Høringssvar: EU Miljøspecialudvalget – pesticider
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden.
Høringssvar: Affald
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden.
EU should support efforts in Denmark and Netherlands to stop woodburning
The article is brought in EURACTIV on 6 November 2020 by Annika Lund Gade, project officer, Green Transition Denmark and Peter de Jong, program leader, Natuur & Milieu
The European Commission has signalled that it will be reviewing the role of wood as a form of renewable energy, both as part of the biodiversity strategy and as part of the reopening of the renewable energy directive.
This is welcome since, as the European Science Academies have frequently highlighted, “serious mismatches exist between science and policy in bioenergy”.
Denmark and the Netherlands are among the largest importers of wood pellets in Europe and there is a lively debate in both countries around how to reduce dependence on wood burning, based on the evidence both that burning wood for heat and power is highly likely to increase atmospheric concentrations of CO2 over decades and also that increased harvesting contributes to biodiversity loss and increased air pollution.
The costs of these impacts are not taken into account in assessing the most efficient use of public subsidies for renewable energy. And subsidies for wood burning in the 14 largest EU countries plus the UK already amount to around €6.5 billion per year.
Last year, Denmark imported over 3 million metric tonnes of wood pellets from European countries, as well as from forests as far afield as the US, Russia and Canada. It caused a national scandal when it was reported that Denmark even “burns trees from the Amazon to help the climate”.
The vast majority of this wood is used to generate heat. Last year the Danish parliament passed a climate law legislating, in effect, for an admirable 70% cut to emissions by 2030 and mandating the production of sector-specific climate action plans.
There is no point in pretending that meeting this target will be easy – but there is also no point in pretending that wood is a low carbon energy source just in order to meet a target more easily.
Wood emits more CO2 per MWh even than coal – as noted by the IPCC – which is why most environmentalists and scientists think that it takes several decades for plant regrowth to reabsorb the carbon emitted “in one pulse” from wood burning.
This is obviously way too long to hit the targets of the Paris Agreement. So, it makes very little sense that most forest biomass is considered a ‘carbon-neutral’ energy source.
This is why Green Transition Demark and five other NGOs, including WWF Denmark, have been calling on the Danish government to set a clear phase-out date for wood burning.
We are pleased to see a Europe-wide petition calling for the end of all subsidies to forest wood-burning gaining momentum, and over 3,000 signatures to date.
This chimes with the recommendations of the Dutch Social and Economic Council (which consists of trade unions, employer organisations, and NGOs) that advises the Dutch government and to which one of the present authors, Peter de Jong, has contributed.
Earlier this year, the SEC called for a complete phase-out of wood burning for power, heat and road transport as soon as possible. This is important, as the Netherlands is now the EU member state with the fastest growth of wood pellet imports: 1.2 million metric tonnes in 2019 and forecast to more than double in 2020.
A lot is made of strict ‘sustainability criteria’ being attached to forest harvesting for wood pellets but – quite frankly – these criteria both at the EU and the member state level (where they differ) have failed to curb the huge growth in the global trade in wood pellets.
What counts as a ‘forest residue’, for example, remains too vague to prevent the wood pellet industry continuing to harvest whole trees.
Coupled to the huge carbon accounting loophole (via which emitting countries can avoid counting the emissions generated from wood burning) and large subsidies and tax breaks to the industry and you can see why a forest bioenergy industry has grown so large in little over a decade.
Unfortunately, proposals this month for updated criteria in Denmark are very disappointing – but it is good to see that the three parties providing parliamentary support to the minority Social Democratic government (the Socialist People’s Party, The Red-Green Alliance and the Social Liberal Party, to which Margrethe Vestager belongs) have all backed a biomass phase-out.
And there is real political momentum building in civil society for a genuine plan to wean Denmark off wood burning as quickly as feasible.
In the Hague, we wait to see exactly how the government will implement the advice but we have to stress that simply tightening ‘sustainability criteria’ will not be enough to stem the tide of unsustainable biomass into the Netherlands and cap the growth of this huge industry.
Likewise, it will not be sufficient simply to tighten the ‘sustainability criteria’ at EU level when the relevant articles of the renewable energy directive are re-opened next year.
It is to be remembered that the Commission’s own scientific advisers on biomass energy, Forest Research, stated in 2018 that:
“Unless appropriate policy measures are taken to support sustainable bioenergy supply (in terms of impacts on GHG emissions), particularly in the case of forest bioenergy supply, a significant increase in bioenergy use in the EU is likely to lead to a net increase, rather than decrease, in GHG emissions being contributed from bioenergy sources.”
