Danmark skal have et forbrugsbaseret klimamål, som medtager vores globale klimaaftryk

Danmark er langt fra så grøn, som vi går og tror. Det viser flere globale undersøgelser, som gang på gang placerer Danmark blandt de mest CO2-udledende lande målt pr indbygger. Senest viser tal fra forskningsorganisationen Klima- og Miljøinstituttet NILU i Norge, at Danmark er blandt de 20 procent af landene i verden med det højeste klimaaftryk. I beregningerne har man medtaget CO2-udledningerne fra de varer, vi importerer og forbruger i Danmark. (Se artikel på dr.dk).

Disse tal vidner endnu engang om, at der er brug for at forbedre Danmarks klimalov og herunder vores nuværende klimamål. Et bedre klimamål er et helt nødvendigt skridt, hvis vi ikke bare vil tale om et grønt lederskab, men reelt vil lægge os i den globale front på klimaområdet og oprigtigt kunne bryste os af verdens mest ambitiøse klimamål, sådan som flere politikere ynder at gøre. 

Medtager ikke vores tøj fra Kina 

Den nuværende klimalov indeholder et bindende reduktionsmål på 70 procent for Danmarks nationale CO₂-udledning i 2030. Det er et vigtigt mål, som på mange måder har sat skub i de politiske indsatser, som er nødvendige for at fremme en grøn omstilling af samfundet. Men det er også et mål, som har sine klare begrænsninger. 

Det store problem er, at klimamålet kun forholder sig til CO₂-udledninger i Danmark og derfor ikke medtager det globale klimaaftryk, som vi danskere efterlader os ude i verden fra alle de varer og produkter, som vi i stor stil hiver hjem fra for eksempel Kina, Indien og USA – det, man kalder vores forbrugsbaserede CO₂-udledninger. 

Og netop det forbrugsbaserede klimaaftryk udgør over halvdelen af Danmarks samlede CO₂-regnskab. Ifølge Energistyrelsen har Danmark et samlet forbrugsbaseret klimaaftryk på 62,9 millioner ton CO₂. Heraf udledes 26,3 millioner ton CO₂ i Danmark. De resterende 36,6 millioner ton CO₂ er vores globale aftryk og dermed ikke noget, den nuværende klimalov eller de seneste års klimapolitiske tiltag forholder sig til. 

Et eksempel: Ifølge tal fra Danmarks Statistik udledte danskernes forbrug alene af tøj i 2020 1,4 millioner ton CO₂ i udlandet, hvilket svarer til ikke mindre end 90 procent af de samlede CO₂-udledninger, som vores nuværende forbrug af tøj fører med sig. Langt størstedelen af de udledninger sker nemlig på fabrikker i Kina og Indien og vil altså, som det politiske landskab ligger lige nu, ikke blive ramt af en kommende CO₂-skat. 

Dertil er vores globale klimaaftryk også et område, hvor vi sammenlignet med andre lande ligger i den virkelig tunge ende. Hvis alle levede som danskere, skulle vi bruge ressourcer svarende til 4,2 jordkloder om året. Til sammenligning skulle vi bruge tre om året, hvis alle levede som i Tyskland, 1,5, hvis vi levede som i Thailand og 0,8 jordkloder, hvis vi levede som i Indien. 

Risiko for manglende politisk retning 

Danmarks forbrug er blandt de højeste i EU. Derfor er vores globale forbrugsbaserede aftryk også noget, som en ny regering i den grad bør forpligte sig til at gøre noget ved. Det vil kræve, at vi får et konkret og bindende klimamål, der også dækker vores globale klimaaftryk. For så længe vi ikke har et bindende mål for at reducere netop dét, så viser de seneste år med alt tydelighed, at der bare ikke sker særlig meget fra politisk hånd. 

Derfor er der også en stor risiko for, at et ambitiøst globalt reduktionsmål ikke for alvor bliver bragt ind til bordet i de klimapolitiske regeringsforhandlinger, og at vi fortsat kommer til at stå uden reel politisk retning og forpligtigelser på det område. 

Sker det, vil Danmark stå markant dårligere i klimakampen – og i troværdigt at opretholde fortællingen om et land, hvor klimaomstilling, vækst og velfærd faktisk kan gå hånd i hånd. 

En anden version af dette indlæg blev bragt i Information den 22/11 2022. 

(Data fra forskningsorganisationen Klima- og Miljøinstituttet NILU i Norge stammer fra denne database: https://worldmrio.com/) 

By |2024-01-23T16:30:30+01:001. juni 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU’s industrilobby tager ansvar for ambitiøs miljø- og klimahandling… om 10-12 år

FN’s Klimapanel understreger det igen og igen – vi har ingen tid at spilde! Vores miljø, natur og biodiversitet er presset, og vi er langt fra at bremse de skadelige klimaforandringer. Der er alvorligt brug for politisk handling, hvis vi skal rette op. Alligevel lykkes det gang på gang EU’s industri-lobby at udvande og forsinke ambitiøs klima- og miljølovgivning.

Senest har industriens pres bevirket, at ambitionsniveauet i EU’s kommende emballageforordning er blevet svækket markant. I den lækkede version af forordningen var der målsætninger om, at andelen af takeaway-drikkevarer-emballager, der kan vaskes og bruges mange gange, skulle være på 30 procent i 2030 stigende til 95 procent i 2040. Hvis genbrugssystemer skrues ordentligt sammen, er der ingen tvivl om, at de både sparer ressourcer, vand og CO2 samt skåner naturen for store mængder affald. Et faktum, som i øvrigt bakkes op af både Dansk Industri og Plastindustrien herhjemme. Derfor er ambitiøse målsætninger på området helt afgørende for udvikling af markedet.

Alligevel lykkedes det EU’s industrilobby at udvande målsætningerne i den endelige udgave af Kommissionens forslag, så målene nu lyder på 20 procent i 2030 stigende til 80 procent i 2040. Industriens massive pres skal tillade dem at fortsætte med at producere enorme mængder engangsemballage. Emballager, som i stor stil ender i vores natur og havmiljø. Ca. halvdelen af al menneskeskabt affald i verdenshavene er engangsplastemballage fra takeawaymad og -drikke.

