Vores energisystem hænger fast i fortiden – nu skal borgerne sættes fri

Regeringen og politikerne på Christiansborg holder mange højstemte taler om, at de vil firedoble sol- og vindenergi inden 2030, men vi bevæger os i slæbegear på land og til havs.

I mange år er vi lullet i søvn med patosfyldte eventyr om Danmark som en grøn frontløbernation. Men virkeligheden er en anden.

Ifølge Energistyrelsens seneste prognose vil den førte politik kun levere lidt mere end en fordobling. Selv om vi har en flertalsregering har den ikke ryddet op den regeljungle og de mange snubletråde, der blokerer den grønne omstilling af energisektoren.

Med de seneste udspil er håbet, at der måske sker noget i første halvdel af 2024. Det er et fremskridt. Men det burde være sket for længe siden.

Som Vestas topchefen Henrik Andersen sagde for nylig, er Danmark formentlig det eneste land i EU, der i øjeblikket bremser op for vindkraft. I år pilles flere møller ned, end der sættes nye op.

Regeringen aflyste åben dør-ordningen for havvind med op til 23 GW. I stedet valgte man en langsommere og mere bureaukratisk plan for havvind i Østersøen og Nordsøen, der måske først leverer 9-14 ekstra GW i 2032.

Og Energistyrelsen skal bruge 2-3 år på at kortlægge havet i stedet for at sætte turbo på udbygningen.

Oven i har man bremset det folkeligt forankrede energifællesskab i Bornholms Havvind, der var klar til at bygge ni havvindmøller ud for Nexø, som kunne gøre Bornholm 100 procent selvforsynende med grøn strøm allerede i 2026. Det skriger til himlen.

Mange steder i landet kan lokale projekter med solceller og vindmøller ikke kobles på energinettet, fordi det er nedslidt og kun en tredjedel af el-stationerne har ledig kapacitet.

EU presser på for, at medlemslandene opretter vedvarende energizoner, så man med hurtige godkendelser på 6-9 måneder kan sætte fart i udbygningen med sol- og vindenergi. Men Danmark er stadig ikke klar.

EU ønsker også, at lokale og folkelige energifællesskaber får lettere ved selv at opstille, producere og dele sol- og vindenergi på tværs af ejendomme, men Danmark sætter hælene i og laver minimumsimplementering.

Nogle har forsøgt at give skylden til miljøorganisationer, der blokerer for projekter på grund af hensynet til markmus eller flagermus. Ja, det sker ind i mellem, og det er ærgerligt.

Men mange developere har vist, at det godt kan lade sig gøre både at bygge vedvarende energianlæg og sikre biodiversiteten. Vi skal beskytte naturen, bestanden og biodiversiteten, men sol- og vindenergi kan udbygges uden at give køb på miljøhensyn.

Og husk proportionerne: Den største trussel mod biodiversiteten er stadig fossile brændsler,klimaforandringer og et alt for intensivt kemisk og industrielt landbrug.

Den gode nyhed er dog, at vi allerede har alle de energiteknologiske løsninger, der er brug for.

Inden 2040 kan vi bygge et 100 procent vedvarende energisystem baseret på en massiv opskalering med sol- og vindenergi, varmepumper, jordvarme, batterilagring og elektrificering af stort set alle sektorer.

Det kræver mindst en syvdobling af sol- og vindenergi på land, hvis vi samtidig laver energieffektiviseringer og fjerner alt spild.

Faktisk er denne udviklingsvej langt billigere og mindre klimaskadelig end at holde fast i fossile energikilder, der i dag står bag 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug, og at lappe på skaderne med CO2-fangst for enden af skorstenene.

Vi bør også udfase afbrændingen af fast træbiomasse, der hvert år udleder over 15 millioner tons CO2e til atmosfæren, og som der ikke er brug for i fremtidens elektrificerede varmesystem.

Vi hænger endnu fast i et forbrændingssamfund, der er med til at fyre kloden af, og det skal vi nu frigøre os fra. Det kan kun gå for langsomt. Engang var Danmark en grøn frontløbernation. Det er vi desværre ikke mere.

Sverige har i det forløbne år opstillet ekstra 2 GW vindmølleenergi, mens vi i Danmark er gået i stå. I Tyskland tidobler de med solceller frem mod 2030, selv om de allerede har mere solenergi per indbygger.

Og Holland er i de sidste tre år blevet Europas frontløber med udbygning af solenergi. De næste fem år vil de sætte ekstra 20 GW solceller op.

En af hemmelighederne er, at Holland har indført en nettomålerordning, hvor folk kan trække lige så meget fra på deres elregning, som de leverer grøn strøm til nettet.

De gør det til en god forretning at omstille fra naturgas til vedvarende energi.

I Danmark får man meget mindre for den grønne strøm, man producerer til nettet, end den man henter fra nettet. Skattehammeren rammer allerede, hvis man årligt tjener over 14.000 kroner på at sælge grøn strøm fra sin ejendom.

I stedet for at gøre det let at oprette folkelige energifællesskaber i lokalsamfundene, har vi gjort det bøvlet i Danmark.

Vi har kun gennemført det mindst mulige af EU-direktiverne for elmarkedet og for vedvarende energi i stedet for at give borgerdrevne fællesskaber langt flere rettigheder.

Der skete enkelte forbedringer i den nye elforsyningslov, men regelsættet er kompliceret, og deling af VE-produceret strøm mellem bygninger skal ske via det kollektive net, hvis der er flere elforbrugere.

Kommunerne er tvunget til at oprette særskilte energiselskaber for at dele solenergi på tværs af kommunale bygninger, og de skal betale elafgift for eget forbrug, hvor virksomheder ellers slipper.

Afgifterne for at komme på transmissions- og distributionsnettet er 13-14-doblet siden klimavalget. I stedet for at gøre det billigere at opstille vedvarende energi er det blevet dyrere.

De fossile forbrugere burde betale en større del af regningen for udbygningen af elnettet frem for at skyde regningen over til de grønne energiproducenter.

Det nuværende hvile-i-sig-selv princip, hvor forbrugerne af elnettet skal dække udgifterne til udbygningen af nettet, er i praksis med til at sænke tempoet i den grønne omstilling.

Det danske energisystem slæber rundt på fortidens arvegods. Industrisamfundet, gamle monopolselskaber og centrale kraftværker kaster stadig lange skygger ind over den måde, vi producerer, distribuerer og regulerer energien på.

I fremtiden får vi et grønt ocean, hvor der bliver brug for enorme mængder af ren vedvarende grøn strøm. Frem for at hænge fast i fortidens centraliserede strukturer eller at vente på en samlet statslig plan, skal borgerne og lokale fællesskaber slippes fri fra neden.

Det er alt for svært for borgere, lokale energifællesskaber og kommuner at tage medansvar for den grønne omstilling væk fra fossile brændsler.

Nogle påstår, at det er borgernes egen skyld. At mange danskere siger Not in My backyard. At folk siger nej tak til sol- og vindprojekter i baghaven eller i det lokale.

Men det passer ikke. Flere meningsmålinger har vist, at mellem 70-80 procent af borgerne gerne vil have flere vindmøller i deres kommune. 74 procent siger: Ja til mere vedvarende energi hurtigst mulig.

Der er masser af lokale historier, der viser, at det hele går meget nemmere og hurtigere, når borgerne involveres tidligt i processen. Folk vil gerne høres og tage et medansvar.

I Rådet for Grøn Omstiiling har vi været rundt i landet – fra Gedser til Thisted, fra Avedøre til Fjelsted – hvor borgere på egen hånd stabler større solcelleanlæg, fællesejede vindmøller og thermonet på benene for at få udfaset fossile olie- og gasfyr.

