Om Julie Abrahams

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Julie Abrahams has created 640 blog entries.

Vi skal have røgfri boligområder

Debatindlægget er bragt i Brønshøj-Husum Avis den 12. marts 2021 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling og parcelhusejer i Brønshøj

Lars Nørgaard Andersen foreslår ganske fornuftigt i Brønshøj-Husum Avis d. 24. februar, at man fjerner den skadelige forurening fra brændeovne i stedet for at forbyde brændeovne. Det er jeg ikke uenig i. Derfor har vi i Rådet for Grøn Omstilling arbejdet sammen med filterproducenter for at få udviklet filtre til brændeovne.

Når vi alligevel mener, at et forbud er den korrekte løsning i landets større byer, så er det fordi filtrene ikke fjerner alt forureningen med partikler, sod, tjærestoffer og dioxiner. Som det ser ud i dag vil et filter på en ny miljømærket brændeovn fjerne op til 80 % af partiklerne. Brændeovnen med filter udleder derved under helt optimale fyringsforhold: 0,2 * 2 g partikler pr. kg træ = 0,4 g partikler pr. kg træ.

WHO’s nye grænseværdi for partikler er 0,000000005 g partikler pr. liter luft. Dvs. afbrænding af et kg træ under helt optimale forhold i en ny miljømærket brændeovn med filter forurener derved ca. 80 mio. liter (80.000 m3) helt ren luft til grænsen. Så massiv forurening mener vi ikke hører hjemme i byers tætte villaområder. Og filtrene fjerner slet ikke udledningen af NOx og CO2. Men uden for byerne kan filtre måske forlænge perioden med brændefyring.

Afslutningsvis er jeg helt enig med Lars Nørgaard Andersen i, at der ikke kun er behov for en indsats imod luftforurening i København. Netop derfor arbejder vi målrettet på at reducere luftforureningen på nationalt og internationalt plan. Særligt i EU og FN, hvor vi bruger langt størstedelen af vores ressourcer på regulering, der både giver renere luft i Danmark og udlandet.

By |2021-03-15T09:50:11+01:0012. marts 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Brug for grund­læggende opgradering af fysisk infra­struktur

Debatindlægget er bragt i Altinget Transport den 11. marts 2021 af Daria Irvin og Jeppe Juul, rådgiver og seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Ønskerne er mange, når der skal laves en ny grøn mobilitetsplan. Og med rette. Infrastrukturen har stor betydning for vores mobilitet og for vores miljø- og klimabelastning. Grundlæggende står politikerne med et valg: vil de være på forkant eller bagkant? Skal der lægges mere sort asfalt eller vil de opgradere den eksisterende infrastruktur til at være klar til nulemissionskøretøjer? For os er valget klart.  

Flere veje vil øge bilisme og klimabelastningen
Nogle synes at en ekstra motorvej, der koster rigtig meget CO2 at etablere, og som skaber øget bilisme, kan kaldes grøn, fordi der med tiden kommer til at køre flere og flere grønne biler på den. Det er selvfølgelig politisk spin og helt meningsløst. Grundlæggende er der tale om et sort valg, der øger klimabelastningen fra transport. Det er selvfølgelig en naturlig forlængelse af ’hvad vi altid har gjort’, men det er på høje tid at gøre noget nyt, hvis vi vil et andet sted hen. Og det skal vi. Vi skal et sted hen, der vil gavne de kommende generationer og miljøet. Det burde være banalt; i stedet for bevidst at bruge milliarder på at øge klimabelastningen, bør vi fokusere på at mindske klimabelastningen fra brug af den eksisterende infrastruktur. Og så er det vigtigt at huske på, at en elbil er markant mere bæredygtig end en fossilbil, men fem elbiler er ikke mere bæredygtige end én elbil.

