Selv en beskeden CO2-afgift vil løse problemet med udtagning af lavbundsjorde

De seneste uger har debatten kredset om, hvorvidt det bliver nødvendigt at tvinge landmændene til at afgive deres kulstofrige lavbundsjorde – gennem såkaldt ekspropriation. I dag drives udtagningen alene ved tilskud via frivillige aftaler, og alle er enige om, at det går for langsomt i forhold til de store reduktioner i udledninger af drivhusgasser og kvælstof, som vådlægning af lavbundsjorde kan sikre. Seneste opgørelse fra Landbrugsstyrelsen fra april i år viser, at det kun er omkring 4000 hektar, hvor man er i gang med udtagning. Målet for 2030 er 100.000 hektar. Det tager helt op mod 6 år at realisere et udtagningsprojekt, så man har med andre ord travlt.

I Debatten på DR2 torsdag d. 5.oktober gjorde værten Clement Kjersgaard spørgsmålet om ekspropriation eller ej til den helt afgørende brik for at sikre hurtigere udtag af lavbundsjorder. Men ekspropriation er bøvlet og tager urimelig lang tid – og det bør kun være et nødvendigt værktøj i helt særlige tilfælde. Selv en relativt lav afgift på CO2-udledningerne fra landbruget vil nemlig gøre det urentabelt for landmændene at fortsætte dræning og dyrkning af lavbundsjorder.

Regnestykket er ret simpelt: Lavbundsjordene har høje CO2-udledninger, og dyrkningen af dem giver et relativt lavt økonomisk udbytte. Klimarådet lavede i 2020 en række beregninger af økonomien i vådlægning af lavbundsjorder. Beregningerne viser, at det vil være økonomisk fordelagtigt at tage lavbundsjorde ud ved en afgift på blot 216 kr. per ton CO2-ækvivalent for jorder med de højeste udledninger dyrket med højværdiafgrøder, dvs. de jorde der giver gode udbytter. Dyrkning af øvrige lavbundsjorder med lavere udledninger og ringere udbytter er urentable ved afgiftsniveauer på helt ned mod 32 kr. per ton CO2-ækvivalent. Disse tal forudsætter, at arealtilskuddet fra EU kan bevares og et såkaldt plejekrav ophæves, hvilket synes muligt med den seneste reform af EU’s landbrugsstøtte.  

Som det ser ud nu, vil en CO2-afgift på landbruget heldigvis komme til at ligge et godt stykke over disse afgiftsniveauer, idet det er essentielt for at gøre andre nødvendige virkemidler rentable. Den Grønne Skattereform lægger en samlet økonomisk belastning på kvoteomfattede sektorer på 850 – 1.125 kr. per ton CO2-ækvivalent. En række udledninger, der ikke er omfattet af EU’s kvotesystem, slipper med en afgift på 750 kr. per ton CO2-ækvivalent, men landbruget er i første omgang undtaget. En afgift på 750 kr./ton CO2-ækvivalent ligger klart over niveauerne for rentabel drift i Klimarådets beregninger. En sådan afgift vil gøre det urentabelt at fortsætte dyrkningen af de klimatunge lavbundsjorder, hvilket vil føre til hurtig og omfattende udtagning.

Flere forhold kan modificere Klimarådets beregninger fra 2020: De officielle emissionsfaktorer for kulstofrige lavbundsjorder ventes snart revideret, og det forlyder, at de vil blive nedsat noget for jorder med de højeste udledninger. Desuden kan vådlægning af kulstofrige lavbundsjorder oversvømme tilstødende arealer, og udtag af disse tilstødende arealer indgik ikke i Klimarådets beregninger. Men selvom der korrigeres for disse ting, vil dyrkning af lavbundsjorder med en afgift på 750 kr. per ton CO2-ækvivalent langt fra være rentabelt for landmanden.

Rådet for Grøn Omstillings anbefaling er derfor klar: Indfør samme CO2-afgift på landbruget svarende til resten af dansk erhvervsliv. Danske landmænd er dygtige til økonomi – og til at handle på en negativ bundlinje. Derfor vil en sådan afgift i de fleste tilfælde sikre en hurtig udtagning af langt de fleste problemjorde. Viser det sig herefter, at udtagningen fortsat går for langsomt, og at det blokeres af nogle få jordejere, kan man overveje at indføre ekspropriation.

Ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjorde har dog peget på andre økonomiske benspænd for udtagningen: Ejere af lavbundsjorde frygter at gå glip af en evt. kompensation for den ventede afgift på landbruget, hvis de siger ja til udtagning allerede nu. Andre frygter forringelser af deres skatteforhold.

Rådet for Grøn Omstilling mener ikke, at udtagning bør forringe nogens skatteforhold. Derudover er vi generelt kritiske overfor, at landbruget hidtil er blevet betalt for at nedbringe deres forurening. Husholdninger, transport og industri har længe skullet betale for deres udledninger.

 

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 27. oktober 2023 og skrevet af Erik Tang, Seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling og Trine Langhede, Rådgiver for Bioressourcer og Fødevarer, Rådet for Grøn Omstilling.

By |2024-03-05T12:13:53+01:0027. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Grønne organisationer: Handel med landbrugets kulstofkreditter risikerer at føre til greenwashing

Skovlandbrug, pløjefri dyrkning eller permanente græsmarker er dyrkningsmetoder, som kan øge indholdet af kulstof i landbrugsjord, så jorden fungerer som et CO2-lager. Det er der et stort klimapotentiale i, og der er derfor også et voksende fokus på, hvordan lagring af CO2 gennem disse dyrkningsformer kan spille en vigtig rolle i landbrugets grønne omstilling.

Det har man også fået øjnene op for i EU, hvor der lige nu forhandles et forslag til en certificeringsramme for kulstoflagring i EU, kaldet Carbon Removal Certification Framework.

Det er positivt, og faktisk også nødvendigt, at vi i EU bliver enige om, hvordan kulstoflagring i jord opgøres. Men der er en række risici, som vi skal være opmærksomme på.

Brug for mindre usikkerhed

Der er ingen garanti for, at kulstof, der lagres i jorden, er lagret permanent. Kulstoflagringen sker langsomt og er afhængig af, at praksis fortsætter over meget lang tid, så der ikke sker en genudledning. Genudledning sker for eksempel, hvis græsmarker pløjes op, eller der opstår skovbrande eller tørke.

EU’s forslag tager ikke stilling til, hvad certificeringerne skal kunne bruges til. Får vi en certificering med henblik på salg af kreditter, vil det potentielt kunne medføre omfattende greenwashing og offsetting, for eksempel ved, at andre lande eller virksomheder såsom flyselskaber kan bruge certifikaterne som kompensation for deres egne høje CO2-udledninger. Kulstoflagring kan og må ikke erstatte tiltag, der kan reducere reelle CO2-udledninger i alle brancher.

