Om Jeppe Juul

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Jeppe Juul has created 56 blog entries.

Forbud mod nye fossilbiler i 2035 er et kæmpe fremskridt

Det er et kæmpe fremskridt at EU-Kommissionen vil forbyde salg af nye fossile biler fra 2035! Det mener miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.

”Det er en kæmpe sejr og utrolig vigtigt at vi nu i EU vil forbyde fossilbiler. Det kommer til at betyde meget for EU’s klimabelastning og sender samtidig et meget vigtigt signal til resten af verden”, siger Daria Rivin, rådgiver i klima og transport i Rådet for Grøn Omstilling.

Ros til regeringen

Forslaget fra Kommissionen passer godt sammen med at Danmark vil forbyde salg af nye rene fossilbiler fra 2030, og plug-in hybridbiler fra 2035.

”Den danske regering skal have stor ros for, sammen med andre lande, at have lagt pres på Kommissionen for at komme med dette forslag. Danmark har været med til at vise vejen og har haft held med at lave en alliance med en række andre lande, der virkelig har båret frugt”, siger Daria Rivin.

Brug for yderligere skærpelser

Selvom Kommissionen har foreslået at skærpe CO2-kravene til nye biler til at reducere CO2-udledningen med 55 % i 2030, er det ifølge Daria Rivin ikke nok:

”Når man snakker om klima er det vigtigste hvor meget CO2, der samlet set bliver udledt, og ikke bare udledningen i et bestemt år. Derfor betyder det meget hvor hurtigt vi får indfaset elbiler frem mod 2030, og af samme grund bør målet i 2025 skærpes til 25 % ligesom der bør være et mål på 40 % i 2027 og et krav om 65 % i 2030”, siger Daria Rivin.

Hun understreger at elbiler bliver billigere at producere end fossilbiler inden 2026, og at elbiler samtidig allerede er billigere i drift.

”Personbiler står for 12 % af EU’s CO2-udledning og vi får flere og flere biler. Derfor er det vigtigt at vi mindsker antallet af biler, og hurtigt får udskiftet fossil-biler med elbiler”, siger Daria Rivin.

EU-Kommissionens forslag skal nu behandles af Europa-Parlamentet og EU’s Ministerråd før det bliver til endelig EU-lovgivning.

By |2021-07-14T14:19:28+01:0014. juli 2021|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Danskerne er imod: EU’s biobrændstofpolitik møder stor modstand

De sidste 10 år har medlemslande i EU, inklusive Danmark, haft bindende reduktionsmål for transportsektoren på 10 % frem mod 2020, i form af iblanding af biobrændstoffer. Lovgivningen var tiltænkt at fremme en grøn omstilling af transportsektoren. Virkeligheden har dog været en anden. En ny rapport fra den europæiske miljøorganisation Transport & Environment viser, at der siden indførslen af lovgivningen tilbage i 2010 sandsynligvis er blevet ryddet skove på størrelse med Holland for at dække iblandingskravet, samtidig med at flere biobrændstoffer, som soja- og palmeolie, har udledt op til tre gange mere CO2 end diesel.

”10 år med iblandingskrav af såkaldte ’grønne’ biobrændstoffer, har i den grad haft den modsatte effekt med skovrydning, brud på menneskerettigheder og i mange tilfælde en forhøjet CO2-udledning. Det viser, hvor ekstremt vigtigt det er, at lovgivning både tager højde for opskalering og bæredygtighed, og ikke kun, hvad der på papiret ser grønt ud. EU må ikke lave samme fejltagelse igen i år, når kursen sættes mod 2030,” siger rådgiver inden for klima & transport, Daria Rivin, fra miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.

Den danske befolkning bakker op om elektrificering

Danmark har været et af de få lande i EU der er gået forrest og besluttet at udfase iblanding af palmeolie til transport i 2021 og sojaolie fra 2022, fordi de har den højeste indirekte klimabelastning i form af blandt andet skovrydning. Andre biobrændstoffer som rapsolie og solsikkeolie har også en høj klimabelastning, fordi det er afgrøder, der kunne være blevet brugt til foder og fødevarer og altså har en anden anvendelse.

