Faktisk nogle steder så katastrofalt ringe, at eleverne får reduceret indlæringsevnen i en grad, der betyder, at de over ni år mister det, der svarer til næsten et skoleårs læring i forhold til elever i klasselokaler med et godt indeklima.
Derfor har vi sammen med en lang række aktører nu præsenteret forslag til konkrete tiltag for politikerne.
Debatindlæg bragt i Altinget den 9. oktober 2020 af Annika Lund Gade, projektmedarbejder i Rådet for Grøn Omstilling, Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Gry Bossen, politisk koordinator i Verdens Skove og Sofie Tind Nielsen, senior skovrådgiver i Verdensnaturfonden
Da aftalepapiret for de længe ventede lovkrav til træbiomasse endelig blev offentliggjort i mandags, var det en aftale, vi havde ventet spændt på, siden planerne om disse blev annonceret i maj 2020.
For hvad skal vi egentligt gøre med al den biomasse, der i dag ikke tæller i det nationale klimaregnskab, men i udgangspunktet udleder lige så meget CO2 som kul, hvis der ikke er styr på bæredygtigheden?
Efter at have læst aftaleteksten står vi desværre forundrede og skuffede tilbage.
Klimaministeren har tidligere meldt ud, at lovkravene skulle implementere bæredygtighedskriterierne fra EU’s opdaterede vedvarende energi-direktiv (VEII), at de skulle fastholde niveauet fra brancheaftalen og endda gå længere end disse gennem nye og supplerende krav.
På trods af det står vi nu alligevel tilbage med en aftale, der på mange områder er værre end det udgangspunkt, vi kom fra.
Vi står med en aftale, hvor man åbner op for at hente biomasse til energisektoren i deciderede energiskove.
Energiskove, som vil kræve store landområder med monotone plantager, uden særlig naturværdi og på et areal, der kunne have været anvendt langt bedre.
Det er også en aftale, der accepterer resttræ fra skove, som ikke er drevet bæredygtigt, og fra skove, hvor kulstofindholdet er faldende. Ligeledes risikerer flere hundrede år gamle træer stadig at ryge i kedlen. Det kræver kun at skovejeren kan dokumentere, at skovene helt overordnet forvaltes forsvarligt.
Det er en aftale med flotte ord om bæredygtighed, men som er uden reelle kontrollerbare krav, der kan sikre sårbare arter, uerstattelige levesteder og de folk, der bor i og lever af skoven.
Det understøttes af uklare definitioner på for eksempel “restprodukter” og “særligt værdifulde områder”, som vil gøre det svært, grænsende til umuligt, at vurdere lovkravenes potentielle effekt – endsige at håndhæve loven.
Det er også en aftale, hvis krav til CO2-reduktioner frem mod 2030 ligger langt under, hvad størstedelen af kraftvarmen udleder i dag målt per kilowatt-time, hvorfor de store værker indirekte tilskyndes til at slække på ambitionerne og effektivt udlede mere, end de udledte før loven.
Sidst men ikke mindst, så er det en aftale uden reelle konsekvenser, for stort set alt det træ, der brændes af i dag, passer allerede ind under den nye aftale.
Dermed risikerer man, at aftalen i værste fald bliver en grønvaskning af et fortsat ubæredygtigt forbrug af træbiomasse i energisystemet, som vi længe har kritiseret. En kritik som Klimarådet og mange andre aktører de seneste år har bakket solidt op omkring.
Men hvad så med de mange skandaler, vi har set de seneste år?
Import af træ fra lande som Brasilien, hvor risikoen for mangelfuld skovforvaltning, tilbagegang i skovenes kulstofpuljer og korruption er høj.
Store ryddede områder i det sydøstlige USA uden garanti for genplantning.
De estiske forskere og NGO’er, som for nyligt råbte på hjælp, fordi Danmarks tårnhøje forbrug af træbiomasse i energiforsyningen medvirker til massive indgreb i nogle af de ældste skove i Estland.
Og endelig de gamle bøge og egetræer, der tages ud af de danske skove for at ende deres dage i fliskedlen i stedet for at forblive i skovene som livsgrundlag for svampe, insekter, smådyr og fugle.
