Om Ronja Scherfig

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Ronja Scherfig has created 69 blog entries.

VE-alliancen: Giv medvind til de kommuner, der går forrest i den grønne omstilling

Vi skal glæde os over, at en række kommuner faktisk går forrest i den grønne omstilling og lægger sig i selen for at øge produktionen af grøn strøm fra vindmøller og solceller til gavn for klimaet og hele vores samfund. Det er nemlig ikke en selvfølge

De senere år har blotlagt risiciene ved at være for afhængig af andre landes energi, og samtidig har højere energipriser sat europæiske og danske virksomheder bagud i konkurrencen med blandt andet Kina og USA.

Produktionen af grøn strøm er ikke jævnt fordelt ud over det danske landskab – langt fra. Faktisk kommer strømmen fra vindmøller og solceller fra relativt få kommuner i de danske landdistrikter.

Det er kommuner, der går forrest og stiller areal til rådighed, så borgere og virksomheder kan få billig og grøn strøm, der gavner klimaet og styrker vores forsyningssikkerhed og konkurrenceevne. Der er tale om helt afgørende investeringer i den grønne omstilling, som der er grund til at værdsætte.

Derfor bakkede vi i Alliancen for vedvarende energi også fuldtonet op, da regeringen i sommer fremlagde sit landdistriktsudspil, hvori det fremgik, at der skal gives en økonomisk gulerod til de kommuner, der tager ansvaret på sig. Konkret foreslog regeringen, at der skulle prioriteres 2 milliarder kroner til at sikre, at de kommuner, som går forrest i den grønne omstilling, får en større økonomisk gevinst, når de løfter ansvaret med at opstille solceller og vindmøller.

Det er sund fornuft og fair, at dem, der gør en ekstra indsats, får en belønning. Men i dag er virkeligheden faktisk stik modsat, når det kommer til de kommunale skatteindtægter fra vedvarende energi.

På grund af udligningsordningen risikerer de kommunale indtægter nemlig at rykke fra Lolland til Nordsjælland, når der opsættes vedvarende energi på Lolland. Det skyldes, at landdistriktskommunerne bliver modregnet i indtægterne gennem udligningsordningen. Bundlinjen er desværre, at kommunernes økonomiske incitament til at bygge sol- og vindenergi bliver reduceret – til skade for os alle.

Netop det vil regeringen adressere, da en del af det kommunale bloktilskud med forslaget bliver målrettet de kommuner, der sætter mest vedvarende energi op. Problemet er bare, at der desværre ikke er sket meget, siden regeringens forslag blev lanceret i august, og der er endnu ikke blevet præsenteret konkrete tanker om, hvordan ordningen skal indrettes – eller udmøntes for den sags skyld.

Selvfølgelig har kommunerne forskellige forudsætninger for at give plads til vedvarende energi fra vindmøller og solceller, fordi både vind- og pladsforhold er forskellige fra kommune til kommune. Men faktum er, at strømforbruget er markant forskelligt og størst i de kommuner, der har høj befolkningstæthed og mange virksomheder og langt mindre i de kommuner, der faktisk producerer strømmen, fordi de har solcelle- og vindmølleparkerne liggende.

Indsatsen fra landdistriktskommunerne skal værdsættes. Deres opstilling af solceller og vindmøller er afgørende for indfrielsen af vores mål for den grønne omstilling, for energiuafhængighed og for lavere energiomkostninger til gavn for konkurrencekraften.

I Alliancen for vedvarende energi vil vi derfor opfordre til, at myndighederne hurtigst muligt kommer i arbejdstøjet og får udmøntningen af ordningen på plads. Det vil give kommunerne klarhed over, hvad de kan forvente – en klarhed, der er nødvendig, hvis vi skal have accelereret opstillingen af vedvarende energi på land og nå vores ambitiøse mål.

Debatindlægget er bragt i AvisenDanmark den 6. april 2025 og er skrevet af: Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling. Eva Larsen, Head of Public Affairs Nordics, Vestas. Joachim Steenstrup, Global Head of External Affairs & Strategy, Eurowind Energy. Jakob Bundgaard, CEO, NRGi Renewables. Lise Borup Skov, direktør for Stakeholder Relations, Norlys. Mathias Aarup Berg, Head of Regulatory Affairs, European Energy. Andreas Nøhr Vestergaard, Head of Public Affairs, Momentum Energy Group. Troels Ranis, vicedirektør, Dansk Industri. Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi, PtX og internationalt samarbejde, Green Power Denmark. Nicolai Zarganis, strategichef, Andel. Flemming Nør-Pedersen, viceadm. direktør, Landbrug & Fødevarer. Ulrich Bang, vicedirektør, Dansk Erhverv.

By |2025-04-11T09:23:31+01:0011. april 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til VE-alliancen: Giv medvind til de kommuner, der går forrest i den grønne omstilling
Læs mere

Brintboblen er på bristepunktet. Hvornår dæmrer det for vores politikere?

Vores folkevalgte skal huske den sunde fornuft, når lobbyister angler efter milliarder til brintrør med ekstremt tvivlsomme forretningsplaner

Vi har brug for en omkostningseffektiv grøn omstilling i Danmark, men desværre spilder politikerne alt for mange statsstøttekroner på nye prestigeprojekter, hvor klimaeffekten er meget tvivlsom, og hvor der findes bedre og billigere alternativer.

Et godt eksempel er, at bredt flertal i Folketinget har besluttet sætte 15,7 milliarder kroner af skatteydernes penge på højkant til et brintrør til Tyskland.

I denne sag har man lyttet alt for meget til industrilobbyisterne i blandt andet Copenhagen Infrastructure Partners, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Green Power Denmark, der længe har presset på for lånegarantier og støtte fra statskassen.

Baggrunden er, at der ikke findes markedsoperatører, som på rene markedsvilkår vil lægge hånden på kogepladen i forhold til brintrøret.

Forliget betyder, at Energinet kan få et statsgaranteret lån på 7,4 milliarder kroner til at få bygge den første del af brintrøret, og oveni er staten villig til at give helt op til 8,3 milliarder kroner i et driftstilskud.

Regeringen har sammen med SF, Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet store forhåbninger til aftalen. De vil have ’snebolden til at rulle for brint’, og at brinten kan ’gøre Europa grønt og uafhængigt af Putins gas og Mellemøstens olie’, og at ’brintrøret til Tyskland er en nøglefaktor for Danmarks mulighed for at producere og levere grøn energi til det europæiske fællesskab’ og mere grøn brint vil ’styrke Europas forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.’

