Om Trine Hagen

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Trine Hagen has created 93 blog entries.

Biomassens mørke skyggeside slår revner i Ørsteds grønne ydre

Den danske energikæmpe, Ørsted, er kommet ud med et bragende stort underskud i 2023 med et samlet tab på 20,2 milliarder kroner, og mange investorer spørger sig sikkert, om virksomheden egentlig er robust nok og kan stå imod stormene i det globale energimarked.

En stigende nettogæld på 47,4 milliarder kroner tynger også ned i et marked, hvor man ikke længere får ekstra medvind med lave renter.

Staten, der ejer 50,1 procent af aktiekapitalen, har tabt over et par hundrede milliarder kroner på de faldende aktiekurser, men vil staten kaste ekstra penge ind i selskabet, når det formodentlig snart er nødt til at lave en kapitaludvidelse? Topchefen Mads Nipper sidder ikke længere så sikkert i sadlen, og bestyrelsesformanden er lige trådt tilbage.

Den økonomiske performance har været miserabel i de sidste år, og det har ikke gjort det lettere, at store planlagte projekter for offshore vind er blevet væsentlig dyrere og er blevet lukket ned igen.

Ørsted er i den forstand ikke bare et offer for markedskræfterne og prisinflationen, der har ramt hele værdikæden, men også et offer for den mangel på mod og handlekraft, som de ansvarlige politikere har udvist.

Den danske paniklukning af åben-dør ordningen for havvind er et eksempel, og i Europa går det alt, alt for langsomt med at få godkendt nye vindprojekter.

Værre er, at der globalt gives over 7.000 milliarder dollar i direkte og indirekte statsstøtte til fossile brændsler, og støtten er steget efter energisikkerhedskrisen.

Det skaber en dybt unfair konkurrence i forhold til energiselskaber, der som Ørsted satser hårdt på grønne energiløsninger. De fossile subsidier burde udfases hurtigst muligt, for de kaster brænde på den globale klimakrise.

Ørsted er på mange måder en dybt sympatisk virksomhed, der på en stribe målepunkter er en grøn topperformer. Og Corporate Knights har her i januar kåret Ørsted som den grønneste af alle verdens energiselskaber.

Som danskere kan vi være stolte af det. Ørsted markedsfører sig som en naturpositiv virksomhed, der laver grønne løsninger og opstiller vindmølleparker for klimaets skyld.

Selskabet vil gerne levere et positivt impact for biodiversiteten, og i samarbejde med WWF udvikler de endda 3D printede rev til havvindmølleanlæg for at gøre noget godt for miljø og fiskenes gydemuligheder.

Deres energiplan er fyldt med positive ord om at ville øge den grønne elektrificering, at udfase fossile brændsler og at accelerere grøn strøm.

Ørsted har også ambitiøse mål for cirkulær økonomi, de udvikler lav-emissionsstål til vindmøller, de har et mål om kun at køre i elbiler fra 2025, og ifølge årsrapporten har virksomheden halveret sine CO2-udledninger siden 2021, og det er både i Scope 1, 2 og 3.

Ude fra set er de grønne resultater imponerende. Virksomheden fortjener virkelig masser af ros for de førnævnte grønne ambitioner, og den statslige hovedaktionær og det danske samfund kan være stolt af alle de områder, hvor Ørsted virkelig gør en grøn forskel.

Men Ørsted har også en mørk skyggeside, som trækker ned. Det er virksomhedens store afbrænding af fast træbiomasse på cirka tre millioner tons om året.

Ørsted er stadig landets største energiselskab indenfor afbrænding af træbiomasse. Biomasseværkerne har i vidt omfang erstattet kulkraftværker, og politikerne har over flere år givet milliarder i statstilskud til at konvertere biomasse til elektricitet, og i dag står afbrænding af biomasse bag cirka to tredjedel af al vedvarende energi i Danmark.

Ud fra den synsvinkel kan man sige, at Ørsted har handlet, som danske politikere har ønsket. Men det hænger bare overhovedet ikke sammen med den brand-position, som selskabet ellers søger at bygge op som en naturpositiv og grøn frontløbervirksomhed.

Og det undergraver de store anstrengelser, som virksomhedens dygtige medarbejdere laver for at leve op til EU’s grønne taksonomi og stadig skrappere grønne rapporteringskrav.

Hvis man virkelig seriøst vil gøre en forskel for klimaets skyld, bør Mads Nipper og hans ledelse systematisk straks søsætte et strategiarbejde for at udfase biomassen og i stedet installere store industrielle varmepumper drevet af ren sol- og vindkraft, med batterier og andre former for energilagring som backup. For det sidste er fremtidens energiløsning.

Rent energiøkonomisk vil det være langt mere effektivt, for varmepumper drevet med sol og vind er flere gange mere effektive end ovne, der brænder fast træbiomasse af.

Desuden har det europæiske forskningsråd har fastslået i en ekspertrapport, at afbrænding af biomasse kræver mellem 50-100 gange mere landareal at fremstille samme mængde energi som fra sol og vind.

Alligevel holder Ørsted fast i de gamle biomasseværker, selv om man hellere i dag end i morgen burde lægge en plan for udfasning af dem, inden de rammer forældelsesfristerne om 10-20 år.

Over 20 år vil emissioner fra et kraftværk, der fyrer med fast træbiomasse, næsten svare til et kulkraftværk, da emissionsfaktoren er alt for høj, og virksomheden kan ikke “brande” det som bæredygtigt.

94 procent af den biomasse, der fyres med i Ørsteds kraftvarmeværker, er fast træbiomasse, hvoraf over halvdelen sejles ind fra Baltikum.

En del sejles også hele vejen over Atlanterhavet fra USA, men denne praksis beskrives i Ørsteds årsrapporter som bæredygtig biomasse. Ja, virksomheden anstrenger sig for at sikre, at træet kommer fra certificerede skovbrug, men de lange forsyningskæder med skibe drevet af diesel og hugst i skove med dieseldrevne maskiner er langt fra bæredygtig.

Værre er, at man konstant fjerner et naturligt biologisk lager i skovene, der ellers suger CO2 ud af atmosfæren, og det tager mange år, før skovene vokser op igen til at suge lige så meget CO2 ud at atmosfæren.

Danmarks afbrænding af fast biomasse står i øjeblikket bag en nettoudledning af omkring 15-16 millioner tons CO2, hvor Ørsted har et meget stort ansvar. Det er pinligt, at en af verdens førende grønne frontløbervirksomheder ikke snart vasker den sorte plet væk.

Men nej, man kæmper med næb og klør for at fastholde den klimaskadelige del af virksomheden. Ørsted vil med 8,2 milliarder kroner i statsstøtte bygge nye energikrævende CO2-fangstanlæg for enden af skorstenen af biomasseværkerne i Avedøre og Asnæs, så man kan fortsætte med at brænde fast træbiomasse af i ovnene.

Man bilder sig ind, at det er med til at skabe et mere resilient energisystem, og at det er grøn energi. Men rent klimamæssigt er det helt sort.

Værre er, at det vil tage op imod 20-30 år, før Ørsteds CO2-fangstanlæg vil have fanget mere CO2 end det biologiske lager i skovene, som man har fjernet ved at brænde så meget træbiomasse af.