Presset har nu fået Europa-Parlamentets rapporteur på lovgivningen til at anbefale, at man helt tager målsætningerne ud. Det begrundes med, at de miljømæssige fordele ved genbrug af takeaway-emballage er for usikre. Det er lodret forkert, og der fremlægges da heller ikke et seriøst videnskabeligt belæg for den påstand. Der henvises blot til et udsagn fra sammenslutningen af drikkevareproducenter i EU (UNESDA), som blandt andet har medlemmer som Coca-Cola og Nestlé, mens kildeangivelse på deres udsagn glimrer ved sit fravær.

På samme måde så vi for nyligt bl.a. kosmetik-lobbyen fuldstændig forhale lovgivningen om bevidst tilsat mikroplast, da de fik årelange overgangsperioder på op til 12 år til at fjerne mikroplastik fra make-up, læbe- og negleprodukter. I forbindelse med samme lovgivningskompleks argumenterede både dæk- og genanvendelsesbranchen, og vores egen miljøminister, for, at det er fuldt forsvarligt fortsat at tillade bildæk-granulat med skadelige kemikalier på kunstgræsbaner, blot der opsættes en række afværgeforanstaltninger. Et synspunkt primært baseret på et enkelt studie fra Silkeborg, som ikke engang er videnskabeligt valideret endnu, og stik imod hvad EU’s videnskabelige risikovurderingskomité, RAC, har vurderet. Heldigvis var der ikke opbakning fra de andre medlemslande i EU til at bevare bildæk-granulat i kunstgræsbaner, men det lykkedes branchen at få forlænget en i forvejen lang udfasningsperiode, så den er på hele 8 år.

Så kære politikere – kan vi ikke blive enige om, at lovgivning skal baseres på videnskab og ikke på dygtige lobbyisters økonomiske særinteresser! Der er vitterligt ingen tid at spilde ift. de enorme klima-, natur- og miljøudfordringer, som vi står overfor. Der er et solidt videnskabeligt belæg for, at de kalder på en ambitiøs politisk indsats nu og her – ikke om 8, 10 eller 12 år!

Debatindlægget er også bragt i Altinget og er skrevet af Lone Mikkelsen, Seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Mette Hoffgaard Ranfelt, Miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening og Malene Høj Mortensen, Public Affairs specialist i Plastic Change.

By |2024-01-23T16:37:45+01:001. juni 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Skal vi løse klima-, energi- og forsyningskriserne, skal vi spare på energien nu!

Af Julie Bangsgaard Abrahams, rådgiver i Energi & Klima, Rådet for Grøn Omstilling

Danmark og resten af EU har befundet sig i en dyb energi- og forsyningskrise, siden Rusland invaderede Ukraine. Alle EU-lande har været under et historisk hårdt pres for at fylde gaslagrene op og sikre alternativer til samfundets energiforsyninger. Derfor har EU-landene i løbet af 2022 forsøgt at sætte ekstra fart i udbygningen af sol- og vindenergi, og aldrig før har der været installeret så mange varmepumper. 
  
Men selv med en hurtigere udrulning af vind- og solenergi, vil den samlede ligning ikke gå op uden markante energieffektiviseringer. Hvis der ikke spares på energien, vil omkostningerne til den grønne omstilling forøges betydeligt på grund af et meget højt energiforbrug. Det hurtigste og mest omkostningseffektive svar på krisen er at spare på energien og vil desuden sænke Danmarks CO2-udledninger, fordi forbruget af fossile brændsler vil falde. I 2022 udgjorde olie, naturgas og kul knap 53 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug og stod for udledninger på 29 millioner tons CO2e. Der er derfor stadig behov for at reducere energiforbruget – både for klimaet og forsyningssikkerhedens skyld.

Den danske indsats er utilstrækkelig
Den danske indsats for at sikre energibesparelser er dog stadig helt utilstrækkelig, og regeringen ser ikke ud til at ville samle stafetten op foreløbig, selvom energieffektiviseringer kan være med til at løse både klima-, energi- og forsyningskriserne.Regeringen stemte den 16. maj imod Enhedslistens forslag til en national strategi for energieffektivisering med timing som begrundelsen. 

Vi har ikke tid til at vente. Derfor fremlægger vi i Rådet for Grøn Omstilling vores eget bud på en national handleplan for energieffektivisering, som vi håber, at regeringen og mange andre vil finde inspiration i.

Rådet for Grøn Omstillings hovedanbefalinger til en national handlingsplan er:

  • Regeringen bør inden for de næste fire måneder fremlægge en ambitiøs handleplan for energieffektiviseringer, der kan bane vej for en bred politisk aftale inden udgangen af oktober 2023. 
  • Danmark bør sætte markant højere mål for energieffektivisering end EU, og spare mindst 23 pct. af energien i 2030 ift. 2019. 
  • Den danske CO2-afgift – inklusive EU´s kvotepris – bør hæves til 1500 kr./ton CO2e i 2030 for at hæve de økonomiske incitamenter til at spare på den fossile energi.
  • Sæt fart på elektrificeringen af transporten, opvarmning og industrien, da det over tid kan sænke energiforbruget med op til 40 pct.
  • Indfør forbud mod salg af nye fossilbiler fra 2025 og udfas alle olie- og gasfyr.
  • Lemp anlægsloftet for kommuner og regioner, og stil samtidig krav om, at mindst 4 pct. af de offentlige bygninger skal energirenoveres hvert år.
  • Indfør krav om energiforbedringer i bygninger, så de laveste energiklasser mindst løftes en klasse op inden salg.

Læs hele RGO’s handleplan for energieffektivisering i Danmark nederst på siden.

 

By |2024-01-23T16:31:01+01:0023. maj 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Energistyrelsens valg af Ørsted til CO2-fangst er et nederlag for klimaet

Det er bredt kendt, at afbrænding af biomasse ikke er en grøn løsning. Træbaserede anlæg får først positiv klimaeffekt efter cirka 30 år, set i forhold til at lade træet ligge i skoven.

Ørsted har tidligere udtalt, at “CO2-fangst på biomassefyrede anlæg fjerner CO2 fra atmosfæren i højere grad end på affaldsanlæg, fordi al CO2’en stammer fra såkaldt biogene kilder som træ og halm.” Anlæg til fangst og lagring af CO2 fra træfyrede energianlæg (ofte forkortet til BECCS: Bio-energy Carbon Capture and Storage) fjerner dog ikke CO2 direkte fra atmosfæren. Populært sagt flyttes et CO2-lager bundet til træ i skove over til et geologisk lager. Undervejs tabes der ca. 10 % af træets CO2-indhold, fordi fangstprocessen kun har en effektivitet på ca. 90 %. Set i forhold til atmosfæren består de positive effekter i, at afbrændt træaffald ikke længere omdannes til CO2 ved forrådnelse. Men når et træ vælter og får lov til at blive i skoven, har det en langsom udledning af CO2e i takt med at det nedbrydes. Samtidig tager det en række år, inden nye træer begynder at optage lige så store mængder CO2.