For optimistisk fremskrivning

Formålene om at gøre Europa uafhængig af fossil import og at levere grøn energi til vores nabolande er ædle, men beslutningen mangler i virkeligheden et solidt økonomisk og energimæssigt fundament.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi i et nyt notat lavet en grundig analyse af de økonomiske, teknologiske og fysiske udfordringer ved brinteksport, og vores klare anbefaling er på den baggrund, at politikerne bør trykke på bremsen og genbesøge beslutningen.

Brintrøret til Tyskland er et dyrt og risikabelt eksperiment, hvor pengene kan bruges mere omkostningseffektivt og med større klimaeffekt til andre formål. Det er meget tvivlsomt, at der kan skabes en robust business case for eksport af grøn brint til Tyskland.

I dag er det kun 1 procent af over 1600 potentielle grønne brintprojekter, der er kommet videre til en reel investeringsbeslutning. Årsagen er for høj pris, og derfor er der så få virksomheder, der står klar til at aftage den grønne brint. Er de afhængige af brint, som f.eks. kemiindustrien, vil det i mange år frem være økonomisk fordelagtigt for dem at købe fossil brint. Den fossile brint er 3 til 4 gange billigere end grøn brint, der koster mellem 5,3 til 13,5 euro/kg.

I fremtiden vil prisen på grøn brint næppe falde så meget, som tilhængerne håber på. Det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA, har sagt, at prisen på grøn brint kan drives helt ned under 2 euro/kg i 2030, og blive 1 euro/kg i 2040, men intet tyder på, at deres antagelser om teknologiens læringskurve og prisfald holder.

Bloomberg/NEF har fremlagt nye analyser, der vurderer, at prisen i de næste årtier vil være en del højere end IRENA´s skøn, og energieksperten Michael Barnard anslår, at prisen for grøn brint i 2050 stadig vil ligge på op til 7,6 euro/kg.

En af forklaringerne er blandt andet, at systemomkostningerne til elektrolyse – ifølge Bloomberg/NEF – frem mod 2050 vil være op over seks gange højere end, hvad IRENA tidligere har skønnet. Den danske Energistyrelse bør tage bestik af de nye og mere realistiske vurderinger, men i dag har man stadig en ekstremt optimistisk fremskrivning på både pris og efterspørgsel, der næppe holder.

Ambitiøse planer

De europæiske systemoperatører har lavet alt for urealistiske fremskrivninger for fremtidens brintforbrug, og Kommissionen har lagt ambitiøse planer for opbygningen af en brint-infrastruktur med titusinder af kilometer rørledninger i EU.

Men en grundig gennemgang af forudsætningerne, som RGO har lavet, viser, at der næppe kommer den høje efterspørgsel efter brint i EU, som Kommissionen drømmer om.

Deres prognoser – hvor man blandt andet medregner et betydeligt forbrug af brint til varmeforsyningen og i den tunge vejtransport, hvor det vil være langt billigere og mere konkurrencedygtigt at lave en direkte elektrificering – bør nedjusteres væsentligt.

Kommissionen er da også blevet kritiseret af den europæiske revisionsret for ikke at have lavet en reel impact assessment, som man plejer at gøre ved store lovpakker.

Der er flere andre fundamentale problemer, som beslutningstagerne ikke har taget højde for. Og en del af det hænger sammen med fysikkens love.

Brint er verdens mindste molekyle, og selv om dets kalorieindhold er tre gange højere end i fossil gas per kilo, er brintens energiindhold per volumenenhed tre gange mindre end naturgas ved atmosfærisk tryk. For at få den samme mængde energi ud af det, skal man transportere og opbevare tre gange så stor volumen brint, som hvis det var naturgas.

Samtidig skal man bruge en del ekstra energi til at komprimere den. Det er tre gange så energikrævende at transportere brint som gas. Over en 30 års periode risikerer man ifølge energieksperten Paul Martin fra Spitfire Research mindst at tabe 10 gange så meget energi ved at transportere brint over lange afstande, som hvis man sender grøn strøm gennem højspændingsledninger. Det vil alt andet lige påvirke prisen.

Eller sagt med andre ord: Hvorfor skal vi i EU opbygge to parallelle energiinfrastrukturer – dels et elnet med stærkere transmissionsledninger og dels tusindvis af kilometer af brintrør – når man kan spare penge ved at fokusere målrettet på at udbygge elmotorvejene?

Brintrøret er en ommer

Et andet fundamentalt problem i forhold til at drive priserne ned er, at der i dag slet ikke findes noget marked for grøn brint med klare prissignaler. Faktisk er det ikke ret meget brint – heller ikke den fossile – der handles på markedet. I Europa produceres trefjerdedele af brinten af de selvsamme virksomheder, der bruger den.

Verdens brintproduktion fremstilles lokalt, fordi det er dyrt, svært og risikabelt at transportere brint over lange afstande. Kun 8 procent af brint sendes via rørledninger, og det sker i reglen i geografisk afgrænsede områder på få hundrede kilometer.

Det handler i høj grad om økonomi. Et nyligt forskningsstudie viser, at det mellem 200 til 2000 km er billigst at transportere el via hurtige transmissionsledninger frem for at sende brint via brintrør.

Brintøkonomien er generelt udfordret af, at brinten giver langt højere energitab end direkte elektrificering med grøn strøm. Også derfor satser flere og flere af de tunge og energikrævende industrier – som man tidligere hævdede kun gøres fossilfrie ved at gå over til grøn brint – nu målrettet på at elektrificere sig først. Det gælder blandt andet stålindustrien.

I den tunge vejtransport vil lastbilerne blive elektrificeret og næppe køre på den flere gange dyrere brint. Selv i shippingbranchen vil det være attraktivt på kortere og mellemlange distancer at elektrificere skibsfarten frem for at gå over til e-metanol og e-ammoniak, der derimod er nødvendige på lange afstande.

Hvis vi i Danmark og EU satser for hårdt på at skalere grøn brintproduktion og forbrug – på bekostning af billigere grøn strøm fremstillet med sol- og vindenergi – vil det øge de samlede energiomkostninger, og dermed svække Europas konkurrenceevne. Lige nu er det bedre at bruge statskronerne på at accelerere elektrificeringen af alle sektorer frem for at spilde ekstra penge på den langt dyrere omvej via brintrøret.

I fremtiden bør grøn brint bruges med måde og kun til de anvendelser – f.eks. luft- og skibsfart på lange afstande, gødning med e-ammoniak og til kemikalier – hvor der ikke er andre fossilfrie alternativer. I RGO er vi enige i, at Danmark får brug for at skalere den grønne brintproduktion i PtX—projekter, men brinten skal ikke eksporteres med dyre brintrør, der har en ekstremt tvivlsom business case.

Anvend hellere den grønne brint til at fremstille e-fuels og e-ammoniak i stærkt lokaliserede industriklynger som f.eks. Esbjerg og andre steder, hvor man kan få store mængder af billig vedvarende energi. Og skab flere gode danske arbejdspladser. Derfor kære politikere: Brintrøret er en ommer.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og blevet bragt i Klimamonitor den 31. marts 2025.

