Artikel bragt i Magasinet Grøn Omstilling, vinter 2021 af Helene Chéret, Redaktør på Magasinet Grøn Omstilling

Det var et trist syn, der ventede beboerne i Valsted ved Limfjorden i sommer. Døde fisk, ål og krabber lå ved bredden i dyngevis. Miljøstyrelsen var ikke i tvivl om, hvad der var årsag til det: Dyrene var døde af iltmangel, forårsaget af iltsvind i fjorden. I juli viste målinger i Valsted nord for Nibe en iltprocent på blot to. 

Beboere, der gik tur ved vandet, var chokerede. Som den pensionerede fisker Gert Nielsen sagde til TV2 Nord: ”Jeg har aldrig før i mit liv set noget i nærheden af det her. Hundestejler, krabber, skrubber, ål, ørreder, rejer, alt kæmpede for at overleve,” sagde han og fortsatte: ”Jeg synes, vi skal behandle vores fjorde, vores vand og vores miljø, så vi kan være os selv bekendt. For dyrene har også ret til at være her.” 

Situationen i Valsted i sommer er desværre kun et ud af mange tegn på, at noget er galt med havets tilstand. Når biologer tager ud på havet og til kyster for at måle på niveauet af næringsstoffer, skadelige kemikalier og mikroplastik eller ser på, hvordan det går med dyre- og planteliv og biodiversiteten, så er det bekymrende, hvad de kommer frem til. Det vidner bl.a. Miljøstyrelsens overvågninger om. Styrelsen holder øje med den samlede såkaldte økologiske tilstand ved kystvande og i havet. Der bliver målt på vandområdernes dyre- og planteliv og niveauet af miljøfarlige kemiske stoffer i vandet. Ifølge EU’s vandrammedirektiv skal Danmark have forbedret vandkvaliteten i 2027 så meget, at vi alle steder har ”god økologisk tilstand”. Men ser man på Miljøstyrelsens kort med overvågning af kystvandene, ser det grelt ud. Lige nu lever kun fem procent af kystvandene op til målet om god økologisk tilstand og er dermed farvet grønt, mens de 73 procent, der har ringe eller dårlig tilstand, lyser orange eller rødt (se kortet). 

Årsagen til disse triste målinger er som oftest vores egen adfærd, lyder det fra Lone Mikkelsen. Hun er biolog og seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling. 

”Havet har det skidt. Dyr, planter og hele det økologiske system er under pres fra rigtig mange sider, hvilket alt sammen skyldes, hvad vi mennesker udleder i vandet eller udfører af aktiviteter til havs. Presset skyldes i meget høj grad forurening fra landbruget, udledning fra spildevandet og skibsfarten,” siger hun.  

Lone Mikkelsen, der koordinerer projektet ‘Et rent hav for alle’, mener, at der bør gøres op med en udbredt og muligvis lidt ubevidst opfattelse af, at det enorme hav bare opsluger alt uden konsekvenser. 

”Ude af øje, ude af sind. Vi lader alverdens skadelige stoffer sive ud i havet. Ud på den blå hylde, som fiskere og sejlere tidligere ofte sagde. Men havet kan og skal ikke anvendes som en skraldespand uden bund. Alt det, vi smider derud, påvirker livet i havet. Alligevel viser rapport efter rapport, at havets tilstand får lov at sejle sin egen sø,” siger hun. 

Siver fra markerne ud i vandet 

Iltsvindet i Valsted i sommer var et af de slemme, men hvert år viser overvågningsrapporter fra DCE − Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, at vandmiljøet ved mange kyster og fjorde lider under iltsvind. Årsagen til dette er især udledning af næringsstoffer fra markerne. Næringsstofferne giver næring til alger, der skygger for lys til havets andre planter. De falder til bunds, når de dør, og nedbrydes i en proces, hvor der forbruges ilt. Og når der er mange alger, så kan alt ilt forsvinde. I værste fald dør dyrene og skyller op ved strandkanten. 

EU har bedt Danmark om at bremse vores udledning af næringsstoffer. Men det er ikke sket, og det er kritisk, lyder det fra Niklas Jørgensen. Han er landbrugsfaglig rådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling og arbejder også med projektet ‘Et rent hav for alle’. 