Oveni skal Ørsted frem over ikke alene sejle milioner af tons træbiomasse ind fra Baltikum og Nordamerika på diesel- eller LNG-drevne skibe for at holde ovnene i gang, men derpå vil man sejle den indfangede CO2 med LNG-drevne skibe helt op til den norske vestkyst, hvor den skal pustes ned i store lagre under havets bund.

Det er et system med et stort energispild og klimaskadelige effekter i flere led, men det her er en virkelig Ørsted historie. Og man tror næsten ikke sine egne øjne.

Hvornår tager topledelsen konsekvensen og skærer denne ubæredygtige del af forretningen væk? Fokus bør være Ørsteds stærke fremtidsvision om at bygge en verden, der drives af ren grøn energi og at regenerere natur og biodiversitet. Det gør afbrændingen af fast træbiomasse ikke.

Kommentaren er også bragt i Altinget d. 9. februar 2024.

By |2024-02-29T10:57:37+01:0020. februar 2024|Kommentar|Kommentarer lukket til Biomassens mørke skyggeside slår revner i Ørsteds grønne ydre
Læs mere

Sæt fart på grøn erhvervspolitik

Investerer vi ikke målrettet og strategisk i nye grønne teknologier og løsninger kigger vi ind i en fremtid med høje meromkostninger til at lappe på klimaskaderne. Men hvordan griber vi udfordringerne an?

I 2023 steg den globale temperaturer med 1,48 grader Celcius, og vi er ved at sprænge FN´s Parisaftale på den farlige måde. Klimaforandringerne er en systemisk risiko. Hele vores måde at forbruge og producere på skal nytænkes. Investerer vi ikke målrettet og strategisk i nye grønne teknologier og løsninger kigger vi ind i en fremtid med høje meromkostninger til at lappe på klimaskaderne. Så hvordan gribes udfordringen an?

Før jul afsatte SVM-regeringen 1 mia. kr. til grøn teknologistøtte. Det er en forsigtig start. Men under 0,04 promille af BNP foreslår som skrædder i helvede i en klimakrise, som regeringen kalder for vores generations største udfordring. Man bør investere mindst 2-3 pct. af BNP, vurderer førende økonomer som bl.a. Nicholas Stern. Globalt har den nuværende politik sat os på kurs af 2,5-2,9 grader Celsius, og det kan koste over 2 pct. af vores årlige velstand i 2030 og stigende til op imod næsten 8 pct. i 2050. Vi kan vise rettidig omhu via proaktive og fremsynede investeringer.

Mange private investorer og fonde tripper for at få kapitalen ud at avle, men staten bør også via fremsynede reguleringer, grønne offentlige indkøb og strategisk erhvervsstøtte sætte fart på. Staten mangler ikke penge til at føre grøn erhvervspolitik. Men regeringen har brugt en pæn del af råderummet til skattelettelser, der driver forbruget ekstra i vejret. Men man giver ikke incitamenter til grøn og bæredygtig adfærd blandt forbrugere og virksomheder, og de grønne afgifters andel af BNP er mere end halveret siden 2007.

I de sidste par år har staten udstedt grønne obligationer, der har givet 23,9 mia. kr. i statskassen. De skal investeres klogt, men det er desværre ikke altid tilfældet. Fra 2021-27 gives over 19 mia. kr. i støtte til biogasanlæg rundt om i landet. Sektoren er stærkt overdimensioneret, og i år får den over en tredjedel af den samlede klima- og energistøtte – mere end sol, vind og energieffektiviseringer til sammen.  Biogasstøtten giver ekstra luft til et industrialiseret landbrug med over 200 mio. dyr, men antallet skal ned for at nå klimamålene og mindske kvælstofudledningen. Politikerne burde hellere give mere støtte til fremtidens plantebaserede, økologiske og regenerative jordbrug, som kan bringe dansk fødevareproduktion indenfor de planetære grænser.

Grøn erhvervsstøtte kan bidrage til at løse klima- og biodiversitetskriserne, men man bør passe på med at gøre den grønne omstilling unødvendig dyr ved at lytte til lidt for smarte lobbyister. Et eksempel er CO2-fangst og lagring, hvor politikerne har afsat 38,7 mia. kr. Det er en usikker investering i en dyr, umoden og ineffektiv teknologi, der er svær at skalere. Frem for at fange CO2 for enden af skorstenen burde man investere i teknologisk innovation, der kan fjerne årsagen til problemet. 8,2 mia. kr. statsstøtte til CO2-fangst på Ørsteds biomasseanlæg giver et lock-in til afbrænding af træ, der ellers kunne bruges langt bedre – f.eks. i byggeriet. I dag er træenergi fritaget fra klimaafgifter, og fra 2022-2027 giver staten over 4,3 mia. kr. til kraftværker, der fremstiller el fra brændt biomasse. Man fjerner et biologisk CO2-lager i skovene, og kraftværkernes afbrænding af træbiomasse udleder 15-16 mio. tons CO2 om året. Det er tåbeligt at give statsstøtte til det.

Der findes et rent alternativ. HOFOR vil nu købe 10 store industrielle varmepumper, der kan dække 25-30 pct. af Københavns varmeforbrug. Det er fremtiden. Staten bør derfor ikke støtte CO2-fangst på Amagerværket. HOFOR bør hellere installere 40 varmepumper og sætte flere solceller, vindmøller og batterier op til at dække strømforbruget. Fremtidens varmeforsyning bør være elektrisk, for varmepumperne er rent energiøkonomisk 3-5 gange mere effektive end forbrændingsanlæggene, men så længe staten giver støtte til biomasseafbrænding og oveni giver statsstøtte til CO2-fangst for enden af skorstenen, ender Danmark i en blindgyde.

Vi bør fokusere på grønne teknologier, der kan skaleres hurtigt, har høj værditilvækst og kan masseindustrialiseres. Støt hellere industrielle varmepumper, vindmølle-naceller eller energieffektiviseringer, hvor danske virksomheder har spidskompetencer end at kaste milliarder efter nye CO2-fangstanlæg eller CO2-rørledninger. Vi står midt i en energirevolution, hvor de hurtige og agile vinder. Sol, vind og batterier er modulære teknologier, hvor priserne sænkes gennem masseindustrialisering og standardiserede processer. Prisen på solceller og batterier er faldet med 80 pct. på ti år. Landvind er blevet 57 pct. billigere og offshorevind 73 pct. Sol- og vindenergi følger Wrights lov, og prisen på solcellepaneler falder med omkring 28 pct., hver gang antallet af solceller fordobles globalt. For vindturbinerne er prisfaldet 15 pct. pr. fordobling.

I dag er solceller og landvind billigere end fossile brændsler på livslange omkostninger. Det er nu billigere for samfundet at stoppe alle fossile investeringer og lappeløsninger på det gamle energisystem og lave en hurtig acceleration til et 100 pct. vedvarende energisystem.