Hvor mange af disse uheldige sager ville vi kunne undgå i fremtiden med de nye lovkrav? Vores bud er; ingen!
Vi ved, at en stor del af branchen har været enige med os i, at vi skal begrænse antallet af hele, store stammer i energiforsyningen.
Branchen har også længe været enige med os i, at de restprodukter, der ryger i biomassekedlerne, i stigende omfang skal komme fra skovcertificerede produktionsskove, og at disse skove skal være i fremgang set både med biodiversitetsøjne og fra et klimasynspunkt.
Med denne aftale bliver vi effektivt sat år tilbage i forhold til den fælles forståelse, der var spiret gennem de seneste år mellem branchen og os i de grønne organisationer.
Der bliver nu også stillet krav til det, der kaldes ikke-skov, som inkluderer træ fra blandt andet gamle, levende hegn, og til det træ, der sælges til private og forbruges af industrien.
Det ændrer dog ikke meget på, at aftalen ingenlunde sikrer bare en nogenlunde bæredygtighed af den biomasse, der bruges til energi i Danmark.
Vi håber, at aftaleparterne vil være lydhøre for vores opråb. Lovkravene til træbiomasse er i deres nuværende form utilstrækkelige, og i bedste fald vil de nærmest ingen effekt have.
I værste fald vil lovkravene tilmed tilskynde til at forbruge træbiomasse, der er mindre bæredygtigt, end det, der bruges i dag.
Vi opfordrer derfor aftaleparterne til, i forbindelse med at lovkravene udformes, at sikre sig, at aftalen får den effekt, man ønsker, ved blandet andet at bede myndighederne om en redegørelse for, hvordan den nye aftale skal styre os uden om nye uheldige sager, og hvordan aftalen vil afspejles i Danmarks samlede biomasseforbrug.
Til slut vil vi som altid understrege, at vi ser lovkravene til træbiomasse som det ene af to elementer i at få styr på biomassen i Danmark.
Gode lovkrav skal naturligvis komplementeres af en ambitiøs udfasningsplan.
Debatindlæg bragt i Altinget den 8. oktober 2020 af Jeppe Juul, transport- og klimapolitisk seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace, Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolitisk rådgiver i Dannarks Naturfredningsforening og Gry Bossen, politisk koordinator i Verdens Skove.
De senere år har det stået klart for de fleste, at vegetabilske olier til biodiesel, som for eksempel palmeolie, er en rigtig dårlig idé.
Regnskov er blevet ryddet, metanholdige vådområder er blevet ødelagt, mennesker er blevet dræbt og tvangsforflyttet i jagten på landarealer til ny produktion af vegetabilske olier til vores dieselbiler.
Dette er sket som en konsekvens af EU’s krav om iblanding af biobrændstoffer i fossilt brændstof tilbage fra 2010, idet biobrændstoffer kan bruges til at erstatte fossile brændstoffer.
Vores klimamål skal nås på en meningsfuld måde. Ikke på en måde, hvor Folketinget lader som om de nedbringer klimabelastningen fra vores stadigt flere fossilbiler, mens vi er med til at øge klimabelastningen i andre lande.
Siden da er efterspørgslen på de mest brugte førstegenerations biobrændstoffer, som vegetabilske olier, steget over alt i Europa, og i dag ser vi konsekvenserne tydeligt.
De sidste ti år er der i Danmark, såvel som i EU, blevet iblandet en stigende mængde biobrændstoffer.
Særligt de såkaldte førstegenerations biobrændstoffer, der optager landbrugsarealer, ville alternativt kunne bruges til foder eller fødevarer, ligesom for eksempel vegetabilske olier.
Alternativt kan man iblande såkaldte andengenerations biobrændstoffer, der er baseret på affaldsprodukter, og dermed er mindre problematiske end førstegenerations biobrændstoffer.
Danmark skal leve op til en vis andel iblanding af biobrændstoffer for at leve op til EU’s iblanding- og CO2-fortrængningskrav.
Nu er det op til danske politikere at bestemme, hvilke brændstoffer vi vil blande i diesel- og benzintankene.
EU har nemlig gjort det frivilligt for medlemslandene, om de vil bruge første- eller andengenerations biobrændstof til at leve op til kravene.
