Om Julie Abrahams

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Julie Abrahams has created 640 blog entries.

Føns – Borgerdrevet fjernvarme

Landsbyen Føns er en lille naturperle syd for Middelfart, som ligger uden for den kollektive varmeforsyning. Tidligere blev mange af husene i landsbyen opvarmet af oliefyr, hvilket stod i skærende kontrast med den skønne natur i området. Det besluttede en gruppe lokale ildsjæle sig for at lave om på. De startede et nærvarmeanlæg, som et tiltag i en lang række initiativer til at reducere landsbyens klimaaftryk. I dag er 47 ud af landsbyens 79 mulige husstande tilmeldt ordningen. 

https://www.youtube.com/watch?v=yolb4X3RByQ&list=PL8AVFVp3OMwhj9LzCiEkbMKdFLCCIepNj&index=5

Føns – Borgerdrevet fjernvarme

Vil du vide mere?  

Vi har lavet en uddybende beskrivelse af Føns Nærvarme, hvori du kan læse mere om, hvordan projektet blev finansieret, hvilke resultater der blev opnået samt en masse gode råd til, hvordan en gruppe aktive borgere kan starte et lille fjernvarmeanlæg.  

Læs mere nederst på siden

By |2024-02-26T12:02:04+01:001. juni 2019|Artikel|Kommentarer lukket til Føns – Borgerdrevet fjernvarme

Samsø – Danmarks energi-ø

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.

Samsø – Danmarks energi-ø

Vi har lavet en uddybende beskrivelse af Samsø, hvori du kan læse mere om, hvordan projektet blev finansieret, hvilke resultater der er opnået samt en masse gode råd til, hvordan man kan komme i gang med lokal grøn omstilling. Du kan også læse mere om, hvilke barrierer de stødte på, og hvordan de løste udfordringerne.

Læs mere nederst på siden

By |2024-02-26T12:00:36+01:001. juni 2019|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Samsø – Danmarks energi-ø

Støt vores arbejde for et liv uden skadelige kemikalier

I Rådet for Grøn Omstilling arbejder vi for, at du kan få et liv uden skadelige kemikalier.

Det er ikke i orden, at vi skal udsættes for skadelig kemi. Derfor taler vi din og alle andre forbrugeres sag i både Danmark og EU.

Men vores arbejde er i høj grad finansieret af små/mindre fondsbevillinger, og derfor vi har brug for din støtte til at fortsætte.

Du kan vælge at støtte vores arbejde for en grøn omstilling af samfundet ved at give et fast månedligt beløb eller blot ved at give et enkelt bidrag. Du vælger selv nedenfor.

Tak, fordi du vil være med til at gøre en forskel.


5 tips til at undgå skadelige kemi i hverdagen

  • Luft ud og støvsug – så fjerner du de skadelige stoffer, der binder sig til støvet.
  • Brug din sunde fornuft når du handler på internettet. Netbutikker udenfor EU skal ikke overholde samme kemikaliekrav, som EU-baserede. Hold dig til danske eller europæiske netbutikker.
  • Sluk for elektronik du ikke bruger. Kemikalierne afdamper især ved varme. Undgå så vidt muligt at have elektronik i soveværelset.
  • Vælg miljømærkede produkter. Svanemærket og EU’s Blomsten har skrappere krav til kemikalieindhold.
  • Spørg i butikken, om produktet indeholder stoffer på EU’s såkaldte kandidatliste. Brug appen Tjek Kemien, der gør det let at spørge virksomheden direkte. Hvis et produkt indeholder et særlig problematisk kemikalie, skal de melde tilbage seneste 45 dage efter, at du har spurgt.
 

Vi har også fokus på indeklimaet i børneværelser og daginstitutioner. Her får du vores råd til et bedre indeklima i hjemmet:

 

By |2024-02-26T09:44:44+01:0030. maj 2019|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Støt vores arbejde for et liv uden skadelige kemikalier

Energieffektivitet er den billige vej til den grønne omstilling

Det danske samfund kan spare op mod 162 mia. kr. frem mod 2050, hvis vi sænker vores energiforbrug med op til 33% i 2030 og 45% i 2050, i stedet for udelukkende at realisere vores klimamål via udbygning af den vedvarende energi. Det svarer til udgiften på 3-4 Storebæltsbroer (målt i 2018 kroner)!