With coal-phase outs in place in many European countries, there remains a serious risk that a heightened target for renewable energy across the EU will simply end up incentivising more wood burning.
This is precisely what has just led the South Korean solar sector to sue its own government, tired as it is of seeing old coal power plants grabbing the majority of renewable energy certificates.
At the last count, there were 67 old coal power plants in Europe considering switching to wood burning. This cannot be allowed to happen. Our view is that it is time to stop treating all forest biomass as a carbon neutral fuel.
Økonomiske incitamenter modarbejder grøn omstilling i byggebranchen
Debatindlæg bragt i Altinget den 3. november 2020 af Sofie Hviid, projektudvikler, Rådet for Grøn Omstilling
Det skorter ikke på grønne intentioner og CSR-politikker fint dekoreret med FNs Verdensmål i alle dele af byggebranchen. Branchen har, ligesom de fleste andre, lugtet lunten – at evnen og villigheden til at omstille sin virksomhed til en grøn praksis formodentligt bliver udslagsgivende for om den eksisterer eller ej indenfor de kommende ti år.
Så hvorfor er den grønne omstilling af byggebranchen foreløbigt kun for de få spydspidser? Hvorfor ser vi stigende affaldsmængder, stigende samlet energiforbrug og stigende CO2-udledninger* fra branchen som helhed i stedet for det modsatte?
Hvad er stærkere end de hæderlige intentioner og den åbenlyse nødvendighed? Det er de økonomiske incitamenter i branchens nuværende praksis. Og den økonomiske incitamentsstruktur modarbejder den grønne omstilling af branchen.
Skadelig incitamentstruktur
Byggebranchen er præget af udbud af entrepriser i alle led af værdikæden, lige fra hoved-/totalentreprise til de enkelte fagentrepriser, og i udbudsrunderne er den laveste pris et væsentligt konkurrenceparameter.
Den nuværende udbudspraksis, hvor virksomhederne konkurrerer på laveste pris, tager afsæt i ambitionen om have objektive, sammenlignelige konkurrenceparametre. Det opretholder samtidig en praksis, hvor alle led i værdikæden underbyder hinanden og reproducerer konventionelle materialevalg og løsninger på udførelse, der kan leveres til lavest mulige pris fremfor at udvikle nye grønne løsninger.
Der er altså en indlejret økonomisk incitamentsstruktur, der modarbejder innovation og grøn omstilling i branchen som helhed.
Her er argumenterne for at bygge som vi plejer:
- Det er en praksis, der virker og er velafprøvet gennem årtier
- Det er usikkert, hvor ansvaret placeres ved brug af uafprøvede metoder og materialer
- Det er dokumentationstungt og risikabelt at vælge nye grønne løsninger
- Det er omstændeligt og ressourcekrævende at omstille sin virksomhed uden resten af branchen følger med
- Det er konkurrenceforringende at bygge grønt, når den øvrige branche konkurrerer på laveste pris
- Det giver ikke mening at afgive tilbud på grønne løsninger, når konkurrenterne kommer til at underbyde med billigere udførelse og materialer og dermed vinder udbuddet
Og her er så argumenterne for at bygge grønt:
- Vores klode kan ikke understøtte den nuværende byggepraksis
Så hvorfor er det lige, at man, som virksomhedsejer i byggebranchen, skal sætte sin virksomhed i sadlen på den høje, grønne klimahest, når det samtidig forringer ens konkurrenceevne, svækker ens mulighed for at vinde udbud, kræver store ressourcer at dokumentere nye løsningers holdbarhed og egenskaber, og man samtidig risikerer at stå med et ansvar og erstatningskrav for uafprøvede løsninger?
Det svar har hovedparten af byggebranchen forståeligt nok ikke. Derfor modarbejder den økonomiske incitamentsstruktur i den nuværende udbudspraksis den grønne omstilling og innovationen, og som konsekvens fortsætter branchen med at bygge som den plejer.
Grønne konkurrenceparametre
Byggebranchen kan og vil gerne bygge grønt, men det er nødvendigt at ændre de økonomiske incitamentsstrukturer gennem hele værdikæden, så de grønne ambitioner ikke defineres af den enkelte virksomheds CSR-politik, men af fair og lige vilkår under nye grønne konkurrenceparametre.