Folketinget er netop nu i gang med at fastlægge reglerne for, hvordan udledningerne fra Danmarks transportsektor skal reduceres frem mod 2030.
Her er det tydeligt, hvad regeringen primært satser på skal få transportsektoren i mål: iblanding af førstegenerations biobrændstoffer.
Ud fra et klimaperspektiv, virker denne løsning helt uforståelig. For mens nogle biobrændstoffer reelt kan mindske klimabelastningen, er der andre biobrændstoffer, der reelt øger klimabelastningen.
Vores klimamål skal nås på en meningsfuld måde. Ikke på en måde, hvor Folketinget lader som om de nedbringer klimabelastningen fra vores stadigt flere fossilbiler, mens vi er med til at øge klimabelastningen i andre lande.
Nogle førstegenerations biobrændstoffer udleder samlet set mere CO2 end fossile brændstoffer.
Folketinget bør vælge en løsning, der rent faktisk bidrager til at mindske klimabelastningen. Til iblanding bør folketinget derfor hellere fokusere på brugen af andengenerations biobrændstoffer og elektrofuels.
Hvis ikke førstegenerations biobrændstoffer kan undgås, skal man som minimum indregne de indirekte klimaeffekter (ILUC), som efterspørgslen skaber i andre lande.
Vi skal være ambitiøse på klimaets vegne.
Men vi skal være ambitiøse på de rigtige løsninger og ikke på løsninger, der medfører brud på menneskerettigheder og rydning af skovområder.
Ellers er der ikke tale om reel klimahandling, men et spil for galleriet.
Debatindlæg bragt i Altinget den 7. oktober 2020 af Renovering på Dagsordenen, hvor Rådet for Grøn Omstilling er partner
Fordelene ved at investere i energieffektiviseringer er mangfoldige.
Det reducerer behovet for at udbygge med vedvarende energi og kan spare statskassen for milliarder. Det bidrager til, at vi kan sammenkoble samfundets sektorer i et smart og fleksibelt energisystem. Det øger livskvaliteten på arbejdspladser og i de danske hjem.
Alligevel hersker der en udbredt misforståelse i den danske klima- og energidebat, som bygger på, at når strømmen bliver grøn, kan det ikke betale sig at spare på energien.
I en artikel i Altinget fredag den 2. oktober 2020 siger klimaordfører for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, at fordi vindmøllestrømmen er blevet markant billigere, så har det en betydning for, hvor mange investeringer vi skal lægge i energispareindsatser.
Den slutning er Morten Messerschmidt ikke den første, der har lavet. Intuitivt giver det også mening: Udsigterne til, at vi får billig, grøn strøm bliver bedre og bedre, så hvorfor spare på den?
Først og fremmest er det væsentligt at huske på, at selvom prisen på den grønne strøm falder, er strømmen ikke gratis. Det koster samfundet milliarder at udbygge med vedvarende energi. Samtidig skal vi bruge rigtig meget af den.
Vi skal have grøn strøm til alle samfundets sektorer, også transporten og industrien, som i dag ikke er elektrificerede. Når vi sparer på energien i vores bygninger, frigiver vi derfor energi til andre sektorer, som har hårdt brug for den grønne strøm. Det er både klogt og omkostningseffektivt.
Faktisk kan vi i perioden 2020 til 2030 spare samfundet for 14 milliarder kroner, hvis vi gennemfører energieffektiviseringer frem for kun at udbygge med vedvarende energi. Det er en betragtelig samfundsbesparelse.
Besparelsen består primært i lavere brændsels- og energiomkostninger, herunder sparede omkostninger til udbygning af elnettet og lagring. Det er ensbetydende med færre lokale gener i form af nye kystnære vindmøller og højspændingsmaster og landmøller på den jyske højderyg.
Den samfundsopgave, som den grønne omstilling stiller os overfor, er så stor, at vi ikke kan tillade os at se bort fra virkemidler som energieffektiviseringer, som er dokumenteret både rentable og klimavenlige.
