”Klimahandling” står der flot på forsiden af SVM-regeringens udspil om mere sol- og vind på land. Hele tre ministre præsenterede udspillet 9. oktober og kaldte det et stort skridt på vejen mod en firedobling af strøm fra sol og vind på land i 2030.

Men leverer det reel og effektiv klimahandling? Det haster, for klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis med rekordhøje temperaturer i år, og nogle klimaforskere mener, at vi måske allerede næste år sprænger 1,5 graders loftet i FN´s Paris-aftale.

Desværre går det alt for langsomt med at opstille flere solceller og vindmøller i Danmark, og vi har mistet vores position som en grøn frontløbernation.

Sidste år blev der kun opført lidt over en halv gigawatt i landets kommuner, selv om krigen i Ukraine og energisikkerhedskrisen burde have rusket os alle ud af Danmarks mangeårige tornerosesøvn.

I de sidste fem år er der kun opstillet ekstra 1,4 GW sol- og vindenergi på land. Det er alt, alt for lidt, hvis vi skal frigøre os helt fra de fossile brændsler, der stadig udgør 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug.

Det går stadig i snegletempo, regeringen har stadig ikke klippet de mange bureaukratiske snubletråde over, og omkring 1000 møller står i kø ude i kommunernes sagsbehandling.

Desværre leverer regerings nye VE-udspil ikke en eneste ny konkret handling.

I stedet for at udpege nye vedvarende energiparker – det skulle være sket i efteråret 2022 og er nu skudt til 2024 – så taler man om ”32 arealer med potentiale”, som man vil indlede en dialog med kommunerne og opstillerne om.

At føre dialog og at tale om potentialer er ingen kunst, men hvornår leverer regeringen reel klimahandling?

Regeringen lover i udspillet, at man ”markant” vil forbedre kompensationsordningerne, så ”naboer og lokalsamfund får flere penge og fordele ved at bo tæt på solceller og vindmøller”.

Intentionen er rigtig god, men handlingen er udskudt til senere. For regeringen skal først lige udarbejde en ”analyse af mulige gevinst- og kompensationsordninger for naboer til særligt store eltransmissionsanlæg.”

Ok, regeringen skriver, at en firedobling af den vedvarende energi frem mod 2030 kan øge det beløb, opstillerne giver til kommuner og naboer fra cirka 2 milliarder kroner til i alt 4,5 milliarder kroner.

Undskyld, men kompensationerne i den grønne pulje til kommunerne udbetales per megawatt, og i VE-bonusordningen får berørte borgere støtte per kilowatt. Det burde alt andet lige betyde, at kompensationen burde stige med fire gange.

Men regeringen vil kun lidt mere end fordoble betalingerne. Det, man sælger som ”markant større gevinster til naboer og lokalsamfund”, ligner desværre en forringelse af de nuværende betalinger per megawatt.

Lad os endelig tale om incitamenterne. Ikke kun lokalt, men også nationalt.

Hele vores afgiftssystem og støtteordninger bør være indrettet på at tage så mange fossile brændsler ud af vores energisystem så hurtigt som muligt og gøre det endnu mere attraktivt at investere i sol- og vindenergi, i batterier og energilagring.

Vi burde også hurtigt udfase den statsstøttede biomasseafbrænding i vores varmesektor og gå all-in på elektrificering med varmepumper og jordvarme, drevet af ren sol- og vindenergi. Men det sker desværre ikke, fordi der er alt for meget stiafhængighed og alt for lidt handlekraft.

Vi kan ikke løse den forværrede klimakrise bare ved at tale om nye potentialer og opstille fine fremtidsvisioner for 2045 og 2050, der skal også leveres på klimaloven i 2025 og 2030.

Der er brug for samme handlekraft, som regeringen og de ansvarlige partier viste under coronapandemien. Men SVM-regeringen mangler stadig at vise, at den kan levere. Tværtimod er man ret modvillig, når det gælder.

For eksempel som da man afviste embedsmændenes konstruktive forslag til nye lynudbud for havvind – en åben-dør 2.0 – eller når klimaministeren aflyser energikrisen og lader de offentlige institutioner skrue op for temperaturen fra 19 til 23 grader.

Og i spillet om nye og højere CO₂-afgifter har man brugt en forhalingstaktik. Det er ærgerligt, når det er det mest omkostningseffektive tiltag.

Ja, vi taler meget om CO₂-afgifter, men jeg tjekkede lige Danmarks Statistik, og de samlede afgifter på kuldioxid og CO2-emissioner er reelt faldet med 6,8 procent siden 2013.

Regeringen burde hæve CO₂-afgiften hurtigere for industrien, og indføre den lige så hurtigt for landbruget, der siden 2013 slet ikke har sænket deres udledning af drivhusgasser.

Man burde også hæve dieselafgiften mindst til det tyske niveau og skrotte landbrugets fritagelse fra dieselafgiften.

Alt for længe har man taget med fløjlshandsker på fossilerne. Statens provenu fra de fossile energiafgifter er faktisk faldet med 12 procent eller 3,8 milliarder kroner i forhold til 2013.