I forlængelse af dette ligger desuden, at landbruget selv så rigeligt har brug for reduktioner i deres klimaaftryk. Vi er både herhjemme og på EU-niveau endnu langt fra at have knækket koden til at sænke landbrugets klimaaftryk tilstrækkeligt. I 2030 forventes udledningerne fra landbrugssektoren at udgøre mere end 52 procent af Danmarks samlede drivhusgasudledninger, og landbruget vil med den nuværende kurs ikke nå en reduktion på 55-65 procent, som er sektorens nødvendige bidrag til 70 procentsmålet i 2030.

Landbruget har derfor selv desperat brug for tiltag som netop kulstoflagrende dyrkningspraksisser, hvis sektoren skal blive klimaneutral.

Det er også vigtigt, at der i arbejdet med kulstoflagrende dyrkning, kommer større fokus på, at vi gør det rigtigt, og at det er baseret på grundig viden – både i forhold til at udnytte reduktionspotentialer, men også for at undgå negative sideeffekter.

Et eksempel: Spredning af biokul fra pyrolyse på landbrugsjord er en nyere praksis, som kan lagre kulstof i jord. Med landbrugsaftalen fra 2021 blev det besluttet, at pyrolyse skal bidrage med reduktioner på to millioner ton CO2e i landbruget i 2030. Men vi mangler viden om, hvor meget kulstof, der lagres, samt hvilke konsekvenser biokul har for mikroorganismer i jorden.

Derfor skal vi fokusere bredere på dyrkningspraksisser, som for eksempel permanente græsmarker, skovlandbrug og reduceret jordbearbejdning, og som ikke indeholder tilsvarende usikkerhed om mulige negative sideeffekter, men som derimod også gør landbruget mere modstandsdygtigt. Især skovlandbrug, hvor træer bruges som en del af dyrkningssystemet, har potentiale for både at sikre kulstoflagring, biodiversitet, reducerede næringsstofudledninger og øget dyrevelfærd.

Skab et incitament for landmanden

Det er desuden vigtigt, at der gives langsigtede incitamenter til de kulstoflagrende praksisser, så landmændene fortsætter det gode arbejde med kulstoflagring over lang tid. Også i denne forbindelse vil salg af krediter være en åbenlys risiko.

Hvis landmanden har opbygget et stort kulstofindhold i jorden, er det vigtigt, at landmanden har incitament til at fortsætte sin dyrkningspraksis, så kulstof ikke bliver genudledt. Hvis dyrkningspraksis ændres, efter en solgt kulstofkredit er ’udløbet’, vil kulstoffet med stor sandsynlighed blive genudledt til atmosfæren, og de solgte kreditter vil overordnet set ikke have haft en CO2-effekt på den lange bane.

Derfor skal man på EU-niveau og herhjemme finde andre måder at fremme kulstoflagrende dyrkning på frem for via salg af kulstofkreditter. Her vil en klimaafgift og indretningen af landbrugsstøtten fra EU være stærke virkemidler.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede, Rådet for Grøn Omstilling, Sune Scheller, kampagnechef, Greenpeace, Anders Højlund Andersen, Foreningen for Regenerativt Jordbrug, Sybille Kyed, Økologisk Landsforening og Daniel Hauberg, Danmarks Naturfredningsforening. Debatindlægget blev bragt den 25. oktober 2023 i Klimamonitor.

By |2024-03-05T12:14:07+01:0025. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Neste greenwasher biodiesel

Tirsdag den 26. september kunne man på side fem i dagens Politiken finde en flot, grøn helsidesannonce fra det finske brændstofselskab Neste.

Annonceoverskriften lyder lovende: ’90% mere bæredygtig på 5 minutter’.

I teksten under overskriften uddybes det, at reklamen omhandler et »bæredygtigt brændstof« kaldet ’MY Renewable Diesel’ eller ’HVO100’ som står »i modsætning til biodiesel« og som kan »reducere udledningen af drivhusgas med op til 90%«

Allerede her melder en del spørgsmål sig. Er overskriftens »90%« det samme som brødtekstens »op til 90%«? Er reduktion af drivhusgasser det samme som bæredygtighed? HVO er en betegnelse for en bestemt type biodiesel, så hvordan er Nestes produkt »i modsætning til biodiesel«? Hvilke råvarer er produktet lavet af, og hvor bæredygtige er de?

Efter at have gransket Nestes hjemmeside, står det klart for os, at vi mener, der er tale om en vildledende reklame, som giver et falskt indtryk af bæredygtigheden af biodiesel. Derfor har vi nu anmeldt Neste til Forbrugerombudsmanden.

MY Renewable Diesel er nemlig et biodieselprodukt baseret på råvarer med et begrænset udbud. Det er svært at blive klog på præcis hvilke råvarer Neste benytter, men af deres hjemmeside fremgår det at »De tre bedste kategorier af vedvarende råvarer, der anvendes årligt, er animalsk fedtaffald, brugt madolie og forskelligt affald og restprodukter fra forarbejdning af vegetabilsk olie.«

Disse kategorier er alle begrænsede ressourcer. Der er ganske enkelt grænser for, hvor meget brugt madolie og animalsk fedtaffald verden har til rådighed, og ressourcerne udnyttes allerede fuldt ud.

Derfor er klimaeffekten ved at bytte fossil diesel ud med brugt madolie meget tvivlsom.

Som ikke mindre end fire professorer skrev hos Altinget i forbindelse med regeringens forslag om at nå 2025-klimamålet med 2. generations biobrændstof: »et merforbrug af spildt madolie fører til en merproduktion af jomfruelig planteolie – og som verden fungerer ender dette med at være palmeolie.«

Dyrkning af palmeolie har som bekendt store konsekvenser for biodiversitet og klima, hvorfor det ikke længere bruges i Danmark.

Så uanset, at Neste kan regne sig frem til en drivhusgasreduktion, er deres biodiesel ikke automatisk bæredygtig. Da forbrugerombudsmanden klart anfører, at bæredygtighed må forstås langt bredere end en overfladisk beregning af drivhusgasudledninger mener vi, at markedsføringen af ’MY Renewable Diesel’ vildleder forbrugere og erhvervskunder.

Vi har overfor forbrugerombudsmanden også påpeget det vildledende i, at ’MY Renewable Diesel’ markedsføres som et alternativ til biodiesel. Dels er det svært at se, hvordan diesel produceret af biologisk materiale kan kaldes andet end biodiesel – og dels giver en sådan differentiering indtryk af, at Nestes produkt er mere bæredygtigt end alternativerne. Hvilken igen, efter vores vurdering, er i modstrid med Forbrugerombudsmandens vejledning og markedsføringsloven.

I den grønne omstilling er det vigtigt, at forbrugere og markedsaktører kan stole på markedsføringen. Ellers bliver det meget svært at træffe det rigtige grønne valg.

Dette debatindlæg er skrevet af klima- og transportrådgiver Rasmus Bjerring Larsen, og er bragt i Klimamonitor den 17. oktober 2023.

By |2024-01-16T13:52:21+01:0018. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

De kommende måneder bliver skæbnesvangre for byggeriet. Danmark må ikke miste målet af syne

Politisk går vi i den grad nogle skæbnemåneder i møde i forhold til klimaomstillingen af byggeriet.

