EU fremlægger ny ambitiøs kemikaliestrategi

EU har uden sammenligning den mest ambitiøse kemikalielovgivning i verden. Men ifølge Rådet for Grøn Omstilling er den dårligt implementeret og processerne foregår uendeligt langsomt, hvilket har ført til, at alt for mange problematiske kemikalier er blevet markedsført. Kemikalier, som mennesker og miljø dagligt udsættes for. Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling glæder sig derfor over de nye toner fra Kommissionen; 

I alt for mange år har industrien kunne slippe afsted med overtrædelser af REACH-lovgivningen. En af hjørnestenene i lovteksten er ’no-data no-market’, men alligevel er skadelige kemikalier blevet markedsført uden dokumentation for sikker anvendelse. Det tager let 10-20 år, at få et kemikalie af markedet igen. Absurd lang tid, når man tænker på de konsekvenser det har for mennesker og miljø i mellemtiden. Det er denne problemstilling Kommissionen nu ser ud til at tage livgreb med,” siger hun. 

Hormonforstyrrende stoffer og samvirkende effekter var blandt de områder, hvor Kommissionen udskød konkret lovgivning til senere, da REACH blev vedtaget i 2006. Dette forsøger den netop fremlagte strategi, om end meget sent, at tage hånd om. Hormonforstyrrende stoffer skal ud af forbrugerprodukter og der skal fremover indarbejdes en risikofaktor, som tager højde for de samvirkende effekter. 

Det er en lettelse, at disse områder endelig bliver taget seriøst. Det har allerede haft store konsekvenser, at de hormonforstyrrende stoffer næsten frit har kunnet anvendes i en lang række forbrugerprodukter. Nu må de ikke længere være i forbrugerprodukter, og det ser endda ud til, at det vil gælde for ikke bare enkelte stoffer, men hele kemikaliegrupper. De problematiske flourstoffer får særlig opmærksomhed og vil alle blive forbudt i EU. Et kæmpe skridt mod en meget sundere hverdag,” understreger Lone Mikkelsen. 

Skyerne vokser dog ikke ind i himlen. Mistænkte hormonforstyrrende stoffer bliver ikke nævnt i Kommissionens strategi, ligesom nanomaterialer kun er nævnt forbigående. Og det skrives flere gange, at der skal kunne gives særlig tilladelse til at anvende skadelige kemikalier, hvis der ikke findes egnede alternativer. Det ville se meget bedre ud, hvis Kommissionen skabte incitamenter til at udvikle egnede alternativer,” siger Lone Mikkelsen. 

Polymerer, som udgør byggestenene i plastik, vil fremover blive underlagt registreringskravene i REACH. Men der er ingen målsætninger i strategien om at reducere kemikalieproduktionen. Og ingen forstærkede sanktionsmuligheder for at stille de virksomheder til ansvar, som står bag de mange mangelfulde registreringer. ECHA’s årsrapporter viser, at op mod 70 procent af alle registreringer af kemikalier er mangelfulde. Det omfatter både mindre fejl og forglemmelser, men i mange tilfælde også alvorlige mangler. 

Overordnet set, får vi her langt mere end man kunne have forventet af Kommissionen, men strategien lader sig stadig meget tilbage at ønske, inden vi kan sige, at de produkter der er på markedet er uproblematiske at anvende. Alt i alt viser det dog positive udsigter for den fremtidige indsats på kemikalieområdet. Det er klart det sejeste træk jeg har set, i de 10 år jeg har arbejdet på området” slutter Lone Mikkelsen. 

By |2020-10-14T14:28:43+01:0014. oktober 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Regeringens klimaprogram har for mange fugle på taget

Regeringens har, som klimaloven dikterer, fremsat et klimaprogram som anskueliggør, hvordan de klimapolitiske målsætninger kan realiseres. Programmet redegør, ligesom Klimarådets analyser, for initiativer under såvel et implementerings- som et udviklingsspor, men i modsætning til Klimarådets anbefalinger vægtes udviklingssporet for højt, vurderer Rådet for Grøn Omstilling.