”Knap to tredjedele af Danmarks areal er landbrug, og måden, vi driver landbrug på, truer økosystemerne under vand. Fra EU’s side er vi blevet pålagt at forbedre vandmiljøet markant, men det er endnu ikke sket. En yderligere reducering af landbrugets udledning af næringsstoffer er ganske enkelt nødvendigt,” siger han.  

En del af forklaringen hænger sammen med den omdiskuterede landbrugspakke fra 2015, som den daværende regering lavede. Her besluttede man, at landbruget måtte gøde mere end tidligere for at kunne øge dets produktion. Og det har givet bagslag.  

”Tanken var, at man med andre tiltag, som kompenserende efterafgrøder og anlæg af vådområder, alligevel kunne reducere næringsstofudledningen. Men det skete ikke. De seneste rapporter viser, at udledningen har ligget nogenlunde stabilt de sidste ti år. Det går ud over vores vandmiljø,” siger Niklas Jørgensen. 

Da regeringen og aftaleparterne i efteråret lavede en bred klimaaftale for landbruget, fremlagde de også en plan for at nedbringe kvælstofudledningen, sådan som EU kræver. Men Ifølge Niklas Jørgensen har den flere mangler. Den indsats, der skal reducere kvælstofforureningen med 13.100 ton, når ikke i mål til 2027, da 2.300 ton af disse først skal findes ved senere genbesøg af aftalen, der i øvrigt igangsættes for sent. 

”Aftalen forholder sig heller ikke til, at vi må blive bedre til at reducere tilførslen af gødning, eksempelvis ved at gødske mindre i særlige sårbare områder og at distribuere husdyrgødning bedre mellem landsdelene,” siger Niklas Jørgensen. 
 

Torsken kan forsvinde helt  

I efteråret skar EU torskekvoterne markant til stor ærgrelse for fiskeribranchen. Torskebestanden i danske farvande er faldet, og forskerne advarer om, at torsken helt kan forsvinde, hvis ikke der gøres noget. Torsk har været en helt almindelig fiskeart i Danmark og Nordeuropa i mange år. Men i Østersøen er der eksempelvis sket et fald i bestanden af sild og torsk på henholdsvis 80 og 85 procent over de seneste 30-40 år. Der er flere forklaringer på, at fiskebestandene går tilbage: forurening, iltsvind, klimaforandringer, overfiskeri samt ødelagte levesteder såsom stenrev og tangskov, der er forsvundet bl.a. på grund af stenfiskeri, sandsugning og anden råstofudvinding. 

Ifølge Lone Mikkelsen er faldet i fiskebestande et tydeligt eksempel på, at vores adfærd i sidste ende rammer os selv.  

”Fiskebestande skrumper, og helt generelt falder biodiversiteten i havene omkring Danmark. Det sker bl.a., fordi vi fra land forurener vandet med næringsstoffer og miljøfremmede kemikalier, og det er kritisk for de organismer, der lever i havet. Det påvirker økosystemet direkte og desuden ophobes skadelige stoffer i de fisk og muslinger, som mange mennesker er afhængige af som fødekilde. Det viser tallene fra den danske overvågning af vandmiljøet med al tydelighed. Så i sidste ende rammer problemet ikke blot miljøet, men også os selv,” siger Lone Mikkelsen.  

Forurening med skadelige kemikalier er et af de områder, der langtfra er undersøgt tilstrækkeligt. Danmark har af flere omgange fået stærk kritik af EU-Kommissionen for ikke at måle nok på havets såkaldte kemiske tilstand. Men de målinger, der trods alt bliver foretaget, viser, at der udledes mange skadelige stoffer til havet. Den nyeste rapport fra Det nationale overvågningsprogram NOVANA finder mange overskridelser af grænseværdier for bl.a. pesticider, tungmetaller og flammehæmmere, hvoraf mange allerede er enten forbudte eller reguleret. Det gælder f.eks. dioxiner fra afbrænding af plast og PCB fra bl.a. byggematerialer. Disse to er blandt de farligste miljøgifte i verden og i dag helt forbudt at anvende. Alligevel findes de og mange andre miljøfremmede og svært nedbrydelige kemikalier i vandmiljøet. Nogle af kemikalierne ender i fedtvævet hos fisk, andre ligger ophobet i sedimentet, men bliver hvirvlet op, hvis bunden skrabes op f.eks. af et trawl. Og hormonforstyrrende stoffer fra bl.a. medicin, plejeprodukter og elektronik ender ligeledes i vandmiljøet. Ifølge Lone Mikkelsen ligger nøglen til en del af løsningen hos rensningsanlæggene.  

