Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 8. november 2023.

En række ledende politikere og industriens CCUS-alliance hævder med unison stemme, at »CO₂-fangst er en klimateknologisk landvinding.« Og de jublede, da et bredt flertal i september indgik et forlig om at bruge ekstra 26,8 milliarder kroner på CO₂-fangst, transport og lagring. De ønsker meget mere CO₂-fangst (CCS) i Danmark, og nogle advokerer også for statsgaranterede lån eller statsstøtte til at bygge nye dyre CO₂-rørledninger.

De har her valgt ’håb som strategi’, men det giver ikke en sikker, effektiv og omkostningseffektiv klimahandling. Også tænketanken Concito er en varm fortaler for CCS. Men indtil nu har »historien om CCS været en stor skuffelse,« som chefen for det Internationale Energiagentur, Fatih Birol, har sagt for nylig.

Olie- og gasindustrien har i flere årtier lavet CO₂-fangst, hvor de har brugt CO₂’en til at skyde ind i nedslidte olie- og gasfelter for at suge flere fossile brændsler ud af undergrunden. Men det har vist sig ekstremt svært og meget dyrt at fange CO₂ på punktkilder i industrien, kraftværker og affaldsanlæg. Uanset, hvad CCUS-lobbyisterne, politikere og Concito forsøger at bilde os ind, så er CO₂-fangst på punktkilder i industrien, kraftværker og affaldsanlæg i dag en ret umoden teknologi.

Det er også årsagen til, at vi i Rådet for Grøn Omstilling har skrevet et kritisk notat imod den hårde danske satsning på CO₂-fangst.

Pengene kunne bruges på sol og vind
Jo, der findes små pilotanlæg, men internationalt er der ikke succesrige erfaringer med at skalere dem op, og det har været langt dyrere end forudset. Deres fangstrater er meget lavere end de fangstrater på 85-99 procent, som Energistyrelsen regner med i deres teknologikatalog.

De internationale erfaringer viser, at den snarere ligger nede på 65-75 procent, og den er endnu lavere, når man medtager nedetid, CO₂-effekten ved transport og lagring og lignende.

Et fangstanlæg vil typisk øge energiforbruget på værkerne med 13-44 procent. Det udløser en højere energiregning, og det er ikke en gratis frokost. Det vil gøre det dyrere at producere i Danmark, og højere energiregninger ender hos forbrugerne. Og når man satser på teknologier, der øger Danmarks energiforbrug i stedet for at reducere det, øges CO₂-udledningen.

For 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er stadig fossile brændsler, og hvis vi skal bruge mere energi på CCS, vil det alt andet lige gå langsommere med at udfase de fossile brændsler i resten af samfundet. Især når det nye CCS-industrielle kompleks vil bruge noget af den grønne strøm fra sol- og vindenergi, der ellers kunne bruges til at dekarbonisere andre sektorer.

At satse 26,8 milliarder kroner ekstra skattekroner på CO₂-fangst, transport og lagring i de næste få år, er penge, der alternativt kunne bruges på mere sol- og vindenergi, varmepumper og energieffektiviseringer, så vi hurtigere kunne frigøres fra de fossile brændsler. Havde politikerne gjort det sidste frem for at lytte til CCUS-lobbyisternes lokkende sang om nye erhvervseventyr og gigantiske fremtidspotentialer, havde de fået sikre og hurtige klimagevinster.

Den massive lobbykampagne for CO₂-fangst, transport og lagring i Danmark er velorkestreret, men den lever ikke op til klimalovens krav om at prioritere omkostningseffektive klimaløsninger.

Sådan var det også i foråret, hvor Ørsted fik 8,2 milliarder skattekroner til at lave CO₂-fangst på biomasseanlæg. Ørsted skal betale en bod, hvis de ikke fanger 430.000 tons CO₂ om året fra 2026, så politikere, embedsmænd og CCUS-lobbyisterne sig nu ind, at staten ikke løber nogen risiko.

Og nogen tror endda, at fordi Ørsted har forpligtet sig til at gøre det, så virker CO₂-fangst også på biomasseanlæg (BECCS). Ingen af delene er korrekte. Der findes ikke fungerende BECCS-storskalaanlæg i verden. Og da staten er medaktionær i Ørsted løber staten en direkte risiko. Men det er ikke det værste. Det tager 30 år at få en nettopositiv klimagevinst, når man først afbrænder fast træbiomasse og derpå laver CO₂-fangst på et sådant kraftværk, viser Rådet for Grøn Omstillings beregninger.