Klimaprogrammet illustrerer klart, at regeringen hellere vil vente, krydse fingre og håbe, at teknologien redder os, end de vil implementere seriøs og effektfuld klimapolitik i dag. Med den tilgang ender vi let med at udlede mere CO2 og ikke nå målsætningerne,” siger Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

Regeringen vurderer, at de konkrete initiativer, der er gennemført og fremlagt det seneste år, vil levere CO2-reduktioner i 2030 på ca. 6 mio. ton. Dette står overfor Klimarådets anbefaling om reduktioner på ca. 11 mio. ton i implementeringssporet. Dertil kommer, at en væsentlig del af reduktionerne i de besluttede tiltag er behæftet med stor usikkerhed., De er baseret på nye teknologier og bør ikke tælles med i implementeringssporet. De samlede CO2-reduktioner, der er baseret på kendte løsninger i implementeringssporet, er således markant lavere end Klimarådet anbefaler, lyder vurderingen fra Rådet for Grøn Omstilling.

”Der er for mange fugle på taget. Med de konkrete initiativer der i dag er fremlagt på energi, industri, affald og transport er der meget lang vej igen op til Klimarådets anbefalede 11 mio. ton reduktioner i implementeringssporet. Det bliver enten en lottokupon eller en ekstremt hård omgang for landbruget, som er den primære udleder, der ikke er omfattet af de fremlagte klimaplaner,” udtaler Claus Ekman.

Klimaprogrammets vægtning af udviklingssporet står ifølge Rådet for Grøn Omstilling i kontrast til både Parisaftalens målsætning og til forståelsespapiret bag regeringsdannelsen.

”Regeringen har lanceret en hockeystav, hvor vi slapper af i 10 år og så pludselig løser det hele lige før målstregen. Men der er tværtimod brug for at handle her og nu. Og vi ved godt hvordan det kan gøres. Bl.a. ved en grøn skattereform, en kraftig nedbringelse af antallet af fossilbiler og ved at starte en grundlæggende ændring af landbruget, bl.a. med udtagning af lavbundsjorde og med mere plantebaseret produktion”, udtaler Claus Ekman.

By |2023-06-01T10:57:15+01:0029. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Regeringen undervurderer markant potentialet for elektriske lastbiler

Mens regeringen med sit Klimaprogram viser, at en 70% reduktion af klimabelastningen i 2030 teoretisk er muligt, får programmet hård kritik for brugen af virkemidler på transportområdet – eller mangel på samme – særligt i forhold til tung transport.

”Det vil være en historisk fejltagelse ikke at udnytte nye teknologier, som elektrificering, til tung transport frem mod 2030. Elektrificering er den mest energieffektive løsning og kommer også til at være den billigste løsning,” siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Klima & Transport i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.

Mens den svenske regering netop har afsat 1 milliard svenske kroner til ladeinfrastruktur udelukkende til elektriske lastbiler, melder den danske regering ud i deres Klimaprogram 2030, at el-teknologien ikke er moden nok til at dække behovet for tung transport.

”Regeringen har tilsyneladende lavet et teknologivalg, som udelukkende fokuserer på brændstoffer. Fælles for 1. generations biobrændstoffer, P2X og biogas er, at de alle har en forbrændingsmotor og udleder CO2. Vi bør i stedet satse på nulemissionsteknologier som el og brint,” siger Jeppe Juul og fortsætter:

”Det er helt uforståeligt, at regeringen melder ud at elektrificering er en umoden teknologi i et 2030-perspektiv. De fleste lastbilproducenter har meldt ud, at de starter serieproduktion af elektriske lastbiler på 27 tons i 2022. Desuden regner flere lastbilproducenter med at elektriske lastbiler kommer til at stå for en større andel af lastbilsalget allerede i 2025,” siger Jeppe Juul.

I øjeblikket er der kun få mindre elektriske lastbiler på vejene i Danmark. Men store virksomheder som Arla og COOP har allerede købt større elektriske lastbiler og elektriske lastbiler forventes at spille en stor rolle ved distributionskørsel.

”Man kan spørge sig selv, hvorfor regeringen satser på P2X – en teknologi der, optimistisk set, først er klar i 2028, mens f.eks. verdens største lastbilproducent Daimler starter serieproduktion af 40 tons elektriske lastbiler, der kan køre 500 km på en opladning, allerede i 2024,” siger Jeppe Juul.

Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling vurderer, at det vil være muligt at elektrificere halvdelen af alle lastbiler i 2030.