Det viser en ny analyse, som Synergi og Renovering på Dagsordenen i fællesskab har fået udarbejdet af EA Energianalyse.

”Vi skal fortsætte udbygningen af den vedvarende energi, men analysen viser med al tydelighed, at hvis vi vil opnå den billigste omstilling til et fossilfrit Danmark i 2050, så er det helt nødvendigt, at vi reducerer vores energiforbrug. Derfor foreslår vi, at den kommende regering øger klimaambitionerne og sætter et nationalt og bindende mål for energieffektivitet på 30% i 2030,” siger bestyrelsesformand for Synergi, Bendt Bendtsen.

Energieffektivitet handler ikke bare om at spare på energien og passe på vores klima. Energieffektive teknologier skaber hver eneste dag beskæftigelse til 45.000 danskere på tværs af landet og en eksport på 34 mia. årligt. Bedre boliger giver os et sundere helbred, mens renoverede skoler øger vores børns læring og et sundt indeklima på arbejdspladsen gør os mere produktive.

Verdens appetit på grønne løsninger er eksponentielt stigende, og Danmark har potentialet til et enormt grønt eksporteventyr. Det Internationale Energiagentur vurderer, at den globale efterspørgsel på energieffektive løsninger vil stige med 5.000 mia. kr. frem mod 2040 på grund af Paris-aftalen.

”Problemet er, at Danmark sakker bagud, når det handler om at være i front på den grønne omstilling. Det ved jeg fra mine mange år i Bruxelles. Og det er da ærgerligt, når det netop er i de kommende år, at efterspørgslen efter de energieffektive teknologier vil vokse. Det skal være Danmark, man kigger mod, når man skal finde løsningerne og de gode eksempler. Et stærkt hjemmemarked som udstillingsvindue for resten af verden er helt afgørende, så det er blandt de danske virksomheder, man finder løsningerne,” siger Bendt Bendtsen.

Ny alliance ser dagens lys

Den nye analyse præsenteres samtidig med lanceringen af en ny grøn alliance, bestående af Synergi, Partnerskabet Renovering på Dagsordenen og Det Økologiske Råd, som sammen dækker en række store danske virksomheder, erhvervsorganisationer, repræsentanter fra fagbevægelsen og NGO’er. Fælles er bekymringen for vores grønne omstilling, og målet er at arbejde for at sikre højere ambitioner i klimapolitikken.

Alliancen lancerer kampagnen ’Grøn Logik’, der skal gøre både politikere og borgere opmærksomme på, at det er grøn logik at spare på den energi, vi allerede har.

”Bygningsmassen står for omkring 35% af Danmarks samlede energiforbrug, og op mod 75% af vores eksisterende bygningsmasse vil stadig stå der i 2050, så der er et stærkt behov for, at vores bygninger og boliger bliver bedre isolerede, får opdaterede teknologier og installationer, men også bliver driftet mere effektivt”, siger talsmand fra Renovering på Dagsordenen, direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang, og tilføjer: ”For at den energimæssige opgradering af vores bygninger kan blive så omkostningseffektiv som muligt, er vi nødt til at fokusere på det, hver gang der opstår en mulighed for det”.

Ønsket er, at en kommende regering – uanset farve – sætter sig det mål at skabe det mest energieffektive samfund til gavn for mennesker, klima og folkesundhed – og økonomien. Det forudsætter, at vores boliger, bygninger og industri bliver et helt anderledes omdrejningspunkt for den danske klimaindsats end hidtil.

Alliancen præsenterer otte forslag til en mere ambitiøs dansk energipolitik, der blandt andet omfatter bindende mål for energieffektivisering, ønske om en ambitiøs klimalov og en opfordring til, at den offentlige sektor i højere grad skal drive udviklingen.

Om analysen og ’Grøn Logik’

Danmark står over for store udfordringer, hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalen. Derfor er en række virksomheder, fagforbund, erhvervsorganisationer og NGO’er gået sammen i en ny, bred grøn alliance for at sikre højere ambitioner i klimapolitikken i næste regeringsperiode. Alliancen kommer op til folketingsvalget med et klimaopråb til den kommende regering om at satse langt mere på energieffektivisering. Grøn Logik består af: SYNERGI, der er stiftet af Danfoss, Grundfos, ROCKWOOL og VELUX, Renovering på Dagsordenen, der er et partnerskab mellem Akademisk Arkitektforening, BAT kartellet, Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, Dansk Byggeri, COWI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI, Ingeniørforeningen IDA, Konstruktørforeningen, MT Højgaard, NCC og Tekniq Arbejdsgiverne, foruden miljøorganisationen Det Økologiske Råd.