Vi har brug for alle former for grønne løsninger. Det kan derfor også undre, at Morten Messerschmidt ikke kan se rationalet i energibesparelser. Det er nemlig ikke længe siden, at Morten Messerschmidts partifælde, Mikkel Dencker, i Altinget, skrev følgende:
“Vedvarende energi og elektrificering er for tiden mere varme emner end energibesparelser. Det er ærgerligt. I Dansk Folkeparti mener vi nemlig, at der bør være et langt større fokus på energibesparelser i de danske bygninger og virksomheder.”
Dengang var argumentationen fra DF, at den samlede regning til den grønne omstilling bliver mindre, hvis vi er smarte og realiserer de mange potentialer i energibesparelser.
Selvom Denckers indspark stammer fra foråret 2018, holder betragtningerne stadig vand.
Ja, elpriserne er faldende, men det ændrer hverken på den samfundsøkonomiske værdi af at spare på energien eller nødvendigheden af at optimere vores bygningsmasse, så den kan kobles optimalt sammen med elnettet og udnytte den grønne strøm smart og fleksibelt – især i spidsbelastningsperioder.
Og det er helt sikkert, at de faldende elpriser får rigtig svært ved at forbedre komfort og indeklima i vores bygninger. Som Mikkel Dencker slog fast: “Sparer vi på energien, øger vi livskvaliteten.”
Det gavner altså både den grønne omstilling og den enkelte borger i Danmark, at samfundet fortsat investerer i energieffektiviseringer.
Men når opfattelsen af værdien af energireniveringer kan variere så meget over så kort tid hos et af Folketingets store partier, så tydeliggøres behovet for at få rettet op på de mange misforståelser omkring energibesparelser, som vi ser i den danske klima- og energidebat.
I Renovering på Dagsordenen rækker vi derfor hånden ud til alle, som er åbne for en dialog om, hvordan det samfundsøkonomisk hænger sammen, at vi også med 100 procent grøn strøm i elkablerne har fordel af fortsat at energirenovere vores bygninger. Det gælder også Morten Messerschmidt.
Her er en appel til regeringen og Folketinget fra 139 fremtrædende personer fra erhvervslivet, forskningsverdenen, politik og institutioner:
Folketinget indleder i dag en samling, der får afgørende betydning for vores fælles fremtid. Verden står i en kritisk situation præget af gentagne temperaturrekorder, accelererende afsmeltning af verdens ismasser, ødelæggende brande og oversvømmelser. Parisaftalens målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader er ved at glide os af hænde, ukontrollable tipping points i det globale system rykker tættere på. Kun resolut handling på alle niveauer kan afværge katastrofer.
»Klimaforandringerne er vores afgørende udfordring. Og de fremtidige generationer er afhængige af os,« sagde med rette statsminister Mette Frederiksen i sin tale til FN’s generalforsamling i sidste måned.
Vi, der underskriver denne appel til regering og folketing, er bekymrede for, at manglende erkendelse af situationens alvor fører til, at vi gør for lidt for sent for at bremse klimakrisen.
Med klimaloven har I, folkevalgte politikere, forpligtet jer på et ambitiøst mål om at reducere de danske drivhusgasudledninger med 70 pct. i 2030. Beslutningen aftvinger respekt, giver håb og er allerede ledestjerne i andre lande. Det giver også håb, at regeringens 13 klimapartnerskaber har skabt engagement og en værdifuld pulje af forslag og initiativer fra erhvervslivet.
Vi er til gengæld mindre imponerede af den handlekraft, der er fulgt efter, når det gælder at omsætte målet til handling. Klimaloven forpligter til inden året er gået at anvise tiltag, der kan bringe os til 2030-målet, men halvandet år efter ’klimavalget’ er der kun vedtaget politik, der kan bringe os en fjerdedel af vejen.
Regeringens aktuelle Klimaprogram 2020 anviser ingen konkrete nye initiativer med kvantificeret CO2-effekt for de nærmeste år. Man lægger afgørende vægt på teknologier under udvikling, som ventes at kunne bidrage fra omkring 2030, men som man medgiver er behæftet med betydelig usikkerhed.
Vi anerkender og støtter de forsknings- og udviklingsprogrammer for CO2-indfangning (CCS og CCU) og for nye klimavenlige brændstoffer (Power-to-X), der nu prioriteres, men vi advarer mod at lade disse ’fugle på taget’ tjene som grund til at undvige beslutninger om andre tiltag med kendte virkemidler, der kan reducere udledningerne inden 2030.