De nye konkurrenceparametre skal sætte klimahensyn og grøn omstilling øverst på dagsordenen og samtidig sikre gode konkurrencevilkår. Det skal ske ved at belønne de mest ambitiøse grønne løsninger, og fremme grønne materialer, innovation, grøn drift, energiforsyning og vedligeholdelse, genbrug og genanvendelse, vidensdeling og understøttende samarbejdsformer i stedet for et – alt for ensidigt – fokus på pris.
Her er det oplagt at bruge byggebranchens udbudsprocesser som værktøj. Byggebranchen har, med den største andel af den samlede CO2 udledning af alle brancher*, et kæmpe potentiale for at rykke Danmark nærmere målet om en samlet 70 procent CO2-reduktion inden 2030, og der er desværre intet quick-fix.
Det er en kompleks opgave, der venter branchen. Og byggebranchen er en tung skude at vende med sin traditionsbundne praksis, mange risikofaktorer og komplekse processer for regulering.
Den grønne omstilling af branchen som helhed kommer til at kræve en lang række indsatser, hvoraf udbudsprocesserne og de indlejrede incitamentsstrukturer er nogle af de centrale.
Det kræver, at branchen identificerer de konkrete forhindringerne for den grønne omstilling i de økonomiske incitamentsstrukturer, definerer nye grønne konkurrenceparametre og efterspørger den rette politiske regulering.
Her kunne man godt pege på enkelte aktører i byggeriets værdikæde, der burde gå forrest og tage et større ansvar, men tiden er ikke til at pege fingre ad enkelte aktører.
Tiden er til at finde fælles løsninger. Løsninger, der går på tværs af værdikæden, på tværs af interesseorganisationer og Ngo’er, på tværs af offentlig og privat.
Med afsæt i udbudsprocesserne vil det være muligt at finde en del af løsningen på en bunden fælles opgave, hvor branchens hæderlige intentioner, den åbenlyse nødvendighed og de økonomiske incitamenter sammen arbejder for den grønne omstilling.
*
Global Alliance for Buildings and Construction, International Energy Agency and the United Nations Environment Programme (2019): 2019 global status report for buildings and construction: Towards a zero-emission, efficient and resilient buildings and construction sector.
Miljøstyrelsen / Affaldsstatistik 2018
Skal Danmark stævnes ved EU-domstolen?
Debatindlæg bragt i Frederiksborg Amts Avis den 2. november 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling
Helbredsskaderne skyldes både national og grænseoverskridende luftforurening. For at dæmme op for den grænseoverskridende luftforurening har FN besluttet Göteborg Protokollen (GP). EU har herefter besluttet National Emission Ceilings Direktivet (NECD). Begge reguleringer sætter nøje grænser for, hvor meget luftforurening nationer må udlede i 2020.
Kommissionens seneste opgørelse viser imidlertid, at kun 4 ud af 28 medlemsstater vil opfylde GP og NECD i 2020. Danmark er ikke et af dem. Vi vil overskride 40 % af udledningskravene ifølge vores egne indberetninger til EU grundet partikelforurening (primært fra brænderøg) og ammoniakforurening fra landbruget.
Der er akut behov for at bekæmpe luftforureningen yderligere igennem nationale tiltag. Vores EU-indberetning viser endda, at vi i 2030 kan overskride 60 % af udledningsgrænserne i NECD, hvis ikke politikerne griber målrettet ind – særligt over for brænderøg og ammoniak. Der kan i sidste ende blive tale om en retssag ved EU-domstolen og/eller en sag ved danske domstole.
Løsningerne er velkendte. Brændefyring kan let erstattes af isolering og renere varmekilder f.eks. fjernvarme i byerne og varmepumper på landet. Det gavner også klimaet, da brænderøg er den største kilde til klimaskadelige sodpartikler. Effektiv røggasrensning bliver måske også muligt. Landbrugets ammoniakforurening kan reduceres via mere bioforgasning eller gylleforsuring.
Det er pinligt, at vi som såkaldt grønt foregangsland, ikke engang opfylder FN’s og EU’s basale miljøkrav. Luftforurening koster mange flere dødsfald hvert eneste år end COVID-19 kommer i nærheden af. Alligevel gør politikerne forbløffende lidt for at reducere luftforureningen.
