning i Europa, hvilket primært skyldes, at eksisterende metoder er afhængige af en del manuel sortering. Selv om det er dyrt, er det faktisk ret effektivt, for man kan også allerede genvinde langt størstedelen af mineralerne fra de brugte batterier. Derfor runger Måges argument hult hos mig, når han taler om, at genanvendelsen af kritiske mineraler er »tæt på nul«. Måge henviser sågar selv til den proces, som for alvor er på kanten af at ramme markedet og sætte skub i genanvendelsen af batterimineralerne i Vesten.

Skal genanvendelse for alvor tage fart, kræver det, at der findes et europæisk marked af batteri- og bilproducenter, som er klar til at bruge disse genanvendte mineraler. Og mens Volkswagen har skiftet størstedelen af sit sortiment til elbiler, findes der stadig en enorm lobby, der kæmper for den konventionelle bil i Europa.

Kina viser vejen for en cirkulær elbilindustri

Kina er langt foran og godt på vej mod en total cirkulering af sine kritiske mineraler. Kinas største batteriproducent, CATL, mener, at man allerede i 2042 vil kunne lave over halvdelen af nye batterier af genbrugte mineraler.

Det siger man på baggrund af, at man allerede i dag kan udvinde mellem 91 til 99 procent af de kritiske mineraler fra udtjente batterier. Og da Kina allerede har et veletableret nationalt marked og stor international efterspørgsel på elbiler, er der en masse aftagere af disse ressourcer.

De kinesiske elbiler er gået under næsen på de europæiske bilgiganter, som nu skal indhente både ydeevne og pris, for de er bagud. Det hjælper heller ikke, at den kinesiske stat i mange år indførte store statstilskud for netop at hjælpe de kinesiske biler.

EU har derfor set sig nødsaget til indføre tariffer for at sikre fair konkurrence på europæisk plan, og hvordan kineserne reagerer på dét, kan man vist dårligt bebrejde elbilen som sådan.

Kineserne sidder ikke bare tungt på markedet for elbiler, men er også førende i udvinding af kritiske mineraler, som Måge rigtig nok skriver. Det betyder dog ikke, at vi ikke har en europæisk produktion, som har et godt skaleringspotentiale.

Og selv om jeg godt ved, at minedrift har store konsekvenser for naturen, er virkeligheden bare, at elektrificering er det bedste middel, vi har mod udledninger fra biler. Der er få bedre steder at åbne nye miner end i EU, da unionen stiller større krav til social bæredygtighed og naturbevarelse end de fleste, og så har vi i Danmark tilmed ret til medbestemmelse qua vores medlemskab.

Det franske geologiske forskningscenter BRGM mener, at der er nok mineralforekomster i Europa til at dække et godt stykke af EU’s behov for at gennemføre en omstilling af bilparken. Desuden arbejder forskningscenteret på nye metoder til at udvinde mineraler fra mineaffald, som ellers er blevet kasseret. Det vil sikre endnu flere mineraler fra nuværende og endda udtjente miner.

En fossilbil udleder mindst det dobbelte af en elbil

Så er vi tilbage ved Jens Måges pointe om udledningen af miljø- og sundhedsskadeligt affald i produktionen. Også her er der forbedringer undervejs. Der findes faktisk pionerende virksomheder som Boliden i Sverige, som arbejder på at gøre minedriften mere bæredygtig. De arbejder hårdt på at nedsætte udledningerne fra deres egne produktioner gennem en række tiltag som for eksempel at elektrificere deres tunge maskinel og energioptimere deres smelteprocesser. Derudover støtter de en række naturgenopretningsprojekter og har også planer om, at deres åbne miner skal blive til nye habitater efter endt drift.

For at nedbringe udledningen af mineaffald har de indgået samarbejder med flere forskellige forskningsinstitutioner, der kan udvinde endnu flere metaller fra det mineaffald, som almindeligvis ville blive ledt ud i naturen. Hvad end der er tilbage efter den proces, håber de på at kunne benytte i byggeindustrien. Hvis det lykkes, vil eksempelvis Boliden rykke meget tæt på en nulspildsproduktion. Samtidig er det værd at huske på, at drivmidlet i fossilbilerne også hentes op af jorden med betydelige klima- og miljømæssige konsekvenser til følge.