EA Energianalyse har i deres analyse undersøgt det samfundsøkonomiske krydspunkt for investeringer i energieffektivitet i bygnings- og industrisektoren, i forhold til udbygning af vedvarende energi, hvis vi vil så effektivt og billigt i mål som muligt med vores ambition om at være et klimaneutralt samfund i 2050. De har altså set på, hvor mange penge man kan spare ved at investere i energieffektivitet i forhold til kun at investere i udbygningen af vedvarende energi.

Andre citater til anvendelse:

Gunde Odgaard, sekretariatsleder for BAT-kartellet, udtaler:

”For os går den grønne omstilling hånd i hånd med øget beskæftigelse. Dansk arbejdskraft sikres bedst ved at gå foran i den grønne omstilling, også i byggeriet og i anlægsbranchen. Derfor er det vigtigt, at politikerne sikrer ambitiøse mål og rammevilkår, så Danmark fortsat kan påføre den grønne førertrøje og dermed sikre og øge antallet af danske grønne arbejdspladser i fremtiden”.

Claus Ekman, direktør for Det Økologiske Råd, udtaler:

”For at nå i mål med den grønne omstilling og leve op til Paris-aftalen, skal vi spille på alle tangenter. Det er simpelthen nødvendigt også at se på, hvordan vi reducerer det samlede energiforbrug. Vores bygningsmasse og industri skal i endnu højere grad end tidligere tænkes ind i den danske klimaindsats, og derfor vil vi i alliancen arbejde intensivt på at sikre et højere ambitionsniveau i den kommende nye regering”. 

By |2019-11-22T23:19:30+01:0029. maj 2019|Artikel|0 Kommentarer

Vi skal have grønne boliger, og det må den kommende regering hjælpe på vej

Indlægget er bragt i Politikken d. 21/5, 2019 og underskrevet af: 

Henrik L. Bang, Bygherreforeningen; Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri; Lene Espersen, Danske Arkitektvirksomheder; Thomas Damkjær Petersen, Ingeniørforeningen IDA; Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører; Lars Autrup, Akademisk Arkitektforening; Kim Mortensen, Dansk Fjernvarme; Gert Johansen, Konstruktørforeningen; Simon O. Rasmussen, Tekniq Arbejdsgiverne; Claus Ekman, Det Økologiske Råd; Peter Rathje, Project Zero; Martin Manthorpe, NCC A/S; Katrine Bjerre M. Eriksen, SYNERGI; Gunde Odgaard, BAT-Kartellet; Ejner K. Holst, Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Vi skal have grønne boliger, og det må den kommende regering hjælpe på vej

Klimadebatten handler ofte om kød, flyrejser og elbiler. Det er naturligvis helt centrale indsatsområder. Men vi glemmer alt for ofte de andre muligheder for grøn omstilling, der ligger ligefor: vores boliger og bygninger. Samlet set udgør vores bygninger et kæmpe uforløst klimapotentiale.

I Danmark bruger vi ikke den energi, vi producerer, tilstrækkelig klogt. Et af de centrale områder, hvor vi bør sætte ind, er i bygningsmassen, hvor al for megen energi siver ud, fordi vi ikke foretager de nødvendige grønne forbedringer.

Vi har over 2 millioner bygninger: mere end 1 million parcelhuse og hundredtusinder af etageejendomme, kontorbygninger, fabrikker, skoler, børnehaver og plejehjem. Samtidig bruges der alt for meget energi i vores industri, fordi vi ikke foretager de nødvendige effektiviseringer, og vi kunne bruge industriens overskudsvarme til at opvarme tusindvis af boliger.

Vi har på tværs af virksomheder, erhvervsorganisationer, fagforbund og ngo’er skabt en grøn alliance for at efterlyse klimahandling. Vi kommer her med en udstrakt hånd til den kommende regering: Lad os bruge de næste fire år på sammen at gøre vores boliger og bygninger klimavenlige. Vi efterlyser kort sagt mere grøn logik i klimaindsatsen.