Høringssvar: Projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg
Fjernvarmen bør i langt højere grad bidrage til den grønne omstilling af hele energisektoren. Derfor er der behov for en opdateret projektbekendtgørelse, der understøtter udvikling (og planlægning) af fjernvarmen i et sammenhængende energisystem. Det leveres ikke i tilstrækkelig grad i det foreliggende udkast til projektbekendtgørelsen.
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden.
Behov for hurtigere grøn omstilling af offentlige køretøjer
Til august 2021, træder EU-direktivet for offentlige grønne køretøjer, ”Clean Vehicle Directive”, i kraft. Det betyder, at der fra august 2021 bliver stillet minimumskrav til alle EU’s medlemslande, herunder Danmark, om andelen af offentlige indkøb af grønne køretøjer. Dette gælder både personbiler, varebiler, busser og lastbiler, der kontrolleres af det offentlige – altså både de køretøjer der ejes, leases eller kører for det offentlige, f.eks. i forbindelse med udbud.
For at leve op til minimumskravene i direktivet om offentlige grønne køretøjer, har regeringen i dag offentliggjort deres strategi for grønne offentlige indkøb, deriblandt indkøb af emissionsfrie offentlige køretøjer. Forslaget fra regeringen går i et 2030-perspektiv langt over minimumskravene. De foreslår at den offentlige køretøjsflåde skal være emissionsfri i 2030. Dette ved at regeringen ”igangsætter et arbejde med at udarbejde en plan for en gradvis omstilling af hele den offentlige køretøjsflåde til emissionsfri køretøjer frem mod 2030”.
”Vi er selvfølgelig meget positivt stemt overfor en fuld omstilling af det offentliges køretøjsflåder til nulemissionskøretøjer. Vi mener dog ikke at det er nødvendigt at igangsætte et større projekt med at udarbejde en analyse og plan for omstillingen, da det kommer til at langsommeliggøre processen,” siger Daria Rivin fra miljøorganisationen i Rådet for Grøn Omstilling, og uddyber:
”Flere kommuner har allerede indgået aftaler om indkøb af elektriske personbiler og busser. Det er altså tydeligvis allerede i dag muligt at stille krav om at offentlige indkøb af f.eks. personbiler og busser skal være elbiler og elbusser,” siger Daria Rivin.
Det offentlige råder over ca. 50.000 køretøjer, der spænder fra personbiler og busser til varebiler og lastbiler, herunder specialkøretøjer som ambulancer og politibiler. I direktivet for offentlige grønne køretøjer stilles der krav ud fra køretøj, opdelt i to perioder fra hhv. 2021-2025 og fra 2026-2030.
Rådet for Grøn Omstilling anbefaler, at vi i Danmark hæver minimumskravet for offentlige grønne indkøb af personbiler fra 37,4% til 100% elbiler allerede fra 2021 (se tabellerne nedenfor). For busser er minimumskravet af offentlige indkøb på 45% fra 2021 ifølge direktivet, hvorfor Rådet anbefaler at der stilles krav om at 90% af nyindkøbte busser skal være nulemission, altså brint eller elektriske busser.
”Det er efterhånden svært at finde på gode undskyldninger for ikke at købe elbiler og elbusser. Prisen er fornuftig, distancen på batterierne rækker langt og de hverken forurener eller larmer. Det eneste der mangler, er busser der kører de helt lange distancer, hvorfor vi ikke anbefaler 100% indkøb af elbusser før efter 2026, med mindre de selvfølgelig kommer på markedet inden da,” siger Daria Rivin.
For varebiler og lastbiler er EU’s minimumskrav i 2021 på hhv. 37,4% og 10%. Her anbefaler Rådet for Grøn Omstilling at vi i Danmark hæver kravene til 75% for både vare- og lastbiler. Dette fordi der allerede findes mange elektriske varebiler på markedet, der kan erstatte fossile varebiler samt flere elektriske lastbiler, der kan bruges til alt fra distribution til skraldeindsamling.
”Inden for de næste par år starter serieproduktionen af elektriske lastbiler med både større totalvægt op til 40 tons samt op til 500 km på batteriet. Mange tror stadig at elektriske lastbiler kun hører til fremtiden, men vi er nødt til at understrege, hvor langt vi allerede er med elektriske lastbiler i dag. Der skal derfor stilles krav til offentlige indkøb derefter,” mener Daria Rivin fra Rådet for Grøn Omstilling.