Måge mener ikke, at livscyklusanalyser giver et retvisende billede af elbilens samlede udledninger. Han skriver:

»For hvem sidder og beregner emissioner fra nye og gamle mineprojekter i Kina, Indonesien og flere fattige lande i Afrika.« Det gør det Internationale Energiagentur (IEA), som efter bedste praksis benytter skøn for både de bedste og de værste eksempler på minedrift i deres livscyklusanalyse.

IEA’s analyse viser, at udledningerne fra elbilens produktion er næsten dobbelt så store som for en konventionel bil. Og det er en lavthængende frugt for Måge at hive fat i. Der går dog bare ikke mere end fire år, før udledningerne fra en benzineller dieselbil igen overhaler elbilen, hvis man vel at mærke kører 20 km om dagen ligesom den gennemsnitlige dansker. I Danmark er gennemsnitslevealderen på en bil cirka ti år, og på den tid vil en konventionel bil ende med at udlede omkring det dobbelte af en elbil.

I efteråret 2024 udgjorde elbiler ifølge Danmarks Statistik over halvdelen af nyregistrerede biler i Danmark. Ser man kun på husholdningerne, udgjorde de 75 procent. Der er dog stadig lang vej til Norge, hvor elbiler udgør omkring 95 procent af nyregistrerede biler, så modsat Jens Wraa Måge mener jeg, at vi bør blive ved med at se mod Norge.

Denne kronik er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Dagbladet Information den 15/12 2024

By |2024-12-18T09:10:28+01:0016. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Jo, en grønnere bil findes – også selv om produktionskæden stadig kan forbedres
Læs mere

Usikker fremtid for øko-mærke koster dyrt

Da finansloven blev præsenteret fredag den 22. november, var vi en stor flok af organisationer og aktører fra restauranter, kantiner, hotelkøkkener, mad til skoler og daginstitutioner, der forventede at se en langsigtet finansiering af Det Økologiske Spisemærke.

Mærket har nemlig vist sit værd til at skabe måltider i overensstemmelse med de officielle kostråd, hvilket ellers er vanskeligt for staten at lykkes med. Der er bred enighed om, at mærket er et stærkt redskab til at udbrede økologien, hvorfor mærket er blevet kopieret af flere andre lande. Staten har investeret millioner af skattekroner i dets udbredelse og kendskabsgraden, og mærket er blevet populært i køkkenerne både de offentlige og de private, hvor det sender et tydeligt og troværdigt signal om bæredygtighed.

De professionelle køkkener ser det som et værktøj, der kan sætte en retning for køkkenet understøttet af solid opbakning fra myndighederne og statens kontrol. Vores forventning om en langsigtet finansiering blev imidlertid ikke opfyldt.

VI STÅR HELT uforstående tilbage overfor den prioritering. Det skal både ses i lyset af mærkets værdi og regeringens målsætning om at fordoble økologien, og sidste års forløb efter Finanslovsaftalen for 2024 var landet. Der var ikke afsat penge til spisemærket i 2024. Det fortrød regeringen, og den fandt derfor midlerne i sidste øjeblik. Alligevel har regeringen igen i år valgt en løsning, hvor der opstår usikkerhed om mærkets permanens.

Det kan ved første øjekast for en politiker på Christiansborg synes uproblematisk. Det er ikke unormalt, at finansieringen først findes, når eksisterende midler udløber. Men den kortsigtede finansiering underminerer Det Økologiske Spisemærkes styrke og effekt. De professionelle køkkener vil undlade at søge om at få mærket, og andre mangler incitament til at gå fra bronze til sølv eller fra sølv til guld, når de ikke ved, om mærket eksisterer fra 2026.