Takket være målrettet erhvervsstøtte og attraktive incitamenter blev grunden lagt til det senere markedsboom for solceller og vindmøller. Man byggede et innovativt økosystem, der blev skaleret globalt. Nu gør Kina det med solceller, batterier og elbiler, mens vi i Europa faldt i søvn i de år, hvor markedsliberalistisk dogmatik, teknologineutral blindhed og finanspolitisk forsigtighed herskede. Vi må lære af erhvervshistoriens store succeser.

Harvard-professor, Michael E. Porter, skrev for 34 år siden i sit hovedværk om nationernes konkurrencemæssige fordele, at staten gennem høje standarder, målrettet forskningsstøtte, strategiske offentlige indkøb og målrettet erhvervsstøtte til modning af kritiske teknologier kan spille en nøglerolle. En missionsdreven og strategisk erhvervspolitik kan stimulere udviklingen af innovative økosystemer og sikre hård konkurrence mellem mange virksomheder, som kan skalere de nye grønne løsninger op.

Det var der, da vi i Danmark lagde fundamentet til vindeventyret. Men det er der ikke i forhold til CO2-fangst. På samme måde bliver det næppe rentabelt at bygge en brintinfrastruktur og brintrør til Tyskland. Det er ekstremt dyrt og krævende at transportere små og flygtige brintmolekyler over lange afstande, og der er store sikkerhedsrisici. Det vil være langt mere økonomisk og effektivt at bruge pengene på at udbygge transmissionsnettet. Så kan flere grønne elektroner sendes fra danske vindmøller til Tyskland, hvor de så kan fremstille brinten lokalt til deres kemi- og gødningsfabrikker.

En del lobbyister forsøger at lokke politikerne, men den globale brintboble risikerer at briste. De store energitab ved brintproduktion- og transport gør, at der er langt større potentiale i fuld elektrificering af selv tunge industrier. Innovative cement- og stålfabrikanter er i gang med at udvikle elektrolysebaserede processer. Skaleres løsningerne, vil de æde en del af det hypede brintmarked.

Vi bør investere meget mere i at udbygge vores fælles elnet, men flyt hovedregningen for udbygningen af elnettet væk fra vedvarende energiproducenter og over til fossile energikilder. Fjern alle snubletråde for sol- og vindenergi og geotermisk varme. Invester mere i energilagring, batteriteknologi og brændselsceller, elektrolyse og sæt turbo på markedet for varmepumper, energispareteknologier og andre omkostningseffektive løsninger, der hurtigt kan skaleres i et massemarked og levere store klimaeffekter i de næste få år. Uden hastig acceleration med skalerbare grønne teknologier kommer vi for sent til at løse klimakrisen.

Kronikken er bragt i Berlingske d. 5. februar 2024.

By |2024-02-13T12:19:56+01:007. februar 2024|Kronik|Kommentarer lukket til Sæt fart på grøn erhvervspolitik
Læs mere

Tid til at tæmme hypen om biokul som landbrugets klimaløsning 

Regeringen sætter stor lid til teknologiske løsninger i deres klimapolitik, også selvom effekten ikke altid er god nok. Det er vigtigt at den kommende handlingsplan for brun bioraffinering ser på, hvor meget biokul og pyrolyse egentlig kan bidrage til grøn omstilling i 2030, og ikke ender med at blive endnu en romance med teknologiske løsninger.

I 2021 indgik en bred samling af folketingets partier ”Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug”. Aftalen skal sikre, at landbruget kan nå i mål med klimamålsætningerne. I aftalen arbejdes med en række udviklingstiltag, der skal sikre tekniske reduktionspotentialer for 5 mio. ton CO2e ud af de 8 mio. ton CO2e, der skal reduceres i hele skov- og landbrugssektoren i 20301. Et af disse udviklingstiltag er støtte til brun bioraffinering, som aftaleparterne har vurderet, kan bidrage med at lagre 2 mio. ton CO2e i landbrugsjorden i 2030.
Brun bioraffinering består hovedsageligt af teknologien pyrolyse. Ved pyrolyse opvarmes en biomasse, for eksempel halm eller spildevandsslam under iltfri forhold, hvormed der produceres en energiholdig gas eller olie, og der sker en forkulning af en del af biomassen, kaldet biokul. Biokul kan udbringes på marker, hvor det danner et relativt stabilt CO2-lager. Dermed kan biokul være med til at sikre, at landbruget kan leve op til sine klimaforpligtelser.

Det lyder jo meget godt, men realistisk set bliver det meget svært at gøre til virkelighed inden 2030. I Danmark har vi nemlig kun ét fuldskala pyrolyseanlæg, som er under etablering, mens Energistyrelsen har vurderet, at der skal være bygget og idriftsat mellem 80 og 370 pyrolyseanlæg inden 2030 for at nå målsætningen2. Der er altså et godt stykke vej, inden teknologien kan bidrage med 2 mio. ton CO2e. Klimarådet har tidligere vurderet, at der er høj risiko forbundet med pyrolyse som klimavirkemiddel3. Biokuls langsigtede effekt på jord, drikkevand og fødevareproduktionen på markerne er heller ikke undersøgt endnu.

Derudover er et af de store problemer ved pyrolyse, at vi har en begrænset mængde biomasse som med klimamæssige fordele kan puttes i pyrolyseanlæggene. Ifølge Energistyrelsen består det danske biomassegrundlag bl.a. af halm, husdyrgødning, fiberrester fra biogasanlæg, spildevandsslam og træ fra danske skove og træaffald4. Det er vigtigt, at der bruges restprodukter der har en kort rådnetid, da f.eks. træ og træaffald, som har en lang rådnetid vil give en dårligere klimaeffekt når det pyrolyseres.

Vi skal bruge biomasse til mange forskellige funktioner, når vi går væk fra at bruge fossil olie til vores produkter. Halm er f.eks. efterspurgt til foder, biogas og anden energi, det kan bruges som byggemateriale, men har også en jordforbedrende og CO2-lagrende effekt, hvis det får lov at blive på marken. Træ er der efterspørgsel på til blandt andet byggeri, emballager, tøjindustrien og energisektoren, men hverken halm eller træ er ubegrænsede ressourcer. Derfor er det vigtigt, at vi bruger biomasse hvor den giver størst gavn – og ikke blindt hælder det i pyrolyseanlæg.

Danmarks forbrug af træ til energi ligger allerede tre gange over det FN’s klimapanel anser for at være bæredygtigt og to tredjedele af træet importeres5. Alene derfor er det vigtigt at undgå yderligere import af biomasse fra udlandet – herunder især træ. Desuden vælter øget import af biomasse reelt klimaregningen over på eksportlandene. Hvis der fældes træ i andre lande, som eksporteres til Danmark, vil det tælle negativt i eksportlandets klimaregnskab. Det kan ikke være en holdbar løsning for at nå Danmarks klimamål.

Pyrolyse er ikke i sig selv en uklog teknologi, men det er vigtigt, at vi ikke hænger vores klimahandling op på en teknologi, der muligvis ikke kan levere de nødvendige CO2-reduktioner i tide. Men hvad skal vi så gøre i stedet?

Hvis der lægges en afgift på træenergi, der svarer til klimapåvirkningen, vil vi hurtigt opnå en væsentlig klimaeffekt. Den nuværende afgiftsfritagelse skævvrider markedet, og gør afbrænding af træ mere attraktivt end andre, mindre klimabelastende energiformer.

