Om Daria

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Daria has created 40 blog entries.

Høringsudkast for Redegørelse for Elforsyningssikkerhed 2019

Det Økologiske Råd skal herved fremkomme med følgende bemærkninger:

Vi konstaterer, at denne Redegørelse for Elforsyningssikkerhed 2019 er den første redegørelse, som udarbejdes efter de nye regler, som er fastsat i Elforsyningsloven af 2018. Vi konstaterer, at med den nye lov som grundlag, er fokus for redegørelse for el-forsyningssikkerhed
udvidet fra, at Energinet tidligere skulle redegøre for eget ansvarsområde for el-forsyningssikkerhed TSO til, at Energinet fra og med 2019 er pålagt at give en redegørelse for El-forsyningssikkerheden generelt – dvs. også for forhold uden for eget ansvarsområde.

Vi bemærker, at denne udvidede forpligtelse kun har afstedkommet mindre bemærkninger rundt omkring i redegørelsen om især forholdene i El-forsyningsnettene, det såkaldte DSO. Vi konstaterer, at denne første redegørelse med de udvidede redegørelsesforpligtelser har et skævt
indholdsmæssigt fokus på TSO, hvor afbrudsminutterne for el-forsyningen for 2018 udgjorde 0,2 minutter, mens DSO’erne, hvorimod afbrudsminutterne udgjorde 21,8 minutter i 2018 er underbelyst.

• Vi anbefaler, at næste års redegørelse for el-forsyningssikkerhed vil afspejle meget større ligevægt mellem vurderinger på TSO-området og på DSO-området, således at det vil være muligt at prioritere mellem indsatser i enten TSO- eller i DSO-området. En sådan ligeværdighed behandling af de to forskellige områder af el-nettene vil kunne give et langt klarere billede af forsyningssikkerheden fremadrettet, samt et klarere billede af årsagerne til afbrud, end der gives i den nuværende udgave for 2019.

Redegørelsen fremkommer med en alt for markant anbefaling til ministeren om vedtagelse af anvendelse af et mål for el-forsyningssikkerheden i 2030 med afbrud på højst 35 minutter gennemsnitligt på et år. Dette tal bygger på en ret grundig vurdering på TSO’ens ansvarsområde om, at det er muligt at holde afbrud nede på 7 minutter i 2030, mens det for de resterende 28 minutter bygger på et meget løst skøn leveret fra DSO’erne på mellem 28 og 40 minutters afbrud i distributionsnettene i 2030. Dette skøn over afbrudssandsynligheden i DSO-nettet vurderes slet ikke godt nok begrundet til for nærværende at fastsætte et dansk mål for el-forsyningssikkerheden for 2030.

• Vi anbefaler, at ministeren undlader at fastsætte et egentlig politisk mål for elforsyningssikkerheden i 2030 i form af et øvre mål for afbrudsminutter på et alt for usikkert grundlag, men i stedet pålægger Energinet at sikre et bedre grundlag for vurdering af mulige
afbrudsminutter i DSO-nettet, således at et mål for afbrudsminutter i 2030 kan fastsættes efter offentliggørelsen af næste el-forsyningssikkerhedsredegørelse 2020.

Derudover har vi en lang række specifikke bemærkninger og anbefalinger, som følger:

Under punkt 1.2. om Metode, angives i redegørelsen tre tilgange, som en samlet anbefaling fra Energinet baserer sig på. En elforsyningsmæssig tilgang, en samfundsøkonomisk tilgang og en Europæisk benchmark tilgang.


En El-forsyningssikkerhedsmæssig tilgang vil sikre den højeste forsyningssikkerhed, idet en samfundsøkonomisk tilgang vil have tendens til ”glemme” konsekvenser, som er svære at sætte værdi på, og en benchmark-model kan sende os ned mod midten af EU, hvor vi i dag har EU’s bedste forsyningssikkerhed, hvilket er en klar fordel for tiltrækning af virksomheder fx datacentre.

• Vi anbefaler, at man ved fastsættelsen af forsyningssikkerheden anvender den elforsyningsmæssige tilgang, og beregner omkostninger hertil med en ligeværdig tilgang til virkemidler i TSO-nettet og i DSO-nettene, så man kan optimere anvendelsen af midler. En optimering af anvendelse af midler mellem TSO og DSO’er er imidlertid vanskeliggjort af, at der er meget forskellig økonomisk regulering og dermed også stor forskellighed på handlemuligheder på de to områder. Blandt andet ses, at DSO’erne fremover vil være meget hårdt økonomisk regulerede på
indtægtsrammerne, hvilket kan hæmme muligheden for at foretage ellers omkostningseffektive investeringer til opnåelse af færre afbrudsminutter – set i forhold til investering i TSO-nettet.

• Vi anbefaler, at der justeres i DSO-reguleringen af indtægtsrammerne, så det er muligt at finansiere og dermed foretage omkostningseffektive investeringer i DSO-nettene til opnåelse af øget el-forsyningssikkerhed.Især konstateringen i Redegørelse for 2019 af, at der er risiko for ret store stigninger i afbrudsminutterne på grund af, at en stor del af både DSO og TSO-nettet er etableret for mange år siden og har nået slutningen af den teoretiske levealder, har betydning for vurderingen af hensigtsmæssigheden for øget mulighed for udskiftning i både TSO-net og DSO-nettene. Samtidig adresserer redegørelsen ikke den uheldige effekt af efterslæbet af vedligeholdelse med, at der vil ske en stigning i risiko for afbrud, når et stadigt aldrende el-net skal holde til udtag af strækninger til nødvendig opgradering.

• Vi anbefaler, at der under hensyn til den meget lave rente for øjeblikket tages initiativ til en fremrykket udskiftning af de ældste og mest nedbrudstruede ledninger for herigennem også at gøre det danske el-net bedre rustet til en øget andel af fluktuerende el-produktion og til at
håndtere et stigende nyt el-forbrug til især varmeformål og transportformål. Redegørelsen gør ikke rigtig rede for den forskellige karakter af – og skader ved – forskellige typer af afbrud i TSO- og DSO-net. Især har dette betydning for en vejledende beregning af omkostningerne ved afbrud, den såkaldte Value of Lost Load VoLL. Og hvis man, som skrevet i redegørelsen ønsker at bruge VoLL som en af flere indikatorer for omfanget af nødvendigt vedligehold, er det vigtigt at få den beregnet så godt som muligt. Og her indregnes i nogle tilfælde en værdi af skader, som med garanti er over 0, alligevel med et rundt 0, alene fordi man ikke har et bud på en eksakt værdi.