Rådet for Grøn Omstilling arbejder for en hurtig grøn omstilling af transporten i Danmark, herunder også offentlige køretøjer, både nationalt og i EU.
| EU Minimumskrav i Danmark | Personbiler | Varebiler | Lastbiler | Busser |
| Fra aug. 2021-2025 | 37,4 % | 37,4 % | 10 % | 45 % |
| Fra jan. 2026-2030 | 37,4 % | 37,4 % | 15 % | 65 % |
| Forslag fra Rådet for Grøn Omstilling | Personbiler | Varebiler | Lastbiler | Busser |
| Fra aug. 2021-2025 | 100 % | 75 % | 75 % | 90 % |
| Fra jan. 2026-2030 | 100 % | 100 % | 100 % | 100 % |
Høringssvar: EU’s kemikaliestrategi for bæredygtighed
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden.
Regeringens strategi for offentlige grønne indkøb skuffer
Det offentlige indkøb er årligt på ca. 380 mia. kr., hvilket svarer til ca. 65.000 kr. per dansker. Styres dette indkøb i en mere grøn og bæredygtig retning, vil det have en stor effekt på vores samlede miljø- og klimaftryk. Derfor har grønne aktører ventet med spænding på Regeringens strategi for offentlige grønne indkøb. Men strategien skuffer ifølge Rådet for Grøn Omstilling.
”Vi havde gerne set en strategi med mere håndfaste og ambitiøse målsætninger. F.eks. sættes der ikke et konkret mål for, hvor meget CO2-belastningen forbundet med offentlige indkøb bør reduceres inden 2030, ligesom der ikke stilles mål op for, hvor stor en andel af indkøbene der skal leve op til grønne krav” udtaler Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling.
Strategien beskriver, at det skal være obligatorisk i statslige institutioner at indkøbe miljømærkede produkter, men det er i første omgang begrænset til kun fire produktgrupper, og kravet gælder kun, hvis der ikke er en betydelig prisforskel. Dette høster ikke ros fra Claus Ekman:
”Vi havde gerne set flere produktgrupper omfattet eller som minimum en mere klar plan for hvordan kravene udvides til andre produkter. De fire omtalte produktgrupper, står jo for en meget begrænset del af det offentliges klima- og miljøeffekt og særligt hvis det kun omfatter statens indkøb og ikke regioner og kommuners. Derudover kan forbeholdet om prisforskellen reelt gøre initiativet ligegyldigt. De mere bæredygtige produkter vil ofte være dyrere i starten. Der er netop behov for at det offentlige via sine indkøb på sigt kan presse prisen nedad via en øget efterspørgsel”.
Ligeledes omfatter initiativerne omkring ansvarligt og afskovningsfrit indkøb, vegetarisk mad i kantiner og energibesparelser i strategien kun staten, mens der her ikke stilles krav til regioner og kommuner.
Strategien igangsætter en række initiativer, der skal skabe forandringer ift. det offentlige indkøb de kommende år, men form, ressourcer og målsætninger bliver ifølge Rådet for Grøn Omstilling ikke beskrevet klart nok.
”Der er en del hjørnespark, hvor strategien udskyder beslutninger og er uklar om rammerne for de efterfølgende processer. Det er tydeligt når strategien indeholder vendinger som ’igangsætter et arbejde med at udarbejde en plan for…’ og ’igangsættes et arbejde med at stille forslag til…’. Det er i mine øjne for vagt.” siger Claus Ekman.
CO2 bør ikke være den eneste målestok for grønne indkøb
Debatindlæg bragt i Altinget den 29. oktober 2020 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change, Pernille Haagen, rådgiver, WWF, Naja Andersen, politisk seniorrådgiver, Oceana og Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
Regeringen har indkaldt til forhandlinger om en ny strategi for offentlige, grønne indkøb, og det, vi hører, er, at strategien primært kommer til at måle offentlige, grønne indkøb på ét parameter – nemlig CO2.
Det er naturligvis positivt, hvis der bliver udviklet en god metode til at måle CO2-belastningen af offentlige indkøb. Men CO2 bør ikke være det eneste grønne måleparameter.
Ifølge regeringens nye vejledning fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal alle nye, politiske initiativer måles på tre overordnede parametre – klima, miljø og natur. Det bør også gælde offentlige indkøb.