Disse afgifter bør skrues markant i vejret, og kan for eksempel finansiere en hurtigere udbygning af vores nedslidte elnet, så der er ikke stopklodser for opstilling af mere vedvarende energi.

I fremtidens energisystem er elektrificering af alle sektorer hovednøglen til at frigøre sig fra fossilerne og spare op imod 40 procent af vores samlede energiforbrug.

Årligt henter staten over 11 milliarder kroner ind på elafgifterne, så kan vi ikke klare at udbygge det danske elnet med 40-80 milliarder i de næste ti år?

I stedet for at hæve de fossile energiafgifter, så rammes dem, der opstiller solcelleanlæg og vindmøller, af ekstra tariffer og bidrag. Det er desværre realiteten.

Fra klimavalget i 2019 til 2024 er tilslutningsbidragene for at komme på transmissionsnettet øget med 8 gange for solceller og landvind, og ekstrabetalingen for at komme på distributionsnettet er steget med en faktor 13 for landvind og en faktor 14 for solceller, viser en beregning lavet af European Energy.

Engang i fremtiden, når hele Danmark er fri for fossile brændsler, er der god logik i, at dem der bruger elnettet, også skal betale for at bruge det og udbygge det.

Men så længe mere end halvdelen af vores bruttoenergiforbrug er fossilt, er de voldsomme forhøjelser af tilslutningsbidrag og indfødningstariffer indirekte med til at forsinke den grønne omstilling og forlænge levetiden for de fossile brændsler.

Og det giver også en unfair konkurrencefordel til de biomasseanlæg, der er fritaget for afgifter og frem til 2026 har udsigt til 3,2 milliarder kroner i statsstøtte til at konvertere fast træbiomasse til el.

Det samme gælder biogasanlæggene, der både er fritaget for CO₂-afgift og oveni fedes op med 10,7 milliarder kroner i statsstøtte på finanslovene fra 2023-2026.

Det er kun fair og rimeligt, at producenter af vedvarende energi løbende skal betale noget tilbage til naboerne og lokalsamfundet, og lad os udvikle en ny model for løbende overskudsdeling.

Men hvis vi skal løse klimakrisen, bør vi i de næste fem-ti år favorisere dem, der leverer de bedste grønne løsninger og sende de største regninger til dem, der skader klimaet og miljøet.

Det er tid til et grønt besøg af alle de grønne skatter og afgifter, så vi kan få sat ekstra turbo på omstillingen væk fra de fossile brændsler.

Denne kronik er skrevet af direktør Bjarke Møller, og er bragt i Altinget den 30. oktober 2023.

Når medierne dækker klimakrisen, er det ofte med politikere, forskere eller erhvervsledere som kilder.

At lige den type kilder fylder mest, er ikke specielt overraskende og afviger ikke meget fra andre genrer i journalistikken. Dem med penge og magt bliver der naturligt ringet mere til, da de ofte har mere indflydelse og er centrum for historier, som er væsentlige for flere mennesker.

Men problemet med at lade magtmenneskerne dominere fortællingen om klimakrisen er, at de, der læser, lytter eller ser med, efterlades i en magtesløs tilstand uden tro på, at de selv kan gøre noget ved problemerne.

Selvom det er bydende nødvendigt, at politikere skaber de strukturelle ændringer, der er brug for, så står vi som samfund over for en opgave, der kræver, at alle kan se sig selv som en del af den opgave og tror på, at det kan lade sig gøre.

Som Line Weldingh, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, netop har konkluderet i sin kortlægning af danske mediers klimajournalistik, så er der behov for at inddrage et større udvalg af kilder i dækningen, så der bliver plads til flere ”almindelige mennesker”.

Mere diversitet i stemmer giver større sandsynlighed for identifikation og engagement.

Identifikation har altid været vigtigt for journalistikken. Spørg enhver første semesters journaliststuderende, og de vil hurtigt kunne opremse nyhedskriterierne, hvor identifikation er et af dem.

Enhver praktikant vil kende formatet med en nyhed og en casehistorie, hvor man får sat følelser på en problemstilling.

Når vi taler om klimaforandringerne, taler vi ofte om store tal og abstrakte begreber som temperaturstigninger, CO₂-udledning og havniveaustigninger.

Selvom disse data er afgørende for at forstå problemets omfang, kan de også virke fjerne og uvedkommende for almindelige mennesker.

Problemet for mange nyhedsredaktioner er, at det kan være svært at spotte de oplagte casehistorier i klimadækningen.

De tidspunkter, hvor det kan virke mest oplagt at finde relevante cases til klimahistorier, er ofte, når katastrofen rammer som i Norge, hvor medierne bragte interview med vidner midt i de triste begivenheder.

Eller når danskere f.eks. som i sommer blev fanget tæt på et område med skovbrande under deres ferie i Grækenland.

Den situation kan mange forholde sig til, og naturligvis er det også vigtigt at fortælle, når vi danskere rent faktisk pludselig står og kan mærke klimakrisen helt tæt på.

Men hvis den slags menneskefortællinger står alene uden også at fortælle om handlemuligheder og positive fremtidsscenarier, så risikerer vi at efterlade mennesker handlingslammede og håbløse.