”Spildevandsanlæggene herhjemme fanger ikke de miljøfremmede stoffer, som f.eks. flammehæmmere og fluorstoffer. I Schweiz anvendes der på mange rensningsanlæg en metode, der kan fjerne kemikalier fra spildevandet. Så teknologien findes. Der handles bare ikke på det fra politisk side herhjemme. Men det er helt afgørende, at der stilles krav til sådan en type rensning i Danmark også. Det vil bidrage til, at der fra byer, industri og sygehuse, udledes langt færre skadelige kemikalier. Vi har slet ikke styr på, hvor meget der ender i havet,” siger hun. 

Rift om havet  

I dag har flere og flere interessenter øjnene rettet mod havet og ser store muligheder. I den forbindelse har regeringen udarbejdet Danmarks første havplan, som var i høring i efteråret. Den skal ”lægge en plan for det samlede danske havareal. Havplanen skal både styrke den grønne omstilling, beskytte naturen og sikre, at der fortsat er plads til de maritime erhverv,” som der står i introduktionen. Planen zoneinddeler havet efter aktiviteter, anvendelse og fremtidigt potentiale. Der er dermed zoner for eksempelvis vindmølleparker, opdræt af fisk i åbne bure (havbrug), råstofindvinding, militæret og beskyttede eller fredede områder. 

Men selvom beskyttelse af naturen er beskrevet som en del af planen, mener Lone Mikkelsen slet ikke, at miljøet bliver tilgodeset i tilstrækkelig høj grad. 

”Der fokuseres primært på erhvervenes behov og ikke på naturens. Det er jo rigtig fint, at man forsøger at planlægge og frede mere af havet. Men samtidig tillader man stadig trawling i nogle fredede områder, som vil føre til en frigivelse af de kemikalier, der ellers lå bundfældet i sedimentet. Og havbrug udleder, foruden flere næringsstoffer, biocider til vandet, som igen optages i fødekæden,” siger hun. 

Når man spejder hen over vandet, er det da også tydeligt, at der bliver mere og mere rift om havet – med flere vindmøller, havneudvidelser, erhvervsfiskere og store fragt- og krydstogtsskibe. Og det bekymrer Lone Mikkelsen. 

”I fremtiden vil vi gerne høste endnu mere fra havet f.eks. tang som proteinrig føde. Vi bliver nødt til at passe på, at vi ikke i vores udviklings- og omstillingsiver fortsætter med at ødelægge muligheden for det elementære liv i vandet. Ellers så dør det stille og roligt,” siger hun og fortsætter: 

”Det, der udspillede sig ved Limfjorden i sommer, var sørgeligt. Og jeg er helt enig med beboeren i Valsted; vi skal behandle vores fjorde, vores vand og vores miljø, så vi kan være os selv bekendt. Derfor skal vi have bremset udledningerne af næringsstoffer og skadelige kemikalier hurtigst muligt. Vi skal forbedre havets tilstand – for naturens, men også for vores egen skyld,” siger hun. 

Artikel bragt i Magasinet Grøn Omstilling, vinter 2021 af Freja Marie Hegelund, studentermedhjælper, Rådet for Grøn Omstilling

“Det der er alt sammen lavbundsjorde,” siger 60-årige Erik Christensen og peger ud gennem forruden. Vi sidder i hans firhjulstrækker, og for vores blik strækker sig et fladt og åbent landskab med marker adskilt af krat og grøfter. Under sidste istid skabte smeltevand Skalsådalens landskaber, som de ser ud i dag. De er karakteriseret ved et fladt vidtstrakt landskab afbrudt af strækninger med tunneldale, hvor smeltevandet har presset sig ned i landskabet.   

