Beslutningen skal træffes, fordi et flertal af folketingets partier i sommeren 2022 indgik en politisk aftale, som reaktion på Ruslands invasion i Ukraine, der sendte energipriserne på himmelflugt. I aftalen er der nedfældet en ambition om, at ingen boliger i Danmark skal opvarmes med gas fra 2035.

Som følge af aftalen meldte regeringen ud, at man ”kommer til at udrulle fjernvarme i et omfang og hastighed, som vi ikke har set tidligere i det her land”.

Det arbejde er i fuld gang ude i kommunerne, og hundredtusindvis af danskere med gasfyr skal derfor i den kommende tid tage stilling til, om de vil have en kollektiv løsning i form af fjernvarme, eller de hellere vil investere i en varmepumpe til deres eget hus. Det er en beslutning med stor privatøkonomisk betydning og en beslutning, som på grund af aftalen om udrulning af fjernvarme, ikke kan udskydes.

Derfor er det også ærgerligt, at regeringen ikke længere er så klar i mælet, når snakken falder på udfasning af gas. For nylig udtalte klima– og energiminister Lars Aagaard (M) for eksempel i forbindelse med, at borgerne i Faxe Ladeplads skulle tage stilling til udrulning af fjernvarme, at ”Fjernvarme skal udrulles dér, hvor det giver mening, og vi skal også huske, at gassen herhjemme snart er helt grøn. I den situation er det set med klimabriller ikke så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas.”

Det er en udtalelse med uheldige implikationer. Dels vil den grønne gas være en mangelvare i EU i mange år endnu, og bør derfor kun anvendes der, hvor andre løsninger ikke er mulige. Brug af gas i Danmark, hvor der er grønne alternativer til opvarmningen, øger Europas energiafhængighed af Rusland, USA og andre lande, og er derfor sikkerhedspolitisk det stik modsatte af, hvad vi bør gøre.

Og dels kan gaspriserne meget vel stige igen, hvorfor det giver bedre mening for forbrugerne at komme over på en mere sikker og stabil forsyning.

Desuden er det ikke i overensstemmelse med, hvad der står i den politiske aftale fra 2022, og de skiftende udmeldinger fra regeringen stiller forbrugerne i en svær situation, når de skal vælge fremtidens varmekilde.

Skal de forholde sig til, at der vil blive lukket for gassen i 2035, som et bredt flertal af folketingets partier har vedtaget og meldt ud – og dermed ”nøjes” med at vælge mellem fjernvarme og varmepumpe? Eller skal de lægge Lars Aagaards seneste udmeldinger til grund, hvor der lægges op til, at de måske, måske ikke også kan fyre med biogas i gasfyr?

Når man laver en politisk aftale, der betyder, at danske forbrugere skal træffe en privatøkonomisk beslutning til flere hundrede tusinde kroner og med en løbetid på rigtig mange år, bør man selvfølgelig give helt klar besked om, hvad de reelle valgmuligheder er.

En kontrolleret nedlukning af gasnettet til boligopvarmning vil også give klarhed for de tilbageværende virksomheder, som fortsat benytter gas i 2035, om hvor længe de kan regne med gasnettet.

Derfor opfordrer vi regeringen til at kommunikere klart og tydeligt til danskerne om, hvorvidt det fortsat er målet, at ingen boliger i Danmark skal opvarmes med gas efter 2035 og lave en konkret plan for, hvordan det kan ske.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller, direktør i RGO. Winni Grosbøl, direktør i Forbrugerrådet Tænk. Ulrich Bang, vicedirektør i Dansk Erhverv. Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i Tekniq. Kim Holst, direktør i Branchehuset og Rune Moesgaard, afdelingschef i Dansk Fjernvarme og Maj Baltzarsen, udviklingschef i Tænketanken Brundtland. Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark den 25. april.

Vores folkevalgte skal huske den sunde fornuft, når lobbyister angler efter milliarder til brintrør med ekstremt tvivlsomme forretningsplaner

Vi har brug for en omkostningseffektiv grøn omstilling i Danmark, men desværre spilder politikerne alt for mange statsstøttekroner på nye prestigeprojekter, hvor klimaeffekten er meget tvivlsom, og hvor der findes bedre og billigere alternativer.

Et godt eksempel er, at bredt flertal i Folketinget har besluttet sætte 15,7 milliarder kroner af skatteydernes penge på højkant til et brintrør til Tyskland.