De kommende måneder vil afgøre, om vi får lagt de nødvendige politiske spor, som kan sikre, at byggeriets massive klimaaftryk og ressourceforbrug reduceres i de kommende år – både herhjemme og i EU.

I efteråret skal den såkaldte revision af EU’s Energy Performance of Buildings Directive forhandles på plads i Bruxelles – og her står og falder meget med, om vi får ambitiøse krav til energiforbedringer i bygninger.

Ligeledes om den endelig revision også fastholder krav om data og efterfølgende indførsel af grænseværdier for indlejret CO2 – det vil sige krav om reduktioner i byggematerialernes klimaaftryk, som udgør godt en tredjedel af byggeriets samlede CO2-udledning.

Afgørende forhandlinger 

Herhjemme byder efteråret på politiske forhandlinger om den næste revision af det danske bygningsreglement og fastsættelsen af hvilke grænseværdier, der herhjemme skal være gældende for livscyklusudledninger og herunder den indlejrede CO2 i byggeriet fra 2025, og hvad der skal inkluderes.

Som det ser ud i dag, er CO2 fra transport, byggeplads og nedrivning eksempelvis ikke inkluderet i de nuværende grænseværdier.

Desuden har de nuværende grænseværdier mødt kritik fra flere i byggebranchen, som mener, at de er alt for uambitiøse i forhold til at have reduktionseffekt på byggeriets klimaaftryk.

Som det ser ud nu, vil vi nemlig først opnå reel klimaeffekt for grænseværdierne fra 2027, da den nuværende grænseværdi på 12 kg CO2/m2/år ligger langt over gennemsnittet for CO2-udledninger per kvadratmeter i dag, som er 9,6 kg CO2/m2/år.

Derfor vil vi i 2030 heller ikke, som det ser ud i dag, hente mere end 0,9 millioner ton i CO2-besparelse, hvis den nuværende plan for implementering af grænseværdier for byggeriets CO2-udledning fastholdes.

Vælg den ambitiøse vej

Både i EU-forhandlingerne og i de kommende forhandlinger på dansk jord er det derfor afgørende, at Danmark og den danske regering vælger den ambitiøse vej.

At vi herhjemme kommer ned på en grænseværdi, som ikke blot er for syns skyld, men vil bidrage til reduktioner i byggeriets klima- og ressourceforbrug allerede fra 2025.

Det er med vores klimamål for 2030 og 2050 in mente en bunden opgave, da byggeriet i dag tegner sig for godt en tredjedel af Danmarks samlede klimaaftryk.

En politisk beslutning om hurtigere og mere ambitiøs indfasning af strammere grænseværdier, vil desuden ikke blot bane vejen for vigtige ressource- og klimareduktioner i byggeriet herhjemme.

Det vil samtidig styrke den danske byggebranches muligheder for at blive en europæisk frontløber på cirkulært og mere klimavenligt byggeri.

Et argument, som branchen selv fremfører i debatten.

Ser vi på EU-forhandlingerne, så skal Danmark også turde sætte baren højt og skubbe på for, at vi ender ambitiøst i forhold til den kommende revision af bygningsdirektivet.

Her er det helt afgørende, at vi holder fast på, at krav til reduktioner i indlejret CO2 skal være en vigtig del af den europæiske regulering af byggeriet og et vigtigt skridt i EU’s klimaomstilling.

Det er i øvrigt også noget, som den danske byggebranche i flere omgange har opfordret den danske regering til, netop fordi branchen ser højere klimakrav til byggeriet også på EU-niveau som en vej til klare konkurrencefordele på et marked, hvor mindre CO2 og mindre ressourceaftryk i stigende grad efterspørges.

Dette debatindlæg er skrevet af seniorrådgiver Anna Fenger Schefte, og er bragt i Altinget den 9. oktober 2023.

By |2024-02-22T14:11:18+01:0012. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Rådgiver: Landbrug kan lagre enorme mængder CO2

Med naturbaserede løsninger kan landbruget i højere grad hive mere CO2 ud af atmosfæren og lagre den i jord og biomasse. Det skal vi have mere af, og der skal derfor være økonomisk incitament til at lave carbon farming. Den rette kombination af afgift og landbrugsstøtte kan give de incitamenter der skal til, hvilket vil bane vejen for CO2-lagring, der samtidig forbedrer jordkvalitet, næringsstofforvaltning og natur.

Der eksisterer i dag frivillige kulstofcertificeringer på markeder, der ofte bliver kaldt det vilde vesten. Et ureguleret marked med usikre certifikater og fossile industrier, der køber aflad for deres drivhusgasudledninger. EU har, for blandt andet at løse den udfordring, ny lovgivning på vej, som skal sætte fælles rammer for, hvordan CO2-lagring opgøres.

Det er en god idé at kunne fastslå effekten af carbon farming bedre. Men det er ikke en god idé at understøtte og opbygge et marked for kulstofkreditter. Det skyldes blandt andet, at kulstof har relativt kort lagringstid i landbrugssammenhæng, sammenlignet med andre CO2-lagringsteknikker, og usikkerhed om hvem der har ansvar for lagringen. Dermed risikerer man utilsigtet rod i kulstof-regnskaberne og risiko for greenwashing.

I min optik er carbon farming naturbaserede tiltag, der bidrager til en forbedret balance mellem drivhusgasudledninger og CO2-optag på bedriften. Mens nogle tiltag reducerer udledninger – for eksempel vådlægning af lavbund og ekstensivering – kan andre fjerne og lagre CO2 fra atmosfæren. Det kan for eksempel være helårligt plantedække, permanente græsmarker, skovlandbrug eller varierede sædskifter. Tiltag der også forbedrer næringsstofforvaltning og jordkvalitet, styrker modstandsdygtighed overfor for eksempel tørke og øger biodiversitet.

Og CO2-lagringspotentialet i carbon farming er stort. På europæisk plan anslås det, at skovlandbrug og opbygning af kulstof i jord har et potentiale for at lagre helt op mod 305 millioner tons CO2 årligt. Det er altså et potentiale der batter, når landbrugets samlede drivhusgasudledninger i EU ligger på knap 400 millioner tons årligt. Ser vi på Danmark, så kan naturbaseret carbon farming hjælpe os på vej mod klimamålet for landbrug på 55-65 procent reduktion i 2030 og det klimaneutralitetsmålet for 2045.

Mit indtryk er, at rigtig mange danske landmænd- og kvinder gerne vil lagre CO2, men at økonomien også skal kunne hænge sammen. Jeg mener vi har god mulighed for at skabe de forudsætninger, der skal til: Det bliver med en kommende klimaafgift nødvendigt at opgøre drivhusgasregnskaber for de enkelte bedrifter. Her bør naturbaseret carbon farming selvfølgeligt udmønte sig i en lavere beskatning i og med at udledninger reduceres og CO2-optag forøges.