• Vi anbefaler, at der lægges vægt på karakteren af skader, beregning af så eksakt værdi af VoLL som muligt, og stor forsigtighed med at bruge denne værdifastsættelse for meget, da den konsekvent vil undervurdere skadeseffekten ved ikke at medtage ikke-dokumenterbare skadeseffekter. Vi finder ikke, at den eksisterende inerti i, hvornår der begynder at komme faktiske forretningsmodeller for initiativer til fleksibilitet og effektstyrkelse, og så det tidspunkt, hvor sådanne initiativer kan stå klar til brug, behandles grundigt nok i redegørelsen. En manglende italesættelse risikerer at medføre, at investeringen til levering af de nødvendige ydelser når et betydeligt omfang, før der kan identificeres en egentlig business-case. Det omfang er ofte ikke acceptabelt med hensyn til afbrudsminutter og servicering af det danske samfunds behov for el.

• Vi anbefaler, at der arbejdes grundigere med inerti-problemet til sikring af, at der er investeringssignaler tidligt nok i processen til at nye muligheder for imødekommelse af forsyningssikkerheden som fx lagring kan stå klar, når problemerne og behovet for disse fremkommer.
Vi konstaterer, at redegørelsen er baseret på Energistyrelsens analyseforudsætning 2018, hvor hverken Energiaftalen 2018 eller de energimæssige elementer i Forståelsespapiret af juli 2019 indgår.

• Vi anbefaler, at den kommende redegørelse for el-forsyningssikkerheden 2020 omfatter konsekvenserne af disse to helt afgørende vedtagelser.
Vi konstaterer, at redegørelsen ganske mange gange refererer til en kommende markedsreform. Men vi konstaterer også, at der ikke i redegørelsen gives egentlige oplysninger om, hvordan denne markedsreform vil se ud, og hvad den vil betyde for el-forsyningssikkerheden.

• Vi anbefaler, at der sættes fart på markedsmodel 3.0, som hermed kan give retningslinjer for rentabiliteten af ændret drift af og nyinvesteringer i el-nettet og i de tilhørende nødvendige elementer med positiv effekt for forsyningsikkeheden. Gennemførelse af markedsreform 3.0 er en forudsætning for opnåelse af tilladelse fra EU til at anvende kapacitetsmekanismen i en periode op til 10 år på Sjælland. Og det redskab har Energinet lagt i værkstøjskassen, som det eneste. Det findes problematisk, da der kan identificeres flere ubelyste muligheder, som Energinet dog ikke selv kan sætte i gang, men som f.eks. omfatter anvendelse af udfasede – men ikke nedslidte – gasmotorer i decentrale fjernvarmeværker.

• Vi anbefaler, at Energinet identificerer alle virkemidler også uden for deres egen mulighed for at agere til sikring af effekttilstrækkelighed – især på Sjælland – i en bredere buket end bare ansøgning til EU om lov til at oprette en kapacitetsreserve. Endelig kan vi også se, at Energinet med deres udgangspunkt i Analyseforudsætningerne fra Energistyrelsen måske ikke har fået alle potentielle nedlukninger af termisk kapacitet med i deres oversigt.

• Vi anbefaler, at der ses kritisk på alle potentielle nedlukninger af termisk kapacitet, og måske især på Avedøre 2, hvor varmeaftalen udløber inden 2030, så både den danske forsyningssikkerhed, men også forsyningssikkerheden for Københavnsområdet, kan sikres med relevante markedskonforme og omkostningseffektive virkemidler. Sluttelig skal vi bemærke, at det er glædeligt, at Energinet gennem El-forsyningsloven har fået pålagt et bredere fokus på udviklingen og handlingsforslag for sikring af den danske el-forsyningssikkerhed. Vi ser derfor frem til en Redegørelse for 2020, hvor Energinet bedre dækker forsyningssikkerhedsudfordringer og -potentiale i DSO-nettet, har større klarhed om Markedsmodel 3.0. og har indarbejdet de politiske signaler i både Energiforliget fra 2018, fra Forståelsespapiret fra 2019, og fra vedtagelsen af den kommende Klimalov og tilhørende Klimahandlingsplan.

By |2019-11-24T10:35:00+01:0027. september 2019|Høringssvar|0 Kommentarer

Høringssvar ift udkast til bekendtgørelse om tilskud til varmepumper på abonnement

Det Økologiske Råd har en række overordnede kommentarer til bekendtgørelsen, som der redegøres for nedenfor. Derudover har vi også en række mere detaljerede kommentarer til de enkelte bestemmelser, der fremføres bagefter.

Men inden vi fremfører vores kommentarer, har vi enkelte spørgsmål til ordningen?

– Er det overvejet, hvor mange værker og varmekunder, der kan omfattes af ordningen? Med andre ord – er der et bud på, hvor mange værker der vil blive nedlagt som følge af bortfaldet af grundbeløbet? Og er der et bud på i hvilken takt dette vil ske, og hvornår der vil være behov for installering af varmepumper under tilskudsordningen? Hvis der ikke er et bud på dette, er det svært at forholde sig til tilskudsbeløbets størrelse, og i det hele taget ordningens tilrettelæggelse.
– Er der mulighed for overførsel af tilskud, hvis midlerne ikke udnyttes i det år, de er afsat på Finansloven? Hvis der ikke er mulighed for det, kan det bevirke, at tilskuddet ikke udnyttes efter hensigten.


Overordnede kommentarer


Tilrettelæggelsen af ordningen

Det Økologiske Råd mener overordnet, at det er meget positivt, at der tages skridt til at sikre, at varmekunderne i de varmeværker, der nedlægges som følge af grundbeløbets ophør, installerer varmepumper i stedet for træpillefyr eller oliefyr.
I lyset af at varmepumper er en af de opvarmningsformer, der formentligt kommer til at spille en stor rolle en den grønne omstilling, herunder i forbindelse med udfasningen af oliefyr, er det vores holdning, at tilskudsordningen, som bekendtgørelsen handler om, bør tilrettelægges således, at den bidrager til at overvinde barrierer for varmepumper. Dette gælder ikke kun i forhold til grundbeløbsværkerne, men generelt for det samlede marked for individuelle varmepumper. Herunder bør ordningen bidrage til:
1. billiggørelse af varmepumper ved udnyttelse af muligheder for stordrift
2. højnelse af kvalitet ved installering af varmepumper og sikring af effektiv drift
3. udnyttelse af potentialet for levering af fleksibilitet til elsystemet.