En anden løsning, der er værd at fokusere på, er skovrejsning. I regeringsgrundlaget står en målsætning om at etablere 250.000 ha skov i Danmark. Skov kan fungere som en naturbaseret CO2-lagring, der samtidig kan øge biodiversiteten og fungere som kvælstofindsats. Derudover vil en hurtig udmelding om- og implementering af den varslede klimaafgift på landbruget, kunne bidrage til hurtigere omstilling af sektoren.

Regeringen og vores politikere er med andre ord nødt til at være realistiske med de virkemidler, der satses på, så vi er sikre på at kunne nå klimamålene for 2030, og så vi bruger vores biomasse, hvor det giver bedst mening.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 26. januar 2024.

By |2024-06-27T10:02:29+01:005. februar 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Tid til at tæmme hypen om biokul som landbrugets klimaløsning 
Læs mere

Det er sund fornuft at sætte afgift på klimaskadelig mad og produktion

Målsætningerne for klimaet er ganske håndfaste. Aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug fastslår, at land- og skovbrugssektoren skal sænke CO2e-udledningerne med 55-65 pct. i 2030. Klimaloven fastslår, at Danmark samlet set ikke skal udlede drivhusgasser senest i 2050. Den nuværende regering vil gå længere og nå det i 2045. Men landbrugets CO2e-udledninger har været stort set uændrede de seneste 15 år.

Klodens klimaudfordringer skal løses. Men det skal vores hjemlige naturkrise også. I dag dyrker vi så meget af jorden, at traditionelle naturtyper og hjemmehørende arter uddør – der er simpelthen ikke plads til dem. Samtidig finder vi sprøjtegifte i drikkevandet, ligesom kvælstof og fosfor fra markerne truer vandmiljøet. I efteråret så vi det værste iltsvind i 20 år med døde, golde havbunde til følge.

For at imødegå udfordringerne er det afgørende, at landbruget gennemgår en dybdegående grøn omstilling. To afgørende elementer skal gå hånd i hånd: Produktionen af flere klimavenlige og færre klimaskadelige fødevarer samt en ændring i forbrugsmønstre, hvor vi som forbrugere prioriterer klimavenlige fødevarer. De politiske forhandlinger om en afgift starter snart, og det er vigtigt, at man lander en aftale, der kan løse udfordringerne.

Den afgiftsmodel man i sidste ende bliver enige om bør nemlig sikre en reel ændring af hvad, hvordan og hvor vi producerer –fx færre produktionsdyr til fordel for flere grøntsager og bælgfrugter, vådlægning af lavbundsjordene og større naturarealer.

En klimaafgift på landbrugsproduktionen gør det attraktivt for den enkelte landbruger at ændre sin produktion i en klimavenlig retning. Det gælder uanset om fødevarerne sælges til udlandet eller i Danmark. For prisen på fødevarerne betyder afgift på produktionen dog ikke nødvendigvis det store. En produktionsafgift på 750kr/ton CO2e vil ifølge tænketanken Concito kun betyde en prisstigning for danskproduceret oksekød på ca 4 pct. Det svarer til omkring 2kr for en pakke hakket oksekød og vil nok ikke ændre vores madvaner meget.

Derfor skal der også en afgift på de klimaskadelige fødevarer, så vi flytter forbruget til mere klimavenlige fødevarer. Forbrugsafgiften gælder også importerede fødevarer, som ellers ikke påvirkes af en afgift på den danske produktion. En sådan afgift vil være med til at øge efterspørgslen på de klimavenlige fødevarer, som landbruget netop skal omstille sig til at producere flere af.

Vi bestemmer selv, hvad vi vil spise. Men vi må erkende, at samfundet i dag bærer en stor del af omkostningerne ved negative miljø- og klimapåvirkninger, som ikke er inkluderet i prisen på fx de klimatunge fødevarer. En afgift vil ændre den dynamik og sikre, at det er forureneren der betaler.

Den bedste afgiftsmodel kombinerer derfor en afgift på produktionen med en forbrugsafgift på de mest klimabelastende fødevarer.

By |2024-10-30T13:49:37+01:001. februar 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Det er sund fornuft at sætte afgift på klimaskadelig mad og produktion
Læs mere

Sådan ser en ambitiøs klimaafgift for landbruget ud

En klimaafgift på landbruget er et af de helt store stridspunkter i dansk politik, og beslutningen om, hvordan afgiften skal sammensættes, er netop blevet udskudt igen. Derfor præsenterer Rådet for Grøn Omstilling et forslag til en afgiftsmodel, som understøtter en dybdegående grøn omstilling af erhvervet og sikrer, at Danmark kan leve op til sine nationale og internationale forpligtelser.

Den nuværende danske landbrugsproduktion udleder drivhusgasser og næringsstoffer langt over miljøets bæreevne. Men det er muligt at vende situationen og skabe et balanceret landbrug, der opererer inden for de planetære grænser og stadig spiller en vigtig rolle i at producere fødevarer til den voksende verdensbefolkning. Rådet for Grøn Omstilling kommer derfor med en stærk opfordring til regeringen om at få indført en høj og ensartet klimaafgift for landbruget, og at der også tages fat på en dybdegående strukturel omstilling af erhvervet.

“Skal vi bedrive landbrug inden for de planetære grænser, har vi behov for at ændre på de strukturelle forhold i sektoren, herunder særligt den store intensive animalsk produktion. Vi skal i store træk producere flere plantebaserede fødevarer, mindre intensivt og give bedre plads til natur og biodiversitet,” siger Niklas Jørgensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

Rådet for Grøn Omstilling anbefaler derfor, at der indføres en høj, ensartet klimaafgift på landbrugsproduktionen med et indbygget bundfradrag til dele af erhvervet. Afgiften på produktionen skal kombineres med en forbrugsafgift på de mest klimabelastende varer, hvilket skal flytte efterspørgslen til klimavenlige fødevarer, så omstillingen af landbruget understøttes. Samtidigt vil forbrugsafgiften reducere den konkurrencefordel, der vil være for importerede varer som følge af en afgift alene på dansk produktion.

Ydermere bør omstillingen af landbruget understøttes ved at tilbageføre provenuet fra produktionsafgiften til erhvervet. Det kan være i form af rådgivning og støtte til at omlægning af produktion, eller som støtte til at investere i og implementere anerkendte og veldokumenterede klima- og miljøteknologier.

”Det er vigtigt, at der bliver indført en ambitiøs klimaafgift på landbruget, der sikrer, at Danmark kan leve op til de nationale og internationale aftaler, vi har indgået. Samtidigt er det vigtigt, at erhvervet udvikles, så vi fortsat forbliver et landbrugsland – men med et markant grønnere fortegn,” siger Niklas Jørgensen og forsætter:

”Vores model for en klimaafgift på landbruget sikrer netop dette. Ligesom den skubber til vores forbrugsvaner, fordi der kommer en afgift på de mest klimabelastende fødevarer.”

By |2024-06-27T10:06:07+01:001. februar 2024|Pressemeddelelse|Kommentarer lukket til Sådan ser en ambitiøs klimaafgift for landbruget ud
Læs mere

Drop CO2-fangst på Amagerværket og sats på energi fra sol og vind

Synspunkt af Erik Tang, bragt i Ing/Gridtech 12. januar 2024.

