Af Inge Røpke

Alle går efterhånden ind for grøn omstilling og anerkender, at klimaforandringerne er et påtrængende problem. Stadigt flere er også opmærksomme på truslerne mod biodiversitet og økosystemer og på behovet for at håndtere flere andre miljø- og ressourceudfordringer. Der er altså brug for grøn omstilling, og de fleste er med på, at det vil blive en krævende opgave. Men hvor krævende? Skal der ydes ofre, og i så fald af hvem? Drejer det sig først og fremmest om teknologiske forandringer, eller kan det gå ud over levestandarden?

For politikerne, og sikkert også for hovedparten af befolkningen i Danmark og andre rige lande, handler den mest populære fortælling om grøn vækst. Omstillingen kan klares med teknologiske forandringer og mindre ændringer i adfærd. Det kan være lidt besværligt i en overgangsperiode, men udfordrer ikke for alvor vores levemåde – som overgangen til elbiler kan eksemplificere. Omstillingen ændrer heller ikke ved forventningen om, at levestandarden fortsat kan vokse. I økonomiske termer indebærer grøn vækst, at omstillingen er forenelig med fortsat vækst i bruttonationalproduktet, BNP, som er et mål for den samlede værditilvækst fremstillet i et år. Forskellige beregninger, f.eks. fra Klimakommissionen og De Økonomiske Råd, viser, at omstillingen kan gøre det fremtidige BNP en smule lavere, end det ellers ville have været, men væksten er på ingen måde truet.

Endnu mere optimistiske toner lyder fra The Global Commission on the Economy and Climate, der i deres seneste rapport, ‘Unlocking the inclusive growth story for the 21st century: Accelerating climate action in urgent times’, fremhæver, at den nødvendige indsats for at begrænse klimaforandringerne åbner uhørte muligheder for vækst og for at opnå en stærk, bæredygtig og inklusiv global økonomi. Samtidig understreger kommissionen det særdeles påtrængende behov for at handle nu, hvis omstillingen skal lykkes. Omkostningerne ved ikke at handle (”costs of inaction”) kan blive enorme.

Et samfund efter væksten

Over for denne fortælling står en anden, mere udfordrende fortælling, der knytter grøn omstilling sammen med overgangen til et post-vækst-samfund (et samfund efter væksten) i de rige lande. Den adskiller sig fra grøn vækst på to væsentlige punkter. For det første er der lavere forventninger til, hvad teknologiske forandringer kan levere. For det andet er der mere fokus på behovet for omfordeling til fordel for de fattige lande.

For at skabe rum for bedre levestandard i de fattige lande må de rige lande holde igen og forandre samfundene, sådan at de kan fungere godt uden økonomisk vækst. En nylig rapport, ‘Decoupling debunked: Evidence and arguments against green growth as a sole strategy for sustainability’, understøtter kritikken af grøn vækst. Rapporten samler op på den forskning, der har undersøgt sammenhængen mellem udviklingen i BNP og udviklingen i miljøeffekterne. Grøn vækst hviler på hypotesen om absolut afkobling, dvs. idéen om, at BNP kan vokse, samtidig med at miljøeffekterne ikke bare stiger i en lavere takt, men ligefrem falder. Ifølge rapporten er der ikke belæg for den hypotese i den hidtidige udvikling. Ganske vist er det ikke umuligt at finde eksempler på absolut afkobling i enkelte lande, men de er som regel kortvarige, helt utilstrækkelige i forhold til behovet eller baseret på, at landet importerer de miljøbelastende varer i stedet for at producere dem selv.

Rapporten giver også en række begrundelser for, at afkobling heller ikke i fremtiden vil blive tilstrækkelig stor til, at fortsat økonomisk vækst i de rige lande er mulig. For eksempel bliver det stadig mere energi- og ressourcekrævende at udvinde ressourcer, fordi man typisk starter med at udvinde de bedste reserver. Således stiger energiforbrug og forurening ved udvinding af kobber, fordi koncentrationen af kobber i malmen falder. Det kan motivere til mere cirkulær økonomi med genbrug af materialer, men også det er vanskeligt og ressourcekrævende at etablere.