På disse punkter har bekendtgørelsen en række svagheder.
Derudover savner vi en afklaring af
Ad 1.
Bekendtgørelsen omfatter i alt tilskud på 60 mio.kr. over 4 år, hvilket er et betydeligt beløb. Rammerne for ordningen bør derfor tilrettelægges således, at varmeleverandørerne tilskyndes til at søge og udnytte alle muligheder for at sikre en billiggørelse af varmepumperne, bl.a. ved samlede indkøb, installering opbygning af effektive systemer til drift, servicering mv. Dette forudsætter efter vores opfattelse to ting. Dels skal der være en reel konkurrence om, hvem der kan opnå tilskud. Dels skal de parter, der vinder konkurrencen om opnåelse af tilskud, opnå et volumen af varmepumper, der er stort nok til, at der er reel basis for billiggørelse af ved udnyttelse af stordriftsfordele.
Der er uklart om den ordning, som der lægges op til med bekendtgørelsesudkastet, udnytter disse muligheder. Der er flere måde, hvorpå dette kan opnås. F.eks. kan der gennemføres udbud for et eller flere værker, hvor de prækvalificerede leverandører kan konkurrere om levering af den billigste varme. Alternativt kan der gennemføres regionale udbud. Samtidigt kan der ved disse udbud fastlægges krav om vilkår for varmekunder, herunder vedrørende servicering, udtrædelse, prisgaranti o. Lign.
Vi foreslår derfor, at rammerne for ordningen ændres således, at der etableres en skarp konkurrence om levering af billig varme bl.a. ved udnyttelse af stordriftsfordele.
Ad 2.
Der har været problemer med korrekt installering af varmepumper, hvilket har bevirket, at effektiviteten i anlæggene ikke er optimal. En abonnementsordning indeholder i sig selv et incitament til sikring af effektiv drift, men vi mener, at ordningen bør fremme dette ved at sætte krav til korrekt dimensionering og installering af varmepumperne. Dansk Standard arbejder i samarbejde med Energistyrelsen og branchens repræsentanter på en standard for installering af varmepumper.
Vi foreslår, at bør overvejes, hvorvidt denne kan indgå i bekendtgørelsen. Hvis dette ikke er muligt foreslår vi, at der skabes en klar hjemmel til at Energistyrelsen kan stille minimumskrav til installationen og driften af varmepumper.
Ad 3.
Der er potentialer for udnyttelse af varmepumper til levering af fleksibilitet til elnettet. Vi foreslår derfor, at der skal være krav om, at systemet til drift og overvågning af varmepumperne giver mulighed for levering af fleksibilitetsydelser til nettet.
Kommentarer til de enkelte bestemmelser
§2, pkt. 2.
Det fremgår, at de støtteberettigede omkostninger defineres som meromkostninger i forhold til et mindre miljøvenligt alternativ. Men hvad omfatter dette i denne sammenhæng. Man må gå ud fra, at fjernvarmeforsyning ikke er mulig, således at de bygningerne ikke er omfattet af Bygningsreglementets krav om anvendelse af vedvarende forsyning. Betyder dette, at man kan antage, at olieforsyning er et ”mindre miljørigtigt alternativ”?

Vi foreslår, at dette præciseres for at skabe klarhed og undgå at der anvendes forskellige forudsætninger. F.eks. kan det fastlægges, at de tilskudsberettigede omkostninger beregnes som omkostninger til installering af varmepumpen minus et fast beløb, som afspejler et standardbeløb for det mindre miljørigtige alternativ.
§ 3, stk. 1.
Der lægges op til ydelse af 15.000 kr. i tilskud. Dette virker som et meget højt beløb i betragtning af, at der i den allerede eksisterende abonnementsordning kun ydes 10.000 kr. i tilskud i den sidste del af tilsagnsperioden. Det foreslås, at det maksimale tilskudsbeløb sættes ned, således at puljen kan strække længere.
§ 3, Stk. 4
Det foreslås, at bestemmelsen præciseres.
§4
Pkt. 1): Det foreslås, at det præciseres hvad standardkontrakten omfatter, Fx ”Standardkontrakt mellem varmeleverandør og varmekunde om levering af varme på abonnementsvilkår med oplysninger ….”
Nyt pkt: Det foreslås, at der tilføjes et punkt om det organisatoriske set-up, således at der er overensstemmelse mellem kravene til dokumentation af ansøgningerne og vurderingskriterierne i § 5.
§5
Det foreslås, at det præciseres, at der er tale om en godkendelsesordning, som beskrevet i §2, pkt 1). Samtidigt bør det fremgå,
• at der er kan fastlægges vilkår for godkendelsen, nemlig at virksomheden overholder en række krav.
• at Energistyrelsen kan trække godkendelsen tilbage, hvis virksomheden ikke overholder kravene,
• at virksomheden skal levere de nødvendige oplysninger til Energistyrelsen til vurdering af, at de fastlagte krav til godkendelsen er overholdt.
Derudover bør der være krav til:
• vilkår for ophævelse af kontrakt, således at varmeleverandøren ikke kan opsige kontrakten med kort varsel,
• vilkår for hvad der skal ske, hvis virksomheden nedlægges, opkøbes af anden virksomhed mv. Dette skal sikre at varmekunden har en vis beskyttelse.
• regler for regulering af varmepris, så varmeleverandøren kun kan hæve prisen, hvis en række vilkår er opfyldt.
§6
Formuleringen af stk. 2 er lidt uklar. Skal det forstås således, at:
• en tilskudsansøgning kun kan omfatte varmepumper til en række kunder fra samme værk, eller kan der søges tilskud, der omfatter varmepumper i flere værker på en gang?
• en ansøgning forudsætter, at der er indgået kontrakt med varmekunderne?
Det foreslås, at formuleringen præciseres.
– 4 –
Derudover foreslås, at det præciseres, at det er en betingelse for ydelse af tilsagn, at vilkårene for godkendelsen af varmeleverandørens prækvalifikation er overholdt.
§7
Det foreslås:
• at der fastsættes krav til installation af varmepumpen mhp at sikre kvaliteten
• at der er krav til overvågningssystemet, herunder at pumperne overvåges automatisk, og at de kan styres over nettet eller lignende. Herunder bør det også fremgå, at pumperne kan levere fleksibilitetsydelser til elsystemet.
§8
Stk 1: Det foreslås, at krav om udbetaling senest 120 dage efter, at varmepumpen er installeret, tages ud, da de enkelte ansøgninger i udgangspunktet kan omhandle flere varmepumper, således at der kan være lang tid mellem installering af den første og sidste varmepumper i ansøgningen. Det vil give mulighed for at der søges udbetaling for flere varmepumper på en gang.
Stk. 3, pkt. 3): Det er uklart hvad ”slutrapport” omfatter. Det bør præciseres. Det foreslås, at slutrapporten omhandler en redegørelse for gennemførelsen af det samlede projekt, dvs. installering af alle varmepumper, som omfattes af ansøgningen. Slutrapporten bør derfor indsendes i forbindelse udbetaling af tilskud til den sidste varmepumpe i ansøgningen. Dette har også konsekvens for § 10, stk 1.
§ 15
Det foreslås, at tilsynshjemlen i stk. 1 udvides til at omfatte vilkårene for prækvalifikationen.