Det offentlige har med sine årlige indkøb for mere end 300 milliarder kroner en unik mulighed for at fremme udviklingen mod en cirkulær økonomi. En omstilling til en cirkulær økonomi vil både have en markant effekt på vores CO2-udledning, og en bredere effekt i forhold til en mere bæredygtig brug af naturens øvrige ressourcer.
Gør affaldsforebyggelse til et ledende princip
I forhold til cirkulær økonomi spiller affaldshierarkiet en afgørende rolle, og øverst i prioriteringen ligger forebyggelse af affald og genbrug – for det er her, vi får den klart største ressourcemæssige effekt.
Danmark er det land i Europa, som producerer mest affald per indbygger. Derfor er det nødvendigt, at alle aktører bidrager til, at vi kommer væk fra denne kedelige rekord.
I et svar til Folketinget om kommunernes rolle i forhold til affaldsforebyggelse fra september i år, skriver miljøministeren: ”Kommunerne spiller en vigtig rolle ift. affaldsforebyggelse gennem fx grønne indkøbspolitikker”.
På baggrund af ministerens svar må vi forvente, at kommunernes vigtige rolle i forhold til affaldsforebyggelse bliver afspejlet i strategien. Vi opfodrer derfor til, at affaldsforebyggelse bliver et ledende princip for alle offentlige indkøb, og dermed bliver det fundamentalt at se på produkters levetid og levetidsomkostninger.
Totalomkostninger frem for anskaffelsesomkostninger
Hvis affald skal forebygges, skal vi købe produkter, der har en længere levetid, som blandt andet skal kunne repareres og genbruges. Overordnet set skal et produkt vurderes ud fra hele dets livscyklus. Her kan det være et godt redskab at stille krav om, at kommunerne skal se på totalomkostninger ved alle offentlige indkøb og ikke kun måle på anskaffelsesomkostningerne.
Hvor anskaffelsesomkostningerne kun udtrykker indkøbsprisen på varen, så omfatter totalomkostningerne også de efterfølgende omkostninger til vedligeholdelse, el- og vandforbrug m,v., hvilket gør det muligt at vælge det produkt, der samlet set, over dets levetid, er det billigste.
Dermed bliver produktets levetid også afgørende i sig selv, og det giver endvidere producenterne et incitament til at udvikle produkter, som holder længere, og hvor producenten giver en lang garanti for produktets levetid.
Eksempelvis vil det blive relevant, om dit IT-udstyr er produceret til at holde længe og til nemt at kunne repareres, eller om det er lavet til at gå i stykker efter få år. Desuden er det væsentligt, at udstyret løbende og i mange år frem kan opdateres til nye styresystemer, da det ellers kan blive vanskeligt at efterleve diverse sikkerhedskrav.
IDA har fornyligt fået lavet en analyse, som viser, at den største barriere for, at kommuner og regioner køber bæredygtigt er, at bæredygtige produkter vurderes til at være dyrere prismæssigt. Samtidig er det kun 15 procent, der altid vurderer totalomkostningerne i forbindelse med offentlige indkøb.
Det er derfor helt oplagt, at en kommende strategi stiller krav om, at der skal ses på totalomkostningerne ved alle offentlige indkøb. Samtidig bør der afsættes midler til at udvikle de nødvendige redskaber, som vil gøre det simpelt for indkøberne at navigere efter totalomkostninger.
Udbredelse af miljømærkerne til nye produktgrupper
Krav om miljømærker ved offentlige udbud er en anden god måde at sikre sig, at offentlige indkøb er bærdygtige på flere parametre. De mest brugte mærker er Svanemærket og EU-Blomsten, og her vurderes produkter og serviceydelser netop ud fra et bredere perspektiv på bæredygtighed end blot CO2-udledning.
Mærkerne ser på hele produktets levetid og har en cirkulær tilgang til livscyklusvurderingen. Klima og CO2-reduktion er også en del af miljømærkerne, og der bliver i stigende grad indarbejdet klimakriterier i alle produktkategorier. Yderligere har miljømærkerne nogle skærpede krav til kemikalieindhold.
I dag er der alt for mange kemikalier på markedet, som har problematiske egenskaber, hvilket er en enorm barriere for genanvendelse og en reel cirkulær økonomi og dermed implicit en barriere i forhold til at nå EU’s genanvendelseskrav.
En udfordring med at bruge miljømærkerne til at sikre grønne indkøb er dog, at de for nogle produktkategorier ikke er tilstrækkelig udbredte. Derfor bør en ny strategi for offentlige indkøb afsætte midler til udbredelse af miljømærkerne til nye produktkategorier.
