Rådgiver: Landbrug kan lagre enorme mængder CO2

Med naturbaserede løsninger kan landbruget i højere grad hive mere CO2 ud af atmosfæren og lagre den i jord og biomasse. Det skal vi have mere af, og der skal derfor være økonomisk incitament til at lave carbon farming. Den rette kombination af afgift og landbrugsstøtte kan give de incitamenter der skal til, hvilket vil bane vejen for CO2-lagring, der samtidig forbedrer jordkvalitet, næringsstofforvaltning og natur.

Der eksisterer i dag frivillige kulstofcertificeringer på markeder, der ofte bliver kaldt det vilde vesten. Et ureguleret marked med usikre certifikater og fossile industrier, der køber aflad for deres drivhusgasudledninger. EU har, for blandt andet at løse den udfordring, ny lovgivning på vej, som skal sætte fælles rammer for, hvordan CO2-lagring opgøres.

Det er en god idé at kunne fastslå effekten af carbon farming bedre. Men det er ikke en god idé at understøtte og opbygge et marked for kulstofkreditter. Det skyldes blandt andet, at kulstof har relativt kort lagringstid i landbrugssammenhæng, sammenlignet med andre CO2-lagringsteknikker, og usikkerhed om hvem der har ansvar for lagringen. Dermed risikerer man utilsigtet rod i kulstof-regnskaberne og risiko for greenwashing.

I min optik er carbon farming naturbaserede tiltag, der bidrager til en forbedret balance mellem drivhusgasudledninger og CO2-optag på bedriften. Mens nogle tiltag reducerer udledninger – for eksempel vådlægning af lavbund og ekstensivering – kan andre fjerne og lagre CO2 fra atmosfæren. Det kan for eksempel være helårligt plantedække, permanente græsmarker, skovlandbrug eller varierede sædskifter. Tiltag der også forbedrer næringsstofforvaltning og jordkvalitet, styrker modstandsdygtighed overfor for eksempel tørke og øger biodiversitet.

Og CO2-lagringspotentialet i carbon farming er stort. På europæisk plan anslås det, at skovlandbrug og opbygning af kulstof i jord har et potentiale for at lagre helt op mod 305 millioner tons CO2 årligt. Det er altså et potentiale der batter, når landbrugets samlede drivhusgasudledninger i EU ligger på knap 400 millioner tons årligt. Ser vi på Danmark, så kan naturbaseret carbon farming hjælpe os på vej mod klimamålet for landbrug på 55-65 procent reduktion i 2030 og det klimaneutralitetsmålet for 2045.

Mit indtryk er, at rigtig mange danske landmænd- og kvinder gerne vil lagre CO2, men at økonomien også skal kunne hænge sammen. Jeg mener vi har god mulighed for at skabe de forudsætninger, der skal til: Det bliver med en kommende klimaafgift nødvendigt at opgøre drivhusgasregnskaber for de enkelte bedrifter. Her bør naturbaseret carbon farming selvfølgeligt udmønte sig i en lavere beskatning i og med at udledninger reduceres og CO2-optag forøges.

Dernæst skal vi i langt højere grad bruge landbrugsstøttens midler, til at støtte carbon farming. Det skal med landbrugsstøtten være muligt at få en ordentlig og differentieret betaling for netop de tiltag, der hiver CO2 ud af atmosfæren og har positive effekter på næringsstofudledning, biodiversitet og modstandsdygtighed.

Dette debatindlæg er skrevet af seniorrådgiver Niklas Sjøbeck Jørgensen, og er bragt i LandbrugsAvisen den 27. september 2023.

By |2024-01-16T14:00:01+01:005. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Rådet for Grøn Omstilling: Roundup skal rulles tilbage – sammen med hele brugen af pesticider

Glyfosat – med handelsnavnet Roundup – er det mest anvendte sprøjtemiddel både i Danmark og i verden. Tilladelsen til at bruge det i EU udløber snart, men nu foreslår Kommissionen, at det får 10 år mere. Men at fortsætte brugen af glyfosat lever ikke op til EU’s forsigtighedsprincip. Der er nemlig stor uenighed om stoffets skadevirkning.

Usikker risiko

EU-kommissionen mener ikke, at stoffet medfører uacceptable effekter – på bagrund af vurderinger fra EU’s agentur for fødevaresikerhed, Efsa.

Efsa tager dog forbehold over for, at glyfosat har vist risiko for skadelige effekter på pattedyr. Der er problematiske data på 12 ud af 23 undersøgte arter af pattedyr. Efsa påpeger også, at der mangler data til at vurdere eventuelle effekter på mennesker af glyfosatrester i fødevarer – men mener ikke at grænseværdierne vil blive overskredet.

Samtidig peger forskeren Johann Zaller fra Wien på, at rester af glyfosat eller dets nedbrydningsprodukt er fundet i vandmiljøet i 11 ud 12 undersøgte EU-lande. Heraf lå hver femte prøve over grænseværdien for drikkevand.

Det er uafklaret, hvilke konsekvenser dette har for livet i vandet. Herudover peger FN/WHO’s kræftforskningsinstitut, IARC, på mistanke om, at glyfosat er kræftfremkaldende for mennesker, men dette anerkendes ikke af Efsa.

Danmark tolker EU-lov som frivillig

Den store anvendelse af glyfosat har en indirekte effekt i form af at opretholde en monokultur med alt for få vilde planter i agerlandet, hvilket sandsynligvis er en stærkt medvirkende faktor for den voldsomme tilbagegang, vi har set for mange agerlandsfugle, harer samt bestøvere og andre insekter.

Vi har brug for meget mere økologisk jordbrug, og vi skal have en reel nedgang i pesticidforbruget i det konventionelle jordbrug.

Dette er vi faktisk også forpligtet til i EU – via direktivet om såkaldt bæredygtig anvendelse af pesticider. Her står, at man skal følge de såkaldte IPM-principper – Integrated Pest Management.

Det drejer sig især om krav til sædskifte, til at sprøjtning ikke må foregå uden forudgående overvågning af skadevoldere og uden at andre mere skånsomme metoder først er forsøgt, samt at der kun pletsprøjtes på de steder, hvor der er konstateret angreb.

Disse principper overholdes stort set ikke i det konventionelle jordbrug. Danmark og andre medlemslande har valgt at tolke direktivet, som om overholdelse af IPM-principperne er frivillige. Men vi bliver nødt til at tage principperne alvorligt og satse på forebyggelse.

Bedre alternativer

Danmark praler af, at vi har reduceret pesticidforbruget med 40 procent de sidste 10-15 år. Men det er sket ved at ændre opgørelsesmetoden. Nu bruger man det såkaldte belastningsindex, der bygger på de risici, som pesticiderne indebærer. Man opgør stadig også med det gamle index, kaldet behandlingshyppighed – og her stiger forbruget.

Vi drager ingen konsekvenser af denne stigning. Men er det ikke også netop risikoen, vi skal være bekymrede for? Jo, men man tager ikke højde for, at vi har utilstrækkelig viden om disse risici.