For nyligt har Hofor fået lov til at bruge 50 millioner kroner på at forberede deltagelse ved Amagerværket i et kommende udbud, hvor staten stiller op mod 27 milliarder kroner til rådighed for CO2-fangst og -lagring. 

Rådet for Grøn Omstilling er generelt skeptisk over for udstrakt brug af CCS som klimatiltag. Hidtidige forsøg med CCS har vist, at det er en dyr teknologi, som ofte har haft væsentlig lavere effekt end forventet.

Desuden er der mange indikationer på, at det er billigere at eliminere mange af de udledninger, som regeringen anser som vanskelige at undgå. RGO har derfor anbefalet regeringen og partierne bag den aftale, der vil bruge i alt 38 milliarder kroner til CCUS, om at tage en tænkepause. Før man kontrakter så mange penge, vil det være klogt at evaluere erfaringerne fra de CCS-anlæg, Ørsted har fået tilskud til, samt en lang række internationale projekter. 

Lad forurenerne betale for deres klimabelastning
Både Klimarådet og flere rapporter fra Energistyrelsen har understreget, at brug af træ til energi påvirker klimaet. Populært flyttes kulstof bundet i træ fra skovene ud i atmosfæren som CO2, når træ brændes af. 

Danmarks globale klimapåvirkning – Global afrapportering 2023 (GA23): Danmarks forbrug af faste biomassebrændsler – fokus på træpiller og træflis. Illustration: Energistyrelsen 2023.

Figuren viser klimapåvirkningen over tid af cirka halvdelen af det danske forbrug af træbiomasse til energi på i alt cirka 130 petajoule i 2021.   

På trods af den betydelige klimapåvirkning fra træ-energi er brugen heraf ikke belagt med nogen form for afgifter. Elproduktion på træ modtager endda betydelig støtte, selvom det først på ret langt sigt har mærkbart lavere klimapåvirkning end kul og naturgas. 

EU’s kvotesystem har de seneste år medført høje priser på CO2-udledninger fra fossile brændsler, og afgiftsfritagelsen har derfor drevet træ-energiforbruget yderligere i vejret. Gaskrisen har endda fået en række fjernvarmeværker til at opføre nye, træfyrede varmeværker.

Træ-energiens klimapåvirkning registreres efter UNFCCCs regler som et lagertab i de såkaldte LULUCF-regnskaber, og tabet overføres i Danmark direkte til klimaregnskabet. Staten er ansvarlig for at opfylde Danmarks LULUCF-forpligtelser i forhold til EU samt reduktionsmålet på 70 procent i 2030. 

Og den beskrevne regnskabspraksis betyder derved, at staten hænger på klimaregningen fra energiselskabernes forbrug af dansk træ. To tredjedele af det danske forbrug importeres, og her hænger oprindelsesstaterne på regningen fra danske udledninger.

RGO og Concito har længe anbefalet at lade forurenerne betale for deres klimabelastning ved at pålægge træ-energien klimaafgifter. Det vil med stor sandsynlighed betyde, at træ-energi ret hurtigt erstattes med elproduktion fra sol og vind samt varme fra el-drevne varmepumper, som har væsentlig lavere klimabelastning. 

Stop for brug af dansk affaldstræ til energi fra 2026 kan omtrent levere lige så store forbedringer i klimaregnskabet for 2030 som regeringens CCS-program.

 

En langsom og ineffektiv metode
Københavns Kommune håber, at et CCS-anlæg på Amagerværket kan levere negative udledninger, som et vægtigt bidrag til at opfylde kommunens klimamål for 2035. Regeringen har også understreget behovet for negative udledninger til at opveje emissioner, som anses for meget vanskelige eller dyre at nedbringe.

CCS på træfyrede energi-anlæg som Amagerværket er imidlertid en ineffektiv og langsom metode til at levere negative udledninger. Det illustrerer figuren nedenfor: 

 

Der antages en CCS-fangsteffektivitet på 65% inkl. ikke fangede emissioner fra transport af flis samt en halveringstid for træ i naturen på 12½ år svarende til et mix af affaldstræ og stammetræ. Figuren er baseret på et årligt forbrug af træflis på 1 mio. t/år*
Illustration: RGO’s beregninger.

Årsagen er, at lagertabet i skovene længe er større end den geologisk lagrede mængde CO2. Træ-/CO2-lageret i skoven er populært sagt flyttet ned i undergrunden med et tab til atmosfæren på cirka 30 procent undervejs. 

De negative udledninger – og positive klimaeffekter – opnås udelukkende ved, at man ved energiudnyttelse undgår senere udledninger fra naturlig forrådnelse af træ-affald ude i skovene, eller ved at nye træer plantet på ryddede områder optager CO2. 

Men som vist tager det meget lang tid. Så sent som 2050 udgør de negative udledninger kun 7 procent af den geologisk lagrede mængde. 

Mange antager, at der kan opnås væsentlig højere fangsteffektivitet – Energistyrelsens Teknologikatalog antager 90 procent uden medregning af emissioner fra transport. Hidtidige CCS-forsøg har dog vist, at der sjældent er opnået mere end 70 procent fangsteffektivitet i praksis. Hertil skal der lægges udledninger fra transport af træ til energianlæg. 

Afvent amerikansk start-up
Et CCS-anlæg på en affaldsforbrænding vil medføre væsentlig større negative udledninger per biomasseenhed afbrændt. Det skyldes blandt andet, at alternativet for denne biomasse indtil videre vil være afbrænding under alle omstændigheder. 

På sigt vil betydelige dele af det organiske affald dog blive udsorteret og anvendt til biogas, hvor der allerede i dag fanges betydelige mængder CO2 ved oprensning til naturgaskvalitet. Hvis regeringen og aftaleparterne insisterer på etablering af CCS-anlæg, bør affaldsforbrænding dog prioriteres før træ-fyrede energianlæg.

Aalborg Portland synes at være en anden kandidat til et CCUS-tilskud. Også her anbefaler RGO en tænkepause: En amerikansk start-up, Sublime, er ved at afprøve en ny proces til cementproduktion, som enten helt undgår CO2-dannelse eller udskiller CO2, så den er let at transportere og lagre. 

Den nye proces kan måske løse et alvorligt økonomisk handicap for Aalborg Portland, som har vådere råvarer end andre cementproducenter i EU. Det medfører større energiforbrug og CO2-udledninger – og derved højere omkostninger til kvotekøb og CO2-fangst. 

Sublime fremstiller cement i et vandigt miljø  –  ved elektrolyse af calciumholdige råvarer  – og de venter selv, at omkostningerne på sigt kommer på niveau med traditionel cementproduktion uden CO2-fangst. 

 

By |2024-09-02T09:48:43+01:0022. januar 2024|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Her er tre greb, der kan sætte fart på opsætningen af landvind­møller og solceller i Danmark

Alt for meget tid bliver i dag brugt på, at gode grønne projekter sendes frem og tilbage i årevis mellem statslige myndigheder, kommuner og klagenævn. Det fordyrer omstillingen unødigt og sænker farten på den grønne omstilling.