By |2025-03-31T11:23:29+01:0031. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Brintboblen er på bristepunktet. Hvornår dæmrer det for vores politikere?
Læs mere

Gevinsterne ved VE bør også gavne de lokalsamfund, der gør omstillingen mulig

Kommunerne lægger land til udbygningen af vedvarende energi, men må kigge langt efter den belønning, der skal sikre lokal opbakning. Derfor bør vi indføre et kommunalt udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm

Regeringen har allerede anerkendt kommunernes nøglerolle i den grønne omstilling.

1. februar gik 23 lokale treparter i gang med at realisere Grøn Trepart, hvor kommunerne er centrale i arbejdet med at omsætte regeringens ambitioner til handling.

Ligeledes spiller kommunerne en nøglerolle, når ambitionerne for vedvarende energi forvandles til en del af landskabet.

Men der mangler tilstrækkelige økonomiske incitamenter, når projekterne skal udføres lokalt, og mange kommuner oplever, at de betaler prisen, uden at det kommer lokalsamfundene til gode.

Konsekvensen bliver modstand, forsinkelser eller given op

Kommunerne er bindeleddet mellem regeringens ambitioner og borgernes hverdag. Men uden de rette argumenter og incitamenter kan lokale hensyn føre til modstand, forsinkelser eller opgivne projekter.

Der er bred politisk enighed om, at vi skal udbygge vedvarende energi på land.

I praksis er det dog kommunerne, der står tilbage med dilemmaerne og frustrationerne, og skal balancere hensynet til naboer, natur og lokalsamfund.

Grøn Pulje har i praksis ikke vist sig tilstrækkelig til at sikre varig lokal opbakning.

Midlerne er engangsbeløb med stramme bindinger, det vil sige de ikke kan anvendes til kommunale opgaver som eksempelvis at sikre bedre lokal velfærd.

Og de sikrer ikke den langsigtede udvikling, som kommunerne har brug for. For at fastholde tempoet i VE-udbygningen, skal vi sikre en mere retfærdig fordeling af værdien.

Et kommunalt udviklingsbidrag

Derfor giver Rådet for Grøn Omstilling sin opbakning til de mere end 20 kommuner, der foreslår et Kommunalt Udviklingsbidrag.

Det vil betyde, at en del af elafgiften reserveres til kommunerne, så de får en direkte og varig økonomisk gevinst ved at udbygge VE.

Et udviklingsbidrag på fire øre per kWh VE-strøm vil sikre midler, der belønner både eksisterende og fremtidige VE-udbygninger.

For frontløberkommuner vil det i 2024 have svaret til et årligt provenu på omkring 500 millioner kroner.

Forslaget vil skabe et stærkere økonomisk incitament til at fremme udbygningen af VE på land og samtidig styrke lokal udvikling i hele landet.

Et udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm vil tilføre mærkbare økonomiske ressourcer til lokalsamfund, som kan bruges til den nære velfærd, klimatilpasning, biodiversitetsprojekter, erhvervsudvikling eller innovation.

Det kræver, at vi politisk tør anerkende kommunernes indsats gennem en fair fordeling af værdien, de skaber.

VE-udbygningen går for langsomt

Vi har ambitiøse mål om at firedoble VE-produktionen på land inden 2030 og blive uafhængige af fossile brændsler inden 2050.

Begge dele er helt nødvendige for at nå vores klimamål, men hvis vi ønsker en omstilling, der er både effektiv og retfærdig, må vi sikre, at værdien af den grønne omstilling fordeles til dem, der gør den muligt.

Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at handle nu, hvis vi vil sikre, at VE-udbygningen sker i det nødvendige tempo.

Indførelsen af et Kommunalt Udviklingsbidrag sikrer, at kommunerne ikke blot bærer ansvaret for at planlægge og facilitere udbygningen, men også får de rette økonomiske incitamenter til at sikre lokal opbakning og accelerere den grønne omstilling.

Sammen med Rådet for Grøn Omstilling bakker disse 20 borgmestre og regionsrådsformænd op om forslaget:

Dorte West, Herning Kommune, Marianne Bredal, Struer Kommune, Peder Christian Kirkegaard, Skive Kommune, Ib Lauritsen, Ikast-Brande Kommune, Erik Flyvholm, Lemvig Kommune, HC Østerby, Holstebro Kommune, Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern kommune, Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, Karsten Thomsen, Frederikshavn Kommune, Lasse Frimand Jensen, Aalborg Kommune, Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune, Søren Smalbro, Hjørring Kommune, Mogens C. Gade, Jammerbugt Kommune, Tobias Birch Johansen, Læsø Kommune, Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune, Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune, Jesper Greth, Rebild Kommune, Niels Jørgen Pedersen Thisted Kommune, Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune, Ole Vive, Faxe Kommune samt Regionsrådsformand Mads Duedahl fra Region Nordjylland.

Læs mere om alliancen her: https://rgo.dk/ny-groen-alliance-kommuner-skal-beloennes-for-at-bane-vejen-for-vedvarende-energi/

Dette debatindlæg er skrevet af Britt Dam og Bjarke Møller fra Rådet for Grøn Omstilling samt Nicolai Lauridsen fra Business Region MidtVest og bragt i Altinget den 27. marts 2025.

By |2025-03-27T11:12:48+01:0027. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Gevinsterne ved VE bør også gavne de lokalsamfund, der gør omstillingen mulig
Læs mere

Industrien må ikke stikke en kæp i hjulet på vejen mod et renere vandmiljø

Det danske vandmiljø er voldsomt forurenet og er nogle steder helt dødt. Næringsstofferne fra landbruget er den kendte årsag til havmiljøets triste situation. Men en anden synder er i årtier nærmest gået under radaren, nemlig de mange skadelige kemikalier, der ender i havet via spildevandet fra vores byer, og dermed fra din og min husholdning. Kemikalierne skaber ikke iltsvind nu og her og akut død, men de er ikke desto mindre et kæmpe problem for havmiljø og økosystemer.

PFAS er et godt eksempel. Det nedbrydes, ligesom andre kemikaliegrupper, uhyre langsomt og opkoncentreres i havbund, planter og fisk, der kan ende på vores tallerkner. Det kan have store konsekvenser for menneskers sundhed og fertilitet. EU arbejder for et forbud mod PFAS, men en ny undersøgelse viser, at en stærk industrilobby kæmper med næb og kløer for at udvande lovforslaget. Samtidig anvendes fluorstofferne fortsat i en lang række forbrugerprodukter og i industrielle processer.