Derfor bør pesticidreduktion fortsat ske såvel i forhånd til belastningsindex som behandlingshyppighed, idet man ved sidstnævnte også inddrager pesticider med endnu ukendte risici.

Både det konventionelle landbrug og regeringen henviser til, at der ikke findes alternativer til glyfosat, og til, hvor dyrt det vil være at stoppe brugen. Men der findes faktisk alternativer til hovedparten af anvendelsen – nemlig forebyggelse af skadevoldere.

Der findes også midler med cirka samme effekt og mindre skadevirkning. Det gælder blandt andet naturstoffet pelargonsyre.

Det kan formentlig ikke erstatte alle anvendelser, men det sælges faktisk i dag til brug i private haver, hvor man har forbudt glyfosat. Det har ganske vist et højere belastningsindex end glyfosat, men det skyldes især fare for øjenskader hos brugeren, hvilket de professionelle brugere let kan beskytte sig imod.

På denne baggrund er der ingen grund til at tillade glyfosat i yderligere 10 år. Erfaringen fra tidligere forlængelser har været, at det blev en sovepude. Når fristen nærmer sig, lægges blot op til en ny forlængelse.

Dette debatindlæg er skrevet af seniorkonsulent Christian Ege, og er bragt i Altinget den 3. oktober 2023.

By |2024-01-29T12:46:44+01:004. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Cirkulært byggeri kræver langt mere politisk handling

Vi har nu overskredet seks ud af ni planetære grænser. Det er en bekymrende udvikling, som viser, at Jorden er i total ubalance. En af de væsentlige bidragsydere til denne udvikling er byggeriet, som med sit rekordhøje ressource- og klimaaftryk er en katalysator for samtlige af de seks overskredne planetære grænser. 

Det er derfor afgørende, at vi får vendt det enorme miljø-, klima- og ressourceaftryk, som byggeriet har på vores klode. Og det kræver en cirkulær omstilling af byggeriet. 

Cement- og betonbranchen er den store synder

En del af branchen, der særligt er under pres for at omstille sig til at blive mere cirkulære, er cement- og betonbranchen. Kigger man alene på produktionen af cement, står den for omkring fem procent af Danmarks samlede CO2-udledninger. Samtidig bliver der brugt enorme mængder knappe ressourcer som sand og grus til produktionen af cement og beton. 

Ifølge tal fra Danmarks Statistik udgjorde materialeforbruget alene af sand og grus i Danmark hele 11,5 ton pr. indbygger i 2021. Til sammenligning lå det samlede materialeforbrug i Danmark i 2021 på 24,5 ton per indbygger, og dermed udgør forbruget af sand og grus hele 47 procent af det samlede materialeforbrug i Danmark. 

Potentialet for mere cirkularitet i cement- og betonbranchen er med andre ord til at tage at føle på – både i forhold til Danmarks ressourceforbrug og vores klimaaftryk.

Uforløst potentiale for genanvendelse af beton 

Vi er dog langt fra cirkulære løsninger inden for cement og beton i dag. Kigger man på mængden af betonaffald, der årligt bliver genereret, er der et stort uforløst potentiale for at øge genbrug og genanvendelse af beton. 

Hvert år genereres der nemlig omkring 2 millioner ton betonaffald, og som det ser ud i dag, er det kun omkring halvdelen, der bliver registreret. Det betyder, at knap en million ton betonaffald hvert år kunne indgå i cirkulære kredsløb og bidrage til at reducere ressourceaftrykket fra cement og beton – hvis det altså blev registreret. 

Samtidig er det estimeret, at 90 procent af det registrerede betonaffald bliver genanvendt til nyttiggørelse som bærelag til veje, og derfor hovedsageligt bliver genanvendt på laveste niveau. 

Skal vi gøre os forhåbninger om at øge cirkulariteten af cement og beton og reducere det høje klima- og ressourceaftryk, er det derfor vigtigt:

  • At reducere forbruget af cement og beton
  • At sikre at betonaffaldet genbruges eller genanvendes til produktion af ny cement og beton.

Større politisk fokus på genbrug og genanvendelse af beton

For at dette skal blive en realitet, er det dog altafgørende, at der bliver udviklet skalérbare løsninger, der kan drive omstillingen til en mere cirkulær cement- og betonbranche. Der er nemlig aktuelt hverken krav eller incitamenter, der kan sikre genbrug og genanvendelse af beton. 

Samtidig mangler der dokumentation omkring betonelementers indhold og egenskaber, der kan sikre en større andel af genbrug og genanvendelse af beton. 

I Rådet for Grøn Omstilling arbejder vi i projektet ‘cirkulær cement og beton’ – som er finansieret af Realdania – i samarbejde med branchen på at finde løsninger og politiske løftestænger, der kan accelerere den cirkulære omstilling af cement- og betonbranchen. For branchen løser nemlig ikke den cirkulære udfordring uden politisk handling.

Der er brug for økonomiske incitamenter, investering i innovation og klare målsætninger, som kan sætte skub i den cirkulære udvikling af nye værdikæder og nye produkter. 

Og det er ikke kun nødvendigt for cement- og betonbranchen, men noget som hele byggebranchen har brug for. Kigger man mere bredt på byggeriet, er der således også i den grad behov for et større politisk fokus, incitamenter og krav, der kan accelerere omstillingen til cirkulært byggeri. 

Politisk bør man derfor som minimum starte med at udarbejde en langsigtet strategi for råstoffer, ressourcer og cirkulær økonomi, med et bindende reduktionsmål for Danmarks ressourceforbrug. Det er et godt skridt på vejen imod at sikre en bedre udnyttelse af vores dyrebare ressourcer og få sat en stopper for byggeriets høje klima- og ressourceaftryk, der bidrager til at overskride de planetære grænser. 

Dette debatindlæg er skrevet af Ulrikke Nelboe Møllegård, rådgiver i Cirkulært byggeri i Rådet for Grøn Omstilling og er bragt i WasteTech og BuildingTech den 3. oktober 2023.

By |2024-01-16T14:03:47+01:003. oktober 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Indfør en automatisk ‘farvel og tak’-ordning til naturgas

Fyringssæsonen står for døren, og vi begynder så småt igen at snakke om energikrise 2.0, stigende gas- og elpriser, energibevidsthed og forsyningsusikkerhed, ligesom vi gjorde sidste efterår.

Men her halvandet år efter Ruslands invasion af Ukraine er der stadig lange udsigter til, at vi er af med gassen i både Danmark og EU. Faktisk er kun 11 pct. af gaskunderne i Danmark blevet afkoblet i løbet af det sidste år, så det skønnes, at der stadig er omkring 340.000 gasfyr tilbage.

I en dansk kontekst, er det politisk besluttet i Klimaaftalen for Grøn strøm og Varme fra juni 2022 og i arbejdsprogrammet for Regeringens Nationale Energikrisestab (NEKST), at gassen skal ud af opvarmningen senest i 2035. Regeringen bør derfor begynde at kommunikere dette som en slutdato, så borgere ved, at gas ikke hører til i boligopvarmningen efter 2035.

