Dansk havplan har ingen plan for de værste forurenere

Danmarks havplan, som blev lanceret kort inden sommerferien, har gode intentioner, men også store mangler. Som flere eksperter tidligere har beskrevet, mangler samspillet mellem hav og land helt i havplanen, og alt om miljøforhold – herunder Vandrammedirektivet – ligger i andre planer og strategier.

EU’s Vandrammedirektiv er vandets grundlov. Det skal værne om en god økologisk og kemisk tilstand i bl.a. kystvandene i hele Europa. Alligevel vedtages en dansk havplan, hvor disse faktorer ikke er tænkt ind. En havplan, som ifølge regeringen skal sikre mere naturbeskyttelse. Danmark skulle have opfyldt målene om god tilstand allerede i 2015, men fik udsættelse til 2027. Det kommer vi heller ikke til at nå, men netop af den grund er det i allerhøjeste grad presserede at få rammerne på plads. Det kunne den danske havplan have bidraget til – det gør den ikke.

Landbrugets udledninger er den primære årsag til, at livet i alle de kystnære farvande er presset og i ringe økologisk tilstand. Dette medgiver miljøministeren, senest i Politiken 23. august. Alligevel glimrer landbrugets udledninger med deres fravær i havplanen. Udledningerne fra land kan simpelthen ikke holdes ude af en havplan, selv om der fra regeringens side argumenteres med, at anden lovgivning, herunder vandområdeplanerne, tager sig af problemet. Men det er efterhånden slået fast, at frivillige indsatser absolut ingen effekt har.

Også målet om god kemisk tilstand er Danmark meget langt fra at opfylde. Faktisk er 85 procent af de danske kystvande i dårlig kemisk tilstand. Her er det udledninger af miljøfarlige stoffer fra skibsfart og spildevand, som fører til den største belastning. Heller ikke dette er tænkt ind i havplanen.

Når det gælder spildevand, findes der ikke grænseværdier for, hvor store koncentrationer af kemiske stoffer der må være i selve spildevandet. I stedet findes der fra EU’s side grænseværdier for, hvad der må være i det vandmiljø, man udleder til. Det betyder, at man i værste fald kan fortynde sig ud af problemerne. Danske renseanlæg er bygget til at rense spildevandet for næringsstoffer og organisk stof – ikke for miljøfarlige stoffer. Målinger viser, at vi via spildevand, vandløb og luften forurener havet med bl.a. PFAS, medicinrester og pesticider. Og det er blot et lille udsnit af mange typer af miljøfarlige stoffer, som kan ende i vandmiljøet omkring os. Ikke alle er skadelige, men mange er. Og det kan få store konsekvenser for vores havmiljø, da kemikalierne ødelægger økosystemer og ender i fisk og skaldyr – og sidenhen i mennesker via konsum.

I marts sidste år konstaterede en gruppe forskere på DTU, sammen med flere udenlandske forskere, at vi ikke har kontrol over forbruget af kemikalier, hvilket truer økosystemer på hele kloden. På baggrund af deres forskning opfordrede de politikere i Danmark og resten af verden til at tage kemikalieområdet langt mere alvorligt. Alligevel gør politikerne intet. Vi kan kun støtte opfordringen til handling. Der udledes alt for mange kemikalier til det danske vandmiljø. Og en havplan må simpelthen ikke sidde denne krise overhørig. Vi kan ikke alene med nogle beskyttede havområder forsøge at rette op på havets tilstand. Hvis vi fortsætter udledningerne af forurenende stoffer fra land, vil det kvæle mange af de intentioner, man må formode havplanen trods alt har i forhold til at sikre havets tilstand på sigt.

Der er brug for et styrket samspil mellem hav og land. Problemer, vi skaber på land, skal ikke ende i havet.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Mikkelsen og blev bragt i Politiken den 25. august 2023.

By |2023-11-23T14:48:11+01:0028. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringens energipolitik hænger fast i fortidens fossiler

Regeringen ser desværre ud til at have mistet pusten i klima- og energipolitikken. Og det er dybt bekymrende, at Lars Aagaard som ansvarlig minister smider ekstra stopklodser ind med krav om, at mindst 80 procent af befolkningen skal bakke op bag politikken. Det sidste er absurd, for det plejer ikke at være tærsklen, når regeringen for eksempel afskaffer Store Bededagsferien eller vil skrue op for biobrændstofferne i transporten.

Vi har en flertalsregering, der gerne må vise mere mod og handlekraft, men selv statsminister Mette Frederiksen forsøger at skrue ned for forventningerne. Der er dog stadig et solidt flertal i befolkningen, som forventer, at de ansvarlige politikere handler i forhold til klimakrisen. Og mange grønne stemmer i Folketinget efterlyser en mere ambitiøs klimapolitik. Det er der i høj grad brug for efter en juli måned, der globalt set var den varmeste siden den førindustrielle æra.

Klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis, og vi skal mindst reducere CO2-udledningerne med syv procent om året. Men lige nu stiger de globalt, og i Danmark er det ikke sandsynligt, at man kan nå målene for 2025 og 2030.

Regeringen fortjener bestemt ros for at ville gøre Danmark klimaneutral i 2045 og at reducere med 110 procent i 2050. Problemet er bare, at handlekraften og evnen til føre hensigterne ud i livet indtil nu er ekstremt mangelfuld. Og på visse punkter er regeringen decideret galt afsporet.  

I forsommeren kvalte man åben dør-ordningen for havvind, der kunne give op imod 23 gigawatt vindenergi, og så satte man et plaster på såret med en ny havvindaftale i maj, der skulle sikre mindst ni gigawatt – og måske endda op til 14 gigawatt. Men det var mindre end i åben dør-projekterne, og det er alt, alt for lidt i et land, hvor sol- og vindenergi kun dækker ti procent af vores bruttoenergiforbrug.