Det tager tid for et køkken at træffe beslutning om, at de skal have Det Økologiske Spisemærke. Der skal introduceres et system, der kan sikre nem dokumentation af økologiprocenten, der skal laves nye indkøbsaftaler, køkkenpersonalet skal gøre sig klar til at lave mere mad fra bunden og tilberede mad med nye råvarer, da der typisk kommer mere grønt på menuen for at holde sig inden for budgettet.

Derudover skal køkkenpersonalet lære at disponere menuen og bruge råvarerne bedre, så der bliver mindre madspild. Regeringen kan ikke forvente, at køkkenerne vil igangsætte dette arbejde, hvis der ikke er sikkerhed for, at mærket er en permanent ordning.

ØKOLOGIEN ER SOM regeringen selv skriver i sin økologistrategi en vigtig del af den grønne omstilling i landbruget, og vi kan tilføje, at mærket spiller en vigtig rolle for ændringer i vores madkultur, som er en forudsætning for den grønne omstilling i landbruget, der rækker ud over økologien.

Det er nødvendigt at mindske madspild og introducere mere grønt, flere bælgfrugter og mindre kød i måltiderne. Det er alle ændringer, som spisemærket understøtter, og som betyder, at køkkener med det økologiske spisemærke får et lavere klimaaftryk. Læg dertil, at økologiske råvarer er med til at beskytte vores drikkevand, sikre mere biodiversitet og bedre dyrevelfærd.

MENS FINANSLOVSAFTALEN IKKE indeholder midler til Det Økologiske Spisemærke efter 2025, er der afsat midler til en forsøgsordning med skolemad. Det er et andet initiativ, og så alligevel ikke. Initiativet skal sikre sunde og bæredygtige måltider, der danner grundlaget for et godt læringsmiljø.

Vi håber naturligvis, at økologien kommer til at spille en vigtig rolle i forsøgsordningen, og det er i den forbindelse helt oplagt at koble Det Økologiske Spisemærke på de køkkener, der skal stå for skolemaden. Der er allerede flere skolemadsordninger, som har Det Økologiske Spisemærke. Den københavnske skolemadsordning EAT har haft Det Økologiske Spisemærke i guld siden 2015. Men det kræver den politiske vilje, som vi efterlyser med vores fælles kronik. Den kortsigtede finansiering underminerer mærket.

Kronikken er bragt i Avisen Danmark den 9. december 2024. Den er underskrevet af: Michael Allerup, næstformand og talsperson for bæredygtighed, Kost og Ernæringsforbundet. Saoirse McKeever Andersen, fagchef for fødevarer, Dansk Erhverv. Birte Brorson, Øko++ rådgivning af professionelle køkkener i bæredygtig drift. Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening. Karsten Felvang, F&B Director, Scandic. Anne-Sofie Hattesen, ESG-chef, Compass Group. Pernille Hougaard, Marketingchef, Dagrofa Foodservice. Mona Carøe Jensen, Cheføkonoma, Patientkøkken, kantine og ernæringsklinikken, Regionshospitalet Randers; Forperson køkkenudvalget Økologisk Landsforening. Kirsten Lund Jensen, Økologichef, Landbrug & Fødevarer. Michael Kjerkegaard, forperson, Økologisk Landsforening. Vivi Kjersgaard, Bæredygtigheds- og konceptvarechef, Hørkram. Jan Kristensen, Development Manager, Dansk Cater. Trine Langhede, rådgiver, Bioressourcer og Fødevarer, Rådet for Grøn Omstilling. Jakob Scharff, branchechef, DI Service. Morten Enni Hassing Schlichtkrull, Head of Food Product & Performance – Operations Performance, ISS Facility Services A/S. Tine Skriver, fødevarechef, HORESTA. Jesper Lykke Wacherhausen, CEO Meyers. Jakob Zeuthen,Klima- og fødevarepolitisk chef, Danmarks Restauranter og Cafeer.

By |2024-12-09T14:01:33+01:009. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Usikker fremtid for øko-mærke koster dyrt
Læs mere

Grønt råd fremlægger en ny plan for at gøre Danmark fossilfrit

Vores nære fremtid kan blive helt fri for fossile brændsler. Vi kan skabe et samfund med renere luft, grønnere byer, mindre støj, mindre forurening – et samfund, hvor vi lever indenfor planetære grænser. Og vi kan få det til at ske allerede i 2040.