Ifølge Klimaaftalen forventer man, at fjernvarmen vil være færdigudrullet inden udgangen af 2028. Men med en fjernvarmepulje, der for længst er tom og uden nye værktøjer til at klare den opgave, så bliver det op af bakke at indfri regeringen, vores og danskernes forventninger. Fjernvarmen har brug for sikkerhed i forhold til tilslutning, når der skal laves store nye investeringer – ligegyldig om det gælder oprettelse af et helt nyt fjernvarmenet eller udvidelse af et eksisterende.

Behov for en ”farvel og tak” ordning

Rådet for Grøn Omstilling og analysefirmaet Moos-Bjerre lavede i starten af året en måling af danskernes holdning til klimapolitik, og her placerede danskerne hurtig udrulning af fjernvarmenettet helt i top som en af de vigtigste prioriteter i dansk klimapolitik fremadrettet. Danske borgere ser altså på fjernvarmen som en af løsningerne til at komme af med gas til opvarmning.

Vi har brug for, at borgere træffer de rigtige, grønne løsninger, når det kommer til deres varmeforsyning. Og konverteringen fra naturgas til fjernvarme bliver alt andet lige billigst, når alle potentielle fjernvarmekunder er med til at betale regningen – og dermed lavest mulige omkostninger for samtlige forbrugere. Det vil også være med til at sikre den størst mulige fortrængning af CO2-udledning fra naturgas og bidrage med muligheden for effektivt at få lukket gasdistributionsnettet, så man ikke har få husstande tilbage på gasnettet i fremtidige fjernvarmeområder.

Fjernvarme skal være en naturlig erstatning

Man bør gå en ny vej for at sikre en accelereret, ansvarlig udfasning af gas til boligopvarmning – netop ved at fokusere på gasudfasning.

Der bør indføres en automatisk ”farvel og tak”-ordning til naturgas med fokus på områder udlagt til fjernvarme. Det vil betyde, at borgere i eksisterende og nye fjernvarmeområder skal beslutte, hvordan de vil komme af med deres naturgasfyr. Hvis husstanden takker nej til fjernvarmen, skal man i gang med at finde et individuelt alternativt (hvilket formentlig vil blive en varmepumpe) inden for en given årrække. Det bør dog ligge naturligt, at det er fjernvarmen som kollektiv varmeforsyning, der erstatter naturgas.

En samlet og koordineret ”farvel og tak”-ordning vil gøre energiplanlægningen mere effektiv, så man ikke ender med områder, der både har el, gas og fjernvarme som opvarmningsform. Det vil være samfundsøkonomisk meget dyrt og ende med unødige investeringer, hvis områder får tredobbelt energiforsyning.

Borgerne med naturgasfyr efterspørger stadig fjernvarme i stor stil, og for langt de fleste naturgaskunder i potentielle fjernvarmeområder vil et skift til kollektiv fjernvarme være privat- og samfundsøkonomisk – fordelagtigt særligt med så volatil og høj en gaspris, som vi så sidste vinter. For ikke at nævne klimabelastningen: de danske husstande, der opvarmes med naturgas, udleder cirka 1,35 millioner tons CO2 om året, og det er klart en af de lavthængende frugter, fordi vi kender alternativet.

Ordning sikrer udfasning af naturgas og grøn omstilling

Ved at indføre en automatisk ”farvel og tak”-ordning vil borgere, der får tilbudt fjernvarme, skulle forberede sig på, at gasselskabet på et tidspunkt trækker sig helt fra området, når fjernvarmen er fuldt udrullet. I Klimaaftalen for Grøn Strøm og Varme er det allerede blevet pålagt Evida at lave en kortlægning af områder, hvor gasdistributionsnettet skal lukkes ned, og den kortlægning skal være med til at understøtte en hurtigere udfasning af naturgas til opvarmning.

Danmark har gode forhold for hurtigt at få en fossilfri varmesektor sammenlignet med andre europæiske lande grundet stor tilslutning til fjernvarme og gode muligheder for varme baseret på vedvarende energi. Derfor skal Danmark også være et foregangsland, der ambitiøst og hurtigt får reduceret udledningerne fra opvarmning.

Dette debatindlæg er skrevet af Søren Magnussen, seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme og Julie Bangsgaard Abrahams, seniorrådgiver i Energi & Klima i Rådet for Grøn Omstilling og er bragt i Altinget den 25. september 2025.

By |2024-01-16T14:10:00+01:0025. september 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Biomassen registreres i to systemer, men udledningen derfra ender i den samme atmosfære

At træbaseret biomasse i den danske energiforsyning er en klimamæssig udfordring, er efterhånden en gammel nyhed. Nye tal fra Danmarks Statistik viste i sidste uge, at biomassen fortsat udgør mere end 2/3 af den danske vedvarende energi. Siden 1995 er forbruget af biomasse til energi mere end 4-doblet, og det er især den træbaserede biomasse i form af træpiller og træflis, der fylder mere i det danske forbrug.

Men hvorfor er det danske forbrug af biomasse vokset så massivt? En stor del af forklaringen gemmer sig bag to EU-akronymer, nemlig ETS og LULUCF. ETS omhandler EU’s kvotehandelssystem, som bl.a. energisektoren afrapporterer under. Her skal der betales ved kasse 1, når der udledes CO2 (ikke nok, men dog en start.) LULUCF derimod omhandler afrapportering af udledninger og optag fra landbrugsarealer og skov. Og det er her problemet gemmer sig. For energien fra biomasse bruges, når den brændes af i energisektoren, mens biomassen hentes i det andet system, LULUCF.

Den udledte CO2 skal selvfølgelig kun registreres ét sted, og det har IPCC anbefalet sker i LULUCF. Det betyder, at energisektoren kan sætte et stort rundt nul ud for udledninger fra afbrænding af biomasse. Da de er pålagt at reducere deres emissioner, er det naturligt at skifte til biomasse, hvilket er sket i stor stil, da kul er blevet erstattet med biomasse. Samtidig er der intet incitament for den enkelte skovejer i LULUCF til at bevare CO2-lageret i skovene.

Facit er, at vi knokler på for at opfylde vores 70% mål med biomasse som en markant bidragsyder. Men det betyder bl.a., at vores LULUCF-regnskab for hvor meget CO2 der er lagret i de danske skove, bliver væsentlig ringere. Det slår iflg. Klimaloven negativt igennem i Danmarks samlede drivhusgasregnskab og dermed i opfyldelsen af 70 % målet for 2030. Det manglende CO2-lager i LULUCF hænger dermed på den danske stat, som skal finde andre måder at opfylde både 70 % målet og vores LULUCF-mål i forhold til EU.

Så hvad skal vi gøre for at skabe de rette incitamenter, så biomassens udledninger afspejles i prisen?