By |2020-09-29T15:57:34+01:0029. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Plug-in hybridbiler forurener reelt som fossilbiler

Plug-in hybridbiler promoveres ofte som en type bil, der har fået det bedste fra to bilverdener: en forbrændingsmotor og et batteri. Bilproducenter sælger plug-in hybrider som et lavemissionskøretøj, fordi man kan veksle mellem at køre på el og fossilt brændstof.

Nu viser en analyse, foretaget af den europæiske miljøorganisation Transport & Environment, at plug-in hybridbiler i gennemsnit udleder 265 pct. mere CO2, end hvad der angives i salgsannoncerne fra bilproducenterne. Ydermere viser rapporten, at plug-in hybridbiler ofte har motoren tændt, selv når de kører på el. Det vil sige, at de i realiteten hverken kan betragtes som nulemission- eller lavemissionsbiler.  

”I virkeligheden er plug-in hybrider det værste fra to bilverdener: et lille batteri med kort rækkevidde og en forbrændingsmotor, der udleder CO2. Det er på rette tid, at myten om den bæredygtige hybridbil aflives. Der findes ikke nogen hybridbiler, heller ikke plug-in hybridbiler, der er klimavenlige. En plug-in hybridbil er tættere på at være en fossilbil end en elbil og bør behandles derefter,” siger Daria Rivin, rådgiver i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.

Rapportens beregninger viser, at en plug-in hybridbil over dens levetid udleder omtrent 28 tons CO2, hvor en benzin og diesel bil udleder hhv. 39 og 41 tons CO2. Til sammenligning udleder en elbil kun omtrent 3,8 tons CO2 over dens levetid, inkl. elforbrug.

Plug-in hybridbiler er i flere år blevet markedsført på en måde, som efter Rådet for Grøn Omstillings mening, er i modstrid med markedsføringsloven. Mange reklamer giver indtryk af, at plug-in hybriden reelt er en nulemissionsbil, der kun kører på strøm og ikke udleder CO2. Det er Rådet for Grøn Omstilling meget foruroliget over:

”Vi anbefaler på det kraftigste, at bilimportørerne og forhandlerne stopper den vildledende markedsføring af plug-in hybridbiler. Med den nuværende markedsføring bliver folk vildledt til at tro, at hybridbiler er en løsning på klimakrisen. Men vi skal have færre forurenende biler i Danmark, og det gælder også hybridbiler,” siger Daria Rivin.

En af udfordringerne ved plug-in hybridbiler er, at de som udgangspunkt skal lade hver dag i ca. fire timer, for at bruge batteriet optimalt. Til sammenligning lader en ny elbil i gennemsnit kun en til to gange om ugen, og kan lade fuldt op på fire timer, og kan ved hurtigladere lades op endnu hurtigere.  

”Plug-in hybrider er både langsommere til at lade og de optager unødigt længe pladsen ved offentligt tilgængelige ladestandere. Plug-in hybrider sælges som den fleksible løsning, men er i virkeligheden ret ufleksibel i forhold til en moderne elbil, der både kan køre længere og lade hurtigere,” siger Daria Rivin og fortsætter:

”Mange mennesker, der har haft et større kørselsbehov, har historisk været henvist til at købe plug-in hybridbiler på grund af elbilernes daværende begrænsede rækkevidde. Nu kan nye elbiler køre op til 600 km på batteriet og det overflødiggør dermed plug-in hybridbiler til næsten alle behov.”

Eldrup-kommissionen lægger op til at der gives betydelige afgiftsrabatter til plug-in hybridbiler, baseret på en vurdering af at batteri og benzin bruges lige meget.

”Den nye rapport modbeviser bl.a. grundlaget for Eldrup-kommissionens beregninger. Hvor der tidligere har været gættet på, hvor meget batteriet bliver brugt i plug-in hybridbiler, ved vi nu, at de stort set er lige så klimaskadende som almindelige fossilbiler. Det vil derfor være helt urimeligt at have særligt lave afgifter for plug-in hybridbiler eller at kalde dem lavemissionskøretøjer,” siger Daria Rivin.

Rådet for Grøn Omstilling forventer at Regeringens igangværende forhandlinger om fremtidens bilafgifter tager højde for den nye viden, som gives med rapporten.