Erik Christensen er landmand, og denne morgen i september er jeg med på hans daglige tur rundt til hans 240 kødkvæg. Dyrene går og græsser på et område, der snart skal forandres. Naturstyrelsen og kommuner i Himmerland har lagt planer for en jordfordelingsproces og udtagning af lavbundsjorde, og det bekymrer Erik Christensen. 

“Der er planer om at sløjfe de grøfter, der adskiller markerne. Det er vi jo ikke så glade for, fordi så kan dyrene ikke komme derud,” fortæller han fra bilen og fortsætter: “Der bliver også vådere på marken, og uden køerne springer det i skov.” Hvorfor han mener, det er et problem, vender vi tilbage til.  

Erik Christensen er en ud af godt 20 landmænd, som jeg og min makker besøger og interviewer. Vi har bosat os i området i tre måneder i forbindelse med vores feltarbejde til vores speciale i antropologi. Emnet er klima. Det danske landbrug sidder på op mod to tredjedel af det danske areal, og naturen og biodiversiteten er presset. Samtidig står landbruget for 22 procent af den samlede CO₂-udledning. Derfor er en grøn omstilling nødvendig. 

Så hvordan forholder landmændene sig til de forandringer, deres erhverv står over for? De nye krav og tiltag kræver nye måder at gøre tingene på i et erhverv, som ofte er forbundet med identitet, traditioner og relationer til landskaberne og jorderne. Det er vi taget til Skalsådalen for at se nærmere på. 

Slip vandet fri 

I Skalsådalen har vand altid været synligt i landskaberne som en konsekvens af de lavtliggende jorder. I tidligere tiders landvindinger lagde man dræn og vandpumper på mange af markerne, hvilket skulle sikre, at markerne ikke var for våde at dyrke på.  

Men af hensyn til klimaet bør lavbundsjorde ikke længere drænes og dyrkes. De indeholder nemlig et højt indhold af kulstofrigt organisk materiale. Det betyder, at dræning og dyrkning af jorderne medfører en høj CO₂-udledning, fordi det organiske materiale bliver iltet. Det kan afhjælpes ved at sløjfe drænene og lade vandet få frit spil på ny. Derfor ses udtagning af lavbundsjorde som centralt for at sænke udledningerne fra landbruget. Derudover er der gevinster at hente ift. beskyttelse af sjældne arter og naturtyper, når lavbundsjordene tages ud af driften. I Regeringens nye klimaaftale for landbruget er ambitionen, at 100.000 ha lavbundsjorde skal udtages inden 2030. 

I Skalsådalen er udtagningen allerede i gang. Naturstyrelsen Himmerland har sammen med de berørte kommuner, Viborg, Randers og Mariagerfjord, taget initiativ til en multifunktionel jordfordeling, der står til at starte i Skalsådalen i det nye år. Den multifunktionelle jordfordeling indebærer, ud over de grønne tiltag som udtagning af lavbundsjorde, et fokus på landdistriktsudvikling og rekreative ønsker, såsom flere vandrestier og shelterpladser. 

Køerne står for naturplejen 

Første stop på køreturen med Erik Christensen er et stort, kuperet areal, som han forpagter. Her går en flok kvier roligt rundt og græsser. De er nysgerrige og vil gerne snakke.  

“Søren Super!” råber Erik Christensen pludselig højt ud over marken. “Det er den røde dér. Den plejer at komme hen til mig,” siger han og forsikrer mig om, at de er fredelige, da det kun er tyrene, man skal være varsom med. 

“Hvis der sker noget, skal man bare trække tilbage. Det er dem, der bestemmer,” siger han.   

På disse marker sørger Erik Christensen med sine kvier for såkaldt naturpleje efter aftale med kommunen. Som en del af et stigende fokus på biodiversitet, klima og miljø bliver naturpleje fremhævet som en måde både at holde landskaberne åbne og styrke landbruget, når jorder tages ud af driften. Principperne bag naturpleje er, at markerne hverken må gødes, sprøjtes eller dyrkes. Til gengæld skal de afgræsses enten med dyr eller maskine.  

Erik Christensens køer går på markerne det meste af året og lever primært af det, de kan finde her. Men arbejdet med naturpleje kræver, at køerne kan gå på markerne uden at ødelægge dem. På de laveste af arealerne har Erik Christensen før oplevet, at en kvie døde i en grøft, fordi den sad fast i mudderet. Han fandt den selv. 