Et afgørende skifte er at etablere en emissionsfaktor på træ til energi ligesom den findes på gas, kul og olie. Præcis hvad faktoren skal være er svært at opgøre, da videnskaben fortsat er uenige om væsentlige forhold som fx hvilket tidsperspektiv, man skal se på. Ser man på netto-udledningen fra at brænde træ over 100 år, vil nye træer have suget meget af CO2’en fra træafbrænding til sig. Men i mellemtiden vil træafbrændingen have øget atmosfærens CO2-indhold betydeligt, og klimaproblemet er blevet alt for akut til, at vi kan vente i 100 år på balance. I dag peger forskningen derfor på emissionsfaktorer på alt mellem 20kg CO2/GJ til over 100 kg CO2/GJ. (Til reference har kul ifølge IPCC en udledning på 94 kg CO2/GJ). Klimarådet har med kommentering af Global Afrapportering 2022 placeret sig i den mere konservative ende med en emissionsfaktor på 42 kg CO2/GJ.

Trods uenighed er langt de fleste forskere dog enige om at emissionsfaktoren ikke kan være nul. Selv hvis man inkluderer en lav emissionsfaktor i Danmarks grønne afgifter og EU’s kvotehandelssystem ETS, vil det have stor betydning for incitamentsstrukturen for afbrænding af biomasse. Det vil nemlig betyde, at det nu er forurenerne, altså dem der brænder træet af, som betaler for klimapåvirkningen – og ikke længere staten.

Resultatet vil være en accelereret omstilling til el fra sol og vind, varmepumper, overskudsvarme, geotermi og andre grønne løsninger, som allerede er konkurrencedygtige på pris.

Dette debatindlæg er skrevet af Jens Dahlstrøm Iversen og bragt i Ing/Gridtech 1/9-2023

By |2023-11-23T14:46:58+01:001. september 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Sådan bliver vi afvænnet fra det fossile energifix

Denne sommer er der blevet talt alt for meget om nogle få ekstremisters koranafbrændinger. Men det, vi burde tale mest om, er vores afbrænding af kloden. For klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis.

Det er det, regeringer burde ligge vågne over om natten. Juli måned var den varmeste måned målt i menneskehedens historie. Ulidelige temperaturer på godt 50 grader Celsius er målt flere steder på kloden, vilde skovbrande har hærget fra Sydeuropa til Canada, turister er eskorteret væk fra Rhodos, hagl så store som tennisbolde er væltet ned fra himlen ved Gardasøen, mens verdenshavene er rekordvarme. Ud for Florida var havet mere end 38 grader, i Middelhavet over 28 grader og i Nordatlanten over 24 grader. Ved Antarktis er et stort område på størrelse med Grønland ikke frosset til is, som det plejer om vinteren.

Det er, som om vi har ramt flere klimatiske tipping points. Vi brager gennem det 1,5-graders mål, man opstillede på FN’s klimatopmøde i Paris for otte år siden. Globalt har vi kurs mod 2,8-3,2 grader mere end det førindustrielle niveau. Det kan blive værre, for nedsmeltningen og varmegraderne ved polerne stiger hurtigt. Vi er ved at miste grebet om vores fremtid. Vi sender en høj klimaregning videre til de næste generationer, der kan skære mellem 5-10 pct. af velstanden bort. Hvert år.

Der er udsigt til meget vildere klimaforandringer, der kan koste mange menneskeliv, sende hundreder af millioner af mennesker på flugt fra de hedebølgeplagede lande og forværre biodiversitetskrisen.

Politikerne burde være alarmeret. Og de burde nedsætte nationale operative kommandoer til at gøre noget ved årsagerne til klimakrisen. Nu. Politikerne viste under coronapandemien, at de godt kan handle, når menneskeliv står på højkant.

Danmark har en flertalsregering, der har magt til at gennemføre de nødvendige reformer, men den leverer hverken på 2025- eller 2030-målene i klimaloven eller på EU’s krav. Engang var Danmark et grønt foregangsland, men det er vi ikke mere.

Andre steder i Europa er klimabenægtere kommet til regeringsmagten, og selv Frankrigs præsident Macron er bange for sin egen skygge og kræver en grøn reformpause. Det store sorte tilbageslag skyller gennem Europa. I EU og globalt har vi aldrig fyret med så mange fossile brændsler og udledt så mange drivhusgasser. Trods alle løfterne ved FN’s klimatopmøder går vi baglæns og blinde frem mod stadig større klimaødelæggelser.

Det behøver vi ikke. For mere end 95 pct. af de teknologier, vi har brug for, er allerede udviklet. Det ville være bedre, billigere og skabe flere arbejdspladser, hvis vi kastede al energi ind på at bygge et 100 pct. rent og vedvarende energisystem. Men i stedet tillades nye boringer efter olie og gas i Nordsøen, Biden borer efter frackinggas i USA, og vi lader oliestater lede FN’s klimatopmøder. Det er en skandale, som måske en dag fører til et folkeligt oprør. Det burde det.

I over tre årtier har videnskabsfolk advaret mod de menneskeskabte klimaforandringer. Men regeringerne forhaler tiden med ligegyldige tiltag, der ikke rigtig flytter noget. Sidste år havde vi også lange hedebølger og tørke i Europa, hvor over 60.000 døde af varmen. Og afbrænding af fossile brændsler og træ står bag luftforurening med beskidte partikler, der hvert år koster over 300.000 for tidlige dødsfald i EU-landene. Det er som under coronapandemiens første år, så hvem gør noget ved årsagerne?

Desværre hænger mange politikere fast i business as usual. De sidste 50 år har den gamle vækstøkonomi sendt forbruget af fossil energi op til nye højder, mens vi har ødelagt naturen, givet fanden i biodiversiteten og drevet rovdrift på naturressourcerne. Naturen er trængt i bund, insekterne og fuglene forsvinder i hobetal, kun 2,3 pct. af landarealet i Danmark er beskyttet natur, og mange steder er drikkevandet truet af sprøjtegifte. Danmark er et af de lande i verden, hvor naturen er trængt allermest i bund.

Globalt er 40 pct. af naturkapitalen destrueret i de sidste tre årtier. Og det er den sorte skyggeside af den formidable velstandsvækst, der har løftet millioner ud af fattigdom og gjort verdens borgere rigere.

Men vi måler stadig økonomisk vækst i bruttonationalproduktet, selv om ’væksten’ f.eks. øges, når sundheds- og miljøomkostningerne stiger, eller der bliver flere trafikulykker. Hele den klassiske mainstreamøkonomi bygger på en ligevægtstilstand af antagelser, der ignorerer, at vi hvert år ødelægger naturværdier for omkring 10 pct. af bnp.

En af de store undladelsessynder er, at mainstreammodellerne slet ikke forstår økologien, og ej heller hvad der driver produktivitetsvæksten og velstandsfremgangen i samfundet. Man antager, at det er en sort boks bestående af arbejdsudbud og teknologi. Men man undervurderer energiens betydning.