Teknologiske løsninger på ét område kan også ofte skabe problemer på andre områder, som når brugen af elbiler fører til øget udvinding af lithium og andre ressourcer. Samtidig vil løsningen af miljøproblemer i ét land, f.eks. ved brug af informationsteknologi, ofte give miljøproblemer i andre lande, hvor ressourceudvindingen foregår. Desuden vil reboundeffekter gøre sig gældende, når effektivitetsforbedringer i større eller mindre grad opvejes af øget forbrug. Det sker f.eks., når en bolig isoleres bedre for at mindske varmeforbruget, mens beboerne benytter ændringen til at øge komforten ved at sætte indendørstemperaturen op. Nogle gange kan effektivitetsforbedringer ligefrem bidrage til at fastholde produktionssystemer, der ikke er bæredygtige. Når biler bliver mere effektive, kan det f.eks. forstærke privatbilismen på bekostning af kollektiv transport. Rapporten er fyldt med konkrete eksempler på hindringer for tilstrækkelig afkobling.

Forbruget skal ned

Kritikken af hypotesen om afkobling skal ikke forstås som en kritik af de mange fornuftige politikker, der ofte knytter sig til forestillingen om grøn vækst. Begge retninger har fokus på omstilling til vedvarende energi, energibesparelser, mere cirkulær økonomi og meget andet. Men for post-vækst-tilhængerne er det ikke nok, at alt bliver mere effektivt – produktion og forbrug skal begrænses i de rige lande gennem politikker, der supplerer effektivitet med tilstrækkelighed (sufficiency). Det kan for eksempel betyde, at effektivitetsforbedringer skal følges op af afgifter, der hindrer, at besparelser omsættes i øget forbrug.

Mange post-vækst-tilhængere vil samtidig argumentere for, at tilstrækkelighed sagtens kan forenes med udmærket livskvalitet. Omfordeling internt i de rige lande kan sikre, at grøn omstilling ikke går ud over levestandarden for de dårligt stillede grupper. Desuden kan standarden være høj på vigtige områder som omsorg for børn og gamle, sundhedsydelser og uddannelse, der ikke er særlig energikrævende. Mindre fokus på vækst og et mere lige samfund kan måske ligefrem forbedre livskvaliteten ved at mindske det pres, der stresser mange.

Det er en kraftig forsimpling at tale om kun to fortællinger, som jeg har gjort her. Kontroverserne om grøn omstilling og vækst er en del mere komplicerede. Der er forskellige holdninger til, hvor radikalt man skal ændre forskellige produktionsområder og fordelingssystemer. Der er også forskellige syn på, om udviklingslandene har brug for traditionel økonomisk vækst, eller om levestandarden kan forbedres på andre måder.

Men valget mellem de overordnede fortællinger er alligevel vigtigt og ikke helt let.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at fortællingen om grøn vækst er uholdbar. Det forekommer mig, at man stikker folk blår i øjnene, hvis man foregøgler dem, at grøn omstilling kan lade sig gøre, uden at nogen må give afkald på materielle goder

Men ”forskønnelse” er måske nødvendigt for at komme i gang, hvis det politiske flertal afhænger af, at folk tror på den grønne vækst? Det kan også tænkes, at det først og fremmest er samfundets økonomiske elite, der hurtigt skal overtales til at investere i grøn omstilling, og så nytter det ikke med en fortælling, der handler om at fratage eliten dens privilegier.

Men at nedprioritere fordelingsudfordringen, såvel mellem lande som internt i landene, er både umoralsk og risikabelt, fordi stor ulighed kan føre til social uro og gøre omstillingen vanskelig. Fortællingen om grøn vækst kan blive en distraktion, der forsinker den nødvendige omfattende indsats. Det største håb ligger i at gøre post-vækst-fortællingen så stærk, at den kan engagere både det store flertal og eliten i en fælles redningsaktion.

Inge Røpke er professor MSO i økologisk økonomi ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.