Gør befordringsfradraget grønt
Vi skal bruge vores penge klogt. Men i øjeblikket bruger vi årligt ca. 5 mia. kr. i umiddelbart provenutab for at gøre det mere økonomisk attraktivt at bo langt fra sin arbejdsplads grundet befordringsfradraget. Det svarer til opførelse af to supersygehuse om året eller finansiering af 15 store havvindmølleparker. Det er ret mange penge, og en betydelig del af dem sendes til folk der bor i Nordsjælland og pendler til København. Ikke nok med at det har medført betydeligt øget bilisme, så har det også ført til en betydelig klimabelastning. Det kan gøres snedigere, billigere og vigtigst, grønnere. Rigtig mange mennesker har indrettet sig økonomisk efter fradraget. Derfor er det svært bare at fjerne det. Men der er brug for en markant bedre måde at bruge så mange penge på, der i øjeblikket mest modarbejder andre klima- og transporthensyn. Der er brug for at befordringsfradraget understøtter en grøn omstilling af mobiliteten. Fx gennem øget brug af offentlig transport, cykel og elbiler. Og der er brug for at overveje om det virkelig er meningsfuldt, at hjemmearbejde – som mange af os faktisk har fået til at fungere under Corona – reelt skal straffes økonomisk, som det sker i dag.

Ikke kun opgradering af vejnettet
Mest grundlæggende er der brug for at opgradere den eksisterende fysiske infrastruktur. I forhold til jernbanen er der brug for at gennemføre Togfondens timeplan, færdiggøre signalprojektet og elektrificeringen af hovedlinjerne og sørge for at der bliver indsat batteritog på de strækninger, hvor det giver bedre økonomisk mening. I forhold til havnene har vi særligt brug for investeringer i landstrøm og lademuligheder for færger og el-køretøjer samt klargøring af havnene til de store energiø- og havvindmølleprojekter.

Invester i aktiv mobilitet
Med en markant stigning i brug af el-cykler er der også åbnet op for at kombinere en reduktion af klimabelastningen med aktiv mobilitet og sundhed. Det giver derfor mening i endnu højere grad at udbygge infrastrukturen til cykler, der både øger mobiliteten for dette transportmiddel, men som samtidig også kan give et alternativ for mange, der i dag er bilister.

Fra sorte veje til grøn infrastruktur
Mobilitet er mange ting, men ender oftest med at være centreret om det eksisterende vejnet for biler. Også her bør fokus være på at opgradere vejnettet for at mindske klimabelastningen. Mest grundlæggende er der brug for at elektrificere vejene. Vi er i gang, men der er brug for at gennemføre en ambitiøs plan for ladeinfrastruktur, der skal være markant forud for antallet af el-køretøjer, så det ikke er infrastrukturen der halter når først der kommer hul på ketchup-flasken og el-køretøjer bliver det helt dominerende blandt nye biler.

Særligt hurtigt forventer vi i Rådet for Grøn Omstilling, at det kommer til at gå med elektriske lastbiler på de danske veje. Og det er en forventning vi tydeligvis deler med vores nabolande, der i øjeblikket investerer massivt i elektrificering af lastbiler, mens vi i Danmark holder fast i at have en lavere dieselafgift end vores nabolande, der gør det billigere at køre fossilt end grønt. Sverige investerer i år og næste år 1,2 mia. svenske kroner i hurtigladere til regional kørsel med elektriske lastbiler og både Sverige og Tyskland bruger store milliardbeløb på at elektrificere deres hovednet med køreledninger til lastbiler frem mod 2030.

Danmark er bagefter og vi skal i gang. Ellers står den ellers meget omkostningsbevidste og stærke transportbranche i Danmark tilbage som taberne, hvis vi som nation fortsat vælger at konkurrere på at være billigst på forældet fossil teknologi, der hurtigt bliver det dyreste.

En reel grøn mobilitetsplan
Vi skal tænke langsigtet, og vigtigst af alt er det nødvendigt, at den grønne mobilitetsplan, som navnet antyder, rent faktisk er grøn. Vi skal væk fra at etablere nye og større motorveje og øge bilismen. Vi skal i stedet opgradere den eksisterende infrastruktur og skabe bedre vilkår for den offentlige transport og aktiv mobilitet. En grøn mobilitetsplan skal sænke klimabelastningen. Det er der et kæmpe potentiale for med de enorme beløb, der skal investeres. Nu er det op til politikerne rent faktisk at realisere en grøn mobilitetsplan.

