Ungdom for fremtiden
Af Astrid Rasch
Trondheim, en aften i oktober. Klokken er syv, og mørket har lagt sig over universitetsbyen i nord. Femogtyve unge har taget en pause fra bøgerne for at samles til ‘klimapils’ i caféen. Her holder en ph.d.-studerende i filosofi et oplæg om plasthvalen − den, som sidste år blev fundet med maven fuld af plastik, og som skabte en masse debat om plastforurening. Hvad kan klimaforkæmpere lære af det, spørger han. Ved næste møde diskuterer vi Klimapanelets nyeste rapport og fraværet af politisk vilje. Som lektor i starten af trediverne er jeg egentlig lidt for gammel til at være med, men de unge er rummelige.
København, en efterårsmorgen. Op til Folketingets åbning holder en kulderesistent gruppe af unge mennesker ’48 timer for klimaet’ på trappen ind til Christiansborg. De vil sætte klimaet øverst på dagsordenen for det kommende folketingsår og den forestående valgkamp og afleverer breve til klimaministeren, hvor de deler deres bekymringer for fremtiden. Frem til valget mødes de hver torsdag morgen for at minde de folkevalgte om, at al politik er klimapolitik. Jeg følger med online og ærgrer mig over ikke at kunne stå og fryse med dem.
Med Brexit-afstemningen i Storbritannien endte den ældre befolknings euroskepsis med at bestemme fremtiden for en ungdom, der i overvældende grad ønsker at blive i EU. De unge må leve med konsekvenserne af den aldrende generations beslutninger. Det samme gælder klimaet. Temperaturstigninger i 2050 lyder meget fjernt. Men til den tid er de studerende i halvtredserne, og de kommer måske endda til at opleve det uendeligt fjerne næste århundrede. Deres børn gør med sikkerhed. De har ikke bare en moralsk, økologisk forpligtelse, men en helt personlig interesse i at sikre Jordens fremtid.
De er bekymrede, de er vrede, og de ældre generationer er nødt til at lytte til dem. Den eneste magt, de har, er som borgere, der kan lave larm. Der går stadig en rum tid, før nogen af dem sidder på de tunge poster i erhvervslivet, i Folketinget, på universitetet. Men vi har ikke den tid. Derfor har de unge brug for en håndsrækning. Når regeringen så fremlægger en grønvasket klimaplan, der ikke engang lever op til Parisaftalens mål, gør den grin med deres fremtid.
I studentermiljøer snakkes der meget om, hvorvidt det er rimeligt, at klimahandling bliver et individuelt ansvar. Hvilken forskel kan den enkelte overhovedet gøre? Regeringer gemmer sig gerne bag en lignende retorik nu på national skala: Det gør ingen forskel, om lille Danmark lægger afgifter på flyrejser eller kød. Folk tager blot flyet i nabolandet, og resten af verden fortsætter med at spise kød. Politikerne bruger den undskyldning til at undlade at handle, men de unge trodser denne logik. For dem er individuel og kollektiv handling ikke modsætninger, men gensidige betingelser. De ved, at indgreb i deres eget CO2-aftryk gør en lille, men nødvendig forskel. Og de ved, at man er nødt til at overbevise andre for at få den forandring, man drømmer om.
Der er noget demokratisk opløftende over at se de studerende bruge deres fritid på at diskutere klimaet, og hvad vi hver især og som fællesskab kan gøre. Gid deres aktive medborgerskab bliver taget seriøst af dem, som for alvor har magt.
Astrid Rasch er lektor ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet NTNU i Trondheim, Norge.