Tag en tænkepause
Danmark importerer hvert år fem millioner tons fast træbiomasse fra udlandet, og afbrændingen af træbiomasse er nu så omfattende, at Danmark i år sender omkring 15 millioner tons CO₂ ud i atmosfæren. Straksudledningen opvejes over tid delvist af, at det anvendte træ alternativt ville rådne og omdannes til CO₂, men netto udleder træbiomasseværkerne mindst fem millioner tons CO₂ per år.

Det er klimaskadeligt, også fordi det faktisk er muligt at elektrificere hele den danske varmeforsyning med industrielle varmepumper drevet af ren sol- og vindenergi, kombineret med varmelagre.

Energiindustriens biomasselobby har længe blokeret for en grøn nytænkning, og de har nu fået politikerne med på at satse på BECCS på statsstøtte.

Det ligner desværre en moderne molbohistorie, at staten fra 2023-2026 giver 3,2 milliarder kroner i statsstøtte til at brænde træbiomasse af og konvertere det til elektricitet, hvor ved staten hjælper markedet til at fjerne et biologisk lager i skovene, der ellers kunne fange CO₂ fra atmosfæren. Og dernæst giver man ekstra 8,2 milliarder kroner i statsstøtte til at lappe lidt på skaderne på skorstenen.

Nu er fejlen sket og lad os se, om Ørsted kan fange, hvad de har lovet.

I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi dog, at der nu holdes en tænkepause, og at staten udskyder de to planlagte nye udbudsrunder for CO₂-fangst, transport og lagring i 2024 og 2025.

Udskyd dem til 2030, så man inden kan lave en seriøs evaluering af både erfaringerne fra Ørsteds fangstanlæg og tage stilling til, om den globale CCS-industri har leveret effektive storskalaanlæg, der er kommet ned i pris. Danmark bør ikke spilde statens begrænsede midler på at satse endnu hårdere og for tidligt på en fangstteknologi, der fortsat er umoden, dyr og ikke særlig effektiv til at fange CO₂.

I dag er CO₂-fangst på punktkilder den absolut dyreste måde at tackle klimaudfordringen på, og det vil være meget billigere og give en større, hurtigere og sikrere klimaeffekt at investere i energieffektiviseringer, sol- og vindenergi eller elektrificering af industrien, varmesektoren og transporten. Og i stedet for at lave en pick-the-winner-strategi med statsstøtte til CCS, er det bedre at indføre en høj CO₂-afgift for alle sektorer, hvilket vil give ekstra incitamenter til markedet om at investere klogt.

Læg en plan for udfasning af fast træbiomasse
Sol- og vindenergi og de forskellige energieffektive teknologier er allerede konkurrencedygtige og er nu billigere end fossile brændsler, fordi de har været udsat for ekstrem hård konkurrence på et globalt marked, hvor man kan gentage og skalere processer igen og igen.

Det kan man ikke med CO₂-fangstanlæg, der er stand-alone pilotanlæg med meget få udbydere og minimal konkurrence. De statsstøttede CO₂-fangstanlæg risikerer at ende som en slags hvide elefantskulpturer fra en mellemtid, hvor den fossile industri, industrielle lobbyister i alliance med klimabekymrede politikere kastede milliarder af skattekroner ind på at fikse CO₂-problemet for enden af skorstenen i stedet for at gå all-in på de omkostningseffektive grønne teknologier, der faktisk allerede virkede.

Det er dramatisk at se, hvordan flokmentaliteten kan føre til suboptimale ’løsninger’. Og nogle bilder hinanden ind, at CO₂-fangst er den sidste nødvendige redningsplanke for de svært dekarboniserbare industrier. Men der findes faktisk alternative veje, og i det mest ambitiøse scenarie fra det internationale klimapanel, IPPC, spiller CCS ikke nogen særlig rolle.

Det gør derimod energieffektiviseringer, vedvarende energi, elektrificering og naturbaserede CO₂-optag via blandt andet øget skovplantning og bedre optag i landbrugsjorde. Det er også langt billigere og giver en sikrere klimaeffekt at udtage lavbundsjorde i landbruget, at plante meget mere skov eller at udfase fossilbilerne end at bruge statskroner på CO₂-fangst.

CCUS-lobbyisterne hævder ofte, at det er et både-og, men det er slet ikke sikkert. Og man springer til for hurtige konklusioner med risiko for at spilde milliarder af kroner på en dyr og energikrævende teknologi, der forlænger fortiden i stedet for at satse på fremtidens grønne løsninger.