Når Ørsted brænder træ af, udledes den totale mængde CO2 i stedet med det samme. I 2021 medførte dansk brug af træenergi straks-udledninger på knap 16 mio. tons CO2.Lod man alternativt resttræet ligge i skoven, ville der gradvist opbygges et kulstoflager, som altså mangler, hvis man fortsat afbrænder træet. Tilvæksten i det naturlige kulstoflager vil gradvist aftage over tid i takt med, at der etableres en ny ligevægt i skoven. Den reelle effekt af BECCS-processen må derfor være det geologiske lager minus det mistede CO2-lager i skoven samt tabet i CCS-processen. Netto-lagereffekten af CO2-fangst og -lagring fra træfyrede energianlæg bliver derfor først positiv efter ca. 30 år.

Afbrænding af biomasse regnes som CO2-neutral, hvilket ikke er retvisende. Derfor er det altså et nederlag for klimaet, når Energistyrelsen vælger at investere 8,2 mia. kr. i et CCS-anlæg, der binder os til afbrænding af biomasse de næste mange år. Mere konkret får Ørsted nu støtte til at etablere CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket og på Avedøreværkets halmfyrende kedel. Over to tredjedele af biomassen til Ørsteds kraftvarmeværker kommer altså fra træflis, der har en forsinket lagringseffekt.Tilskuddet til det træ-fyrede anlæg vil være med til at fastholde en høj el- og varmeproduktion på Asnæsværket – og dermed Danmarks alt for høje forbrug af træ til energi i mange år, hvor vi i stedet burde satse på klimaneutral el fra sol og vind og varme fra varmepumper.

Det ville være meget bedre for klimaet, hvis kontrakten var gået til Vestforbrændings affaldsforbrændingsanlæg. Der ville klimaeffekten være positiv fra dag ét. Det giver en væsentlig større reel lagring af biogent CO2 at sætte et CO2-fangst og -lagringsanlæg på affaldsforbrænding end på et træfyret kraftvarmeanlæg. Kontrakten på at fange CO2 fra et halmfyret anlæg på Avedøre-værket får en positiv effekt for klimaet allerede efter et par år, fordi halm efterladt på markerne ville rådne meget hurtigere end træ efterladt i skoven. CCS på et halmfyret anlæg er derfor næsten lige så godt for klimaet som et affaldsforbrændingsanlæg. Halm er dog en knap ressource, som der også er bud efter til at øge biogasproduktionen og fremstilling af biokul. 

Den forhenværende klimaminister, Dan Jørgensen, har i 2021 gentagne gange talt for en udfasning af biomasse over tid og kaldt afbrænding af biomasse for en overgangsløsning. Derfor er det også uheldigt, at Energistyrelsen har valgt at gå med Ørsteds kraftvarmeværker, i stedet for Vestforbrændings anlæg, som de i udbuddet var oppe imod. Det må vi håbe, at Energistyrelsen vil have med i deres overvejelser i næste runde af CCS-udbud.

Debatindlægget er også bragt i Ingeniøren d. 16. maj 2023.

By |2024-01-23T16:31:11+01:0016. maj 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringens klimakrise?

Debatindlægget er bragt i Altinget d. 3. maj 2023.

Sjældent har der været holdt så mange grønne topmøder og antallet af snurrende gigawatt havvindmøller øges fra gang til gang. Men det hele er foreløbig imaginært. Det ligner til forveksling Shakespeares berømte skuespil, Stort ståhej for ingenting, hvor alle bedrager hinanden ved det store maskeradebal efter krigen, og man udgiver sig for at være en anden end den, man faktisk er. Det kunne være skønt, hvis de ni lande ved Nordsøen faktisk leverer 120 GW offshore vind i 2030 og 300 GW i 2050. Men lige nu er opstillingen af hav- og landvindmøller i Danmark gået helt i stå. Og de store vindmøllevirksomheder lider under, at politikerne i Danmark og andre EU-lande endnu ikke har kappet de bureaukratiske snubletråde over, der skal få vindenergien til at blomstre i Europa. Samtidig rammes danske solcelleejere af bøvl og højere afgifter. I stedet for at lave en stærk national operational kommando som under coronapandemien har regeringen efter måneders forsinkelse etableret NEKST med to samtaleudvalg uden operationel tyngde. Nuvel, regeringen har lovet at sætte turbo på den grønne omstilling. Hurtig implementering er kodeordet. Men hvad gemmer der sig bag masken? Indtil nu ikke meget. Klimakrisen behandles ikke med den ekstreme alvor, som den kalder på. Vi skal i løbet af de næste 7 år lave en fundamental ændring af vores produktion og forbrug for at holde os under Paris-grænsen på 1,5 grader Celsius ift. det førindustrielle niveau. Men hvor er de politikere, der tør bryde business as usual og gøre løsningen af klimakrisen til vores tids vigtigste sag? Vi befinder os på en knivsæg.

På det grønne Marienborgtopmøde var der engagerede taler og grøn storytelling, men det meste var gammel vin på nye flasker. Det er fint, at regeringen søsætter et ekstra udbud på 9 GW offshore vind i år, men det er skidt, at man stadig holder døren låst til de mange åben-dør-projekter, der kunne levere op til 23 GW ekstra. Regeringen udsender uklare signaler til markedets deltagere. Og det er dybt bekymrende, at regeringen samtidig modarbejder EU´s nye naturgenopretningslov, der skal sikre, at mindst 20 pct. af naturen til havs og til lands skal genoprettes inden 2030. Det er noget værre rod.