En ny meningsmåling foretaget af Rådet for Grøn Omstilling, viser at 3 ud af 4 danskere (75 %) mener, at Danmark skal udfase alt brug af biobrændstoffer i transporten og i stedet satse på elektrificering. Kun 13% er uenige.

”Derfor opfordrer vi på det kraftigste til at biobrændstoffer, der er baseret på foder og fødevarer, udfases øjeblikkeligt i hele EU, mens biobrændstoffer baseret på restprodukter skal udfases senest i 2030. Biobrændstofloven bør i stedet have fokus på, hvordan vi opnår en reel grøn omstilling af transportsektoren – ved at fremme elektrificering frem for iblanding eller fortrængning af CO2,” siger Daria Rivin.

Rådet for Grøn Omstilling arbejder for en grøn omstilling af blandt andet transportsektoren, både i Danmark og i EU.

By |2021-07-05T09:36:39+01:005. juli 2021|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Skæv prioritering af infrastrukturinvesteringer

Forventningerne og forhåbningerne til den nye grønne mobilitetsplan har været mange og høje, efter regeringen valgte at skrotte den tidligere VLAK-regerings infrastrukturplan tilbage i 2019. Med et nyt grønt folketingsflertal havde miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling som minimum antaget, at regeringen ville foreslå investeringer der reducerede klimabelastningen, og at planen, som navnet lød, faktisk var grøn.

”Tidligere blev infrastrukturplanen kaldt for den grønne mobilitetsplan. Nu er det grønne i navnet skrottet til fordel for udbygning af flere motorveje for næsten halvdelen af det afsatte milliardbeløb. Regeringen bruger hundrede gange så mange penge på at lægge nye motorveje, der i øvrigt genererer mere fossil trafik, som de gør på at elektrificere transporten og lave klimareducerende investeringer i vejtransporten”, siger Jeppe Juul, seniorrådgiver inden for klima og transport i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling og uddyber:

”For det samme beløb kunne der f.eks. opsættes 50 gange flere hurtigladere end i infrastrukturplanen og opsætte køreledninger på hele motorvejsnettet i Danmark. Og så er der stadig 10 mia. kr. tilbage til andre grønne tiltag. Tiltag der rent faktisk gør Danmark klar til den nødvendige grønne omstilling, ligesom vores nabolande er i gang med”, siger Jeppe Juul.

Regeringen har afsat næsten 50 mia. kr. til anlægning af nye motorveje og veje, 40 mia. kr. til at styrke den kollektive transport og derudover har regeringen planer om at lave en plan for et metropolnetværk i Københavnsområdet. Regeringen har meldt ud, at den samlede plan vil være klimaneutral, når de forskellige investeringer sammenlægges og at der kommer en mindre klimagevinst, når man inddrager regeringens tidligere målsætning om flere grønne biler på vejene inden 2030.

”Prioriteringen af midlerne er skæv. Når man investerer så mange penge, er det ikke nok at det er klimaneutralt, det skal som minimum være med til at sænke klimabelastningen. Den her infrastrukturplan er en af de helt store muligheder vi har for at sænke klimabelastningen for vejtransport frem mod 2035. Så det er helt absurd, at der investeres så stort i udbygning af motorveje, når vi står på en brændende platform. Det der er brug for, er at det eksisterende vejnet opgraderes, ikke ny udbygning af motorvej og øget bilisme – heller ikke selvom det i fremtiden bliver elbiler, der kører på motorvejene”, siger Jeppe Juul og fortsætter:

”Det positive ved infrastrukturplanen er, at der er fokus på at styrke den kollektive transport, og udsigterne til et metropolnetværk med flere og nye togafgange, der kan få bilerne ud af byen, er lovende. Derfor er det også det mere skuffende, at der investeres i øget bilisme uden for København”, slutter Jeppe Juul.

By |2023-09-08T14:19:57+01:008. april 2021|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Mere bæredygtige batterier på vej til el-køretøjer

I dag har EU-Kommissionen stillet et forslag om en ny batteriregulering, der skal garantere sikker og cirkulær økonomi ved genbrug og genanvendelse af batterier på det europæiske marked. Med forslaget lægges der op til, at batteriproducenterne skal rapportere om CO2-aftrykket i hele værdikæden; fra minedrift til batteriproduktion til genbrug.

