Artikel fra Magasinet Grøn Omstilling, af Niklas Jørgensen 

Vi kigger ofte ud over det, havet. Det omgiver vores kystnation, og der er aldrig længere end 52 km til vandet, hvor end i landet man befinder sig. Dem, der kender til den verden, der udfolder sig under overfladen, er bekymrede. De beretter ofte om, hvordan et mylder af liv mange steder er forsvundet. Hvordan man som fisker før i tiden blot skulle kaste snøren ud for at få bid, mens man i dag sejler langt omkring i sin søgen efter fisk. Hvordan havbunden mange steder er forvandlet fra ålegræsskove, der er biodiversitetens arnested langs kysterne, til en gold, mudret slette uden synlige tegn på liv. 

Heldigvis er det muligt at vende udviklingen, og det tog man hul på i EU for snart tre årtier siden. I midten af 1990’erne indså man i EU, at der var brug for en samlet plan for at sikre et godt vandmiljø i medlemslandene. Den daværende lovgivning var for fragmenteret, og vandets tilstand var særdeles presset af især udledning fra landbruget, spildevand og aktiviteter til havs. Efterfølgende årelange forhandlinger førte endelig til, at Vandrammedirektivet blev implementeret i år 2000. Direktivet pålægger samtlige medlemslande hvert sjette år at udarbejde planer, der sikrer god tilstand i alle søer, vandløb, kystvande samt grundvand. Alle medlemslande skulle ifølge direktivet have opnået god tilstand i 2015 – men med mulighed for udsættelse til senest 2027. 

Som så mange andre lande nåede Danmark slet ikke målet i 2015. Vandrammedirektivet er i dag 22 år gammelt, og vi har fem år tilbage før den endelige frist for et sundt vandmiljø. Så nu presser vigtige spørgsmål sig på: Hvor langt er vi nået i dag, opnår vi god tilstand i havet inden 2027, og hvis ikke, hvad gør vi så?  

Blot fem procent har det godt 

Rent vand, god sigtbarhed, grønne enge af ålegræs og et rigt dyreliv. Det er, hvad havet kan byde på, når den økologiske tilstand er god. Desværre gælder dette for kun fem procent af vores kystvandsområder, som er den del af havet, der ligger inden for en sømil fra kysten. Faktisk har hele 73 procent af områderne ringe eller dårlig tilstand, viser målinger fra sidste år. Der kan eksempelvis være for mange alger, for mange miljøfarlige stoffer i vandet, eller ålegræsset kan være forsvundet. Nogle steder er vandet så grumset, at lyset ikke trænger ned til bunden. Her opstår der iltsvind, og bunden dækkes af et mudret lag af dødt plankton. Med andre ord: golde, livløse havbunde. 

Når vi bedømmer havets tilstand, ser vi efter lysforholdene, mængden af plankton, bundplanter og -dyr samt indholdet af kemiske og miljøfarlige stoffer. Alle disse elementer skal være i god tilstand, før et vandområde samlet set også er det. Og hvorfor er de så ikke det? Vores brug af havet har betydning – eksempelvis kan bundslæbende trawl ødelægge havbundens økosystemer, når fiskenettene slæbes af sted hen over havbunden. Skibsfartens brug af forurenende brændstof påvirker også havmiljøet. Men forurening fra landbrug og spildevand spiller en helt særlig stor rolle. 

Det store behov for gødning 

Når vi ser det danske land fra oven, er omkring 61 procent af landet inddelt i de så velkendte geometriske figurer i forskellige farver: marker. Vi er et intensivt dyrket land, hvor hvede, byg, majs og den skinnende gule raps fylder meget i det landlige billede. Op mod 80 procent af vores landbrugsareal bruges til at producere foder til vores mange svin, køer og andre landbrugsdyr. De store mængder dyr og afgrøder kræver store mængder næringsstoffer, særligt kvælstof og fosfor. Derfor tilfører landbrugene gødning til markerne – og også mere, end planterne optager. Det resulterer i, at de overskydende næringsstoffer udvaskes fra markerne af regnvand. De ender i vandløb og søer, hvorfra de føres videre ud i havet. Her fungerer de som næring for havets planter i stedet for raps og hvede. Desværre har vi i årtier udledt så mange næringsstoffer, at særligt én af havets plantearter har alt for meget vækst, nemlig alger. Processen kaldes eutrofiering, og den store mængde alger nedbryder havets økosystemer. Økosystemer, der kan være svære og tidskrævende at reetablere.  