Regeringen har på papiret et ambitiøst mål om at gøre Danmark klimaneutral i 2045 og at reducere CO2 med 110 pct. i 2050. Men endnu leverer den ikke noget, der virkelig rykker. Alt går for langsomt. Handlekraften er begrænset eller bruges forkert. Klimaministeren vil tillade endnu en boring efter gas i Nordsøen, som om det ikke for længst var nok.  Det ser ud til, at regeringen har mistet sit grønne kompas. Og Klimaministeriet har søgt at forskønne årets Klimastatus og -fremskrivning fra Energistyrelsen. Embedsmænd er presset til at give overoptimistiske skøn for CO2-fangsten og indsætte kunstigt lave forventninger til grænsehandlen med diesel, Aalborg Portlands produktion og affaldsforbrændingen. Selv dette maskespil kan ikke dække over udfordringen. Danmark skal fjerne over 5 mio. tons CO2 inden 2030. Reelt er udfordringen endnu større. Og vi overholder ikke EU-kravet om en årlig reduktionssti.

Vi har en flertalsregering, men den tør endnu ikke udfordre landbruget og transporten, der stadig hænger fast i den fossile æra. Og man taler hellere om vækst, nye erhvervseventyr og større arbejdsudbud end at levere effektiv klimahandling.

Man kaster flere milliarder efter dyre, usikre satsninger på CO2-fangst, mens man drømmer om store vækstmuligheder i Power-to-X og anlæg af ny brintinfrastruktur. PtX kan forhåbentlig sikre e-fuels til skibs- og luftfarten, samt noget e-ammoniak, men elektrolyseprocessen er ekstremt energikrævende, kostbar og kræver enorme mængder havvind. Selv hvis overskudsvarmen ikke spildes, er økonomien udfordret. Alt hvad der kan elektrificeres, er bedre og billigere end brintvejen. Brinten skal doseres klogt, og der skal sættes skrappe krav, så man ikke ender i nye store klimaskader, hvis brintmolekylerne trænger ud gennem rør og tanke i fremtiden og møder de frie radikaler i atmosfæren. Lige nu er der masser af hype og for lidt realisme. 

Det er, som om regeringen virkelig håber på, at de nye grønne teknologier og storskala CO2-fangst kan skabe et nyt dansk erhvervseventyr, der kan redde os ud af klimakrisen. Så vi ikke behøver at gøre så meget for at ændre den gamle produktions- og forbrugsmodel. De grønne teknologier er en del af svaret på fremtidens udfordringer, men de er dyre og langsomme. Og man nedprioriterer de kendte teknologier, der virker og hurtigt kan skaleres op. Det er det virkelig dramatiske.

I Finansloven for 2023 er der ikke sat flere penge af til sol- og vindenergi, energirenoveringer og energibesparelser end før. Det er forbløffende, for det er faktisk de mest omkostningseffektive løsninger, der kan tjene sig hjem i løbet af få år og fjerne mange megaton CO2. Til gengæld deler staten rundhåndet penge ud til andre, der ikke hjælper os ud af klimakrisen, eller som forsinker dens løsning.

Frem mod 2026 regner man f.eks. med at bruge 3,2 mia. kr. på biomasseanlæg, der brænder træ af for at lave el. Der gives statsstøtte til afbrænding af fast biomasse, selv om det udleder op imod 15 mio. tons CO2, og det tager mange år at genplante skovene. Frem mod 2026 gives næsten 11 mia. kr. til biogasanlæg og opgradering af biogas, hvor man burde arbejde på at reducere antallet af husdyr i det danske landbrug, som i 2030 vil stå bag over halvdelen af de nationale udledninger af drivhusgasser. Frem mod 2026 gives over 1,8 mia. til CO2-fangst anlæg, og i de næste par årtier har man afsat hele 37 mia. kr. til CO2-fangst og -lagring, selv om der ikke er sikkerhed for, at CO2-fangsten kan skaleres op. Det bliver ekstremt dyrt. Man håber på at fange 3,2 mio. tons CO2 i 2030, men det ville være langt billigere og mere sikkert at plante 300.000 hektar skov, så hvorfor kræver finansminister Nikolaj Wammen ikke det? Det vil også være meget billigere at investere i energieffektiviseringer og i sol- og vindenergi. Men frem til 2026 er der kun afsat spredte håndører til solceller, test af havvindmøller, screening af Nordsøen, tilskud til landvind og teknologineutrale VE-udbud – men samlet bevilges mindre end de knap 1,8 mia. kr., som staten får ind på Thorvindmølleparken. Danmark kan kun frigøre os fra afhængigheden af fossile brændsler, hvis vi allerede nu investerer massivt i at accelerere omstillingen til et nyt bæredygtigt energisystem med 100 pct. vedvarende energi. Så hvorfor går regeringen ikke til stålet overfor den fossile energi og gør det attraktivt for borgerne og lokale energifællesskaber at investere i vedvarende energi?

Sol- og vindenergi udgør kun 10 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug, og de fossile brændsler sidder på 53 pct.. Politikerne tror dog, at vi snart er i mål, fordi Danmark har over 100 pct. grøn strøm i 2030, og nogle af dem håber, at de så kan bruge overskuddet til den nye brintøkonomi. Men hvornår vågner de op til den barske virkelighed, at den grønne strøm kun står for en femtedel af Danmarks endelige energiforbrug, og vi har mange sektorer, der skal frigøres fra fossilerne. I fremtiden skal det meste af energiforsyningen bygge på grøn strøm. Vi mangler dog en national strategi for elektrificering og hurtigere udbygning af Danmarks nedslidte elnet. Det kan blive en ny hovedsøjle i klimapolitikken. Elektrificering af industrien, transporten og varmesektoren kan spare op imod 40 pct. af det eksisterende energiforbrug, viser forskningen. Sats på det og fremskynde den dag, hvor vi frigør os fra de fossile brændsler. Sektor for sektor skal der sættes strøm til den grønne transformation.

Over 80 pct. af Danmarks forbrug af olie ligger i transportsektoren, der står bag cirka en tredjedel af den samlede udledning af drivhusgasser. Regeringen vil blande flere af de klimaskadelige biobrændstoffer i bilisternes tank, men man burde sætte strøm til omstillingen. Hvornår tager regeringen ved lære af Norge, der har accelereret elektrificeringen af vejtransporten og i 2025 stopper salget af nye fossilbiler? Elbiler er mere end fire gange så energieffektive end de 2,5 mio. benzin- og dieselbiler på de danske veje. Hvornår vågner regeringen op til dåd, så vi undgår, at der frem mod 2030 ikke sælges 631.000 nye fossilbiler, som det fremgår af Energistyrelsens klimafremskrivning. Sker det, forlænges Danmarks afhængighed af fossile brændsler. Vi kunne være en grøn frontløbernation for elektrificeringen, men vi er desværre fodslæbende. Frem til 2026 vil Vejdirektoratet bruge 11 mia. på store og mindre anlægsprojekter, der blot øger forbruget af beton, asfalt og fossile brændsler – og disse udvidelser af vejene hæver bagefter antallet af biler i trafikken. Tænk, hvis regeringen indførte et moratorium og brugte disse anlægsmilliarder på energieffektiviseringer, modernisering af elnettet og en lynudbygning af sol- og vindenergi på land? Se det ville være handlekraft. Ikke bare lidt pyntegrønt og snak om implementering.  