Dernæst skal vi i langt højere grad bruge landbrugsstøttens midler, til at støtte carbon farming. Det skal med landbrugsstøtten være muligt at få en ordentlig og differentieret betaling for netop de tiltag, der hiver CO2 ud af atmosfæren og har positive effekter på næringsstofudledning, biodiversitet og modstandsdygtighed.

Dette debatindlæg er skrevet af seniorrådgiver Niklas Sjøbeck Jørgensen, og er bragt i LandbrugsAvisen den 27. september 2023.

By |2024-01-16T14:00:01+01:005. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Rådet for Grøn Omstilling: Roundup skal rulles tilbage – sammen med hele brugen af pesticider

Glyfosat – med handelsnavnet Roundup – er det mest anvendte sprøjtemiddel både i Danmark og i verden. Tilladelsen til at bruge det i EU udløber snart, men nu foreslår Kommissionen, at det får 10 år mere. Men at fortsætte brugen af glyfosat lever ikke op til EU’s forsigtighedsprincip. Der er nemlig stor uenighed om stoffets skadevirkning.

Usikker risiko

EU-kommissionen mener ikke, at stoffet medfører uacceptable effekter – på bagrund af vurderinger fra EU’s agentur for fødevaresikerhed, Efsa.

Efsa tager dog forbehold over for, at glyfosat har vist risiko for skadelige effekter på pattedyr. Der er problematiske data på 12 ud af 23 undersøgte arter af pattedyr. Efsa påpeger også, at der mangler data til at vurdere eventuelle effekter på mennesker af glyfosatrester i fødevarer – men mener ikke at grænseværdierne vil blive overskredet.

Samtidig peger forskeren Johann Zaller fra Wien på, at rester af glyfosat eller dets nedbrydningsprodukt er fundet i vandmiljøet i 11 ud 12 undersøgte EU-lande. Heraf lå hver femte prøve over grænseværdien for drikkevand.

Det er uafklaret, hvilke konsekvenser dette har for livet i vandet. Herudover peger FN/WHO’s kræftforskningsinstitut, IARC, på mistanke om, at glyfosat er kræftfremkaldende for mennesker, men dette anerkendes ikke af Efsa.

Danmark tolker EU-lov som frivillig

Den store anvendelse af glyfosat har en indirekte effekt i form af at opretholde en monokultur med alt for få vilde planter i agerlandet, hvilket sandsynligvis er en stærkt medvirkende faktor for den voldsomme tilbagegang, vi har set for mange agerlandsfugle, harer samt bestøvere og andre insekter.

Vi har brug for meget mere økologisk jordbrug, og vi skal have en reel nedgang i pesticidforbruget i det konventionelle jordbrug.

Dette er vi faktisk også forpligtet til i EU – via direktivet om såkaldt bæredygtig anvendelse af pesticider. Her står, at man skal følge de såkaldte IPM-principper – Integrated Pest Management.

Det drejer sig især om krav til sædskifte, til at sprøjtning ikke må foregå uden forudgående overvågning af skadevoldere og uden at andre mere skånsomme metoder først er forsøgt, samt at der kun pletsprøjtes på de steder, hvor der er konstateret angreb.

Disse principper overholdes stort set ikke i det konventionelle jordbrug. Danmark og andre medlemslande har valgt at tolke direktivet, som om overholdelse af IPM-principperne er frivillige. Men vi bliver nødt til at tage principperne alvorligt og satse på forebyggelse.

Bedre alternativer

Danmark praler af, at vi har reduceret pesticidforbruget med 40 procent de sidste 10-15 år. Men det er sket ved at ændre opgørelsesmetoden. Nu bruger man det såkaldte belastningsindex, der bygger på de risici, som pesticiderne indebærer. Man opgør stadig også med det gamle index, kaldet behandlingshyppighed – og her stiger forbruget.

Vi drager ingen konsekvenser af denne stigning. Men er det ikke også netop risikoen, vi skal være bekymrede for? Jo, men man tager ikke højde for, at vi har utilstrækkelig viden om disse risici.

Derfor bør pesticidreduktion fortsat ske såvel i forhånd til belastningsindex som behandlingshyppighed, idet man ved sidstnævnte også inddrager pesticider med endnu ukendte risici.

Både det konventionelle landbrug og regeringen henviser til, at der ikke findes alternativer til glyfosat, og til, hvor dyrt det vil være at stoppe brugen. Men der findes faktisk alternativer til hovedparten af anvendelsen – nemlig forebyggelse af skadevoldere.

Der findes også midler med cirka samme effekt og mindre skadevirkning. Det gælder blandt andet naturstoffet pelargonsyre.

Det kan formentlig ikke erstatte alle anvendelser, men det sælges faktisk i dag til brug i private haver, hvor man har forbudt glyfosat. Det har ganske vist et højere belastningsindex end glyfosat, men det skyldes især fare for øjenskader hos brugeren, hvilket de professionelle brugere let kan beskytte sig imod.

På denne baggrund er der ingen grund til at tillade glyfosat i yderligere 10 år. Erfaringen fra tidligere forlængelser har været, at det blev en sovepude. Når fristen nærmer sig, lægges blot op til en ny forlængelse.

Dette debatindlæg er skrevet af seniorkonsulent Christian Ege, og er bragt i Altinget den 3. oktober 2023.

By |2024-01-29T12:46:44+01:004. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Cirkulært byggeri kræver langt mere politisk handling

Vi har nu overskredet seks ud af ni planetære grænser. Det er en bekymrende udvikling, som viser, at Jorden er i total ubalance. En af de væsentlige bidragsydere til denne udvikling er byggeriet, som med sit rekordhøje ressource- og klimaaftryk er en katalysator for samtlige af de seks overskredne planetære grænser. 

Det er derfor afgørende, at vi får vendt det enorme miljø-, klima- og ressourceaftryk, som byggeriet har på vores klode. Og det kræver en cirkulær omstilling af byggeriet. 

Cement- og betonbranchen er den store synder

En del af branchen, der særligt er under pres for at omstille sig til at blive mere cirkulære, er cement- og betonbranchen. Kigger man alene på produktionen af cement, står den for omkring fem procent af Danmarks samlede CO2-udledninger. Samtidig bliver der brugt enorme mængder knappe ressourcer som sand og grus til produktionen af cement og beton. 

Ifølge tal fra Danmarks Statistik udgjorde materialeforbruget alene af sand og grus i Danmark hele 11,5 ton pr. indbygger i 2021. Til sammenligning lå det samlede materialeforbrug i Danmark i 2021 på 24,5 ton per indbygger, og dermed udgør forbruget af sand og grus hele 47 procent af det samlede materialeforbrug i Danmark. 

Potentialet for mere cirkularitet i cement- og betonbranchen er med andre ord til at tage at føle på – både i forhold til Danmarks ressourceforbrug og vores klimaaftryk.

Uforløst potentiale for genanvendelse af beton 

Vi er dog langt fra cirkulære løsninger inden for cement og beton i dag. Kigger man på mængden af betonaffald, der årligt bliver genereret, er der et stort uforløst potentiale for at øge genbrug og genanvendelse af beton. 