“Hvis kreaturerne går i mudrede områder, så bliver det sådan noget grød, fordi de træder det i stykker. Vi ved, at der vil komme mere vand, og at områderne derfor bliver vådere. Hvis vi så samtidigt hæver vandstanden og sløjfer grøfterne som en del af udtagningen af lavbundsjorde, så gror det hele til,” siger han.  

Vandet vil både gøre det svært ufremkommeligt for køerne, men også forværre biodiversiteten, bl.a. fordi området får lov til at springe i skov, når dyrene ikke kan komme frem og holde vegetationen nede, siger Erik Christensen. Især de sjældne orkideer vil blive presset, da de netop har brug for sollys og åbne enge. 

“Der kommer måske til at gå 1000 år, før den natur kan blive genoprettet, når først dyrene har trådt det i stykker. Og herude er der mange orkidéer. I foråret stod de jo virkelig over det hele,”

Erik Christensen, landmand

Det ærgrer ham, at kommunens biologer og hans egen viden ikke altid følger samme tankegang.  

“Når jeg snakker om naturpleje, tænker jeg jo et par hundrede år frem. Og kommunen snakker bare 10-20 år. Det er jo ingenting i det samlede spil,” uddyber Erik Christensen. “Der er kun én taber i det spil her, og det er naturen.” 

Ejet af familien siden 1700-tallet 

De fleste landmænd, jeg og min makker har talt med undervejs i vores feltarbejde, har tilknytning til egnen. De har enten overtaget slægtsgården eller startet deres eget op med udgangspunkt i familiens jord. Det gælder også ægteparret Jacob og Rikke Bjerrum, som begge er vokset op i området. De er begge i slutningen af 40’erne, og sammen har de tre børn. Og parret står lige nu og overvejer, om de skal sælge nogle af deres lavbundsjorde til udtagning. De har skabt deres landbrug på jord, der har været i Jacob Bjerrums familie siden 1700-tallet. Der er meget historie forbundet med jorden, som gør, at landskaberne og naturen har en helt særlig betydning for dem.  

“Fordi det er familiens jord, vi driver videre, føles det stadig som Jacobs slægtsgård,” fortæller Rikke Bjerrum mig en oktobermorgen i deres køkken og tilføjer ”Vi ville ikke bare kunne lukke landbruget ned og flytte. Det her er vores hjem”, siger Rikke Bjerrum. 

De har svært ved at se sig selv bo andre steder. Derfor er det for Rikke og Jacob Bjerrum ikke primært, om de lever af malkekvæg, eller hvad de dyrker.  

“Vi er stolte af at producere mælk til danske forbrugere,” siger Rikke Bjerrum og fortsætter, “Men hvis det bliver umuligt, kan vi bedre forestille os at lave noget andet, end at skulle flytte.”   

Rikke Bjerrum er butiksuddannet, mens Jacob Bjerrum er uddannet som landmand. I dag driver de sammen en mælkeproduktion med omkring 750 køer. Siden 2002, hvor de købte gården med 40 køer, har deres drift været i eksplosiv udvikling. 

“For at kunne leve af det har vi været nødt til at sørge for, at vi altid er dobbelt så store som alle andre,” siger Jacob Bjerrum ved køkkenbordet og tilføjer: “Men det gør også, at vi har et stort ansvar og virkelig kan gøre en forskel i klimaspørgsmål.”  

Mangel på afgræsningsdyr  

Når marker udtages af landbrugsdriften, skabes et behov for afgræsning, som naturpleje med græssende dyr kan afhjælpe. Men afgræsningsdyr er en mangelvare i området. Kødkvæg er det bedst egnede dyr til afgræsning, da de er mere robuste og kan holde til at gå ude det meste af året. Malkekøerne med deres slanke bygning er derimod ikke bygget til at færdes i ufremkommeligt terræn. Der er dog langt flere malkekvæg end kødkvæg i området, fordi det ofte er svært at leve af kødkvæg.  