By |2024-01-23T16:31:28+01:003. maj 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Danmark må føre an for at stoppe pengestrømmen til olie, kul og gas

Hele verden klappede, da Parisaftalen blev indgået på klimatopmødet i 2015. Verdens ledere havde givet hinanden håndslag på at ville begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grad for at forhindre de værste konsekvenser af klimakrisen. 

Siden da er de globale CO2 udledninger fortsat med at stige, og i denne uge har verdens førende klimaeksperter i FNs Klimapanel advaret om, at vi allerede kan nå 1,5 grads temperaturstigning inden for de kommende ti år. Det er foruroligende og langt hurtigere end forventet. 

Advarsler fra klimavidenskaben har der ellers været nok af. Men handlingen er udeblevet. Da klimatopmødet COP27 blev afsluttet i Sharm el-Sheikh sidste år, var det med en kæmpe sejr for verdens fattigste lande, da det efter mange års hård kamp endelig blev vedtaget at etablere en fond til at dække nogle af de tab og skader som de mest sårbare lande rammes af, når tørke, oversvømmelser og ekstremt vejr raserer. En historisk sejr. 

Men smilene stivnede, da aftaleteksten blev gransket for beslutninger, der kunne nedbringe de globale CO2-udledninger. For der var ingen væsentlige resultater at finde. Ingen håndfaste erklæringer om at udfase olie, kul og gas. Ingen indgreb over for de lande og virksomheder, der fortsætter med at etablere nye fossile projekter. Ingenting. 

Derfor er opgaven klar forud for dette års klimatopmøde: Der må og skal træffes ambitiøse beslutninger blandt verdens ledere, der kan sikre reelle reduktioner i de globale udledninger. Hurtigt. Løsningen ligger lige for. Vi er nødt til at stoppe pengestrømmen til de store forurenere og dem der lobbyer imod den grønne omstilling. Og her kan Danmark spille en central rolle. 

Stop pengestrømmen 
Money makes the world go around. Det er ingen hemmelighed. Og mens klimatopmøderne i årevis har sat flotte målsætninger og søsat grønne initiativer, har man undladt at tage fat på de enorme milliardbeløb, der holder hånden under klimakrisens største syndere – de store fossile selskaber. 

I 2022 havde selskaber som Exxon, TotalEnergies, Shell og Chevron tilsammen et overskud på svimlende 1.500 milliarder kroner. Hvis disse olieselskaber lyttede til klimavidenskaben, ville de omgående kassere samtlige planer om nye olie- og gasfelter. Det modsatte er tilfældet. Alene TotalEnergies havde sidste år planer om udvidelser, der svarer til 47 års dansk CO2-udledning. I år er planerne vokset. 

Såvel offentlige investeringer som private banker og pensionskasser er med til at finansiere gildet velvidende, at Det Internationale Energiagentur for længst har slået fast, at vi ikke har råd til at etablere nye olie- og gasfelter. Hvis ikke vi får kanaliseret pengene væk fra denne sorte katastrofekurs, bliver det nærmest umuligt at bremse klimakrisen. Her står Danmark i en unik position til at kunne flytte verdenssamfundet i en grøn retning. 

I de seneste år har Danmark taget store og vigtige skridt væk fra finansiering af fossile brændsler. Beslutningen i december 2020 om at stoppe udvindingen af olie i Nordsøen gik verden rundt. Kort efter fulgte stoppet for investeringer i fossile projekter i udlandet fra Eksportkreditfonden og Investeringsfonden for Udviklingslande. Og til COP26 i Glasgow markerede Dan Jørgensen sig ved at etablere alliancen BOGA, der samlede lande, som var parate til at stoppe nye licensrunder og sætte en slutdato for deres olie- og gasproduktion.  

Kort sagt har Danmark truffet beslutninger, der har givet genlyd på verdensscenen. Derfor står Danmark i en unik position til at kunne være bannerførere for det naturlige næste skridt – et stop for finansiering af nye fossile projekter. 

Parisaftalens glemte paragraf 
Når COP28 skal afholdes i De Forenede Arabiske Emirater under ledelse af præsidenten for landets største olieselskab, kan opgaven synes svær. Men faktisk ligger rammen for handling der allerede. Parisaftalen indeholder en målsætning om at ”lede finansielle strømme i retning af lave drivhusgasemissioner og klimarobust udvikling”. Det er ikke den mest omtalte paragraf i Parisaftalen. Men den er der. Og det er på tide at sætte handling bag ordene. 

Første skridt må være et stop for fossil ekspansion. Det vil sige stop for jagten på og udvindingen af ny olie, kul og gas. Men hvis verden skal gå fra sort til grønt og ambitionen er at udfase fossile brændsler – så må det naturlige sted at starte være, at verdens ledere forpligter sig på, at vi i hvert fald ikke skal etablere ny produktionskapacitet. At stoppe pengestrømmen til de fossile selskaber, er en afgørende del af at føre ambitionen ud i livet. Det bør stå sort på hvidt i aftaleteksten, når det kommende klimatopmøde rundes af, og den dagsorden har Danmark alle muligheder for at føre an på.  

En anden konkret mulighed for at føre an på, handler om at Danmark kan påtage sig lederskabet i den internationale sammenslutning Export Finance For Future. En sammenslutning der blev lanceret i forbindelse med COP26 i Glasgow, hvor syv lande (herunder Danmark) har forpligtet sig til at stoppe offentlige fondes finansiering af fossile selskaber. Som leder af denne sammenslutning vil Danmark kunne hæve ambitionsniveauet og tiltrække flere koalitionsmedlemmer i et fælles opråb om at stoppe offentlig finansiering af fossil ekspansion. 

