Af Daria Rivin

Ndabayakhe fortæller energisk med en snert af sorg i øjnene om sit liv og sin situation. Hun er tidligere aktivist og har kæmpet mod kuludvinding i sin hjemby i Sydafrika, men nu arbejder hun som rengøringsmedarbejder i det selvsamme mineselskab, som hun har demonstreret imod. Hun kunne ikke se nogen anden udvej, fordi brød på bordet mætter mere end idealer og et godt helbred. Så da mineselskabet, i forsøg på at lukke munden på hende, tilbød hende et job, følte hun sig nødsaget til at takke ja.

”Kuludvinding er ikke ufarligt. Den eneste årsag til, at folk gerne vil arbejde i et mineselskab, er, fordi de er arbejdsløse, desperate og fattige – også selvom de kender konsekvenserne for deres helbred og liv,” siger Ndabayakhe.

Da vi mødes, er hendes arbejdsdag ovre, og hun har stadig sin orange arbejdsvest på ud over sine trekvartbukser og sorte T-shirt. I et år har hun og hendes far og teenagesøn boet i det hus, hvor vi sidder og snakker. De bor i en lille midlertidigt opsat landsby med 12 husstande. Alle beboerne her er blevet tvangsflyttet af mineselskabet, som nu udvinder kul det sted, hvor de før boede. Ndabayakhes hus ligger lige ud til en trafikeret landevej, afskærmet af en mindre høj. Foran huset skjuler en bakke den kulmine, som hun og familien er så afhængig af.

Rekorder i luftforurening

Vi befinder os i den østlige del af Sydafrika i provinsen Mpumalanga, uden for den store landbrugs- og industriby Middelburg. På min omtrent to timers køretur hertil fra Johannesburg passerer jeg et hav af kulminer og kulkraftværker, og motorvejene og landevejene er proppet med lastbiler, der transporterer kul i begge retninger. Mange af kulminerne er flankeret af grupper af blikhuse, beboet med folk, der arbejder med kullet eller er blevet forflyttet.

Ndabayakhe har sagt ja til at fortælle mig om hendes erfaringer med at bo tæt op ad en kulmine, og hvordan det påvirker hendes liv. Vi sidder sammen med hendes far og teenagesøn uden for deres hus, en container-lignende rektangulær kasse bygget af bølgede sølvfarvede tinplader. Op ad den ene væg ligger en bunke sort, glitrende kul på den rustrøde jord. Kul, som mineselskabet har stillet til rådighed, og som landsbyens beboere kan bruge til madlavning og opvarmning.

Provinsen Mpumalanga er ikke blot den mest forurenede del af Sydafrika, men også et af de mest luftforurenede områder i verden. Det hænger tæt sammen med, at 83 procent af Sydafrikas kul bliver produceret i Mpumalanga. Her, hvor der bor fire millioner indbyggere, ligger 11 ud af Sydafrikas 13 aktive kulkraftværker, der ejes af det statsejede elforsyningsselskab Eskom. Kulkraftværkerne i Mpumalanga udleder langt mere af de skadelige stoffer SO2 og NO2 end kulkraftværker i f.eks. Kina og Europa. Det viser Greenpeaces Global Air Pollution Map. Mpumalanga er den tredjestørste SO2-udleder og fjerdestørste NO2-udleder på verdensplan. Og som det eneste sted i verden er Mpumalanga placeret på top fem over begge af disse sundhedsskadelige stoffer.

Mens Ndabayakhe og jeg taler sammen, begynder hendes søn at samle kulstykker op fra bunken udenfor ved siden af huset. Det er sen eftermiddag, så de skal snart til at lave mad. Han putter kullet ned i en metalbeholder, blander det med en smule træflis og sætter ild til det.

I takt med at der kommer ild i kullet, kommer der mere og mere røg, og det lugter værre og værre. Luften bliver til en hvid tung røgsky, i hvad der føles som en evighed. Vi sidder udenfor, men alligevel svier det i mine øjne, jeg får hovedpine, og min hals trækker sig sammen og bliver tør. Røgen fra metalbeholderen hvirvler rundt omkring os og er ikke til at styre. Den følger med vinden, som har det med at blæse kulrøgen over mod os. Tanker om luftforurening og luftvejslidelser flyver af sted i mit hoved, og et knudepunkt samler sig i min mave af bekymring på deres vegne.

For det høje niveau af luftforurening i Sydafrika skyldes ikke kun de mange kulkraftværker og kulminer. Flere millioner husstande i Sydafrika, der ligger tæt på kulminer, har ikke adgang til – og i de fleste tilfælde, simpelthen ikke råd til – elektricitet og varme. Derfor brænder de, som Ndabayakhes familie, kul og træ af over åben ild til madlavning og til opvarmning om vinteren. Det fører til mange tidlige dødsfald, og mange døjer med luftvejsproblemer som åndenød og voldsom hoste.