Vi har længe vidst, at det stod skidt til, og siden starten af 1990’erne har vi da heldigvis sænket udledningen af kvælstof med 45 procent og fosfor med hele 70 procent. Men det skyldes især, at vi har forbedret spildevandsrensningen markant, ikke udledningen fra landbruget. Og vi er slet ikke i mål endnu. Landbruget står i dag for 70 procent af kvælstofudledningen og 65 procent af fosforudledningen, og udviklingen er her stagneret. Det hænger sammen med, at man med landbrugspakken i 2015 gav lov til at gøde mere end hidtil, hvilket EU har kritiseret de danske myndigheder for. Politikerne baserede desuden indsatsen for at sænke udledningen af næringsstoffer på frivillige ordninger. Det var dermed op til landmændene selv, om de havde lyst til f.eks. at etablere et vådområde, der tilbageholder næringsstoffer. De tiltag har slet ikke leveret i det omfang, man skønnede, og det går ud over havet. 

Skubber problemet til senere 

EU’s Vandrammedirektiv foreskriver, at medlemslandene hvert sjette år udarbejder en vandområdeplan for, hvordan der skal sikres god tilstand i vandmiljøet. Herhjemme er et udkast til den nuværende og sidste plan frem mod 2027 i høring indtil 22. juni i år. Planen beskriver, hvad man politisk vil gøre for at sikre god tilstand. Men det ser ikke godt ud.  

De seneste udregninger har vist, at for at nå god tilstand i vandmiljøet skal kvælstofudledningen reduceres med en fjerdedel, hvilket vil sige 13.000 ton per år. Fosforudledningen skal reduceres med omkring 6 procent eller 110 ton. Men de planer, som regeringen har fremlagt, indeholder kun indsatser for 10.800 ton kvælstof og blot 7 ton fosfor. Man har dermed skubbet resten af problemet til senere.  

Kvælstof betyder overordnet set mest for havets tilstand, og det er samtidigt mere omkostningseffektivt at begrænse kvælstofudledningen. Men fosforen må ikke glemmes. Fosfor skaber også eutrofiering, særligt i fjordene, og næringsstoffet ligger som store ophobninger på landbrugets jorder, som udvaskes over tid til skade for vandmiljøet. Det er derfor særligt kritisabelt, at man kun har fundet 7 ton reduktioner i en årlig udledning på omkring 2.000 ton. Man kan ikke blot basere indsatsen på, at mindre kvælstof skal ende i havet, fordi det er dyrt at gøre noget ved fosforproblemet.  

Alt i alt gør vi ikke nok, og vi gør det ikke godt nok. Der mangler politisk mod til at gøre op med vores alt for store husdyrproduktion og tilførsel af gødning til markerne. Vandmiljøet bekymrer sig ikke om virkemidlernes omkostningseffektivitet, og det koster nu en gang noget at rydde op efter årtiers forurening og omstille vores landbrugspraksis.

Her i slutspurten mod 2027 mangler modet stadig. Mod, der skal til for at leve op til vores forpligtelser over for både vandmiljøet og EU

Vi bliver nødt til at revurdere den måde, vi driver landbrug i Danmark. 

Vi kan gøre langt mere  

Det kan tage årtier for havets økosystemer at genetablere sig, selv hvis vi når reduktionsmålene. Af samme grund opnår vi langtfra god tilstand i alle områder inden fristen i 2027. Men det er værd at huske på, at jo mere vi gør nu, desto hurtigere vil vi opnå god tilstand efter 2027. Derfor skal reduktionsmålene nås nu – og ikke udsættes, som man netop har gjort med udkastet til vandområdeplanerne. Vi må som minimum levere det, vi skal. 

Derudover kan vi gøre langt mere for vandmiljøet ved at sætte ind både på land og til havs.  