By |2021-03-11T13:25:37+01:0011. marts 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Vismændene kløjes i energieffektiviteten

Debatindlæg bragt i Politikens Klimamonitor den 11. marts 2021 af direktør Claus Ekman, Rådet for Grøn Omstilling

De miljøøkonomiske vismænd fremlagde tirsdag en solid rapport med en fornuftig anbefaling om en høj CO2-afgift og beregninger, der viser en lav samlet pris for omstillingen og lavere globalt klimaaftryk i forbindelse med udflytning af produktion fra Danmark end tidligere antaget.

Det er stærke resultater, men vismændene skyder forbi målet, når de anbefaler, at Danmark skal modarbejde mål om energieffektivitet i EU-sammenhæng.

Vismændenes logik er, at den optimale klimapolitik bør bæres alene af en CO2-afgift, men det er en lærebogsøkonomi, der ikke holder i den virkelige verden. En simpel afgift, der kun sigter mod opnåelse af en klimamålsætning, vil skyde forbi af to velkendte grunde.

Mange fordele

For det første tages der ikke højde for de øvrige fordele ved energieffektivisering, der ligger ud over CO2-reduktionen.

Energieffektivitet i bygninger går nemlig hånd i hånd med et bedre indeklima og folkesundhed, komfort, højere produktivitet og øget indlæring. Det er der god samfundsøkonomi i.

Energieffektivitet reducerer også behovet for produktion af vedvarende energi, som jo har negative miljøpåvirkninger, der ikke inkluderes i de økonomiske modeller. Tænk bare på højspændingsmasterne, der løber gennem vores natur for at transportere den grønne energi.

Fejlen ved prismekanismen

For det andet vil en enstrenget regulering ved en CO2-afgift ikke tage højde for en række velkendte forhold, der medfører, at prismekanismen ikke altid fungerer optimalt. Det skyldes dels manglende information og det forhold at almindelige mennesker ikke handler økonomisk rationelt.

Den adfærdsøkonomiske forskning har blandt andet påvist, at mennesker vægter risikoen for et tab højere end chancen for gevinst (tabsaversion).

Derudover er der en tendens til at udskyde komplicerede beslutninger, der er svære at overskue. Dette er er medvirkende til, at en række rentable energieffektiviseringer ikke bliver gennemført, som de rene markedsøkonomiske modeller ellers forudser.

Der er både god samfundsøkonomi og sund fornuft i at fremme energieffektivitet gennem andre tiltag end blot en CO2-afgift. Et mål for energieffektivisering i EU og Danmark kan sikre, at det sker.

Men det kræver at man tager de markedsøkonomiske skyklapper af, og tager højde for både miljøpåvirkning, sundhedseffekter og adfærdsøkonomi. Det opfordrer vi hermed de økonomiske vismænd til at gøre i fremtiden.

By |2021-03-11T10:47:53+01:0011. marts 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Fem grønne ngo’er: Regeringen bør sætte konkrete genbrugsmål for emballager

Debatindlægget er bragt i Altinget Forsyning den 10. marts 2021 af Anne Aittomaki, strategisk direktør, Plastic Change, Lone Mikkelsen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening, Pernille Haagen, cirkulær økonomirådgiver, WWF Verdensnaturfonden og Naja Andersen, politisk seniorrådgiver, Oceana

Regeringens udkast til handlingsplanen for cirkulær økonomi, som også er Danmarks nye affaldsforebyggelsesplan, mangler på fundamental vis retning og initiativer, der reelt kan forebygge det uholdbare ressourceforbrug og samtidig knække den stigende affaldskurve.

Det synspunkt er allerede understreget af en lang række aktører fra ngo’er til erhvervsliv, herunder PlusPack, Dansk Affaldsforening og i vores egne tidligere indlæg fra Rådet for Grøn Omstiling, Plastic Change og WWF Verdensnaturfonden.    