Hvert år genereres der nemlig omkring 2 millioner ton betonaffald, og som det ser ud i dag, er det kun omkring halvdelen, der bliver registreret. Det betyder, at knap en million ton betonaffald hvert år kunne indgå i cirkulære kredsløb og bidrage til at reducere ressourceaftrykket fra cement og beton – hvis det altså blev registreret. 

Samtidig er det estimeret, at 90 procent af det registrerede betonaffald bliver genanvendt til nyttiggørelse som bærelag til veje, og derfor hovedsageligt bliver genanvendt på laveste niveau. 

Skal vi gøre os forhåbninger om at øge cirkulariteten af cement og beton og reducere det høje klima- og ressourceaftryk, er det derfor vigtigt:

  • At reducere forbruget af cement og beton
  • At sikre at betonaffaldet genbruges eller genanvendes til produktion af ny cement og beton.

Større politisk fokus på genbrug og genanvendelse af beton

For at dette skal blive en realitet, er det dog altafgørende, at der bliver udviklet skalérbare løsninger, der kan drive omstillingen til en mere cirkulær cement- og betonbranche. Der er nemlig aktuelt hverken krav eller incitamenter, der kan sikre genbrug og genanvendelse af beton. 

Samtidig mangler der dokumentation omkring betonelementers indhold og egenskaber, der kan sikre en større andel af genbrug og genanvendelse af beton. 

I Rådet for Grøn Omstilling arbejder vi i projektet ‘cirkulær cement og beton’ – som er finansieret af Realdania – i samarbejde med branchen på at finde løsninger og politiske løftestænger, der kan accelerere den cirkulære omstilling af cement- og betonbranchen. For branchen løser nemlig ikke den cirkulære udfordring uden politisk handling.

Der er brug for økonomiske incitamenter, investering i innovation og klare målsætninger, som kan sætte skub i den cirkulære udvikling af nye værdikæder og nye produkter. 

Og det er ikke kun nødvendigt for cement- og betonbranchen, men noget som hele byggebranchen har brug for. Kigger man mere bredt på byggeriet, er der således også i den grad behov for et større politisk fokus, incitamenter og krav, der kan accelerere omstillingen til cirkulært byggeri. 

Politisk bør man derfor som minimum starte med at udarbejde en langsigtet strategi for råstoffer, ressourcer og cirkulær økonomi, med et bindende reduktionsmål for Danmarks ressourceforbrug. Det er et godt skridt på vejen imod at sikre en bedre udnyttelse af vores dyrebare ressourcer og få sat en stopper for byggeriets høje klima- og ressourceaftryk, der bidrager til at overskride de planetære grænser. 

Dette debatindlæg er skrevet af Ulrikke Nelboe Møllegård, rådgiver i Cirkulært byggeri i Rådet for Grøn Omstilling og er bragt i WasteTech og BuildingTech den 3. oktober 2023.

By |2024-01-16T14:03:47+01:003. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Indfør en automatisk ‘farvel og tak’-ordning til naturgas

Fyringssæsonen står for døren, og vi begynder så småt igen at snakke om energikrise 2.0, stigende gas- og elpriser, energibevidsthed og forsyningsusikkerhed, ligesom vi gjorde sidste efterår.

Men her halvandet år efter Ruslands invasion af Ukraine er der stadig lange udsigter til, at vi er af med gassen i både Danmark og EU. Faktisk er kun 11 pct. af gaskunderne i Danmark blevet afkoblet i løbet af det sidste år, så det skønnes, at der stadig er omkring 340.000 gasfyr tilbage.

I en dansk kontekst, er det politisk besluttet i Klimaaftalen for Grøn strøm og Varme fra juni 2022 og i arbejdsprogrammet for Regeringens Nationale Energikrisestab (NEKST), at gassen skal ud af opvarmningen senest i 2035. Regeringen bør derfor begynde at kommunikere dette som en slutdato, så borgere ved, at gas ikke hører til i boligopvarmningen efter 2035.

Ifølge Klimaaftalen forventer man, at fjernvarmen vil være færdigudrullet inden udgangen af 2028. Men med en fjernvarmepulje, der for længst er tom og uden nye værktøjer til at klare den opgave, så bliver det op af bakke at indfri regeringen, vores og danskernes forventninger. Fjernvarmen har brug for sikkerhed i forhold til tilslutning, når der skal laves store nye investeringer – ligegyldig om det gælder oprettelse af et helt nyt fjernvarmenet eller udvidelse af et eksisterende.

Behov for en ”farvel og tak” ordning

Rådet for Grøn Omstilling og analysefirmaet Moos-Bjerre lavede i starten af året en måling af danskernes holdning til klimapolitik, og her placerede danskerne hurtig udrulning af fjernvarmenettet helt i top som en af de vigtigste prioriteter i dansk klimapolitik fremadrettet. Danske borgere ser altså på fjernvarmen som en af løsningerne til at komme af med gas til opvarmning.

Vi har brug for, at borgere træffer de rigtige, grønne løsninger, når det kommer til deres varmeforsyning. Og konverteringen fra naturgas til fjernvarme bliver alt andet lige billigst, når alle potentielle fjernvarmekunder er med til at betale regningen – og dermed lavest mulige omkostninger for samtlige forbrugere. Det vil også være med til at sikre den størst mulige fortrængning af CO2-udledning fra naturgas og bidrage med muligheden for effektivt at få lukket gasdistributionsnettet, så man ikke har få husstande tilbage på gasnettet i fremtidige fjernvarmeområder.

Fjernvarme skal være en naturlig erstatning

Man bør gå en ny vej for at sikre en accelereret, ansvarlig udfasning af gas til boligopvarmning – netop ved at fokusere på gasudfasning.

Der bør indføres en automatisk ”farvel og tak”-ordning til naturgas med fokus på områder udlagt til fjernvarme. Det vil betyde, at borgere i eksisterende og nye fjernvarmeområder skal beslutte, hvordan de vil komme af med deres naturgasfyr. Hvis husstanden takker nej til fjernvarmen, skal man i gang med at finde et individuelt alternativt (hvilket formentlig vil blive en varmepumpe) inden for en given årrække. Det bør dog ligge naturligt, at det er fjernvarmen som kollektiv varmeforsyning, der erstatter naturgas.

En samlet og koordineret ”farvel og tak”-ordning vil gøre energiplanlægningen mere effektiv, så man ikke ender med områder, der både har el, gas og fjernvarme som opvarmningsform. Det vil være samfundsøkonomisk meget dyrt og ende med unødige investeringer, hvis områder får tredobbelt energiforsyning.

Borgerne med naturgasfyr efterspørger stadig fjernvarme i stor stil, og for langt de fleste naturgaskunder i potentielle fjernvarmeområder vil et skift til kollektiv fjernvarme være privat- og samfundsøkonomisk – fordelagtigt særligt med så volatil og høj en gaspris, som vi så sidste vinter. For ikke at nævne klimabelastningen: de danske husstande, der opvarmes med naturgas, udleder cirka 1,35 millioner tons CO2 om året, og det er klart en af de lavthængende frugter, fordi vi kender alternativet.

