Det er spild af landbrugsjord, når man bruger et område på størrelse med Bornholm og Langeland på at dyrke afgrøder, der skal direkte i dieseltanken. Afgrøderne skal derimod havne på danskernes tallerkner, skriver Jeppe Juul og Keld Winther Rasmussen

Danmark er kendt som et landbrugsland, men få ved, at vi benytter et område svarende til Bornholm og Langeland på at dyrke afgrøder, som har det primære formål at blive fyldt direkte i dieseltanken for at opfylde det danske CO2-fortrængningskrav. Det er spild af dansk landbrugsjord – og sådan behøver det ikke at være.

En betydelig del kan erstattes af danskproduceret biodiesel fremstillet af affaldsmateriale, som i dag eksporteres. 5. december 2024 havde vi, Daka og Rådet for Grøn Omstilling, glæden af at afholde et fælles foretræde for klima-, energi- og forsyningsudvalget.

I forlængelse af grøn trepart er det blevet relevant at diskutere et vigtigt emne: Hvad bruger vi de danske marker til?

For når danskerne hver sommer kører langs de smukke, rapsgule marker, så tænker de færreste over, at afgrøderne først og fremmest dyrkes for at blive til biodiesel.

Faktisk bruger Danmark et område svarende til Bornholm og Langeland tilsammen, eller 11 gange Rold Skov, på at producere energiafgrøder – også kaldet førstegenerations (1G) biodiesel – til den danske transportsektor.

Biodiesel giver mening, fordi det fortrænger fossil diesel og dermed CO2-udledning. Men det er mere gult end grønt, når dansk lovgivning lader 1G biodiesel – dyrket på den stadig knappere landbrugsjord – fortrænge den langt mere bæredygtig 2G biodiesel, der er fremstillet af affald.

Affaldsmaterialer er allerede til rådighed, og de kræver ingen landbrugsjord. Dyrkningen af energiafgrøder til 1G brændstof har den alvorlige bivirkning, at det flytter behovet for landbrugsarealer væk fra Danmark og ender med for eksempel at bidrage til rydning af regnskove i Sydamerika.

En mindre klimabelastende løsning 

Daka producerer hvert år 55.000 tons 2G biodiesel af landbrugets egne affaldsmaterialer, hvilket svarer til ca. en tredjedel af transportens CO2-fortrængningskrav i 2024. Men den danske transportsektor tilskyndes ikke af lovgivningen til at anvende den. I stedet eksporteres den danske 2G biodiesel til lande i EU, hvor 2G anerkendes og prioriteres som den mest grønne løsning.

Årsagen er at vi i Danmark – selvom vi kalder os et landbrugsland – ikke indregner arealanvendelse som bæredygtighedsfaktor og således ikke skelner mellem de to typer biodiesel. Transportsektoren fravælger derfor den mindre klimabelastende, men lidt dyrere, 2G biodiesel.

Det paradoksale er, at politikerne for længst har anerkendt problemet – som de i øvrigt selv har skabt. Aftalen om Grøn Omstilling af Vejtransporten fra 2020 afskaffede princippet om at anvendelse af 2G-brændstoffer talte dobbelt i CO2-regnskabet, men samtidig blev der lagt en køreplan: Danmark skulle starte en udfasning af 1G biobrændstoffer, ved at indføre en regulering i 2025, der tog højde for arealanvendelsen.

Men helt uforståeligt er denne køreplan blevet droppet, hvorfor vi nu hænger fast i at 1G og 2G-biobrændstoffer er ligestillede. Det er hverken kønt eller grønt.

Prioriter arealanvendelsen 

Til vores foretræde på Christiansborg opfordrede vi derfor udvalgsmedlemmerne i klimaudvalget til at handle: Medregn arealanvendelsen og gør det nu.

Danmark bør skelne mellem 1G og 2G biodiesel, og dermed øge sit bidrag til den grønne omstilling i transportsektoren.

Ved at indregne effekten på arealanvendelsen (kaldet ILUC) vil Danmark skabe et økonomisk incitament til at vælge de mest bæredygtige brændstoffer først. Det vil sikre, at flere af vores marker bruges til at producere fødevarer – ikke diesel – og samtidig gøre Danmarks grønne omstilling mere effektiv og bæredygtig.

Danmarks landbrugsareal bliver ikke større – tværtimod – og vi har ikke råd til at spilde hverken jord eller klimamuligheder. Lad os indregne arealanvendelsen for biodiesel fra 2025 og sikre, at dansk landbrugsjord bruges til at producere fødevarer til tallerkenen – ikke til dieseltanken.

Dette debatindlæg er skrevet af Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling & Keld Winther Rasmussen fra Daka og er blevet bragt i Altinget den 14. Januar 2025.

Der er brug for en samlet dansk strategi for, hvordan vi skal producere og anvende grønne, brintbaserede brændstoffer frem mod 2035. Skal det lykkes, kræver det, at vi kommer i gang nu, skriver fire transportaktører

Ifølge klimaloven skal Danmark i 2030 have reduceret drivhusgasudledningerne med 70 procent i forhold til 1990. Målet har været definerende for Danmarks klimaindsatser siden 2020.