Den danske finanssektor må på banen 
Det er ikke kun Dan Jørgensen og regeringen, der kan være med til at drive forandringen. Den danske finanssektor kan spille en nøglerolle på den globale scene. I de senere år har danske pensionsselskaber og banker taget positive skridt i retning af bæredygtig finans, og hvis de tør tage de sidste skridt og endegyldigt stoppe pengestrømmen til de fossile selskaber, der ekspanderer, kan den danske finanssektor tjene som inspiration for andre lande. Men det kræver, at de får orden i eget hus inden afrejse til COP28 i De Forenede Arabiske Emirater.

Det er ved at være absolut sidste udkald for Parisaftalen. FNs Klimapanel har advaret om, at de globale udledninger skal halveres frem mod 2030, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at nå 1,5 grads-målsætningen – men lige nu ser vi ind i en stigning på mere end 10 procent. Når COP28 løber af stablen i slutningen af året er det tid til, at verdens ledere tager fat om nældens rod og stopper pengestrømmen til olie, kul og gas.

Debatindlægget er skrevet af Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Katrine Ehnhuus, rådgiver i bæredygtig finans, Mellemfolkeligt Samvirke, Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace, Thomas Meinert Larsen, klimapolitisk rådgiver, Klimabevægelsen, Mads Busck, politisk seniorrådgiver, Oxfam IBIS, Janice G. Førde, forkvinde, Kvindernes U-landsudvalg, Theresa Lund Andersen, klimaaktivist, Den Grønne Ungdomsbevægelse og Knud Flensted, biolog, DOF BirdLife.

By |2023-04-11T09:03:53+01:0011. april 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Valg af ventilation med lav klimapåvirkning ved renovering af eksisterende etageejendomme

Det forventes, at der vil blive gennemført mange ventilationsprojekter i eksisterende etageboligbyggeri frem mod 2050 med henblik på at skabe bedre indeklima og energibesparelser. Med ca. 700.000 etageboliger med naturlig ventilation og 280.000 med mekaniske udsug er potentialet for bæredygtig renovering stort.

Projektet Bygninger og Grøn Omstilling har udarbejdet et fremsynsnotat om “ Valg af ventilation med lav klimapåvirkning ved renovering af eksisterende etageejendomme”. Fremsynsnotatet findes også i en pixi-udgave. 

Fremsynsnotatet fokuserer på, hvordan man finder de optimale løsninger til forbedring af ventilation og indeklima i eksisterende etagebygninger. Notatet inddrager konkrete erfaringer fra et renoveringsprojekt i bebyggelsen Frydenspark, hvor metoden til DGNB-certificering er brugt som grundlag for en tilpasset metode til bæredygtighedsvurdering af etablering af ventilation i forbindelse med renovering af typiske etageejendomme. 

Fremsynsnotatet kan dermed ses i sammenhæng med fremsynsnotaterne: ”Bygningsinstallationer i et bæredygtighedsperspektiv – Fokus på HVAC”, ”Værdien af et godt Indeklima” og ”Den frivillige bæredygtighedsklasse er et vigtigt skridt frem mod bæredygtigt byggeri”.

Hovedpointer fra fremsynsnotatet

Det forventes, blandt andet at:

  • Der kommer større opmærksomhed på bæredygtighed ved renovering, enten ved at beboere og bygningsejere efterspørger det eller i form af deciderede krav til maksimal klimapåvirkning ved renovering, som omtalt i den nationale strategi for bæredygtigt byggeri.
  • Byggeriets aktører skal kunne vurdere, hvilke ventilationsløsninger, der er mest bæredygtige i bredt set, og ikke blot have fokus på fx energibesparelser og driftsomkostninger alene. 
  • Den trinvise indfasning af grænseværdier for klimapåvirkning for nybyggeri medvirker til at der skabes et marked for flere og helt nye produkter med lavere klimaaftryk.
  • Mange af produkterne til nybyggeri vil også kunne anvendes ved renovering. 
  • Den laveste klimapåvirkning fra renovering med ventilation opnås, hvor både klimapåvirkningen fra materialer og drift er lave.
  • Det vil være fordelagtigt at anvende eksisterende føringsveje og kanaler, og dermed spare materialer, men også at det vil være en individuel vurdering fra gang til gang, hvad der er den bedste samlede løsning for en given bygning fra en given tid.   
Download pixie-udgave her
Download Fremsynsnotatet her

Projektet Bygninger og grøn omstilling er støttet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond og udføres af CONCITO med Rådet for Grøn Omstilling som projektpartner. Ea Energianalyse og Teknologisk Institut indgår som faglige videnspartnere.

By |2024-02-26T09:39:31+01:003. april 2023|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Valg af ventilation med lav klimapåvirkning ved renovering af eksisterende etageejendomme
Læs mere

Concito og Rådet for Grøn Omstilling: 2025-klimamålet bør ikke nås med uigennemtænkt brug af biobrændstoffer

Da Klimarådet for nylig udgav den årlige statusrapport og her efterlyste mere konkrete tiltag i forhold til både 2025- og 2030-målene udtalte klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, at regeringen»vil genbesøge den grønne aftale om vejtransporten«. 

Dette synes vi også er en god ide, da transportsektoren både kan og bør levere yderligere reduktioner frem mod 2030. Det kan endda være nødvendigt for at leve op til EU’s nye ’Fit For 55’-regulering, som pointeret af Klimarådet.

Det er dog vigtigt, at de indsatser, regeringen måtte overveje, både i forhold til at nå 2025- og 2030-målene, vurderes på, i hvor høj grad de fremmer elektrificering, som er den grønneste og billigste omstillingssti for vejtransporten.

Regeringen har i sit seneste Klimaprogram anvist mulige virkemidler til øgede reduktioner fra vejtransporten, hvor især to vurderes at kunne gennemføres med kendt teknologi og samtidig levere væsentlige reduktioner:

  • En højere CO2e-afgift på brændstof 
  • Et højere CO2e-fortrængningskrav på brændstof

Ideelt set burde CO2e-afgiften være det primære virkemiddel, da den fremmer både elektrificering og brug af offentlig transport og cykling. Men på grund af eksisterende EU-krav om iblanding af grønne brændstoffer, kan en kombination være nødvendig. 

Problemet med det er dog, at en række brændstoffer, som EU karakteriserer som grønne, reelt har en højere klimabelastning end de fossile brændstoffer, de erstatter. 

