Om Julie Abrahams

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Julie Abrahams has created 640 blog entries.

Webinar: Fosfor og hav – hvordan håndterer vi ophobningen?

Vi skal sikre god økologisk tilstand i kystvandene, og alt tyder på, at der er lang vej endnu. Vandområdeplanerne har fokus på kvælstof, men fosfor udgør også et problem. Hvordan håndterer vi fosforressourcen bedst? Hvordan påvirker fosforpuljerne søer og hav? Hvilken effekt har udtagning af landbrugsjord på tilførsel af fosfor til vandmiljøet? Hvordan kommer vi bedst af med de store fosforpuljer? Og hvor lang tid vil det tage? 

Dette var spørgsmål vi med dette webinar gerne ville blive klogere på. Rådet for Grøn Omstilling satte med webinaret fokus på et vigtigt område hvor vores landbrugsaktiviteter har en konkret effekt på vandmiljøet. Der snakkes oftest om næringsstoffet kvælstof, når det kommer til at forbedre havets vandmiljø, men også fosfor har betydning. Samtidigt har vi de sidste 50 år ophobet store lagre af fosfor i landbrugsjord og sediment, som bidrager til et forringet vandmiljø – hvilket de vil gøre mange år endnu. 
Webinaret gjorde os klogere på bl.a. fosfors påvirkning af sø- og havmiljø, hvordan fosforproblematikken reguleres samt hvilke tiltag der kan begrænse tilførslen af fosfor til landbrugsjorderne samt hvordan fosfor bedre kan recirkuleres i et næringsstofkredsløb. 
Webinaret gav også anledning til en diskussion om i hvilket tidsperspektiv vi skal opfatte ændringer i tilførslen af næringsstoffer og om hvorvidt de positive effekter ved vådlægning af landbrugsjord opvejer en evt. øget fosforudledning i en kort årrække. 

Webinaret er en del af projektet Et Rent Hav For Alle, der er muliggjort med støtte fra Velux Fonden. Læs mere om projektet her: https://rgo.dk/projekt/et-rent-hav-for-alle/

Oplæg

Fosfor i landbrugsjord – forurening og knap ressource / Christian Ege, seniorkonsulent i Rådet for Grøn Omstilling 

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.

Korrektion: I oplægget i videoen bliver der sagt at det er 100.000 ha med lavt C-indhold, der bør udtages. Der skulle have stået ”højt” C-indhold. Fejlen er rettet i præsentationen, der kan downloades nedenfor.

Præsentationen kan downloades her

Vandplansscenarier og fosfor / Karen Timmermann, professor – DTU Aqua, kystøkologi 

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.

Præsentationen kan downloades her

Fosfor i søer – status – fremtid / Martin Søndergaard, seniorforsker – Institut for Ecoscience, sø-økologi, AU 

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.

Præsentationen kan downloades her

Fosfor i landskabet-set over årtier / Stiig Markager, professor – Institut for  Ecoscience, marin biodiversitet og eksperimentel økologi, AU 

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.

Præsentationen kan downloades her


Rapporter

Undervejs i webinaret blev chatten bl.a. brugt til at henvise til følgende rapporter, der yderligere belyser området: 

Fosforkortlægning af dyrkningsjord og vandområder i Danmark, DCE, AU, 2020: Https://dce2.au.dk/pub/SR397.pdf 

Virkemidler til reduktion af fosforbelastning af vandmiljøer, DCE, AU, 2020: 
https://dce2.au.dk/pub/SR379.pdf 

By |2022-04-29T13:09:40+01:0012. april 2022|Artikel|0 Kommentarer

Åbent brev: Udbredelse af varmepumper

Rådet for Grøn Omstilling mener ikke, at planen fra EU ’REPowerEU’ formår at skabe uafhængighed til fossilgas. Revision af Ecodesign og energimærket kan være en hurtig måde at sikre, at fossile varmekilder udskiftes med en renere opvarmningsform som varmepumper. Læs det åbne brevtil Præsident von der Leyden, vice-præsident Timmermans, kommissionær Simson og kommissionær breton længere nede på siden. 
By |2024-01-29T11:41:58+01:0011. april 2022|Brev|0 Kommentarer

Forbyd opvarmning med olie og naturgas

Af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver luftkvalitet & klima, og Julie Bangsgaard Abrahams, energirådgiver, Rådet for Grøn Omstilling. Artiklen er bragt i Randers Amtsavis, Horsens Folkeblad og andre lokalaviser.

De høje energipriser og krigen i Ukraine har fået danskernes øjne op for den problematiske brug af olie og naturgas til opvarmning i Danmark. Men det er ikke nok at snakke om det. Regeringen skal gå foran og forbyde opvarmning med olie og naturgas i danske hjem, da olie- og naturgas udleder store mængder klimaskadelig CO2. De grønne alternativer er klar.