”Det her er stort. Hvis det godkendes, vil EU være det første marked i verden med en dedikeret lovgivning med fokus på bæredygtighed og genbrug af batterier. Det er et meget vigtigt skridt for at følge med den stigende efterspørgsel af batterier til f.eks. elektriske køretøjer, uden at minedriftsaktiviteterne og brug af ressourcer øges”, siger Daria Rivin, rådgiver inden for Klima & Transport i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.

Forslaget skal nu vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet, inden det kan træde i kraft. De nye regler for batterier erstatter EU-batteridirektivet, der har været gældende siden 2006. Det nye forslag har blandt andet fokus på at minimere miljøbelastningen fra batterier, tilskynde til genbrug og genanvendelse og sikre, at batterierne produceres under etisk ansvarlige- og miljømæssige forhold.

”Der er ingen tvivl om, at forslaget vil være med til at reducere miljøpåvirkningen fra den hastigt voksende elektrificering vi ser nu, og som vi kommer til at se meget mere til i fremtiden. Men flere af målsætningerne i forhold til f.eks. genbrug af lithium er alt for lavt sat og er alt for langt ude i fremtiden. Industrien har selv meldt ud at de kan gøre det mere ambitiøst og tidligere end 2025”, siger Daria Rivin, og fortsætter:

”Der er helt klart behov for opstramninger i forslaget. Nu er det op til Europa-parlamentarikerne og EU’s Ministerråd, at blive enige om en endnu mere ambitiøs og fremtidssikker regulering for batterier og det kan kun gå for langsomt. Vi skal i gang med at genbruge og genanvende batterier nu”, slutter Daria Rivin.

Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling arbejder for en grøn omstilling af transport, herunder elektrificering af transportsektoren.

By |2023-11-23T12:44:33+01:0010. december 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Skuffende klimaaftale for grøn omstilling af transport

”Det er helt grundlæggende ret skuffende, at det samlede ambitionsniveau for at mindske klimabelastningen fra transporten er så lavt. Der er et stort behov for yderligere tiltag”, siger Jeppe Juul, seniorrådgiver indenfor Klima og Transport i Rådet for Grøn Omstilling.

Han understreger, at der er gode fremskridt, men at man samlet set ikke er kommet langt nok.

Skuffende antal grønne biler

Den nye transportaftale ændrer bilbeskatningen, så den ifølge beregningerne vil medføre, at vi har 700.000 elbiler og plugin-hybridbiler i 2030. Derudover vil der være 75.000 såkaldte grønne varebiler.

”Fokus har fra starten været skæv i forhandlingerne, hvor man dels har fokuseret på hvor mange elbiler vi skal have i 2030, og mere uforståeligt også har fokuseret på hvor mange plugin-hybridbiler der skal være. Men den reelle udfordring i forhold til klimaet er, hvor mange fossilbiler, der er tilbage i 2030”, siger Jeppe Juul, og fortsætter:

”Vi skal udfase fossilbiler. Og selv med denne aftale vil der være brug for yderligere stigende afgifter på dem frem mod 2030”.

Han understreger, at det er uforståeligt at man vil fortsætte med at have så lave afgifter på pluginhybridbiler, når klimaeffekten er så begrænset og udledningen fra pluginhybrider nærmer sig udledningen fra fossilbiler.

Forbud mod palme- og sojaolie i transportbrændstoffer

I forbindelse med aftalen, er der også fastsat ramme for iblanding af bl.a. biobrændstoffer i flydende fossile brændstoffer.

”Det er et kæmpe fremskridt at både palme- og sojaolie fremover forbydes til transport. Vi har brug for, at det er biobrændstoffer lavet af restprodukter eller elektrofuels, der bruges til at mindske klimabelastningen i de flydende brændstoffer, og den nye aftale sætter klart en fornuftig retning”, siger Jeppe Juul.

For Rådet for Grøn Omstilling er det helt afgørende, at man kun fremmer de biobrændstoffer, der leverer reelle CO2-reduktioner og ikke kun ser fornuftige ud på papiret.

”I alt for mange år har vi brugt f.eks. vegetabilske olier for at mindske vores klimabelastning i diesel. Desværre belaster brugen klimaet negativt i andre dele af verden, uden at de regnes med i EU. Derfor er det helt afgørende at disse indirekte klimapåvirkninger (ILUC) i fremtiden medregnes”, siger Jeppe Juul.