Der kan være gode argumenter for, at staten skal tage et medejerskab på 20 procent, og når staten løber noget af risikoen, kan man håbe på, at markedsaktørerne tør investere endnu mere. Problemet er bare, at pipelinen for nye udbud med havvind er endt i noget rod, hvor regeringen først går et stort skridt frem og derefter går halvandet skridt tilbage.

I sommers udskød man endda energiøen i Nordsøen. Og da man heller ikke – efter mange, mange måneders ventetid – har taget sig sammen til at udpege de vedvarende energizoner på land (selv om mange kommuner står i kø, og vi har talt om det, siden Putin invaderede Ukraine), så hænger regeringens mål om en firedobling af den vedvarende energi på land i en tynd tråd.

Vi burde stille masser af nye vindmøller og solceller op på land og gerne stile efter en syvdobling af vores sol- og vindenergi frem mod 2030. Det er realistisk og muligt. I stedet snøvler regeringen stadig. Man har ikke klippet de mange bureaukratiske snubletråde over. Lige nu er Danmarks vindmølleindustri ved at forbløde med store underskud, og hvis regeringen ikke snart ændrer kurs og virkelig tager arbejdshandskerne på, kvæles vindmølleindustrien langsomt. 

I EU bør regeringen lægge maksimalt pres på Kommissionen og de andre medlemslande for at sætte turbo på opstillingen af solceller og vindmøller på land, for det er er i dag den absolut billigste energi målt på livslange omkostninger.

Lav gerne en energikriselov i Danmark og EU, der for eksempel forpligter alle kommuner til at fordoble den lokale energiproduktion med vedvarende energi indenfor en kort årrække.

Få alle fjernvarmeselskaber og kraftværker på en hurtig detox-kurs væk fra fossile brændsler og afbrænding af træbiomasse.

De klimaskadelige og stærkt luftforurenende brændsler bør hurtigst mulig erstattes af ren sol- og vindenergi, der sætter strøm til industrielle varmepumper.

Vi får også brug for mere jordvarme og bølgeenergi, hvor det er muligt. Indfør ekstra høje afgifter på afbrænding af fossile brændsler og træbiomasse, som kan bruges til at medfinansiere de kommende års store investeringer i at udbygge vores nedslidte elnet, hvor der mange steder mangler ledig kapacitet.

Den grønne omstilling af energisektoren ender i slæbetempo, hvis ikke den kritiske infrastruktur udbygges hurtigt. Drop gerne store offentlige investeringer i nye motorveje og broer, der øger CO2-udledningerne under anlæg og udløser mere vejtransport. Investér hellere i energibesparelser, modernisér elnettet, og giv mere attraktive vilkår for sol- og vindenergi.  

Kernen i en ny dansk klima-og energipolitik bør være en hurtig elektrificering af alle sektorer – fra transport til industri og varmesektor – og det kan spare op imod 40 procent af Danmarks energiforbrug.

Der er meget store energitab i forbrændingsmotorer, olie- og gasfyr og fabrikker drevet af fossile brændsler, mens elmotorer og varmepumper er tre til fem gange mere effektive.

Vi skal spare på energien frem for at spilde den. Lav en ny generation energieffektiviseringer, der ikke bare handler om termostater, nye vinduer og isolering af huse, men som tænker systemisk og satser i stor skala på elektrificering af alle sektorer og optimerer i alle værdikæder.

Den offentlige sektor kan med grønne indkøb, nye høje klimakrav og strategiske investeringer sætte en positiv kædereaktion i gang. Det er et plussumsspil. Det gør dansk økonomi mere robust, hvis vi fremadrettet vælger de mest energiøkonomiske løsninger frem for at hænge fast i fortidens fossiler.  

53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er kul, olie og gas, og det er hovedudfordringen at trappe denne afhængighed ned.

Det er muligt og økonomisk realistisk i perioden fra 2035-2040 at opbygge et 100 procent vedvarende og elektrificeret energisystem i Danmark, hvor ren sol- og vindenergi, varmepumper, bølgekraft og jordvarme trænger de fossile brændsler ud. Danmark har brug for en samlet, ambitiøs og visionær energiplan, der accelererer denne omstilling.

Men i øjeblikket knytter regeringen alt for store forhåbninger til nye teknologiske fix, der er usikre, langsomme og næppe kan levere til tiden. Der er for eksempel afsat over 37 milliarder kroner til CO2-fangst og lagring i et håb, om at man frem mod 2030 kan fjerne 3,2 millioner tons CO2. Det er højest tvivlsomt.

Klima- og energiminister Lars Aagard kalder det en ”kerneteknologi”, og flere taler om at bygge en ny CO2-infrastruktur, men i realiteten er det en meget usikker, umoden og energikrævende teknologi, der er svær at skalere på en omkostningseffektiv måde.

I stedet for at bruge så mange offentlige midler på at fange CO2 for enden af skorstenene, burde vi gøre noget ved årsagerne – det store energispild og afbrændingen af fossile brændsler og fast træbiomasse. Det kan kun gå for langsomt med at spare på energien, sætte strøm til alle sektorer, installere varmepumper og opskalere hurtigt med rene vedvarende energikilder, så vi kan frigøre os fra den fossile afhængighed. 

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er også blevet bragt i Altinget den 21. august 2023.

By |2023-11-23T14:48:20+01:0021. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Politisk nølen hæmmer cirkulær omstilling af byggeriet

I sidste uge ramte vi Earth Overshoot Day, som igen i år er en skræmmende påmindelse, om at vi bruger langt flere ressourcer, end jorden kan nå at regenerere på et år. 