En af de mest effektive måder at udfase af olie og naturgas er gennem lovgivning. Særligt haster det med et forbud mod installation af nye fossile fyr. Derfor bør det forbydes at installere nye olie- eller naturgasfyr i bygninger fra årsskiftet. I stedet skal fjernvarmenettet udrulles i byerne, og så skal der individuelle varmepumper i mindre tætbebyggede områder.

Herefter skal der indføres en slutdato for brug af olie og naturgas. Derfor bør opvarmning med olie og naturgas forbydes fra hhv. 2027 og 2030. Konkrete slutdatoer gør, at både borgere, myndigheder og forsyningsselskaber får en fast planlægningshorisont for den fremtidige varmeforsyning.

Støttemidler skal målrettes effektivt til nye forureningsfri opvarmningsformer. Det skal f.eks. ikke være muligt at få tilskud til varmepumper i områder, hvor der skal være fjernvarme. I stedet skal forsyningsselskaber hjælpe borgere med midlertidige løsninger, hvis fjernvarmen endnu ikke er klar og naturgasfyret bryder sammen.

Fremtidens opvarmning er forureningsfri. Krumtappen i den grønne omstilling er forureningsfri fjernvarme fra varmepumper i byerne og individuelle varmepumper uden for byerne. Dette skal kombineres med meget bedre isolering af boligmassen og varmelagre. Det er samtidig vigtigt at få udfaset afbrænding af træ, der har negative konsekvenser for klimaet, folkesundheden og naturen.

By |2022-04-11T10:17:16+01:0011. april 2022|Artikel|0 Kommentarer

Klage til Forbrugerombudsmanden vedrørende vildledende markedsføring af fossilgas

Rådet for Grøn Omstilling har sammen med 9 andre markante grønne organisationer klaget til Forbrugerombudsmanden om brugen af betegnelsen “naturgas” i markedsføringen af fossilgas.

Du kan tilgå klagen længere nede på denne side.

By |2022-04-11T10:31:53+01:0011. april 2022|Brev|0 Kommentarer

Høringssvar: revision af REACH-forordningen

Kommissionen har påbegyndt arbejdet med en revision af REACH-forordningen som annonceret i kemikaliestrategien for bæredygtighed. Revisionen følger Kommissionens bestemmelser om bedre regulering. Den omfatter en vurdering af mulige konsekvenser ved mulige ændringer i REACH ift.:

  • beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet
  • brugen af dyreforsøg
  • det indre markeds funktion
  • europæisk industris og virksomheders konkurrenceevne og innovation

Rådet for Grøn Omstilling lægger i høringssvaret særligt vægt på, at borgere og arbejdstagere samt miljøet i endnu højere grad bliver beskyttet mod skadelige kemikalier, ikke mindst de kemikalier som der manglede viden om, da REACH blev vedtaget i 2006. I dag har vi langt større viden, og den skal anvendes og integreres i lovgivningen.

Download hørignssvaret længere nede på denne side.

By |2022-04-11T08:39:02+01:0011. april 2022|Høringssvar|0 Kommentarer

Ny direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Det er en visionær og skarp kommunikatør, der 1. juni 2022 sætter sig for bordenden af miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling. Bjarke Møller er journalist og har dyb viden om dansk politik, europæiske forhold og ikke mindst grøn omstilling.

Rådet for Grøn Omstillings forperson, Tue Damsø, er da også meget tilfreds med at have fundet en direktør, der kan drive, udvikle og ikke mindst sikre miljøorganisationens rolle i årene frem.

”Bjarke Møller er selv en markant profil i den offentlige debat om den grønne omstilling. Derudover har han den ledelsesmæssige erfaring, der skal til for at drive og sikre rådets plads i et grønt NGO-landskab under forandring,” siger Tue Damsø.

Bjarke Møller er glad for bestyrelsens beslutning om at ansætte ham, og ser frem til at tage fat på opgaven som direktør.

”Aldrig tidligere har den grønne omstilling været vigtigere for os som samfund, så jeg glæder mig utroligt meget til at tage fat på arbejdet i Rådet for Grøn Omstilling. Jeg har dyb respekt for den store viden og høje faglige kvalitet, som Rådet har takket være mange dygtige fagmedarbejdere. Som direktør vil jeg bringe disse kompetencer endnu mere i spil, så Rådet også i fremtiden er en faglig velfunderet og respekteret aktør i den danske og europæiske debat om den grønne omstilling,” siger Bjarke Møller.

Fakta

Bjarke Møller er 56 år. Han er uddannet journalist og har tidligere været ansvarshavende chefredaktør på Mandag Morgen, samt direktør i Tænketanken Europa. Han er adjungeret professor på Copenhagen Business School og har senest skrevet bogen ’Håbets Politik’, hvori han giver sit bud på, hvordan Europa overvinder kriserne og bliver en grøn supermagt.

For mere information

Tue Damsø, forperson for Rådet for Grøn Omstilling, tlf. 2022 1373 eller mail: tue@rgo.dk

Bjarke Møller, kommende direktør i Rådet for Grøn Omstilling, tlf. 5156 1915 eller bjarkemol@gmail.com


By |2022-04-07T15:39:10+01:007. april 2022|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Flere dagligvarebutikker, skorstensfejere, brændesælgere og brændeovnsforhandlere anmeldt for greenwashing

Af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i luftforurening, Rådet for Grøn Omstilling

Brænde udleder store mængder CO2, helbredsskadelige og kræftfremkaldende partikler, sod, dioxiner og tjærestoffer, når det bliver brændt af. Faktisk er brændefyring den mest helbredsskadelige opvarmningsform i Danmark. Alligevel forsøger flere virksomheder at sælge brændefyring som en CO2-neutral, miljø- og klimavenlig løsning. Derfor har Rådet for Grøn Omstilling anmeldt en række butikskæder, skorstensfejere, brændesælgere og brændeovnsforhandlere for greenwashing og falsk markedsføring.

“Brændefyring er en ekstrem helbreds- og miljøskadelig opvarmningsform, der hvert år koster knap 300 danskere livet og giver store udgifter til sundhedsvæsenet. Sodpartikler og CO2 fra brændefyring bidrager til global opvarmning. Derfor er det stærkt problematisk, at nogle virksomheder forsøger at vildlede forbrugerne ved at markedsføre brændefyring som en CO2-neutral, miljø- og klimavenlig løsning. Dermed lokker erhvervslivet forbrugerne til at foretage sundheds- og klimaskadelige investeringer – der i sidste kommer til at koste både klimaet og forbrugerne dyrt. Det skal naturligvis stoppes,” siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver indenfor luftkvalitet & klima i Rådet for Grøn Omstilling.

Som forbruger bliver man fra mange virksomheders side mødt med vildledende budskaber så som, at brændeovne er CO2 neutrale og derfor ikke belaster miljøet” eller ”brændeovnene er svanemærkede, hvilket vil sige, at du får en miljøvenlig løsning.”
Desværre er det langt fra sandheden. Faktisk udleder en ny miljømærket brændeovn ifølge DCE ved Aarhus Universitet over 20 gange flere partikler end fjernvarme fra kul, over 200 gange flere partikler end varmepumper og ca. 20 gange flere partikler end oliefyr. Nyere miljømærkede brændeovne udleder tilmed også mere sod end gamle brændeovne.

Rådet for Grøn Omstilling har anmeldt 32 virksomheder til Forbrugerombudsmanden for greenwashing og vildledende markedsføring bl.a. Coop, Bilka, DAPO, Silvan, Morsø, Varde Ovne, Lotus, Pejseringen, pejsen.com, Roskilde Pejsecenter, HETA, HVAM, Aduro m.v.

De 32 anmeldte virksomheder er desværre ikke de eneste i branchen, der pynter sig med falske grønne fjer. Faktisk reklamerer mange flere med, at deres produkter er miljøvenlige. Alligevel er det Rådet for Grøn Omstillings vurdering, at de 32 udvalgte selskaber er nogle af dem, der er gået længst i deres vildledende markedsføring i forsøget på at lokke forbrugerne til at vælge brændefyring frem for miljø- og klimarigtige varmekilder.

By |2022-04-05T13:11:30+01:0027. marts 2022|Artikel|0 Kommentarer

Grønne aktører: Det er åbenlyst skørt, at Danmark hælder fødevarer i biltanken frem for i sultne maver

Indlæg bragt i Altinget Fødevarer fredag den 25. marts 2022 af Jeppe Juul, seniorrådgiver i klima og transport og Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace

Befinder man sig i et hul, er det som bekendt en god ide at stoppe med at grave. Den brutale invasion af Ukraine er netop nu ved at grave et stort hul under den globale fødevaresikkerhed.

Både Ukraine og Rusland er nemlig blandt verdens kornkamre. Tilsammen producerer de to lande en fjerdedel af verdens hvede og byg og mere end 60 procent af den globalt handlede solsikkeolie. Allerede i dag rationeres solsikkeolie i spanske, tyske og italienske supermarkeder og prisen på hvede er steget med omkring 50 procent siden starten af februar.

Desværre er vi i Danmark endnu ikke stoppet med at grave hullet dybere. Hver dag tanker vi nemlig store mængder biobrændsler, som er produceret på råvarer, som kunne have været brugt til fødevarer og foder.

Sat på spidsen hælder vi klimabelastende raps, korn og sukker i benzintanken i en situation, hvor verden snart kan opleve akut fødevaremangel.

Fødevarer bliver til brændstoffer

Faktisk er hullet under fødevaresikkerheden så dybt, at Europa-Kommissionen nu opfordrer medlemslandene til at øge produktionen af fødevarer.

Dette blandet andet ved reducere forbruget af biobrændstoffer, da det kan føre til “en reduktion af EU’s landbrugsareal, der bruges til produktion af biobrændstofråvarer og dermed lette presset på markederne for fødevarer og fodervarer”.

Det er jo åbenlyst skørt at raps, korn og sukker puttes i tanken og ikke i sultne maver

Kristine Clement & Jeppe Juul, hhv. Greenpeace og Rådet for Grøn Omstilling

I 2020 brugte Danmark 380 millioner liter biobrændstoffer, hvoraf omkring 90 procent er baseret på raps, korn og sukker – råvarer, der kunne have været brugt som fødevarer og foder. Vores forbrug lægger årligt beslag på enorme mængder landbrugsjord, både herhjemme og i udlandet. Det er ganske enkelt uansvarligt.

Ironisk nok blander vi biobrændstoffer i tanken af hensyn til klimaet. Men det er en bjørnetjeneste af dimensioner. Nogle biobrændstoffer lavet på råvarer, der normalt fungerer som foder og fødevarer, er nemlig op til tre gange mere klimaskadelige end fossil diesel. Dertil er biobrændstofferne også dyrere, end deres fossile modstykker.

Nøglen ligger hos klimaministeren

Biobrændstoffer fra foder og fødevarer har altså alle dage været en skidt ide. Men i en situation, hvor spanske supermarkeder har indført rationering på solsikkeolie og EU’s miljøministre vil tilsidesætte miljøhensyn af hensyn til fødevaresikkerheden – ja så er det jo åbenlyst skørt at raps, korn og sukker puttes i tanken og ikke i sultne maver.

Det er den danske biobrændstoflov, der dikterer, hvor stor en andel af den benzin og diesel vi tanker, som skal stamme fra biobrændstoffer.

Men da politikerne vedtog den danske biobrændstoflov, var man faktisk fremsynet nok til at forudse en situation som den, vi nu befinder os i. Loven tilsiger således, at klimaministeren i en krise kan fjerne kravet om iblanding af biobrændstoffer.

Vi mener derfor, at klimaministeren bør følge opfordringen fra Kommissionen og fjerne biobrændstoffer baseret på fødevarer og foder fra de danske tankstationer. Til gavn for klimaet, fødevaresikkerheden og danskernes omkostninger til både fødevarer og transport.

By |2022-03-25T13:36:34+01:0025. marts 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer

Sådan får du forureningsfri varme

Af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver luftkvalitet & klima, og Julie Bangsgaard Abrahams, energirådgiver, Rådet for Grøn Omstilling. Artiklen er bl.a. udgivet i Århus Stifttidende og Nordjyske Stifttidende.

Vinterens høje varmeregninger har med al tydelighed vist, at der er akut behov for at energirenovere store dele af den danske boligmasse. Den billigste og mest miljørigtige varme er den, vi ikke bruger. Samtidig øger energirenovering boligens værdi og komfort.

Dertil er behov for forureningsfri varmekilder. Miljø- og klimaskadelige oliefyr, gasfyr og brændefyring skal udfases til fordel for fjernvarme i byerne og individuelle varmepumper uden for byerne. Fjernvarmen skal primært baseres på varmepumper, geotermi, industriel overskudsvarme m.v., så vi minimerer afbrænding, der skader både miljø og klima.

Det haster derfor med klimavenlig varmeplanlægning i kommuner, der fortsat brænder olie, gas og træ. Husstande med individuel opvarmning med olie, gas og træ bør allerede nu skifte til fjernvarme i byerne (hvis muligt) og individuelle varmepumper uden for byerne, så de bliver en del af den grønne omstilling. Varmepumper og centrale/decentrale varmelagre er krumtappen i fremtidens varmeforsyning. Her får vi 2/3 af energien forærende. Og de kan køre på ren el fra vindmøller og solceller afbalanceret med norsk/svensk vandkraft.

Energistyrelsen har lige tilskudsordninger til energibesparelser og varmepumper. Skynd dig at søge, så du er klar til næste vinter.

By |2022-04-11T10:21:44+01:0025. marts 2022|Artikel|0 Kommentarer
Go to Top