I aftalen fremgår det, at ILUC skal medregnes senest i 2025.

CO2– og kilometer differentieret vejbeskatning er et vigtigt redskab

Med transportaftalen er det blevet besluttet at der skal indføres CO2– og kilometer differentieret vejbeskatning for lastbiler fra 2025. Rådet for Grøn Omstilling er særdeles positive overfor denne ændring.

”Afstandsbaseret og CO2-differentieret vejbeskatning er et vigtigt virkemiddel til at få omstillet til elektriske lastbiler. Selvom CO2-differentiering vil være et krav fra EU, er aftalen et vigtigt skridt fremad for den grønne omstilling i Danmark. På sigt bliver varebiler forhåbentlig også omfattet af vejbeskatningen”, siger Daria Rivin, rådgiver inden for Klima og Transport i Rådet for Grøn Omstilling.

I Danmark betaler lastbiler en lav afgift baseret på, hvor lang tid de kører i Danmark.

”Som det er i dag, ligger både dieselafgiften og vejbeskatningen under niveauet i vores nabolande som Tyskland. Erhvervet betaler ikke for deres eksternaliteter. Selv med denne aftale betaler erhvervet stadig alt for lidt i forhold til de skader de forårsager i form af ulykker, luftforurening og klimabelastning, og vejbeskatningen bør derfor sættes yderligere op”, siger Daria Rivin.  

Hun betoner, at der er yderligere muligheder for at mindske klimabelastningen med vejafgifter samtidig med at vognmænd kan få en lav vejbeskatning ved at vælge grønne køretøjer:

”Et vigtigt virkemiddel er at afgiftsfritage nulemissionskøretøjer frem mod 2025. Flere lande i Europa gør det allerede, og det vil potentielt føre til at flere vognmænd og transportvirksomheder tør tage chancen og investere i f.eks. elektriske lastbiler allerede nu, selvom de er dyrere i indkøb sammenlignet med fossile lastbiler. Der skal være flere økonomiske incitamenter til at vælge grønt”.

Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling arbejder for en grøn omstilling af transport, og forventer at omstillingen af lastbiler kommer til at gå hurtigere end omstillingen af personbiler.

By |2020-12-04T16:38:13+01:004. december 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Danmark sakker bagud i elektrificering af lastbiler

Indenfor de sidste to måneder har både Tyskland og Sverige meldt ud, at de for alvor vil satse på en elektrificering af lastbiler. Foruden fordelene ved en høj energieffektivitet, lavt støjniveau og mangel på sundhedsskadelig luftforurening, har særligt udviklingen i batteriteknologien har gjort, at elektriske lastbiler vil blive en foretrukken teknologi i de kommende år.

”Vi bliver til stadighed overrasket over hvor hurtigt udviklingen af el-lastbiler går. Hvis vi ikke skal blive overhalet indenom af vores nabolande, er det vigtigt, at vi begynder at sætte fuld fart på elektrificeringen af lastbiler, så Danmark ikke ender som teknologisk tilbagestående,” siger Daria Rivin, Rådgiver i Rådet for Grøn Omstilling indenfor Klima og Transport.

I Sverige vil man understøtte elektrificeringen. Den svenske regering har afsat 1,2 mia. SEK til allerede i 2021-22 at opsætte hurtigladere til el-lastbiler. Samtidig er det blevet besluttet, at der på det centrale motorvejsnet skal etableres 2000 km køreledninger inden 2030 og at der inden 2035 skal dækkes 3000 km. Der gives ydermere støtte ved køb af el-lastbiler.
I Tyskland har regeringen præsenteret en plan, hvor de vil bruge næsten 40 mia. kr. på at sikre at 1/3 af de kørte km med lastbil i 2030, er baseret på el. Dette indebærer bl.a. etableringen af 4000 km køreledninger samt støtte ved køb af el-lastbiler.