En væsentlig del af ansvaret for vores overforbrug af jordens ressourcer ligger hos byggesektoren, som forbruger halvdelen af de samlede materialer, der bliver udvundet på globalt plan. Byggeriet tegner sig for omkring 30 procent af det samlede danske klimaaftryk og 40 procent af den samlede globale CO2-udledning. Alene forbruget af byggematerialer som eksempelvis stål og beton udgør hele 11 procent af den samlede globale CO2-udledning.

Hvis vi hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at markeringen af Earth Overshoot Day de kommende år vil falde langt senere på året – og i bedste fald helt udeblive – er det nødvendigt at kigge grundigt på byggeriet og få sektoren gevaldigt op i gear, når det kommer til mindre ressourceforbrug og cirkulær omstilling. 

Det bliver ved snakken

Tager man status på den danske byggebranche i dag, er vi dog langt fra et scenarie, hvor der for alvor er kommet fart på den cirkulære omstilling.

Debatten om cirkulært byggeri har kørt i mange år, men indtil nu er det i høj grad blevet ved snakken, og realiseringen af cirkulært byggeri har herhjemme fortsat karakter af enkeltstående prestigeprojekter.

Et eksempel: Tal fra Miljøstyrelsen viser, at der produceres fem millioner ton bygge- og anlægsaffald i Danmark om året, men at det i dag kun er 36 procent af det, der genbruges. 

Det cirkulære marked er endnu ikke etableret i større skala, det er småt med cirkulære partnerskaber og forretningsmodeller, og efterspørgslen lader også vente på sig. Det går med andre ord langt fra hurtigt nok. 

Pilen peger på politikerne

Lige nu peger pilen på manglende politisk handling, som den helt store barriere i forhold til at få sat fart på byggeriets cirkulære omstilling. At der i dag simpelthen ikke er de nødvendige rammevilkår og reguleringer på plads, som sætter de rette krav eller skaber de rette incitamenter, der kan få branchen til at gå den cirkulære retning. 

Vi fik godt nok for to år siden en såkaldt ’Strategi for bæredygtigt byggeri’, og vi har også fra i år fået grænseværdier i det nye bygningsreglement, som sætter krav til materialers CO2-udledning i nybyggeri. Det er vigtige skridt på vejen, men det er langt fra ambitiøst eller effektivt nok. Strategien for bæredygtigt byggeri er langt fra at blive implementeret, og de nye klimakrav i bygningsreglementet er på ingen måder høje nok til at fremme cirkularitet og til at byggeriet kan levere på klimamålene. Vi har også udsigt til en CO2-afgift, men den er ikke høj nok til at drive en reel cirkulær transformation, og de store klimaudledere netop inden for byggeriet er undtaget.

Vi har også til gode at se ’Strategien for grønne indkøb’, som kom tilbage i 2019, manifestere sig i reelle cirkulære udbudskrav på de enorme projekter, som offentlige myndigheder er bygherre på.  

Opskalér den politiske indsats

Der er derfor brug for at skalere gevaldigt op på den politiske indsats, når det kommer til at få skabt de nødvendige rammevilkår og incitamenter, som kan bane vejen for cirkulær omstilling af byggebranchen.

Der er brug for en CO2-afgift, der er mere ambitiøs og dækker hele byggebranchen. Der er brug for fokus på udvikling af cirkulære værdikæder.

Der er brug for at stramme klimakravene i bygningsreglementet, så de reelt fremmer cirkulære valg i branchen. Og til sidst er det helt afgørende, at den offentlige indkøbsmuskel kommer i spil til at drive efterspørgslen på cirkulært byggeri.

Alternativet er, at vi de næste mange år frem fortsat taler om vigtigheden af mindre ressourceforbrug, mens vi skåler til indvielsen af enkelte cirkulære prestigebyggeprojekter, samtidig med at vi år efter år fortsat vil få bekræftet vores og byggeriets overforbrug med Earth Overshoot Day.

Debatindlægget er skrevet af Anna Fenger Schefte og er også blevet bragt i Altinget den 10. august 2023.

By |2023-11-23T14:48:31+01:0010. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Farvel til reklamer for fossil- forbrug?

Debatindlægget er bragt i Børsen den 5. juli 2023 og skrevet af Anna Fenger Schefte, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, og Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening.

Et værktøj, som synes at ligge yderst på hylden, er forbud mod de mest klimabelastende reklamer. Fossile reklamer, dvs. reklamer og sponsorater for fossile virksomheder, for biler med forbrændingsmotorer, flybilletter og krydstogter – øger salget af nogle af de mest klima- og biodiversitetsskadelige produkter og virksomheder. Men de er også med til at skabe en kul- tur, hvor et højt forbrug af fossile brændstoffer betragtes som acceptabelt og normalt.

Den kultur er ikke længere holdbar. Det har vi videnskabens ord for. Derfor er vi nødt til at bremse en betydelig kilde til disse forældede fortællinger. Dette værktøj har man allerede taget i brug i Amsterdam og Stockholm. Begge byer har besluttet at forbyde fossile reklamer i det offentlige rum. Faktisk er byer over hele verden, helt fra Australien til Canada i gang med at tage stilling til forslag om lokale og nationale fossilreklameforbud.

Hører ikke fremtiden til
Selvom nogle måske vil mene, et forbud mod fossile reklamer begrænser ytringsfriheden unødigt, er det vigtigt at huske på, at der allerede findes reguleringer for reklamer, der skader befolkningens sundhed eller miljø. For eksempel blev tobaksreklamer allerede forbudt i Danmark i 2001, da tobak er kendt for at være skadeligt for både rygeren og de omgivende personer. Ud fra samme logik kan regulering af fossile reklamer være en måde at beskytte både vores miljø, klima og sundhed.