Det er en udbredt forestilling, at man får brug for CCS, fordi man ikke kan dekarbonisere hele industrien. Men det er allerede teknisk muligt at elektrificere højtemperaturprocesser på helt op til 1500-2000 grader. Og et innovativt amerikansk firma har nu lavet et pilotanlæg, hvor der fremstilles certificeret højkvalitetsbeton i en elektrolyseproces uden brug af fossile brændsler.

Måske er fremtiden slet ikke CCS, men nye innovative virksomheder, der disrupter de gamle industrielle dinosaurer, som klamrer sig til fortidens processer og bygger nye energikrævende fangstanlæg for enden af skorstenen? Og hvad med at investere mere i at bygge en reel cirkulær økonomi, hvor vi ikke brænder affald af i store ovne, men recirkulerer de jomfruelige materialer igen og igen?

Og vi kan lægge en plan for udfasning af fast træbiomasse i vores varmesektor og satse på sol, vind, varmepumper og geotermi i fuld skala. Danmarks fremtidige konkurrencekraft afhænger af at sikre masse af billig vedvarende energi i fremtiden og at frigøre os fra de fossile brændsler hurtigt. Ikke på forhastet vis at binde os til nye energikrævende anlæg for enden af skorstenene.

Politisk går vi i den grad nogle skæbnemåneder i møde i forhold til klimaomstillingen af byggeriet.

De kommende måneder vil afgøre, om vi får lagt de nødvendige politiske spor, som kan sikre, at byggeriets massive klimaaftryk og ressourceforbrug reduceres i de kommende år – både herhjemme og i EU.

I efteråret skal den såkaldte revision af EU’s Energy Performance of Buildings Directive forhandles på plads i Bruxelles – og her står og falder meget med, om vi får ambitiøse krav til energiforbedringer i bygninger.

Ligeledes om den endelig revision også fastholder krav om data og efterfølgende indførsel af grænseværdier for indlejret CO₂ – det vil sige krav om reduktioner i byggematerialernes klimaaftryk, som udgør godt en tredjedel af byggeriets samlede CO₂-udledning.

Afgørende forhandlinger 

Herhjemme byder efteråret på politiske forhandlinger om den næste revision af det danske bygningsreglement og fastsættelsen af hvilke grænseværdier, der herhjemme skal være gældende for livscyklusudledninger og herunder den indlejrede CO₂ i byggeriet fra 2025, og hvad der skal inkluderes.

Som det ser ud i dag, er CO₂ fra transport, byggeplads og nedrivning eksempelvis ikke inkluderet i de nuværende grænseværdier.

Desuden har de nuværende grænseværdier mødt kritik fra flere i byggebranchen, som mener, at de er alt for uambitiøse i forhold til at have reduktionseffekt på byggeriets klimaaftryk.

Som det ser ud nu, vil vi nemlig først opnå reel klimaeffekt for grænseværdierne fra 2027, da den nuværende grænseværdi på 12 kg CO₂/m²/år ligger langt over gennemsnittet for CO₂-udledninger per kvadratmeter i dag, som er 9,6 kg CO₂/m²/år.

Derfor vil vi i 2030 heller ikke, som det ser ud i dag, hente mere end 0,9 millioner ton i CO₂-besparelse, hvis den nuværende plan for implementering af grænseværdier for byggeriets CO₂-udledning fastholdes.

Vælg den ambitiøse vej

Både i EU-forhandlingerne og i de kommende forhandlinger på dansk jord er det derfor afgørende, at Danmark og den danske regering vælger den ambitiøse vej.

At vi herhjemme kommer ned på en grænseværdi, som ikke blot er for syns skyld, men vil bidrage til reduktioner i byggeriets klima- og ressourceforbrug allerede fra 2025.

Det er med vores klimamål for 2030 og 2050 in mente en bunden opgave, da byggeriet i dag tegner sig for godt en tredjedel af Danmarks samlede klimaaftryk.

En politisk beslutning om hurtigere og mere ambitiøs indfasning af strammere grænseværdier, vil desuden ikke blot bane vejen for vigtige ressource- og klimareduktioner i byggeriet herhjemme.

Det vil samtidig styrke den danske byggebranches muligheder for at blive en europæisk frontløber på cirkulært og mere klimavenligt byggeri.

Et argument, som branchen selv fremfører i debatten.

Ser vi på EU-forhandlingerne, så skal Danmark også turde sætte baren højt og skubbe på for, at vi ender ambitiøst i forhold til den kommende revision af bygningsdirektivet.