“Alliancen vedvarende energi – sammen om grøn strøm på land” foreslår derfor en grøn sagsbehandlingsgaranti, hvor det maksimalt skal tage et år at få en afgørelse på et projekt om opførelsen af vind eller solenergi på land.

Den grønne omstilling står i usikre tider med høje omkostninger og stor konkurrence, samtidigt med at verdens lande ved COP28 bekræftede hinanden i behovet for at tredoble verdens vedvarende energi inden 2030. Målet er vigtigt, for uden kan vi ikke få grøn strøm i elbilerne, i vores varme og til fremtidens grønne brændstoffer.

Her er landvindmøller og solceller et afgørende redskab, fordi de kan bygges hurtigt og er relativt billigere end andre teknologier. Men det går alt for langsomt i Danmark i dag.

For lang behandlingstid
Syd for grænsen ser vi bevis på, at det kan gå meget hurtigere. Mens Danmark tog flere landvindmøller ned i 2023, end der blev sat op, fik Tyskland installeret 1,6 GW ny landvind i første halvår af 2023, hvilket var en stigning på 35 pct. i forhold til samme periode i 2022.

Det skete ved at smidiggøre godkendelsesprocesserne og ved at give vedvarende energi en forrang i planlægningen. Nu går de videre med at reducere trinene i godkendelsesprocedurerne.

I Danmark er billedet et andet. I dag er der ansøgninger på næsten 5 GW landvind, der ligger til behandling i det kommunale Danmark. Der er dog stor forskel på, hvordan ansøgningerne behandles i kommunerne, så der er ca. 98 forskellige måder at ansøge om et projekt om mere grøn strøm på.

Tre greb
Der er heldigvis steder, hvor det lykkes. I Thyborøn Sydhavn er det lykkedes Lemvig Kommune at gennemføre tilladelsesprocessen på 264 dage. Men kan vi også få sagsbehandlingen ned på 12 måneder i resten af Danmark? Det mener vi, og her vil vi pege på tre greb.

For det første skal der være en klar vejledning i uklare miljøregler, der i dag kaster ansøgninger mellem kommuner, myndigheder og klagenævn.

Vedvarende energi og naturbeskyttelse er ikke hinandens modsætninger, men ingen af delene hjælpes af, at reglerne om miljøvurderinger er så komplicerede, at forskellige forvaltninger ikke er enige om fortolkningen. Klare og specifikke vejledninger vil gøre det nemmere både for kommunerne og udviklerne, da det vil fjerne forvirring og mindske de fejl.

For det andet skal kommunerne understøttes i sagsbehandlingen. I mange tilfælde er det ikke manglen på viljen, men hænder til sagsbehandlingen, der mangler.

Det er særligt en udfordring for geografisk store, men befolkningsmæssigt små kommuner. Hvis den vedvarende energi på land skal firdobles, som et bredt flertal i Folketinget har besluttet, kræver det, at mange flere ansøgninger behandles. Opgaven skal opprioriteres i kommunerne, og måske skal staten endda hjælpe til.

Med den nyligt indgåede aftale om energiparker hjælper staten kommunerne med sagsbehandlingen. Men hvorfor kun sætte farten op inden for energiparkerne, når der ligger ansøgninger for næsten 5 GW landvind på kommunale skriveborde? Lad det allerede nedsatte rejsehold for vedvarende energi hjælpe med konkret sagsbehandling.

For det tredje skal klageprocesserne effektiviseres. Hvis der klages over en enkelt arts levevilkår ved opførelsen af vedvarende energi, skal det selvfølgelig behandles i klagesystemet. Men det er uholdbart, at hele vurderingen af miljøkonsekvenserne startes forfra.

Hvis et projekt har været i høring én gang, skal en klage over én del af ansøgningen ikke betyde, at projektet skal i fuld genbehandling. Det er spild af kræfter og tid.

Med disse tre greb tror vi på en hurtigere opsætning af vind og sol i Danmark, så vi igen kan iføre os den grønne førertrøje. Og som alle gode nytårsforsætter: Kom tidligt i gang og hold fast i målet om at stramme op på bureaukratiet.

På den måde kan 2024 blive et vendepunkt for opsætningen af vedvarende energi i Danmark.

Debatindlægget er bragt i Børsen Bæredygtig d. 22. januar 2024 og skrevet af Jens Dahlstrøm Iversen, Rådet for Grøn Omstilling, Camilla Holbech, Green Power Denmark, Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer, Ulrich Bang, Dansk Erhverv, Anders Frandsen, Dansk Skovforening, Morten Dyrholm, Vestas, Ulf Lund, Norlys, Anders Dolmer, BeGreen, Joachim Steenstrup, Eurowind Energy, Thomas Beck Sørensen, European Energy, Andreas Nøhr Vestergaard, Momentum Energy Projects, Nicolai Zarganis, Andel og Jacob Bundgaard, NRGI.

By |2024-01-22T14:15:50+01:0022. januar 2024|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Det er for tidligt at planlægge infrastruktur for transport af rørført CO2

Det er alt for tidligt at begynde at planlægge en national infrastruktur for rørført transport af CO2 i Danmark. Planerne om at etablere en samlet værdikæde for CO2-fangst, transport og lagring hviler på en forestilling om, at det vil være en blandt flere vigtige klimaløsninger. Men der er grund til at stoppe op og lave en grundigere tænkepause, inden der bindes betydelige økonomiske og administrative ressourcer på at udvikle denne carbon-værdikæde.

Derfor har Rådet for Grøn Omstilling skrevet et høringssvar, hvori vi anbefaler, at lovforslaget sættes på pause indtil 2030, så der er tid til at lave en grundig evaluering af erfaringerne fra Ørsteds CCS-anlæg og til at vurdere, om de internationale erfaringer med CCS og etablering af en større infrastruktur er en økonomisk bæredygtig og omkostningseffektiv vej sammenlignet med investeringer i og opskalering af andre grønne teknologier.

Rådet for Grøn Omstilling er generelt skeptisk overfor ideen om allerede nu at åbne op for etableringen af en national infrastruktur for CO2-transport via rør. Det kan føre til et carbon lock-in, der bl.a. kan gøre det ekstra attraktivt for kraftvarmeanlæg, affaldsforbrændingsanlæg, cementfabrikker og andre industrivirksomheder at investere i CO2-fangst anlæg, selv hvor der findes mere klimaeffektive grønne teknologier, som kunne få en langt større klimaeffekt og bidrage til en hurtigere nedbringelse af luftforureningen.

By |2024-01-26T13:57:30+01:0018. januar 2024|Høringssvar|0 Kommentarer
Læs mere

Vi skal af med gasfyrene – uanset hvilken gas de fyrer med

I Klimaaftalen for grøn strøm og varme fra 2022 er den politiske ambition, at ”der fra 2035 ikke længere skal være boliger i Danmark, der opvarmes af gasfyr”. Aftalen slår fast, at en planlagt nedlukning eller konvertering af gasdistributionsnettet vil understøtte en hurtigere udfasning af gas til rumopvarmning.