Den grønne omstilling af energisystemet skal sikre, at Danmark i 2050 er uafhængig af fossile brændstoffer. Desværre går udviklingen lige nu den forkerte vej. Holder vi vores nationale indsats op mod anbefalingerne fra FN’s klimapanel, gør vi langtfra nok for at komme i mål med den grønne omstilling. Vores energiforbrug steg sidste år i stedet for at falde.

Til trods for det store potentiale er grønnere bygninger et indsatsområde, som har været massivt underprioriteret. Som et resultat af den seneste energiaftale bliver der politisk slækket på ambitionerne, der mangler mål for indsatsen, og emnet har været fraværende i de hidtidige klimaforhandlinger. Det er en fejl.

Energieffektivisering af bygningsmassen handler bl.a. om at efterisolere og renovere bygninger, erstatte forældet teknologi med grønnere og mindre energiforbrugende løsninger, sikre, at byggeriet lever op til de høje energikrav samt en kvalificeret bygningsdrift. Kort sagt handler det om at reducere energispild og forbruge vores energi med omhu. Vores samlede bygningsmasse står for omkring 35 procent af det samlede danske energiforbrug og 20 procent af CO2-udledningen. Det går derfor ikke fortsat at ignorere vores bygningsmasse som et centralt omdrejningspunkt for klimaindsatsen.

Det giver på alle måder god mening at sætte skub i energieffektiviseringsindsatsen i bygninger, herunder flere markante fordele, som bliver overset i den aktuelle energi- og klimapolitiske diskussion. Renoverede bygninger har en væsentlig betydning for vores indeklima, f.eks. skoleelevers indlæring, fordi et godt indeklima både øger elevernes koncentrationsevne og forbedrer lærernes produktivitet og arbejdsmiljø.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at grøn omstilling er en god forretning. Mange danske virksomheder er blandt verdens førende i udvikling af energieffektive løsninger og produkter, og der er et globalt marked, som virksomhederne kan få del i, hvis der skabes et hjemmemarked som udstillingsvindue. Energieffektiviseringsløsninger har således et stort eksport- og vækstpotentiale.

Større grønne ambitioner vil dermed have en positiv indvirkning på beskæftigelsen. Den grønne økonomis effekt på den samlede økonomi er betragtelig.

Samtidig er det værd at bemærke Det Internationale Energiagenturs vurdering, at energieffektivisering globalt ventes at bidrage mere til den grønne omstilling end vedvarende energiproduktion. Agenturet vurderer, at globale investeringer i energieffektive løsninger vil repræsentere 5.000 milliarder kroner i 2040 som følge af implementeringen af Paris-aftalen. Det viser, hvor stor den globale efterspørgsel på energieffektive teknologier og knowhow bliver i fremtiden.

I spørgsmålet om energieffektivisering er det desværre hidtil blevet ved pæne erklæringer, gode intentioner og uindfriede løfter baseret på forventninger om, at udviklingen vil ske af sig selv. Derfor har vi en række ønsker til den kommende regering.

Politikerne bør definere langsigtede målsætninger for energieffektivisering. Det er en forudsætning for, at vi som branche kan arbejde systematisk og langsigtet med den grønne omstilling og løfte vores del af ansvaret. En række af vores nabolande har allerede sat ambitiøse mål for deres indsats for effektiviseringer i energiforbruget. Det er grøn logik, at Danmark gearer op. Målene bør være en del af en ny ambitiøs klimalov, som tusindvis af borgere har skrevet under på. Nu skal ordene omsættes til handling.

Desuden bør den kommende regering gennemføre en ambitiøs renoveringsstrategi, der går på tværs af alle sektorer. Det offentlige bør desuden være en grøn rollemodel, ligesom den offentlige sektor har muskler til at sætte skub i markedet og kan være med til at inspirere private husejere.

Samtidig bør den succesfulde energimærkning gøres obligatorisk for alle boliger med passende lang indfasning og ikke kun i forbindelse med salg og udlejning. Desuden bør det generelt overvejes, hvordan danskerne i endnu højere grad end i dag motiveres til at foretage de nødvendige energirenoveringer, f.eks. ved at gøre det nemmere, mere fordelagtigt og billigere at gøre deres bolig mere grøn.