Vi skal først og fremmest have øje for tilførslen af næringsstoffer, frem for ensidigt at fokusere på udledning fra markerne. Udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning og randzoner er eksempler på virkemidler, der effektivt mindsker tilførsel af næringsstoffer, da man ophører med at dyrke arealerne. Det vil også tilbageholde flere næringsstoffer, sænke udledningen af drivhusgasser og forbedre biodiversiteten. Det går lige nu alt for langsomt. Vi skal have fart på disse tiltag.  

Samtidigt skal det gå hånd-i-hånd med en reduktion i antallet af husdyr og dermed også mængden af husdyrgødning. Færre dyr vil frigive store arealer, som vi i dag bruger til at dyrke foderafgrøder til dyr. Jord, vi kan tage ud af produktion.

At spise mindre kød er ikke kun for klimaets skyld, det kan også være for havets

 
Vi importerer gødning og foder til dyrene, som indeholder store mængder fosfor, der ophobes på marker og i havet. Vi må derfor helt stoppe importen af fosfor og udnytte og recirkulere de fosforressourcer, der er herhjemme, bedre. Et skridt på vejen er at lægge en afgift på importeret fosfor. Et andet er, at vi begrænser, hvor meget fosfor man må tilføre markerne, så vi kan udnytte de puljer, der er ophobet i jorden. 

Derudover skal vi sørge for, at der stilles strengere krav til rensning af spildevand, så endnu flere miljøfarlige stoffer og næringsstoffer fra byer, industri og hospitaler fanges, inden de når vandmiljøet. Teknologien findes, så politikerne skal blot tage en beslutning.  

Det haster med at komme havmiljøet til undsætning. Men løsningerne findes. Vi når ikke god tilstand i havet langs kysterne til 2027, og vi skal sandsynligvis lægge årtier til. Men det kan lade sig gøre. Jo mere vi gør nu, desto hurtigere får vi livet i havet tilbage.

Denne artikel er fra temaet ’Grønt håb for det blå ocean’ i vores sommernummer af Magasinet Grøn Omstilling. Du kan blive medlem eller abonnent, så sender vi bladet til dig med posten. 

Artikel fra Magasinet Grøn Omstilling, af Lone Mikkelsen 

Endelig er det igen den tid på året, hvor mange af os valfarter til de danske badestrande for at tage en svømmetur eller plaske i vandet med vores børn. Det er billedet af ren sommeridyl. Desværre er billedet knap så idyllisk, når vi bevæger os under havoverfladen. For i det danske vandmiljø udledes der skadelige stoffer fra land, og vi har ikke fuldt overblik over hvor meget eller hvorhenne. I ti år har Danmark overhørt dét, som miljøminister Lea Wermelin selv kalder ‘krads kritik’ fra EU-Kommissionen: Vi har ikke tilstrækkelig viden om, hvilke stoffer der er i det danske vandmiljø. Vi ved dog nok til, at noget må gøres – og vi skal gøre det nu. 

Ringe krav til spildevand 

I starten af 2021 kom det frem, at vores drikkevand og vandmiljø flere steder i landet er forurenet med det giftige kemikalie PFOS, der bl.a. stammer fra brandslukningsskum. Den sag har fået miljøfarlige stoffer i vandmiljøet højere op på den miljøpolitiske dagsorden. Således har politikerne skærpet grænseværdierne for giftstoffet PFOS i drikkevand og jord herhjemme. 

Men når det kommer til spildevand, er der ikke sat grænseværdier for, hvad der må være i selve spildevandet, heller ikke for PFOS. I stedet findes der fra EU’s side grænseværdier for, hvad der må være i det vandmiljø, man udleder til. Det betyder, at man i værste fald kan fortynde sig ud af problemerne. Det er, på trods af at miljøfarlige stoffer kan udgøre en risiko for menneskers sundhed og for plante- og dyreliv i havet. De kan bl.a. være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, og forskningen har vist mange eksempler på forstyrrelser i økosystemerne, som f.eks. kønsforstyrrelser hos fisk og snegle. 