By |2019-11-24T10:36:41+01:0023. september 2019|Høringssvar|0 Kommentarer

Høringssvar vedr. diverse pesticidstoffer, EU-specialudvalg

Det Økologiske Råds bemærkninger til udarbejdelse af listen over hjælpestoffer, der ikke må bruges i plantebeskyttelsesmidler (Annex III)
(Rammenotat M 168-19)
Det Økologiske Råd hilser det velkommen at det omsider er lykkedes at udarbejde et forslag til at få styr på hjælpestofferne i pesticidprodukter. Der er imidlertid endnu et stykke vej at gå idet forslaget ikke indeholder egentlige kriterier for fremtidig identifikation af uacceptable hjælpestoffer, og det beskriver heller ikke en egentlig proces for at foreslå og optage yderligere stoffer på Annex III.
Det Økologiske Råd bifalder det danske forsøg på at udbedre manglerne i udkastet og for at få gennemført en lavere grænseværdi end 0.01% for utilsigtede urenheder i pesticidprodukter.

Det Økologiske Råds bemærkninger til forlængelse af godkendelsesperioden for aktivstofferne: benfluralin, dimoxystrobin, fluzinam, flutolanil, mancozeb, mecoprop-p, metiram, mepiquat-chlorid, oxamyl og pyraclostrobin 
(Rammenotat M 167-19)
Generelt er det uheldigt at tidsplanen for revurderingerne ikke kan overholdes. Det Økologiske Råd finder, at det i EU-revurderingsprogrammerne bør sikres, at der afsættes de nødvendige resurser til at revurderingerne er rettidige. 
Det Økologiske Råd er enig i at udløbstiden for mecoprop-p ikke forlænges, da der allerede foreligger en vurdering fra EFSA, der viser en uacceptabel risiko, og at stoffet derfor ikke bør fornyes. 
Der er for nogle af de øvrige stoffer indikationer på stofegenskaber, som gør det betænkeligt at udsætte revurderingen: 
Herbicidet benfluralin er flygtigt og indebærer spredning i atmosfæren. Det kan muligvis bioakkumulere.
Fungicidet dimoxystrobin er hormonforstyrrende. Stoffet er persistent, kan muligvis nedsive i jorden og er akut toksisk for fisk.
Fungicidet mancozeb er mistænkt for at kunne skade reproduktionen. Stoffet er giftigt for fisk og vandlevende invertebrater.
Nematicidet og insekticidet Oxamyl er en cholinesterasehæmmer og virker neurotoksisk. Stoffet er vandopløseligt og udgør en risiko for grundvandsforurening. Stoffet er giftigt for en række organismer i det ydre miljø.
Fungicidet pyraclostrobin er mistænkt for at kunne skade reproduktionen. Stoffet er giftigt for fisk, vandlevende invertebrater og bundlevende dyr.


Det Økologiske Råds bemærkninger til ikke-godkendelse basisstoffet propolis ekstrakt
(Rammenotat M 164-19)
Propolis ekstrakt ønskes anvendt mod svampesygdomme og bakteriesygdomme på bananer. Bananer skal dyppes eller sprøjtes efter høst. Propolis produceres af honningbier. Det kan forårsage en allergisk hudreaktion. Derudover kan det ikke udelukkes at propolis ekstrakt kan være genotoksisk samt hormonforstyrrende. Der kan derfor ikke fastsættes et sundhedsmæssigt sikkert niveau for propolis ekstrakt, hvilket medfører, at der ikke kan foretages en risikovurdering for sundhed. Det er Økologiske Råd er enig i at propolis ekstrakt ikke godkendes.


Det Økologiske Råds bemærkninger til ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet thiacloprid
(Rammenotat M 165-19)
Thiacloprid anvendes til insektbekæmpelse i raps og bejdsning af majsfrø samt til mindre anvendelse i en række bær- og grønsagsafgrøder, juletræer, prydplanter og særlige skadevoldere i korn og raps. Stoffet er mistænkt for at fremkalde kræft og for at kunne skade forplantningsevnen. Det er desuden meget giftigt med langvarige virkninger for vandlevende organismer. Det er ikke nævnt i rammenotatet at thiocloprid er et neonikotinoid som er mistænkt for at skade bier.
Det Økologiske Råd er enig i at godkendelsen af thiacloprid ikke fornys.


Det Økologiske Råds bemærkninger til godkendelse af basisstoffet L-cysteine
(Rammenotat M 166-19)
L-cystein er en ikke-essentiel aminosyre som bl.a. er godkendt som tilsætningsstof til fødevarer. Stoffet kan give hudirritation. Det ønskes anvendt mod bladskæremyrer i alle afgrøder og skovbrug. Godkendelsen er kun relevant for de tropiske egne af Frankrig.
Det Økologiske Råd har ingen bemærkninger til godkendelsen.


Det Økologiske Råds bemærkninger til ikke-fornyet godkendelse af aktivstoffet beta-cyfluthrin

(Rammenotat M 169-19)
Beta-cyfluthrin anvendes til insektbekæmpelse i kartofler og hvede udendørs, tomater i væksthus og til bejdsning af roefrø. Stoffet mistænkes for at kunne være fosterskadende og at kunne skade børn, der ammes. Det er Miljøstyrelsens vurdering at der ikke er vist sikker anvendelse, for så vidt angår miljø i forhold til fugle og pattedyr, vandorganismer, leddyr og bier for de udendørs anvendelser. Det Økologiske Råd er enig i at beta-cyfluthrin ikke får fornyet godkendelse.


Det Økologiske Råds bemærkninger til ikke-godkendelse af basisstofferne Castanea og Schinopsis tanniner og Vitis vinefera tanniner

(Rammenotat M 170-19)
Tanniner (garvestoffer) udvindes af træ eller andet plantemateriale. Castanea og Schinopsis tanniner ønskes anvendt mod diverse svampesygdomme i diverse grøntsager på friland og i væksthus, samt i kartofler og roer på friland, som ”plantestyrker” i korn, mod bakteriesygdomme i nøddetræer og stenfrugter på friland og mod nematoder i diverse grøntsager, tomater, agurker og auberginer på friland og i væksthus. Vitis vinefera tanniner ønskes anvendt mod svampesygdomme i vinduer. Tanninerne indeholder store mængder af stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende i mus og rotter ved påføring på huden. Derudover er tanniner af ECHA mistænkt for at være mutagene, og er til ECHA rapporteret at forårsage alvorlig øjenskade/øjenirritation og hudirritation. Desuden er den fremsendte dokumentation fra producenterne mangelfulde.
Det Økologiske Råd er enig i at Castanea og Schinopsis tanniner og Vitis vinefera tanniner ikke godkendes som basisstoffer.