Ordning sikrer udfasning af naturgas og grøn omstilling

Ved at indføre en automatisk ”farvel og tak”-ordning vil borgere, der får tilbudt fjernvarme, skulle forberede sig på, at gasselskabet på et tidspunkt trækker sig helt fra området, når fjernvarmen er fuldt udrullet. I Klimaaftalen for Grøn Strøm og Varme er det allerede blevet pålagt Evida at lave en kortlægning af områder, hvor gasdistributionsnettet skal lukkes ned, og den kortlægning skal være med til at understøtte en hurtigere udfasning af naturgas til opvarmning.

Danmark har gode forhold for hurtigt at få en fossilfri varmesektor sammenlignet med andre europæiske lande grundet stor tilslutning til fjernvarme og gode muligheder for varme baseret på vedvarende energi. Derfor skal Danmark også være et foregangsland, der ambitiøst og hurtigt får reduceret udledningerne fra opvarmning.

Dette debatindlæg er skrevet af Søren Magnussen, seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme og Julie Bangsgaard Abrahams, seniorrådgiver i Energi & Klima i Rådet for Grøn Omstilling og er bragt i Altinget den 25. september 2025.

By |2024-01-16T14:10:00+01:0025. september 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Biomassen registreres i to systemer, men udledningen derfra ender i den samme atmosfære

At træbaseret biomasse i den danske energiforsyning er en klimamæssig udfordring, er efterhånden en gammel nyhed. Nye tal fra Danmarks Statistik viste i sidste uge, at biomassen fortsat udgør mere end 2/3 af den danske vedvarende energi. Siden 1995 er forbruget af biomasse til energi mere end 4-doblet, og det er især den træbaserede biomasse i form af træpiller og træflis, der fylder mere i det danske forbrug.

Men hvorfor er det danske forbrug af biomasse vokset så massivt? En stor del af forklaringen gemmer sig bag to EU-akronymer, nemlig ETS og LULUCF. ETS omhandler EU’s kvotehandelssystem, som bl.a. energisektoren afrapporterer under. Her skal der betales ved kasse 1, når der udledes CO2 (ikke nok, men dog en start.) LULUCF derimod omhandler afrapportering af udledninger og optag fra landbrugsarealer og skov. Og det er her problemet gemmer sig. For energien fra biomasse bruges, når den brændes af i energisektoren, mens biomassen hentes i det andet system, LULUCF.

Den udledte CO2 skal selvfølgelig kun registreres ét sted, og det har IPCC anbefalet sker i LULUCF. Det betyder, at energisektoren kan sætte et stort rundt nul ud for udledninger fra afbrænding af biomasse. Da de er pålagt at reducere deres emissioner, er det naturligt at skifte til biomasse, hvilket er sket i stor stil, da kul er blevet erstattet med biomasse. Samtidig er der intet incitament for den enkelte skovejer i LULUCF til at bevare CO2-lageret i skovene.

Facit er, at vi knokler på for at opfylde vores 70% mål med biomasse som en markant bidragsyder. Men det betyder bl.a., at vores LULUCF-regnskab for hvor meget CO2 der er lagret i de danske skove, bliver væsentlig ringere. Det slår iflg. Klimaloven negativt igennem i Danmarks samlede drivhusgasregnskab og dermed i opfyldelsen af 70 % målet for 2030. Det manglende CO2-lager i LULUCF hænger dermed på den danske stat, som skal finde andre måder at opfylde både 70 % målet og vores LULUCF-mål i forhold til EU.

Så hvad skal vi gøre for at skabe de rette incitamenter, så biomassens udledninger afspejles i prisen?

Et afgørende skifte er at etablere en emissionsfaktor på træ til energi ligesom den findes på gas, kul og olie. Præcis hvad faktoren skal være er svært at opgøre, da videnskaben fortsat er uenige om væsentlige forhold som fx hvilket tidsperspektiv, man skal se på. Ser man på netto-udledningen fra at brænde træ over 100 år, vil nye træer have suget meget af CO2’en fra træafbrænding til sig. Men i mellemtiden vil træafbrændingen have øget atmosfærens CO2-indhold betydeligt, og klimaproblemet er blevet alt for akut til, at vi kan vente i 100 år på balance. I dag peger forskningen derfor på emissionsfaktorer på alt mellem 20kg CO2/GJ til over 100 kg CO2/GJ. (Til reference har kul ifølge IPCC en udledning på 94 kg CO2/GJ). Klimarådet har med kommentering af Global Afrapportering 2022 placeret sig i den mere konservative ende med en emissionsfaktor på 42 kg CO2/GJ.

Trods uenighed er langt de fleste forskere dog enige om at emissionsfaktoren ikke kan være nul. Selv hvis man inkluderer en lav emissionsfaktor i Danmarks grønne afgifter og EU’s kvotehandelssystem ETS, vil det have stor betydning for incitamentsstrukturen for afbrænding af biomasse. Det vil nemlig betyde, at det nu er forurenerne, altså dem der brænder træet af, som betaler for klimapåvirkningen – og ikke længere staten.

Resultatet vil være en accelereret omstilling til el fra sol og vind, varmepumper, overskudsvarme, geotermi og andre grønne løsninger, som allerede er konkurrencedygtige på pris.

Dette debatindlæg er skrevet af Jens Dahlstrøm Iversen og bragt i Ing/Gridtech 1/9-2023

By |2023-11-23T14:46:58+01:001. september 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Sådan bliver vi afvænnet fra det fossile energifix

Denne sommer er der blevet talt alt for meget om nogle få ekstremisters koranafbrændinger. Men det, vi burde tale mest om, er vores afbrænding af kloden. For klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis.

Det er det, regeringer burde ligge vågne over om natten. Juli måned var den varmeste måned målt i menneskehedens historie. Ulidelige temperaturer på godt 50 grader Celsius er målt flere steder på kloden, vilde skovbrande har hærget fra Sydeuropa til Canada, turister er eskorteret væk fra Rhodos, hagl så store som tennisbolde er væltet ned fra himlen ved Gardasøen, mens verdenshavene er rekordvarme. Ud for Florida var havet mere end 38 grader, i Middelhavet over 28 grader og i Nordatlanten over 24 grader. Ved Antarktis er et stort område på størrelse med Grønland ikke frosset til is, som det plejer om vinteren.

Det er, som om vi har ramt flere klimatiske tipping points. Vi brager gennem det 1,5-graders mål, man opstillede på FN’s klimatopmøde i Paris for otte år siden. Globalt har vi kurs mod 2,8-3,2 grader mere end det førindustrielle niveau. Det kan blive værre, for nedsmeltningen og varmegraderne ved polerne stiger hurtigt. Vi er ved at miste grebet om vores fremtid. Vi sender en høj klimaregning videre til de næste generationer, der kan skære mellem 5-10 pct. af velstanden bort. Hvert år.