Derfor bør det sikres at et eventuelt tiltag samlet har en reel positiv klimaeffekt. Det var netop baggrunden for, at man med aftalen om grøn vejtransport aftalte at indføre strengere krav til biobrændstoffer, herunder krav om at medregne effekter fra ændret arealanvendelse og potentielt øget afskovning (den såkaldte ILUC-effekt) senest fra 2025. 

Desværre er denne regulering endnu ikke på plads, og derfor er den reelle klimaeffekt ved at forhøje CO2e-fortrængningskravet meget usikker. 

Samtidig kan opfyldelse af CO2e-fortrængningskravet via elektrificering af vejgodstransporten, som netop peger i rigtig retning på lang sigt, ikke nå at bidrage væsentligt på den korte bane. Et højere CO2e-fortrængningskrav vil derfor lige nu have tvivlsom og måske endda negativ klimaeffekt, eftersom det kan føre til et problematisk merforbrug af klimabelastende biobrændstoffer.

Vi anbefaler derfor ikke at øge CO2e-fortrængningskravet som virkemiddel til at nå 2025-målet.

I stedet anbefaler vi at øge brændstofafgifternes CO2-element med cirka 0,50 kroner per liter, hvilket Concito tidligere har estimeret vil kunne give en hurtig reduktion på dels 0,4 millioner ton fra mindre grænsehandel, dels 0,2 millioner ton fra mindre dansk forbrug. 

Hvis regeringen vil lade en generel afgiftsændring afvente Svarer-ekspertgruppens rapport om CO2-afgifter for landbrug og vejtransport, kan man eventuelt nøjes med at hæve dieselafgiften, som også foreslået af Klimarådet. 

Parallelt hermed bør der så arbejdes på at udforme ILUC-krav til biobrændstof og eventuelt øge fortrængningskravet svarende til, hvad elektrificeringen af lastbilerne kan levere. Det kan stadig nå at bidrage til at nå 2030-målet og til Danmarks klimaforpligtelser under EU.

Dette debatindlæg er skrevet af: Rasmus Bjerring Larsen, Rådgiver transport og klima, Rådet for Grøn Omstilling og Søren have, programchef Concito

By |2024-01-23T16:31:53+01:0024. marts 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU-lov bør sikre en uafhængig fødevareproduktion indenfor de planetære grænser

Debatindlægget er også bragt i Børsen d. 21. marts 2023.

Ruslands krig har blotlagt sårbarheden i EU’s afhængighed af energiimport. Det er mindre omtalt, at EU også er afhængig af kalorieimport fordi EU’s produktion af animalske produkter bygger på massiv import af planteproteiner. Så længe Europa importerer flere kalorier og flere proteiner, end vi eksporterer er Europas fødevareproduktion en hindring, når en voksende global befolkning skal brødfødes.

Samtidig er miljø, klima og biodiversitet stærkt påvirket af EU’s landbrug. Ét eksempel er udledningen af kvælstof, der i EU er tre gange for høj i forhold til de planetære grænser – altså den belastning som miljøet maksimalt kan tåle. Udledningerne har alvorlige konsekvenser for havet, og i EU er kun 20 % af det samlede havmiljø i en uproblematisk tilstand. EU’s kystvande har det generelt ikke godt, og i Danmark er kun 5 procent af vores kystvandsområder i god økologisk tilstand.  

At ændre landbrugets importafhængighed og stoppe landbrugets miljøskader kræver ændringer hos både forbrugere og producenter. EU-kommissionen har lovgivning på vej, der skal skubbe fødevaresystemet i den rigtige retning, nemlig lovrammen Legislative Framework for Sustainable Food Systems hvor ambitionen er at integrere bæredygtighed i alle fødevarerelaterede politikker.

Understøt plantebaseret fødevareproduktion og -forbrug
Rådet for Grøn Omstilling mener, at den kommende lovgivning skal sikre en omlægning af EU’s landbrugsstøtte, så støtten i højere grad tilfalder de indsatser og dyrkningsmetoder på bedrifterne, som opererer inden for planetære grænser, klimamålsætninger og sikring af biodiversitet. Vi skal af med fossil kvælstofkunstgødning og mineudvundet fosforgødning, bl.a. ved hjælp af bedre sædskifter, mere økologi, samspil mellem biogas- og pyrolyseteknologi samt gødning produceret på vedvarende energi.

Omlægning af fødevareproduktionen skal gå hånd i hånd med omlægning af fødevareforbruget. Tiltag hertil kan være en afgift på klimabelastende fødevarer som kød, og nedsat afgift på frugt og grønt.

Hold øje med den kommende EU-lovgivning. Der kan være store ændringer på vej.

By |2023-11-23T12:53:58+01:0021. marts 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Europa behøver akut en ambitiøs grøn industripolitik

Det er på høje tid, at vi i Europa fører en mere aktiv grøn industripolitik, der kan give et offensivt modspil til den ambitiøse Inflation Reduction Act, som præsident Joe Biden har søsat.

Der er tale om den største investeringspakke til grønne energikilder, der nogensinde er lanceret i USA. Med 374 milliarder dollar i statsstøtte og skattekreditter vil planen stimulere opstillingen af over 100.000 nye vindmøller, 950 millioner solpaneler, fremme energieffektiviseringer og elektrificere USA i et langt hurtigere tempo. Hertil kommer skattefradrag på op til cirka 56.000 kroner ved køb af elbiler, forudsat at batterierne er bygget i USA, og 40 procent af metallerne er udvundet eller genbrugt i USA.

Bidens lovpakke er i nogle kredse kontroversiel, men den vil helt sikkert accelerere USA’s grønne omstilling og trække mængder af privat kapital fra Europa til USA. Også Kina har skruet kraftigt op for den økonomiske støtte til landets grønne virksomheder for at styrke dem i den globale konkurrence.

Vi bør ikke være naive i Europa. Ændrer vi ikke kurs, mister vi momentum i den grønne omstilling og overhales af USA og Kina.

Som modsvar har EU’s stats- og regeringschefer åbnet op for at lempe de nuværende statsstøtteregler, så medlemslandene nemmere kan bevilge offentlige penge til grønne virksomheder og teknologier. Kommissionen lægger nu op til at føre en aktiv grøn industripolitik. Her bør Danmark gå offensivt ind i debatten i stedet for at stikke hovedet i busken. Uden offensive investeringer fra EU og medlemsstaterne kan vi ikke konkurrere med USA og Kina.

Strategisk nytænkning

Det er på mange måder godt nyt for klimaet, at flere lande og regioner i verden investerer meget mere i den grønne omstilling. I Europa bør vi anlægge en ny strategi. Der skal skabes bedre, fair og stabile rammer for at opskalere hurtigt med vedvarende energikilder, som allerede er billigere på markedsvilkår end fossile brændsler. Regeringerne bør hurtigt frisætte langt større arealer til nye markedsudbud for havvind.

Gør det attraktivt at udbygge med sol- og landvind, udlæg store vedvarende energizoner uden bureaukratiske snubletråde, investér massivt i transmissionsnettet, støt en hurtigere elektrificering af transport og industri, frem boligrenoveringer, og investér i den næste generation af grønne teknologier lige fra batterier til Power-to-X.

Men regeringerne bør foretage klare strategiske prioriteringer. Vi bør samtidig stoppe alle former for statsstøtte til fossil energi og afbrænding af biomasse. Den fossile statsstøtte er dybt skadelig, da den forstærker klimaforandringerne, hvilket igen vil udløse store ekstraregninger i fremtiden. Desuden er de fossile brændsler og afbrænding af biomasse hovedårsag til den luftforurening, der alene i EU27 koster omkring 250.000 tidlige dødsfald hvert år.

Desværre går det alt for langsomt med at udfase den kulsorte statsstøtte. De fossile energikilder henter – trods deres negative indvirkning på klimaet – stadig enorme summer i statsstøtte over hele verden. Tal fra Det Internationale Energi Agentur (IEA) viser, at subsidier til forbrug af fossil energi nåede rekordhøjder i 2022. Der blev i året med energikrise og forsyningsusikkerhed givet over 1.000 milliarder euro til fossil energi – en fordobling i forhold til 2021.

Faktisk er den fossile støtte langt højere, hvis man også medregner de negative afledte effekter i form af miljø- og luftforurening og ekstra sundhedsomkostninger. Økonomer i den Internationale Valutafond vurderer, at den samlede direkte og indirekte støtte til fossile brændsler globalt udgør over 5.500 milliarder euro.

Fossilt efterslæb

Også inden for EU’s grænser hænger staterne stadig fast i den fossile æra. Ifølge en rapport af Enerdata for Europa-Kommissionen har vi de seneste år set en »betydelig« fossil statsstøtte. I 2020 fik kul-, olie- og gassektoren i EU-landene direkte 50 milliarder euro – inklusive afgiftsfritagelser. Den fossile støtte er reelt langt større, end disse tal viser, da EU-tallene ikke medregner de indirekte effekter ved højere miljøforurening og ekstra sundhedsomkostninger. Andre studier har vurderet, at den reelle fossile støtte i EU ligger over 100 milliarder euro. Derudover får biomasse 18 milliarder euro i statsstøtte, selv om flere analyser viser, at afbrændingen af biomasse medfører ekstra CO₂-udledninger.

Støtten til de klima- og luftforurenende energikilder er kontraproduktiv for omstillingen til et bæredygtigt energisystem. Heldigvis er støtten til sol- og vindenergi steget i EU-landene, og i 2020 nåede den op på 51 milliarder euro. Skal vi finde et modtræk til Bidens Inflation Reduction Act i USA, burde vi give endnu mere støtte til vedvarende energi, udvikling af energieffektive teknologier, den næste generation af batterier og e-brændstoffer samt et toptunet transmissionsnet, så elektrificeringen fremskyndes.

Det er selvskadepolitik, når vi i Europa stadig bruger milliarder af skattekroner på fossile og miljøskadelige brændsler frem for at investere i fremtidens bæredygtige energisystem. »EU og dets medlemsstater skal accelerere deres indsats for at opfylde deres internationale forpligtelser om subsidier til fossile brændstoffer og opnå klimaneutralitet inden 2050,« fastslog Kommissionens rapport. Det var i august 2022.

Men under det seneste års energikrise har medlemsstaterne givet endnu mere støtte til fossil energi. De har også lavet ekstra hjælpepakker til borgerne for at holde energiregningen nede. Ifølge IEA har EU-landene i løbet af 2022 givet over 300 milliarder euro i energistøtte, hvor en stor del er brugt til at holde prisen på fossile brændsler kunstigt nede. Det har svækket incitamentet til at spare på energien.

Danmark har de seneste år taget flere skridt til at nedbringe støtten til fossile energikilder – blandt andet besluttede den daværende S-regering tilbage i 2021, at man fra 2022 ville stoppe offentligt eksportfremme til fossile brændsler i energisektoren i udlandet. Dog med undtagelse af nogle naturgasaktiviteter, som støttes frem til 2025.

Indirekte subsidier

Herhjemme har vi dog stadig indirekte subsidier til forbrug af fossile energikilder – blandt andet billig diesel til landbruget og søfarten. Vi så også sidste år den omdiskuterede varmecheck til danskere med gasfyr. Den var ganske vist begrundet i sociale hensyn, men den mindskede incitamentet til at spare på energien. Det er stadig vigtigt at få udfaset olie- og gasfyr, så vi gør os fri af Putins fossile brændsler. Hvorfor ikke forbyde salg af nye gasfyr og afsætte ekstra midler til fjernvarme og effektive varmepumper? Eller udfase den direkte og indirekte offentlige støtte til afbrænding af biomasse, da bioenergi – ifølge Klimarådets seneste statusrapport – ofte har højere CO₂-udledninger per nyttiggjort energienhed end selv den fortrængte fossile energi?

Det haster med den grønne omstilling. Så derfor bør der gøres op med direkte og indirekte statsstøtte til de energikilder og det forbrug, der medfører høje CO₂-udledninger. Det er vigtigt, at SVM-regeringen fjerner alle de direkte og indirekte subsidier til klimaskadelig energi.

Derudover bør Danmark spille aktivt ind i EU og arbejde for, at der bliver sat en stopper for alle subsidier til kul, olie, gas og biomasse. Pengene kan frigøres til en offensiv grøn industripolitik, så vi får et stærkt europæisk modspil til præsident Bidens Inflation Reduction Act. Vi har brug for et hurtigt kursskifte, der accelererer den grønne omstilling af energisektoren og stimulerer den næste generation af grønne teknologier.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og blev bragt i Dagbladet Information den 16. marts.

By |2023-11-23T13:07:01+01:0017. marts 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top