Rådet for Grøn Omstilling har i en ny rapport opstillet et transformationsscenarie for Danmark, der præsenterer et realistisk og økonomisk ansvarligt bud på, hvordan Danmark kan udfase den fossile energi i alle dele af samfundet. I rapporten anbefaler RGO, at Danmark nidobler sin produktion af sol- og vindenergi frem mod 2040, og laver en meget hurtigere elektrificering af vejtransporten, af varmeforsyningen og af industrien. Samlet set er det billigere for samfundet end, hvis man holder fast i den langsommere omstilling, som regeringen lægger op til i sin klimapolitik. Alene i vejtransporten kan en hurtig elektrificering spare omkring 7,1 mia. kr. i 2040.

”Hvis vi ændrer den måde, vi forbruger og producerer energi på, vil det rent samfundsøkonomisk være en overskudsforretning. Vi undgår samtidig langt større klimaregninger i fremtiden, fremmer biodiversiteten og mindsker forurening, vi ellers vil skulle rydde op efter,” siger Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

Rapporten tager fat i store udfordringer, der ofte bliver overset eller udeladt i dansk klimapolitik: Afbrænding af store mængder fast træbiomasse til bl.a. el og varme, udledningerne fra den internationale luft- og skibsfart og den indlejrede CO2.

”Danmark skal tage ansvar for hele vores forbrug og aftryk på det globale klima. Regner man godt efter, er vores samfund i høj grad baseret på fossile brændsler. Vi har ofte malet os grønnere, end vi er,” siger Bjarke Møller, direktør for Rådet for Grøn Omstilling.

Fossil energi findes i alle kroge af vores moderne liv, og rapporten har kortlagt hele Danmarks energiforbrug i alle sektorer. Den moderne fødevareproduktion med billige fødevarer drives af maskiner, kemi og kunstgødning og dermed af fossile brændsler. Lige så afhænger er transporten, byggepladserne, kontorerne, internettet, telefonnettet, vand- og varmeforsyningen af energi. Også i vores indkøbsvarer er der indlejret energi. Rapporten viser f.eks., at der er brugt 655 dieselolie til at fremstiller de fødevarer, som en dansker spiser hvert år.

I det nationale klima- og energiregnskab tælles Danmarks internationale transport normalt ikke med, men hvis man kigger på hele den danske økonomi og medregner vores internationale transport er 68 pct. af det samlede energiforbrug stadig fossilt. Kun 13 pct. af energiforbruget er elektrificeret, og Danmarks fossile forbrug øget med 63 pct. siden 1968. I dag stammer blot 13 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug fra rene vedvarende energikilder som sol, vind, varmepumper, vandkraft og geotermi. Rapporten anslår, at Danmark allerhøjest er kommet en sjettedel af vejen med den grønne omstilling væk fra fossile brændsler.

Vi har brug for energiens trepart og en ny plan

Rapportens scenarie er opstillet for at give beslutningstagere et bedre og mere præcist værktøj at navigere ud fra. Ifølge Rådet for Grøn Omstilling er der nu brug for at samle virksomheder, kommuner, ngo’er, forskere og andre vigtige aktører, så de kan udvikle en plan for, hvordan vi når målet om et CO2-neutralt og fossilfrit energisystem. På samme måde som regeringens grønne trepartsforhandlinger om landbruget.

”Det haster, fordi fossil energi skader klimaet, forurener luften og sprænger flere af de planetære grænser. Samtidig bliver adgangen til billig, ren og tilstrækkelig energi en afgørende forudsætning for fremtidens konkurrencekraft. Og vi skal gøre os fri af vores afhængighed af Rusland og andre olie- og gasstater. Alt i alt er det den eneste farbare vej at tage,” siger Bjarke Møller.

Rapporten viser en klar plan for et energisystem indenfor de planetære grænser. Nu er det tid til politisk handling.