Der er brug for vidensdeling

PFAS er kun én ud af mange grupper af skadelige kemikalier, der udledes til havet. Målinger viser, at vi via spildevand også forurener havet med blandt andet flammehæmmere, kosmetik- og medicinrester samt ftalater – der på hver deres måde er skadelige for økosystemer, dyreliv og menneskers sundhed. Men vi kender kun til toppen af isbjerget. Der er brug for mere forskning, der ser på, hvor mange kemikalier, der ender i havet, og i hvilke koncentrationer. Sideløbende er der brug for en akut indsats i forhold til at stoppe den voldsomme udledning til havmiljøet.

I dag er vores renseanlæg ikke lavet til at rense for kemikalier, der ledes til fra vores husholdninger, og de ender derfor i havet. Det vil EU have ændret. Ministerrådet gav således i november endeligt grønt lys til en revideret udgave af Byspildevandsdirektivet. Regler, der fremadrettet fastlægger en strammere kurs for rensning af spildevand fra byerne. Målet er, at Danmark og de resterende EU-medlemslande på sigt skal fjerne et udvalg af miljøfarlige stoffer gennem et ekstra rensetrin. Der findes velegnede teknologier, men ingen der alene kan rense for alle typer af kemikalier. Derfor er der brug for vidensdeling, så vi finder den bedste kombination af teknologier til de enkelte renseanlæg – en indsats, der burde have været iværksat for mange år siden. Ikke mindst set i lyset af Danmarks forpligtelser i forhold til EU’s vandrammedirektiv. Regler vi på ingen måde har levet op til.

Industrien forhaler processen

En stor anke og modvilje har været prisen for rensning. Det er dyrt, lyder det fra kommuner, virksomheder og politikere. EU har derfor besluttet, at de største forurenere skal betale deres del af regningen. Med byspildevandsdirektivet indfører EU udvidet producentansvar for medicinal- og kosmetikbranchen. Disse erhverv skal betale for mindst 80 procent af omkostningerne ved at rense for egen forurening. En beslutning, medicinalbranchen nu også opponerer imod. Sager som disse vil sandsynligvis forhale processen og i værste fald også udvande den forventede effekt.

Vi kan ikke lade industrien stikke en kæp i hjulet. Initiativerne fra EU bliver vigtige skridt på vejen mod et renere vandmiljø. Danmark skal inden udgangen af 2027 implementere reglerne i dansk lov. Og her kan det få stor betydning for vandmiljøet, at Danmark ikke blot minimumsimplementerer. For at komme vellykket i mål skal der allerede nu igangsættes aktiviteter og skabes incitamenter til udvikling og samarbejde på tværs af kommuner og brancher.

Og så skal vi have forbudt grupper af de mest skadelige kemikalier, herunder PFAS. Når først stofferne er i vandmiljøet, er de ekstremt svære, hvis ikke umulige, at fjerne. Det er på høje tid at passe på den natur, som vi alt for længe har presset til det yderste.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Mikkelsen og bragt i Altinget den 25. marts 2025.

By |2025-03-25T09:02:30+01:0025. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Industrien må ikke stikke en kæp i hjulet på vejen mod et renere vandmiljø
Læs mere

Ny podcast fra Rådet for Grøn Omstilling

Den grønne omstilling i Europa og globalt står her i 2025 overfor en kritisk skillevej, hvor de seneste års grønne fremskridt måske kan blive rullet tilbage. USA har igen meldt sig ud af FN´s klimaaftale, og præsident Trump vil atter skrue op for udvindingen af fossile brændsler, mens han indgår alliancer med de andre fossile magter i verden. Det sker på et tidspunkt, hvor de globale klimaforandringer sætter nye temperaturrekorder, og seks ud af de ni planetære grænser er sprængt.

Serien udgives hver tredje uge, hvor vi sætter vi spot på brændende spørgsmål på EU´s grønne kampplads. Hver episode vil bestå af to dele: I hver podcast vil førende eksperter os klogere på de største aktuelle klima- og miljøudfordringer, og vi vil sammen med danske Europaparlamentarikere og andre nøgleaktører kaste et nysgerrigt blik på, hvad EU kan gøre for at tackle dem. Bjarke Møller, direktør hos Rådet for Grøn Omstilling, er vært.

EU spiller ofte en afgørende rolle med at sætte nye standarder for den grønne omstilling, sådan som det er sket med EU´s Green Deal, men her i 2025 er vi vidner til en benhård politisk kamp i EU om, hvor ambitiøs klima- og miljølovgivningen skal være. Kan man f.eks. sikre konkurrenceevnen og den økonomiske velstand, hvis EU samtidig sætter høje miljøkrav? Har vi stadig råd til at løfte de grønne standarder, hvis vi også skal styrke det europæiske forsvar og have råd til velfærden? Er det godt eller skidt for økonomien at investere mere i den grønne omstilling og de nye grønne teknologier?

Første episode er netop udgivet, og tager fat i hvordan EU kan styrke det grønne fællesskab og sikre billig, grøn energi – uden at miste industriens konkurrenceevne. I afsnittet taler Bjarke Møller med europaparlamentarikerne Kira Marie Peter-Hansen (SF) og Niels Flemming Hansen (K) om EU’s Clean Industrial Deal og energihandleplan. Transportpolitisk chef i Rådet for Grøn Omstilling, Jeppe Juul, giver et overblik over de grønne elementer i den nye action plan for transportsektoren, og professor ved KU, Katherine Richardson, sætter den store grønne dagsorden i perspektiv med alt fra Trump og tipping points til politisk handlekraft og håb.

Der er mange brændende spørgsmål, og i podcasten Grønt Europa lover vi at give dig og andre lyttere et dybere indblik i nogle af de største grønne dilemmaer, som beslutningstagerne slås med. Og vi vil undersøge, hvad nye EU-love og lovforslag kan komme til at betyde for danske borgere og virksomheder.

Find podcasten på din fortrukne podcastside, eller her på siden: https://rgo.dk/podcast-groent-europa/

Podcasten er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.

By |2025-03-20T10:42:43+01:0020. marts 2025|Nyhed|Kommentarer lukket til Ny podcast fra Rådet for Grøn Omstilling
Læs mere

Vejbeskatning og el-lastbiler: En ny vej frem

Vejbeskatningen for lastbiler trådte i kraft ved årsskiftet, og den har allerede vist sig at være en succes. Både danske og udenlandske lastbiler betaler nu et mindre beløb for at køre på de danske veje, og da betalingen er differentieret efter CO2-udledning er der et incitament til at vælge mindre forurenende køretøjer

Ifølge Sund & Bælt er der i de første to måneder af året blevet opkrævet omkring 300 millioner kroner. De fleste opkrævninger er foregået korrekt, men der har været nogle begynderfejl. Det er ikke usædvanligt, at der opstår fejl i et stort IT-projekt, der skal forbinde forskellig hardware. Det er imidlertid positivt, at Sund & Bælt har kontrol over opgaven, så vejbeskatningen kan udrulles til hele det offentlige vejnet og forhåbentlig også snart kan inkludere varebiler.  