Hvert år brænder Danmark 46 mio. tønder olie af. Denne energi koster p.t. cirka 26,8 mia. kroner. Ingen maskine, ingen bil, ingen traktor, ingen fabrik og intet produkt ville være her uden et input af energi. De store mængder af billig fossil energi har været en hovedmotor bag produktiviteten. De 46 mio. tønder olie rummer lige så meget energi som over 210 mio. menneskers arbejdskraft. Den billige fossile energi udkonkurrerer mennesker og håndens arbejde. Og når prisen på olie og gas stiger, vender inflationsspøgelset tilbage, fordi energi driver meget mere i vores forbrug og produktion end de økonomiske modeller antager.

Men den fossile energi forårsager enorme miljøskader, der ikke prissættes ordentligt. De alt for lave CO2-afgifter giver ikke tilstrækkelige incitamenter til at frigøre os fra fossilerne. Derfor brænder vi i disse år kloden af.

Afbrændingen af fossil energi er hovedårsagen til klimaforandringerne. Kul, olie og gas står bag 86 pct. af CO2-udledningerne. Derfor er det bedste og mest effektive svar på klimakrisen at nedtrappe de fossile brændsler hurtigt.

Vi burde have indledt frigørelsen fra fossilerne for mere end tre årtier siden, men der fyres mere og mere fossil energi af, der fucker kloden op. 82 procent af verdens primære energiforbrug er i dag fossile brændsler, og sidste år steg forbruget.

I Danmark ventes al strømmen at være grøn i år 2030, men 53 pct. af vores bruttoenergiforbrug er stadig fossilt, og to tredjedele af vores ’vedvarende’ energi kommer fra afbrænding af fast træbiomasse, der p.t. udleder over 15 mio. tons CO2 om året.

Fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland stammer fra vindmøllernes pionérdage, men vores energisystem domineres stadig af fossilerne. Udbygningen med vindmøller er gået i stå på land, energiøen i Nordsøen er sat på hold, og regeringen har med pseudoargumenter låst den åben-dør-ordning, der kunne skaffe ekstra 23 GW havvind. Man går ofte to skridt frem og halvandet tilbage, og vindmølleindustrien lider.

I maj indgik man et bredt havvindforlig, hvor staten sikrer sig et 20 pct. ejerskab. Da aftalen blev præsenteret, fik vi at vide, at det sikrer grøn strøm til 14 mio. husstande, fordi målet om minimum 9 GW måske kan blive til 14 GW. Det lød vildt.

Vi hørte politikere og industriens lobbyorganisationer hævde, at vi allerede i 2030 bliver selvforsynende med 100 pct. grøn energi. Men det bygger på en stor fordrejning. 14 GW kan kun dække 1,8 mio. danskeres samlede energiforbrug, for el udgør kun en femtedel af energiforbruget.

De mange nye Power-to-X-fabrikker, der er projekteret langs de jyske kyster, vil desuden sluge den ekstra strøm fra havvindforliget i maj, så hvordan vil politikerne fjerne fossilerne i industrien, transporten, varmeforsyningen og landbruget?

PtX på grøn brint, der er fremstillet fra vedvarende energi, er stadig en umoden teknologi, og globalt fremstilles ikke mere end 0,5 GW grøn brint. Teknologien er meget kostbar, fordi der er store energitab i konverteringen af energi. PtX-industrien presser på for at få staten til at give statsstøtte (som vi ser i flere EU-lande). Og man vil have skatteyderne til at betale milliarder af kroner til en ny brintinfrastruktur, men det er klogere at lade markedsaktørerne betale regningen selv.

Engang i løbet af 2030’erne kan grøn brint blive vigtig til at fremstille den næste generation af brændselsceller og e-brændstoffer til fly og skibe på de lange distancer, og sikkert også e-ammoniak til at erstatte fossil kunstgødning, men brinten bør doseres rigtigt. Risikoen er, at vi får et dyrt økonomisk lock-in til en umoden teknologi, der i modsætning til varmepumper og sol- og vindenergi ikke fjerner fossile brændsler hurtigt nok.

Drømmen om et teknisk fix, der kan skabe mere vækst og nye arbejdspladser virker sikkert forførende. Men pas på med at lytte til lobbyisternes sange, for de hviler ikke på hårde energiøkonomiske og klimapolitiske kalkuler.

Det gælder ikke bare PtX-eventyret. Det gælder også de 37 mia. kroner, som staten vil kaste ind på CCS (CO2-fangst og CO2-lagring). Det er en umoden og ekstremt dyr teknologi. Prisen på CO2-fangst, transport og lagring er flere tusinde kroner pr. ton CO2, der fanges.

Anlæggene er meget energikrævende, og de fjerner ikke al CO2 og slet ikke anden luftforurening, som stammer fra afbrænding af træbiomasse og fossil energi. 80 pct. af alle CO2-fangstanlæg i verden bruges til at skyde CO2 ind i olie- og gasfelter for at presse endnu mere fossil energi ud af undergrunden. Det kan og bør vi undgå i Danmark.

Engang i fremtiden kan det godt være, at vi skal have enkelte CO2-fangstanlæg til at suge CO2 ud af atmosfæren, men lige nu og de næste ti år burde vi ikke spilde mange penge på det. Det samme gælder alle de penge, som staten og investorer overvejer at kaste ind i nye PtX-eventyr.

Frem for de næste ti-femten år at spilde måske 37, 100 eller flere mia. kroner på CO2-fangst og -lagring, PtX og ny brintinfrastruktur, kan man få langt større klimaeffekt ved at gå en anden vej: Investér i energibesparelser, solceller, vindmøller, modernisering af vores nedslidte elnet, batteriteknologi og energilagring, varmepumper og geotermi, der sikrer en langt hurtigere afkobling fra fossile brændsler.

Frem mod 2040 kan vi spare omkring 40 pct. af Danmarks samlede energiforbrug, hvis vi sætter strøm til varmeforsyningen, transporten, industrien og landbrugets maskinpark. Selv tunge industrier, der kører med høje temperaturer på 1.500-2.000 grader, kan elektrificeres, så man kan undgå dyre og ustabile CO2-fangstanlæg for enden af skorstenene.

I transportsektoren kan det kun gå for langsomt, da over 80 pct. af Danmarks forbrug af olie ligger i transporten. Politikerne kunne f.eks. forbyde nysalg af fossile biler fra 1. januar 2025, så vi undgår ekstra 675.000 fossilbiler på vejene i 2030 og sparer omkring 1,8 mio. tons CO2 om året.

I en benzinbil når kun 12-30 procent af energien frem til hjulene – for en elbil er det omkring 77 procent. På samme måde er varmepumper 4-5 gange mere effektive end varmeanlæg fyret med fossile brændsler. Der er mange gode grunde til at sætte turbo på elektrificeringen.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi fremlagt en national plan med en ny generation af energieffektiviseringer, hvor elektrificering og nye energisparetiltag sparer mindst 5 mio. tons CO2 frem mod 2030. Løsningerne er omkostningseffektive.