Vi opfordrer alle, fra folketingspolitikere og kommunalbestyrelser til helt almindelige borgere, til at tage del i denne vigtige dialog. Vi ved, at fossile brændsler ikke hører hjemme i vores grønne fremtid.
Derfor må vi spørge os selv, om reklamer for de mest klimabelastende produkter bidrager til noget bevaringsværdigt i vores samfund, eller om vi er klar til at sige farvel til de farvestrålende reklamer, som lokker os henimod et tårnhøjt fossilforbrug.

By |2024-01-26T09:53:25+01:005. juli 2023|Debatindlæg|1 Kommentar
Læs mere

Klimamøde for søfarten kan få kaskade-effekter for grønne teknologier som Power to X

Debatindlægget er skrevet af klima- og transportrådgiver, Rasmus Bjerring Larsen, og er bragt i Klimamonitor den 4. juli 2023.

I denne første uge i juli, mens mange er på vej til sol og sommer sydpå eller i sommerhus, samles forhandlere og lobbyister til et af år(ti)ets vigtigste klimatopmøder. Et topmøde, som skal udstikke klima-kursen for den globale søfart de næste årtier, men som kan få betydning langt udover skibsfartens egne udledninger.

Topmødet finder sted i det centrale London i hovedkvarteret for Den Internationale Maritime Organisation (IMO), det FN-organ som siden Kyoto-protokollen fra 1997 har haft ansvar for søfartens klimabelastning. IMO har haft ansvaret i mere end 25 år, og indtil nu har man siddet mere på hænderne end på speederen.

Der er dog grund til at håbe på et temposkift, og mange – fra Stillehavets lavtliggende østater til miljøorganisationer og progressive søfartsnationer og rederier – skubber på for hurtigere handling.

Men hvad er der egentlig på spil, og hvorfor skulle dette møde nummer 80 i IMO’s miljøudvalg MEPC (deraf mødets mundrette titel; MEPC80) være anderledes end de 79 foregående?

Fronterne er trukket skarpt op omkring 1,5 grader

MEPC-mødet er kulminationen på en årelang proces, hvor verdens søfartsnationer har forhandlet om hvorvidt, hvor hurtigt og hvordan den internationale søfart skal omstilles til klimaneutralitet. Helt centralt står spørgsmålet om hvorvidt søfarten skal være klimaneutral i 2050, delmål på vejen dertil i 2030 og 2040, samt virkemidler om CO2-afgift og brændstofkrav.

Fronterne er trukket skarpt op. På den ene side står ambitiøse lande, ført an af de små østater, men også andre udviklingslande samt lande som USA, UK, Danmark og EU skubber generelt i den rigtige retning. Over for dem står lande, som vil fortsætte status quo, ført an af olieproducerende lande og vækstøkonomier som Argentina, Brasilien, Kina og Indien.

Ved mødets start er de ambitiøse samlet om forslag om klimaneutralitet i 2050, mens bagstræberne advokerer for netto-nul udledninger »i midten af århundredet, under hensyntagen til forskellige nationale omstændigheder«, som det lyder i den officielle forhandlingstekst. Der er bred enighed i forskningen om, at søfarten skal være klimaneutral senest i 2050, hvis man skal overholde målet om 1,5 graders temperaturstigning. Skal det nås, er det afgørende at komme i gang hurtigt med signifikante reduktioner fra 2030.

CO2-afgift kan generere milliarder – og politiske konflikter

Én ting er målsætninger. Noget andet er, om man kommer derhen. Her er IMO interessant. For IMO’s beslutninger bliver til konkret regelværk, som lande og rederier skal følge, i kontrast til eksempelvis Parisaftalen, som overlader meget til landene selv. Det betyder, at IMO-beslutninger langt hen ad vejen bliver til virkelighed. Konkret diskuteres både en direkte afgift på drivhusgasudledninger (som minister for global klimapolitik Dan Jørgensen har engageret sig i), samt krav om grønnere brændstoffer.

CO2-beskatning er interessant, eftersom det vil generere milliarder af dollars, som skal fordeles mellem landene. Og hvor der er penge, er der politik – skal pengene gå »tilbage« til grøn omstilling af industrien, eller til klimakompensation til de fattigste og mest klimasårbare lande? Det er en kæmpe udfordring for IMO, der traditionelt har beskæftiget sig med tekniske standarder, at håndtere så politiske spørgsmål.

Konsekvenser rækker langt udover søfarten

IMO forhandler »kun« søfartens udledninger (omkring 3 procent af de globale CO2-udledninger), men der er væsentlig mere på spil i denne uge i London. Lykkes det at sætte en stabil kurs mod en grøn omstilling af søfarten, er det ikke kun en sejr for IMO, men også for hele FN-systemet. Fordi IMO-beslutninger bliver til konkret regulering, vil det være et stærkt billede på, at det internationale samarbejde fungerer, og skabe tiltrængt momentum for UNFCCC og COP-møderne.

Samtidig vil en hurtig omstilling af søfarten have store kaskadeeffekter i udvikling af grønne teknologier, særligt Power to X, og massiv udbygning af og dermed bidrag til at billiggøre vedvarende energi. Lykkes det ikke, vil det også have konsekvenser.

Kan IMO efter 25 års klimanøl ikke samle momentum, vil det skabe tvivl om, hvorvidt IMO er det rigtige sted at løfte udfordringen. EU, USA og Kina vil sandsynligvis styrke egen klimalovgivning af søfarten – det var netop utålmodighed med IMO, som drev EU til at indføre Europæisk søfart i kvotemarkedet. Men en regionalt differentieret omstilling er ikke til fordel for hverken globale rederier, vækstøkonomier eller udviklingslande, som risikerer at blive koblet helt af den teknologiske udvikling, og de medfølgende økonomiske muligheder.