Her er det helt afgørende, at vi holder fast på, at krav til reduktioner i indlejret CO₂ skal være en vigtig del af den europæiske regulering af byggeriet og et vigtigt skridt i EU’s klimaomstilling.

Det er i øvrigt også noget, som den danske byggebranche i flere omgange har opfordret den danske regering til, netop fordi branchen ser højere klimakrav til byggeriet også på EU-niveau som en vej til klare konkurrencefordele på et marked, hvor mindre CO₂ og mindre ressourceaftryk i stigende grad efterspørges.

Dette debatindlæg er skrevet af seniorrådgiver Anna Fenger Schefte, og er bragt i Altinget den 9. oktober 2023.

Med naturbaserede løsninger kan landbruget i højere grad hive mere CO₂ ud af atmosfæren og lagre den i jord og biomasse. Det skal vi have mere af, og der skal derfor være økonomisk incitament til at lave carbon farming. Den rette kombination af afgift og landbrugsstøtte kan give de incitamenter der skal til, hvilket vil bane vejen for CO₂-lagring, der samtidig forbedrer jordkvalitet, næringsstofforvaltning og natur.

Der eksisterer i dag frivillige kulstofcertificeringer på markeder, der ofte bliver kaldt det vilde vesten. Et ureguleret marked med usikre certifikater og fossile industrier, der køber aflad for deres drivhusgasudledninger. EU har, for blandt andet at løse den udfordring, ny lovgivning på vej, som skal sætte fælles rammer for, hvordan CO₂-lagring opgøres.

Det er en god idé at kunne fastslå effekten af carbon farming bedre. Men det er ikke en god idé at understøtte og opbygge et marked for kulstofkreditter. Det skyldes blandt andet, at kulstof har relativt kort lagringstid i landbrugssammenhæng, sammenlignet med andre CO₂-lagringsteknikker, og usikkerhed om hvem der har ansvar for lagringen. Dermed risikerer man utilsigtet rod i kulstof-regnskaberne og risiko for greenwashing.

I min optik er carbon farming naturbaserede tiltag, der bidrager til en forbedret balance mellem drivhusgasudledninger og CO₂-optag på bedriften. Mens nogle tiltag reducerer udledninger – for eksempel vådlægning af lavbund og ekstensivering – kan andre fjerne og lagre CO₂ fra atmosfæren. Det kan for eksempel være helårligt plantedække, permanente græsmarker, skovlandbrug eller varierede sædskifter. Tiltag der også forbedrer næringsstofforvaltning og jordkvalitet, styrker modstandsdygtighed overfor for eksempel tørke og øger biodiversitet.

Og CO₂-lagringspotentialet i carbon farming er stort. På europæisk plan anslås det, at skovlandbrug og opbygning af kulstof i jord har et potentiale for at lagre helt op mod 305 millioner tons CO₂ årligt. Det er altså et potentiale der batter, når landbrugets samlede drivhusgasudledninger i EU ligger på knap 400 millioner tons årligt. Ser vi på Danmark, så kan naturbaseret carbon farming hjælpe os på vej mod klimamålet for landbrug på 55-65 procent reduktion i 2030 og det klimaneutralitetsmålet for 2045.

Mit indtryk er, at rigtig mange danske landmænd- og kvinder gerne vil lagre CO₂, men at økonomien også skal kunne hænge sammen. Jeg mener vi har god mulighed for at skabe de forudsætninger, der skal til: Det bliver med en kommende klimaafgift nødvendigt at opgøre drivhusgasregnskaber for de enkelte bedrifter. Her bør naturbaseret carbon farming selvfølgeligt udmønte sig i en lavere beskatning i og med at udledninger reduceres og CO₂-optag forøges.

Dernæst skal vi i langt højere grad bruge landbrugsstøttens midler, til at støtte carbon farming. Det skal med landbrugsstøtten være muligt at få en ordentlig og differentieret betaling for netop de tiltag, der hiver CO₂ ud af atmosfæren og har positive effekter på næringsstofudledning, biodiversitet og modstandsdygtighed.

Dette debatindlæg er skrevet af seniorrådgiver Niklas Sjøbeck Jørgensen, og er bragt i LandbrugsAvisen den 27. september 2023.

Glyfosat – med handelsnavnet Roundup – er det mest anvendte sprøjtemiddel både i Danmark og i verden. Tilladelsen til at bruge det i EU udløber snart, men nu foreslår Kommissionen, at det får 10 år mere. Men at fortsætte brugen af glyfosat lever ikke op til EU’s forsigtighedsprincip. Der er nemlig stor uenighed om stoffets skadevirkning.