Læs flere analyser, reportager og baggrundsartikler i Magasinet Grøn Omstilling. Bliv medlem, så sender vi det til dig med posten

Af Daria Rivin

I det nordjyske Vesthimmerland, tæt ved Limfjorden og Løgstør, ligger Vilsted Sø. Den er omringet af marker, skove og enge. Fugle og folk fra lokalområdet tager ofte en fisketur på vandet, mens køer og heste slænger sig i græsset.

Det er ikke til at se med det blotte øje, men denne idylliske sø er en genskabt sø. At den blev etableret lige her, er ikke helt tilfældigt. For 6-7000 år siden lå der to søer: Sønder Sø og Vilsted Sø. Ertebøllefolket i Stenalderen brugte stedet til at jage og fiske. Omkring år 1900 begyndte lokalbefolkningen at afvande søerne, så de kunne dyrke jorden, og i mere end 100 år forblev markerne drænet.

Multifunktionel jordfordeling
Jordfordeling er et omtrent 200 år gammelt redskab. Det blev f.eks. brugt til at fordele landbrugsjorden mere hensigtsmæssigt, da gårdene på et tidspunkt blev flyttet fra landsbyerne og ud i landet. Jord kan i processen både byttes, sælges eller købes efter aftale med jordejerne. Der er ofte et specifikt formål med jordfordelingen, f.eks. at rejse en skov, etablere et vådområde eller genoprette tidligere naturområder. Hvis der fra start er tænkt klima, miljø, natur, rekreation og landudvikling og driftsøkonomi ind i omlægningen af jordlodderne, kaldes det for multifunktionel jordfordeling. Med Tørkepakken i 2018 blev der afsat 150 mio. kr. til en multifunktionel jordfordelingspulje, der skal bruges til at omlægge op til 6.800 hektar landbrugsjord mellem 2019-2022. Jordfordeling og udtagning af landbrugsjord til natur nævnes desuden som en væsentlig brik i den grønne omstilling af landbruget i Regeringens ‘Forståelsespapir’, så det forventes, at der afsættes flere midler i de kommende år.

Den nyeste store forvandling skete i årene mellem 2002 og 2006, hvor 920 hektar landbrugsjord blev til naturområdet Vilsted Sø. Det daværende Nordjyllands Amt stod i spidsen for at genoprette søområdet med et jordfordelingsprojekt, der skulle vise sig at give god mening på mange måder. Først og fremmest skulle der ske noget, fordi afvandingen af landbrugsjorden var med til at udlede store mængder kvælstof og fosfor til Limfjorden og forurenede dermed vandmiljøet. Og derudover var meget af jorden lavbundsjord og af dårlig kvalitet set fra et landbrugsperspektiv.

Landinspektør og jordfordelingsplanlægger Jan Nymark Thaysen var med i Vilsted Sø-projektet fra start til slut. Han var dengang ansat i Jordfordelingskontoret i Tønder og udvalgt til at gennemføre forhandlingerne og indgå frivillige aftaler med de cirka 200 involverede jordejere.

”Vi vidste, at vi kunne reducere kvælstofudledningen til Limfjorden, hvis vandstanden blev hævet igen,” siger han og fortsætter: ”Samtidig kunne landmændene i området sælge deres lavbundsjorde, der var vanskelige at dyrke, og i stedet købe bedre jorde, der lå i nærheden af, hvor de boede og havde deres produktionsanlæg.”

Hvad er lavbundsjord?
Op gennem 1900-tallet har man i Danmark tørlagt tidligere søbunde og fjorde for at kunne dyrke jorden. Mange af disse lavbundsjorder indeholder meget humus og kulstof. For at kunne dyrke jordene og færdes på dem har man drænet dem for vand. Når den kulstofrige jord bliver iltet under dyrkningen, udledes der mere CO2. Ved at udtage lavbundsjorder bidrager det både til sikring af biodiversitet, reduktion af kvælstofudvaskning og lavere udledning af drivhusgasser.

Interessen vokser

Netop gevinsten for både natur og landbrug har regeringen fået øjnene op for. Muligvis fordi det også kommer klimaet til gode. Studier og rapporter viser, at hvis man stopper med at dræne kulstofrige lavbundsjorde, bliver der udledt mindre CO2, samtidig med at vandmiljøet og naturen får det bedre. Derfor har Naturstyrelsen også afsat midler til projekter, som omlægger lavbundsjorder til natur.

Landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Lisbet Ogstrup, har besøgt Vilsted Sø og omegn. Hun fortæller, at genoprettelsen af Vilsted Sø har gjort meget godt for naturen i området.

”Når jeg kigger ud over søen, er det tydeligt, at der er kommet et rigt dyreliv. Der er ingen tvivl om, at Vilsted Sø har givet naturen et enormt løft i området,” siger hun og tilføjer: ”Og så får man samtidig løst problemerne med for meget fosfor og kvælstof.”

Ifølge Naturstyrelsen fungerer Vilsted Sø og vådområderne rundt om søen som et rensningsanlæg for Limfjorden. Hvert år tilbageholder søen cirka 190 tons kvælstof, som ellers ville være løbet ud i fjorden. I søen gør kvælstoffet ikke skade, da der her foregår en såkaldt denitrifikation. Under denne proces damper kvælstoffet af til atmosfæren og skaber dermed ikke iltsvind.

Lettere og bedre landbrug

En af de landmænd og jordejere, som var med i jordfordelingen til Vilsted Sø, er Peter Jensen. Han var dengang i besiddelse af 70 hektar jord, hvoraf 30 hektar lå to km væk fra hans gård. Han forklarer, at han i forbindelse med jordfordelingen fik byttet og købt sig til at have alle 70 hektar tæt på sin gård. Han slap på den måde for at køre frem og tilbage til marker spredt ud i området. Samtidig var jorden bedre og nemmere at dyrke.

Logistik er meget vigtigt for en landmand, og der er jordfordeling med til at gøre det lettere og bedre. For mig personligt har jordfordelingen helt afgjort gjort det lettere, og jeg tror ikke, at der er en eneste landmand her i området, der har følt sig snydt i processen.

Peter Jensen, landmand

Peter Jensen fortæller, at han hver dag har glæde af udsigten til søen fra sin gård, og at både lokalbefolkningen og turister bruger søen aktivt. Folk fisker, går tur med hunden på stien langs søen, og så er der kommet en lokal kajakforening og løbeklub.

Landinspektør Jan Nymark Thaysen, som i sin tid var med til at forhandle og hjælpe Peter Jensen og de andre jordejere i Vilsted Sø-projektet, forklarer, at det essentielle ved jordfordeling er at give jordejerne et tilbud, som de ikke kan sige nej til. Et tilbud, som kommer alle jordejere til gode.

”Gennemførelse af en jordfordeling giver nogle driftsmæssige fordele, når spredt beliggende arealer samles i større enheder, og det har samtidig et økonomisk potentiale, når landmænd kan sælge deres lavbundsjord, som er vanskelig at dyrke, og i stedet købe noget andet jord, der ligger i nærheden af, hvor de bor. Og det kan folk godt se, når vi laver forhandlinger,” siger Jan Nymark Thaysen.

Alderen trykker

På trods af de gevinster, som jordfordelingen havde givet Peter Jensen, besluttede han sig efter fem år for at sælge det meste af sit landbrug. I dag har han ti hektar jord ud mod søen, som han bruger til at holde heste. Og så arbejder han ved siden af i et større landbrug i området.

”Det faktum, at jeg var med i jordfordelingen, betød, at min jord blev mere dyrkningssikker og dermed også dyrere. Det var ikke på grund af jordfordelingen, at jeg stoppede som selvstændig landmand, men på grund af min alder af 56 år,” siger Peter Jensen.

I dag er 50 procent af alle landmænd i Danmark over 60 år. Landbruget er dermed midt i et generationsskifte, hvilket betyder, at landbruget, som vi kender det i dag, er under forandring. Ifølge landinspektør Jan Nymark Thaysen har jordpriser siden finanskrisen i 2008 været faldende og er nu stabiliserede. Men det er stadig svært at få lån til at investere i jord. Samtidig har landbruget samlet set en stor gæld til bankerne, fordelt på forskellige kreditinstitutioner, der gør det svært at sælge og bytte uden tiltag og indskud fra staten.