En grøn skattereform, der afspejler ’forureneren betaler’-princippet, er én forudsætning for at sikre de nye teknologiers konkurrenceevne og bane vej for andre grønne investeringer. Men det forudsætter brede CO2-afgifter på markant højere niveau end det, regeringen har signaleret vilje til. Afgifterne skal indfases gradvist på en måde, der tager hensyn til konkurrenceudsatte virksomheder og økonomisk sårbare grupper i befolkningen. Hvis en afgiftsreform ender med et lavt ambitionsniveau og afgifter, der ikke afspejler de sande omkostninger ved klimabelastende aktiviteter, kan årtiers chance for at ’getting the prices right’ være forspildt.
At leve op til klimaudfordringen kræver et nationalt lederskab, der matcher det, statsministeren og regeringen har udvist under coronakrisen. Det bekymrer os, at regeringen ikke tydeligt appellerer til samfundssind omkring den grønne omstilling, og at man viger tilbage for initiativer, der kan stimulere borgerne til at tage del. Ved at betone en falsk konflikt mellem velfærd og klimaindsats risikerer regeringen at undergrave den folkelige opbakning og motivation for at handle. Samtidig undergraver man tilliden til det politiske system hos den engagerede ungdom, hvis fremtid står på spil, og hvis aktive støtte beslutningstagerne har hårdt brug for. I har lovet de unge at tackle klimaudfordringen – at svigte dem vil være både utilgiveligt og farligt.
Vi appellerer til regeringen og Folketinget om at leve op til egne løfter og befolkningens forventninger om lederskab i klimaets og fremtidens tjeneste. Vi har brug for beslutninger i dette efterår om tiltag, der optrapper indsatsen for elektrificering og energieffektivisering i bygninger og industrier, accelererer en udfasning af fossilbiler, sikrer udtagning af langt flere klimabelastende lavbundsjorde, stimulerer en gradvis opprioritering af landbrugets vegetabilske fødevareproduktion og fremmer udbygningen af vedvarende energi på en måde, der også fremmer lokal deltagelse og opbakning.
Og vi appellerer om initiativer, der overalt i landet stimulerer til aktiv folkelig deltagelse i den omstilling, der skal realiseres lokalt, bæres af fællesskab og næres af menneskers håb til fremtiden. Den grønne omstilling er Danmarks enestående chance for at skabe en ny og bæredygtig velfærdsmodel. Men tiden er knap. Lad ikke muligheden glide os af hænde.
Brevet kan downloades længere nede på siden sammen med en faglig uddybning til ministeriet
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden
Debatindlæg bragt i Altinget den 26. september 2020 af 15 NGO’er, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling
Regeringen har netop præsenteret sin globale klimastrategi og klimaprogram, som er en del af Aftalen om Klimaloven. I strategien skriver regeringen, at Danmarks klima-diplomatiske indsats blandt andet ‘vil bygge på Danmarks rolle som forkæmper for demokrati og menneskerettigheder, hvor særligt oprindelige folk rammes hårdt af klimaforandringer’.
Det er umiddelbart sød musik i NGO-ører – hvis det da ikke var noget nær den eneste specifikke reference til menneskerettighederne i hele strategien, og hvis ikke menneskerettighederne var helt fraværende i klimaprogrammet.
Vi skal have en langt mere ambitiøs og konkret integration af menneskerettigheder i regeringens politiske klimatiltag, fordi vi ved, at både klimaforandringer og klimatiltag kan krænke menneskerettighederne og oprindelige folks rettigheder.
Vi er overraskede over det manglende fokus på menneskerettigheder, fordi udenrigsminister Jeppe Kofod for kun få uger siden sagde til Altinget, at “krisen må ikke blive en undskyldning for at slække på klimaambitionerne, menneskerettigheder og sociale standarder”.
En lang række menneskerettigheder bliver krænket på grund af klimaforandringerne, såsom retten til liv, vand, mad, sundhed, en passende bolig, samt oprindelige folk-, piger og kvinders rettigheder.
En familie kan for eksempel miste sin høst på grund af tørke, og dermed sin indtægt til blandt andet at betale for mad, sundhedsydelser og deres børns uddannelse.