En ny, forbedret energispareordning, hvor man kan give målrettede tilskud til tiltag, som ikke ellers vil blive udført, vil også være en vigtig måde at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Men samlet ønsker vi, at de folkevalgte tager et politisk ansvar for at få vores boliger og bygninger med i klimaindsatsen.

Vejen til et nyt energieventyr Danmark blev for alvor kendt på den globale energipolitiske scene, da det lykkedes os at afkoble vækst fra energiforbrug. Men vi skal videre. Klog energipolitik handler ikke om at vælge mellem vedvarende energi og energieffektivisering. For at komme i mål med den grønne omstilling skal vi både effektivisere vores energiforbrug og sikre udbygningen af vedvarende energi.

By |2019-11-24T17:44:41+01:0029. maj 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Vi spilder ressourcer som aldrig før

Vi taler om klima, cirkulær økonomi og et Danmark uden affald, men udviklingen går på vigtige områder den forkerte vej. Mange produkter holder kortere. Vi smider store mængder ting ud, som kunne være repareret. Brugen af genanvendte materialer snegler sig afsted.

Løsningen kender vi. EU skal stille krav til produkters design, materialer og holdbarhed. Det sker bare alt for lidt og alt for langsomt. Den stigende rovdrift på klodens ressourcer koster ellers dyrt for klimaet og truer forsyningssikkerheden af knappe ressourcer.

Vi glipper tilmed muligheden for at skabe nye jobs inden for design, reparation og genanvendelse. Der er akut brug for politikere i det kommende Europa-Parlament, men også Folketing, som fremover vil gå i front for en langt mere ambitiøs politik for miljøvenlige produkter.

Vi spilder ressourcer som aldrig før.

I 2000 beholdt vi for eksempel i snit hårde hvidevarer i ti til 12 år. I 2016 var det faldet til seks til otte år.

Et studie fra den tyske miljøstyrelse har vist, at der i 2012 blev udskiftet dobbelt så mange vaskemaskiner på grund af en defekt som i 2004.

Ecodesign-direktivet
Vi undlader ofte at reparere. Syddansk Universitet har for eksempel påvist, at cirka 25 procent af de elektroniske produkter, der kommer ind på de kommunale genbrugspladser, kan bruges igen helt uden reparation, og yderligere 17 procent kan efter kun mindre reparationer. Det sker bare ofte ikke, fordi incitamenterne mangler, og produkterne ikke er produceret med reparation for øje.

Udviklingen vendes kun for alvor med krav til produkters design, holdbarhed og materialer. For 80 procent af et produkts miljøpåvirkning bestemmes af dets design. Kravene skal stilles på EU-niveau, ikke mindst fordi vores virksomheder handler på kryds og tværs af landegrænserne. Det kræver et stort marked, før produktkrav giver mening.

Den gode nyhed er, at sådanne krav virker. EU har med Ecodesign-direktivet i mange år stillet krav til produkters energieffektivitet. Det har betydet energibesparelser svarende til Italiens samlede årlige primære energiforbrug eller en reduktion på 320 millioner tons CO2 om året. Samtidig har husholdningerne sparet svarende til omkring 3.700 kroner på deres energiregning.

Desuden ved vi, at de fleste mennesker gerne vil beholde deres ting længere og reparere. 77 procent af borgerne i EU vil ifølge Eurobarometer hellere reparere end kassere. I Forbrugerrådet Tænks forbrugerpanel har ni af ti svaret, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at produkter kan repareres inden for den forventede levetid.

Ny mobiltelefon hvert andet år
Momentum er der nu. Ressourceeffektivitet står højt på den politiske dagsorden i EU. Det fremhæves som et vigtigt element både i EU-Kommissionens køreplan for et ressourceeffektivt Europa i 2050 og i den cirkulære økonomipakke.

Med Ecodesign-direktivet har EU længe haft mulighed for at stille krav til produkter og dermed dæmme op for ressourcespildet og de stigende affaldsmængder. Men indtil nu har direktivet primært været brugt til at fremme energieffektivitet for eksempel med krav til hårde hvidevarer.

Kommissionen er nu gået i gang med at stille krav til produkters miljødesign. Nye regler for køleskabe og frysere omfatter for eksempel nu krav til materialeeffektivitet såsom adgang til reservedele og mulighed for at reparere. Produktet skal være nemt at skille ad igen, så komponenter og materialer kan genanvendes.   