”Lige nu lader det til, at Danmark bliver en stop-prop i elektrificeringen af lastbiler der kører mellem Sverige og Tyskland, og det er på ingen måde meningsfuldt, taget i betragtning, at Danmark er et af de nemmeste lande at elektrificere, grundet vores relativt korte distancer. Derfor bør vi som minimum hurtigt lægge en plan for, hvordan vi konkret kan etablere køreledninger i Danmark, så vi kan komme i gang,” siger Daria Rivin.

Hun understreger, at danske vognmænd nemt kan komme i klemme, hvis Danmark ikke følger vores nabolande, og fortsætter:

”Elektrificering af lastbiler giver mulighed for at løfte vores klimaambitioner og sænke klimabelastningen fra tung transport markant. Elektrificeringen vil både gøre lastbiltransport renere og billigere. Hvis vi i Danmark ikke er klar, og ikke gør vores transportvirksomheder klar på samme måde som vores nabolande, kan danske virksomheder også hurtigt blive taberne i omstillingen,” slutter Daria Rivin.

Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling arbejder for en grøn omstilling af transport, og forventer at omstillingen af lastbiler kommer til at gå hurtigere end omstillingen af personbiler.

By |2020-11-20T15:21:49+01:0020. november 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Regeringens klimaprogram har for mange fugle på taget

Regeringens har, som klimaloven dikterer, fremsat et klimaprogram som anskueliggør, hvordan de klimapolitiske målsætninger kan realiseres. Programmet redegør, ligesom Klimarådets analyser, for initiativer under såvel et implementerings- som et udviklingsspor, men i modsætning til Klimarådets anbefalinger vægtes udviklingssporet for højt, vurderer Rådet for Grøn Omstilling.

Klimaprogrammet illustrerer klart, at regeringen hellere vil vente, krydse fingre og håbe, at teknologien redder os, end de vil implementere seriøs og effektfuld klimapolitik i dag. Med den tilgang ender vi let med at udlede mere CO2 og ikke nå målsætningerne,” siger Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

Regeringen vurderer, at de konkrete initiativer, der er gennemført og fremlagt det seneste år, vil levere CO2-reduktioner i 2030 på ca. 6 mio. ton. Dette står overfor Klimarådets anbefaling om reduktioner på ca. 11 mio. ton i implementeringssporet. Dertil kommer, at en væsentlig del af reduktionerne i de besluttede tiltag er behæftet med stor usikkerhed., De er baseret på nye teknologier og bør ikke tælles med i implementeringssporet. De samlede CO2-reduktioner, der er baseret på kendte løsninger i implementeringssporet, er således markant lavere end Klimarådet anbefaler, lyder vurderingen fra Rådet for Grøn Omstilling.

”Der er for mange fugle på taget. Med de konkrete initiativer der i dag er fremlagt på energi, industri, affald og transport er der meget lang vej igen op til Klimarådets anbefalede 11 mio. ton reduktioner i implementeringssporet. Det bliver enten en lottokupon eller en ekstremt hård omgang for landbruget, som er den primære udleder, der ikke er omfattet af de fremlagte klimaplaner,” udtaler Claus Ekman.

Klimaprogrammets vægtning af udviklingssporet står ifølge Rådet for Grøn Omstilling i kontrast til både Parisaftalens målsætning og til forståelsespapiret bag regeringsdannelsen.

”Regeringen har lanceret en hockeystav, hvor vi slapper af i 10 år og så pludselig løser det hele lige før målstregen. Men der er tværtimod brug for at handle her og nu. Og vi ved godt hvordan det kan gøres. Bl.a. ved en grøn skattereform, en kraftig nedbringelse af antallet af fossilbiler og ved at starte en grundlæggende ændring af landbruget, bl.a. med udtagning af lavbundsjorde og med mere plantebaseret produktion”, udtaler Claus Ekman.

By |2023-06-01T10:57:15+01:0029. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Regeringen undervurderer markant potentialet for elektriske lastbiler

Mens regeringen med sit Klimaprogram viser, at en 70% reduktion af klimabelastningen i 2030 teoretisk er muligt, får programmet hård kritik for brugen af virkemidler på transportområdet – eller mangel på samme – særligt i forhold til tung transport.

”Det vil være en historisk fejltagelse ikke at udnytte nye teknologier, som elektrificering, til tung transport frem mod 2030. Elektrificering er den mest energieffektive løsning og kommer også til at være den billigste løsning,” siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Klima & Transport i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.