I denne sag har man lyttet alt for meget til industrilobbyisterne i blandt andet Copenhagen Infrastructure Partners, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Green Power Denmark, der længe har presset på for lånegarantier og støtte fra statskassen.

Baggrunden er, at der ikke findes markedsoperatører, som på rene markedsvilkår vil lægge hånden på kogepladen i forhold til brintrøret.

Forliget betyder, at Energinet kan få et statsgaranteret lån på 7,4 milliarder kroner til at få bygge den første del af brintrøret, og oveni er staten villig til at give helt op til 8,3 milliarder kroner i et driftstilskud.

Regeringen har sammen med SF, Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet store forhåbninger til aftalen. De vil have ’snebolden til at rulle for brint’, og at brinten kan ’gøre Europa grønt og uafhængigt af Putins gas og Mellemøstens olie’, og at ’brintrøret til Tyskland er en nøglefaktor for Danmarks mulighed for at producere og levere grøn energi til det europæiske fællesskab’ og mere grøn brint vil ’styrke Europas forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.’

For optimistisk fremskrivning

Formålene om at gøre Europa uafhængig af fossil import og at levere grøn energi til vores nabolande er ædle, men beslutningen mangler i virkeligheden et solidt økonomisk og energimæssigt fundament.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi i et nyt notat lavet en grundig analyse af de økonomiske, teknologiske og fysiske udfordringer ved brinteksport, og vores klare anbefaling er på den baggrund, at politikerne bør trykke på bremsen og genbesøge beslutningen.

Brintrøret til Tyskland er et dyrt og risikabelt eksperiment, hvor pengene kan bruges mere omkostningseffektivt og med større klimaeffekt til andre formål. Det er meget tvivlsomt, at der kan skabes en robust business case for eksport af grøn brint til Tyskland.

I dag er det kun 1 procent af over 1600 potentielle grønne brintprojekter, der er kommet videre til en reel investeringsbeslutning. Årsagen er for høj pris, og derfor er der så få virksomheder, der står klar til at aftage den grønne brint. Er de afhængige af brint, som f.eks. kemiindustrien, vil det i mange år frem være økonomisk fordelagtigt for dem at købe fossil brint. Den fossile brint er 3 til 4 gange billigere end grøn brint, der koster mellem 5,3 til 13,5 euro/kg.

I fremtiden vil prisen på grøn brint næppe falde så meget, som tilhængerne håber på. Det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA, har sagt, at prisen på grøn brint kan drives helt ned under 2 euro/kg i 2030, og blive 1 euro/kg i 2040, men intet tyder på, at deres antagelser om teknologiens læringskurve og prisfald holder.

Bloomberg/NEF har fremlagt nye analyser, der vurderer, at prisen i de næste årtier vil være en del højere end IRENA´s skøn, og energieksperten Michael Barnard anslår, at prisen for grøn brint i 2050 stadig vil ligge på op til 7,6 euro/kg.

En af forklaringerne er blandt andet, at systemomkostningerne til elektrolyse – ifølge Bloomberg/NEF – frem mod 2050 vil være op over seks gange højere end, hvad IRENA tidligere har skønnet. Den danske Energistyrelse bør tage bestik af de nye og mere realistiske vurderinger, men i dag har man stadig en ekstremt optimistisk fremskrivning på både pris og efterspørgsel, der næppe holder.

Ambitiøse planer

De europæiske systemoperatører har lavet alt for urealistiske fremskrivninger for fremtidens brintforbrug, og Kommissionen har lagt ambitiøse planer for opbygningen af en brint-infrastruktur med titusinder af kilometer rørledninger i EU.

Men en grundig gennemgang af forudsætningerne, som RGO har lavet, viser, at der næppe kommer den høje efterspørgsel efter brint i EU, som Kommissionen drømmer om.

Deres prognoser – hvor man blandt andet medregner et betydeligt forbrug af brint til varmeforsyningen og i den tunge vejtransport, hvor det vil være langt billigere og mere konkurrencedygtigt at lave en direkte elektrificering – bør nedjusteres væsentligt.

Kommissionen er da også blevet kritiseret af den europæiske revisionsret for ikke at have lavet en reel impact assessment, som man plejer at gøre ved store lovpakker.

Der er flere andre fundamentale problemer, som beslutningstagerne ikke har taget højde for. Og en del af det hænger sammen med fysikkens love.