I stedet for enorme mængder billig fossil energi, der brænder kloden og klimaet af, har Danmark en historisk mulighed for at bygge et nyt, bæredygtigt energisystem. I fremtiden skal vores samfund spare på energien i stor skala og investere i 100 pct. rene, vedvarende og billige energikilder som bl.a. sol, vind og bølgekraft. Målt på livslange omkostninger er sol- og vindenergi allerede de billigste på markedsvilkår og langt billigere end fossile brændsler og selv billigere og hurtigere at opskalere end atomkraft.

Der skal også opbygges et stort lager af batterier – herunder fra et hastigt voksende antal elbiler. Mere energilagring i fjernvarmens elkedler, varmelagre i jorden og flere jordvarmeanlæg kan hjælpe til at sikre ren energiforsyning også de timer og dage, hvor solen ikke skinner så meget, og vinden ikke blæser. Med mange flere kabler til det europæiske energimarked kan vi udligne over grænserne og få mere forsyningssikkerhed.

Her efter sommerferien skal politikerne forhandle om nye klima- og energiaftaler.

I stedet for at spilde flere milliarder på umodne tekniske fix og holde den vedvarende energi nede med bureaukratiske snubletråde og komplicerede ekstra afgifter, bør man sætte en ny kurs. Lav en national energispareplan, der sætter bindende reduktionsmål for 2025, 2030, 2035 og 2040, elektrificér alle sektorer og fjern al statsstøtte til fossile brændsler – herunder de kunstigt lave dieselafgifter. Udfas senest i 2025 nysalget af fossilbiler, fremryk forbuddet mod installation af nye olie- og gasfyr, giv ekstra incitamenter til varmepumper, og gør fjernvarmen fri af fossile brændsler og træbiomasse.

Sæt kommunerne fri i nye vedvarende energizoner, gør det mere attraktivt og nemmere at sætte solcelleanlæg på tage, parkeringspladser, over motorveje og braklagte marker, lav en ambitiøs plan for udbygning med landvindmøller i alle regioner, og slip åben-dør-ordningen fri for private havvindskonsortier.

Fastfrys alle statspenge til nye CCS-anlæg, og investér mere i vedvarende energi og på at udbygge elnettet. Giv naturen mere plads på landet, læg en høj CO2-afgift på landbruget kombineret med produktafgifter på de mest klimaskadelige fødevarer, støt mere braklægning og udtagning af lavbundsjorde, plant mange flere træer i byerne og mindst 250-300.000 hektar skov inden 2030.

Danmark har en forpligtelse til at yde sit bedste. Vi skal generobre den tabte position som et grønt foregangsland, som andre lande i verden kan lade sig inspirere af. Vi har en flertalsregering, der burde have magt og styrke til at gennemføre de ovennævnte forslag.

I 2030 kan vi godt fjerne op imod 80 pct. af vores CO2e-udledninger, og senest i 2040 kan Danmark blive et klimaneutralt land, hvis forslagene gennemføres. Men lige nu har regeringen svært ved at nå klimalovens reduktionsmål. Så kom nu i arbejdstøjet. Uden en hurtig udfasning af de fossile brændsler i alle sektorer kommer vi aldrig i mål.

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Politiken den 29. august 2023.

By |2023-11-23T14:47:35+01:0029. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Dansk havplan har ingen plan for de værste forurenere

Danmarks havplan, som blev lanceret kort inden sommerferien, har gode intentioner, men også store mangler. Som flere eksperter tidligere har beskrevet, mangler samspillet mellem hav og land helt i havplanen, og alt om miljøforhold – herunder Vandrammedirektivet – ligger i andre planer og strategier.

EU’s Vandrammedirektiv er vandets grundlov. Det skal værne om en god økologisk og kemisk tilstand i bl.a. kystvandene i hele Europa. Alligevel vedtages en dansk havplan, hvor disse faktorer ikke er tænkt ind. En havplan, som ifølge regeringen skal sikre mere naturbeskyttelse. Danmark skulle have opfyldt målene om god tilstand allerede i 2015, men fik udsættelse til 2027. Det kommer vi heller ikke til at nå, men netop af den grund er det i allerhøjeste grad presserede at få rammerne på plads. Det kunne den danske havplan have bidraget til – det gør den ikke.

Landbrugets udledninger er den primære årsag til, at livet i alle de kystnære farvande er presset og i ringe økologisk tilstand. Dette medgiver miljøministeren, senest i Politiken 23. august. Alligevel glimrer landbrugets udledninger med deres fravær i havplanen. Udledningerne fra land kan simpelthen ikke holdes ude af en havplan, selv om der fra regeringens side argumenteres med, at anden lovgivning, herunder vandområdeplanerne, tager sig af problemet. Men det er efterhånden slået fast, at frivillige indsatser absolut ingen effekt har.

Også målet om god kemisk tilstand er Danmark meget langt fra at opfylde. Faktisk er 85 procent af de danske kystvande i dårlig kemisk tilstand. Her er det udledninger af miljøfarlige stoffer fra skibsfart og spildevand, som fører til den største belastning. Heller ikke dette er tænkt ind i havplanen.

Når det gælder spildevand, findes der ikke grænseværdier for, hvor store koncentrationer af kemiske stoffer der må være i selve spildevandet. I stedet findes der fra EU’s side grænseværdier for, hvad der må være i det vandmiljø, man udleder til. Det betyder, at man i værste fald kan fortynde sig ud af problemerne. Danske renseanlæg er bygget til at rense spildevandet for næringsstoffer og organisk stof – ikke for miljøfarlige stoffer. Målinger viser, at vi via spildevand, vandløb og luften forurener havet med bl.a. PFAS, medicinrester og pesticider. Og det er blot et lille udsnit af mange typer af miljøfarlige stoffer, som kan ende i vandmiljøet omkring os. Ikke alle er skadelige, men mange er. Og det kan få store konsekvenser for vores havmiljø, da kemikalierne ødelægger økosystemer og ender i fisk og skaldyr – og sidenhen i mennesker via konsum.

I marts sidste år konstaterede en gruppe forskere på DTU, sammen med flere udenlandske forskere, at vi ikke har kontrol over forbruget af kemikalier, hvilket truer økosystemer på hele kloden. På baggrund af deres forskning opfordrede de politikere i Danmark og resten af verden til at tage kemikalieområdet langt mere alvorligt. Alligevel gør politikerne intet. Vi kan kun støtte opfordringen til handling. Der udledes alt for mange kemikalier til det danske vandmiljø. Og en havplan må simpelthen ikke sidde denne krise overhørig. Vi kan ikke alene med nogle beskyttede havområder forsøge at rette op på havets tilstand. Hvis vi fortsætter udledningerne af forurenende stoffer fra land, vil det kvæle mange af de intentioner, man må formode havplanen trods alt har i forhold til at sikre havets tilstand på sigt.

Der er brug for et styrket samspil mellem hav og land. Problemer, vi skaber på land, skal ikke ende i havet.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Mikkelsen og blev bragt i Politiken den 25. august 2023.