Retten til et rent miljø

Inden jeg besøger Ndabayakhe og andre landsbyer påvirket af kulmineudvinding i Sydafrika, har jeg talt med 14 forskellige forskere og NGO-direktører i Johannesburg. Jeg er interesseret i at få en forståelse for, hvad personer som Ndabayakhe gennemlever, og hvilke betydninger det har for hendes liv såvel som andre i hendes situation. Blandt forskerne er professor emeritus Jacklyn Cock. Ifølge hende og hendes forskning er kul en essentiel drivkraft for ulighed i Sydafrika.

”Det er specielt fattige og sorte mennesker, der er hårdest ramt af ulighed, for det er særligt dem, der bliver tvangsflyttet eller bor tæt på kulminer og kulfyrede kraftværker,” siger hun.

Vi sidder på hendes kontor på Witts University i Johannesburg. Bøger og tidsskrifter ligger i store stakke overalt. Hun langer forskellige videnskabelige artikler hen over bordet til mig, så jeg har noget læsestof, der bakker hendes udtalelser op.

”De mennesker, der bor tæt på kulminerne, er udsat for lyd- og luftforurening og mangler kritiske ressourcer som rent vand, frugtbar jord og adgang til elektricitet – og det er oftest den sorte befolkningsdel, der oplever disse virkninger af miljøforringelse i deres lokalsamfund uden at kunne gøre noget ved det,” siger Jacklyn Cock.

Hun forklarer, at denne slags ulighed er et udtryk for brud på menneske- og miljørettigheder, dvs. retten til et rent miljø. Ifølge Sydafrikas forfatning, i paragraf 24 i miljøsektionen, har alle blandt andet ret til et miljø, der ikke er skadeligt for deres helbred eller trivsel, og ret til et miljø, der er beskyttet til gavn for nuværende og fremtidige generationer.

Makoma Lekalakala, direktør for NGO’en Earthlife i Johannesburg, arbejder med lokalsamfund, der på den ene eller anden måde lever med konsekvenserne af kuludvinding. Hun forklarer, hvordan de som organisation bruger termen miljøretfærdighed for at styrke samfundenes indsats mod minedrift.

”Vi ved, hvad disse menneskers rettigheder er. Det gør de oftest ikke selv. Men vi kan ud fra deres oplevelser arbejde sammen om at styrke indsatsen mod mineselskaber, fordi vi ved, at dét, de oplever, er brud på deres miljørettigheder,” siger hun og fortsætter:

”På den måde arbejder vi med policy ved at skabe bindeleddet mellem den miljømæssige uretfærdighed, som lokalsamfundene oplever til daglig, og omsætte deres erfaringer til viden,” siger Makoma Lekalakala.

På trods af de mange interviews med forskere og NGO’er bliver jeg alligevel overrasket over at se de forhold, som folk, der bor tæt på kulminer og kraftværk, lever under. Og desværre er det lignende omstændigheder, der går igen for hver af de 14 landsbyer, jeg besøger, hvor jeg snakker med alt fra kulminearbejdere og beboere til aktivister og landmænd.

Ndabayakhe fortæller, at hun ikke kender noget til miljørettigheder eller til sine egne rettigheder. Men hun ved, at det ikke er retfærdigt at leve, som hun og hendes familie gør, uden frugtbar jord, uden adgang til elektricitet og at være tvunget til at bo i et hus, der bliver oversvømmet, hver gang det regner kraftigt, og hvor der dagligt blæser kulstøv ind ad vinduerne.

Jorden ryster

Pludselig lyder et kæmpe brag. Det runger højt og får tinvæggene og den rustrøde jord til at ryste og støve. Det er en eksplosion fra den åbne mine på den anden side af højen. En mørk røg breder sig i luften, og lugten af noget afbrændt blander sig langsomt med lugten fra metalbeholderen på jorden.

Det viser sig, at mineselskabet laver sprængninger to-tre gange om ugen, men beboerne bliver ikke underrettet om hvornår. Målløs skynder jeg mig op på taget af min lille hvide lejede Mazda, der holder foran huset, og tager nogle billeder, som dokumentation. De andre beboere, der er kommet udenfor, kigger forundret på mig og griner lidt. For dem er det en ganske almindelig dag.

Ndabayakhe savner sin gamle landsby og sit hus. Der kunne de holde kvæg, dyrke jorden, og de havde elektricitet. I 2016 blev Ndabayakhes familie og andre i landsbyen kontaktet af mineselskabet Bisichi Mining PLC, der har hovedsæde i London. De ville flytte familierne for at kunne udvinde kul fra jorden.

”Vi havde to valg. Vi kunne frivilligt gå med til at flytte væk fra vores hjem og vores kvæg, eller vi kunne blive tvangsflyttet. De tre husstande, der sagde ja, fik en kompensation på 15.000 rand (omtrent 7.000 kr.). Vi, der sagde nej, blev sidenhen tvunget til at flytte og fik ikke nogen kompensation, på nær betalt transport af vores ejendele,” siger Ndabayakhe.

Nu ligger kulminen ved navn Black Wattle Colliery det sted, der engang var deres land og deres hjem.

Hendes far taler ikke meget under mit besøg. Men lige inden jeg skal til at gå, begynder han at fortælle lidt om sit eget liv. I 27 år arbejdede han i en kulmine, men i år 2000 blev han tvunget til at gå på tidlig pension efter et uheld, hvor han fik kappet sin tommelfinger af og skåret underarmen op af et transportbånd. Han viser mig sit voldsomme ar, der løber fra den manglende tommelfinger, op ad håndleddet og videre op langs underarmen. For at råde bod på skaden fik han 13.000 rand (omtrent 6.000 kr.) som kompensation af mineselskabet og en dertilhørende opsigelse.

Da jeg kører derfra, er røgskyen fra eksplosionen stadig tydelig. Røgen fra metalbeholderen er blevet klarere nu, og det er blevet tid til at lave mad over den åbne ild. Jeg har svært ved at forestille mig, at det, jeg har set og oplevet på de få timer, jeg har besøgt Ndabayakhe, er hverdag for flere millioner andre sydafrikanske indbyggere. At der for hende ikke er en vej ud af de problemer, hun døjer med. Hun og familien er dybt afhængig af at arbejde for det mineselskab, som er årsagen til, at hun lider. Selv uden rengøringsjobbet ville de stadig leve med konsekvenserne ved kuludvinding, fordi de bor ved kulminen – så arbejdet er som et lille plaster på et stort åbent sår.

”Mineselskabet vil ikke have, at deres medarbejdere bliver interviewet. Men de har endnu ikke bedt mig om at skrive under på en kontrakt, der tvinger mig til at tie. Den ret har jeg stadig til gode,” siger Ndabayakhe med et glimt i øjet.

Læs flere historier om klima og miljø i Magasinet Grøn Omstilling. Bliv medlem, så får du det direkte med posten.

Kul i Sydafrika

• Sydafrikas økonomi er primært baseret på fossile energikilder, og landets økonomi er kendetegnet som værende kulstofintensiv, fordi økonomien ikke kan løbe rundt uden brug af kul.
• To nye kulkraftværker er under opførsel, det ene med støtte fra Verdensbanken. De to nye anlæg kommer til at være hhv. tredje- og fjerdestørste kulkraftværker i verden.
• 77 procent af Sydafrikas energiforbrug er baseret på kul.
• Sydafrika er den femtestørste kulproducent i verden.
• Sydafrika er det tredjestørste importland af kul til Danmark, næst efter Rusland og Colombia.

Kilder: energy.gov.za, worldbank.org, dst.dk, eskom.co.za

Om Daria Rivin og hendes speciale
Daria Rivin er uddannet Humanøkolog fra Lund Universitet. I januar 2018 til marts 2018 var hun i Sydafrika for at indsamle empiri til sit speciale: ’Resistance to Coal: The Challenges of Achieving Environmental Justice in South Africa’. Det handler om kuludvinding og de implikationer, det har for lokalsamfund tæt på kulminer og kulkraftværker, med særligt fokus på miljørettigheder og carbon lock-in (økonomisk afhængighed af kul).

Af hensyn til de aktivister og kulminearbejdere, der medvirker i Daria Rivins speciale, har hun valgt ikke at bruge deres efternavne.

Luftforurening i Sydafrika
Forurenet luft kan bestå af kvælstofoxider og en række andre forskellige partikler, gasser og kemiske forbindelser. De stammer fra afbrænding af fossile brændstoffer, fra trafikken og fra brændeovne.

Ifølge WHO dør der hvert år mere end 20.000 personer af sygdomme relateret til luftforurening i Sydafrika, hvoraf mere end 13.000 dødsfald skyldes afbrænding af kul og træ indendørs i private hjem. Det er særligt lunge- og hjertesygdomme, såsom lungekræft, slagtilfælde og infektioner i lungerne, som mange dør af, når de bor tæt på kulminer.