Netop fordi man ved, at spildevand indeholder miljøfarlige stoffer, der kan være farlige for menneskers sundhed, har man lavet vejledende grænseværdier for spildevandsslam. Det spredes ofte på marker og kan dermed ende i vores korn og majs. Men ingen har sat krav til, at renseanlæggene skal fjerne de miljøfarlige stoffer i spildevandet. Dette burde gå hånd i hånd. 

I Danmark er renseanlæg bygget til at rense spildevandet for næringsstoffer og organisk stof, men ikke for miljøfarlige stoffer. Det er vigtigt at have fokus på næringsstofudledningen, da vores særdeles intensive landbrug udleder enorme mængder næringsstoffer, som i høj grad bidrager til havmiljøets dårlige tilstand. Ifølge EU’s vandrammedirektiv skal der være ‘god økologisk tilstand’ senest i 2027, og der skal gøres noget ved næringsstofferne. Samme direktiv stiller dog også krav til ‘god kemisk tilstand’ i vandmiljøet, men her har Danmark mildest talt sovet i timen. 85 procent af de danske kystvande er i ‘dårlig kemisk tilstand’. For resten af det danske vandmiljø – bl.a. søer og vandløb – står det i værste fald endnu værre til. Her har vi slet ikke målt på hovedparten af de områder, der er krav til. Alligevel har Danmark valgt at overhøre direkte kritik fra EU-Kommissionen, som går helt tilbage til 2012, og som blev gentaget i 2019. 

De målinger, der trods alt findes, viser, at vi via spildevand, vandløb og luften forurener havet med bl.a. fluorstoffer, flammehæmmere, PAH’er, medicinrester og pesticider. Og det er blot et udvalg af mange flere typer af miljøfarlige stoffer, som kan ende i vandmiljøet omkring os. Ikke alle er skadelige, men mange er.

Og vi ved altså ikke, hvad og hvilke koncentrationer af kemikalier vi og vores børn bader i, eller hvad fisk og muslinger er omgivet af og optager via føden. Målerne ved badestrande og havnebade tjekker for bakterier, ikke kemikalier og andre miljøfarlige stoffer. 

Grønne toner fra EU 

Den store udledning af miljøfarlige stoffer skyldes primært to ting – dels at vi ikke i tilstrækkelig grad forbyder og på anden vis regulerer de kemikalier, der anvendes i byggeri, elektronik, cremer og andre forbrugerprodukter, dels at vi har for få krav til, hvad der udledes til vores vandmiljø, f.eks. via renseanlæg. 

De seneste år har vi heldigvis set en tendens til, at EU tænker bæredygtighed ind, når nye strategier og lovforslag fremlægges. I 2019 lancerede Kommissionen ‘EU’s Grønne Pagt’, der bl.a. fastsætter ambitionen om at opnå nulforurening og et giftfrit miljø. Som led i denne ambition præsenterede Kommissionen året efter ‘EU’s Kemikaliestrategi for Bæredygtighed’. Her så vi for første gang, siden EU’s kemikalielovgivning REACH blev vedtaget i 2006, reelt muligheden for en seriøs opgradering og forstærkning af lovteksten, herunder at langt flere kemikalier kan blive forbudt og udfaset. Og i forlængelse af denne strategi har Kommissionen for nyligt fremlagt en køreplan, der lægger op til forbud mod tusinder af skadelige kemikalier. I dag undersøger man ét kemikalie ad gangen og tager ikke hensyn til, at mange ligner hinanden kemisk og dermed sandsynligvis også har ensartede effekter. Med denne køreplan lægges der op til, at grupper af kemikalier skal kunne forbydes på én gang, hvilket kan betyde forbud mod flere tusinde kemikalier ad gangen. Det hele skal dog stadig forhandles på plads og siden vedtages. 

