Bygge- og anlægssektoren står for cirka 30 pct. af Danmarks samlede CO₂-udledning og genererer samtidig 43 pct. af alt affald i landet. Hvis vi skal nå vores klimamål, er en cirkulær omstilling af byggesektoren helt afgørende.

Den gode nyhed er, at dele af branchen allerede er begyndt at løfte opgaven, men der er mange benspænd på vejen til fuld cirkularitet, herunder indhold af skadelige kemikalier og et kludetæppe af lovgivninger, som peger i mange retninger. Samtidig nedriver vi 2-3 mio. eksisterende kvadratmeter hvert år, blot for at bygge 7-8 mio. nye.

I en virkelighed, hvor vi står overfor betydelige udfordringer i form af geopolitisk usikkerhed, ressourceknaphed og stigende klima- og miljøkrav, er der akut brug for at opskalere den cirkulære indsats, og for at tempoet på omstillingen af byggeriet bliver sat gevaldigt i vejret.

Fra cirkulære visioner til cirkulær praksis

Nye regler om selektiv nedrivning er et af flere skridt i den rigtige retning indenfor omstillingen af byggeriet. Her skal eksisterende bygninger ses i et ressourceperspektiv, når man overvejer at transformere, renovere eller rive ned. Det betyder, at materialer skal kortlægges, adskilles og sorteres under nænsom nedtagning, så der kan opnås maksimalt genbrug og cirkularitet.

Dette ligger i tråd med en af de anbefalinger, vi i Rådet for Grøn Omstilling mener, er afgørende for omstillingen. Regeringen bør indføre et ’Bevar eller forklar’ princip, som skal føre til, at nedrivning af vores eksisterende bygningsmasse kun finder sted i de tilfælde, hvor det kan begrundes ud fra sundheds- eller sikkerhedsmæssige årsager.

I det netop offentliggjorte Katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet 2025 præsenterer vi, sammen med flere andre organisationer, denne og en række andre anbefalinger, der kan bane vejen for en mere cirkulær byggebranche.

Kemikalier i bygningsmassen er et benspænd

Mange materialer har potentiale for genbrug og genanvendelse i byggeri, men den helt afgørende faktor er, hvilke kemikalier der er anvendt i materialerne.

Indhold af PFAS og lignende miljø- og sundhedsskadelige kemikalier må man formode vil blive et af de helt store benspænd for muligheden af at gennemføre en reel cirkulær omstilling af byggebranchen. Så hvis vi skal lykkes med at mindske presset på knappe ressourcer, er vi nødt til at gentænke, hvordan vi producerer og bruger byggematerialer.

Det handler ikke blot om at vælge de ‘rigtige’ materialer, men om at holde dem i kredsløb så længe som muligt – ved at genbruge, genanvende og designe til demontering. Beton, mursten, træ og gips har i dag et dokumenteret potentiale for at kunne bruges igen og igen, hvis vi ændrer vores tilgang i byggeriet.

Men det sker ikke af sig selv.

Politiske krav er en mangelvare

Der mangler stadig klare politiske rammer, der forpligter til, og belønner valg af, cirkulære løsninger. Bygningsreglementet skal opdateres, så det understøtter genbrug og ikke spænder ben for innovative løsninger. Udbudskrav i offentligt byggeri bør gå forrest og sætte en ny standard for, hvordan vi tænker materialevalg, dokumentation og fleksibilitet. Og ikke mindst skal affalds- og skattelovgivningen gentænkes, så det bedre kan betale sig at vælge cirkulært.

Men politisk vilje er kun én del af ligningen. Byggebranchen selv har et ansvar for at gå fra pilotprojekter til praksis. Det kræver, at man i alle led af byggeriets værdikæde – fra bygherre til håndværker – tager ejerskab for udviklingen og aktivt efterspørger løsninger, der fremmer ressourceeffektivitet og minimerer spild. Det er muligt, og det sker allerede flere steder, men det skal gøres til normen.

Vejen frem

Rådet for Grøn Omstilling opfordrer derfor til, at Christiansborg tør sætte retningen med klare krav og ambitiøse målsætninger for cirkulært byggeri – og at branchen griber bolden og viser, at en ny byggelogik både er ansvarlig, realistisk og rentabel.

Hvis vi skal nå vores klimamål og sikre en bæredygtig fremtid, er det på høje tid, at både politikere og byggebranchen handler – og handler hurtigt.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Hjort Mikkelsen og er bragt i Wastetech, Ingeniøren, den 3. juni 2025.

Jeg vil gerne starte med at anerkende, hvor positivt det er, at regeringen har taget skridt til at rette op på vores havmiljø, med initiativer som den grønne trepart og udpegning af beskyttede havområder. Men regeringens indsats glemmer i høj grad at tage højde for kemikalier i havet, hvilket er helt afgørende, hvis vi reelt skal vende udviklingen og sikre et sundt og bæredygtigt havmiljø.