By |2019-11-24T10:38:46+01:0023. september 2019|Høringssvar|0 Kommentarer

EU er uhyre vigtigt for at nå 70 procentsmålet

Debatindlæg i Altinget den 20. september 2019, Af Claus Ekman, Direktør, Det Økologiske Råd

Det har været en fornøjelse her i debatten at læse om de mange gode ideer til, hvordan vi når de 70 procent.

Der er blevet plæderet for en enkel – men seriøs – klimalov, naturen er blevet fremhævet som en vigtig del af løsningen, og det offentliges vigtige rolle er blevet understreget. Blot at nævne et par af de gode pointer, debatten har budt på.

Man har også kunne læse Lars Gårn Hansens fornuftige overvejelser om sammenhængene mellem det globale gennemslag af dansk klimapolitik, omkostningerne og ønsket om at være et foregangsland.

Og her ligger en pointe, som i mine øjne ikke har fået nok opmærksomhed i debatten.

Danmark når ikke 70 procent alene
Vi er en lille, åben økonomi, og vores vej mod en reduktion på 70 procent i 2030 formes ikke kun af vores nationale politik, men også i høj grad af hvad der sker i det store udland, herunder særligt i EU.

Ambitionsniveauet og den realiserede politik hos vores primære handelspartnere har helt afgørende betydning – ikke kun for klimaet, men også for prisen og effektiviteten af vores nationale omstilling.

70 procent-målsætningen skal med klimaloven mejsles ind i vores nationale lovgivning, og det skal bruges som løftestang for højere ambitioner i EU, som igen vil lette realiseringen af det nationale mål.

Prisen afhænger af EU’s ambitionsniveau
De Økonomiske Vismænd udgav i foråret en rapport om carbon leakage med beregninger af den nationale regulerings gennemslagskraft, når effekterne på den udenlandske udledning inkluderes.

Selvom modellerne bag rapporten mangler de indirekte effekter fra udvikling af ny teknologi og fra eksemplets magt, når lille Danmark viser vejen, så viser de klart, at gennemslagskraften af vores politik afhænger af de øvrige landes omstillingsniveau.

Et mere ambitiøst Europa giver større gennemslagskraft af vores nationale regulering og gør det dermed lettere og billigere at levere på de 70 procent.

Argumentet om at kæmpe for højere målsætninger i EU bør selvfølgelig primært motiveres af den store effekt, det vil have på de globale udledninger, men en ambitiøs europæisk klimapolitik kan samtidig blive et vigtigt element for en mere omkostningseffektiv opnåelse af de 70 procent.

Flere krav kan betyde store eksportindtægter
Det er også klart, at højere EU-målsætninger skaber øget efterspørgsel efter danske grønne løsninger.

Eksporttallene taler deres tydelige sprog.

Det giver danske arbejdspladser og et større økonomisk råderum, der nok skal blive rift om, når både landbruget, transportsektoren, vores bygningsmasse og energisektoren alle skal levere meget markante reduktioner inden 2030.

Der er flere oplagte krav, den danske regering bør troppe op med i Bruxelles, når den nye klimapolitik skal defineres.

Først og fremmes skal EU’s 2030-målsætning hæves markant fra de nuværende 40 procent. Paris-aftalen peger nærmere i retning af 65 procent, så det kunne være et godt udgangspunkt. Dernæst er det oplagt at arbejde hårdt for en opstramning af kvotehandelssystemet, herunder annulleringer af kvoter, så systemet kan levere på sine løfter.

Den nye kommissionsformand har et godt forslag
Danmark bør også støtte von der Leyens forslag om en CO2-told.

Det er selvfølgelig en vanskelig øvelse, hvor omlægning af de europæiske toldsatser skal motiveres klart af klimahensynet og nødig skulle ses som et europæisk træk i optrapningen af en global handelskrig.

En fælles europæisk minimumsafgift på fossilbaseret flybrændstof bør også være en prioritet, som kunne følges op af en gradvis introduktion af krav om iblanding af avancerede brændstoffer (electrofuels eller avancerede biobrændstoffer). Og vores indsats for muliggørelsen af nationale forbud mod fossile biler bør forsætte, indtil der er fundet en løsning.

Disse og mange andre gode tiltag giver mening i sig selv, men de fortjener også at blive fremhævet i en til tider for nationalt fokuseret debat.

De danske klimaambitioner hænger uløseligt sammen med de europæiske, og når vi formår at ændre den europæiske kurs mere i retning af Paris-aftalen, får vores egen klimaindsats ekstra vind i sejlene.

Derfor vil vi som NGO intensivere vores lobbyindsats i Bruxelles den kommende tid, og vi håber at kunne arbejde parallelt med de danske folkevalgte for en langt mere ambitiøs europæisk klimapolitik.

By |2019-11-25T14:18:54+01:0020. september 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Lad os rydde op i egen baghave og skabe den forandring, vi ønsker at se i andre lande

Debatindlæg bragt i Politiken den 12. september 2019 af Lars Køhler, Energi- og Klimarådgiver, Det Økologiske Råd

Det virker faktisk på mig, som om alle kan se sammenhængen her. Hvorfor ved jeg ikke. Måske er det vores livslange relation til træer, der gør det? Måske er det hængekøjer, æbler og klatring? Måske fordi vi alle bare ved, vi har brug for skovene. Jeg ved det ikke. Men det virker på mig, som om alle forstår, at den krise der udspiller sig i Amazonas lige nu, faktisk har indflydelse på vores liv herovre på den anden side af kloden. Det virker som om, de globale sammenhænge ses og forstås.

Men selvindsigten er desværre fraværende.

Gennem de seneste 15 år har rydningen af Amazonskoven faktisk været faldende, hvilket muligvis har været den største succes i en ofte modløs kamp for at skabe de nødvendige globale forandringer for klimaet. Men siden Jair Bolsonaro i oktober 2018 vandt kampen om det Brasilianske præsidentembede – bl.a. på valgløfter om at lade industrien og landbruget få langt friere hænder i Amazonas – er rydningen accelereret. I uhyggelig grad. Alene i perioden fra januar til juli måned i år forsvandt der skov svarende til et areal på størrelse med Sjælland. Og alene i juli måned blev der ryddet 278% mere skov end samme måned sidste år (The National Institute for Space Research, INPE).