Gemmer os bag uvidenhed 

Mindre positiv er udsigten til, at der stilles flere krav til det spildevand, vi udleder. EU har kun få initiativer for at begrænse kemien i vandmiljøet. Det er et overset – nærmest helt ignoreret – miljøproblem. Forurening med næringsstoffer er derimod et veldefineret og anerkendt problem, og man kender konsekvenserne. Vi ved simpelthen alt for lidt om de effekter og konsekvenser, som miljøfarlige kemikalier har for vand- og havmiljøets økosystemer. Måske er det netop derfor, at vi fortsat ikke måler i tilstrækkelig grad, selvom Kommissionen har været efter os. Vi har længe gemt os bag denne ‘lykkelige’ uvidenhed. Men vi ser heldigvis lyspunkter. Et eksempel er det partnerskab for miljøfarlige stoffer, som miljøministeren har nedsat under strategien for miljøfarlige stoffer. Her sættes der netop fokus på vidensindsamling med henblik på genbesøg af vandområdeplanerne i 2023/24. Det vil også være afgørende, at regeringen sikrer midler til at styrke Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø (NOVANA), så vi kan blive meget klogere på, hvad der gemmer sig af kemikalier i vandet, og hvilke effekter de har. 

Der skal renses 

Ud over at vi skal måle mere på havets kemiske tilstand, så ligger især ét initiativ lige til højrebenet. Fra husstande, industri og hospitaler ryger der massive mængder miljøfarlige stoffer til renseanlæggene, som ikke er bygget til at fjerne alle disse stoffer. Men rent faktisk har mange danske miljøteknologiske virksomheder allerede en række effektive renseløsninger, som endda også ofte er mere energieffektive end konkurrerende teknologier. Dem burde vi kigge på og udbrede til hele landet. Miljøministeriet herhjemme affejer dog disse teknologier med, at det er for dyrt. Men har vi i virkeligheden råd til at lade være? Og vil vi virkelig sidde EU’s krav til ‘god kemisk tilstand’ i vandmiljøet overhørig, når det skal være opfyldt senest i 2027? Det kan vi simpelthen ikke. Omkostningerne ved at lade stå til er alt andet lige langt større, da det vil gå ud over havmiljøet, fisk, muslinger og kystsamfundene. Desuden er antallet af forskellige kemikalier og den mængde, vi anvender, historisk kun gået en vej – opad. 

Løsningen er derfor klar. Politikerne skal hurtigst muligt sørge for, at alt vand, der udledes i miljøet, renses for miljøfremmede stoffer. Det gælder rensning af vand på både centrale og decentrale renseanlæg (f.eks. industri og hospitaler). Og der skal stilles lovkrav om, at danske renseanlæg skal reducere deres udledning af miljøfarlige stoffer. Det er virkelig på høje tid, at Danmark lægger sig i selen for at skabe et rent hav for alle. 

Denne artikel er fra temaet ’Grønt håb for det blå ocean’ i vores sommernummer af Magasinet Grøn Omstilling.

Artikel fra Magasinet Grøn Omstilling, af Helene Chéret 

”Vi har brug for håb for at løse den grønne omstilling, ellers klarer vi den ikke. Men vi skal også være hudløst ærlige om, hvor svær en opgave vi står over for. For alt det, vi har gjort hidtil, skal ændres.”  

Sådan lyder det fra Bjarke Møller, som er ny direktør for Rådet for Grøn Omstilling. Han har tidligere været direktør for Tænketanken Europa, chefredaktør hos Mandag Morgen og arbejdet på en række medier som journalist. Han befinder sig lidt i et krydsfelt mellem journalistikken, det akademiske og det miljøaktivistiske, og så beskriver han sig selv som en stifinder, en, der gerne vil finde nye løsninger.  

Bjarke Møller er overbevist om, at vi kan skabe grøn forandring over hele linjen, hvis bare vi vil. Men det kræver, at vi lytter, sætter os sammen og er modige. Og vi skal i gang nu, for det haster. FN’s seneste klimarapport viser, at vi kun har tre år til at knække CO_2–udledningskurven, og at vi lige nu har kurs mod over tre graders temperaturstigning. 

”Vi skal handle øjeblikkeligt. Vi har accelererende klimaforandringer, en biodiversitetskrise og ødelæggelser af den natur, som vores økonomi hviler på. Og vi er slet ikke på rette kurs. Det bliver vi nødt til at erkende. I over 100 år har vi ødelagt naturen, og vi støtter og investerer stadig i fossil infrastruktur,” siger Bjarke Møller og fortsætter:  

”Derfor kan vi ikke satse på små korrektioner med lidt CO₂-afgifter her og lidt anden grøn omstilling der. Det er for naivt. De små korrektioners politik fører til klimaforandringer, der bringer os ud over tipping points, hvor vi mister muligheden for at handle. Der findes en masse små løsninger derude, men det skal op i en helt anden skala.”  