Det nationale gasdistributionsselskab Evida blev pålagt at lave en kortlægning af områder, hvor der kunne lukkes for gasdistribution til private villaveje. I efteråret 2023 kom den længe ventede rapport. I rapporten forventes det, at der vil være 121.000 privatkunder tilbage med gasfyr i 2035. Det betyder, at man i løbet af de næste 11 år kun kommer af med lidt over halvdelen af de tilbageværende 309.000 gasfyr. Hvis gasdistributionsnettet opretholdes, vil det samfunds-, selskabs- og brugerøkonomisk blive den dyreste løsning, fordi der i 2035 således vil være villaveje med tredobbelt energiforsyning i form af gas, fjernvarme og varmepumper.

En anden politisk ambition fra Klimaaftalen var, at der senest i 2030 skulle være 100% grøn gas i Danmark.  Vi ser dog en risiko for, at dette kan anspore en udskydelse af ambitionen om at få gas ud af rumopvarmning. Derfor vil vi med dette indlæg sætte fokus på, at produktion af 100 % grøn gas ikke er ensbetydende med, at der skal være gas til opvarmning i 2035.

Klimaaftalen refererer til biogas som en grøn, klimaneutral gas, og det er særligt biogassen, der skal levere grøn gas til nettet i 2030. I sommeren 2022 dækkede dansk produceret biogas 25% af det danske gasforbrug. I 2023 var det 45% af gasforbruget.

Biogas var økonomisk fordelagtigt at bruge til opvarmning sidste vinter, fordi gaspriserne var meget høje grundet krigen i Ukraine. Men vi mener ikke, at biogas skal bruges til individuel opvarmning fremadrettet – det er en alt for dyrebar energikilde, til at den skal bruges til opvarmning af individuelle boliger, hvor der er andre billigere alternativer.

Biogas har sin eksistensberettigelse i det danske energisystem og skal i stedet bruges steder, hvor der ikke er alternativer. Når det danske gasnet engang indeholder 100 % grøn gas, skal den alene anvendes til ”koge”-produktion i erhvervslivet, som komponent i fremtidens komplekse energisystem, til spids- og reservelast i varmeproduktionen – og hvis der kommer et overskud af grøn gas, skal det indgå i det europæiske gasnet.

Biogasproduktionen støttes i dag med ca. 4 mia. kroner årligt og er i perioden fra 2020-2030 beregnet til at koste 43 mia. kroner. Hvis statssubsidier fjernes, og de tilbageværende 121.000 gaskunder i 2035 (ifølge Evidas rapport) skal betale de reelle omkostninger for 100% grøn gas, vil brugerøkonomien blive meget høj. Samtidig skal de tilbageværende gaskunder også betale for driftsomkostningerne til gasnettet via netafgifter Så fra et forbrugerøkonomisk perspektiv vil man i fremtiden ikke ønske at fortsætte med at være nogle af de få gaskunder tilbage, der skal betale driftsomkostningerne til gasnettet via netafgifter.

Derudover skal vi huske, at vi ikke kan se på det danske gasnet, gasforbrug og gasproduktion isoleret. Vores gasnet er ikke dansk men europæisk. På samme måde som med elnettet. Derfor er et mål om 100% grøn gas i Danmark mere et udtryk for, at vi vil producere lige så meget grøn gas, som vi forbruger.

Faktisk bliver en stor del af certifikaterne til biogassen solgt til tysk industri, der blandt andet bruger LNG-gas. Det betyder selvfølgelig ikke, at biogassen bliver brugt direkte i den pågældende tyske industri, men et overskud af grøn gas efter 2030 vil reelt betyde, at grøn gas fysisk vil erstatte fossil gas i den europæiske industri. I et fortrængningsperspektiv er det ekstra vigtigt at udfase gas til opvarmning, hvor der findes alternativer, så den danske biogasproduktion i stedet reelt fortrænger fossil gas brugt af vores naboer.

Generelt mener vi, at der i den kommende tid skal værnes om alle de initiativer, der blev sat i gang på grund af energikrisen, og som findes i Klimaaftalen fra 2022. De skal ikke blødes op, udskydes eller falde til jorden ved f.eks. at stirre sig blind på gas til rumopvarming i fremtiden som den dyreste løsning, når der er andre gode, brugerøkonomiske alternativer til stede. Det er dybt problematisk, hvis biogassen ender med at levetidsforlænge gasfyrene i de danske hjem med 121.000 gasfyr efter 2035.  

Vi vil i stedet anbefale en automatisk farvel og tak-ordning til naturgas. Der er behov for at stramme skruen, så der kan tages de rigtige beslutninger, og vi kan komme af med alle gasfyr. Vi er ikke langt fra målet i Danmark sammenlignet med mange andre europæiske lande, så vi bør gøre os umage nu, frem for at løsne skruen og stadig have gas til rumopvarmning i fremtiden.

 

Vi ser frem til anbefalingerne fra NEKST-gruppen, der skal være med til at accelerere udfasningen af gas til opvarmning og udrulle alternativerne med sikker hånd. Det var det, som NEKST blev sat i verden for under energikrisen, og som skal vise os vejen i en usikker fremtid for de globale energimarkeder.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 11. januar 2024 og skrevet af Søren Magnussen, seniorkonsulent hos Dansk Fjernvarme og Julie Abrahams, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.

By |2024-01-26T13:46:37+01:0011. januar 2024|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Lad 2024 blive året, hvor regeringen dropper den grønne omstillings distraktioner – som brintrøret til Tyskland og CO2-fangst

 

Vi har allerede 95 procent af de teknologier, der er brug for til at omstille hele Danmark væk fra det fossile energisystem. De er langt billigere i drift, langt mere energiøkonomiske og kan styrke Danmarks langsigtede konkurrencekraft.

Det har aldrig hastet mere med at investere i de grønne og rene teknologier, der kan frigøre os fra de fossile brændsler. For klimaforandringerne er kraftigt forværret i løbet af 2023 med globale gennemsnitstemperaturer på 1,48 grader celsius over det førindustrielle niveau.

Det burde være en no-brainer at investere i de grønne teknologier, som oveni kan skabe mange nye arbejdspladser og sænke virksomhedernes og danskernes energiregning i mange år frem.

På livslange omkostninger er sol- og vindenergi allerede billigere end fossile brændsler. De seneste ti år er prisen pr megawatt-time landvind faldet med 57 procent, offshore vind med 73 procent og solceller og batterier er faldet med 80 procent. Der er kun dårlige argumenter for at udskyde den grønne omstilling af energisektoren.

Mysteriet er bare, hvorfor vi så har en flertalsregering og et folketing, der ikke sætter alt ind på at skalere disse teknologier hurtigt op?

Noget tyder på, at der har været mange andre distraktioner som snakken om et brintrør til Tyskland, en ny CO2-fangst infrastruktur eller CO2-fangstanlæg på biomasseværker og cementfabrikker.

Det er det, regeringen bruger allerflest penge, administrative ressourcer og energi på at sætte i søen. Alene til CO2-fangst er der afsat over 38 milliarder kroner, og før jul satte Folketingets flertal en milliard kroner af til at give statsligt industristøtte, som meget vel kan blive brugt til Power-to-X eller til at medfinansiere det brintrør til Tyskland, som klimaministeren og industriens lobbyister drømmer om.

I Rådet for Grøn Omstilling er vi varme tilhængere af nye, grønne teknologier, men staten og virksomhederne bør investere klogt og fokusere på at fremme de teknologier, der hurtigt kan skaleres og levere store klimaeffekter i de næste få år.
I stedet for at kaste statsstøtte efter CO2-fangst, CO2-rørledninger eller brintrør til Tyskland er der brug for et markant kursskifte i dansk klima- og energipolitik her i 2024. Sæt al politisk kraft ind på at skabe de rigtige incitamenter for energieffektive teknologier, langt hurtigere udbygning af sol- og vindenergi og massiv udbygning af elnettet.

Hvorfor? Hvis vi anstrenger os, er det faktisk muligt at bygge en 100 procent vedvarende forsyning til hele Danmarks energiforbrug i 2035-2040, og i de næste fem år kunne vi syvdoble med sol- og landvind, hvis regeringen ikke snøvlede så meget og skar alle snubletrådene over.

Lad for eksempel kommunerne tjene ti øre per produceret kilowatt-time sol- og vindenergi, sådan som Vestas’ administrerende direktør, Henrik Andersen, har foreslået, så vil det sætte turbo på udviklingen og give stærke lokale incitamenter til at rykke.

Giv samtidig danskerne større frihed til at producere sol- og vindenergi ind til nettet uden dyre ekstraregninger, så vi kan accelerere den grønne omstilling og få nok grøn strøm til elbilerne, varmepumper og komfurer og gerne i lokale energifællesskaber.

Min nytårsopfordring til regeringen er denne: I bør gøre hele landet klar til den grønne elektriske revolution, der bliver rygraden for produktionsdanmark i fremtiden, og som skal muliggøre en 100 procent elektrificering af varmeforsyningen, af industrien, af vejtransporten, af færgefarten og om ikke så mange år også indenrigsluftfarten.

Rent energiøkonomisk er det tre til fem gange mere effektivt at fremstille grønne elektroner og lade dem gøre arbejdet direkte i alle maskiner end at smide fossil energi eller træbiomasse ind i kraftværker eller forbrændingsmotorer, hvor der spildes enorme mængder energi i konverteringen fra brænde til arbejde.

Slip markedet fri af de bureaukratiske snubletråde, så vi kan få sat turbo på de store havvindsprojekter, der skal fremstille nok grøn strøm til de power-to-x anlæg, som er projekteret langs kysterne.

Markedsaktørerne skal forpligtes til at levere på biodiversitet og miljøhensyn, og samfundet skal have sin andel i gevinsterne ved en enkel overskudsdelingsmodel. Kald det bare en åben-dør 2.0 ordning, hvor de bedste og hurtigste skal have lov at konkurrere på højeste fællesnævner.

Staten skal ikke være grådig på provenu, men stille skrappe miljøkrav i de vedvarende energizoner, og så skal markedet nok skalere hurtigt.

Regeringen bør også gøre det billigere og lettere at installere varmepumper, tilslutte solceller til nettet og understøtte flere energirenoveringer. Og stoppe skadelig statsstøtte til biomasseanlæg, der fyrer med træ og udleder millioner af tons CO2 hvert år.

Støtten til biogasanlæggene bør nedsættes og i stedet gå til energirenoveringer, så vi kan spare på energien fremfor at skabe en kunstig overdimensionering af grøn gas og af dansk landbrug.

Der er så mange løsninger, der kan accelerere den grønne omstilling væk fra fossile brændsler. Staten kan spille en vigtig rolle i erhvervspolitikken via bedre rammevilkår og målrettede støtteordninger, der fremmer hurtig skalering.

Det bringer mig tilbage til brintrøret. Staten bør her overlade det til markedets aktører at dække hele regningen. Rent økonomisk er det tvivlsomt, at det bliver en rentabel investering i de næste mange år – trods mange hypede prognoser fra industriens lobbyister.

Det er usikkert, om der kommer stigende efterspørgsel efter brint i fremtiden. På globalt plan fremstilles der i dag op imod 120 millioner tons brint eller brint i forbindelse med andre gasser. 42 procent af den bruges i raffinaderierne til at fjerne svovl fra benzin- og diesel (hvilket begrænser syreregn), 37 procent bruges til at lave kunstgødning, og resten bruges til fremstilling af metanol, kemikalier, plastik og i industrielle processer.

Men den fossile vejtransport vil blive udfaset i de næste 15-20 år, fordi fremtidens mobilitet drives af el. Klima- og miljømæssigt er der gode grunde til at reducere forbruget af kemikalier og plastik, og her kan der udvikles nye biosolutions. I dag er der under en million ton grøn brint, og det er dyrt og svært at skalere så hurtigt, som tilhængerne håber på.

Den grønne brint skal over tid erstatte fossil brint, men der er bedre at indføre ekstra høje CO2-afgifter eller fossile afgifter end at give direkte statsstøtte til PtX-fabrikker. Det er næppe heller klogt at bruge statens penge på brintrør, for det er ret usikkert, om der er økonomi i at transportere dansk grønt brint til Tyskland. Det vil være billigere at fremstille grøn brint i Spanien og Nordafrika end i Danmark.

Grønt brint kan komme til at spille en rolle som energilager i fremtidens vedvarende energisektor, men brugen af den skal doseres til de mest rentable formål såsom e-ammoniak og e-brændstoffer til skibs- og luftfarten, da der er store energitab både ved produktion og transport. Så danske PtX-fabrikker får rigeligt at lave med at levere på det.

Derimod kan mange af de tunge industrier – også i Ruhr-området – elektrificeres og klare sig uden brint. Selv inden for stål og cement er en ny generation af innovative virksomheder på vej til at disrupte de fossile processer, så de nok kun i begrænset omfang vil efterspørge brint.

Det er ikke enkelt og billigt at transportere brint over store afstande. Den kan ikke bare sendes via eksisterende naturgasrør uden markante ekstrainvesteringer.

Brint er et ekstremt lille og flygtigt molekyle, som er svært at opbevare. Det er også meget korrosivt, så det kan trænge igennem selv stålrør. Risikoen for lækage er større end ved transport af naturgas, og strømmer brinten ud, er det ikke kun meget eksplosivt, men også skadeligt for klimaet.

Et studie publiceret i Nature estimerer opvarmningen til mere end 11 gange så skadelig for klimaet som CO2 set over 100 år. Andre studier har vist, at brint over 20 år kan være mellem 19-38 gange mere skadelig end CO2. Behovet for skrappe sikkerhedsforanstaltninger er indlysende, men det vil samtidig øge risikoprofilen og omkostningerne ved at anlægge lange brintrør.

Set med samfundsøkonomiske briller vil det være klogere at investere i langt hurtigere udbygning af eltransmissionsnettet, så vi hurtigere kan få sendt elektronerne på tværs af regioner og landegrænser.

En brintrør til Tyskland er en distraktion fra det, der burde være førsteprioriteten for Danmark. Klimamæssigt vil det være bedre at investere i energieffektiviseringer, sol- og vindenergi, batterier og en hastig udbygning af elnettet.

By |2024-01-26T13:50:14+01:0010. januar 2024|Kommentar|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top