Der er masser af virketrang blandt borgerne. Kan de få medejerskab i grønne energiprojekter, siger de ja tak til meget mere end politikerne på Christiansborg tør håbe på.

Vi trænger til en energirevolution i Danmark. Vi skal skabe et nyt og mere fleksibelt og decentralt energisystem, hvor antallet af energiproducenter mangedobles.

I stedet for bare at satse på store centrale monopolselskaber skal borgere og lokale borgerfællesskaber også selv fremstille deres grønne strøm og sælge den frit til nettet.

Vi har brug for en massebevægelse af prosumenter, der sætter solceller på hustage og parkeringspladser og bygger plusenergihuse. Og som bruger deres elbilers batterier til at stabilisere nettet i spidsbelastningstimer. Det kan gøre energinettet grønnere meget hurtigere.

Og gør det mere attraktivt for kommuner at sige ja tak til vedvarende energi, så de ikke bare får et engangsbeløb eller omfordeling via en central grøn pulje. Vestas har foreslået, at man giver 10 øre per Kwh, vindmøllerne producerer i deres levetid.

Det er en fremragende ide. Hvis det for eksempel er en 15 MW mølle, sådan som den der bliver stillet op på Thyborøn Syd havn, kunne kommunen få en ekstra indtægt på vel omkring 8 millioner kroner om året og 280 millioner kroner over 35 år.

Med mere lokal overskudsdeling kunne der for alvor blive sat fart i omstillingen.

Debatindlægget er skrevet af direktør Bjarke Møller og blev bragt i Altinget den 11. december 2023

By |2024-01-29T10:34:01+01:0011. december 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Hvorfor griber vi ikke borgernes grønne gejst?   

En grøn bølge af initiativer bevæger sig derude – fra Vesterhavet over Midtjylland, Fyn og Sjælland, helt ned til det sydligste i Gedser og til det mest østlige på Bornholm. De findes på tværs af landet – mennesker, som i deres lokalsamfund selv finder på at sætte vindmøller op, laver et solcelleanlæg til byen, går sammen om et energifællesskab og forsøger at komme af med deres olie- og gasfyr for at erstatte det med fælles grøn nærvarme. Nogle foreslår klima-øer og havvindmølleparker. Dette er lige præcis, hvad klimaet har brug for.

En del borgedrevne projekter lykkes. Som vindmøllerne i Hvide Sande, solcelleanlægget i Brenderup på Fyn og nærvarmeprojekt i Føns. 

Men for tiden løber andre ind i en mur af forhindringer, der bremser projekterne. Det mest aktuelle er Energistyrelsens afslag til Bornholms Havvind, en grøn borgerdrevet projektidé, der kan dække øens strømforbrug. Samtidig viser det sig, at den eksisterende vindmøllepark Middelgrunden, der har stået og leveret grøn strøm uden for København i årevis, også risikerer at blive lukket. Begge sager handler om åben dør-ordning, der nu er sat i bero, da den kan være i strid med EU-lovgivningen. Men så må vi i gang med se på reglerne, for projekterne er lige præcis det, EU ønsker og har brug for mange flere af. 

EU er stor fortaler for at få mere vind og sol ud over hele unionen, så vi kan gøre os fri for fossile brændsler fra bl.a. Rusland og bremse klimaforandringerne. EU skubber også på for at udbrede lokale energifællesskaber, hvor borgere, myndigheder og virksomheder kan gå sammen om at dele strømmen fra fællesejede vindmøller og solceller. Et sådant så dagens lys for første gang i Danmark med Energifællesskab Avedøre i 2020. Men udviklingen af energifællesskaber og i det hele taget solceller på flere tage i almene og andelsboligforeninger bliver bl.a. bremset af, at man i Danmark ikke må dele strøm mellem bygninger. Det må kunne ændres.   

Vinteren er over os, og derfor skal vi huske de mange landsbyer, der ligger langt fra det centrale fjernvarmenet, og hvor borgerne ønsker at komme af med deres olie- og gasfyr. Her vil mange gerne lave en nærvarmeforsyning, et såkaldt termonet, så alle borgerne kan få glæde af det og ikke hver for sig skal ud i at investere i varmepumper hvert 15. år. Her venter man på afklaring om, hvorvidt termonet skal gå under betegnelsen kollektiv varme og dermed få billigere statsgaranterede lån. En afklaring, der lader vente på sig fra Klima- Energi- og Forsyningsministeriet.

Regeringen har fokus på udrulning af vedvarende energi med store vindmølle- og solcelleparker, Power to X og CO2-fangst. Den ønsker også at gøre noget ved den modstand, som vi ofte hører om i medierne, når der har været et lokalt borgermøde om et nyt anlæg. Den såkaldte Not in my backyard-tendens, som kan bremse store projekter eller helt lægge dem i graven. Regeringen vil løse det med flere kompensationer til folk, der bor tæt på.   Måske kan det dulme nogle frustrationerne ved de store projekter. Men er det måden at sikre lokal forankring for den grønne omstilling? Her er det oplagt at stille skarpt på den borgerdrevne del af omstillingen og dermed de mennesker, der siger Yes in my backyard. Det er her, projekterne bliver helt forankret i lokalsamfundet. De har selv fået ideen og vil gerne føre den ud i livet. Men de skal have støtte, både politisk og økonomisk. Erfaringerne skal deles ud, så andre også kan gå i gang. Og så skal alle forhindringerne væk, så der kan komme fart den omstilling, vi alle må være en del af. 

Skrevet af redaktør Helene Chéret og seniorrådgiver Julie Bangsgaard Abrahams. Debatindlægget er blevet bragt i Politiken den 6. december 2023

By |2024-01-22T16:35:44+01:006. december 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

19 grønne organisationer: Danmark bør tage lederskab og stoppe udlån til fossile projekter

Under kul-, olie- og gasindustrien flyder en lind strøm af penge. Penge, der muliggør opførelse af nye kulkraftværker og oliefelter, som ifølge klimavidenskaben ødelægger vores mulighed for at nå 1,5 gradersmålet.

Men med Parisaftalen satte verdens lande en ambition om at stoppe fossile pengestrømme og i stedet vende dem mod grønne løsninger. I disse dage har Dubai slået dørene op for de internationale klimaforhandlinger, COP28. Her er Danmark blevet givet en unik position, idet Dan Jørgensen skal lede centrale dele af forhandlingerne. Og årets COP er særlig vigtig, fordi landene skal gøre status og på baggrund heraf eskalere deres fremtidige indsats. Gør vi status på målet om at vende de globale pengestrømme, står det klart, at der er brug for stærke beslutninger og seriøse forpligtelser.

Derfor opfordrer vi Mette Frederiksen og Dan Jørgensen til at tage til klimaforhandlingerne med lovning på, at Danmark vil forbyde fremtidige udlån til ny olie, gas og kul. For hvilken bedre måde at komme til forhandlingsbordet end med en klar og forpligtende udmelding fra dansk side, der viser lederskab på dagsordenen om at udfase fossile pengestrømme?

Danmark kan skabe international bevægelse

Et fossilt udlånsforbud vil ovenikøbet understøtte danske banker, der et gået forrest, og derfor formentlig nyde opbakning fra sektoren selv. Danske Bank og Nykredit er nemlig gået foran med fravalg af udlån til fossile virksomheder, der udvider deres fossile produktion.

Andre lande har tidligere reguleret bankers udlån på baggrund af moralske hensyn, såsom Holland, der har forbudt udlån til klyngebomber. Ifølge Reuters vil Frankrig og USA tage til Dubai med et forslag om at forbyde private lån til nye kulprojekter. Nu skal Danmark også træde i karakter og vise, hvordan klimahensyn i finanssektoren på alle fossile brændsler skal se ud.