Læs analysen fra Transport & Environment her

By |2020-09-25T13:04:39+01:0025. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Pinligt uambitiøst transportudspil fra regeringen

Rådet for Grøn Omstilling går ikke op i det specifikke antal elbiler på vejene i 2030. Det handler om antallet af fossilbiler og altså dermed, hvor meget CO2-udledning der fjernes fra vejene. Men et mål om 500.000 elbiler, som regeringen sigter efter, er ifølge organisationen alt for lavt i forhold til, hvor lidt det vil fortrænge antallet af fossilbiler.

Regeringen foreslår at vi reelt ikke gør noget ved bilers klimabelastning

Reelt foreslår regeringen at vi ikke gør noget ved klimabelastningen fra biler, der står næsten 60% af vejtransportens CO2-udslip. EU-kommissionen har foreslået at stramme CO2-kravene til nye biler i 2030, der, hvis de gennemføres, reelt vil medføre det ambitionsniveau regeringen foreslår. I praksis svarer det til at regeringen anbefaler at vi intet skal gøre. Det er helt, helt uforståeligt” siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Klima & Transport i Rådet for Grøn Omstilling.

Regeringen lægger op til en CO2-besparelse på 1 million ton i 2030. Det svarer til 1 ud af næsten 10 tons CO2 for lastbiler og personbiler i 2030. Besparelsen skal primært opnås ved at blande flere biobrændstoffer i de fossile brændstoffer.

Regeringen foreslår at øge energiforbruget i fossilbiler

Her gik vi og syntes at Eldrup-kommissionens anbefalinger var alt for uambitiøse. Men så kommer regeringen og topper dem med et forslag, der er endnu mere blottet for ambition. Regeringen foreslår i ramme alvor, at fossilbilers energiforbrug ikke skal falde i 2030, men stige. Med blot 500.000 elbiler i 2030, vil brændstofsalget til fossilbiler faktisk stige i forhold til i dag. Det er dybt godnat” siger Jeppe Juul.

Vejbeskatning til lastbiler er et godt fremskridt

Anderledes positiv er Rådet for Grøn Omstilling overfor regeringens forslag om at indføre vejbeskatning for lastbiler.

Det er positivt at regeringen vil indføre CO2-differentieret vejbeskatning for tung transport – et redskab, der er virkelig vigtigt i omstillingen af bl.a. lastbiler fra diesel, til el og brint. Her vil det være naturligt at også varebiler omfattes” siger Jeppe Juul.

Han understreger at der også bør indføres vejbeskatning af personbiler, som en del af en fremtidig finansiering fra vejtransporten. Rådet for Grøn Omstilling konkluderer, at det er tydeligt, at regeringen stadig regner med Finansministeriets regnemodeller, der gør den grønne omstilling markant dyrere end den egentlig er. Dette selvom det ikke længere kan forventes, at den grønne omstilling er gratis.

By |2020-09-25T07:04:35+01:0024. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

40 tons elektriske lastbiler lige om hjørnet

I mange år har forventningen været, at elektriske lastbiler først er køreklar efter 2030. Men små elektriske lastbiler blev allerede serieproduceret og solgt i slutningen af 2019, og inden for de næste par år kan man købe stadigt større elektriske lastbiler med længere rækkevidde. Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling har en klar forventning om, at elektrificeringen af tunge køretøjer kommer til at accelerere de næste par år.

”Udviklingen inden for elektriske lastbiler er gået overraskende hurtigt. Det skyldes primært udviklingen i batteriteknologi og prisen på batterier – og det bliver kun billigere fra nu af,” siger Daria Rivin, rådgiver i Klima & Transport i Rådet for Grøn Omstilling.

Senest har verdens største lastbilproducent, Daimler Trucks, meddelt at de starter serieproduktion af en 40 tons elektrisk lastbil, der kan køre op til 500 km på batteriet, allerede i 2024. Med 500 km på batteriet vil en elektrisk lastbil kunne dække 99% af antallet af ture kørt i Danmark.

”Vi forventer at man med en elektrisk lastbil på 40 tons og 500 km på batteriet kan omstille rigtig meget inden 2030. Med vores relativt korte distancer i Danmark og køre-hviletidsbestemmelserne efter 4,5 time, vil det ofte ikke være nødvendigt med et større batteri,” siger Daria Rivin.