Brint er verdens mindste molekyle, og selv om dets kalorieindhold er tre gange højere end i fossil gas per kilo, er brintens energiindhold per volumenenhed tre gange mindre end naturgas ved atmosfærisk tryk. For at få den samme mængde energi ud af det, skal man transportere og opbevare tre gange så stor volumen brint, som hvis det var naturgas.

Samtidig skal man bruge en del ekstra energi til at komprimere den. Det er tre gange så energikrævende at transportere brint som gas. Over en 30 års periode risikerer man ifølge energieksperten Paul Martin fra Spitfire Research mindst at tabe 10 gange så meget energi ved at transportere brint over lange afstande, som hvis man sender grøn strøm gennem højspændingsledninger. Det vil alt andet lige påvirke prisen.

Eller sagt med andre ord: Hvorfor skal vi i EU opbygge to parallelle energiinfrastrukturer – dels et elnet med stærkere transmissionsledninger og dels tusindvis af kilometer af brintrør – når man kan spare penge ved at fokusere målrettet på at udbygge elmotorvejene?

Brintrøret er en ommer

Et andet fundamentalt problem i forhold til at drive priserne ned er, at der i dag slet ikke findes noget marked for grøn brint med klare prissignaler. Faktisk er det ikke ret meget brint – heller ikke den fossile – der handles på markedet. I Europa produceres trefjerdedele af brinten af de selvsamme virksomheder, der bruger den.

Verdens brintproduktion fremstilles lokalt, fordi det er dyrt, svært og risikabelt at transportere brint over lange afstande. Kun 8 procent af brint sendes via rørledninger, og det sker i reglen i geografisk afgrænsede områder på få hundrede kilometer.

Det handler i høj grad om økonomi. Et nyligt forskningsstudie viser, at det mellem 200 til 2000 km er billigst at transportere el via hurtige transmissionsledninger frem for at sende brint via brintrør.

Brintøkonomien er generelt udfordret af, at brinten giver langt højere energitab end direkte elektrificering med grøn strøm. Også derfor satser flere og flere af de tunge og energikrævende industrier – som man tidligere hævdede kun gøres fossilfrie ved at gå over til grøn brint – nu målrettet på at elektrificere sig først. Det gælder blandt andet stålindustrien.

I den tunge vejtransport vil lastbilerne blive elektrificeret og næppe køre på den flere gange dyrere brint. Selv i shippingbranchen vil det være attraktivt på kortere og mellemlange distancer at elektrificere skibsfarten frem for at gå over til e-metanol og e-ammoniak, der derimod er nødvendige på lange afstande.

Hvis vi i Danmark og EU satser for hårdt på at skalere grøn brintproduktion og forbrug – på bekostning af billigere grøn strøm fremstillet med sol- og vindenergi – vil det øge de samlede energiomkostninger, og dermed svække Europas konkurrenceevne. Lige nu er det bedre at bruge statskronerne på at accelerere elektrificeringen af alle sektorer frem for at spilde ekstra penge på den langt dyrere omvej via brintrøret.

I fremtiden bør grøn brint bruges med måde og kun til de anvendelser – f.eks. luft- og skibsfart på lange afstande, gødning med e-ammoniak og til kemikalier – hvor der ikke er andre fossilfrie alternativer. I RGO er vi enige i, at Danmark får brug for at skalere den grønne brintproduktion i PtX—projekter, men brinten skal ikke eksporteres med dyre brintrør, der har en ekstremt tvivlsom business case.

Anvend hellere den grønne brint til at fremstille e-fuels og e-ammoniak i stærkt lokaliserede industriklynger som f.eks. Esbjerg og andre steder, hvor man kan få store mængder af billig vedvarende energi. Og skab flere gode danske arbejdspladser. Derfor kære politikere: Brintrøret er en ommer.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og blevet bragt i Klimamonitor den 31. marts 2025.

Kommunerne lægger land til udbygningen af vedvarende energi, men må kigge langt efter den belønning, der skal sikre lokal opbakning. Derfor bør vi indføre et kommunalt udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm

Regeringen har allerede anerkendt kommunernes nøglerolle i den grønne omstilling.

1. februar gik 23 lokale treparter i gang med at realisere Grøn Trepart, hvor kommunerne er centrale i arbejdet med at omsætte regeringens ambitioner til handling.

Ligeledes spiller kommunerne en nøglerolle, når ambitionerne for vedvarende energi forvandles til en del af landskabet.