Så hvad er det, vi efterlyser? Handlingsplanen har den meget opløftende vision om “mindre affald, mindre spild og mere genbrug”. Men genbrugsvisionen foldes ikke ud og underbygges hverken af konkrete initiativer eller mål.

Vi efterlyser derfor, at der fra politisk side adresseres spørgsmålet: Hvordan får vi et samfund, hvor vi i langt højere grad og på systemisk vis genbruger emballager og produkter som eksempelvis tekstiler, hårde hvidevarer, elektronik og møbler?

Hvilken infrastruktur og hvilke produktdesign bør fremmes? Og hvilke lovgivningsmæssige rammer kan skubbe denne udvikling i gang? Øget genbrug bliver kun til virkelighed, hvis der sættes politisk handling bag.  

Sæt nationale genbrugsmål for emballager 
Danmark står overfor at skulle implementere EU-krav om udvidet producentansvar for emballager og engangsplast. Det nye producentansvar rummer en unik mulighed for at sætte handling bag regeringens ”vision om mere genbrug” og fremme et grundlæggende skift fra engangsbrug til flergangsbrug.

Men det kræver, at der sættes nationale mål for genbrug af emballager. På samme vis som der findes genanvendelsesmål. Genbrugsmål kan trække markedet og drive udviklingen i den rigtige retning.  

Øget genbrug er afgørende for at nedbringe vores ressourceforbrug og affaldsmængder. Vores forbrug overgår med mileskridt jordens ressourcemæssige kapacitet – senest understreget af FN’s Inger Andersen her i Altinget.

Som det første, vigtige skridt bør regeringen sætte konkrete reduktions- og genbrugsmål for emballager og ikke afvente minimumsimplementering fra EU.

Vi bliver derfor nødt til at sænke vores ressourceforbrug og gentænke vores forbrugsmønster. Genanvendelse, som oftest indebærer en ’downcyling’ af materialerne, kan ikke løse udfordringerne alene. Jo mere et materiale kan blive ’levetidsforlænget’, eksempelvis i et lukket kredsløb hvor det bruges igen og igen, jo bedre er det.

Livscyklusanalyser viser, at genbrugelige emballager har en positiv miljøgevinst i sammenligning med engangsalternativer, når de bruges et vist antal gange. Men der er behov for, at genbrug af emballager sættes i system. 

Engangsemballager er samtidig et af de største problemer i forhold til affald i natur og havmiljø. Lukkede retursystemer, som eksempelvis pantsystemer, hvor materialerne bliver genbrugt frem for genanvendt, har ikke blot en åbenlys genbrugsgevinst, men er også et meget effektivt værktøj til at forhindre, at emballager ender i naturen.

Det viser blandt andet ny dansk forskning. Derfor bør genbrugssystemer i højere grad tænkes ind i den nye handlingsplan for cirkulær økonomi.  

Har været et foregangsland 
Før i tiden tænkte vi i langt højere grad i genbrugssystemer, når for eksempel mælkemanden samlede de brugte flasker ind, når den friske mælk blev leveret. Og flaskerne i det danske flaske-pantsystem blev også indsamlet, vasket og fyldt op igen.

Desværre er andelen af reel genpåfylding i pantsystemet i dag forsvindende lille, men da systemet blev etableret, var Danmark et foregangsland på området. Det har vi muligheden for at blive igen. Men det kræver reelle visioner for, hvordan genbrugssystemer af emballager og produkter anno 2021 kan se ud.

Og det kræver, at politikerne tør gentænke vores forbrugsmønstre og tage flere cirkulære løsninger i brug. Kan de brugte fødevareemballager tages med retur, når indkøbene alligevel leveres til døren?Tema

Regeringens handlingsplan for cirkulær økonomi

9. februar var sidste høringsfrist for regeringens handlingsplan for cirkulær økonomi.
På Altinget Forsyning fortsætter vi dog med vores helt egen høring, når vi spørger aktørerne: Kommer regeringen i mål med sine visioner ved at følge handlingsplanen, som den ser ud?
Hvad er godt, og hvad er skidt i handlingsplanen? 