Om rapporten ’Ren energi – indenfor planetære grænser i 2040’

Rapportens scenarie bygger på grundige beregninger udført af EA Energianalyse på Balmorel-modellen. Rapporten er samtidig blevet udarbejdet med løbende input fra faglige eksperter og fra otte grønne frontløbervirksomheder. Den bliver lanceret på konferencen ’Energi indenfor planetære grænser’ mandag den 30. september på Det ny teater i København.

Find mere info på denne side: https://rgo.dk/energi-inden-for-planetaere-graenser/

By |2024-09-30T07:03:39+01:0030. september 2024|Pressemeddelelse|Kommentarer lukket til Grønt råd fremlægger en ny plan for at gøre Danmark fossilfrit
Læs mere

Finansministeriet lægger op til potentiel slækkelse af kvælstofmål

Det er vigtigt at lytte til Danmarks førende forskere, når det handler om at få nedbragt kvælstofudledningen til vores hårdt pressede havmiljø. Men hvis man følger Finansministeriets nye rapport, risikerer vi at ende med et lavere, men mindre retvisende, reduktionsbehov for kvælstofudledning.

”Det er afgørende, at politikerne lytter til den danske forskergruppe bag kvælstofmålene og holder fast i den fagligt bedste tilgang”, siger seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Niklas Sjøbeck Jørgensen og fortsætter:

”Vores nødstedte hav har brug for markante kvælstofreduktioner fra særligt landbruget. Kun det kan sikre, at vi faktisk opnår god økologisk tilstand i havet – og ikke blot på papiret. Når reduktionsbehovet forsvinder ved at gå tilbage til ringere metoder, så er der én taber – og det er havet,” siger Niklas Sjøbeck Jørgensen.

Finansministeriets nye og dybdegående rapport om vandmiljøet er kulminationen på et tre-årigt forløb under navnet Second Opinion. Forløbet har med hjælp fra eksterne eksperter genbesøgt beregningerne bag de nødvendige kvælstofreduktioner. De eksterne eksperter slog tidligere fast, at beregningerne grundlæggende er eksemplariske, og at det der mangler, er handling. Den endelige rapport danner nu grundlag for en politisk beslutning om hvilken faglig tilgang man ønsker, og dermed hvor meget kvælstof vi skal reducere.

”Det er dybt problematisk at man har udskudt handling i tre år og så ender med en rapport der lægger op til, at politikerne kan vælge en fagligt set dårligere tilgang, der udvander indsatsen med at reducere kvælstofudledningen fra landbruget. De danske forskere bag udregningerne peger entydigt på, at det er en helt forkert vej at gå. Det er på tide, at det handler om Danmarks havmiljø og ikke om talgymnastik”, siger Niklas Sjøbeck Jørgensen og fortsætter: “Vi står i en situation, hvor det danske havmiljø er under enormt pres: 95 pct. af vores kystvandsområder er ikke i god økologisk tilstand, som de skal være ifølge EU senest i 2027”.

Sidste år oplevede de danske farvande det værste iltsvind i 21 år og efteråret i år kan igen byde på omfattende iltsvind. Fjorde og kystvandområder har mudrede havbunde og fisk og ålegræs er mange steder forsvundet. Det er den tilstand, der skal vendes, hvilket vi også er forpligtet til ifølge EUs Vandrammedirektiv.

Scenarier nedjusterer indsatsen – på papiret
Rapporten præsenterer tre scenarier som oplæg til en politisk beslutning. Scenarie 1 er i tråd med den danske forskergruppes anbefalinger. Scenarie 2 og 3 tager udgangspunkt i en fagligt ældre og mindre retvisende tilgang til at beregne målværdier for klorofyl i vandområderne. Denne ældre tilgang anvendes dog også af nabolandene Sverige og Tyskland.

Scenarie 2 og 3 vil således betyde at kvælstofindsatsbehovet fjernes eller reduceres betydeligt i en række vandområder. Berørte vandområder er bl.a. Lillebælt, Storebælt, Bornholm, Djursland Øst, Vejle Fjord, Sydfynske Øhav. Områder som er tydeligt påvirket af kvælstofudledninger og er langt fra god tilstand. Beregningsmetoderne i scenarie 2 og 3 og den egentlige tilstand i havet hænger derfor ikke sammen.