Men der mangler tilstrækkelige økonomiske incitamenter, når projekterne skal udføres lokalt, og mange kommuner oplever, at de betaler prisen, uden at det kommer lokalsamfundene til gode.

Konsekvensen bliver modstand, forsinkelser eller given op

Kommunerne er bindeleddet mellem regeringens ambitioner og borgernes hverdag. Men uden de rette argumenter og incitamenter kan lokale hensyn føre til modstand, forsinkelser eller opgivne projekter.

Der er bred politisk enighed om, at vi skal udbygge vedvarende energi på land.

I praksis er det dog kommunerne, der står tilbage med dilemmaerne og frustrationerne, og skal balancere hensynet til naboer, natur og lokalsamfund.

Grøn Pulje har i praksis ikke vist sig tilstrækkelig til at sikre varig lokal opbakning.

Midlerne er engangsbeløb med stramme bindinger, det vil sige de ikke kan anvendes til kommunale opgaver som eksempelvis at sikre bedre lokal velfærd.

Og de sikrer ikke den langsigtede udvikling, som kommunerne har brug for. For at fastholde tempoet i VE-udbygningen, skal vi sikre en mere retfærdig fordeling af værdien.

Et kommunalt udviklingsbidrag

Derfor giver Rådet for Grøn Omstilling sin opbakning til de mere end 20 kommuner, der foreslår et Kommunalt Udviklingsbidrag.

Det vil betyde, at en del af elafgiften reserveres til kommunerne, så de får en direkte og varig økonomisk gevinst ved at udbygge VE.

Et udviklingsbidrag på fire øre per kWh VE-strøm vil sikre midler, der belønner både eksisterende og fremtidige VE-udbygninger.

For frontløberkommuner vil det i 2024 have svaret til et årligt provenu på omkring 500 millioner kroner.

Forslaget vil skabe et stærkere økonomisk incitament til at fremme udbygningen af VE på land og samtidig styrke lokal udvikling i hele landet.

Et udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm vil tilføre mærkbare økonomiske ressourcer til lokalsamfund, som kan bruges til den nære velfærd, klimatilpasning, biodiversitetsprojekter, erhvervsudvikling eller innovation.

Det kræver, at vi politisk tør anerkende kommunernes indsats gennem en fair fordeling af værdien, de skaber.

VE-udbygningen går for langsomt

Vi har ambitiøse mål om at firedoble VE-produktionen på land inden 2030 og blive uafhængige af fossile brændsler inden 2050.

Begge dele er helt nødvendige for at nå vores klimamål, men hvis vi ønsker en omstilling, der er både effektiv og retfærdig, må vi sikre, at værdien af den grønne omstilling fordeles til dem, der gør den muligt.

Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at handle nu, hvis vi vil sikre, at VE-udbygningen sker i det nødvendige tempo.

Indførelsen af et Kommunalt Udviklingsbidrag sikrer, at kommunerne ikke blot bærer ansvaret for at planlægge og facilitere udbygningen, men også får de rette økonomiske incitamenter til at sikre lokal opbakning og accelerere den grønne omstilling.

Sammen med Rådet for Grøn Omstilling bakker disse 20 borgmestre og regionsrådsformænd op om forslaget:

Dorte West, Herning Kommune, Marianne Bredal, Struer Kommune, Peder Christian Kirkegaard, Skive Kommune, Ib Lauritsen, Ikast-Brande Kommune, Erik Flyvholm, Lemvig Kommune, HC Østerby, Holstebro Kommune, Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern kommune, Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, Karsten Thomsen, Frederikshavn Kommune, Lasse Frimand Jensen, Aalborg Kommune, Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune, Søren Smalbro, Hjørring Kommune, Mogens C. Gade, Jammerbugt Kommune, Tobias Birch Johansen, Læsø Kommune, Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune, Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune, Jesper Greth, Rebild Kommune, Niels Jørgen Pedersen Thisted Kommune, Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune, Ole Vive, Faxe Kommune samt Regionsrådsformand Mads Duedahl fra Region Nordjylland.

Læs mere om alliancen her: https://rgo.dk/ny-groen-alliance-kommuner-skal-beloennes-for-at-bane-vejen-for-vedvarende-energi/

Dette debatindlæg er skrevet af Britt Dam og Bjarke Møller fra Rådet for Grøn Omstilling samt Nicolai Lauridsen fra Business Region MidtVest og bragt i Altinget den 27. marts 2025.