Allerede i dag kan en stor del af distributionskørsel køres med elektriske lastbiler. Supermarkedsgiganten COOP får deres første elektriske lastbil fra Scania til efteråret. El-lastbilen har en totalvægt på 27 tons med køling og kan køre op til 140 km på en opladning.

”Over halvdelen af alle lastbiler i Danmark er under 27 tons totalvægt. Det er derfor allerede i dag muligt, med nuværende køretøjer, at omstille mange distributionslastbiler i de større byer,” siger Daria Rivin.

Foruden etablering af nulemissionszoner i de største byer i Danmark, anbefaler Rådet for Grøn Omstilling bl.a. støtte til køb af elektriske lastbiler og etablering af en rådgivningstjeneste for chauffører og vognmænd, så de kan få hjælp til at udskifte de fossile lastbiler med elektriske.

Rådet for Grøn Omstilling forventer, at op mod halvdelen af alle lastbiler i Danmark vil være elektriske i 2030.

By |2023-11-23T12:40:32+01:0018. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Samarbejdsaftale med Aalborg Portland bringer intet nyt til bordet

Aftalens reduktionsmål på 330.000 ton CO2 betyder, at Aalborg Portland skal reducere sin udledning frem mod 2030 med 30 % i forhold til deres 2019-niveau. Men der bringes desværre ikke noget nyt til bordet, siger Lars Køhler, Seniorrådgiver for Byggeri og Klima i Rådet for Grøn Omstilling: 

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har brug for alle de reduktioner, vi kan komme i nærheden af. Ikke mindst fra virksomhederne. Men når aftalen for det første er baseret på et reduktionsmål, som Aalborg Portland selv har sat for lang tid siden, og dernæst ikke indeholder noget konkret om det nye samarbejde, så er der altså ikke meget at juble over. Og det ærgrer mig. For vi har virkelig brug for noget at juble over.” 

Samarbejdsaftalen indeholder ikke nogen bindende krav, og ingen sanktioner, hvis aftalen ikke overholdes. Desuden kalder regeringen samarbejdsaftalen for en ”skabelon for fremtidige aftaler”. Og det bekymrer Lars Køhler.

Det er altså et problem hvis regeringen stadig har en ide om, at frivillige aftaler er løsningen, og kan danne model for ”vejen frem”. Vi har 30 års konkret erfaring, der tydeligt viser, at frivillighed ikke er nok. Nu bliver regeringen nødt til at stille klare krav til den nødvendige regulering,” mener Lars Køhler og fortsætter:

” Frivillighed og privat engagement er uhyre vigtigt, men det må aldrig danne skole for den grønne omstilling. Vi har brug for statslig styring og sikring af de nødvendige reduktioner. Og det får vi ikke ved at krydse fingre og håbe på handling.”

Samarbejdsaftalen kommer op til et efterår, hvor der skal diskuteres store klimaemner, så som bl.a. CO2-afgifter. CO2-afgifter som Aalborg Portland har modsat sig med henvisning til, at det ville føre til, at virksomheden flytter til udlandet.

Vi kan godt frygte at disse frivillige samarbejdsaftaler kan blive en undskyldning for netop ikke at indføre CO2-afgifter og anden nødvendig regulering. At denne aftale vil virke som en slags fredning af Aalborg Portland og vores erhvervsliv. Og det duer ikke,” siger Lars Køhler og fortsætter:

Vi har, selvom det vil komme til at gøre ondt på nogle af de danske virksomheder, brug for også at angribe efterspørgslen og mindske brugen af materialer med stor klimapåvirkning, så som beton, der på verdensplan udgør 8 % af de samlede udledninger. Det kan vi gøre ved fx at udskifte betonen med træ i vores bygninger og bærende konstruktioner.”

Der skal i efteråret også laves aftale for det regeringen kalder ”Bæredygtigt Byggeri”. Der bliver debatten om materialernes klimapåvirkning af stor vigtighed, og hvordan vi sikrer brugen af de rette materialer, vil blive et vigtigt emne.”Vi ved nu at klimapåvirkningen ved byggeriets materialer, den såkaldte indlejrede CO2, ved nybyggeri, faktisk er markant større end driftsenergien over bygningens samlede levetid. Derfor kommer politikerne ikke udenom at indføre skarpe CO2 krav/m2 til vores nybyggeri. Krav som branchen selv har bedt om, og som det kun kan gå for langsomt med at få indført i bygningsreglementet,” siger Lars Køhler.