Kan to-go kaffekoppen indgå i et pantsystem, hvor den vaskes og bruges af kaffebarerne igen, og kan indpakningen fra online-købet returneres i pakkeshoppen eller afhentes ved din dør? 

Der er allerede flere konkrete initiativer med genbrugsløsninger på bandt andet e-handel og take-away, der spirer frem i Danmark og i udlandet. Men der skal skala på disse initiativer, hvis vi for alvor skal knække ressourceforbruget og affaldskurven.

Det kræver politisk ambition og retning samt konkrete indsatser og lovgivning, der eksempelvis stiller krav om genbrugeligt service til take-away og store events, genbrugsløsninger i offentlige indkøb og integration af genbrugsløsninger i miljømærkerne. 

Som det første, vigtige skridt bør regeringen sætte konkrete reduktions- og genbrugsmål for emballager og ikke afvente minimumsimplementering fra EU. Det vil være afgørende for at få sat skub i den cirkulære økonomi og for at nå regeringens egen vision om mindre affald, mindre spild og mere genbrug.

By |2024-02-13T09:58:24+01:0010. marts 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Roser til vismændenes nye klimarapport

”Vi glæder os over den stærke støtte til en høj generel CO2-afgift fra vismændene, samtidig med at de – i lighed med Klimarådet – peger på at det meget omtalte problem med konkurrenceudsatte virksomheder kan løses”, siger Christian Ege, seniorkonsulent i Rådet for Grøn Omstilling, som repræsenterer Forbrugerrådet i Det Miljøøkonomiske Råd.

Problemet med konkurrenceudsatte virksomheder, det såkaldte lækageproblem, som ofte politisk bruges som argument for at udskyde handling, kan løses ved hjælp af et bundfradrag i CO2-afgiften, som så modsvares af en afgift på det produkt, som pågældende virksomheder producerer.

Prisen for opnåelse af 2030-målet

Rapportens analyser når også frem til en pris for opnåelse af 2030-målet. Såfremt alle sektorer medvirker til målopnåelsen via en høj CO2-afgift, vil det medføre et meget begrænset velfærdstab – på 0,15% af BNP. ”Det er meget positivt, at den solide økonomiske analyse, som vismændene her lægger frem, giver en så begrænset omkostning for opnåelse af 2030-målet. Det er så billigt, at en CO2-afgift burde være en meget let beslutning for politikerne,” siger Christian Ege.

Effekt på landbruget

Vismændenes analyse viser også, at velfærdstabet stiger til ca. det dobbelte, hvis landbruget undtages fra at medvirke. Rapporten viser, at CO2-afgiften vil ramme landbruget relativt hårdt. Det skyldes, at dansk landbrug i høj grad har specialiseret sig i husdyrbrug, som netop har det højeste drivhusgasudslip. Men det er vigtigt at understrege, at dansk landbrug samtidig besidder mange kompetencer, som også vil muliggøre en omstilling. Der ligger store muligheder netop i omstilling til at producere mere plantebaseret kost.

”Vi ser store muligheder i, at den danske fødevaresektor kan omstille sig til mere bæredygtig produktion, herunder mere plantebaserede fødevarer. Dermed vil dansk landbrug globalt set kunne brødføde flere mennesker, samtidig med at der bliver mere plads til natur i Danmark. I dag vi bruger 80 % af landbrugsarealet på at producere foder til dyrene,” siger Christian Ege.

Afgifter, tilskud og biomasse?

DMØR fremhæver endvidere, at det bliver langt dyrere at nå 70%-målet, hvis vi bruger tilskud i stedet for CO2-afgift. Også dette er Rådet for Grøn Omstilling enige i, generelt set. Rådet noterer dog, at det kan være nødvendigt at supplere med tilskud på områder, hvor der trods CO2-afgiften stadig vil optræde markedsfejl.