Men det går alt for langsomt, konstaterer Europa-Parlamentet i sin betænkning fra 2018. Der mangler både politisk opbakning og ressourcer til at drive arbejdet, som derfor konstant er ramt af langsommelighed og forsinkelser.

Mens den gennemsnitlige europæer køber en ny mobiltelefon hvert andet år, tager EU-proceduren for miljøvenlige designkrav fire år. Europa-Kommissionen har senest udskudt arbejdet med mobiltelefoner – til trods for at det er et produktområde, hvor miljøvenligt design haster.

Tungt ansvar
Et stærkt politisk pres er nødvendigt for at sætte skub under arbejdet med ressourceeffektivitet. Det kræver europaparlamentarikere, der sørger for ressourcer til Kommissionens arbejde med miljøvenligt design. Det kræver en regering, der presser på i ministerrådet for et øget ambitionsniveau.

De produkter med størst potentiale for en forlænget holdbarhed og for mere effektiv brug af materialer skal prioriteres. Det gælder navnlig elektronik, der er den hurtigst voksende affaldsstrøm i verden. Her løber teknologien hurtigt – og det gør det oplagt at sætte fokus på generiske krav om for eksempel adgang til reservedele samt til reparation og vedligeholdelse.

Fotokreditering: Andres Stapff/Reuters/Ritzau Scanpix

Der bør samtidig formuleres krav til brug af genanvendte materialer og til mindre brug af skadelige kemikalier i produkterne. Endelig skal arbejdet med at udforme teststandarder samt test- og kontrolmetoder speedes op. Det er forudsætningen for at kunne efterprøve de nye krav til materialeeffektivitet og sikre, at de overholdes på de europæiske markeder.

Der hviler et tungt ansvar hos såvel de kommende europaparlamentarikere som en kommende regering. Både i Europa-Parlamentet og i ministerrådet bør der fra dansk side presses på for større krav til vores produkter. Der er nok at gøre for enhver politiker med ambitioner på klimaets og miljøets vegne.

Indlægget er skrevet af:

Arne Remmen, professor ved Aalborg Universitet

Claus Ekman, direktør i Det Økologiske Råd

Charlotte Fischer, direktør i Dansk Affaldsforening.

By |2019-11-23T16:36:50+01:0029. maj 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

EU-Domstol afviser klimaretssagen People’s Climate Case

EU-Domstolen har afvist klimaretssagen People’s Climate Case, hvor ti familier og en samisk ungdomsorganisation har lagt sag an mod EU. Ifølge domstolen har familierne ikke ret til at udfordre EU’s 2030 klimamål via domstolene.

Domstolen anerkender imidlertid, at klimaforandringerne påvirker alle europæere på mange forskellige måder. Familierne og de samiske unge, der tog initiativet til retssagen, planlægger at anke afgørelsen.

Hos Det Økologiske Råd, som bakker op om familierne i retssagen, er direktør Claus Ekman skuffet over afgørelsen.

”Disse mennesker er direkte påvirket af klimaforandringer både økonomisk og menneskeligt, og det anerkender domstolen jo på sin vis også. Så lad os se, hvad der sker, når familierne anker sagen. Uanset, hvad det ender med, så burde familierne og de unge samers historier i sig selv kunne få politikere til at gøre det langt bedre på klimaområdet. Det her er deres virkelighed,” siger Claus Ekman.

Sagen er afvist på grund af en stram fortolkning af kriteriet ’direkte og individuelt berørt’. Beslutningen om ikke at lade borgerne gå rettens vej er skuffende, men ikke overraskende, lyder det fra Roda Verheyen, koordinerende jurist på sagen. Historisk er kriteriet kendt for at begrænse borgernes adgang til domstolene.

”Sagen er ikke blevet afvist baseret på dens indhold. Tværtimod accepterer domstolen, at klimaforandringerne påvirker alle, men afholder sig fra at tage stilling til klimaforandringernes konsekvenser for menneskerettighederne. I appelsagen vil vi bede EU-Domstolen om at vurdere beslutningen set i lyset af klimavidenskabens fakta og disses betydning for menneskerettighederne, som vi har påvist i vores sag.”