Vi har gjort det før. Vi har før forvandlet national lovgivning til international bevægelse. Den danske Nordsøaftale, der satte en endegyldig deadline for udvinding af olie og gas i dansk farvand i 2050, har fået internationale ben at gå på. Året efter Nordsøaftalen, der blev indgået i 2021, oprettede Dan Jørgensen Beyond Oil and Gas Alliance sammen med Costa Rica, der skulle få flere lande til at sætte en slutdato på deres fossile udvinding. I skrivende stund har alliancen 15 medlemmer.

Men alliancens formål bliver modarbejdet af bankers massive lån til nye fossile projekter. Siden Parisaftalen har 60 af de største private banker i verden finansieret fossile selskaber med godt 40.000 milliarder danske kroner.

Fossile projekter rammer verdens mest sårbare

At kul, olie og gas stadig kan stå for mere end 75 procent af de globale drivhusgasudledninger kan i høj grad tilskrives mængden af villig kapital til mere fossil ekspansion. Men det står nu klarere end nogensinde, at det ikke kan fortsætte uden fatale konsekvenser. Vendepunktet skete for alvor i 2021 med en rapport fra Det Internationale Energiagentur, der konstaterede, at man ikke kan lave nye olie-, gas- og kulprojekter uden at forbryde sig mod Parisaftalens 1,5 graders mål.

I Global Financial Stability Report fra oktober 2023 konkluderer IMF, at det har betydelig effekt for klimaet, når banker begrænser lån til fossile selskaber. Desværre har de færreste finansielle aktører formået at omstille sig. Ifølge IMF er de store private bankers egne klimapolitikker ikke forenelige med Net Zero-mål. Det gør de danske og internationale banker medskyldige i klimakollapset.

Den udvikling kommer især til at ramme verdens mest sårbare befolkninger, herunder særligt piger, kvinder og andre strukturelt marginaliserede grupper. Det er befolkningerne med de færreste ressourcer, der skal se deres menneskerettigheder smuldre for øjnene af dem, når de bliver fordrevet, og skal opleve større fødevare- og vandusikkerhed på grund af store fossile projekter i deres baghaver. Uden grønne globale pengestrømme, er der heller ikke penge nok til opsætningen af vedvarende energi- og klimatilpasning, der skal fremtidssikre selvsamme udsatte lokalsamfund.

COP28 kan blive et klimapolitisk gennembrud

Den finansielle sektors fejlslåede omstilling viser, at der er desperat brug for politisk retning og lederskab. Den opfattelse deler IMF og FN’s High Level Expert Group, der begge opfordrer til regulering af finansielle institutioner. Derfor bør Dan Jørgensen som forhandlingsleder sikre, at klare mål og krav til den finansielle sektor bliver en nøglebrik i forhandlingerne.

Konkret bør forhandlingerne, som den danske minister leder, ende ud i tre afgørende beslutninger. For det første en beslutning om at udfase fossile brændsler. For det andet en beslutning om at udfase finansiering af fossile brændsler – herunder et øjeblikkeligt stop for lån til nye fossile projekter og de virksomheder, der igangsætter dem. Og for det tredje en beslutning om, at lande i deres nationale planer (NDC’er) skal forpligte sig på regulering, der sikrer en pariskompatibel finanssektor.

Lykkes det Dan Jørgensen og verdens lande at få disse beslutninger ind i aftaleteksten, vil det være et klimapolitisk gennembrud.

Skal vi sikre de beslutninger, skal landene træde i karakter. Heldigvis kan Danmark forud for de svære forhandlinger bidrage med lovning på at forbyde fremtidige udlån til fossilselskaber, der udvider deres fossile produktion. Den danske regering skal gøre sit til, at COP28 bliver startskuddet til udfasning af den skadelige pengestrøm til fossile brændsler. Det gør man ved at gå forrest.

 

Debatindlægget er bragt i Information d. 30. november 2023 og skrevet af Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver i Center for Bæredygtig Finans, Mellemfolkeligt Samvirke, Mads Busck, politisk seniorrådgiver, Oxfam Danmark, Elise Sydendal, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace, Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen, Daniel Hauberg, klima- og landbrugspolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening, John Nordbo, Seniorrådgiver – klima, CARE, Thomas Meinert Larsen, klimapolitisk rådgiver, Klimabevægelsen i Danmark, Lene Terp Beuchet, klima- og ligestillingsrådgiver, Sex & Samfund, Stefan Thorsell, klimarådgiver, International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA), Jacob Bjelskov Jørgensen, politisk rådgiver, Nyt Europa, Gry Bossen, teamleder af politik og engagement, Verdens Skove, Knud N. Flensted, naturpolitisk rådgiver, DOF BirdLife, Morten Nielsen, kampagne og politik, Global Aktion, Kjeld A. Larsen, Rådet for Bæredygtig Trafik, Esben Sloth, kampagne- og programchef, World Animal Protection Danmark, Janice Goodson Førde, Kvindernes U-landsudvalg (KULU) og Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator, VedvarendeEnergi.

By |2023-12-14T13:13:53+01:001. december 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kære ‘havets minister’. Drop skåltalen. Her er fire trin til at hele havmiljøet

Det er stoffer, der ender i vores vandmiljø som følge af vores forbrug af alt fra medicin, teflonpander, elektronik, kosmetik og tøj. Stofferne omfatter bl.a. pesticider, tungmetaller, flammehæmmere, lægemidler, kosmetikrester og de allestedsnærværende PFAS-stoffer.

Det er af åbenlyse årsager en uholdbar situation, for havet spiller en hovedrolle i at sikre balancerne i det globale økosystem. Fra et mere hjemligt perspektiv er Danmark et lille land omgivet af utroligt meget hav. Intet sted er der længere end 52 km til kysten, og havet ligger solidt forankret i vores nationale DNA. Alligevel har vi med åbne øjne accepteret udledningerne og de medfølgende konsekvenser for dyr og planter under overfladen.

Det er på trods af, at Danmark med EU’s vandrammedirektiv er forpligtet til at opnå god økologisk og kemisk tilstand i vores vandmiljø inden 2027. Men 14 år efter den første vandplan blev igangsat må vi konstatere, at vi ikke når målet i tide.

For sandheden er, at vi har gemt os bag et narrativ om, at vi i Danmark er grønne verdensmestre. Det var vi nok engang, men ikke længere. I forhold til de miljøfarlige stoffer bliver vi lige nu overhalet indenom af EU, der med det opdaterede byspildevandsdirektiv introducerer krav om et såkaldt fjerde rensetrin, som pålægger store renseanlæg at fjerne lægemiddelstoffer og kosmetikrester inden det rensede spildevand udledes til vandmiljøet. Desuden er medtaget en række andre vigtige og håndgribelige tiltag, der stort set med det samme vil bidrage til et renere vandmiljø. Indsatser vi har efterspurgt i årevis, da teknologierne findes – endda fra danske virksomheder.

Og i forhold til at bremse udledningen af kvælstof er det bemærkelsesværdigt, at så stor en del af indsatsen er bundet op på frivillige aftaler med landbruget, der år efter år viser sig at være langt fra at levere. Der er først og fremmest behov for regulering med udgangspunkt i havets tålegrænser – for det er en bunden opgave, at eksempelvis ålegræs, fisk og krabber igen skal trives.

Den gode nyhed er, at Danmark kan vende den dystre situation til vores fordel, hvis politikerne vil og tør stille krav. For langt de fleste lande i både EU og globalt kæmper med nogle af de samme udfordringer, som vi står overfor herhjemme. Men Danmark har den fordel, at en del af de teknologiske løsninger, der kan hjælpe os til et renere vandmiljø, er udviklet af danske virksomheder.