Ifølge landmanden Peter Jensen er landbrugets store problem i dag den generelle strukturudvikling, der gør det svært for mindre landbrug at klare sig. Derfor opgiver mange deres landbrugsjord, stopper som selvstændige og arbejder i stedet for større landbrug, der har flere ressourcer.

”Det er strukturudviklingen, der gør, at folk opgiver deres jord og landbrug. De små forsvinder lige så stille, og så er der de store landbrug tilbage. Min erfaring er, at landbrug ikke nødvendigvis bliver ringere af, at det bliver stort, omvendt har større landbrug i dag musklerne til at løfte landbruget,” siger Peter Jensen.

Hvad angår jordfordeling, oplever Peter Jensen, at det særligt har været positivt for de ældre landmænd, der gerne vil ophøre med at være aktive. De kan lettere komme af med deres jord ved at sælge det i en jordfordelingspulje.

Fællesskab, klima og miljøgevinster

Da folkene bag Vilsted Sø-projektet gik i gang, var hovedopgaven at undgå, at kvælstof endte i Limfjorden. For at få tilskud til projektet krævede staten dengang, at der skulle fjernes minimum 200 kilo kvælstof per hektar, mens hensynet til klima og natur ikke var det styrende i processen, fortæller landinspektør Jan Nymark Thaysen. De andre gevinster ved søen kom først ind i billedet senere.

I dag er det anderledes. Siden 2014 har projektet Collective Impact, der er støttet af Realdania, arbejdet på fire pilotprojekter om såkaldt multifunktionel jordfordeling rundtom i Danmark. Her er der helt fra starten fokus på natur, miljø, klima og rekreation såvel som driftsøkonomi og landdistriktsudvikling. Og her bliver både jordejere, lokalsamfund og kommuner inddraget i hele processen fra start til slut.

Projektleder Rasmus Fuglsang Frederiksen er knyttet til et af pilotprojekterne om multifunktionel jordfordeling, der foregår i Mariagerfjord Kommune i Nordjylland. Efter hans vurdering er samtlige projekter med til at styrke lokalsamfundene på en helt ny måde, fordi alle er med til at bestemme, hvordan og hvad deres by og lokalområde skal bruges til. Han forklarer, at multifunktionel jordfordeling, sammenlignet med traditionel jordfordeling, har flere værktøjer i spil, fordi der både bliver flyttet rundt på ejerforhold og tænkt nyt i forhold til brug af arealerne.

”Multifunktionel jordfordeling gør noget helt særligt for lokalsamfundet. Her foregår jordfordelingen primært ud fra et tværfagligt og lokalt perspektiv, hvor lokalsamfundet inddrages fra start til slut, fra ide til handling,” siger Rasmus Fuglsang Frederiksen og tilføjer: ”Det sjove er, at lokalsamfundet ikke nødvendigvis har klima og miljø for øje, når de kommer med forslag til fremtidens brug af landskabet. Men det, de kommer med, leverer faktisk på klima-, natur- og miljømål. Samtidig kommer vores jordfordelingsplanlæggere med konkrete forslag i processen. Det er med til at inspirere de lokale, så deres fokus på lokal udvikling passer ind i de nationale målsætninger om blandt andet at løfte miljø, klima og natur.”

Ifølge landmanden Peter Jensen går jordfordeling og hensyn til natur hånd i hånd. Han mener, at det er vigtigt at tage vare på naturen, men at det omvendt også er vigtigt at passe på landbrugsjorden og sørge for, at dyrkningskvaliteten af jorden er i orden.

”Jordfordeling er et rigtig godt værktøj. Jeg forstår ikke, at det ikke bliver brugt mere. For mig at se går det hele op i en højere enhed, når man bruger værktøj som jordfordeling til at omlægge landbrugsjord. Jeg ville helt sikkert anbefale det til andre jordejere,” siger Peter Jensen.

Daria Rivin er skribent og projektmedarbejder hos Rådet for Grøn Omstilling

Læs hele vores landbrugstema: ’EU’s sidste chance’ i nyeste nummer af Magasinet Grøn Omstilling. Bliv medlem, så får du det med posten.