Alt i alt er der er meget på spil, når verdens søfartsnationer tørner sammen denne uge, og dermed al grund til at supplere aften-tour med aften-IMO og følge med i crunch-time forhandlingerne om fremtidens grønne søfart.

By |2023-09-07T17:37:57+01:004. juli 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Øget klimabelastning fra offentligt byggeri er et problem

Byggeriet er en kæmpe og fortsat uløst klimaudfordring – både herhjemme, i EU og globalt. 50 procent af de materialer, vi udvinder på globalt plan, går i dag ind i byggeriet. Og byggeriet tegner sig for omkring 30 procent af det samlede danske klimaaftryk og 40 procent af den samlede globale CO2-udledning. Derfor er der hårdt brug for en cirkulær omstilling af branchen.

Alligevel er vi endnu ikke kommet ud af starthullerne. Der har været talt om cirkulært byggeri i mange år. Vi har enkelte cirkulære flagskibsbyggerier og har fra i år fået krav til livscyklusvurderinger og grænseværdier til materialers klimaaftryk. Men det er endnu ikke på et niveau eller skala, hvor det batter tilstrækkeligt i forhold til at få gang i den cirkulære omstilling af byggeriet.

Rapporten ’Cirkulært Byggeri – fra drøm til virkelighed’, som Rådet for Grøn Omstilling netop har udgivet, ser nærmere på, hvilke forhindringer der ligger i vejen for omstillingen af byggebranchen.

Efterspørgsel er stopklods
En af de største stopklodser er, at der simpelthen ikke er nok efterspørgsel på cirkulære materialer og byggeprojekter. Her bør den offentlige sektor påtage sig et langt større ansvar. Samlet set sidder staten, regionerne og kommunerne med en kæmpe indkøbsmuskel, når det kommer til bygge og anlæg – og har dermed muligheden for at spille en nøglerolle i forhold til at kunne bane vejen for et mere attraktivt marked for cirkulæret byggeri. Det ansvar påtager den offentlige sektor sig ikke i dag.

Det hører mere til undtagelsen end reglen, at der er klare cirkulære krav eller pointgivning til mere cirkulære løsninger tænkt ind som parametre, når offentlige aktører sender et bygge- og anlægsprojekt i udbud.

Energistyrelsens Global Afrapportering 2023 viser, at det offentliges klimaaftryk faktisk er steget de seneste år med 12 procent fra 2019 til 2021. Stigningen er primært drevet af øgede investeringer netop i bygge og anlæg samt øgede udgifter til bekæmpelse af coronapandemien.

Udbudsregler
Derfor er der brug for, at den offentlige sektor kommer op i gear og påtager sig et tydeligere ansvar for at understøtte den cirkulære omstilling af byggeriet.

Et skridt i den retning ville være at indføre nye udbudsregler, som fremmer et langt større fokus på cirkularitet i byggebranchen. Det arbejder blandt andre Københavns Kommune med på udvalgte projekter, men det er langtfra normen. Man kunne eksempelvis lade offentlige udbud følge de cirkulære rammer og krav, der er fastsat i EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer.

På et mere overordnet niveau vil et vigtigt skridt også være, at man politisk sikrer bedre data, klare reduktionsambitioner og realistiske reduktionsstier, som viser vejen til at reducere offentlige sektors klima- og ressourcepåvirkning – og herunder reduktioner inden for bygge- og anlæg.

Det har vi, til trods for en snart tre år gammel Strategi for grønne offentlige indkøb endnu til gode at se.

Dette debatindlæg blev bragt i Klimamonitor 26. juni 2023.

By |2024-03-20T13:18:41+01:0026. juni 2023|Debatindlæg|1 Kommentar
Læs mere

Opråb fra samlet NGO-kreds: Akut brug for handling fra regeringen, hvis 2025-klimamål skal nås

Dette debatindlæg blev udgivet 22. juni 2023 på Altinget.dk

Det er godt, men også på høje tid, at klimaminister Lars Aagaard har bebudet politiske forhandlinger her inden sommerferien for at finde nye klimatiltag. For tiden er ved at løbe ud, og det bliver sværere og sværere at pege på virkemidler, der kan nås og vil have effekt i 2025, skriver NGO-aktører.

Danmark har i Klimaloven ikke alene et klimamål om 70% reduktion i 2030, men også et lovfæstet mål om en reduktion på 50-54% i 2025.

Baggrunden for at indføje et 2025-mål, var at undgå den værste klimahockeystav, og Klimarådet rådgav dengang, at 50% måske nok ville være det mest omkostningseffektive, men 54% var det mest rigtige for klimaet, hvis Danmark skal yde sit for at holde Paris-aftalen

Overdreven optimisme

Siden er klimakrisen forværret, det globale CO2-budget formindsket, og Danmark er ikke kommet så hurtigt fra start, som vi burde, så 54% burde være et absolut minimum for et land som Danmark.

Ikke desto mindre er det åbenlyst, at den tidligere regering og også den nuværende styrer efter de 50% som tilstrækkeligt succeskriterium. Nu viser det sig så, at vi ikke engang er på vej mod dette mål.

Godt nok viste Klimafremskrivningen fra april, at vi kun ville være 0,2 millioner ton fra de 50% i 2025. Men en gennemgang af Klimafremskrivningen viste hurtigt, at det var overdrevent optimistisk.

LÆS OGSÅ: Klimarådet revser regeringens beregninger: Mangler mange flere CO2-reduktioner for at nå klimamål 

Det påviste vi fra 92-gruppen, allerede da Klimafremskrivningen kom, og siden har CONCITO, ved en grundig gennemgang vist, at mankoen til de 50% nærmere er 2,4 millioner ton CO2e, svarende til at vi kun når 47% i 2025. 