Regnskoven fældes og afbrændes for at klargøre jorden til kvægbrug og afgrøder såsom soja, der så eksporteres til bl.a. Danmark som føde til vores mange svin. Udnyttelse af regnskovens ressourcer sker altså for økonomisk vækst, jobs og velfærd.

Lyder det bekendt?

I 47 år har Danmark hevet olie og gas op af Nordsøen. Og selvom vi ved, at afbrænding af fossile brændsler er hovedårsagen til klimakrisen, og videnskaben samtidigt har konstateret, at 80% af den olie og gas vi allerede kender til skal blive i undergrunden, er der netop nu en proces i gang i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der kan føre til uddeling af nye tilladelser til at søge efter mere olie og gas. Den fortsatte udnyttelse af Nordsøens ressourcer sker, må vi forstå, for at sikre økonomisk vækst, jobs og velfærd.

Lyder det nu bekendt?

Flere danske politikere og partier har forståeligt nok krævet handling fra regeringen over for katastrofen i Amazonas. Men selvindsigten er som sagt fraværende. Ja, der skal åbenlyst handles over for Brasilien. Vi skal kræve handling. Men vi kan dårligt kræve handling fra andre, når vi ikke har orden i egen baghave. For udnyttelsen af vores naturressourcer i Nordsøen for økonomisk vækst, jobs og velfærd på bekostning af kloden og klimaet er ikke mindre amoralsk, end når andre udnytter deres.
Vi bliver simpelthen nødt til også at åbne øjnene for disse sammenhænge.

Da både Tyskland og Norge i forrige uge tilbageholdt adskillelige hundrede mio. kr. i støtte til en fond for beskyttelse af Amazonskoven pga. den brasilianske regerings passivitet i Amazonas reagerede Jair Bolsonaro med ordene: ”Norge, er det ikke det land, som… udvinder olie?”.

Det burde altså være åbenlyst det her. Vi kan ikke kræve, at andre tager ansvar, når ikke vi selv tager ansvar. Og vi kan kun skabe forandring i andre, ved at vise at vi selv vil forandring. Vi har ovenikøbet den perfekte mulighed lige ved hånden. Hvis regeringen satte handling bag deres grønne ord og gennemførte et endegyldigt stop for ny jagt på olie og gas i den danske undergrund, ville det sende et budskab, der ville give genlyd internationalt. Og det ville give vores nødvendige krav om handling og forandring i Amazonas både tyngde og alvor. Vi ville blive hørt.

Vi skal væk fra fossil energi, og det haster. Og for at denne akutte omstilling skal lykkes – og lykkes i det hæsblæsende tempo der er nødvendigt – så bliver vi nødt til at indse, at den nationalt isolerede tilgang vi hidtil har haft til både vores økonomi- og energipolitik, ikke kan bruges længere. Når det kommer til klimaet, er vi alle i samme båd. Tingene hænger sammen på tværs af regnskove, æbletræer, landegrænser og snævre nationale særinteresser.

Så lad os nu tage kikkerten fra det blinde øje og sætte et stop for nye tilladelser til fortsat olie- og gasjagt i Nordsøen. Lad os nu begynde at rydde op i egen baghave og derved skabe den forandring, vi ønsker at se i andre.

By |2019-11-20T11:59:14+01:0012. september 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Folk er ikke nogle dumme miljøsvin

Debatindlæg bragt i Politiken den 6. september 2019
af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver ved Det Økologiske Råd og Allan Marouf, formand for Østerbro Lokaludvalg

År efter år sætter antallet af krydstogtgæster rekord i de større danske krydstogtbyer. I år forventes således, at ca. 350 krydstogtskibe med godt 1.000.000 passagerer anløber København. Det er ca. 100.000 flere gæster sammenlignet med 2018. En udvikling der ser ud til at fortætte. Det er jo dejligt, at så mange mennesker gerne vil opleve København og de øvrige danske krydstogtbyer.

Men der er også en malurt i bægeret rent miljømæssigt. Et krydstogtskib har et enormt energiforbrug til alle pasager-faciliteterne. Når krydstogtskibe ligger i havn genereres al energien ved at afbrænde stærkt forurenende olie i skibets motorer, der ikke er forsynet med effektiv røggasrensning og derfor udleder ekstremt høje koncentrationer af helbreds- og klimaskadelig luftforurening. Det sker i hjertet af vores store byer. Luftforurening, der øger risikoen for både kræft, blodpropper, hjertekarsygdomme og alvorlige luftvejslidelser som astma, bronkitis og rygerlunger. Den skadelige luftforurening fra et typisk krydstogtskib i havn svarer til forureningen fra 3.500-5.000 biler i sekundet. Så det er ikke småting. En forurening, der vil stige fremover, med mindre der gribes ind.

Ved at tilslutte krydstogtskibe til landstrøm vil den lokale forurening i havnen elimineres. Og da den danske el primært består af vedvarende energi og alle kraftværker har effektiv røggasrensning, så vil udledningen med helbredsskadelig NOx og partikler reduceres hhv. 99 procent og 97 procent, mens den klimaskadelige CO2 vil reduceres 70 procent. Hvis man tager borgernes sundhed og global opvarmning seriøst, så er der ingen vej udenom landstrøm. Det virker også ganske fair, at de gæster, der låner vores by de bedste måneder om året, undlader at ose løs. Ligesom gæster i vores hjem skal udenfor for at ryge.

I dag er det ca. 30 procent af krydstogtskibene, der kan modtage landstrøm. Men næsten alle krydstogtskibe kan hurtigt ombygges til at tage landstrøm for et helt ligegyldigt beløb. Men der er ingen landstrøm de kan koble til i havnene. Det er nemlig billigere for krydstogtskibene bare at ligge og ose løs. Derfor tør ingen investere i landstrømsanlæg. Der er to løsninger. Enten forhøjes havnetaksten for krydstogtskibe, der ikke tager imod landstrøm, så det bliver en god forretning for skibet at modtage landstrøm og derved en sikker investering at bygge landstrømsanlæg. Alternativt kan lægges en passagerafgift på hver krydstogtpassager, der går direkte til et fond, der kan bygge landstrømsanlæg.

Nogle turistorganisationer har spredt rygter om, at landstrøm vil skræmme passagererne væk. Det koster ca. 12 kr pr. pasager for at få landstrøm i København. Det kan man ikke engang få en halv kop kaffe for i havnen. Landstrøm vil øge udgifter til krydstogtbilletten under 1 procent. Hvis man ikke mener passagererne vil betale dette for at eliminere forureningen, så må man virkelig tro, at passagererne er nogle miljøsvin. Det tror vi ikke. Tværtimod tror vi hjertens gerne, at passagererne vil betale 12 kr ekstra for at passe godt på de byer, som de betaler mange penge for at besøge.