I vores naboland Sverige repræsenterer den 23årige rensdyrhyrde Sanna Vannnar den samiske ungdomsorganisation Sáminuorra, som også er en del af klimaretssagen.

”Siden vi lagde sag an i maj sidste år, er konsekvenserne af klimaforandringerne blevet værre og værre. For samiske unge handler klimaforandringerne ikke længere om politik. De påvirker vores hverdag: Brande rammer græsgangene, rensdyr dør af mangel på føde og unges usikkerhed om klimaforhold skaber et alvorligt følelsesmæssigt stress,” siger Sanna Vannar og tilføjer: ”Vi har brug for, at domstolene kigger på konsekvenserne af klimaforandringerne og minder EU-lederne om deres pligt til at beskytte borgerne”.

Familierne og den samiske ungdomsorganisation planlægger at anke afgørelsen inden den 15. juli 2019. Her skal domstolen på ny vurdere, om sagsøgerne kan gå rettens vej.

EU-Domstolen består af to instanser: Retten (1. instans) og EU-Domstolen. Retten har truffet afgørelsen om at afvise sagen, og familierne skal så anke til EU-Domstolen. 

By |2019-11-25T14:20:16+01:0022. maj 2019|Artikel|0 Kommentarer

Skal en Smiley-ordning sætte skub i kemikalieindustrien i EU?

Skadelige kemikalier kan få lov at blive på markedet i årtier, uden at der gribes ind. En rapport fra The European Environmental Bureau (EBB), som er en paraply-miljøorganisation i EU, viser nu, at Europas ambitiøse kemikalielovgivning, REACH, slet ikke leverer den beskyttelse af den europæiske befolknings sundhed og miljø, som var tiltænkt.

Med REACH blev bevisbyrden vendt om i 2007, så det er industriens ansvar at vise, at deres kemikalier kan anvendes uden uacceptabel risiko for mennesker og miljø.

Industrien skal registrere kemikalierne hos EU’s kemikalieagentur, ECHA, og levere forskellige oplysninger om kemikalierne, alt efter hvor store mængder de produceres i.

Efter 12 år kan vi nu se resultaterne af lovgivningen. REACH har ført til mange forbedringer på kemikalieområdet, der er til gavn for hele samfundet.

Men gennem de senere år er det blevet klart, at REACH ikke virker helt efter hensigten, og det bekræfter den nye EEB-rapport.

Manglende regulering
Der går alt for lang tid, fra et stof mistænkes for at være skadeligt, til det er afklaret, og der kan lovgives, så det for eksempel ryger af markedet – der kan gå helt op til 15 til 20 år.

Selv stoffer, der er udpeget som særligt problematiske, bliver ofte ikke reguleret. Det kan skyldes mangel på ressourcer hos myndighederne, mangelfulde registreringer, langsommelige politiske beslutningsprocesser, lobbyisters påvirkning af politikere og myndigheder samt klager over afgørelser og sagsanlæg mod myndighederne, når kemikalier reguleres.

Men den allervigtigste grund er, at kemikalieindustrien simpelthen ikke leverer de oplysninger om kemikalierne, som lovgivningen kræver. ECHA’s årsrapporter viser, at op mod 70 procent af alle registreringer af kemikalier er mangelfulde. Det omfatter både mindre fejl og forglemmelser, men i mange tilfælde også alvorlige mangler.

For mange stoffer mangler de krævede oplysninger om stoffernes egenskaber – om de er skadelige for mennesker og miljø, herunder om de påvirker menneskers og dyrs hormonsystem, arveanlæg og forplantningsevne.

For næsten 90 procent af de kemiske stoffer, der markedsføres i de allerstørste mængder, findes ikke engang de krævede standardoplysninger fra laboratorieundersøgelser af kemikaliernes påvirkning af reproduktionen. Her henviser firmaerne til anden information, for eksempel viden fra undersøgelser af et lignende stof.

De “glemte” sanktioner
Desværre ”glemte” man ved vedtagelsen af REACH at indføje passende sanktioner, hvis et firma ikke leverer de krævede standardoplysninger ved registreringen.

Derfor får firmaet et registreringsnummer og kan markedsføre stoffet, også selvom oplysningerne er særdeles mangelfulde. Der mangler også gennemsigtighed i systemet.