Senest er Klimarådet så kommet frem til samme konklusion: At reduktionsbehovet for 2025-målet med god sandsynlighed er over 2 millioner ton CO2e, og som Klimarådets formand Peter Møllgaard udtalte:

”Det er en meget væsentlig forskel. Vi vidste godt i forvejen, at regeringen har travlt, hvis den skal opfylde 2025-målet, men nu må vi sige, at regeringen altså har rigtig, rigtig travlt, hvis den vil have sikkerhed for at nå målet.”

Politisk handling nu!

Ind til nu har regeringen og klimaminister Lars Aagaard peget på at øget iblanding af biobrændstoffer i benzin og diesel skal lukke hullet. Men som en enigt kor af eksperter, senest på en eksperthøring på Christiansborg den 13. juni, har påvist, er det en rigtig dårlig ide.

Så kort sagt: Det haster i den grad med nye tiltag, hvis vi skal nå et tilstrækkeligt klimamål i 2025

Troels Dam Christensen, Helene Hagel, Frederik Sandby m.fl. 

Øget brug af biobrændstoffer leder med stor sandsynlighed til et meget begrænset eller ligefrem negativt resultat for klimaet, samtidig med at det lægger massivt pres på andre hensyn som fødevareforsyning og fører til ødelæggelse af natur og fældning af skov inklusiv regnskov.

Øget brug af biobrændstoffer bidrager heller ikke til den nødvendige omstilling af den danske vejtransport til eldrift, tværtimod.

Så kort sagt: Det haster i den grad med nye tiltag, hvis vi skal nå et tilstrækkeligt klimamål i 2025. Derfor er det godt, men også på høje tid, at klimaminister Lars Aagaard har bebudet politiske forhandlinger her inden sommerferien for at finde nye tiltag.

For tiden er ved at løbe ud, og det bliver sværere og sværere at pege på virkemidler, der kan nås og vil have effekt i 2025. Ikke desto mindre har både Klimarådet, CONCITO og vi fra 92-gruppen peget på en række virkemidler, som regeringen og Folketinget kan anvende.

Vi kom fra en lang række organisationer i 92-gruppen allerede i april med en akut-pakke af mulige tiltag, der tilsammen kan bringe os ikke bare på kurs mod de 50%, men også til de mindst 54% i 2025.  

Så der er muligheder, vi behøver blot politisk handling. Nu!  

Se 92-gruppens forslag til en akut-pakke for at nå 2025-målet her.

Afsendere af dette debatindlæg: Troels Dam Christensen, Sekretariatsleder, 92-gruppen, Helene Hagel, Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace Danmark, Frederik Sandby, Sekretariatsleder, Klimabevægelsen, Daniel Hauberg, Klima- og landbrugspolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening, Julie Bangsgaard Abrahams, Rådgiver Energi & Klima, Rådet for Grøn Omstilling, Gunnar Boye Olesen, Politisk koordinator, Miljøorganisationen VedvarendeEnergi, Gry Bossen, Teamleder af Politik og Engagement, Verdens Skove, John Nordbo, Senior klimarådgiver, CARE Danmark, Katrine Ehnhuus, Rådgiver bæredygtig finans, Mellemfolkeligt Samvirke, Elise Sydendal, Klimaaktivist, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Mads Busck, Politisk seniorrådgiver, Oxfam Danmark, Kjeld A. Larsen, Næstformand, Rådet for bæredygtig trafik, Jacob Bjelskov Jørgensen, Politisk rådgiver, Nyt Europa, Esben Sloth, Kampagne- og programchef, World Animal Protection Danmark, Morten Nielsen, Kampagne og policy, Global Aktion, Janice G Førde, Forkvinde, KULU

By |2023-06-23T07:08:19+01:0023. juni 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU har lige nu en afgørende mulighed for at forhindre fremtidige kemikalie-skandaler

Hvordan kunne det komme så vidt? Hvor slemt står det egentligt til? Hvordan løser vi det? PFAS-skandalen har givet mange spørgsmål uden nemme svar. Alle er vi bekymrede for, hvad den omfattende forurening med fluorstoffer i vores vand, jord og mad kan få af konsekvenser for vores sundhed og miljø.

Men et andet spørgsmål trænger sig på. PFAS er desværre ikke den eneste gruppe af skadelige kemikalier, vi tilfører vores miljø. Der er stor sandsynlighed for, at en række lignende skandaler med andre kemikalier vil blive opdaget i nær fremtid. Hvad omfatter det, og hvordan undgår vi, at det fortsætter?

PFAS kan give leverskade, øge risikoen for kræft og påvirke vores evne til at få børn. Så hvorfor er PFAS ikke forbudt og udfaset? Det skyldes, at vi i EU har levet med en forældet kemikalielovgivning, REACH-forordningen, der blev vedtaget tilbage i 2006.

Truer sundhed og små børns udvikling

REACH har ikke levet op til sit mål om at beskytte mennesker og miljø mod skadelige kemikalier. Det er den fortsatte anvendelse af fluorstoffer et soleklart bevis for. Og PFAS er blot én gruppe af mange andre skadelige kemikalier i omløb.

Ifølge forskere har kemisk forurening overskredet grænsen for, hvor stor en belastning planeten kan klare. En FN-miljørapport har slået fast, at kemisk forurening har forårsaget flere dødsfald end COVID-19.

Et væld af undersøgelser har beskrevet, hvordan mange kemikalier truer vores sundhed, fertilitet og små børns udvikling. Alligevel tilsætter industrien mange af disse kemikalier i blandt andet forbrugerprodukter. Der er i dag registreret mere end 350.000 forskellige kemikalier, og forbruget er stigende.