”Danmark bør gå foran i internationalt samarbejde og sørge for, at de fagligt bedste tilgange også anvendes i andre lande så byrdefordelingen for kvælstofreduktioner bliver retvisende. Det ville gavne havmiljøet,” Niklas Sjøbeck Jørgensen.

Nødvendigt at hæve miljømål, hvis vi vil have et godt havmiljø
Politikerne har tidligere i vandmiljøplanerne besluttet at beregne kvælstofreduktioner ud fra at kun 50 pct. af vandområderne statistisk set vil opnå god økologisk tilstand. Rådet for Grøn Omstilling peger på, at en alternativ tilgang der tidligere har været præsenteret af den danske forskergruppe, kan stille større sikkerhed for at vi faktisk får god tilstand i havet. Det vil dog kræve betydeligt større reduktioner af kvælstof.

“Vi kan ikke acceptere, at vi kun når målet i halvdelen af vores vandområder. Alle vandområder skal have god tilstand – også ifølge EU. Det ville være en mere fremsynet at lave hele omstillingen nu, så vi ikke står om flere år med fortsat dårlig tilstand og konkluderer at vi nu alligevel skal gøre mere – alt imens havet lider” siger Niklas Sjøbeck Jørgensen og fortsætter:

“Vi har ikke råd til flere udsættelser eller halve løsninger. Det er på tide, at vi sætter handling bag ordene og tager det ansvar, der kræves for at sikre fremtidens havmiljø. Jo mere vi reducerer kvælstofudledningen nu, desto hurtigere kan vi genskabe balancen i vores økosystemer og sikre et sundt og rent vandmiljø.”

Rådet for Grøn Omstilling har siddet med i følgegruppen til Second Opinion og givet kommentarer til et godt forløb med gode faglige diskussioner. Læs mere om Second Opinion her.

Find vores bemærkninger til afsluttende rapport for Second Opinion her.

Foto: Troels Lange/Syddansk Universitet

By |2024-09-25T13:29:56+01:0025. september 2024|Pressemeddelelse|Kommentarer lukket til Finansministeriet lægger op til potentiel slækkelse af kvælstofmål
Læs mere

Klimahandling kan ikke vente på pyrolyse

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at det giver god mening at investere i udvikling af klimateknologier, der kan bidrage til landbrugets klimamål. Og pyrolyse kan på sigt blive en fornuftig klimateknologi. Vi er enige i, som Klimarådet også påpeger, at pyrolyse kan spille en rolle frem mod 2050. Men for at pyrolyse kan have en reel klimaeffekt, skal vi vente med at indregne effekten indtil den rent faktisk har en effekt i atmosfæren. Og vi må sikre os, at udbringning af biokul ikke skaber andre miljøproblemer, da den ikke kan fjernes fra landbrugsjorden igen.

 I et indlæg i Klimamonitor den 16. september skriver Martin Lünell Christensen og Pyrolyse Danmark, at vi i Rådet for Grøn Omstilling ikke ser på klimaeffekten af pyrolyse i et 100-årigt perspektiv. Vi er ikke uenige i, at pyrolyse kan give fint mening når man sammenligner klimaeffekten fra biokul med den kulstoflagring som biomassen havde bidraget med hvis den blot var blevet udbragt på landbrugsjord i et 100-årigt perspektiv. Men problemet med den planlagte satsning på pyrolyse er, at klimaeffekten af biokul regnes med for at nå landbrugets klimamål for 2030, hvor det er yderst tvivlsomt, at virkemidlet kan nå at have en klimaeffekt.