Forældre kan se sig nødsaget til at tvangsgifte deres døtre bort, og det medfører ofte, at pigerne fra en ung alder holdes i hjemmet til huslige pligter og ikke længere kan gå i skole. Pigerne risikerer at blive tidligt gravide mod deres vilje, fordi deres ret til at bestemme over egen krop krænkes.
Klimakrisen er grundlæggende uretfærdig, for klimaforandringerne rammer på alle måder skævt og går paradoksalt nok især ud over de mennesker, som har mindst ansvar for klimakrisen.
FN udgav i 2019 en rapport, der bekræfter, at det især er marginaliserede befolkningsgrupper, der påvirkes af klimaforandringerne. Og Oxfam kom for nylig med en ny omgang deprimerende tal, der viser, at verdens rigeste ene procent over en periode fra 1990 til 2015 har udledt dobbelt så meget CO2, som den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen.
Ligeledes har vi set flere eksempler på, at verdens landes indsatser for at adressere klimaforandringer kan krænke menneskerettigheder. I eksempelvis Colombia, Mexico og Kenya er oprindelige folk blevet tvangsforflyttet fra deres jord, så byggeri af vindmølleparker kunne komme til, og de oprindelige folk er ikke blevet inddraget i beslutningsprocesser omkring projekterne.
Regeringen skal have stor ros for at lade FN’s Verdensmål og Parisaftalen danne rammen for den danske indsats i klimastrategien og for at ville fremme social retfærdighed og anerkende, at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er afgørende for piger og kvinders deltagelse.
Hele aftalen om FNs Verdensmål er baseret på menneskerettighederne, og ifølge Parisaftalen skal alle lande respektere, fremme og tilgodese deres menneskeretlige forpligtelser i alle deres klimatiltag.
Og det giver rigtig god mening. For ved at opfylde menneskerettighederne mindskes menneskers sårbarhed, ligesom modstandsdygtigheden og kapaciteten til at tilpasse sig effekterne af klimaforandringerne forbedres.
Samtidig bliver klimaindsatser mere robuste, når de designes til at overholde og fremme menneskerettighederne, og når alle dele af samfundet bliver inddraget i beslutningerne om implementeringen af dem.
Kvinder og piger har eksempelvis en særlig viden og andre behov end mænd og drenge, og det er bredt anerkendt, at når deres perspektiver bliver inddraget, så bliver klimaindsatserne mere effektive og bæredygtige.
Men på grund af mangel på ligestilling bliver piger og kvinder ofte ikke hørt. For at overkomme denne marginalisering, er der behov for at sikre piger og kvinders ret til at bestemme over egen krop, til sundhed og til uddannelse, hvilket både styrker den individuelle pige, kvinde og ligestillingen i samfundet.
Sikring af oprindelige og lokale folks rettigheder kan også være en klimaløsning i sig selv. Det er videnskabeligt bevist, samt anerkendt af blandt andet FN’s Klimapanel, at der hvor oprindelige folks territoriale rettigheder er sikret, er skoven og biodiversitet bedst beskyttet.
Skove og kulstofrige økosystemer er centrale for både at hindre CO2-udslip, samt sikre fremtidige CO2-optag fra atmosfæren. Oprindelige folk har gennem århundreder opbygget en unik viden omkring bæredygtig forvaltning af skov og biodiversitet, som bør inddrages og integreres i alle klimaindsatser, der berører deres territorier.
Danmark har ikke blot underskrevet Parisaftalen og FNs Verdensmål, men er også medlem af FN’s Menneskerettighedsråd, hvor ligestilling, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt oprindelige folks rettigheder er danske mærkesager.
På den baggrund har Danmark en absolut nøglerolle at spille i forhold til at vise resten af verden, hvordan klimakrisen løses ved at sikre menneskerettighederne. Dette bør ikke kun afspejles i Danmarks udenrigs- og udviklingspolitik.
Helt konkret bør Danmark:
Klimakrisen er ikke en undskyldning for at slække på menneskerettighederne. Tværtimod er menneskerettighederne netop en mulighed for at løse klimakrisen og sikre en bæredygtig og retfærdig udvikling for alle.
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden
