Dansk landbrug står ved en historisk skillevej. Business as usual er ikke længere en option. Alt for længe har advarselslamperne blinket, men politikerne har ikke turdet at give et klart signal om, hvor landbruget skal bevæge sig hen i de kommende år. Det gælder også landbrugets medansvar for at løse den fælles klimaudfordring. Enten laves en strukturel omstilling og bæredygtig fornyelse af landbruget i Danmark, eller også risikerer vi en fortsat afvikling af dette erhverv og den tilknyttede fødevareproduktion. Desværre har regeringen skrottet de planlagte forhandlinger om en ny vision for fremtidens landbrug. Og nu lægger man i stedet op til at lappe på landbrugets store klimaudledninger og give statsstøtte til et nyt kemisk fix, hvor køerne skal have et hvidt pulver, Bovaer, uden sikkerhed for, at det er ikke skader både menneskers og dyrs helbred. Det er den helt forkerte vej at gå.

Det er på høje tid at tage tyren ved hornene.

Den første forudsætning er at erkende virkeligheden i stedet for at forskyde den til en symbolpolitisk værdikrig mellem land og by. I Danmark har vi en ekstremt intensiv og industrialiseret form for landbrug, der er dybt afhængig af statstilskud, fossile brændsler, kunstgødning, kemikalier og er ekstremt kapitalintensiv. Det er endt med færre bedrifter, langt færre mennesker på landet og uddøende landsbyer. Antallet af bedrifter er faldet med 75 pct. i de sidste 45 år, og vi er vidner til en lineær afvikling af selvstændige landmænd år for år, og gennemsnitsalderen siger støt, fordi de unge generationer ikke gider tage over. Måske har de set skriften på væggen?

I dag er der kun 7100 heltidslandmænd, der ejer egen gård. Bare på de sidste tolv år er antallet faldet med over 42 pct., og imens afvikles drømmen om selvejende bønder. Over halvdelen af driftsresultatet stammer fra statsstøtte, og i 2012-16 var tallet hundrede procent. Finansministeriet har opgjort, at landbruget i 2022 fik ikke mindre end 11,8 mia. kr. i direkte og indirekte statsstøtte, hvor af en del også er afgiftsrabatter, herunder fritagelse for at betale dieselafgift.

De fleste bønder har en stærk frihedstrang og hylder ideen om en fri markedsøkonomi, men de fleste er endt under et nyt åg:  Dybt afhængige af statsstøtte, kemiindustriens produkter, foderimport til dyrene og rentebetalinger på den høje gæld på 285 mia. kr., som har hobet sig op. Det var ikke den vision, der tilbage i slutningen af 1800-tallet fik bønder og husmænd til i stolthed at samle kræfterne i andelsbevægelsen og i fællesskab at bygge lokale mejerier, slagterier, forsamlingshuse, højskoler og brugsforeninger. Kærligheden til naturen, planterne, dyrene og livet på landet er besunget af generationer i højskolesangbogen. Denne kærlighed deler mange danskere, også i byerne. Men hvor er vi endt? Drømmen om frihed er for mange endt i et gældsfængsel og en masseproducerende trædemølle, hvor den petrokemiske industri forsøger at forføre landbruget til at presse citronen ekstra. Men jorden, dyrene og naturen kan ikke længere bære det.

Vi har sprængt de planetære grænser med flere træskolængder og biodiversiteten og havmiljøet er truet. Økonomer på Københavns Universitet har beregnet, at miljøskader, overtræk på naturressourcerne og luftforurening hvert år koster Danmark 245 mia. kr. Det er et konservativt skøn, for når drikkevandet og havmiljøet lider, er der en ekstraregning, som er langt større og rammer flere generationer. Vi har brug for en ny samfundskontrakt. Danmark bør ikke længere tillade, at landbruget påfører vores samfund og fælles naturarv så store miljøskader.

Hvordan vendes udviklingen? Danmark er det mest intensivt dyrkede land i Europa, og landbrugsjorden udgør 60 pct. af Danmarks samlede areal. Men samtidig er Danmark et af de lande i EU med mindst beskyttet natur. Både til lands og til vands er naturen trængt. Danmarks hav lider af historisk højt iltsvind, og kun 5 pct. af de danske farvande er i god økologisk tilstand. Selv om Landbrug & Fødevarer forsøger at bilde borgere og politikere ind, at det altid er de andres skyld – altså kvælstofudledninger fra vores nabolande, eller fra byernes spildevand – nytter det ikke at benægte fakta. I flere årtier har vores førende forskere sagt, at det største problem er landbrugets alt for store udledning af kvælstof. Faktisk bør mængden af kvælstof nedbringes med mindst 30 pct eller mere, hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at fiskebestanden igen kan vokse i danske farvande, og Danmark skal leve op til EU´s vandrammedirektiv. Det skal vi senest gøre i 2027, men fordi politikerne har ladet stå til i mange år, er vores fælles hav ved at dø, og Danmark er milevidt fra at overholde EU-kravene.

Landbruget kan hjælpe med til at redde havmiljøet, men på Axelborg vil man smyge sig udenom ansvaret. Danske landmænd, der gerne vil gøre noget godt for fællesskabet, ender som gidsler i dette politiske skuespil. Og udfaldet tjener ingen til ære.

Ikke kun havmiljøet lider. Det gør grundvandet også. I over 54 pct. af drikkevandsboringerne er der fundet alt for høje rester af pesticider. I 2016 var det en femtedel af boringerne. Det er en trist arv at overlade giftigt drikkevand til de næste generationer, men hvis landets landmænd fortsætter med at lytte til kemikalieindustrien og deres power point præsentationer, vil denne destruktion af vores fælles naturarv fortsætte. De gule rapsmarker kan være smukke, men biodiversiteten er også truet. Over 40 pct. af de danske bi-arter er truet eller allerede uddøde. Og jo færre bestøvere, jo mere sårbar er fremtidens fødevareproduktion. Det vil hjælpe, hvis vi rundt omkring i landet får genskabt småbiotoper, markskel, stendiger og flere vilde naturområder, og så bør vi Danmark helt eller delvist holde op med at sprøjte med gift. Skal vi beskytte grundvandet og havmiljøet, bør der mindst udtage 600-800.000 hektar landbrugsjord, vurderer forskerne.

Og så er der klimaet. I de sidste femten år er landbrugets udledninger af drivhusgasser ikke nedbragt, og nu udgør det en tredjedel af Danmarks samlede udledninger. I 2030 kan det være op imod halvdelen, hvis regeringen viger tilbage fra at indføre en høj og ensartet CO₂e-afgift. Men i Danmark bør alle dele af samfundet bære deres fair andel, så vi når klimalovens mål om at reducere CO₂e-udledningerne med mindst 70 pct. i forhold til 1990. Faktisk burde landbruget skære 65 pct. af sine udledninger inden 2030, men alt for længe har politikerne ikke turdet indføre den CO₂e-afgift, som alle økonomer siger er den mest omkostningseffektive måde at løst klimaudfordringen på.

Indtil nu har SVM-regeringen nølet med CO₂e-afgiften, og man vil give støtte til fodertilsætningsstoffer kaldet Bovaer. Det er et hvidt pulver (3-Nitrooxypropanol eller 3-NOP), som kan blandes i foder for at reducere køernes produktion af metangas. Formelt er stoffet godkendt, men det er ikke harmløst. Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har vurderet, at det kan være skadeligt for mennesker at indånde, røre og få i øjnene. Derudover har Aarhus Universitet i et studie konkluderet, at dyrevelfærden ved Bovaer ikke er tilstrækkeligt belyst, og at køer med store doser Bovaer i foderet spiser mindre, hvilket kan skyldes, at fodertilsætningsstoffet giver ubehag for koen.

Det er endnu uvist, hvordan Bovaer anvendt over længere tid vil påvirke menneskers sundhed og dyrevelfærden. Man håber, at stoffet reducerer køernes metanudslip med 28–30 pct., men det koster cirka 800 kr. pr. ton CO₂e. Desuden virker det forhastet at give stor statsstøtte til en ret uprøvet teknologi, der fremstilles af en enkelt virksomhed. Oveni skal bygges et nyt kontrolsystem for at sikre, at det bruges rigtigt.

Bovaer ligner et nyt skud på stammen i et stadig mere industrialiseret landbrugssystem fyldt med fossil energi, kunstgødning og kemikalier, der skridt for skridt mister forbindelsen til natur, miljø og sund fornuft. Undersøgelser fra Holland og Sverige viser, at man kan sænke kvægs metanudslip med cirka 30 pct., blot hvis dyrene sættes på frisk græs. Frem for at satse på et teknologisk fix som Bovaer er det mere effektivt at indføre en CO₂e-afgift. Bliver den over 216 kr/ton CO₂e, bliver det urentabelt for landmændene at holde de mange lavbundsjorde i drift.

Historisk set har danske landmænd været dygtige til at omstille sig. Det kan de gøre igen. Udtagning og vådlægning af lavbundsjordene er et af de effektive og billige klimatiltag. Og det fremmer biodiversiteten. Desuden kunne det gøres mere attraktivt at opstille vindmøller eller solcelleanlæg på de dårligste jorde, så bønderne kan tjene penge på at levere grøn strøm til nettet og fjerne fossile brændsler fra det danske energisystem. Samtidig kunne man plante træer og ny naturskov. I Danmark er der i dag 627.000 hektar, der er bevokset med skov, men hvis vi planter ekstra 300.000 hektar skov kan vi med tiden fjerne over 3 mio. tons CO₂ fra luften hvert år. De mest ufrugtbare landbrugsjorde og arealer nær vandløb og kysterne kan med fordel omlægges til skov, der giver naturlig CO₂-fangst med velafprøvede biologiske metoder frem for at pøse en masse skattekroner ind i en umoden, ineffektiv og dyr CO₂-fangst på kraftværker, cementfabrikker og affaldsanlæg. Vi kan vælge en anden vej i dansk klimapolitik. Både land- og skovbrug kan blive en del af løsningen.

I 2022 eksporterede Danmark fødevarer og drikkevarer for 141 mia. kr., og der er mange ansatte i følgeindustrierne, så det er et vigtigt erhverv. Men landbruget har ikke krav på at få miljø- og klimamæssig særbehandling i forhold til andre erhverv. I industrien stilles krav om, at forureneren betaler regningen, og sådan bør det også være i landbruget.

Vi kommer dog aldrig i mål med at nedbringe landbrugets udledninger, hvis ikke også der tages fat på en strukturel omstilling, som reducerer den store animalske produktion.

Det årlige udslip af drivhusgasser fra alle landbrugsdyr er over 7,5 mio. tons CO₂e. Produktionen af kød og mælkeprodukter vejer meget tungt i klimaregnskabet, og det skyldes bl.a. et stort energitab, da foder først skal gennem et dyr frem for at dyrke fødevarer direkte til mennesker. Således importerer Danmark 1,8 mio. ton soja, hvor det meste bruges til at føde landbrugsdyr op med. Det globale fodaftryk herfra er 3,8-4,3 mio. tons CO₂e. I realiteten sluger dansk husdyrproduktion flere proteiner fra importerede sojaskrå, end den leverer til vores tallerkener, og det giver Danmark et stort globalt klimaaftryk, der bør nedbringes.

Vi er et lille land med under 6 mio. indbyggere, men antallet af landbrugsdyr har sprængt naturens bæreevne. Der er over 1,4 million kvæg og malkekøer, produceres over 30 mio. grise og over 100 mio. fjerkræ, hvor af størstedelen går til eksport. Hvert år slagtes over 17 mio. svin, omkring 450.000 kvæg og 100 mio. fjerkræ på de danske slagterier, men store antal dyr i Danmark er langt over, hvad klimaet og miljøet kan bære. Desuden bør vi til at tage dyrevelfærden alvorligt.

Der eksporteres omkring 15 mio. levende smågrise hvert år med dyretransporter. Men hvad færre ved er, at der hvert år dør 10,1 mio. pattegrise ude i staldene og hele 23 pct. dør i de første dage efter fødslen. Det er historien om en fødevareproduktionsmaskine, der er gået i stykker og viser alvorlige sygdomstegn. Business as usual er ikke længere en bæredygtig option.

Her forleden besluttede regeringen at skrotte planen om at nedsætte et partnerskab, der skal komme med en visionsplan for dansk landbrug. Det er den helt forkerte beslutning. Mange af miljøudfordringerne kan ikke bare løses ved at indføre en CO₂e-afgift i en lukket trepartsforhandling i 2024 eller ved at give statsstøtte til Bovaer i køerne.

Det haster med at tage ordentligt hånd om både klimakrisen og biodiversitetskrisen, at nedbringe landbrugets udledning af metan og næringsstoffer, at reducere forurening af drikkevand og at forbedre dyrevelfærden. Det kan kun ske gennem en strukturel omstilling.

Den store animalske produktion skal nedbringes, og vi skal satse meget mere på plantebaserede økologiske fødevarer, hvis dansk landbrug skal gøre sig forhåbning om at blive bæredygtigt i fremtiden. Antallet af landbrugsdyr bør tilpasses den tilgængelige mængde foder og tage hensyn til klima, miljø og dyrevelfærd. Det betyder, at frem mod 2040 bør antallet af svin reduceres med 95 pct.,og antallet af kvæg og fjerkræ nedbringes med henholdsvis 65 og 75 pct., men ved at satse mere på plantebaserede fødevarer kan, der laves lige så mange proteiner til menneskers føde som i dag.

Det viser en ny fælles rapport – ”En ny vej for dansk landbrugsproduktion og fødevareforbrug inden for planetens grænser – fra Foder til føde II”  – hvor RGO sammen med Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Vegetarisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Foreningen for Regenerativt Jordbrug, Foreningen Klimabevægelsen i Danmark, Greenpeace, World Animal Protection og Økologisk Landsforening har lavet et visionært bud på, hvordan dansk landbrug kan blive klimaneutralt i 2040 og producere indenfor de planetære grænser.

Vores vision er, at Danmark skal gøres til en grøn frontløbernation, hvor alle danske fødevarer fremstilles på økologiske og regenerative brug, der leverer velsmagende, næringsrig mad af høj kvalitet uden brug af gift og pesticider. Støtteordningerne skal omlægges, så de kan understøtte denne udvikling. En afgift på animalsk produktion, fjernelse af momsen på frugt og grønt, flere grønne krav til offentlige indkøb og en grøn omstillingsfond kan være med til at accelerere fornyelsen i landbruget.

Den store reduktion i antallet af landbrugsdyr og omlægning til mere plantebaseret fødevareproduktion gør det muligt at udtage 680.000 hektar landbrugsjord og henlægge mere til vild natur og større skovarealer, som kan suge mere CO₂ ud af atmosfæren. Frem til 2027 bør der udtages en halv mio. hektar landbrugsjord, og husdyrbestanden skal reduceres med mindst 50 pct. i 2030, så landbruget aktivt kan være med til at løse klimakrisen og nedbringe udvaskningen af kvælstoffer til vandløb og havmiljøet.

Det er en visionær, ambitiøs og realiserbar plan om at udvikle og forny dansk landbrug, så det igen kan operere sikkert indenfor de planetære grænser. I stedet for at afvikle landbruget med stadig mere naturbelastende industriel drift, skal det udvikles og gøres absolut bæredygtigt, så landbruget i 2040 bliver klimaneutralt og giver mere tilbage til naturen, end det tager.

Kronikken er skrevet af Trine Langhede, Niklas Sjøbeck Jørgensen og Bjarke Møller.