By |2023-11-23T14:48:11+01:0028. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringens energipolitik hænger fast i fortidens fossiler

Regeringen ser desværre ud til at have mistet pusten i klima- og energipolitikken. Og det er dybt bekymrende, at Lars Aagaard som ansvarlig minister smider ekstra stopklodser ind med krav om, at mindst 80 procent af befolkningen skal bakke op bag politikken. Det sidste er absurd, for det plejer ikke at være tærsklen, når regeringen for eksempel afskaffer Store Bededagsferien eller vil skrue op for biobrændstofferne i transporten.

Vi har en flertalsregering, der gerne må vise mere mod og handlekraft, men selv statsminister Mette Frederiksen forsøger at skrue ned for forventningerne. Der er dog stadig et solidt flertal i befolkningen, som forventer, at de ansvarlige politikere handler i forhold til klimakrisen. Og mange grønne stemmer i Folketinget efterlyser en mere ambitiøs klimapolitik. Det er der i høj grad brug for efter en juli måned, der globalt set var den varmeste siden den førindustrielle æra.

Klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis, og vi skal mindst reducere CO2-udledningerne med syv procent om året. Men lige nu stiger de globalt, og i Danmark er det ikke sandsynligt, at man kan nå målene for 2025 og 2030.

Regeringen fortjener bestemt ros for at ville gøre Danmark klimaneutral i 2045 og at reducere med 110 procent i 2050. Problemet er bare, at handlekraften og evnen til føre hensigterne ud i livet indtil nu er ekstremt mangelfuld. Og på visse punkter er regeringen decideret galt afsporet.  

I forsommeren kvalte man åben dør-ordningen for havvind, der kunne give op imod 23 gigawatt vindenergi, og så satte man et plaster på såret med en ny havvindaftale i maj, der skulle sikre mindst ni gigawatt – og måske endda op til 14 gigawatt. Men det var mindre end i åben dør-projekterne, og det er alt, alt for lidt i et land, hvor sol- og vindenergi kun dækker ti procent af vores bruttoenergiforbrug.

Der kan være gode argumenter for, at staten skal tage et medejerskab på 20 procent, og når staten løber noget af risikoen, kan man håbe på, at markedsaktørerne tør investere endnu mere. Problemet er bare, at pipelinen for nye udbud med havvind er endt i noget rod, hvor regeringen først går et stort skridt frem og derefter går halvandet skridt tilbage.

I sommers udskød man endda energiøen i Nordsøen. Og da man heller ikke – efter mange, mange måneders ventetid – har taget sig sammen til at udpege de vedvarende energizoner på land (selv om mange kommuner står i kø, og vi har talt om det, siden Putin invaderede Ukraine), så hænger regeringens mål om en firedobling af den vedvarende energi på land i en tynd tråd.

Vi burde stille masser af nye vindmøller og solceller op på land og gerne stile efter en syvdobling af vores sol- og vindenergi frem mod 2030. Det er realistisk og muligt. I stedet snøvler regeringen stadig. Man har ikke klippet de mange bureaukratiske snubletråde over. Lige nu er Danmarks vindmølleindustri ved at forbløde med store underskud, og hvis regeringen ikke snart ændrer kurs og virkelig tager arbejdshandskerne på, kvæles vindmølleindustrien langsomt. 

I EU bør regeringen lægge maksimalt pres på Kommissionen og de andre medlemslande for at sætte turbo på opstillingen af solceller og vindmøller på land, for det er er i dag den absolut billigste energi målt på livslange omkostninger.

Lav gerne en energikriselov i Danmark og EU, der for eksempel forpligter alle kommuner til at fordoble den lokale energiproduktion med vedvarende energi indenfor en kort årrække.

Få alle fjernvarmeselskaber og kraftværker på en hurtig detox-kurs væk fra fossile brændsler og afbrænding af træbiomasse.

De klimaskadelige og stærkt luftforurenende brændsler bør hurtigst mulig erstattes af ren sol- og vindenergi, der sætter strøm til industrielle varmepumper.

Vi får også brug for mere jordvarme og bølgeenergi, hvor det er muligt. Indfør ekstra høje afgifter på afbrænding af fossile brændsler og træbiomasse, som kan bruges til at medfinansiere de kommende års store investeringer i at udbygge vores nedslidte elnet, hvor der mange steder mangler ledig kapacitet.

Den grønne omstilling af energisektoren ender i slæbetempo, hvis ikke den kritiske infrastruktur udbygges hurtigt. Drop gerne store offentlige investeringer i nye motorveje og broer, der øger CO2-udledningerne under anlæg og udløser mere vejtransport. Investér hellere i energibesparelser, modernisér elnettet, og giv mere attraktive vilkår for sol- og vindenergi.  

Kernen i en ny dansk klima-og energipolitik bør være en hurtig elektrificering af alle sektorer – fra transport til industri og varmesektor – og det kan spare op imod 40 procent af Danmarks energiforbrug.

Der er meget store energitab i forbrændingsmotorer, olie- og gasfyr og fabrikker drevet af fossile brændsler, mens elmotorer og varmepumper er tre til fem gange mere effektive.

Vi skal spare på energien frem for at spilde den. Lav en ny generation energieffektiviseringer, der ikke bare handler om termostater, nye vinduer og isolering af huse, men som tænker systemisk og satser i stor skala på elektrificering af alle sektorer og optimerer i alle værdikæder.

Den offentlige sektor kan med grønne indkøb, nye høje klimakrav og strategiske investeringer sætte en positiv kædereaktion i gang. Det er et plussumsspil. Det gør dansk økonomi mere robust, hvis vi fremadrettet vælger de mest energiøkonomiske løsninger frem for at hænge fast i fortidens fossiler.  

53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er kul, olie og gas, og det er hovedudfordringen at trappe denne afhængighed ned.

Det er muligt og økonomisk realistisk i perioden fra 2035-2040 at opbygge et 100 procent vedvarende og elektrificeret energisystem i Danmark, hvor ren sol- og vindenergi, varmepumper, bølgekraft og jordvarme trænger de fossile brændsler ud. Danmark har brug for en samlet, ambitiøs og visionær energiplan, der accelererer denne omstilling.

Men i øjeblikket knytter regeringen alt for store forhåbninger til nye teknologiske fix, der er usikre, langsomme og næppe kan levere til tiden. Der er for eksempel afsat over 37 milliarder kroner til CO2-fangst og lagring i et håb, om at man frem mod 2030 kan fjerne 3,2 millioner tons CO2. Det er højest tvivlsomt.

Klima- og energiminister Lars Aagard kalder det en ”kerneteknologi”, og flere taler om at bygge en ny CO2-infrastruktur, men i realiteten er det en meget usikker, umoden og energikrævende teknologi, der er svær at skalere på en omkostningseffektiv måde.