By |2019-11-20T12:55:56+01:0010. september 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Erhvervslivet skal ikke skubbe miljøansvaret fra sig

Debatindlæg bragt i Altinget, 5. september 2019

Af Bo Øksnebjerg, Claus Ekman, Anne Aittomaki og Maria Reumert Gjerding
Hhv. generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, direktør for Det Økologiske Råd, strategisk direktør for Plastic Change og præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Der er heldigvis bred enighed mellem miljøorganisationer, det politiske niveau og i erhvervslivet om, at plastik ikke hører hjemme i naturen.

Et enigt folketing har lovet at samarbejde for at nedbringe plastikforurening og fremme en cirkulær plastikøkonomi. Det er glædeligt.

Industrien skal i front
Men modsætningerne opstår, og løsningerne lader vente på sig, når vi diskuterer, hvordan vi kommer frem til en natur uden plastik. Det lader til, at alle er bange for at stå alene på planken uden en vej tilbage.

Omstillingen til en cirkulær økonomi er forandringer, som markedets frie kræfter ikke ser ud til at kunne udvikle af sig selv. Derfor er politisk handling i form af regulering og økonomiske incitamenter nødvendig, så vi kan få etableret et system, der støtter producenter og erhverv i omstillingen.

Det er et samspil, som skal og vil medføre forandringer.

Det er ”business as usual”, der har sat os i den nuværende situation, og derfor kan vi ikke fortsætte med de forretningsmodeller, produktionsmetoder og distributionssystemer, som vi har nu.

Det er ikke alene forbrugernes adfærd, der skal ændres – industrien skal gå i front, så de varer, som forbrugerne henter ned fra hylderne, allerede indgår i det cirkulære system.

Plastikafgift er ikke meningløs
Vi er enige med Dansk Erhverv og Unilever, når de i Altinget henholdsvis 5. august og 7. august skriver, at der skal helhedstænkning til for at tackle plastikproblematikken.

Men vi er derimod ikke enige med de to indlægsholdere, når de skriver, at en afgift på plastik vil ramme dem meningsløst.

Desværre angiver de to indlægsholdere slet ikke, hvordan de selv vil bidrage med løsninger, selv om løsningerne netop bedst findes ved, at hver enkelt aktør i plastikdebatten giver bud på, hvordan de hver især vil og kan bidrage til omstillingen.

Det være sig både foran og bagud i værdikæden.

Det er nødvendigt, fordi den lineære økonomiske model i dag bunder i, at en virksomhed kan opnå fortjeneste ved at sætte en vare på markedet uden at stå til regnskab for den udgift, der er ved at bortskaffe produktet, når det bliver til affald.

Ingen er i tvivl om, at det markante overforbrug af plastik og andre emballageressourcer er en af vore tids største udfordringer. I dag driver vi rovdrift på klodens ressourcer – blandt andet fordi vi sorterer og genanvender de brugte ressourcer alt for lidt.

Ingen miljøagenda er vokset så stor og så hurtigt som plastikforureningsagendaen. Og alle parter er enige om, at plastik ikke hører til i naturen.

Forandringerne kommer uanset hvad
Det er positivt, at statsministeren, Mette Frederiksen (S), i weekenden åbnede for de konkrete tiltag for reduktion af plastikforbruget i form af en forhøjet afgift på plastikposer, men der er yderligere behov for, at Danmark og resten af verden får øjnene op for de fordele, der ligger i oprettelsen af en velfungerende cirkulær økonomi.

For med en cirkulær økonomi kan vi passe bedre på vores ressourcer, genanvende og minimere spild. Det er godt for kloden og for de fleste erhvervs pengepung.

Samtidig er mange bekymrede for, hvordan de skal omstille netop deres erhverv til en cirkulær økonomi.

Hvad vil det koste? Og hvad vil det kræve at få omstillingen til at glide problemløst? Det betyder, at vi i dag står i lidt at et limbo, hvor ingen tør tage det første skridt.

Men bare rolig: Forandringerne kommer uanset hvad.

Ingen skal kunne skubbe ansvaret fra sig
Her er vores bud på, hvordan erhvervet kan være med på bølgen som front runner. For på vejen mod cirkulær økonomi er det selvfølgelig afgørende, at alle led i værdikæden påtager sig deres rolle for at få kæden til at hænge sammen hele vejen rundt.

Og her kommer vi ikke uden om regulering og økonomiske incitamenter fra statens side – eksempelvis i form af et udvidet producentansvar, så ingen aktør længere kan skubbe ansvaret foran eller bagud i produktionskæden.

Så her er tre hurtige forslag til, hvordan virksomhederne gør cirkulær økonomi til en god forretning:

  1. Produkter eller produkternes emballage skal designes til at kunne genanvendes i høj kvalitet. Det understøtter udbuddet af højkvalitets genanvendt materiale, eksempelvis plastik, på markedet.
  2. Der skal stilles krav til indhold af genanvendt materiale i egne varers emballage. På den måde etableres en efterspørgsel, der giver øget økonomi til indsamling og ressourceeffektivitet i affaldssektorens genanvendelsesled, hvilket igen skaber et marked for egne produkter, når de bliver til affald.
  3. Emballagens materialeforbrug skal reduceres. Eksempelvis ved at lave påfyldnings- eller returordninger, sælge koncentrat frem for produkter, der er 90 procent vand, eller lade forbrugerne afhente produkterne direkte hos forhandlere eller producenter. På den måde kan en virksomhed spare ressourcer og CO2 i kampen for et godt klimaregnskab.

Ikke blot en enkel afgift
Vi opfordrer til, at producenter som Unilever og erhvervsdrivende, repræsenteret af Dansk Erhverv, anerkender deres rolle som ”emballageaffaldsproducenter” frem for blot at skubbe ansvaret over på det offentlige, som skal investere i bedre sortering.

For industri og erhverv har et ansvar for, at de produkter, der ender som affald, har en reel genanvendelsesværdi.

Producenterne må forberede sig på regulering og skrappere krav til emballagers miljømæssige fodaftryk. Det vil blandt andet ske via EU’s emballageaffaldsdirektivs krav om udvidet producentansvar inden 2025.

Producentansvar for emballage skal udmøntes i en model, der giver den højeste klima- og miljøgevinst.

Vi efterlyser altså ikke en simpel afgift, baseret på et udskældt materiale som eksempelvis plastik. Vi ønsker en differentieret afgift, der pålægger højere afgift for svært genanvendelig emballage for at give et incitament til at reducere emballageaffald.