Selvom trepartens kvælstofindsats er et vigtigt skridt på vejen i forhold til målopfyldelsen af EU’s Vandrammedirektiv, så er treparten helt blottet for indsatser, der kan sikre god kemisk tilstand i havet – som også er en del af målopfyldelsen af Vandrammedirektivet. Kemikalieudledninger, som for eksempel pesticider, tungmetaller og PFAS, forbliver et akut problem, der ikke får den opmærksomhed, det fortjener.

Miljøfarlige kemikalier bliver negligeret

De primære indsatser på området omfatter fortsat indsamling af viden om stoffernes miljøeffekter, samt hvor og i hvor store mængder de udledes. Dette skal ses i lyset af, at det er 25 år siden, at Vandrammedirektivet blev vedtaget, og med kun to år til deadline for målopfyldelse. Det er selvsagt absolut nødvendigt med et grundigt vidensgrundlag, men man skal også handle på den viden, man får.

Allerede i 2017 udgav Miljøstyrelsen en rapport med formålet at undersøge perkolat fra seks lossepladser. Her blev der blandt andet påvist PFAS-koncentrationer op til 1230 gange over det marine vandkvalitetskrav. Alligevel tegner lossepladser sig i dag som en af de brancher med størst PFAS-udledning til vandmiljøet.

Der tegner sig et billede af, at de miljøfarlige kemikalier, som gennem årtier har opbygget sig i havets økosystemer, bliver negligeret i de indsatser, der igangsættes på havområdet. Indsatser for kvælstofreduktion er afgørende, men kan ikke stå alene i forsøget på at bringe havet tilbage til god miljøtilstand. Der er et akut behov for, at vi – på linje med kvælstofreduktioner – begynder at fokusere på kemikaliereduktioner.

Og EU’s nye krav i Byspildevandsdirektivet kan ikke stå alene. Danmark skal tage selvstændige initiativer på området, og her er nogle af vores helt store ønsker i Rådet for Grøn Omstilling et fokus på udledningen fra deponier, overløb af urenset spildevand samt landbrugets brug af pesticider.

Kvælstofindsatsen er forsinket og utilstrækkelig

Når det kommer til kvælstof, er vi i Rådet for Grøn Omstilling bekymrede over den meget langsomme implementering af den grønne trepart og den tid, det allerede har taget at få iværksat konkrete handlinger. Aftalen om kvælstofreduktion var endda allerede forsinket, da den blev indgået.

Desuden er der flere grundlæggende problemer med kvælstofindsatsen, der er fastsat i treparten. Opgørelsen af, hvor stor en reduktion i kvælstofudledninger der kræves, er ifølge forskere sat for lavt og afspejler ikke virkeligheden. Man har også politisk lagt sig fast på kvælstofmål, som kun giver 50 procent chance for, at havmiljøet faktisk kommer i god tilstand. Man må jo tænke, at målene er skruet ned for at imødekomme politiske og erhvervsmæssige hensyn i stedet for at have fuldt fokus på den absolut nødvendige og lovpligtige opgave: at genoprette havmiljøet.

Hvis vi virkelig ønsker at opnå en sund havnatur, kan vi ikke fortsætte med at basere vores indsats på kvælstofmål, der ikke afspejler virkeligheden, samt frivillige indsatser, som historien har vist ikke virker i praksis. Vi har brug for en opdateret og mere ambitiøs tilgang, der afspejler havets reelle behov.

Miljøet betaler prisen, når erhvervslivet favoriseres

Danmark bør sætte alle sejl ind for et renere havmiljø. For at opnå det må politikerne være villige til at sætte mål, der med sikkerhed vil bringe havet i god tilstand. Derfor bør vi fokusere mindre på at få tallene til at gå op på papiret, så der kan minimumsimplementeres, og mere på at gøre det, der skal til.

Det betyder endnu flere konkrete tiltag, der medfører en lavere kemisk belastning af havmiljøet, reducerer kvælstofudledningerne effektivt, og som samtidig ikke bliver forsinket af politiske eller økonomiske hensyn. Vi skal prioritere naturen på linje med, hvordan vi prioriterer erhvervslivet. Det er på høje tid, at vi får en langsigtet, målrettet indsats – også for kemikalier – så vi kan sikre et hav, der trives på alle niveauer.

Regeringens nuværende kurs er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men når ministeren udtaler, at treparten vil “få livet tilbage i havet”, så er det ikke helt korrekt. Det er vigtigt, at ministeriet anerkender, at der er langt flere udfordringer på vejen mod et rent hav. Særligt har vi en overset udfordring med en ukontrolleret udledning af skadelige kemikalier til vores vandmiljø.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 22. april 2025 og er skrevet af Lone Mikkelsen.