I EU er man klar over alvoren og vil forny kemikalielovgivningen REACH. Men alligevel udskød man i oktober 2022 offentliggørelsen af et revisionsforslag til fjerde kvartal af 2023, og dermed forsinkede man det med 12 måneder. Det lyder måske ikke af meget, men det har betydning. Fra miljøorganisationerne European Environmental Bureau (EEB) og CHEM Trust lyder det, at forsinkelsen gør det umuligt at afslutte forhandlinger inden EU-parlamentsvalget i juni 2024.

Kan ikke genbruges, hvis det er fyldt med kemikalier

Lige nu har vi i en mulighed for at gøre lovteksten i REACH stærkere, hvor mange flere kemikalier kan forbydes og udfases. Alt dette kan falde, hvis ikke EU-processen kommer op i fart, så reformen kan vedtages inden EU-Parlamentsvalget. Og vi risikerer, at teksten bliver udvandet. Det vil være et kæmpe tilbageskridt for den grønne omstilling.

Hvis vi ikke udfaser skadelige kemikalier, kan vi ikke overkomme et andet stort problem; ressourceknaphed. Alt taler for, at vi skal omstille til en mere cirkulær ressourceøkonomi. Men det kræver, at vores produkter kan anvendes igen og igen. Lige nu er der skadelige kemikalier i alt fra tøj og møbler til byggematerialer, som vi derfor ikke kan eller bør genanvende, og som burde ende i deponi, men som i dag bliver brændt af.

Også investorerne er bekymrede. Sidste år opfordrede en gruppe investorer verdens største kemikalievirksomheder til at udfase PFAS. De hæfter sig ved, at ny regulering kan være på vej, men også at der er en stigende risiko for retssager.

Pres for hurtig proces

Danmark er før gået foran i forhold til regulering af kemikalier. Selvom Enhedslistens forslag om et generelt PFAS-forbud ikke blev stemt igennem i Folketinget for nyligt, ser der ud til at være en åbning for at lave delvise forbud. Lad os forbyde PFAS i de produkter, vi er i tættest kontakt med såsom tøj, plejeprodukter og køkkenudstyr – og på den måde presser på for en hurtig proces i EU.

Vi opfordrer til, at forslaget til REACH-revisionen fremlægges senest i juni 2023. 

Ved et tidligere event udtalte miljøkommissær Virginijus Sinkevičius, at Europa-Kommissionens embedsmænd ”arbejder så hurtigt de kan på revisionen,” og at REACH forslaget vil være klar ”forhåbentligt inden sommer”.

Vi håber, at vores regering presser på lige nu for, at det sker. Timingen er afgørende. 

Dette debatindlæg blev også bragt i Altinget den 21. juni 2023.

By |2024-01-23T16:37:29+01:0021. juni 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Der er flere grønne frugter på træet – men virksomhederne mangler hjælp til at høste dem


En survey fra SMV Danmark viser, at mere end 2 ud af 3 virksomheder oplever barrierer i forhold til at energieffektivisere. Virksomhederne peger bl.a. på manglende viden og kompetencer som bump på vejen mod et lavere energiforbrug. Samme konklusion når Energistyrelsens Grøn Industrianalyse frem til.

Det er ærgerligt. For potentialerne er store. De er endda økonomisk rentable. Ifølge en undersøgelse kan produktionsvirksomhederne skære knap en femtedel af energiforbruget gennem investeringer, der alle her en tilbagebetalingstid på mindre end ti år. 

Sparede energiudgifter stryger direkte ind på virksomhedernes bundlinjer. Og med førnævnte rentable investeringer kan virksomhederne skære 10 pct. svarende til tre mia. kr. af deres samlede energiudgifter i 2030, viser nye, endnu ikke offentliggjorte tal fra konsulenterne Viegand Maagøe. 

Energieffektivitet er afgørende for store virksomheder i hård, global konkurrence. Især i en energikrisetid styrker høj energieffektivitet den danske konkurrenceevne, når produktionsomkostningerne er lavere end hos udenlandske, mindre effektive konkurrenter. Nationalbanken regnede sig tilbage i 2014 frem til, at en førerposition i dansk industri på energieffektivitet gav en fordel i lønkonkurrenceevnen på ca. 9 pct. svarende til en lønbesparelse på 27 kr. pr. time.                                         

Også i mindre virksomheder og butikker er energieffektivitet afgørende. Et lavt energiforbrug er et stærkt værn mod energipriser på himmelflugt. Det er desværre langt fra utænkeligt, at vi til næste vinter havner i en ny energikrise. Her kan energieffektivitet afbøde effekten, så vi forhåbentlig kan afværge nye rekorder i konkurser, lukninger af lokale Brugser, restauranten i Korsør, bageren i Glumsø og alt for mange andre. 

Så hvordan får vi banet vejen for de nødvendige investeringer? Staten har allerede stillet finansiering til rådighed – men der mangler et led i kæden mellem grønne ambitioner og resultater: Viden.

Udvid muligheden for statsstøtte 
Omdrejningspunktet i de seneste to regeringers ambitioner for den grønne omstilling af erhvervslivet er den såkaldte Erhvervspulje. Her kan virksomhederne søge om økonomisk støtte til deres individuelle klimatiltag. Puljen er grundlæggende et godt redskab – men den har behov for en ekstra dimension. For i dag er det ikke muligt at få tilskud til rådgivning og forundersøgelser, som ikke er bundet op på en egentlig investering. Det er ikke hensigtsmæssigt. Gennem puljen bør virksomheder i hele Danmark kunne få støtte til at gennemgå sine processer og lægge en samlet plan for energieffektivisering og grøn omstilling. For de bedste resultater kommer gennem en grundig, holistisk tilgang til energisparepotentialet snarere end en spredt ad hoc-tilgang. Særligt for små og mellemstore virksomheder kan den øvelse kræve assistance udefra.