Samtidig med vejbeskatningen er en forhøjelse af dieselafgiften på 52 øre motiverende for vognmænd der ønsker at skifte til el-lastbiler. For at støtte denne omstilling anbefaler Rådet for Grøn Omstilling, at Transportministeriet fremskynder støttemidlerne til køb af el-lastbiler samt til oprettelse af opladningsinfrastruktur hos vognmændene. Støtte er nødvendig nu, da el-lastbiler er mere end dobbelt så dyre som diesellastbiler. 

Sammen med DTL, Mobility Danmark og Drivkraft Danmark anbefaler Rådet for Grøn Omstilling, at den resterende pulje på cirka 675 millioner kroner bliver uddelt i 2025 og 2026. Oprindeligt var planen at uddele 125 millioner kroner hvert år frem til 2030. Selvom dette måske gav mening ved puljens etablering, viser forventninger fra PWC, at det vil blive mere økonomisk attraktivt at købe el-lastbiler fra 2027. Derfor er det vigtigt at støtte markedet nu. 

Der er tre gode grunde til, at vognmænd bør skifte til el-lastbiler. For det første er el et billigere drivmiddel end diesel. For det andet kan vi selv producere el, hvilket gør os mindre afhængige af ustabile udenlandske regimer. Og sidst, men ikke mindst, vil vi reducere mængden af CO2-udledning betydeligt. 

By |2025-03-18T09:05:59+01:0018. marts 2025|Kommentar|Kommentarer lukket til Vejbeskatning og el-lastbiler: En ny vej frem
Læs mere

Klima bør skrives ind i offentlige udbud på lige fod med kvalitet og pris

Hidtil har kvalitet og pris været de betydende faktorer, når bygherrer gennemgår tilbud. I fremtiden bør det fremgå tydeligt, hvor stor drivhusgasudledningen er for hvert tilbud

Danmark er godt i gang med sine massive investeringer i Infrastrukturplan 2035 (IF35), der sætter kursen for den fysiske udvikling af transportsektoren frem mod 2035.

Planens projekter stod samlet til at spare 41.000 tons CO2 årligt og gavne samfundsøkonomien med over 20 milliarder kroner.

I Ingeniøren fremgår det nemlig, at både planens CO2-regnskab og samfundsøkonomi er på et skråplan.

Analyser af Banedanmarks og Vejdirektoratets gennemførte projekter i 2023 og 2024, viser at CO2-udledningerne fra projekterne blev mere end dobbelt så store end oprindeligt antaget.

Samtidig har stigende priser på energi og råstoffer som cement, beton og stål tippet vægten for projekternes samfundsøkonomi, hvilket betyder, at vi som samfund bliver fattigere af deres gennemførsel.

Tiden er måske moden til at aftaleparterne igen slår hovederne sammen og får sat en ny kurs for, hvad planens i alt 161 milliarder skal bruges på. Den rummer nemlig et stort potentiale for investeringer i udviklingen og udbredelsen af mere klimavenlige løsninger.

Klima i udbud

Udbygningen og vedligeholdelsen af vores infrastrukturer er vigtig for både samfundets vækst og den grønne omstilling, men det skal foregå på en måde der både overholder de planetære grænser og klimalovens §1 – 70 procent reduktion af drivhusgasudledningen i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Langsigtede investeringsplaner som Infrastrukturplan 2035 kan være med til at pege branchens aktører i retning af grønnere muligheder. Der er i hvert fald ikke en producent af asfalt eller beton eller en importør af stål, der er i tvivl om, at der er noget at lave frem mod 2035.

Det giver dem en stor sikkerhed til at investere i at udbygge, modernisere eller skifte produktionen til mere klimavenlige løsninger.

Det kræver dog, at man indfører målsætninger, der understøtter dette. Det har man desværre ikke haft med i aftalens første rul, som løber fra 2021 til 2028, men det opstår der en gylden mulighed for, når aftalens andet rul sættes i gang i 2028.

Helt konkret bør miljø og klima indføres som udbudsparameter på lige kår med kvalitet og pris.

Hidtil har kvalitet og pris, og i særdeleshed sidstnævnte, været de betydende faktorer, når bygherrer gennemgår indkomne tilbud. I fremtiden bør det fremgå tydeligt, hvor stor drivhusgasudledningen er for hvert indkommet tilbud.

Man kan eksempelvis starte med at stille krav til CO2-udledning i udbudsmaterialet.

Det er ikke banebrydende: I Norge har man siden 2023 vægtet klima- og miljøhensyn med 30 procent som udbudsparameter, altså stort set en tredjedel af tildelingskriteriet.

Dette ville være med til at stimulere en konkurrence i bæredygtighed på markedet, hvilket kan fordre udviklingen af nye teknologier og produkter.

Skab grundlag for sammenligning

Generelt skal det være nemmere for både private og offentlige bygherrer at overskue et givent projekts klimapåvirkning. Dette kunne også ske gennem en standardisering af miljøvaredeklarationer, såkaldte EPD’er, som benyttes til at dokumentere en byggevares miljømæssige egenskaber.

Lige nu kan det være svært at sammenligne et givent produktets klimapåvirkning med et andet, da der på tværs af lande, brancher og virksomheder måles på forskellige parametre.

Én miljøvare deklaration kan måle på Global Warming Potential (opvarmningspotentiale), mens en anden måler på CO2-udledningen – Det er problematisk.

Derudover burde der indføres et anlægsreglement, der ligesom bygningsreglementet stiller generelle krav til bæredygtighed og CO2-udledning i anlægssektoren, hvilket Byggeriets Handletank også peger på.

Handletanken foreslår, at der indføres en rammelov og tilhørende reglementer som stiller minimumskrav til bæredygtighed, og som skal gælde på tværs af hele sektoren – ligegyldigt om man er privat eller offentlig bygherre.

Derudover bør anlægsprojekter dokumenteres i alle faser ved livscyklusanalyser (LCA), som kan beregne hvert materiales samlede udledning over dets livstid. De store offentlige bygherre har allerede redskabet og har sågar gjort det offentligt tilgængeligt – InfraLCA.

Der bør dog også stilles krav til, at alle aktører i anlægssektoren benytter dét eller et lignende værktøj.

Det offentlige bør gå forrest

Det offentlige er ubestridt den største investor i infrastruktur og den største indkøber i Danmark. Udover at stå for tilblivelsen af Infrastrukturplanen 2035, købte staten, regionerne og kommunerne ind for 224 milliarder kroner i 2022.