Der er udsigt til meget vildere klimaforandringer, der kan koste mange menneskeliv, sende hundreder af millioner af mennesker på flugt fra de hedebølgeplagede lande og forværre biodiversitetskrisen.

Politikerne burde være alarmeret. Og de burde nedsætte nationale operative kommandoer til at gøre noget ved årsagerne til klimakrisen. Nu. Politikerne viste under coronapandemien, at de godt kan handle, når menneskeliv står på højkant.

Danmark har en flertalsregering, der har magt til at gennemføre de nødvendige reformer, men den leverer hverken på 2025- eller 2030-målene i klimaloven eller på EU’s krav. Engang var Danmark et grønt foregangsland, men det er vi ikke mere.

Andre steder i Europa er klimabenægtere kommet til regeringsmagten, og selv Frankrigs præsident Macron er bange for sin egen skygge og kræver en grøn reformpause. Det store sorte tilbageslag skyller gennem Europa. I EU og globalt har vi aldrig fyret med så mange fossile brændsler og udledt så mange drivhusgasser. Trods alle løfterne ved FN’s klimatopmøder går vi baglæns og blinde frem mod stadig større klimaødelæggelser.

Det behøver vi ikke. For mere end 95 pct. af de teknologier, vi har brug for, er allerede udviklet. Det ville være bedre, billigere og skabe flere arbejdspladser, hvis vi kastede al energi ind på at bygge et 100 pct. rent og vedvarende energisystem. Men i stedet tillades nye boringer efter olie og gas i Nordsøen, Biden borer efter frackinggas i USA, og vi lader oliestater lede FN’s klimatopmøder. Det er en skandale, som måske en dag fører til et folkeligt oprør. Det burde det.

I over tre årtier har videnskabsfolk advaret mod de menneskeskabte klimaforandringer. Men regeringerne forhaler tiden med ligegyldige tiltag, der ikke rigtig flytter noget. Sidste år havde vi også lange hedebølger og tørke i Europa, hvor over 60.000 døde af varmen. Og afbrænding af fossile brændsler og træ står bag luftforurening med beskidte partikler, der hvert år koster over 300.000 for tidlige dødsfald i EU-landene. Det er som under coronapandemiens første år, så hvem gør noget ved årsagerne?

Desværre hænger mange politikere fast i business as usual. De sidste 50 år har den gamle vækstøkonomi sendt forbruget af fossil energi op til nye højder, mens vi har ødelagt naturen, givet fanden i biodiversiteten og drevet rovdrift på naturressourcerne. Naturen er trængt i bund, insekterne og fuglene forsvinder i hobetal, kun 2,3 pct. af landarealet i Danmark er beskyttet natur, og mange steder er drikkevandet truet af sprøjtegifte. Danmark er et af de lande i verden, hvor naturen er trængt allermest i bund.

Globalt er 40 pct. af naturkapitalen destrueret i de sidste tre årtier. Og det er den sorte skyggeside af den formidable velstandsvækst, der har løftet millioner ud af fattigdom og gjort verdens borgere rigere.

Men vi måler stadig økonomisk vækst i bruttonationalproduktet, selv om ’væksten’ f.eks. øges, når sundheds- og miljøomkostningerne stiger, eller der bliver flere trafikulykker. Hele den klassiske mainstreamøkonomi bygger på en ligevægtstilstand af antagelser, der ignorerer, at vi hvert år ødelægger naturværdier for omkring 10 pct. af bnp.

En af de store undladelsessynder er, at mainstreammodellerne slet ikke forstår økologien, og ej heller hvad der driver produktivitetsvæksten og velstandsfremgangen i samfundet. Man antager, at det er en sort boks bestående af arbejdsudbud og teknologi. Men man undervurderer energiens betydning.

Hvert år brænder Danmark 46 mio. tønder olie af. Denne energi koster p.t. cirka 26,8 mia. kroner. Ingen maskine, ingen bil, ingen traktor, ingen fabrik og intet produkt ville være her uden et input af energi. De store mængder af billig fossil energi har været en hovedmotor bag produktiviteten. De 46 mio. tønder olie rummer lige så meget energi som over 210 mio. menneskers arbejdskraft. Den billige fossile energi udkonkurrerer mennesker og håndens arbejde. Og når prisen på olie og gas stiger, vender inflationsspøgelset tilbage, fordi energi driver meget mere i vores forbrug og produktion end de økonomiske modeller antager.

Men den fossile energi forårsager enorme miljøskader, der ikke prissættes ordentligt. De alt for lave CO2-afgifter giver ikke tilstrækkelige incitamenter til at frigøre os fra fossilerne. Derfor brænder vi i disse år kloden af.

Afbrændingen af fossil energi er hovedårsagen til klimaforandringerne. Kul, olie og gas står bag 86 pct. af CO2-udledningerne. Derfor er det bedste og mest effektive svar på klimakrisen at nedtrappe de fossile brændsler hurtigt.

Vi burde have indledt frigørelsen fra fossilerne for mere end tre årtier siden, men der fyres mere og mere fossil energi af, der fucker kloden op. 82 procent af verdens primære energiforbrug er i dag fossile brændsler, og sidste år steg forbruget.

I Danmark ventes al strømmen at være grøn i år 2030, men 53 pct. af vores bruttoenergiforbrug er stadig fossilt, og to tredjedele af vores ’vedvarende’ energi kommer fra afbrænding af fast træbiomasse, der p.t. udleder over 15 mio. tons CO2 om året.

Fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland stammer fra vindmøllernes pionérdage, men vores energisystem domineres stadig af fossilerne. Udbygningen med vindmøller er gået i stå på land, energiøen i Nordsøen er sat på hold, og regeringen har med pseudoargumenter låst den åben-dør-ordning, der kunne skaffe ekstra 23 GW havvind. Man går ofte to skridt frem og halvandet tilbage, og vindmølleindustrien lider.

I maj indgik man et bredt havvindforlig, hvor staten sikrer sig et 20 pct. ejerskab. Da aftalen blev præsenteret, fik vi at vide, at det sikrer grøn strøm til 14 mio. husstande, fordi målet om minimum 9 GW måske kan blive til 14 GW. Det lød vildt.

Vi hørte politikere og industriens lobbyorganisationer hævde, at vi allerede i 2030 bliver selvforsynende med 100 pct. grøn energi. Men det bygger på en stor fordrejning. 14 GW kan kun dække 1,8 mio. danskeres samlede energiforbrug, for el udgør kun en femtedel af energiforbruget.

De mange nye Power-to-X-fabrikker, der er projekteret langs de jyske kyster, vil desuden sluge den ekstra strøm fra havvindforliget i maj, så hvordan vil politikerne fjerne fossilerne i industrien, transporten, varmeforsyningen og landbruget?