Rikke og Jacob Bjerrum har overvejet, om det ville kunne hænge sammen for dem med græssende kvæg ligesom Erik Christensen. Men som deres drift ser ud i dag, afhænger det i høj grad af, hvad de våde jorder tillader.  

“I bund og grund ville vi gerne have vores malkekøer mere ud, men 750 køer på vores lavbundsjorder kan ikke lade sig gøre, uden at de tramper det i stykker eller skal gå for langt efter føde,” siger Rikke Bjerrum. 

Markerne er altså for våde til, at deres malkekøer kan afgræsse, og ligesom Erik Christensen ser Jacob og Rikke Bjerrum, at der kun er kommet mere vand med tiden. 

“På et tidspunkt var der en hel flod herude. Man kunne nærmest sejle i kano fra den ene mark til den anden,”

Rikke Bjerrum, landmand

Ifølge Jacob Bjerrum har vandet i landskaberne med tiden gjort, at markernes dræn ikke længere løber tilstrækkeligt ud i Skals Å. Det skaber nye udfordringer, fordi vandet i stedet løber tilbage ind på markerne. Det findes der dog løsninger på, som ovenikøbet kan bringe en miljøgevinst med sig.  

“Vi har en majsmark herude, hvor det nogle gange er meget svært at høste, fordi der er så vådt. Nogle år er der en hel sø derude, og den kunne jo sagtens blive permanent som vådområde. Så kan vi bare dyrke på områderne ved siden af,” siger han.  

Anlægning af vådområder kan sikre de øvrige marker mod oversvømmelse og er samtidig med til at reducere overskydende kvælstof og fosfor fra markernes drænvand. Når der skabes vådområder, sker det i et samarbejde mellem kommunen og landmanden, der ejer de pågældende jorde. Kommunen hjælper med rådgivning og tilskud til projektet, mens landmanden har ansvar for anlægningen. 

Dialog er vejen frem  

I den multifunktionelle jordfordeling er både initiativtagerne bag og landmændene opsat på, at det er vigtigt at inddrage landbruget i forhandlingerne. Dels fordi de omtalte jorder ejes af landmændene, som så skal gå med til at sælge dem til staten. Dels fordi de har en stor viden om naturen, som daglige forvaltere af den, og fordi de rent praktisk skal være med til at skabe fremtidens landskaber og imødekomme grønne tiltag i deres arbejde. Men spørgsmålet er, hvor meget landmændene skal inddrages og hvordan.  

“Jeg tror, man skal samarbejde på nogle helt nye måder,” siger Erik Christensen, der ønsker at bidrage med sin faglighed som landmand og sit lokale kendskab til landskaberne. På min køretur med ham var det tydeligt for mig, hvordan han kender hver en centimeter i landskaberne.  

Jacob og Rikke Bjerrum føler ikke, at landbruget inddrages nok i processerne om at udvikle dansk landbrug. Derfor har de taget en aktiv beslutning om at deltage i den politiske debat og dialogen med kommunerne. Bl.a. har Jacob Bjerrum valgt at gå ind i det lokale ålaug for at skabe en dialog omkring nye løsninger.  

I et indslag i P4 Nordjylland udtaler Jacob Bjerrum sig om landbrugsforhandlinger og siger: “Selvfølgelig vil vi bidrage, og det gør vi gerne. Men naturen er vores arbejdsgiver, så vi skal mere med på råd, hvis det skal være praktisk muligt.” 

Den multifunktionelle jordfordeling afhænger af frivillighed og lokalt engagement. Det handler med andre ord om, hvad lodsejerne vil være med til. Jacob Bjerrum mener, at landmændene burde være med i processen helt fra starten.  

“Det ville være oplagt at ansætte en lokal landmand i projektet til at bidrage med inputs på vegne af landbruget. På den måde ville det også være nemmere at mægle mellem de forskellige interesser, der er i spil,” 

Jacob Bjerrum, landmand

For Rikke og Jacob Bjerrum er lokalt og politisk engagement en måde at blive hørt og holde sig opdateret på, hvad der skal ske. 

“Hvis man føler sig lukket ude eller tvunget og presset, så er man ikke motiveret. Men hvis man derimod snakker om det, så har man også lyst til at kæmpe for, at der skal ske nogle ting, for selvfølgelig skal vi gøre noget for miljøet,” siger Rikke Bjerrum.   