Det skønnes at have medført et klimaaftryk på 14,3 millioner ton CO2-ækvivalenter, hvoraf cirka en tredjedel stammer fra byggeri og anlæg. Dette forventes at stige frem mod 2030 på grund af øgede investeringer i området.

Der er altså et stort potentiale for at reducere udledningen af drivhusgasser, især hvis det offentlige bringer sin købekraft i spil.

Der findes flere, mindre klimabelastende, alternativer til stål, beton og asfalt. Det forholder sig dog tit sådan, at produktionen af disse ikke er skaleret på grund af manglende efterspørgsel.

Det er netop her det offentlige kan spille ind ved at indføre krav i sine udbud. Det vil tvinge både bygherrer og entreprenører til at vælge mere miljøvenlige produkter og konkurrere på andet end kvalitet og pris – og ikke mindst på sigt stimulere markedet for klimavenlige alternativer.

Det er på tide, at det offentlige bliver en større drivkraft i den grønne omstilling, ikke kun som en forbruger af infrastruktur, men som en ledende aktør, der aktivt skaber efterspørgsel på bæredygtige løsninger.

Det kræver en erkendelse af, at den grønne omstilling ikke er en udgift, men en investering i en bedre fremtid for klimaet, for samfundet og for mennesket.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolajsen og bragt i Altinget den 17. marts 2025.

By |2025-03-17T14:20:28+01:0017. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klima bør skrives ind i offentlige udbud på lige fod med kvalitet og pris
Læs mere

Danmarks CO2-afgift viser EU, at landbrugets udledninger godt kan prissættes

Den danske CO2-afgift på landbruget sætter en ny standard og viser, hvordan det er muligt at prissætte landbrugets CO2-udledninger. Det kan inspirere EU til at implementere lignende tiltag på tværs af medlemslandene, skriver Erik Tang og Trine Langhede

Traditionelt har landbrugssektoren været undtaget fra de samme krav og afgifter, som resten af samfundet har været underlagt for at nedbringe drivhusgasudledningerne.

Med den grønne trepartsaftale bryder Danmark nu den barriere. Den nye aftale betyder, at landbrugene skal betale for deres CO2-udledninger, og det betyder, at Danmark bliver første land i verden til at indføre en CO2-afgift for landbruget.

Men hvordan ser fremtiden ud for en lignende afgift på EU-niveau?

EU har taget betydelige skridt med målsætningen i EU’s klimalov om at være klimaneutral inden 2050. Alligevel har landbrugssektoren stadig en særstatus, hvor den ikke er underlagt det samme direkte pres for CO2-reduktion som energisektoren eller transportsektoren.

Kvotehandelssystem for landbruget

Det er her, Danmarks CO2-afgift kan være et eksempel for resten af EU på, at det kan lade sig gøre at prissætte landbrugets CO2-udledninger.

I mange år har energisektoren i EU været omfattet af Emissions Trading System (ETS), som blev indført i 2005. Ved at sætte stadigt lavere loft over tilladte udledninger og tillade handel med CO2-kvoter har ETS skabt en pris på CO2.

Det giver et økonomisk incitament for energiproducenter til at investere i renere teknologier og reducere deres afhængighed af fossile brændstoffer.

Systemet var ikke perfekt fra dag ét, men over tid har resultatet været en betydelig nedgang i CO2-udledningerne i sektoren, hvilket har bidraget til at drive den grønne omstilling og fremme udviklingen af vedvarende energikilder såsom vind og solenergi.

Spørgsmålet er, om et kvotehandelssystem for landbruget på samme måde kan være med til at reducere sektorens udledninger på den lange bane?

Modstanden mod regulering af landbruget er stor.

Særligt bruges Holland ofte som eksempel, hvor landmænd har protesteret kraftigt mod miljøregulering. Derfor er det nødvendigt, at et kvotehandelssystem for landbruget indrettes på den rigtige måde.

Model for kvotehandelssystem

I de kommende år handler det om at fastlægge arkitekturen for fremtidens klimapolitik for 2050. Det er tiltag, der har lang sigte, men hvis ikke de skridt tages nu, kommer landbruget til at stå tilbage som den eneste sektor, der ikke leverer nogen klimahandling for at nå EU’s klimamål.

Indretningen af et kvotehandelssystem for landbruget er væsentlig for, om det kommer til at have en effekt, og for om det kommer til at møde modstand.

Rådet for Grøn Omstilling foreslår, at et såkaldt agriETS for landbruget indrettes med størst mulig klimaeffekt og mindst muligt bureaukrati. Det kan gøres ved at:

Leverandører af kunstgødning og fossile brændstoffer til landbruget pålægges at købe kvoter fra EU’s kvotesystemer for de udledninger, som brug af disse inputs forårsager. Kvoteomkostninger sendes videre i salgspriserne.

EU’s arealtilskud til organiske lavbundsjorde skal fremover kun udbetales, hvis disse jorde vådlægges, så deres høje CO2-udledninger stopper. For ikke-vådlagte jorde skal der købes mindst 10 kvoter fra EU’s kvotesystem. Ejerne kompenseres for driftstab via EU’s landbrugsstøtte.

Store husdyrbrug skal opgøre og købe kvoter fra EU’s eksisterende kvotesystem for udledninger fra husdyr og husdyrgødning. Mindre husdyrbrug kan vælge at lade mejerier og slagterier forestå rapportering og kvotekøb for husdyrenes udledninger.

Dansk landbrug ligestilles i konkurrencen

Denne model sikrer stort set samme pris på landbrugets udledninger som øvrige udledninger i EU og dermed et effektivt incitament til at reducere dem.

Landbruget kan sende kvoteomkostningerne videre i deres salgspriser, så forbrugerne får signal om at ændre deres forbrug mod mindre klimabelastende fødevarer.

Desuden vil kun de største husdyrbrug og ejere af ikke-vådlagte lavbundsjorde samt olie- og kunstgødningsleverandører få ekstra papirarbejde.

Endelig vil et fælles EU-system sikre, at danske landbrug stilles lige i konkurrencen med øvrige europæiske bønder.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 6. marts 2025 og er skrevet af Erik Tang & Trine Langhede.

By |2025-03-06T11:05:23+01:006. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Danmarks CO2-afgift viser EU, at landbrugets udledninger godt kan prissættes
Læs mere

Rådet for Grøn Omstilling opfordrer regeringen og Klimarådet til at forfølge et ambitiøst klimamål for 2035

Klimarådets statusrapport er uden tvivl beroligende læsning for regeringen, for rapporten vurderer, at det er anskueliggjort, at Danmark kan nå klimalovens mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030.

Det betyder dog ikke, at vi nu kan sove roligt om natten. På en række punkter kører regeringen alt for tæt på grænsen, og der er – som Klimarådet konkluderer – ”betydelig risiko for at misse målet”.

Det er alvorligt, for den globale klimakrise er forværret i det forløbne år. Temperaturerne lå 1,6 grader over det førindustrielle niveau, og aldrig er der fyret flere fossile brændsler af.

Der er ifølge Klimarådet brug for ”klimahandling i et omfang og i en hastighed uden fortilfælde” hvis FN’s Paris-aftale skal overholdes.

Denne vurdering deler Rådet for Grøn Omstilling. Med den førte klimapolitik i Danmark, i EU og globalt vil vi sprænge Paris-aftalens 1,5 graders mål over et 30-årigt trendforløb allerede i november 2029. Og hvis ikke regeringerne ændrer kurs, viser fremskrivningen, at vi formodentlig vil krydse 2 grader i april 2038, der med ret stor sandsynlighed vil udløse en række kritiske globale tipping points – herunder vil Grønlands indlandsis være dødsdømt.

”I Rådet for Grøn Omstilling er vi enige i, at der er brug for klimahandling i omfang og en hastighed uden fortilfælde. Klimakrisen er nu så alvorlig, at vi ikke længere kan nøjes med at tage små skridt og finjustere klimapolitikken med uambitiøse genbesøg,” siger Bjarke Møller, der er direktør i Rådet for Grøn Omstilling. “Det er positivt, at Klimarådet opfordrer regeringen til at lave yderligere tiltag, så man ikke kører for tæt på kanten med alt for lille sikkerhedsmargin. Der er brug for meget mere markant og målrettet handling på områder, hvor man i løbet af de næste få år kan opnå en høj klimaeffekt for pengene.”

CO2-fangst og pyrolyse er usikre tiltag med høj risiko

I statusrapporten vurderer Klimarådet, at der er høj risiko for, at CO2-fangst, pyrolyse og udtagningen af landbrugsjord til skov og natur ikke vil levere så store reduktioner, som regeringen håber. Det er en risiko, som Rådet for Grøn Omstilling længe har advaret imod.

”Regeringen har satset alt for hårdt på den umodne og usikre CO2-fangst på industrielle punktkilder, og at det er meget usikkert, om pyrolyse kan levere så meget, som man håber på.” siger Bjarke Møller.

Nogle af disse udfordringer kan adresseres ved kommende genbesøg, og her vil det være en god ide at overveje nye virkemidler som forhøjede afgifter på husdyr, på kulstofrige jorder, diesel og industrien, som Klimarådet også anbefaler. Rådet for Grøn Omstilling ser gerne en generel forhøjelse af CO2-afgiften, der gradvist indfases for alle sektorer, så man sikrer en omkostningseffektiv klimaomstilling.

Klimarådet anbefaler bl.a. at det vil være en god ide også at udvide tilskudspuljerne til CO2-fangst, og Klimarådet har i sine to hovedscenarier lagt alt for stor del af sin indsats ind på, at CO2-fangst kan bære en betydelig del af reduktionsindsatsen. Denne anbefaling bakker Rådet for Grøn Omstilling ikke op om.

”Der er tværtimod høj risiko for – som Klimarådets rapport jo også viser – at CO2-fangst ikke vil leve op til forventningerne,” siger Bjarke Møller, der hellere ser, at man frem for usikker CO2-fangst og alt for høje pyrolysemål investerer mere i energieffektivisering og elektrificering med henblik på at udfase fossile brændsler.

Sæt ambitiøse mål og øg handlingshastigheden

Der skal snart sættes et mål for, hvor meget Danmark må udlede i 2035, og Klimarådet anbefaler her, at der laves et femårigt budgetmål, så der kommer en klar reduktionssti. Man opfordrer også til, at der laves en række nye strategiske pejlemærker for det forbrugsbaserede klimaaftryk, for udfasning af fossile brændsler, for kapaciteten af vindmøller og solceller, for offentlige indkøbs klimaaftryk og en større omlægning til skov og natur. Der er desuden en klar positiv sidegevinst ved at tænke klimahensyn og biodiversitet sammen.

”Det er positivt at gå over til et femårigt og opstille strategiske pejlemærker. Det er vigtigt at få nogle mål for Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk og en klar reduktionssti for udfasningen af fossile brændsler,” siger Bjarke Møller.

Rådet for Grøn Omstilling anbefaler, at Danmark presser på for, at EU sætter et højere reduktionsmål for 2040 end den 90 pct. reduktion, som Kommissionen og den danske regering har slået til lyd for. I forhold til den forværrede klimakrise, hvor vores karbonbudget er ved at løbe ud, bør Danmark mindst reducere sine udledning af drivhusgasser med 80 pct. i 2030 og 90 pct. i 2035, så vi kan blive et nulemissionssamfund allerede i 2040. Det er både realistisk og teknologisk og økonomisk muligt, vurderer RGO, der har regnet på tallene i sin klima- og energirapport om ”Ren energi indenfor planetære grænser i 2040”. Rådet anbefaler samtidig, at EU frem mod 2040 mindst sænker sine CO2e-udledninger med 95 pct. for at nå nettonul senest i 2045.

”Det kræver historisk handlekraft og politisk mod, men det er muligt at sænke udledningerne med mindst 90 pct. i 2035 og nå nettonul allerede i 2040 på en omkostningseffektiv måde. Det kan nås, hvis man investerer i energieffektiviseringer og sætter turbo på udbygningen med sol- og vindenergi, batterier, vandkraft og varmepumper, udfaser de fossile brændsler i vejtransporten, rejser langt større skovarealer og omstiller til meget mere plantebaseret fødevareproduktion uden det høje animalske aftryk, som kendetegner det industrialiserede landbrug,” vurderer Bjarke Møller.

Klimarådet har ikke taget endelig stilling til, om Danmarks næste klimamål for 2035 skal sikre en 80, 85 eller 90 pct. reduktion af drivhusgasserne, men man har fremlagt en række samfundsøkonomiske beregninger for at anskueliggøre, hvordan politikerne kan navigere,

Ifølge RGO er disse beregninger endnu ”ret mangelfulde”, da Klimarådet endnu ikke har regnet grundigt på gevinsterne ved energieffektivisering, elektrificering af samfundet, og man bruger alt for høje antagelser om prisen på at fjerne ekstra ton CO2 i vejtransporten via indfasningen af elbiler. Til gengæld har man meget optimistiske antagelser om, hvor billigt det er at fange CO2 fra punktkilder, der ikke tager højde for, hvor ineffektive og energikrævende disse løsninger er ift. en direkte elektrificering, andre teknologier og en hurtig udfasning af biomassefyring.