PtX på grøn brint, der er fremstillet fra vedvarende energi, er stadig en umoden teknologi, og globalt fremstilles ikke mere end 0,5 GW grøn brint. Teknologien er meget kostbar, fordi der er store energitab i konverteringen af energi. PtX-industrien presser på for at få staten til at give statsstøtte (som vi ser i flere EU-lande). Og man vil have skatteyderne til at betale milliarder af kroner til en ny brintinfrastruktur, men det er klogere at lade markedsaktørerne betale regningen selv.

Engang i løbet af 2030’erne kan grøn brint blive vigtig til at fremstille den næste generation af brændselsceller og e-brændstoffer til fly og skibe på de lange distancer, og sikkert også e-ammoniak til at erstatte fossil kunstgødning, men brinten bør doseres rigtigt. Risikoen er, at vi får et dyrt økonomisk lock-in til en umoden teknologi, der i modsætning til varmepumper og sol- og vindenergi ikke fjerner fossile brændsler hurtigt nok.

Drømmen om et teknisk fix, der kan skabe mere vækst og nye arbejdspladser virker sikkert forførende. Men pas på med at lytte til lobbyisternes sange, for de hviler ikke på hårde energiøkonomiske og klimapolitiske kalkuler.

Det gælder ikke bare PtX-eventyret. Det gælder også de 37 mia. kroner, som staten vil kaste ind på CCS (CO2-fangst og CO2-lagring). Det er en umoden og ekstremt dyr teknologi. Prisen på CO2-fangst, transport og lagring er flere tusinde kroner pr. ton CO2, der fanges.

Anlæggene er meget energikrævende, og de fjerner ikke al CO2 og slet ikke anden luftforurening, som stammer fra afbrænding af træbiomasse og fossil energi. 80 pct. af alle CO2-fangstanlæg i verden bruges til at skyde CO2 ind i olie- og gasfelter for at presse endnu mere fossil energi ud af undergrunden. Det kan og bør vi undgå i Danmark.

Engang i fremtiden kan det godt være, at vi skal have enkelte CO2-fangstanlæg til at suge CO2 ud af atmosfæren, men lige nu og de næste ti år burde vi ikke spilde mange penge på det. Det samme gælder alle de penge, som staten og investorer overvejer at kaste ind i nye PtX-eventyr.

Frem for de næste ti-femten år at spilde måske 37, 100 eller flere mia. kroner på CO2-fangst og -lagring, PtX og ny brintinfrastruktur, kan man få langt større klimaeffekt ved at gå en anden vej: Investér i energibesparelser, solceller, vindmøller, modernisering af vores nedslidte elnet, batteriteknologi og energilagring, varmepumper og geotermi, der sikrer en langt hurtigere afkobling fra fossile brændsler.

Frem mod 2040 kan vi spare omkring 40 pct. af Danmarks samlede energiforbrug, hvis vi sætter strøm til varmeforsyningen, transporten, industrien og landbrugets maskinpark. Selv tunge industrier, der kører med høje temperaturer på 1.500-2.000 grader, kan elektrificeres, så man kan undgå dyre og ustabile CO2-fangstanlæg for enden af skorstenene.

I transportsektoren kan det kun gå for langsomt, da over 80 pct. af Danmarks forbrug af olie ligger i transporten. Politikerne kunne f.eks. forbyde nysalg af fossile biler fra 1. januar 2025, så vi undgår ekstra 675.000 fossilbiler på vejene i 2030 og sparer omkring 1,8 mio. tons CO2 om året.

I en benzinbil når kun 12-30 procent af energien frem til hjulene – for en elbil er det omkring 77 procent. På samme måde er varmepumper 4-5 gange mere effektive end varmeanlæg fyret med fossile brændsler. Der er mange gode grunde til at sætte turbo på elektrificeringen.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi fremlagt en national plan med en ny generation af energieffektiviseringer, hvor elektrificering og nye energisparetiltag sparer mindst 5 mio. tons CO2 frem mod 2030. Løsningerne er omkostningseffektive.

I stedet for enorme mængder billig fossil energi, der brænder kloden og klimaet af, har Danmark en historisk mulighed for at bygge et nyt, bæredygtigt energisystem. I fremtiden skal vores samfund spare på energien i stor skala og investere i 100 pct. rene, vedvarende og billige energikilder som bl.a. sol, vind og bølgekraft. Målt på livslange omkostninger er sol- og vindenergi allerede de billigste på markedsvilkår og langt billigere end fossile brændsler og selv billigere og hurtigere at opskalere end atomkraft.

Der skal også opbygges et stort lager af batterier – herunder fra et hastigt voksende antal elbiler. Mere energilagring i fjernvarmens elkedler, varmelagre i jorden og flere jordvarmeanlæg kan hjælpe til at sikre ren energiforsyning også de timer og dage, hvor solen ikke skinner så meget, og vinden ikke blæser. Med mange flere kabler til det europæiske energimarked kan vi udligne over grænserne og få mere forsyningssikkerhed.

Her efter sommerferien skal politikerne forhandle om nye klima- og energiaftaler.

I stedet for at spilde flere milliarder på umodne tekniske fix og holde den vedvarende energi nede med bureaukratiske snubletråde og komplicerede ekstra afgifter, bør man sætte en ny kurs. Lav en national energispareplan, der sætter bindende reduktionsmål for 2025, 2030, 2035 og 2040, elektrificér alle sektorer og fjern al statsstøtte til fossile brændsler – herunder de kunstigt lave dieselafgifter. Udfas senest i 2025 nysalget af fossilbiler, fremryk forbuddet mod installation af nye olie- og gasfyr, giv ekstra incitamenter til varmepumper, og gør fjernvarmen fri af fossile brændsler og træbiomasse.

Sæt kommunerne fri i nye vedvarende energizoner, gør det mere attraktivt og nemmere at sætte solcelleanlæg på tage, parkeringspladser, over motorveje og braklagte marker, lav en ambitiøs plan for udbygning med landvindmøller i alle regioner, og slip åben-dør-ordningen fri for private havvindskonsortier.

Fastfrys alle statspenge til nye CCS-anlæg, og investér mere i vedvarende energi og på at udbygge elnettet. Giv naturen mere plads på landet, læg en høj CO2-afgift på landbruget kombineret med produktafgifter på de mest klimaskadelige fødevarer, støt mere braklægning og udtagning af lavbundsjorde, plant mange flere træer i byerne og mindst 250-300.000 hektar skov inden 2030.

Danmark har en forpligtelse til at yde sit bedste. Vi skal generobre den tabte position som et grønt foregangsland, som andre lande i verden kan lade sig inspirere af. Vi har en flertalsregering, der burde have magt og styrke til at gennemføre de ovennævnte forslag.

I 2030 kan vi godt fjerne op imod 80 pct. af vores CO2e-udledninger, og senest i 2040 kan Danmark blive et klimaneutralt land, hvis forslagene gennemføres. Men lige nu har regeringen svært ved at nå klimalovens reduktionsmål. Så kom nu i arbejdstøjet. Uden en hurtig udfasning af de fossile brændsler i alle sektorer kommer vi aldrig i mål.

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Politiken den 29. august 2023.

By |2023-11-23T14:47:35+01:0029. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top