Det, vi savner i mediebilledet, er derfor ikke folk, der er ofre i klimakatastroferne, men de personlige historier om mennesker, der finder deres egne veje mod klimahandling. De historier, der kan inspirere, fjerne følelsen af magtesløshed og beskrive situationer og overvejelser, de kan se sig selv i – og ikke mindst give en fornemmelse af fællesskab.

Rundtom i landet findes der masser af mennesker, der selv forsøger at omstille deres lokalsamfund.

Det kan vi eksempelvis se i forbindelse med projektet Yes in my backyard (YIMBY), hvor vi interviewer folk, der tager fælles initiativ til at sætte vindmøller op, etablere fællesejede solcelleanlæg eller forsøger at få gang i et energifællesskab, så de kan komme af med deres olie- eller gasfyr.

Andre opretter et helt bofællesskab, hvor man bor i lavenergihuse, lever af egne økologiske grøntsager og får grøn energi fra solceller og egen vindmølle.

Nogle gør det for klimaet, andre for fællesskabet, økonomien eller landsbyens overlevelse.

Disse historier bryder med den ellers ret udbredte fortælling om Not in my backyard-tendensen.

Vi hører meget om, hvordan lokale borgere er meget bekymrede og vrede, når nye vindmølle- eller solcelleprojekter bliver fremlagt på borgermøder.

Men vi hører ikke meget om de mennesker, der selv sætter gang i lokal grøn omstilling, og som viser, at vi alle kan bidrage til løsningerne i vores lokalsamfund, arbejdsplads, studie m.m. ud fra vores egne forudsætninger og muligheder uden at have en doktorgrad i klimavidenskab, men ved at gå sammen med andre.

De nævnte historier trækker vi frem og sætter fokus på, fordi vi har fået fondsstøtte til projektet.

Men de ville få langt større rækkevidde og bevågenhed, hvis de store medieplatforme bragte dem.

Og der er ikke bare behov for den slags historier − der er også efterspørgsel.

I flere undersøgelser svarer danskerne, at de er bekymrede, men samtidig ikke ved, hvad de skal gøre for at handle på klimakrisen. Og selvom det er nærliggende at tænke, at de bare har brug for flere artikler som ”Syv gode råd til at leve bæredygtigt”, så er det ikke løsningen.

I forskning i klimakommunikation har man for længst begravet teorien om, at overførsel af information fører til handling. Sådan fungerer mennesker nemlig ikke.

Vi har en masse psykiske forsvarsmekanismer, der står imellem klimabudskaberne og vores handlinger. Som at kategorisere et budskab som usandt, hvis det skaber kognitiv dissonans hos os, eller overse historier i vores feed, der ikke lige passer med vores verdensbillede eller er uoverskueligt.

Men denne viden er desværre ikke en del af pensum på landets journalistuddannelser, og for mange journalister er det uvant at skulle tænke over, hvordan ens journalistik påvirker modtageren.

Det er vi nødt til at lave om på, som en EU-rapport om klimajournalistik også understregede tidligere i år.

Mennesker har brug for håb og inspiration – og det skal medierne også være med til at støtte op om.

Naturligvis skal de personlige historier ikke laves på bekostning af kritisk journalistik, videnskabelig nøjagtighed og dybdegående analyse. Men de skal supplere dækningen med en menneskelig dimension, der motiverer og engagerer.

Ved at give de stemmer mere plads i nyhedsdækningen kan medierne være med til at give inspiration til, hvordan man kan engagere sig – og gøre aktiv klimahandling til det normale.

Og udover de positive effekter, det vil have for samfundet, hvis flere begynder at tænke nyt, så vil det højst sandsynligt også have positive effekter på mediernes læsertal.

Særligt for de unge mediebrugere, der i højere grad end resten af befolkningen vender de traditionelle medier ryggen.

De unge vil have medier, der tager ansvar for klimakrisen, og mere end en tredjedel ønsker medier, der opfordrer til klimahandling ifølge Danskernes brug af nyhedsmedier 2022.

I en verden, hvor vi ofte måler fremskridt i termer af teknologiske landvindinger og økonomiske gevinster, er det værd at huske, at vores største præstationer ofte findes i vores evne til at forstå og støtte hinanden.

Ved at inkludere flere menneskelige historier i klimadækningen kan vi minde os selv om vores fælles skæbne, vores evne til at handle og vores kapacitet til at tage ansvar for den planet, vi deler.

“Vi hører meget om, hvordan lokale borgere er meget bekymrede og vrede, når nye vindmøller eller solcelleprojekter bliver fremlagt på borgermøder. Men vi hører ikke meget om de mennesker, der selv sætter gang i lokalgrøn omstilling.”

Denne kronik er blevet bragt i Jyllands-Posten den 16. oktober 2023, og er skrevet af journalist Sofie Hviid, sammen med Helene Cherét, redaktør i RGO, journalist og partner i klimajournalisterne, Søren Bjørn-Hansen, og Simon Elsborg Nygaard, Ph.d. i bæredygtighedspsykologi.