Vismændene fremhæver derfor også muligheden for en afgift på biomasse til energiformål. Dette støtter Rådet for Grøn Omstilling, som dog noterer, at en sådan afgift ikke kun bør lægges på dele af biomassen afhængig af de såkaldte bæredygtighedskriterier. Det vil ifølge rådet ikke kunne garantere et skifte væk fra vores nuværende ikke-bæredygtige brug af biomasse, og i så fald bliver der stadig behov for støtte til alternativerne til biomasse.

Energieffektivisering

Rådet for Grøn Omstilling er kritisk over for, at DMØR nedtoner behovet for energieffektivisering og ligefrem siger, at Danmark skal modarbejde, at EU opererer med målsætninger for energieffektivitet. Vi skal satse rigtig meget på vedvarende energi, men forudsætningen er, at vi samtidig nedbringer energiforbruget. Det kræver trods alt også ressourcer at fremstille vedvarende energianlæg, og en del af dem kræver plads i landskabet, og en CO2-afgift retter ikke op på de markedsfejl som energieffektiviseringsindsatsen lider under,” siger Christian Ege

By |2021-03-11T13:25:12+01:009. marts 2021|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Organisationer i opråb: En længere reklamationsret vil gavne forbrugerne og den grønne omstilling

Debatindlæg bragt i Altinget Erhverv den 8. marts 2021 af Anja Philip, formand, Forbrugerrådet Tænk, Thomas Møller Thomsen, adm. direktør, FDM, Christian Ibsen, direktør, CONCITO, Maria Reumert Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening, Mikkel Brandrup, direktør, Dansk Affaldsforening, Thomas Damkjær Petersen, formand, Ingeniørforeningen, IDA, Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Er det rimeligt, at du kan stå helt uden rettigheder og mulighed for at få behandlet din klage, hvis fx din nye bil, din vaskemaskine eller computer går i stykker efter 2-3 år?

Det vil de færreste nok svare ja til. Men sådan er det faktisk i dag, hvor vi i Danmark har lagt os på EUs minimumsniveau, når det kommer til længden på den såkaldte reklamationsret. Imens har politikerne i lande som Sverige, Norge, Finland, England og Holland for længst indset, at det naturligvis ikke holder og har givet deres forbrugere bedre rettigheder og dermed samtidig bidraget til den grønne omstilling.

At reklamationsretten er på 2 år i Danmark er nemlig ikke alene urimeligt for de mange forbrugere, der ikke kan få hjælp, når et stort og dyrt produkt går alt for tidligt i stykker, og ender i containerne på genbrugspladsen før tid.

Det er samtidig ikke hensigtsmæssigt, at vi i en tid med stort samfundsfokus på klima-, natur og miljø ikke stiller større krav til holdbarheden og produktionen af større forbrugsgoder, som fx hvidevarer og elektronik, som vi ved belaster naturen hårdt.

En længere reklamationsret vil, udover at være grundlæggende mere retfærdig, også betyde at det bedre vil kunne betale sig at producere og forhandle mere langtidsholdbare produkter, og at flere forbrugere vil kunne få repareret deres produkter, når de går for tidligt i stykker.

Ser man isoleret på biler, er der tale om et større forbrugsgode, som må kunne forventes at have en længere levetid. Dertil kommer, at bilen for mange er en af de største investeringer, de gør – ofte via lånefinansiering. Derfor kan tidligt nedbrud som følge af produktfejl have endog meget store privatøkonomiske konsekvenser for den enkelte.

Netop nu er der heldigvis et politisk vindue for at rette op på sagerne. Alle EU-lande skal implementere nye regler på området, og derfor skal politikerne dette forår tage stilling til, om Danmark fortsat skal være nordeuropæiske bundskrabere, når vi taler reklamationsret.

Dansk Erhverv har meldt ud, at man gerne vil fastholde EUs minimumsniveau på området og hæfter sig ved, at et ekspertudvalg, der netop har afleveret en betænkning på området, ikke har fundet nogen dokumentation for, at længere reklamationsret fører til længere produktholdbarhed.