Artikel bragt i Magasinet Grøn Omstilling, vinter 2021 af Therese Holter, frivillig konsulent, Landbrug og Kemikalier , Rådet for Grøn Omstilling 

Mickey Gjerris er bioetiker, tidligere medlem af etisk råd og forfatter til bogen ‘Upraktisk håndbog i lysegrønt håb’. En fredag i september sidder jeg på Teater Mungo Park og lytter til et af hans foredrag, hvor han kommer med sine bud på, hvordan man kan finde håb midt i en fortvivlende klimakrise. Men efter foredraget er jeg ikke fyldt med håb. Jeg tænker mere på, om vi overhovedet må være her?   

Det er især to pointer fra oplægget, som slår mig med modløshed – nemlig Earth Overshoot Day og vores CO₂-udslip som borgere i Danmark.  

Earth Overshoot Day er den dag, hvor menneskeheden har opbrugt de ressourcer, som Jorden kan gendanne på et år. Organisationen Global Footprint Network opgør dagen hvert år, og hvis dagen falder d. 31. december, så balancerer vores levevis lige præcis. Men i 2021 faldt dagen allerede d. 29. juli, så verdens befolkning har levet over evne siden juli. For Danmarks vedkommende faldt dagen så tidligt som d. 26. marts 2021. Som dansker har jeg altså brugt min maksimale andel af klodens ressourcer allerede fire måneder inde i året. Siden har jeg overforbrugt – ligesom alle andre her i landet.  

De fem umulige ton CO₂  

I alt 17 ton CO₂. Det er tænketanken Concito’s tal for, hvor meget CO₂ en dansker udleder om året, og Mickey Gjerris bruger tallene til at dokumentere vores overforbrug. 12 af ‘mine’ 17 ton kommer fra ting, jeg har direkte indflydelse på som mad, transport og forbrug af ting og sager. Men fem af de 17 ton skyldes min andel i det danske samfund. Det er udledninger fra hospitaler, offentlig transport, skoler og alt det andet, vi deler i velfærdssamfundet. Mickey Gjerris nævner i sit foredrag, at vi skal ned på to ton årligt, hvis det skal være nogenlunde bæredygtigt. Så jeg udleder 17 ton, jeg skal ned på to, og fem af mine ton er umulige for mig at ændre på nu og her, da jeg ikke direkte har indflydelse på dem. Det vil sige, at uanset om jeg stopper med at købe nyt i dag, slukker for varmen og spiser havregryn med vand, så udleder jeg langt mere, end hvad der er bæredygtigt.   

Det virker ærlig talt håbløst. Så jeg beslutter mig for at ringe og spørge Mickey Gjerris selv, om vi overhovedet må være her, når vi alene ved at være borgere i Danmark sætter et højere klimaaftryk, end kloden kan bære. Mickey Gjerris svarer med et spørgsmål:  

”Hvem skal vi spørge? Vi er her, og så må vi leve og udfolde os i de rammer og muligheder, der er. Vi kan hver især tage ansvar for vores individuelle valg, når vi vælger, hvilken tandpasta vi skal bruge, eller hvilket transportmiddel vi anvender. Og vi kan hver især tage ansvar som borgere, når vi stemmer, og i de sammenhænge, vi indgår i. Nogle ændringer er umiddelbart mulige, f.eks. at vælge den mest miljøvenlige tandpasta eller det mest klimavenlige transportmiddel. Når man har ændret på det umiddelbart mulige, kan man begynde at skubbe til grænserne for det mulige.”  

Som et eksempel på at skubbe til grænserne for det mulige bruger han den kørsel, som rigtig mange forældre står med, når poderne skal spille kamp og deltage i idrætsstævner rundt i Danmark:  

”Her kan man jo godt prikke til den sociale konstruktion, at børn, der dyrker idræt, skal køres landet rundt til stævner,” siger han og fortsætter: ”Skub til de muligheder, du har for dine individuelle valg. Og skub til de politiske rammer. Vi kan arbejde med, hvordan vi kan være mennesker på en bedre måde. En tilstrækkelig lille CO₂-udledning er ikke mulig at nå lige nu som almindelig dansker. Men vi kan have det som et ideal og arbejde hen imod det med de midler, vi har.”    