By |2023-11-23T11:32:15+01:0016. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Mission: Mikroplastik – Ny kampagne skal informere om det usynlige plastikproblem

Der er fundet mikroplastik i krebsdyr, som lever på jordens dybeste sted i Marianergraven på 11 km dybde; der er fundet store mængder mikroplastik i sneen på Arktis og Svalbard; der er fundet mikroplastik højt oppe i Rocky Mountains; der er i mikroplastik i luften; og der er fundet mikroplastik i vores fødekæde bl.a. i frugt og grøntsager, vand og salt; og der er lavet flere studier, der indikerer at mikroplastik kan have effekt på menneskers sundhed. Mikroplastik er overalt, og vi ved nok til at skulle være bekymrede og til at gøre noget ved det.

Mikroplastik kom for alvor på danskernes læber med ”Karklud-bevægelsen” for et par år tilbage, hvor almindelige danskere flittigt strikkede karklude i bomuld for at undgå mikroplastikforurening fra de købte karklude af polyester. Det førte til, at mange detailkæder begyndte at sælge karklude uden mikroplastik. Men mikroplastik er ikke udelukkende borgernes ansvar. Faktisk er det meget begrænset, hvad den almindelige borger kan gøre for at bremse de største kilder til mikroplastikspild og forurening, som f.eks. slid af bildæk, maling, syntetiske tekstiler og tab af plastik pellets, der er råstoffet til mange plastikprodukter. Hvis vi skal løse problemerne med mikroplastik der tabes og spildes, skal industrien i langt højere grad på banen og holdes til ansvar for design af deres produkter.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.

Derfor har Rådet for Grøn Omstilling og Plastic Change taget initiativ til kampagnen Mission:Mikroplastik. Kampagnen skal informere om de største kilder til mikroplastik, der spildes til naturen, og samtidig være med til at sætte fokus på industriens ansvar for at lave produkter uden mikroplastik og ikke spilde mikroplastik i deres produktion.

Vi vil have danskerne med på Mission:Mikroplastik, så vi sammen kan råbe politikerne op og sikre, at mikroplastik og industriens ansvar kommer på den politiske dagsorden. EU-Kommissionens eget forsker-rådgivningsnetværk, SAPEA, har konkluderet, at hvis vi fortsætter udledningen af mikroplastik som nu, vil det udgøre en global trussel mod vores miljø indenfor en generation. Vi vil have de danske politikere til at kræve handling i EU og derfor skal danske politikere i kommende politiske tiltag på plastik medtage en klar indsats mod kilder til mikroplastik, herunder nanoplastik, som forskerne i SAPEA påpeger som et særligt ubelyst problem indenfor mikroplastik.

By |2020-09-16T12:53:13+01:0015. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Eldrup-kommissionen fejler i forhold til klimaet

Personbiler udgør omtrent 60% af vejtransportsektorens CO2-udledning. For at undgå for højt provenutab ved omstillingen til elektriske biler, blev Eldrup-kommissionen i 2019 sat til at undersøge afgiftsomlægninger for personbiler. I dag har Eldrup-kommissionen fremlagt deres anbefalinger til, hvordan vi kan få flere elbiler på vejene, uden at statskassen mister penge. Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling er skuffede over Kommissionens manglende fokus på udfasning af fossile biler.

Eldrup-kommissionen har foreslået en afgiftsomlægning af personbiler. Men har fejlet i forhold til at komme med et forslag til grøn omstilling af transportsektoren. Det er ærlig talt skuffende, at vi har ventet i 1,5 år på så lidt,” siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

Kommissionen anbefaler en afgiftsmodel, der forventes at give 750.000 elbiler på vejene i 2030 og en CO2-besparelse på 0,9 million tons. Rådet for Grøn Omstilling mener, at CO2-besparelsen er urimelig lille, og at det ensidige fokus på antallet af elbiler, grundlæggende er fejlagtigt.