I stedet for at bruge så mange offentlige midler på at fange CO2 for enden af skorstenene, burde vi gøre noget ved årsagerne – det store energispild og afbrændingen af fossile brændsler og fast træbiomasse. Det kan kun gå for langsomt med at spare på energien, sætte strøm til alle sektorer, installere varmepumper og opskalere hurtigt med rene vedvarende energikilder, så vi kan frigøre os fra den fossile afhængighed. 

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er også blevet bragt i Altinget den 21. august 2023.

By |2023-11-23T14:48:20+01:0021. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Politisk nølen hæmmer cirkulær omstilling af byggeriet

I sidste uge ramte vi Earth Overshoot Day, som igen i år er en skræmmende påmindelse, om at vi bruger langt flere ressourcer, end jorden kan nå at regenerere på et år. 

En væsentlig del af ansvaret for vores overforbrug af jordens ressourcer ligger hos byggesektoren, som forbruger halvdelen af de samlede materialer, der bliver udvundet på globalt plan. Byggeriet tegner sig for omkring 30 procent af det samlede danske klimaaftryk og 40 procent af den samlede globale CO2-udledning. Alene forbruget af byggematerialer som eksempelvis stål og beton udgør hele 11 procent af den samlede globale CO2-udledning.

Hvis vi hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at markeringen af Earth Overshoot Day de kommende år vil falde langt senere på året – og i bedste fald helt udeblive – er det nødvendigt at kigge grundigt på byggeriet og få sektoren gevaldigt op i gear, når det kommer til mindre ressourceforbrug og cirkulær omstilling. 

Det bliver ved snakken

Tager man status på den danske byggebranche i dag, er vi dog langt fra et scenarie, hvor der for alvor er kommet fart på den cirkulære omstilling.

Debatten om cirkulært byggeri har kørt i mange år, men indtil nu er det i høj grad blevet ved snakken, og realiseringen af cirkulært byggeri har herhjemme fortsat karakter af enkeltstående prestigeprojekter.

Et eksempel: Tal fra Miljøstyrelsen viser, at der produceres fem millioner ton bygge- og anlægsaffald i Danmark om året, men at det i dag kun er 36 procent af det, der genbruges. 

Det cirkulære marked er endnu ikke etableret i større skala, det er småt med cirkulære partnerskaber og forretningsmodeller, og efterspørgslen lader også vente på sig. Det går med andre ord langt fra hurtigt nok. 

Pilen peger på politikerne

Lige nu peger pilen på manglende politisk handling, som den helt store barriere i forhold til at få sat fart på byggeriets cirkulære omstilling. At der i dag simpelthen ikke er de nødvendige rammevilkår og reguleringer på plads, som sætter de rette krav eller skaber de rette incitamenter, der kan få branchen til at gå den cirkulære retning. 

Vi fik godt nok for to år siden en såkaldt ’Strategi for bæredygtigt byggeri’, og vi har også fra i år fået grænseværdier i det nye bygningsreglement, som sætter krav til materialers CO2-udledning i nybyggeri. Det er vigtige skridt på vejen, men det er langt fra ambitiøst eller effektivt nok. Strategien for bæredygtigt byggeri er langt fra at blive implementeret, og de nye klimakrav i bygningsreglementet er på ingen måder høje nok til at fremme cirkularitet og til at byggeriet kan levere på klimamålene. Vi har også udsigt til en CO2-afgift, men den er ikke høj nok til at drive en reel cirkulær transformation, og de store klimaudledere netop inden for byggeriet er undtaget.

Vi har også til gode at se ’Strategien for grønne indkøb’, som kom tilbage i 2019, manifestere sig i reelle cirkulære udbudskrav på de enorme projekter, som offentlige myndigheder er bygherre på.  

Opskalér den politiske indsats

Der er derfor brug for at skalere gevaldigt op på den politiske indsats, når det kommer til at få skabt de nødvendige rammevilkår og incitamenter, som kan bane vejen for cirkulær omstilling af byggebranchen.

Der er brug for en CO2-afgift, der er mere ambitiøs og dækker hele byggebranchen. Der er brug for fokus på udvikling af cirkulære værdikæder.

Der er brug for at stramme klimakravene i bygningsreglementet, så de reelt fremmer cirkulære valg i branchen. Og til sidst er det helt afgørende, at den offentlige indkøbsmuskel kommer i spil til at drive efterspørgslen på cirkulært byggeri.

Alternativet er, at vi de næste mange år frem fortsat taler om vigtigheden af mindre ressourceforbrug, mens vi skåler til indvielsen af enkelte cirkulære prestigebyggeprojekter, samtidig med at vi år efter år fortsat vil få bekræftet vores og byggeriets overforbrug med Earth Overshoot Day.

Debatindlægget er skrevet af Anna Fenger Schefte og er også blevet bragt i Altinget den 10. august 2023.

By |2023-11-23T14:48:31+01:0010. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Farvel til reklamer for fossil- forbrug?

Debatindlægget er bragt i Børsen den 5. juli 2023 og skrevet af Anna Fenger Schefte, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, og Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening.

Et værktøj, som synes at ligge yderst på hylden, er forbud mod de mest klimabelastende reklamer. Fossile reklamer, dvs. reklamer og sponsorater for fossile virksomheder, for biler med forbrændingsmotorer, flybilletter og krydstogter – øger salget af nogle af de mest klima- og biodiversitetsskadelige produkter og virksomheder. Men de er også med til at skabe en kul- tur, hvor et højt forbrug af fossile brændstoffer betragtes som acceptabelt og normalt.

Den kultur er ikke længere holdbar. Det har vi videnskabens ord for. Derfor er vi nødt til at bremse en betydelig kilde til disse forældede fortællinger. Dette værktøj har man allerede taget i brug i Amsterdam og Stockholm. Begge byer har besluttet at forbyde fossile reklamer i det offentlige rum. Faktisk er byer over hele verden, helt fra Australien til Canada i gang med at tage stilling til forslag om lokale og nationale fossilreklameforbud.

Hører ikke fremtiden til
Selvom nogle måske vil mene, et forbud mod fossile reklamer begrænser ytringsfriheden unødigt, er det vigtigt at huske på, at der allerede findes reguleringer for reklamer, der skader befolkningens sundhed eller miljø. For eksempel blev tobaksreklamer allerede forbudt i Danmark i 2001, da tobak er kendt for at være skadeligt for både rygeren og de omgivende personer. Ud fra samme logik kan regulering af fossile reklamer være en måde at beskytte både vores miljø, klima og sundhed.

Vi opfordrer alle, fra folketingspolitikere og kommunalbestyrelser til helt almindelige borgere, til at tage del i denne vigtige dialog. Vi ved, at fossile brændsler ikke hører hjemme i vores grønne fremtid.
Derfor må vi spørge os selv, om reklamer for de mest klimabelastende produkter bidrager til noget bevaringsværdigt i vores samfund, eller om vi er klar til at sige farvel til de farvestrålende reklamer, som lokker os henimod et tårnhøjt fossilforbrug.

By |2024-01-26T09:53:25+01:005. juli 2023|Debatindlæg|1 Kommentar
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top