Mens den svenske regering netop har afsat 1 milliard svenske kroner til ladeinfrastruktur udelukkende til elektriske lastbiler, melder den danske regering ud i deres Klimaprogram 2030, at el-teknologien ikke er moden nok til at dække behovet for tung transport.

”Regeringen har tilsyneladende lavet et teknologivalg, som udelukkende fokuserer på brændstoffer. Fælles for 1. generations biobrændstoffer, P2X og biogas er, at de alle har en forbrændingsmotor og udleder CO2. Vi bør i stedet satse på nulemissionsteknologier som el og brint,” siger Jeppe Juul og fortsætter:

”Det er helt uforståeligt, at regeringen melder ud at elektrificering er en umoden teknologi i et 2030-perspektiv. De fleste lastbilproducenter har meldt ud, at de starter serieproduktion af elektriske lastbiler på 27 tons i 2022. Desuden regner flere lastbilproducenter med at elektriske lastbiler kommer til at stå for en større andel af lastbilsalget allerede i 2025,” siger Jeppe Juul.

I øjeblikket er der kun få mindre elektriske lastbiler på vejene i Danmark. Men store virksomheder som Arla og COOP har allerede købt større elektriske lastbiler og elektriske lastbiler forventes at spille en stor rolle ved distributionskørsel.

”Man kan spørge sig selv, hvorfor regeringen satser på P2X – en teknologi der, optimistisk set, først er klar i 2028, mens f.eks. verdens største lastbilproducent Daimler starter serieproduktion af 40 tons elektriske lastbiler, der kan køre 500 km på en opladning, allerede i 2024,” siger Jeppe Juul.

Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling vurderer, at det vil være muligt at elektrificere halvdelen af alle lastbiler i 2030.

By |2020-09-29T15:57:34+01:0029. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Antallet af fossilbiler skal halveres inden 2030

Debatindlæg bragt i Altinget den 18. september 2020 af Jeppe Juul og Daria Rivin, rådgivere inden for Klima & Transport i Rådet for Grøn Omstilling

I halvandet år har vi siddet på hænderne og holdt vejret. Vi har sat vores lid til at Eldrup-kommissionen, den såkaldte Kommission for grøn omstilling af personbiler, ville komme med et ambitiøst men realistisk forslag til omstillingen af personbiler.

Nu er hænderne knyttede i frustration og vi gisper højlydt efter vejret over de noget uambitiøse anbefalinger. Når det så er sagt, så har der i den seneste debat om personbiler været en tendens til at forveksle midler og mål. Der har været et fejlagtigt fokus på hovedsageligt at øge antallet af elbiler, frem for at nedbringe antallet af fossilbiler.

Klimaet tillader ikke status quo

Eldrup-kommissionens begrundelse for det lave ambitionsniveau er, at det er for dyrt for samfundet at gå efter det, der rent faktisk er nødvendigt for den grønne omstilling. Derfor peger Kommissionen på den tredje mindst ambitiøse afgiftsmodel, der forventes at give 750.000 elbiler på vejene i 2030 og en CO2-reduktion på 0,9 mio. ton ud af 7 mio. ton i 2030. Man kan undre sig over, hvorfor model 1 og 2, der højst giver en CO2-reduktion på 0,3 mio. ton i 2030, overhovedet er taget med. Og man kan undre sig over, at Kommissionen ikke har regnet på, hvordan vi får færre fossilbiler på vejene inden 2030.

Ikke nok med at Kommissionens anbefalinger i sig selv er uambitiøse, så er det også kommet frem, at Finansministeriets beregninger, der ligger til grund for Kommissionens anbefalinger, ikke medregner værdien af CO2-besparelsen ved omstillingen til elbiler og den klimamæssige gevinst ved fortrængningen. Ministeriets måde at regne på, viser at beregningsmetoden understøtter status quo og ikke den nødvendige forandring, som Kommissionens opdrag ellers lagde op til. Men hvordan er det muligt, at vi i 2020 ikke regner CO2 med i samfundsøkonomiske beregninger? Hvordan er det muligt, at vi i 2020 ikke medregner den klimamæssige gevinst? Det burde ikke være muligt.