Klimaet har brug for en anden form for ambition, end den der lægges op til i rapporten. Klimaet er ligeglad med, hvor mange elbiler, der er i Danmark. Det er antallet af fossilbiler på vejene, der er problemet. Derfor burde Kommissionen have lagt mere vægt på udfasning af fossile biler frem mod 2030 i deres fire konkrete afgiftsmodeller,” siger Jeppe Juul.

Grunden til at Kommissionen fravælger en mere ambitiøs anbefaling på 1 million elbiler i 2030, skyldes de samfundsøkonomiske omkostninger, også kaldet skyggeprisen.

Det kan ikke være rigtigt, at skyggeprisen pr. ton CO2 tillægges så stor værdi i Kommissionens anbefalinger. Skyggepriser kan ikke længere bruges som en undskyldning for ikke at lave grøn omstilling af transportsektoren – den tid er vi for længst forbi. Det skal være markant dyrere at forurene og belaste klimaet. Og derfor også at køre i fossile biler frem til 2030,” siger Jeppe Juul.

Rådet for Grøn Omstilling glæder sig dog over flere af de konkrete elementer, der foreslås af Kommissionen. Særligt indførslen af vejbeskatning, mener organisationen peger fremad.

Vi har brug for at rykke en større del af beskatningen fra køb af biler over på brug af biler, altså driften. Det er primært i driftsfasen biler forurener. Så det er positivt at se, at Kommissionen har fokus på vejbeskatning – også for udenlandske køretøjer. Samtidig er det også glædeligt med et stort fokus på salg af de mindre elbiler, så flere danskere kan få glæde af elbilerne,” siger Jeppe Juul.

Rådet for Grøn Omstilling mener, at det bør være et politisk mål at der højst er 1.500.000 fossilbiler på vejene i 2030 – ikke nødvendigvis hvor mange elbiler der er på vejene i 2030.

By |2020-09-09T09:58:27+01:007. september 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Kickstart klimakampen i køkkenet

Rådet for Grøn Omstilling udsender den 31. august 2020 følgende pressemeddelelse i samarbejde med Dansk Gartneri.

Danskerne skal ikke vente på en politisk klimaaftale, Fødevarestyrelsens officielle klimakostråd i 2021 eller en ny mærkningsordning baseret på CO2-udslip i en ikke nærmere bestemt fremtid.

Danskerne skal og kan selv kickstarte klimakampen i køkkenet med det samme. Det vigtigste er nemlig ikke præcise målinger og CO2-regnskaber for gulerødder med og uden top. Det vigtigste er, at danskerne ændrer adfærd, så vi spiser mere grønt og mindre kød. Det er alligevel de færreste, der vil leve efter en kalorie- eller klimatabel i praksis.

Rådet for Grøn Omstilling og Dansk Gartneri mener, at følgende fire tommelfingerregler vil være en fornuftig og enkel vejledning, som er til at forstå og nem at bruge i danskernes køkkener.

  1. Spis mere grønt og mindre kød
  2. Vælg frugt og grønt, som er i sæson
  3. Køb frugt og grønt fra Danmark
  4. Undgå madspild

Der er brug for at sprede og gentage enkle tommelfingerregler, hvis vi vil ændre danskernes adfærd i køkkenet. Præcis som Sundhedsstyrelsen kommunikerer enkle tommelfingerregler under corona-krisen, fremfor forbehold og detaljer.

Og har man brug for flere gode tips, så vil vi anbefale ’Madglade Klimatips’ fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet. De har for nylig lanceret kampagnen på www.klimatips.dk med flere idéer til, hvordan danskerne kan tilberede og spise mere klimavenlig mad.

Miljøorganisationer og brancheorganisationer, Klimaministeriet, Fødevarestyrelsen og mange andre trækker således i samme retning for at formidle det grønne budskab. Det kan ske med udgangspunkt i ovenstående fire tommelfingerregler, som vi ser som et vigtigt skridt til at kickstarte klimakampen i køkkenet. Klar, parat, start.

For yderligere information:

Claus Ekman, Direktør, Rådet for Grøn Omstilling, tlf. 3318 1933 eller claus@rgo.dk

Torben Lippert, Direktør, Dansk Gartneri, tlf. 3339 4549 eller tbl@danskgartneri.dk

By |2020-08-31T18:01:03+01:0031. august 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer
Go to Top