Vi befinder os i en global nødsituation

”Klimarådet kunne godt være lidt mere tydelige frem for at danse uden om den varme grød. I lyset af klimakrisens alvor er der brug for et højt og ambitiøst reduktionsmål for 2035, der mindst sikrer en reduktion på 90 pct. De sociale og økonomiske omkostninger ved ikke-handling vil stige markant i de kommende år, hvis vi i Danmark og EU rykker hurtigere og højere,” siger Bjarke Møller.

”Desværre tyder intet på, at regeringerne rigtig har forstået alvoren i situationen. Vi befinder os i en global nødsituation, men USA’s nye præsident Donald Trump vil fyre ekstra op under udvindingen af fossile brændsler, mens han laver alliancer med de fossile magter, herunder Rusland, for at sabotere den grønne omstilling,” fastslår Bjarke Møller.

Ifølge Bjarke Møller ”hænger FN’s klimaaftale i en ultratynd tråd efter USA’s udmeldelse”, og de sidste års COP-topmøder har ikke givet anledning til nogen optimisme. Og i Danmark har oliens andel af bruttoenergiforbruget været ret stabilt i de sidste ti år. Over halvdelen af Danmarks samlede energiforbrug er stadig fossilt, og to tredjedel af vores opgjorte vedvarende energi kommer fra afbrænding af biomasse, der skader klimaet. Klimarådet hævder i rapporten, at der sket ”en markant udbygning af vedvarende energi” i Danmark, men i RGO’s optik er den ved at gå i stå, og udbygningen med land- og havvind går meget langsommere end i vores nabolande.

By |2025-02-27T13:04:35+01:0027. februar 2025|Artikel|Kommentarer lukket til Rådet for Grøn Omstilling opfordrer regeringen og Klimarådet til at forfølge et ambitiøst klimamål for 2035
Læs mere

RGO og Daka Denmark: Danske fødevarer skal på tallerkenen – ikke i dieseltanken

Det er spild af landbrugsjord, når man bruger et område på størrelse med Bornholm og Langeland på at dyrke afgrøder, der skal direkte i dieseltanken. Afgrøderne skal derimod havne på danskernes tallerkner, skriver Jeppe Juul og Keld Winther Rasmussen

Danmark er kendt som et landbrugsland, men få ved, at vi benytter et område svarende til Bornholm og Langeland på at dyrke afgrøder, som har det primære formål at blive fyldt direkte i dieseltanken for at opfylde det danske CO2-fortrængningskrav. Det er spild af dansk landbrugsjord – og sådan behøver det ikke at være.

En betydelig del kan erstattes af danskproduceret biodiesel fremstillet af affaldsmateriale, som i dag eksporteres. 5. december 2024 havde vi, Daka og Rådet for Grøn Omstilling, glæden af at afholde et fælles foretræde for klima-, energi- og forsyningsudvalget.

I forlængelse af grøn trepart er det blevet relevant at diskutere et vigtigt emne: Hvad bruger vi de danske marker til?

For når danskerne hver sommer kører langs de smukke, rapsgule marker, så tænker de færreste over, at afgrøderne først og fremmest dyrkes for at blive til biodiesel.

Faktisk bruger Danmark et område svarende til Bornholm og Langeland tilsammen, eller 11 gange Rold Skov, på at producere energiafgrøder – også kaldet førstegenerations (1G) biodiesel – til den danske transportsektor.

Biodiesel giver mening, fordi det fortrænger fossil diesel og dermed CO2-udledning. Men det er mere gult end grønt, når dansk lovgivning lader 1G biodiesel – dyrket på den stadig knappere landbrugsjord – fortrænge den langt mere bæredygtig 2G biodiesel, der er fremstillet af affald.

Affaldsmaterialer er allerede til rådighed, og de kræver ingen landbrugsjord. Dyrkningen af energiafgrøder til 1G brændstof har den alvorlige bivirkning, at det flytter behovet for landbrugsarealer væk fra Danmark og ender med for eksempel at bidrage til rydning af regnskove i Sydamerika.

En mindre klimabelastende løsning 

Daka producerer hvert år 55.000 tons 2G biodiesel af landbrugets egne affaldsmaterialer, hvilket svarer til ca. en tredjedel af transportens CO2-fortrængningskrav i 2024. Men den danske transportsektor tilskyndes ikke af lovgivningen til at anvende den. I stedet eksporteres den danske 2G biodiesel til lande i EU, hvor 2G anerkendes og prioriteres som den mest grønne løsning.

Årsagen er at vi i Danmark – selvom vi kalder os et landbrugsland – ikke indregner arealanvendelse som bæredygtighedsfaktor og således ikke skelner mellem de to typer biodiesel. Transportsektoren fravælger derfor den mindre klimabelastende, men lidt dyrere, 2G biodiesel.

Det paradoksale er, at politikerne for længst har anerkendt problemet – som de i øvrigt selv har skabt. Aftalen om Grøn Omstilling af Vejtransporten fra 2020 afskaffede princippet om at anvendelse af 2G-brændstoffer talte dobbelt i CO2-regnskabet, men samtidig blev der lagt en køreplan: Danmark skulle starte en udfasning af 1G biobrændstoffer, ved at indføre en regulering i 2025, der tog højde for arealanvendelsen.

Men helt uforståeligt er denne køreplan blevet droppet, hvorfor vi nu hænger fast i at 1G og 2G-biobrændstoffer er ligestillede. Det er hverken kønt eller grønt.

Prioriter arealanvendelsen 

Til vores foretræde på Christiansborg opfordrede vi derfor udvalgsmedlemmerne i klimaudvalget til at handle: Medregn arealanvendelsen og gør det nu.

Danmark bør skelne mellem 1G og 2G biodiesel, og dermed øge sit bidrag til den grønne omstilling i transportsektoren.

Ved at indregne effekten på arealanvendelsen (kaldet ILUC) vil Danmark skabe et økonomisk incitament til at vælge de mest bæredygtige brændstoffer først. Det vil sikre, at flere af vores marker bruges til at producere fødevarer – ikke diesel – og samtidig gøre Danmarks grønne omstilling mere effektiv og bæredygtig.

Danmarks landbrugsareal bliver ikke større – tværtimod – og vi har ikke råd til at spilde hverken jord eller klimamuligheder. Lad os indregne arealanvendelsen for biodiesel fra 2025 og sikre, at dansk landbrugsjord bruges til at producere fødevarer til tallerkenen – ikke til dieseltanken.

Dette debatindlæg er skrevet af Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling & Keld Winther Rasmussen fra Daka og er blevet bragt i Altinget den 14. Januar 2025.

By |2025-01-20T15:05:15+01:0020. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til RGO og Daka Denmark: Danske fødevarer skal på tallerkenen – ikke i dieseltanken
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top