Det kan ikke forventes, at den grønne omstilling er gratis, når Folketinget i årevis har undergravet klimaet for at bevare status quo på transportområdet. I årevis har Folketinget udskudt klima-handling i transportsektoren, fordi det beregnes til at være dyrere end i andre sektorer. Men det skal være markant dyrere at forurene og belaste klimaet – og denne omkostning skal tælles med i samtlige beregninger fremadrettet.

Max 1,5 million fossilbiler i 2030

Kommissionen synes at sætte elbiler lig med løsningen på klimakrisen. Men klimaet er ligeglad med, hvor mange elbiler, der er i Danmark. I praksis er det antallet af fossilbiler på vejene, der er problemet. Derfor burde Kommissionen have lagt mere vægt på udfasning af fossilbiler frem mod 2030. Det er nødvendigt at fossilbiler bliver endnu dyrere, for at sikre den nødvendige hastighed af omstillingen.

Det der er brug for, er at vi i Danmark har et mål om at halvere antallet af fossilbiler, eller max. har 1,5 mio. fossilbiler i 2030. Vi har brug for at antallet af fossilbiler reduceres årligt, allerede fra i år. Antallet af fossilbiler er klimamæssigt det relevante at måle indsatsen på. Markant større ambition indbygget i et nyt afgiftssystem er en meget vigtig del af at nå målet. Men det skal suppleres med f.eks. nulemissionszoner i byerne og et grønt befordringsfradrag, der favoriserer elbiler og langsomt udfaser den generelle økonomiske tilskyndelse til at bo langt fra sin arbejdsplads.

Folketinget har igennem flere omgange brugt milliarder af kroner på at sænke bilafgifterne, øge salget af fossilbiler, og reelt indbygge en stadig større klima-dødvægt, der har gjort det endnu sværere at nå vores klimamål. Nu skal antallet af fossilbiler ned og ambitionsniveauet op.

By |2020-09-18T10:05:54+01:0018. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer

Grøn omstilling af fly – Vi mangler handling fra regeringen

”Danmark kan få den mest ambitiøse klimaregulering af fly verden, men det kræver at regeringen og et flertal i Folketinget handler nu”, siger Jeppe Juul, seniorrådgiver for klima og Transport i Rådet for Grøn Omstilling.

Rådet for Grøn Omstilling har igennem flere år arbejdet for at få erstattet fossilt jetfuel, med flybrændstoffer, der er såkaldte elektrofuels, lavet af CO2, vand, og el fra sol og vind. Et arbejde, der nu er meget tæt på at bære frugt.

”Der har manglet handling i forhold til flys klimabelastning i alt for mange år. Flyvning vil være en klimabelastning mange år endnu. Og det er stadig for billigt at flyve. Men med et krav om 30% elektrofuels i brændstoffet i 2030, vil Danmark seriøst starte den grønne omstilling af flyvning og tænde et håb om, at vi kan få flyvnings klimabelastning under kontrol. Ikke bare i Danmark, men i EU og i verden”, siger Jeppe Juul.

Han understreger, at der ikke er berettiget håb om, at FNs luftfartsorganisation ICAO, reelt vil nedbringe flyvnings klimabelastning, og at det er derfor er helt afgørende at EU træder i karakter – inspireret af medlemslande som Danmark.

”I Danmark har vi både viden og ressourcerne til at udvikle klima-løsninger, der kan bruges i resten af verden. Det er ikke kun et spørgsmål om, at få vores egen klimabelastning ned, men også om at tage ansvar for at det kan ske i hele verden”, siger Jeppe Juul.

Udover at kræve en iblanding af 30% elektrofuels i alt flybrændstof i Danmark i 2030 er det også vigtigt at få et mål for hvornår alt fossilt jetfuel skal være udskiftet i Danmark. Ligesom det er vigtigt, at få nedbragt den betydelige klimabelastning fra flyvning, der ikke skyldes CO2-udledning, men fx kondensstriber.

Rådet for Grøn Omstilling arbejder udover udskiftning af fossilt jetbrændstof til elektrofuels, også både i Danmark og i Bruxelles for af flyvning pålægges afgifter i samme omfang som på landjorden, fx i form af brændstofafgifter.

By |2020-05-26T08:26:35+01:0025. maj 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer
Go to Top