Barnløshed som radikalt offer  

I september ’21 bragte tidsskriftet The Lancet en undersøgelse, som viste, at unge overalt i verden er dybt bekymrede over klimaforandringerne. Faktisk viste undersøgelsen, at fire ud af 10 unge tøver med at sætte børn i verden af hensyn til klimaet. Barnløshed lyder som et radikalt offer, så jeg spørger Mickey Gjerris, hvor meget han synes, vi kan kræve af os selv? Han svarer:   

“Det afhænger af problemets størrelse. Og når problemet er af et omfang som klimakrisen i dag, så mener jeg godt, at det at få børn kan indgå i overvejelserne. Vi kan f.eks. overveje familieformerne og måske deles om færre børn. Det er virkelig trist, at unge mennesker overvejer ikke at få børn pga. klimakrisen. Men de tager ikke fejl, når de er bekymrede. Både den aktuelle klimakrise og den manglende politiske handling er jo virkelig bekymrende.”  

Greta Thunberg er tydeligt vred over tidligere generationers svigt og over ikke at blive taget alvorligt af de nuværende politiske ledere, og hun er langtfra det eneste unge mennesker, der er vred. Jeg er fyldt 50 år og har til overflod taget min andel af bøffer og flyture. Så jeg spørger Mickey Gjerris, hvad vi skal sige til de vrede børn og unge tæt på os? Han starter sit svar med en anekdote fra en fredag, hvor ‘Fridays for future’ holdt demonstration. De unge havde fri mikrofon, og de skiftedes til at gå op og sige ting som ”Jeg er så fucking vred!” Mickey Gjerris fortæller:  

”De var vrede! Og det er rimeligt at være fucking vred over det politiske hykleri. Vi voksne sikrer vores velstand på bekostning af de unges velfærd. Nogle voksne kalder de unge hyklere, hvis de unge selv kører i bil eller den slags. Men hvem har lært dem at hykle? Det har de voksne, der taler uden at handle. Så nu er det vigtigt, at vi som voksne tager deres frustrationer alvorligt og viser dem, at vi er enige med dem i, at situationen er alvorlig. Vi skal vise dem, at vi gør det bedste, vi kan,” siger han.  

Hvad med håbet?  

Men Mickey Gjerris’ seneste bog hedder ikke ‘Jeg er så fucking vred’. Den handler ikke om vrede, men om håb. Jeg spørger, hvorfor han har skrevet den bog.  

“Det har jeg, fordi jeg er bekymret over klimakrisen og selv har følt mig magtesløs over at løbe rundt blandt venner og bekendte med løftet pegefinger over lange flyrejser og store bøffer. Det virkede ikke. Så kunne jeg sidde der med min håbløshed og apati. I stedet valgte jeg at se på, hvad håb handler om,” siger han og fortsætter: ”Løsningerne på klimakrisens problemer ses ofte som noget surt. Men håb handler ikke om, at det er OK at have det surt, hvis bare det sure har en stor virkning. Det skaber ikke håb bare at løse problemer. Håb handler om, at livet skal være meningsfuldt.”  

Måske giver det ikke så meget mening at spørge, om vi må være her, når vi nu er her. Men jeg står alligevel tilbage med dårlig samvittighed over mit CO₂-udslip og med både bekymring, frustration og vrede, som jeg deler med de unge. Derfor er jeg nysgerrig på, om Mickey Gjerris har et bud på, hvordan vi kan leve gode liv i skyggen af klimakrisen? Han tøver lidt, inden han svarer:   

”For mig vil det at have et godt liv sige at udfolde sine evner, at blive taget godt imod af andre mennesker, at være elsket – af nogle – og at gøre noget meningsfuldt. I klimakrisens skygge må vi se situationen i øjnene og bidrage med de evner og ressourcer, vi hver især har til at skubbe i den rigtige retning. Det er en del af det gode liv at være sammen med andre om noget vigtigt og meningsfuldt. Vi har et frit samfund, og vi har mange muligheder. I skyggen af klimakrisen ved man, hvad ens opgave er, mens man er her på kloden.”