Det er korrekt, at denne dokumentation ikke findes, men det er fordi området stadig er nyt, og der derfor mangler viden. Men forskere fra blandt andet SDU og Aalborg Universitet har meldt ud, at de vurderer, at en længere reklamationsret vil gavne den grønne omstilling. Den vurdering deler vi. Desuden bemærker de ministerier, der deltog i det nævnte ekspertudvalg, at selv om der ikke findes eksakt viden om, hvad en længere reklamationsret vil betyde for den grønne omstilling, så vurderes det, at en forlængelse vil have en indirekte effekt på den grønne omstilling, fordi producenter og forhandlere i højere grad har incitament til at sælge produkter med længere holdbarhed, færre fejl og bedre mulighed for reparation.

Det lyder logisk og lovende.

Dansk Erhverv har også sagt, at en længere reklamationsret vil gøre produkterne meget dyrere for forbrugerne. Ja, man har endda draget paralleller til 70erne, hvor en vaskemaskine kunne koste omkring 30.000 kroner.

Men er den sammenligning nu også rigtigt? Vi kan i hvert fald ikke genkende, at den længere reklamationsret i landene omkring os har betydet, at fx svenske, norske og finske forbrugerne ikke har råd til biler, hvidevarer og elektronik. Priserne på større forbrugsgoder er raslet ned i de senere år, og selv, hvis en længere reklamationsret skulle føre til en mindre prisstigning, vil produkterne stadig være historisk billige. Samtidig ved vi fra en undersøgelse fra Ingeniørforeningen IDA i 2019, at omkring 75 procent af forbrugerne er villige til at betale mere for mere holdbare produkter. Det er ikke så mærkeligt. Dels er det frustrerende og tidskrævende, når dyre køb går for tidligt i stykker. Dels vil forbrugerne, hvis fx elektronik og hvidevarer holder bedre, have behov for at købe færre produkter igennem livet og dermed vil det samlet set blive billigere.

I politiske skåltaler bliver Danmark ofte fremhævet som et foregangsland med hensyn til forbrugerforhold og den grønne omstilling. Det er vi også på nogle stræk, men når det kommer til en af hjørnestenene, reklamationsretten, er vi faktisk dårligere stillet end en række af de lande, vi normalt sammenligner os med. 

Fra vores organisationer er beskeden klar: Vi er nødt til at tage et opgør med brug-og-smid-ud-kulturen, og her er en forlænget reklamationsret et afgørende våben, der både er åbenlyst mere rimelig for danske forbrugere og bilejere og samtidig en gevinst for klima og miljø – og dermed os alle.

Hvis danske politikere fortsat vil kunne bryste sig af at være et grønt foregangsland, nytter det ikke, at vi sidder bagerst i bussen, når det kommer til reklamationsretten.

By |2021-03-09T06:29:29+01:008. marts 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Høringssvar: Bekendtgørelsesudkast om tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer i bygninger til helårsbeboelse

Download høringssvaret længere nede på siden.

By |2021-03-08T14:13:35+01:008. marts 2021|Høringssvar|0 Kommentarer

Kritikere svarer tilbage: Derfor holder Hofors forsvar for bygas ikke vand

Artiklen er bragt i Monitor den 6. marts 2021 af Claus Ekman, Direktør i Rådet for Grøn Omstilling og Brian Vad Mathiesen, professor ved Aalborg Universitet

Hofor svarer i et indlæg 4. februar på vores indsigelser over for deres markedsføring af gas som grønnere end el bragt her i Klimamonitor 29. januar.

Der fremlægges i indlægget en række argumenter for gassen, som i vores øjne bygger på misforståelser og manglende forståelse for gassens rolle i fremtidens grønne energisystem. Lad os forsøge at forklare og uddybe, hvor vores kritik kommer fra.

Hofor bygger deres argumenter op omkring de officielle tal for udledning af CO2, NOX og SO2, hvor bygassen i København ligger lavere end den generelle miljødeklaration for elektricitet. CO2-udledningen fra gas i 2019 var cirka 18 procent lavere end for el per kWh.