Usikker risiko

EU-kommissionen mener ikke, at stoffet medfører uacceptable effekter – på bagrund af vurderinger fra EU’s agentur for fødevaresikerhed, Efsa.

Efsa tager dog forbehold over for, at glyfosat har vist risiko for skadelige effekter på pattedyr. Der er problematiske data på 12 ud af 23 undersøgte arter af pattedyr. Efsa påpeger også, at der mangler data til at vurdere eventuelle effekter på mennesker af glyfosatrester i fødevarer – men mener ikke at grænseværdierne vil blive overskredet.

Samtidig peger forskeren Johann Zaller fra Wien på, at rester af glyfosat eller dets nedbrydningsprodukt er fundet i vandmiljøet i 11 ud 12 undersøgte EU-lande. Heraf lå hver femte prøve over grænseværdien for drikkevand.

Det er uafklaret, hvilke konsekvenser dette har for livet i vandet. Herudover peger FN/WHO’s kræftforskningsinstitut, IARC, på mistanke om, at glyfosat er kræftfremkaldende for mennesker, men dette anerkendes ikke af Efsa.

Danmark tolker EU-lov som frivillig

Den store anvendelse af glyfosat har en indirekte effekt i form af at opretholde en monokultur med alt for få vilde planter i agerlandet, hvilket sandsynligvis er en stærkt medvirkende faktor for den voldsomme tilbagegang, vi har set for mange agerlandsfugle, harer samt bestøvere og andre insekter.

Vi har brug for meget mere økologisk jordbrug, og vi skal have en reel nedgang i pesticidforbruget i det konventionelle jordbrug.

Dette er vi faktisk også forpligtet til i EU – via direktivet om såkaldt bæredygtig anvendelse af pesticider. Her står, at man skal følge de såkaldte IPM-principper – Integrated Pest Management.

Det drejer sig især om krav til sædskifte, til at sprøjtning ikke må foregå uden forudgående overvågning af skadevoldere og uden at andre mere skånsomme metoder først er forsøgt, samt at der kun pletsprøjtes på de steder, hvor der er konstateret angreb.

Disse principper overholdes stort set ikke i det konventionelle jordbrug. Danmark og andre medlemslande har valgt at tolke direktivet, som om overholdelse af IPM-principperne er frivillige. Men vi bliver nødt til at tage principperne alvorligt og satse på forebyggelse.

Bedre alternativer

Danmark praler af, at vi har reduceret pesticidforbruget med 40 procent de sidste 10-15 år. Men det er sket ved at ændre opgørelsesmetoden. Nu bruger man det såkaldte belastningsindex, der bygger på de risici, som pesticiderne indebærer. Man opgør stadig også med det gamle index, kaldet behandlingshyppighed – og her stiger forbruget.

Vi drager ingen konsekvenser af denne stigning. Men er det ikke også netop risikoen, vi skal være bekymrede for? Jo, men man tager ikke højde for, at vi har utilstrækkelig viden om disse risici.

Derfor bør pesticidreduktion fortsat ske såvel i forhånd til belastningsindex som behandlingshyppighed, idet man ved sidstnævnte også inddrager pesticider med endnu ukendte risici.

Både det konventionelle landbrug og regeringen henviser til, at der ikke findes alternativer til glyfosat, og til, hvor dyrt det vil være at stoppe brugen. Men der findes faktisk alternativer til hovedparten af anvendelsen – nemlig forebyggelse af skadevoldere.

Der findes også midler med cirka samme effekt og mindre skadevirkning. Det gælder blandt andet naturstoffet pelargonsyre.

Det kan formentlig ikke erstatte alle anvendelser, men det sælges faktisk i dag til brug i private haver, hvor man har forbudt glyfosat. Det har ganske vist et højere belastningsindex end glyfosat, men det skyldes især fare for øjenskader hos brugeren, hvilket de professionelle brugere let kan beskytte sig imod.

På denne baggrund er der ingen grund til at tillade glyfosat i yderligere 10 år. Erfaringen fra tidligere forlængelser har været, at det blev en sovepude. Når fristen nærmer sig, lægges blot op til en ny forlængelse.

Dette debatindlæg er skrevet af seniorkonsulent Christian Ege, og er bragt i Altinget den 3. oktober 2023.