Offentligheden kan ikke få indblik i, hvilke firmaer der er lovlydige og bruger de nødvendige ressourcer på at opfylde lovgivningen, og hvilke firmaer der regner med, at den nok går. ECHA’s direktør har for nyligt lovet, at man vil intensivere kontrollen af registreringerne – i dag er det kun cirka fem procent af registreringerne, der bliver kontrolleret. Det er simpelthen ikke godt nok.

Det Økologiske Råd mener, at det nu er på høje tid med handling og nytænkning. For virksomhederne handler det her i høj grad om økonomi.

Derfor skal det have væsentlige økonomiske konsekvenser ikke at leve op til lovgivningen. Et firma, der ikke leverer de krævede oplysninger for et stof, skal ikke kunne markedsføre dette. Hvis firmaer får en konkurrencemæssig fordel ved ikke at leve op til kravene, skal dette gøres synligt for alle.

For den adfærd er urimelig, særligt for en branche, som er i fortsat fremgang med rigtig god økonomi, og som har vist sig at have uanede ressourcer til at forsøge at modbevise myndighedernes vurderinger.

Smileyordning som løsningen
Derfor foreslår vi etablering af en smileyordning for kemikaliefirmaer under REACH. Alle kontrollerede ansvarlige firmaer, som leverer de krævede registreringsoplysninger om deres markedsførte kemikalier, får en grøn smiley.

De, der ikke helt lever op til kravene, men hvor manglerne er mindre, får en gul smiley, mens firmaer, som leverer mangelfulde registreringer, får en rød smiley. Alt offentliggøres på ECHA’s og Miljøstyrelsens hjemmeside med navn og adresse på virksomhederne.

Sammen med risikoen for at få frataget sin ret til markedsføring af et stof i EU, tror vi, at det vil være et sprog, som både forbrugerne, industrien og investorerne vil forstå. Forbrugerorganisationer og grønne NGO’er vil nemlig med en ny smileyordning få et redskab til målrettet at påvirke afsætningen af kemikalier på markedet.

Grønne smileys vil fremme salget, mens røde vil hæmme det. Investorerne belønner i stigende grad de innovative firmaer, der tænker i bæredygtighed og beskyttelse af sundhed og miljø. Så de vil med en smileyordning få lettilgængelig viden om, hvilke kemikaliefirmaer der overholder kravene, og som det dermed på længere sigt kan betale sig at investere i.

Der er snart valg i Danmark og i EU. Så lad os høre, om vores folkevalgte er klar til at rejse forslagene i Folketinget og i Europa-Parlamentet.

By |2019-11-25T14:20:32+01:007. maj 2019|Artikel|0 Kommentarer

Stem grønt!

Mandag udkom en FN-rapport, der viser, at op mod én million arter er truet af udryddelse. I Storbritannien har parlamentet erklæret undtagelsestilstand for klimaet, men i Danmark sænker den nuværende regering hastigheden på den grønne omstilling. Derfor vil vi gerne opfordre dig til at stemme grønt ved dette valg.

For at bidrage til en saglig debat om miljø og klima vil vi i Det Økologiske Råd i løbet af valgkampen være #grøndetektor for nogle af de påstande, de politiske kandidater kommer med. Det betyder rent praktisk, at du kan gøre os opmærksom på udtalelser, du gerne vil have fakta-tjekket. Skriv til detektor@ecocouncil.dk eller brug hashtagget #grøndetektor.

By |2022-01-12T12:32:36+01:007. maj 2019|Artikel|0 Kommentarer

Energirådet – Ringkøbing-Skjern Kommune

https://www.youtube.com/watch?v=qc82pSUTPZ0&list=PL8AVFVp3OMwhj9LzCiEkbMKdFLCCIepNj&index=6

Energirådet – Ringkøbing-Skjern Kommune

Vil du vide mere?  

Vi har lavet en uddybende beskrivelse af Ringkøbing-Skjern Energiråd, hvori du kan læse mere om, hvordan projektet blev finansieret, hvilke resultater der blev opnået samt blive inspireret til, hvordan man i Ringkøbing-Skjern Kommune har valgt at gribe den grønne omstilling an.

Læs mere nederst på siden

By |2024-02-26T12:01:17+01:001. maj 2019|Artikel|Kommentarer lukket til Energirådet – Ringkøbing-Skjern Kommune
Go to Top