Hvis Danmark går forrest og er ambitiøse i arbejdet med at rette op på vandmiljøets tilstand, vil vi således kunne høste anerkendelsen i form af stærkere grønne danske virksomheder og i forlængelse heraf øgede eksportindtægter. Men det kræver regulering, som skaber et stærkt hjemmemarked som udstillingsvindue for danske løsninger.

Vi har således fire gode råd til miljøministeren og de danske politikere:

  1. Der skal udtages landbrugsjord fra drift nu – herunder lavbundsjorde og områder langs vandløb og kyst. Og der skal hurtigst muligt udrulles en model, der tildeler et udledningsloft per hektar landbrugsjord, så vi med sikkerhed når kvælstofmålene.
  2. Alt vand, der udledes i miljøet, skal renses for både næringsstoffer og miljøfarlige stoffer. Det gælder vand, der renses på centrale såvel som decentrale renseanlæg (fx i industrien og på hospitaler) samt andre punktkilder.
  3. Forsigtighedsprincippet bør være styrende for den nationale indsats for et renere vandmiljø. Det vil sige, at enhver tvivl om konsekvenserne af tiltag og indsatser skal komme miljøet til gode. Mistænkt skadelige stoffer skal ikke om 10 eller 20 år have forårsaget en ny miljøkrise, som vi ser det med PFAS-stofferne i dag.
  4. Håndhæv princippet om forureneren betaler. Medicinalindustrien må stå for den del af regningen, der er koblet til oprensning af medicinrester, og det samme gør sig gældende for kosmetikindustrien. Desuden bør landbruget selvsagt bære en stor del af regningen for udledningerne af kvælstof. Blot for at nævne nogle få eksempler på koblinger mellem forurening og forurener.

Det nødlidende havmiljø er heldigvis kommet højt på dagsordenen – både i befolkningen og på Christiansborg. Og for bordenden sidder en miljøminister, der definerer sig selv som ’havets minister’.  Inden for disse gunstige rammer må vi kunne finde en vej frem. Vi hepper herfra på ambitiøs regulering og konkret handling for havmiljøet – det er der i den grad brug for.

Debatindlægget er skrevet af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i kemikalier og Niklas Jørgensen, seniorrådgiver i Fødevarer og Bioressourcer, Rådet for Grøn Omstilling samt Signe Sonne-Holm, Sekretariatschef, Dansk Miljøteknologi og blev bragt i Politiken den 21. november 2023

By |2023-12-14T13:26:39+01:0021. november 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vognmænd bør belønnes for at omstille til el i tung transport

EU’s direktiv for vedvarende energi kræver, at medlemslandene sikrer en vis andel af vedvarende energi i energisystemet. Det gælder herunder i transportens drivmidler.

Derfor har Danmark siden 2010 haft tvungen iblanding af biobrændstoffer i benzin og diesel. CO2-fortrængningskravet, der blev indført i 2022 som erstatning for det hidtidige iblandingskrav, kan blandt andet opfyldes med iblanding af biobrændstoffer og biogas, men det er i dag ikke muligt at tælle el med. Det bør der laves om på. 

I praksis betyder de nuværende regler, at de energiselskaber, der skal levere en vis mængde vedvarende energi i deres transportdrivmidler, kan medtælle biodiesel fra dieselstanderne, men de kan ikke medtælle den grønne strøm fra ladestandere til el-lastbiler ved siden af.

Det er ikke meningsfuldt og betyder, at teknologierne ikke kan konkurrere frit med hinanden. Det er en skam, fordi el er den mest effektive vej til omstillingen af transporten, og fordi el til den tunge transport har brug for et skub.

Vognmændene er klar

Der sættes lige nu ladestandere op til tung transport over hele landet, og flere vognmænd og virksomheder har taget de første skridt og forsøger sig med el-lastbiler.

Men der er endnu et stykke vej, før el bliver økonomisk attraktivt for alle vognmænd.

Værdien af at sælge strøm til den tunge transport vil stige ved at øge CO2-fortrængningskravet og gøre det muligt at medregne el til tung transport på samme måde som biodiesel og biogas. Det vil gøre det mere attraktivt for vognmændene at vælge el, når de skal skifte lastbil.

Her spiller de såkaldte totalomkostninger ved ejerskab, også kaldet TCO, en helt afgørende rolle.

Støtte til lastbiler og ladestandere er en vej at gå. Den kræver typisk puljer, som kan udmøntes én gang. CO2-fortrængningskravet er der derimod hele tiden og vil stige frem mod 2030.

Samlet set vil en ligestilling af teknologierne med inkludering af el til tung transport i CO2-fortrængningskravet betyde en mere effektiv målopfyldelse i forhold til EU’s mål. Samtidig kan vi sætte ekstra turbo på elektrificeringen af transportsektoren, uden at staten nødvendigvis skal lave nye støttepuljer.

Lad os tænde for strømmen i fortrængningskravet og for lyset hos de vognmænd, der gerne vil omstille. Forhandlingerne om ændringer i biobrændstofloven i forhold til at nå 2025-målet er den perfekte anledning. For os er det svært at se argumenterne imod.

Debatindlægget er skrevet af Jeppe Hartmann, Politisk chef, Drivkraft Danmark og Jeppe Juul, Seniorrådgiver, Klima & Transport, Rådet for Grøn Omstilling, og bragt i Altinget den 20. november 2023.

By |2023-12-14T13:27:49+01:0020. november 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Grønne organisationer: Regeringen skal gøre Biodiversitetsrådet permanent på samme niveau som Klimarådet

Da Danmark fik Biodiversitetsrådet i 2021 skete det i erkendelse af, at det trods mange politiske løfter ikke er lykkedes at vende det voldsomme tab af biodiversitet.

Rådets opgave er at holde skiftende regeringer og Folketinget på rette kurs med stærk faglig rådgivning, og det blev bredt anerkendt som et vigtigt skridt i kampen for at bevare og fremme naturen i Danmark.

Alligevel har regeringen med dens seneste forslag til finanslov ikke afsat penge til at sikre rådet efter 2024. Herved sår regeringen tvivl om Biodiversitetsrådets fremtid, og risikerer at svække rådets arbejde igennem hele 2024, fordi rådet uden en langsigtet bevilling vanskeligt vil kunne adressere de komplekse udfordringer tilfredsstillende.

Samme status som Klimarådet for at nå EU og FN

Det hele skal ses på den ulykkelige baggrund, at Danmark allerede har mistet omkring 400 arter, mens mere end 1.800 flere står på rødlisten over arter, vi risikerer at miste i fremtiden, hvis vi ikke handler.

Danmark kan ikke længere se passivt til, men skal naturligvis bidrage seriøst til EU’s og FN’s mål om at beskytte naturen i langt højere grad end i dag.

EU fastslår, at 30 procent af EU’s land- og havareal i 2030 skal være effektivt beskyttet og forvaltet, og heraf skal en tredjedel være ”strengt beskyttet”. FN har et globalt naturmål om 30 procent beskyttet natur i 2030. Danmark skal således ikke skrue ned for ambitionerne, men vi skal derimod op i fart.

Ligesom Klimarådet er Biodiversitetsrådet et uafhængigt og forskningsbaseret ekspertorgan, der rådgiver om, hvordan regeringen iværksætter fagligt velfunderede naturindsatser.

Og ligesom Klimarådet bør Biodiversitetsrådet derfor også sikres en permanent rolle, hvor det løbende vurderer og evaluerer indsatserne på naturområdet og kommer med anbefalinger til konkrete tiltag og virkemidler.

Biodiversitetsarbejdet er gået i stå

Biodiversitetsrådet blev nedsat som en del af natur- og biodiversitetspakken fra 2020. Og opgaven var blandt andet at understøtte implementeringen af netop indsatserne fra natur- og biodiversitetspakken, ikke mindst udlægning af de 75.000 hektar urørt skov og 15 naturnationalparker.

De indsatser halter imidlertid gevaldigt. Ikke en eneste naturnationalpark er endnu etableret – tværtimod synes arbejdet af uforklarlige årsager at være gået helt i stå.

I Danmarks grønne organisationer er vi stærkt foruroligede over den tydeligt manglende handling, og vi ser ligeså den manglende bevilling til Biodiversitetsrådet som et bekymrende politisk signal om, at naturen heller ikke under denne regering har den fornødne prioritet.

Vi foreslår derfor regeringen ikke alene at gøre Biodiversitetsrådet permanent, men også at styrke rådet, så det kan bistå med at løse den enorme – og enormt vigtige – forpligtelse, et grønt foregangsland ikke kan undslå sig.

I forhold til opgaven er Biodiversitetsrådet lige nu stærkt underfinansieret. Dets årlige bevilling på beskedne 4 millioner kroner svarer til 1/6 af Klimarådets, og det er slet ikke tilstrækkeligt til, at det kan levere den nødvendige rådgivning. Bevillingen skal øges markant, så Biodiversitetsrådet kan iværksætte analyser, dér hvor vi mangler viden.

Faglig støtte til lovgivningen

For vi skal selvfølgelig finde og anvende de bedste og mest omkostningseffektive tiltag. Biodiversitetsrådet peger selv i deres rapport fra 2022 på nogle oplagte steder, hvor der mangler viden.

Først og fremmest er der behov for, at vi samtænker vores klima- og biodiversitetsindsatser. Det er i vores optik ikke et spørgsmål om at afveje naturhensyn overfor klimahensyn, som statsministeren ellers sagde i sin åbningstale til Folketinget i starten af oktober.

Vi skal derimod have iværksat de virkemidler, der kan bidrage til at løse begge kriser hånd i hånd. Men det kræver selvfølgelig viden og faglig rådgivning. Uden den rette forskning og data, kan vi ikke finde de rette løsninger for naturen.

Ud over opgaven med at rådgive regeringen og Folketinget om indsatser og virkemidler, skal et styrket Biodiversitetsråd også løfte opgaven med bred formidling og aktiv deltagelse i den offentlige debat.

Der er et stærkt behov for, at man sagligt og fagligt får udbredt kendskabet til biodiversitetskrisen og de værktøjer, der skal i brug, hvis vi skal vende naturens negative udvikling i et land, hvor naturen i forvejen fylder meget lidt.

Biodiversitetsrådet kan som en stærk faglig stemme bidrage til, at naturdebatten foregår på et oplyst grundlag og på baggrund af fakta, hvilket der også er behov for, når der skal iværksættes de store nødvendige naturgenopretningsprojekter.

For en genrejsning af naturen vil kræve store ændringer af vores landskab og arealanvendelse, og det er afgørende, at danskerne er klædt på til disse ændringer og inddrages i processen, samtidig med at vi fastholder både ambitionerne samt de frister og mål, der er sat internationalt.

Natur- og biodiversitetsloven

Regeringen lover i regeringsgrundlaget, at der kommer en natur- og biodiversitetslov med mål og virkemidler, der skal bidrage til målet om 30 procent beskyttet natur.

Det virker helt oplagt, at denne lov bliver naturens pendant til klimaloven.

En lov, hvor der sættes bindende mål for naturen i Danmark, og som forpligter den til enhver tid siddende regering til handling. Og det virker helt oplagt at skrive Biodiversitetsrådet ind i en sådan lov.

Men mens vi venter på en natur- og biodiversitetslov, bør vi sikre en varig og større bevilling til Biodiversitetsrådet her og nu, så de kan rådgive om, hvordan vi redder den fantastiske natur, der omgiver os. Lad os tage udfordringen alvorligt og få landets fremmeste eksperter til at hjælpe os med at vende udviklingen.

Debatindlæggets skribenter:

Sebastian Jonshøj, vicepræsident, Danmarks Naturfredningsforening
Egon Østergaard, formand, DOF BirdLife
Annette Hyldebrandt, public affairs direktør, WWF
Helene Meden Hansen, landbrugspolitisk rådgiver, Greenpeace
Britta Riis, direktør, Dyrenes Beskyttelse 
Pil Christensen, politisk medarbejder, Verdens Skove
Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling
Philip Hahn-Petersen, formand, Vild Med Vilje
Peter Rasmussen, formand, Natur & Ungdom
Morten Nielsen, politik medarbejder, Global Aktion
Nina Launbøl Hansen, journalist og stifter af Plan Bi
Danna Borg, forperson, Danmarks Vilde Natur
Jacob Bjelskov Jørgensen, politisk rådgiver, Nyt Europa
Charlotte Brown Petersen, formand, De Unge Biodiversitetsambassadører
Charlotte Moshøj, naturpolitisk repræsentant og bestyrelsesmedlem, Dansk Pattedyrsforening 
Ulla Rosenvold, talsperson, Amager Fælleds Venner
Freya Skriver Møller, klimaaktivist, Den Grønne Ungdomsbevægelse 
Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen
Inger Arnfred Vedel, projektmedarbejder, Noah

Dette debatindlæg blev bragt i Altinget den 15. november 2023.

By |2024-01-23T16:23:44+01:0016. november 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Landbruget har brug for afklaring: Kvælstofregulering skal på plads nu

Videnskaben siger, at vi skal reducere udledningen af kvælstof med mere end en tredjedel inden 2027, som er EUs deadline i Vandrammedirektivet. Samtidig fylder landbruget 60 procent af Danmarks areal – i et land hvor vi aldrig har længere end 50 kvadratmeter til kysten. Det siger sig selv, at det kræver store indsatser fra danske landmænd, der heldigvis er vant til at omstille og udvikle sig.

Havets problemer skyldes ikke kun landbruget, og der skal også gøres noget ved spildevandsoverløb, bundtrawl og Østersø-samarbejdet. Men det er først og fremmest fra dansk landbrug det altoverskyggende problem med kvælstof kommer. Det konkluderede det såkaldte Second Opinion-ekspertpanel. Panelet skulle undersøge, om kravene til at kvælstofudledning kan justeres.

Panelet konkluderer at nuværende krav er retvisende, beregningerne bag eksemplariske og at udenlandsk kvælstof ikke spænder ben for, at vi kan redde havet med en dansk indsats.

Med den konklusion kan det politiske fokus endeligt flyttes til handling. Der er kun fire år til EU’s frist for et godt havmiljø, så det er på tide.

Men hvordan kommer vi i mål på så kort tid? Indtil videre er der satset på frivillige aftaler og kollektive virkemidler. Men det går alt for langsomt. Ordningerne søges ikke nok på grund af usikkerhed om blandt andet skatteforhold og udvikling i jordværdi. Og de projekter der søges, tager for lang tid at realisere på grund af tung administration.

Jeg mener, at vi nu skal gå anderledes frem. Der skal stadig satses på vådområder og udtagning af lavbundsjorde, men de frivillige aftaler skal supplere ny regulering, der sikrer at vi får kvælstofniveauet ned inden 2027.

Vi ved nemlig, hvor meget kvælstof hvert havområde i Danmark maksimalt kan tåle at modtage. Vi kan derfor regne ud, hvor meget der kan udledes fra kvælstofkilderne – herunder fra landbrugsarealet. Det betyder, at hver bedrift kan få et loft for, hvor meget kvælstof de må udlede. De enkelte landmænd kan implementere de virkemidler, der passer bedst til netop deres bedrift og landskabet.

Det kan være udtagning af dyrkningsareal langs søer og vandløb, ændring af sædskifter eller nedsat gødskning. Modellen virker i samspil med kollektive virkemidler: Hver gang et vådområde anlægges eller et lavbundsareal udtages, vil det give mulighed for yderligere kvælstof på andre arealer, fordi der ændres i landskabets evne til at tilbageholde kvælstof før det når fjord og hav.

Det er ikke okay, at politikerne lader landmænd stå hen i uvished om regulering. Jo nærmere vi kommer 2027, desto større og mere forhastet bliver den politiske indgriben. Når vi det ikke i 2027, kan EU komme med sanktions-hammeren – og så ledes tankerne til Holland, hvor EU krævede en hård regulering for at tøjle kvælstoffet.

Derfor skal politikerne hurtigst muligt give landbruget afklaring – det skylder de efter årtiers fodslæberi og manglende mod, der kun har forværret situationen.

Dette debatindlæg er skrevet af Niklas Sjøbeck Jørgensen, Seniorrådgiver i Fødevarer og Bioressourcer, og blev bragt i LandbrugsAvisen den 12. november 2023

By |2023-12-14T13:36:06+01:0013. november 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringen har valgt en ekstremt risikabel og dyr klimastrategi ved at satse på CO₂-fangst

En bred koalition af mere eller mindre grønne kræfter presser på for at investere vildt i CO₂-fangst og -lagring. Og jo mere man udskyder dybtgående reformer i klima- og energipolitikken, jo mere stiger drømmen om CO₂-fangst op som varm luft i det politiske landskab.

Det sker i Danmark og i EU. Et bredt flertal i Folketinget har foreløbig afsat intet mindre end 38,7 milliarder kroner til CO₂-fangst, transport og lagring (CCS). De kalder det en klimamæssig kerneteknologi, og de håber på at fange 3,2 millioner ton CO₂ om året fra 2030. Det skorter ikke på store ord, men CO₂-fangst direkte på kraftværker, cementfabrikker og affaldsanlæg er en meget dyr og umoden teknologi, der måske slet ikke kan levere, hvad tilhængerne håber.

Vi trænger til en mere seriøs og kritisk debat om CO₂-fangst og -lagring, men tør politikerne justere kursen, inden man i 2024 og 2026 vil uddele over 26 milliarder kroner i to nye udbudsrunder?

Erhvervslivets interesseorganisationer i CCUS-alliancen hepper fra sidelinjen på, at der kan skabes et nyt stort dansk erhvervseventyr, der målt på indtjening og arbejdspladser kan blive lige så stort som vindenergi. Det lyder fristende. Men det ligner mere håb som strategi end realistisk og omkostningseffektiv klimahandling.

Fangst er den fossile æras sidste krampetrækninger

Jeg kan sådan set godt forstå, hvorfor folk hepper på CO₂-fangst efter mange års forsinket og langsom klimahandling. Vi befinder os i det varmeste år i moderne tid, og der er kun seks år til mindst at få halveret de globale udledninger af drivhusgasser. Vi er ved at miste kontrollen over vores fremtid, de globale CO₂-udledninger stiger i takt med et voksende forbrug af fossile brændsler. Og det får mange til at drømme om et teknologisk fiks.

CO₂-fangst og -lagring ser også ud til at blive et af de store hovedtemaer på COP28-klimatopmødet i Dubai.

Den fossile industri og de olieproducerende lande er varme fortalere for CCS, og i de seneste mange årtier har olie- og gasindustrien indfanget CO₂, hvilket har været rentabelt, fordi den bliver brugt til at skyde ind i nedslidte olie- og gasfelter for at hive endnu flere fossile brændsler op ad undergrunden. Det er den fossile æras sidste krampetrækninger, men set i lyset af den accelererende klimaophedning ligner det en moderne tragedie.

Det er heldigvis ikke denne form for CO₂-anvendelse, som danske politikere lægger op til. For de vil have CO₂-fangst på den tunge industris skorstene, biomassekraftværker og affaldsanlæg. De tror, at disse CO₂-tunge sektorer er nødt til at have et rensningsanlæg for enden af skorstenen, fordi de er svære at fjerne udledningerne fra på anden vis. Men det er slet ikke sikkert.

Op imod 99 procent af Europas industri kan elektrificeres, og selv højtemperaturprocesser på op til 1.500-2.000 grader kan drives med grøn strøm. Og i USA har en innovativ cementfabrik vist, at man via elektrolyse kan fremstille højkvalitetscement i Aalborg Portland-klassen uden at bruge fossile brændsler.

Giver man fangst en fremtrædende rolle, er det udtryk for et nederlag

Tilhængerne af CO₂-fangst og -lagring er så forelskede i at fikse problemerne for enden af skorstenen, at de let ignorerer løsninger, der kan fjerne årsagerne tidligere i værdikæden. Desuden har de en blind vinkel i forhold til muligheden for en massiv elektrificering af industrien. De bruger ofte Det Internationale Klimapanel som et angiveligt figenblad og siger, at IPPC har slået til lyd for CO₂-fangst som en nødvendig klimaløsning. Således også tænketanken CONCITO, for hvem CCS ligner en slags fetich.

»Teknologier, der fjerner CO₂ fra atmosfæren, såkaldt negative udledninger, kommer til at spille en vigtig rolle i klimakampen, hvis verden skal lykkes med at overholde Parisaftalen,« hævder CONCITO, der mener, at Danmark bør satse på meget mere CO₂-fangst og -lagring på meget kort tid.

Tænketanken har i flere år slået til lyd for en både-og-løsning, hvor en markant udbygning med vindkraft og solceller kombineres med en stærkere satsning på CCS. Og nu presser tænketanken på for endnu større ambitioner. Mange klimabekymrede borgere vil sikkert være til fals for den slags argumenter. Og de har måske hørt, at IPCC i seks ud af syv hovedscenarier slår til lyd for mere eller mindre CCS. Men i det mest ambitiøse 1,5-graders-scenarie fra IPCC spiller CCS ikke nogen rolle. Det er der gode grunde til.

IPPC anbefaler kraftigt, at man først reducerer på efterspørgselssiden: »Energieffektivitet er en kritisk strategi i en netto-nul-omstilling og kan fremme en ren elektrificering. At øge energieffektiviteten kan reducere behovet for materialer til den intensive energiforsyning, energilagring, CCU- og CCS-infrastruktur og kan begrænse behovet for at udvide kraftværker og transmissionsnettet,« fastslår IPPC. De tilføjer, at »CCU og CCS i større skala også vil udløse et ekstra materialebehov for at bygge den tilhørende infrastruktur og energi til at drifte dem, hvilket igen vil reducere den samlede materiale og energieffektivitet.«

I det mest ambitiøse klimascenario er det i højere grad naturbaserede løsninger som blandt andet skovrejsning og ekstra optag af kulstof i landbrugsjord og hav, der lægges vægt på, mens de teknologiske og kemiske tiltag spiller en mere marginal rolle.

IPPC’s rapporter udtrykker flere steder en betydelig skepsis over for CCS-teknologier, der betegnes som prækommercielle og svære at skalere op. IPPC siger klart, at »mere øjeblikkelige reduktioner i udledningerne begrænser behovet for CDR (at fjerne CO₂, red.)«.

Skåret ind til benet: Jo langsommere klimahandling, der leveres, og jo større udledning af drivhusgasser, desto mere øges behovet for CO₂-fangst i fremtiden.

Så når politikere og tænketanke begejstret slår til lyd for mere og hurtigere CO₂-fangst, er det udtryk for et nederlag. For ellers ville de presse langt hårdere på for de nødvendige energibesparelser og en accelereret udbygning med sol- og vindenergi, der hurtigere og billigere kan trænge de fossile brændsler ud af vores energisystem.

I stedet har de valgt en bleggrøn, lunken strategi, hvor man laver lidt af det hele og dermed ender med at blive ekstremt afhængig af CO₂-fangst som et teknologisk fiks.

Fangst vil øge Danmarks energiforbrug, når vi har brug for at reducere det

I Rådet for Grøn Omstilling har vi grundigt undersøgt de hidtidige internationale erfaringer med CO₂-fangst på punktkilder, og de er ret nedslående. Ingen af anlæggene kan over længere tid nå op på de fangstrater på 85-95 procent, som Energistyrelsen regner med. De ligger snarere nede på 65-75 procent, og de er endnu lavere, når man medtager nedetid, CO₂-effekt ved transport og lagring med videre. Klimaeffekten er altså meget lavere, end tilhængerne postulerer.

Et andet alvorligt problem er, at CO₂-fangstanlæg typisk øger energiforbruget på værkerne med 13-44 procent. Det udløser en højere energiregning, og det er ikke en gratis frokost. Det vil gøre det dyrere at producere i Danmark, og højere energiregninger ender hos forbrugerne. CO₂-fangst vil øge Danmarks energiforbrug i stedet for at reducere det.

53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er stadig fossile brændsler, så bruges der mere energi på CCS, vil det alt lige gå langsommere med at udfase de fossile brændsler i resten af samfundet.

Endelig er den store satsning på CO₂-fangst i strid med klimalovens krav om, at vi bør vælge de mest omkostningseffektive løsninger. Det vil være billigere, bedre og give større klimaeffekt på den korte bane, hvis staten i de næste få år investerer meget mere i energieffektiviseringer, ren vedvarende energi, varmepumper, en hurtig udbygning af elnettet, en systemisk transformation med elektrificering af alle sektorer og øget skovrejsning. Det vil langt hurtigere og med større sikkerhed reducere forbruget af fossile brændsler og nedbringe Danmarks CO₂-udledninger.

Også derfor anbefaler vi, at regeringen udskyder de planlagte CCS-udbud i 2024-25 og holder en CCS-tænkepause indtil 2030. I mellemtiden bør man satse på de grønne teknologier, der allerede virker, i stedet for at satse hele butikken på en umoden og prækommerciel teknologi som CO₂-fangst på punktkilder.

Debatindlægget er skrevet af direktør Bjarke Møller og blev bragt i Information den 10. november 2023

By |2023-12-14T13:36:52+01:0010. november 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Sæt fart i grønne teknologier, der virker nu – ikke i CO2-fangst

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 8. november 2023.

En række ledende politikere og industriens CCUS-alliance hævder med unison stemme, at »CO2-fangst er en klimateknologisk landvinding.« Og de jublede, da et bredt flertal i september indgik et forlig om at bruge ekstra 26,8 milliarder kroner på CO2-fangst, transport og lagring. De ønsker meget mere CO2-fangst (CCS) i Danmark, og nogle advokerer også for statsgaranterede lån eller statsstøtte til at bygge nye dyre CO2-rørledninger.

De har her valgt ’håb som strategi’, men det giver ikke en sikker, effektiv og omkostningseffektiv klimahandling. Også tænketanken Concito er en varm fortaler for CCS. Men indtil nu har »historien om CCS været en stor skuffelse,« som chefen for det Internationale Energiagentur, Fatih Birol, har sagt for nylig.

Olie- og gasindustrien har i flere årtier lavet CO2-fangst, hvor de har brugt CO2’en til at skyde ind i nedslidte olie- og gasfelter for at suge flere fossile brændsler ud af undergrunden. Men det har vist sig ekstremt svært og meget dyrt at fange CO2 på punktkilder i industrien, kraftværker og affaldsanlæg. Uanset, hvad CCUS-lobbyisterne, politikere og Concito forsøger at bilde os ind, så er CO2-fangst på punktkilder i industrien, kraftværker og affaldsanlæg i dag en ret umoden teknologi.

Det er også årsagen til, at vi i Rådet for Grøn Omstilling har skrevet et kritisk notat imod den hårde danske satsning på CO2-fangst.

Pengene kunne bruges på sol og vind
Jo, der findes små pilotanlæg, men internationalt er der ikke succesrige erfaringer med at skalere dem op, og det har været langt dyrere end forudset. Deres fangstrater er meget lavere end de fangstrater på 85-99 procent, som Energistyrelsen regner med i deres teknologikatalog.

De internationale erfaringer viser, at den snarere ligger nede på 65-75 procent, og den er endnu lavere, når man medtager nedetid, CO2-effekten ved transport og lagring og lignende.

Et fangstanlæg vil typisk øge energiforbruget på værkerne med 13-44 procent. Det udløser en højere energiregning, og det er ikke en gratis frokost. Det vil gøre det dyrere at producere i Danmark, og højere energiregninger ender hos forbrugerne. Og når man satser på teknologier, der øger Danmarks energiforbrug i stedet for at reducere det, øges CO2-udledningen.

For 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er stadig fossile brændsler, og hvis vi skal bruge mere energi på CCS, vil det alt andet lige gå langsommere med at udfase de fossile brændsler i resten af samfundet. Især når det nye CCS-industrielle kompleks vil bruge noget af den grønne strøm fra sol- og vindenergi, der ellers kunne bruges til at dekarbonisere andre sektorer.

At satse 26,8 milliarder kroner ekstra skattekroner på CO2-fangst, transport og lagring i de næste få år, er penge, der alternativt kunne bruges på mere sol- og vindenergi, varmepumper og energieffektiviseringer, så vi hurtigere kunne frigøres fra de fossile brændsler. Havde politikerne gjort det sidste frem for at lytte til CCUS-lobbyisternes lokkende sang om nye erhvervseventyr og gigantiske fremtidspotentialer, havde de fået sikre og hurtige klimagevinster.

Den massive lobbykampagne for CO2-fangst, transport og lagring i Danmark er velorkestreret, men den lever ikke op til klimalovens krav om at prioritere omkostningseffektive klimaløsninger.

Sådan var det også i foråret, hvor Ørsted fik 8,2 milliarder skattekroner til at lave CO2-fangst på biomasseanlæg. Ørsted skal betale en bod, hvis de ikke fanger 430.000 tons CO2 om året fra 2026, så politikere, embedsmænd og CCUS-lobbyisterne sig nu ind, at staten ikke løber nogen risiko.

Og nogen tror endda, at fordi Ørsted har forpligtet sig til at gøre det, så virker CO2-fangst også på biomasseanlæg (BECCS). Ingen af delene er korrekte. Der findes ikke fungerende BECCS-storskalaanlæg i verden. Og da staten er medaktionær i Ørsted løber staten en direkte risiko. Men det er ikke det værste. Det tager 30 år at få en nettopositiv klimagevinst, når man først afbrænder fast træbiomasse og derpå laver CO2-fangst på et sådant kraftværk, viser Rådet for Grøn Omstillings beregninger.

Tag en tænkepause
Danmark importerer hvert år fem millioner tons fast træbiomasse fra udlandet, og afbrændingen af træbiomasse er nu så omfattende, at Danmark i år sender omkring 15 millioner tons CO2 ud i atmosfæren. Straksudledningen opvejes over tid delvist af, at det anvendte træ alternativt ville rådne og omdannes til CO2, men netto udleder træbiomasseværkerne mindst fem millioner tons CO2 per år.

Det er klimaskadeligt, også fordi det faktisk er muligt at elektrificere hele den danske varmeforsyning med industrielle varmepumper drevet af ren sol- og vindenergi, kombineret med varmelagre.

Energiindustriens biomasselobby har længe blokeret for en grøn nytænkning, og de har nu fået politikerne med på at satse på BECCS på statsstøtte.

Det ligner desværre en moderne molbohistorie, at staten fra 2023-2026 giver 3,2 milliarder kroner i statsstøtte til at brænde træbiomasse af og konvertere det til elektricitet, hvor ved staten hjælper markedet til at fjerne et biologisk lager i skovene, der ellers kunne fange CO2 fra atmosfæren. Og dernæst giver man ekstra 8,2 milliarder kroner i statsstøtte til at lappe lidt på skaderne på skorstenen.

Nu er fejlen sket og lad os se, om Ørsted kan fange, hvad de har lovet.

I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi dog, at der nu holdes en tænkepause, og at staten udskyder de to planlagte nye udbudsrunder for CO2-fangst, transport og lagring i 2024 og 2025.

Udskyd dem til 2030, så man inden kan lave en seriøs evaluering af både erfaringerne fra Ørsteds fangstanlæg og tage stilling til, om den globale CCS-industri har leveret effektive storskalaanlæg, der er kommet ned i pris. Danmark bør ikke spilde statens begrænsede midler på at satse endnu hårdere og for tidligt på en fangstteknologi, der fortsat er umoden, dyr og ikke særlig effektiv til at fange CO2.

I dag er CO2-fangst på punktkilder den absolut dyreste måde at tackle klimaudfordringen på, og det vil være meget billigere og give en større, hurtigere og sikrere klimaeffekt at investere i energieffektiviseringer, sol- og vindenergi eller elektrificering af industrien, varmesektoren og transporten. Og i stedet for at lave en pick-the-winner-strategi med statsstøtte til CCS, er det bedre at indføre en høj CO2-afgift for alle sektorer, hvilket vil give ekstra incitamenter til markedet om at investere klogt.

Læg en plan for udfasning af fast træbiomasse
Sol- og vindenergi og de forskellige energieffektive teknologier er allerede konkurrencedygtige og er nu billigere end fossile brændsler, fordi de har været udsat for ekstrem hård konkurrence på et globalt marked, hvor man kan gentage og skalere processer igen og igen.

Det kan man ikke med CO2-fangstanlæg, der er stand-alone pilotanlæg med meget få udbydere og minimal konkurrence. De statsstøttede CO2-fangstanlæg risikerer at ende som en slags hvide elefantskulpturer fra en mellemtid, hvor den fossile industri, industrielle lobbyister i alliance med klimabekymrede politikere kastede milliarder af skattekroner ind på at fikse CO2-problemet for enden af skorstenen i stedet for at gå all-in på de omkostningseffektive grønne teknologier, der faktisk allerede virkede.

Det er dramatisk at se, hvordan flokmentaliteten kan føre til suboptimale ’løsninger’. Og nogle bilder hinanden ind, at CO2-fangst er den sidste nødvendige redningsplanke for de svært dekarboniserbare industrier. Men der findes faktisk alternative veje, og i det mest ambitiøse scenarie fra det internationale klimapanel, IPPC, spiller CCS ikke nogen særlig rolle.

Det gør derimod energieffektiviseringer, vedvarende energi, elektrificering og naturbaserede CO2-optag via blandt andet øget skovplantning og bedre optag i landbrugsjorde. Det er også langt billigere og giver en sikrere klimaeffekt at udtage lavbundsjorde i landbruget, at plante meget mere skov eller at udfase fossilbilerne end at bruge statskroner på CO2-fangst.

CCUS-lobbyisterne hævder ofte, at det er et både-og, men det er slet ikke sikkert. Og man springer til for hurtige konklusioner med risiko for at spilde milliarder af kroner på en dyr og energikrævende teknologi, der forlænger fortiden i stedet for at satse på fremtidens grønne løsninger.

Det er en udbredt forestilling, at man får brug for CCS, fordi man ikke kan dekarbonisere hele industrien. Men det er allerede teknisk muligt at elektrificere højtemperaturprocesser på helt op til 1500-2000 grader. Og et innovativt amerikansk firma har nu lavet et pilotanlæg, hvor der fremstilles certificeret højkvalitetsbeton i en elektrolyseproces uden brug af fossile brændsler.

Måske er fremtiden slet ikke CCS, men nye innovative virksomheder, der disrupter de gamle industrielle dinosaurer, som klamrer sig til fortidens processer og bygger nye energikrævende fangstanlæg for enden af skorstenen? Og hvad med at investere mere i at bygge en reel cirkulær økonomi, hvor vi ikke brænder affald af i store ovne, men recirkulerer de jomfruelige materialer igen og igen?

Og vi kan lægge en plan for udfasning af fast træbiomasse i vores varmesektor og satse på sol, vind, varmepumper og geotermi i fuld skala. Danmarks fremtidige konkurrencekraft afhænger af at sikre masse af billig vedvarende energi i fremtiden og at frigøre os fra de fossile brændsler hurtigt. Ikke på forhastet vis at binde os til nye energikrævende anlæg for enden af skorstenene.

By |2023-11-08T10:12:48+01:008. november 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Den offentlige indkøbsmuskel er langt fra trænet til grønne krav

Vi kan fjerne meget mere CO2, hvis vi begynder at stille grønne krav i offentlige indkøb. Det gør vi dog desværre ikke i dag, og konsekvensen er, at CO2-udledningerne fra offentlige indkøb er steget med 12 pct. fra 2019 til 2021. Stigningen er primært drevet af udbud inden for bygge- og anlæg, og som det ser ud nu, skal vi som min. forbi 2030, før udledningerne forventes under 2019-niveauet. Offentlige indkøb bidrager derfor aktuelt ikke til at nå 70 procentsmålsætningen.

Det bør og skal ændres. Der ligger nemlig et stort klimapotentiale i at stille grønne krav i offentlige udbud – særligt indenfor byggeri og anlæg. Eksempelvis har Vejdirektoratet fra 2023 indført regler for broer og tunneler, som reducerer CO2-udledningen med op til 60 pct.

Dertil kommer det skub i markedet for mere klimavenlige byggematerialer, som en efterspørgsel fra den offentlige sektor vil kunne skabe. Det behøver ikke engang at være en dyr omgang. Ifølge Tech for Net Zero vil klimaneutrale byggeri- og anlægsprojekter kun medføre ekstraomkostninger på mellem 5-7 pct. Overfører man det til danske forhold, vil det altså kun koste mellem 3,1-4,3 mia. kr. om året, at fjerne CO2-udledningerne fra offentlige bygge- og anlægsprojekter. Ekstraomkostningerne vil desuden falde i takt med, at grønne offentlige indkøb skaber større efterspørgsel og dermed volumen på grønne løsninger.

Desværre er der i dag langt imellem grønne krav i offentlige udbud. Det vidner stigningen i klimaaftrykket fra offentlige indkøb om. Derfor er der brug for politisk handling. Først og fremmest bør man fastsætte et reduktionsmål for offentlige indkøb, der kan sikre, at offentlige indkøb bidrager til Danmarks klimamål.

Vi peger i notatet “Grønne Offentlige Indkøb – En uudnyttet katalysator for klimareduktioner i byggeri og anlæg” på yderligere otte anbefalinger, der kan hjælpe til i højere grad at bringe offentlige indkøb i spil i klimaomstillingen af byggeri og anlæg. Det er vigtigt for danske virksomheder, for vores klima og miljø og ikke mindst for at nå 70 procents-målsætningen.

Dette debatindlæg er bragt i Børsen den 6. november 2023 og skrevet af Ulrikke Nelboe Møllegård, Rådgiver i cirkulært byggeri, Rådet for Grøn Omstilling.

By |2024-03-20T13:17:56+01:006. november 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top