Vi har nu overskredet seks ud af ni planetære grænser. Det er en bekymrende udvikling, som viser, at Jorden er i total ubalance. En af de væsentlige bidragsydere til denne udvikling er byggeriet, som med sit rekordhøje ressource- og klimaaftryk er en katalysator for samtlige af de seks overskredne planetære grænser. 

Det er derfor afgørende, at vi får vendt det enorme miljø-, klima- og ressourceaftryk, som byggeriet har på vores klode. Og det kræver en cirkulær omstilling af byggeriet. 

Cement- og betonbranchen er den store synder

En del af branchen, der særligt er under pres for at omstille sig til at blive mere cirkulære, er cement- og betonbranchen. Kigger man alene på produktionen af cement, står den for omkring fem procent af Danmarks samlede CO2-udledninger. Samtidig bliver der brugt enorme mængder knappe ressourcer som sand og grus til produktionen af cement og beton. 

Ifølge tal fra Danmarks Statistik udgjorde materialeforbruget alene af sand og grus i Danmark hele 11,5 ton pr. indbygger i 2021. Til sammenligning lå det samlede materialeforbrug i Danmark i 2021 på 24,5 ton per indbygger, og dermed udgør forbruget af sand og grus hele 47 procent af det samlede materialeforbrug i Danmark. 

Potentialet for mere cirkularitet i cement- og betonbranchen er med andre ord til at tage at føle på – både i forhold til Danmarks ressourceforbrug og vores klimaaftryk.

Uforløst potentiale for genanvendelse af beton 

Vi er dog langt fra cirkulære løsninger inden for cement og beton i dag. Kigger man på mængden af betonaffald, der årligt bliver genereret, er der et stort uforløst potentiale for at øge genbrug og genanvendelse af beton. 

Hvert år genereres der nemlig omkring 2 millioner ton betonaffald, og som det ser ud i dag, er det kun omkring halvdelen, der bliver registreret. Det betyder, at knap en million ton betonaffald hvert år kunne indgå i cirkulære kredsløb og bidrage til at reducere ressourceaftrykket fra cement og beton – hvis det altså blev registreret. 

Samtidig er det estimeret, at 90 procent af det registrerede betonaffald bliver genanvendt til nyttiggørelse som bærelag til veje, og derfor hovedsageligt bliver genanvendt på laveste niveau. 

Skal vi gøre os forhåbninger om at øge cirkulariteten af cement og beton og reducere det høje klima- og ressourceaftryk, er det derfor vigtigt:

• At reducere forbruget af cement og beton
• At sikre at betonaffaldet genbruges eller genanvendes til produktion af ny cement og beton.

Større politisk fokus på genbrug og genanvendelse af beton

For at dette skal blive en realitet, er det dog altafgørende, at der bliver udviklet skalérbare løsninger, der kan drive omstillingen til en mere cirkulær cement- og betonbranche. Der er nemlig aktuelt hverken krav eller incitamenter, der kan sikre genbrug og genanvendelse af beton. 

Samtidig mangler der dokumentation omkring betonelementers indhold og egenskaber, der kan sikre en større andel af genbrug og genanvendelse af beton. 

I Rådet for Grøn Omstilling arbejder vi i projektet ‘cirkulær cement og beton’ – som er finansieret af Realdania – i samarbejde med branchen på at finde løsninger og politiske løftestænger, der kan accelerere den cirkulære omstilling af cement- og betonbranchen. For branchen løser nemlig ikke den cirkulære udfordring uden politisk handling.

Der er brug for økonomiske incitamenter, investering i innovation og klare målsætninger, som kan sætte skub i den cirkulære udvikling af nye værdikæder og nye produkter. 

Og det er ikke kun nødvendigt for cement- og betonbranchen, men noget som hele byggebranchen har brug for. Kigger man mere bredt på byggeriet, er der således også i den grad behov for et større politisk fokus, incitamenter og krav, der kan accelerere omstillingen til cirkulært byggeri. 

Politisk bør man derfor som minimum starte med at udarbejde en langsigtet strategi for råstoffer, ressourcer og cirkulær økonomi, med et bindende reduktionsmål for Danmarks ressourceforbrug. Det er et godt skridt på vejen imod at sikre en bedre udnyttelse af vores dyrebare ressourcer og få sat en stopper for byggeriets høje klima- og ressourceaftryk, der bidrager til at overskride de planetære grænser. 

Dette debatindlæg er skrevet af Ulrikke Nelboe Møllegård, rådgiver i Cirkulært byggeri i Rådet for Grøn Omstilling og er bragt i WasteTech og BuildingTech den 3. oktober 2023.