Erfaringen fra andre ordninger peger desuden på, at tilskud og rådgivning i kombination kan være et meget effektivt virkemiddel. Evalueringer har også vist, at rådgivning er et virkemiddel, som i høj grad baner vejen for investeringer, som ikke var blevet til noget uden rådgivning. 

Bolden ligger hos politikerne
”Uden virksomhederne når vi ikke de 70 procent.” Så klar var meldingen fra daværende klimaminister Dan Jørgensen, da han tilbage i 2019 indledte forhandlingerne om en klimalov. Da loven landede nogle måneder senere, blev det i lovteksten bl.a. slået fast, at ”dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles” på trods af kravene om grøn omstilling.

Det er en stor opgave, virksomhederne står overfor. Overgangen fra fossil til vedvarende energi i virksomhederne kan være en dyr og besværlig proces. Til gengæld er den en gevinst for ikke bare klimaet og den enkelte virksomhed, men også for dansk eksport og økonomi generelt. 

Staten bør derfor hjælpe med at stille de nødvendige værktøjer til rådighed for virksomhederne. Vores forslag om at udvide mulighederne i Erhvervspuljen er ganske gratis. Det kan holdes inden for puljens eksisterende økonomiske ramme. 

Dermed er bolden kastet. Forhåbentlig er forligskredsen bag energiaftalen på Christiansborg klar til at gribe den, så vi kan få sat endnu mere skub i den grønne omstilling af erhvervslivet. 

Debatindlægget er skrevet af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Katrine Bjerre, direktør i SYNERGI, samt SMVdanmark, Landdistrikternes Fællesråd, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, IDA og CONCITO. Debatindlægget er også bragt i Børsen d. 16. juni 2023.

By |2023-06-19T10:32:22+01:0019. juni 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Danmark skal tage teten og sikre lovgivning, der mindsker byggematerialers klimaaftryk

I de kommende uger kan EU lægge sig fast på, hvorvidt og hvor meget, byggeriet i fremtiden skal mindske sit klimaaftryk. Tirsdag startede trilogforhandlingerne om EU’s revisionen af bygningsdirektivet, det såkaldte Energy Performance of Buildings Directive (EPBD). Som noget helt nyt sætter forslaget fokus på indlejret CO2 i de byggematerialer, vi anvender. Mere konkret lægger EU op til, at medlemsstater senest fra 2027 skal offentliggøre “en køreplan med detaljerede oplysninger om indførelsen af grænseværdier for det samlede kumulative GWP (Global Warming Potential – en indikator, der kvantificerer en bygnings potentielle bidrag til den globale opvarmning i hele dens livscyklus) i hele livscyklussen for alle nye bygninger.” Dertil lyder det i forslaget, at de senest fra 2030 skal fastsætte reduktionsmål for nye bygninger.  

Det er enormt vigtigt, at den del af revisionen fastholdes i det kommende forhandlinger, hvis byggeriet skal kunne levere sin andel af klimareduktionerne. En tredjedel af byggeriets samlede klimaaftryk kommer netop fra den indlejrede CO2 og særligt fra byggematerialer som beton og stål, hvor klimaaftrykket i produktionen er enormt højt, og hvor skala på cirkularitet og genbrug stadig har lange udsigter. Kigger man et eller to årtier frem forventes andelen af byggeriets klimaaftryk fra indlejret CO2 at stige voldsomt, fordi der i dag ikke er et politisk rammeværk på plads til at realisere reduktioner på det område.  

Klimareduktionerne i branchen går alt for langsomt, og der er brug for politisk handling, hvis der for alvor skal hentes reduktioner i byggeriet inden for de kommende år. Her er det med øje for byggeriets nuværende klimaaftryk bydende nødvendigt, at vi får en lovgivning på plads, der kan fremme reduktioner i den indlejrede CO2. Derfor er det positivt, at indlejret CO2 er kommet med i forslaget, og det er vigtigt, at de ambitioner, der lægges på bordet disse dage, fastholdes under de næste ugers forhandlinger.    

Her har Danmark en vigtig rolle at spille. Vi er blandt de få lande i Europa, som allerede i dag har lovgivning på området. Vi fik med det nye bygningsreglement fra 2023 et lovkrav om at gennemføre en livscyklusanalyse på alt nybyggeri, ligesom der i dag er sat et loft på CO2-udledningen for alt nybyggeri, som gradvist strammes frem mod 2029. Et tiltag, som der faktisk var stor opbakning til i branchen.   

Selvom man kunne ønske sig, at kravene til den indlejrede CO2 herhjemme var mere ambitiøse, end hvad der er lagt op til nu, så kan Danmark i forhold til de kommende forhandler i EU blive et vigtigt eksempel på, hvordan lovkrav til den indlejrede CO2 kan udformes – og et eksempel på, at denne type lovkrav kan realiseres med opbakning fra industrien.   

Dette er ikke kun i klimaets interesse. Ifølge et studie fra analyseinstituttet Shifting Paradigms er der også en stor økonomisk gulerod ved reduktioner i den indlejrede CO2. Deres beregninger viser, at en reduktion på 41 procent i klimaaftrykket fra den indlejrede CO2 vil medføre en 9 procent reduktion i omkostninger til byggeriet. Desuden vil oplægget til krav til den indlejrede CO2 bidrage til, at vi får fælles regler på området, så data bliver sammenligneligt på tværs af europæiske lande. Det vil være i den danske byggebranches interesse i forhold til at kunne agere på det europæiske marked.   

Alt i alt er det afgørende, at Danmark i EU-forhandlingerne går i brechen for at fastholde den indlejrede CO2 – så vi sikrer et europæisk rammeværk, der kan bidrage til at accelerere klimaomstillingen af byggeriet.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 12. juni 2023.

By |2024-01-23T16:26:01+01:0012. juni 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top