Gå væk fra engangsbrug
Herudover er det nødvendigt med et øget fokus på genbrug, som er et helt oplagt redskab til at styrke den cirkulære økonomi og forebygge affald. Genbrug handler grundlæggende om at bruge de samme produkter flere gange. Den nye strategi for offentlig grønne indkøb bør opfordre til, at vi udfaser brugen af engangsprodukter og går over til produkter, som kan genbruges.
Helt konkret bør der udvikles en slags ”negativ liste” over de engangsprodukter, som ikke bør indkøbes. Det vil betyde, at vi forebygger affald, da produkterne netop ikke smides i skraldespanden efter blot at have været brugt én enkelt gang.
Aalborg kommune er for nyligt gået forrest i at stoppe brugen af vand på flaske på de kommunale arbejdsplader og i mødelokalerne for at reducere deres CO2-aftryk, men også for at stoppe et unødvendigt engangsbrug af plastikflasker. Frederiksberg kommune har vedtaget en toårig forsøgsperiode, hvor der stilles forbud mod indkøb af engangsservice til kommunens cirka 200 offentlige institutioner netop for at stoppe engangsbrug og overgå til flergangsbrug til fordel for miljø, klima og ikke mindst økonomien.
En ny analyse fra Miljøstyrelsen viser, at brugen af engangskrus på hospitaler hverken kan betale sig økonomisk eller miljømæssigt, hvis der måles på totalomkostningerne frem for anskaffelsesomkostningerne.
Udfasningen af engangsprodukter bør gælde for både produkter, der er lavet af ikke-fornybare samt fornybare ressourcer samt dem, der er genanvendelige eller bionedbrydelige. Analysen fra Miljøstyrelsen viser eksempelvis, at der ikke er nogen gevinst forbundet med at skifte plastikkrus ud med papkrus – hverken økonomisk eller miljømæssigt, men at den helt store gevinst kommer ved at bruge genbrugskrus.
Bag alle engangsprodukter ligger der en klimabelastende proces; Materialet skal udvides eller dyrkes, det skal igennem en produktionsproces, det skal fragtes, og til sidst skal det håndteres som affald. Derfor vil engangsbrug aldrig kunne forsvares til almindelige anvendelser.
Online genbrugsportal for alle offentlige indkøb
En ’lavt hængende frugt’ kan være at oprette en online genbrugsportal for offentlige indkøb, så produkter, som kan bruges et andet sted, ikke blot bliver smidt ud. Selvom kontormøblerne skal skiftes ud på rådhuset i Vejle kommune, kan det sagtens være, at møblerne kan bruges på en skole i Kolding kommune.
Vi ved, at der arbejdes med offentlige genbrugsportaler internt i nogle kommuner, men det kan med fordel udbredes til hele landet.
Tilbagetagningsordninger
Offentlige indkøb bør desuden fremme leverandørers incitament til at lave tilbagetagningsordninger for deres egne produkter, så de kan levetidsforlænge produkterne ved reparation, genbrug eller genanvendte råmaterialer i nye produkter. Det giver virksomhederne et incitament til at designe produkter, som nemt kan skilles ad, repareres, og hvor komponenter kan genbruges i så lang tid som muligt og derefter genanvendes.
På samme måde bør der laves købs- og leveringsaftaler, hvor leverandøren er forpligtet til at tage emballagen tilbage og genbruge den for netop at undgå affaldsgenerering og lave systemiske samarbejdsløsninger.
Samlet set kan det offentlige med fordel indkøbe efter en ressourcebesparende og affaldsforebyggende logik i tråd med EU’s affaldshierarki, hvor der samtidig høstes CO2-besparelser og økonomisk gevinst.
Vi håber, at regeringen i den kommende strategi for offentlige indkøb vil udnytte det potentiale, der ligger i at fremme cirkulær økonomi gennem offentlige indkøb og stå fast ved miljøministerens udmelding om, at kommunerne spiller en vigtig rolle i forhold til affaldsforebyggelse gennem grønne indkøbspolitikker.
Hvis affaldsforebyggelse bliver et ledende princip for offentlige indkøb, så bliver vi automatisk nødt til at tænke mere cirkulært og have fokus på en mere bæredygtig brug af naturens ressourcer på langt flere parametre end blot CO2-udledning.