Vi er på flere områder gået foran og har vist, at vækst og CO2-reduktioner godt kan følges ad.

Hvis Danmark for alvor skal være et foregangsland og bidrage til at bremse de menneskeskabte klimaforandringer, skal vi dog finde løsninger, der også kan eksporteres og bidrage til CO2-reduktioner udenfor landets grænser.

Dansk klimapolitik skal med andre ord ud af osteklokken, og de globale effekter af danske klimatiltag skal vægtes højere. Det er en af grundene til, at Klimarådet i rapporten ‘Danmarks Klimamål i 2050’ peger på nødvendigheden af at producere grønne brændstoffer i Danmark.

Brændstof til fremtiden

Det giver god mening. Danmark har nemlig alle forudsætninger for at vise vejen til storskalaproduktion af fremtidens grønne brændstoffer, som kan bidrage til global omstilling af blandt andet skibs- og luftfarten.

I fremtiden kan der med andre ord være et enormt eksportpotentiale, der kan bidrage til dansk velstand og erhvervsudvikling.

PtX-brændstoffer baseret på vedvarende strøm og biogent CO2 kan nemlig modsat biobrændstoffer skaleres og sikre en indirekte elektrificering af sektorer, der har behov for flydende brændstoffer, og hvor direkte elektrificering i øjeblikket ikke er en løsning.

Selvfølgelig skal vi elektrificere alt det, som elektrificeres kan. Direkte elektrificering er betydeligt mere energieffektiv end produktion af PtX-brændstoffer.

Der er heller ingen tvivl om, at direkte elektrificering er vigtig i vejtransporten, men meget lidt tyder dog på, at størstedelen af skibsfarten og luftfarten for alvor kan konvertere til batterier foreløbigt. Derfor er brint-baserede grønne brændstoffer det eneste reelle alternativ de næste 10-15 år.

Træghed i markedet 

Danmark har siden 1970’erne været en pioner inden for vindenergi, og de senere år er solceller også blevet en stor leverandør af vedvarende energi.

Samtidig har Danmark en meget stærk PtX-værdikæde lige fra forskning til elektrolysefabrikanter, brint- og brændstofproducenter, der kan kombinere den grønne brint med kulstof fra biogent CO2 og lave brintholdige kulstofkæder, der kan erstatte de fossile brændstoffer.

Der er også på EU-niveau bred enighed om, at PtX-brændstoffer er en forudsætning for, at vi når klimamålene indenfor de tidskrav, der er opsat, og at vi undgår irreversible klimaændringer. Derfor er der for eksempel opstillet krav om iblanding af PtX-brændstoffer i flybrændstofferne fra 2030.

Men hvis der findes bindende krav fra EU, hvorfor kommer produktionen så ikke af sig selv? Normalt vil vi jo forvente, at udbuddet tilpasser sig efterspørgslen.

Der eksisterer lige nu en træghed i markedet, fordi producenter af de nye PtX-brændstoffer ønsker lange kontrakter for at opnå økonomisk sikkerhed, mens aftagere af de grønne brændstoffer – for eksempel flyselskaberne – har forretningsmodeller, der er tilpasset kortere brændstofkontrakter. Der arbejdes i øjeblikket på forskellige løsninger på det dilemma – blandt andet i Klimapartnerskabet for luftfart.

Herudover er en vægtig årsag den manglende prioritering af den biogene CO2 i Danmark. Dermed vender vi tilbage til vores indledende ønske om en dansk strategi for anvendelse af biogent CO2.

Behov for en samlet strategi 

Regeringen og Folketinget har de senere år fokuseret på at understøtte projekter, der skal pumpe CO2 ned i undergrunden, hvor den kan lagres (CCS). Det giver god mening, sådan som de danske klimamål er formuleret. Her er reduktion af danske udledninger nemlig det eneste, som tæller.

Som beskrevet ovenfor er CO2 dog samtidig en vigtig byggesten til fremtidens PtX-brændstoffer. Derfor går det ikke, at vi pumper det hele ned i jorden. Vi er nødt til at sikre, at en del af den biogene-CO2 bibeholdes til grønne brændstoffer.

Men når den danske stat støtter lagring af al indfanget CO2, reduceres mængden af CO2 i markedet, og dermed stiger prisen. Det fordyrer de grønne brændstoffer, som i forvejen er langt dyrere end de fossile.

Derfor er der brug for en samlet dansk strategi for, hvordan vi skal producere og anvende grønne, brintbaserede brændstoffer frem mod 2035. Skal det lykkes, kræver det, at vi kommer i gang nu.

Danmark har allerede teknologierne, erfaringen og de politiske intentioner til at blive en førende producent af PtX-brændstoffer.

Hvis vi handler nu, kan Danmark blive foregangslandet for fremtidens grønne PtX-brændstoffer. Det er både en nødvendighed og en enestående mulighed for at gøre forskel for klimaet både herhjemme og globalt.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 16. Januar 2025 og skrevet af  Jacob Stahl Otte fra Drivkraft Danmark, Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling, Tejs Laustsen Jensen fra Brintbranchen & Ulrich Bang fra Dansk Erhverv.