Men el og gas er to meget forskellige energiformer, og en så simpel sammenligning per kWh er ikke rimelig. Man tager for eksempel ikke højde for effektiviteten i slutforbruget, som er en væsentlig faktor. Til eksempel er et induktionskomfur groft regnet dobbelt så effektiv som et gaskomfur, så madlavning ved induktion vil være langt mindre klimaskadeligt end ved brug af gas.

Ser man på miljøeffekterne (SO2 og NOX), så er gassen en god del bedre end elektricitet per kWh, men her glemmer Hofor, at udledningerne fra elproduktion sker fra høje skorstene, hvor de sundhedsskadelige stoffer og gasser spredes over store arealer, mens udledningerne fra bygassen sker ude i de små køkkener, hvormed koncentration, der hvor folk opholder sig, bliver højere og dermed langt mere skadende for vores sundhed.

Hofor fordrejer dermed sandheden, når de skriver, at »gas er meget mere miljøvenligt end el«, og de skruer ekstra op for den misvisende og upræcise markedsføring, når de påstår at bygas »udleder betydeligt færre forurenende stoffer end den olie og kul, som i stadig mindre udstrækning bliver brugt ved fremstilling af el«.

Lad os lige huske på, at kul i 2019 stod for kun 11 procent af energiinputtet i elproduktionen, og at det vil blive udfaset i løbet af få år. Olie stod for 0,8 procent, så det kan vel ikke være rimeligt at fremhæve det som et særskilt problem i denne sammenhæng.

Det store perspektiv

Man kan også anlægge et energisystemperspektiv, hvor det er oplagt, at de mængder af biogas, vi kan producere i Danmark, bør anvendes der, hvor de fortrænger mest mulig fossilt brændsel og ikke til at bremse elektrificering af slutforbrug, der kan elektrificeres. Hofor burde i højere grad (som kommunalt ejet selskab i en kommune med ambitiøse klimamål) tænke på det langsigtede perspektiv for et fremtidigt grønt og effektivt energisystem.

Hofor nævner, at der anvendes en stor andel af bygassen i industrien, og det giver jo god mening i systemperspektivet, hvis de industrielle processer ikke kan elektrificeres.

Vores kritik går heller ikke på, at bruge bygas til madlavning. Brug af biogas til madlavning kommer ikke til at spænde ben for den overordnede grønne omstilling, og det kan jo være med til at skabe madglæde for de kokke og i de hjem, hvor man nyder gassens umiddelbare og hurtige reaktionsevne – i lighed med induktionskomfurets.

Vi stiller os blot kritisk overfor, at gasselskaber markedsfører sig mod nye kunder med miljømæssige argumenter.

Hofor noterer også, at prisen for en nødvendig udbygning af el-infrastrukturen kan være høj. Det er der dog ikke noget belæg for skulle være et problem, når man ser på den samlede systemeffekt ved elektrificering.

Det er korrekt, at det vil være forbundet med omkostninger, men det er jo netop vigtigt, at vi fokuserer på den langsigtede planlægning og effektivitet ved at investere i den infrastruktur, der er nødvendig for den grønne omstilling. Her skal elektricitet spille en langt større rolle, også i København. Fordelingen af omkostningerne mellem forbrugerne og skatteyderne er selvfølgelige en diskussion værd, men det bør ikke bremse omstillingen.

Misvisende

At tale elektricitet ned med argumenter om miljøproblemer og omkostninger ved infrastruktur er derfor i vores øjne ikke fair. Det er misvisende markedsføring, og det er en del af en tendens, vi ser generelt, hvor alle prøver at gøre deres produkter grønnere. Vi skal kunne tale om, at nogle grønne løsninger bare er bedre end andre, og i al fald undgå at vildlede befolkningen.

Vi håber, at vi her har fået lidt flere nuancer med i debatten om markedsføring af bygas som grønnere end elektricitet, og at Hofor vil genoverveje deres tilgang til markedsføring i fremtiden.

By |2021-03-10T10:38:48+01:006. marts 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Go to Top