Afgiften skal finansiere generelle investeringer i omstillingen til cirkulær økonomi.

Cirkulær økonomi er ikke alene nødvendig, men kan også blive en vindersag for industrien.

Så lad os nu komme i gang, så vi fremover skåner fugle, fisk, pattedyr og vores vand for plastik.

By |2019-11-23T17:57:14+01:005. september 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Sådan kan din familie blive mere klimavenlig

FØDEVARER

Spis altid rester og undgå madspild.

Lad som udgangspunkt være med at spise okse og lammekød. Start med at indføre to-tre kødfri dage og forøg stille og roligt antallet af kødfri dage. Der kan spares mange penge på at skære ned på kødet, og det er samtidig en sundere diæt.


TING OG SAGER

Køb mest muligt genbrug: Både græsslåmaskine, pc og tøj m.v. kan som regel købes brugt.

Der kan spares rigtig mange penge på at købe genbrug, der ofte er næsten så godt som nyt, og så er de værste kemikalier vasket ud af tøjet, når det købes brugt.


STREAMING

Streaming af film og spil fra energislugende datacentre giver en markant klimabelastning.

Erstat mest mulig streaming med bræt- og kortspil – det er ofte også meget hyggeligere at lave noget aktivt sammen i familien end at være passivt opslugt af hver sin skærm.


TRANSPORT

Brug cykel og gang noget mere – det er sund motion både for krop og sind.

Undersøg muligheden for samkørsel og brug kollektiv transport frem for bil, når det er muligt.

Brug en elbil frem for en bil med forbrændingsmotor (benzin/diesel), vis muligt. Flyv kun når det er nødvendigt – CO2-kompenser dine fly via Atmosfair: www.atmosfair.de/en/


EL OG VARME

Spar på el og varme med alm. sund fornuft, energirigtige apparater og bedre isolering.

Undgå brændeovnen, da den udleder klimaskadelige sodpartikler. Træ er ikke CO2-neutralt.

Boligens energi stiger, når den er energirenoveret og undgås brændeovnen får du renere luft.

By |2019-11-19T21:04:01+01:0030. august 2019|Artikel|0 Kommentarer

Klimapolitikken skal se længere frem end til 2030

Debatindlæg bragt i Altinget, 29. august 2019, Af Claus Ekman, Direktør, Det Økologiske Råd.

Inden vi begynder at overveje, hvordan vi kommer i mål med 70 procents reduktion af drivhusgasudledningen, bør vi blive enige om, hvad formålet egentlig er.

Det vil nemlig være afgørende for, hvordan opgaven løses.

Er formålet at ramme 70 procents reduktioner i vores territoriale udledninger i forhold til 1990-niveauet ud fra de opgørelsesmetoder, som vi anvender i EU med de undtagelser og særregler, som det indebærer?

Eller er formålet at igangsætte omstilling af det danske samfund, der er konsistent med Paris-aftalens ambitioner?

Jeg er ikke tvivl om, at vælgerne, der stemte regeringen til magten, vil pege på det sidstnævnte af de to formål.

70 procent er ikke et endemål

De 70 procent er, hvad videnskaben tilsiger, hvis vi skal bidrage med vores rimelige del af Paris-aftalen. Det er en konkret målsætning, men også er en politisk vision for et bæredygtigt samfund, og det bør være styrende for, hvordan det implementeres.

Målsætningen må derfor ikke blive til en bureaukratisk målstreg, som kan opfyldes med kreditter og kvoter, som har begrænset effekt i den virkelige verden eller med outsourcing af dele af produktionserhvervene for den sags skyld.

Det er en målsætning, men bestemt ikke endemålet, og derfor er det også nødvendigt, at klimapolitikken har et længere sigte og forholder sig til udfordringen efter 2030.

Hver enkelt af de 70 procent skal være reelle klimareducerende tiltag i Danmark. Ellers parkeres udfordringerne blot til årene efter 2030 til skade for både klimaet og den vision, det hele handler om.

Der er allerede gode forslag på bordet

Løsninger, der kan bringe os til 60 til 65 procents reduktion, er allerede blevet præsenteret.

Et pænt udvalg af Folketingets partier har fremlagt gennemarbejdede og realistiske klimaplaner med masser af gode tiltag, der bringer os godt op mod de 70 procent.

Det handler blandt andet om massiv udbygning med vedvarende energi, øget fokus på energieffektivisering, elektrificering, fleksibelt forbrug, lagring og kobling mellem el og varme og transportsektoren. Om udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning, mere træ i byggeriet, reduktioner af udslip fra landbruget ved hjælp af moderne teknologier.

Om effektivisering og omstilling af de industrielle processer. Om en visionær transportpolitik med incitamenter, der får folk op på cyklen, ind i toget, bussen og elbilerne. Om øgede forskningsbudgetter.

Tiltag, som skal have fuld skrue de kommende år. Både gennem krav, puljer, oplysning og omlægning af afgifter og tilskud.

Virkemidler har konsekvenser for økonomien

Men hvordan når vi de sidste procent op til de 70? Det er en myte, at vi ikke har virkemidlerne, der kan bringe os helt til de 70 procent. Det har vi.

Og de økonomiske konsekvenser er mindre end en procent af BNP, hvis man spørger økonomerne.

Men med de kendte virkemidler vil det dog have større konsekvenser for visse dele af økonomien. Det må vi være ærlige om.

Det positive er, at vi heldigvis har over ti år til at finde den bedste vej til målet, og det behøver ikke at blive så ubehageligt, som mange får det til at lyde.

For eksempel er det muligt at omlægge landbruget i en langt mere klimavenlig retning, uden at det truer fremtiden for sektoren.

70 procent kan virke skræmmende

Hvis vi kigger ti år tilbage, er der sket mange ting, som vi dengang ville have kaldt fremtidsmusik.

Der er brancher, der er blevet løbet over ende af teknologiudviklingen, og der er store trends i befolkningen, som har haft enorm betydning for store dele af økonomien.

Den grønne omstilling, som allerede er i gang, skal speedes gevaldigt op, men historien viser, at vi kan skabe kæmpe forandringer, også positive, inden for ganske få år.

Det kræver innovation, både teknologisk og regulatorisk, og det kræver inspiration.

Vi skal inspirere hinanden til at skabe forandringerne, både gennem nye produktionsformer, men ligeså vigtigt gennem nye forbrugsmønstre. Vi skal inspirere til at se mulighederne og det positive i visionen.

Måske er den største udfordring de negative fortællinger om de 70 procent, som skræmmer befolkningen og skygger for det positive i visionen om et bæredygtigt samfund.

By |2019-11-24T21:44:16+01:0029. august 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Go to Top