Pyrolyse skal kun bruges, hvis det sker på miljømæssig forsvarlig vis

Martin Lünell Christensen kritiserer netop, at Rådet for Grøn Omstilling lægger vægt på den kortsigtede effekt af pyrolyse. Men den er nu engang ikke til at komme udenom, når den grønne trepart har taget udgangspunkt i, at en reduktion på 0,3-0,6 mio. ton CO2 skal komme fra pyrolyse allerede i 2030. Selv med den klimaeffekt på under 20 år som Martin Lünell Christensen henviser til i sit indlæg, vil klimaeffekten af pyrolyse af afgasset gylle stadig ikke opnås inden 2030. Derfor er det korte perspektiv vigtigt at have med. Vi er nødt til først at indregne effekten, når den rent faktisk indtræffer, så vi ikke snyder os selv og klimaet. Selv med pyrolyse af halm er det ikke sandsynligt med en klimaeffekt inden 2030.

Ifølge IPCC skal vi omtrent halvere vores drivhusgasudledninger i dette årti, hvis vi skal holde den globale opvarmning under 1,5 °C. Vi kan ikke basere vores klimahandling på håbet om fremtidige løsninger – vi skal handle nu for at nå de nødvendige reduktioner inden 2030 og med tiltag, som virker indenfor denne tidshorisont. Det vil en reduktion i den animalske produktion gøre med sikkerhed.

Klimaeffekten af pyrolyse og biokul afhænger i stor grad af, om man regner med, at pyrolyseolie kan erstatte fossile brændsler. Ekspertgruppen for en grøn skattereform har ikke antaget dette. De regner med, at pyrolyseolien måske vil blive brugt i international skibsfart, og at pyrolysegassen ikke fortrænger fossil energi, da den fx vil blive brugt i fjernvarmenettet og dermed fortrænge grøn energi. Rådet for Grøn Omstilling har brugt samme antagelser, og mener, at pyrolyse olie kun skal bruges, hvis det kan ske på miljømæssig forsvarlig vis.

Vi har ikke råd til at vente på, at pyrolyse giver den ønskede klimaeffekt

Jeg er glad for, at Pyrolyse Danmark er enig i, at pyrolyse ikke skal implementeres i stor skala, før vi har en bedre forståelse af de miljømæssige konsekvenser. Her er det vigtigt at understrege, at biokul ikke bare er biokul. Effekten af biokul på jorden afhænger af biomassetypen, temperaturen og andre faktorer, der indgår i produktionen. Derfor er det svært at overføre erfaringer fra andre lande i den danske kontekst, da biomassen der ofte er træ. Samtidig skal vi huske, at der globalt er begrænsede erfaringer med biokulproduktion. I 2023 blev eksempelvis kun produceret 75.000 ton biokul i Europa.

Pyrolyse Danmark nævner, at de bakker op om forsigtighedsprincippet, der ligger bag, at Danmark har igangsat miljøundersøgelser af biokuls effekt på miljø og natur. Det er jeg glad for at høre. Derfor håber jeg også, man respekterer, at de langsigtede markforsøg af effekter ved anvendelsen af biokul på miljø, natur og den landbrugsmæssige praksis, først er færdige i 2033.

I praksis vil det være umuligt at fjerne biokul udbragt på marker. Rådet for Grøn Omstilling fastholder derfor, at det er nødvendigt at kende konsekvenserne af biokul for miljø og afgrøder, før der satses på storstilet udbringning på marker. Dermed giver det ikke mening at indhente resultater og konkludere på 10-årige forsøg efter kun 5 år i 2027, som Pyrolyse Danmark lægger op til i deres indlæg.

Vi har ikke råd til at vente på, at pyrolyse giver den ønskede klimaeffekt – vi skal reducere klimabelastningen nu. Vi skal bestemt ikke smække døren i for pyrolyse, men vi bør fokusere på, hvilke biomasser der giver mening at pyrolysere, og grundigt undersøge klimaeffekten af de biomasser, der skal bruges. Pyrolyse skal ikke blive en teknologi, der indirekte holder hånden under en fortsat stor animalsk produktion. Og uanset hvilken klimaeffekt biokul måtte have i et 100-årigt perspektiv, bør denne ikke medregnes i opfyldelsen af vores klimamål, før effekten faktisk er opnået.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede og er blevet bragt i Klimamonitor den 20. september 2024.

By |2024-09-23T08:07:06+01:0023. september 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klimahandling kan ikke vente på pyrolyse
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top