For Bjarke Møller er det vigtigt, at folk forstår, hvor afhængige vi mennesker egentlig er af naturen, at vi ikke står uden for naturen som store kejsere, der kan dominere og bruge den som instrument. At vores velstand afhænger af den rigdom, der skabes i naturen. 

Han har tidligere været miljøaktivist i NOAH, hvor han i 1980’erne var optaget af de lokale vandløb, dernæst Tjernobylkatastrofen, og da FN’s Brundtlandrapport om global bæredygtighed landede i 1987, blev det hele tydeligt for ham: Klima og miljø var grænseoverskridende problemer, som havde brug for en europæisk tilgang. Imens bevægede verden sig desværre længere og længere mod, hvor vi er dag, med overforbrug, pres på naturressourcerne og EU’s afhængighed af energi fra Rusland og andre ustabile stater.  

Et mere robust samfund 

Ruslands angreb på Ukraine har på en måde revet vores skyklapper af. Vi er blevet chokerede over ødelæggelserne og brutaliteten, som vi troede hørte fortiden til i Europa. Men samtidig er det også blevet tydeligt, hvor afhængige vi er af at importere gas, olie, træ, kunstgødning og fødevarer. 

Ifølge Bjarke Møller bliver vi nødt til at gøre samfundet mere robust. Og det kræver helt nye måder at gøre tingene på. Han er fortaler for, at Europa så hurtigt som muligt omstiller energisektoren til 100 procent vedvarende energi. Ifølge en rapport fra Stanford Universitet vil det koste 5200 mia. euro. 

”Det lyder af meget, men i coronaepidemiens første år lykkedes det EU at finde 4800 euro til de statslige nødplaner. Samtidig er denne løsning ifølge rapporten markant billigere end det fossile spor. Desuden kan det europæiske samfund undgå mange af de 400.000 dødsfald om året, der i første række skyldes luftforurening fra afbrænding af fossile brændsler,” siger Bjarke Møller.  

”Med krigen i Ukraine har vi pludselig opdaget, at vi bliver nødt til at gøre noget ved den energiafhængighed, som vi som narkomaner har lullet os ind i de senere år.

Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling 

“Og samtidig ved vi nu, at den fossile økonomi er blevet den dyreste vej, man overhovedet kan vælge. Den ødelægger vores miljø og klima, og den koster næsten lige så mange menneskeliv, som coronaepidemien pga. af luftforurening. Det sikkerhedsmæssige og økonomisk rationelle valg i dag vil være at satse massivt på vedvarende energi. Og under coronaepidemien fandt vi pengene, så vi kan også gøre det nu,” siger han.  

Håb er afgørende 

Når Bjarke Møller skal beskrive sig selv, tager han afstand til ord som optimist, pessimist eller idealist. Han vil hellere tale om håb.  

”I øjeblikket er det populært at sige, at håb ikke er en strategi. Det er noget pladder. Håb er den afgørende del af enhver strategi for samfundsforandring. Hvis ikke folk har en følelse af håb for, at vi kan komme ud på den anden side, så er der ingen strategier og ingen samfundsforandringer, der kan lykkes. Vi har brug for en følelse af, at vi faktisk godt kan klare det,” siger han og fortsætter:  

”Nu har vi erfaringerne fra coronakrisen, hvor vi i Danmark kom nogenlunde helskindede igennem, og hvor man i Europa skaffede milliarder af vacciner, så vi kunne få vores frihed til at bevæge os tilbage. Historien har vist, at når vi rykker sammen på tværs af forskelle, kan vi godt klare det. Og derfor er jeg håbefuld, også for klimaet.” 

Men Bjarke Møller mener ikke, vi blot kan sætte vores lid til eksperter og politikere. Borgerne skal være med, ellers vil det ikke lykkes. Derfor ser han borgerting som en god mulighed. 

”Grøn omstilling er ikke kun en opgave for politikerne. Det er også dig og mig. Vi kan sammen gøre en forskel. Derfor er der brug for borgerting, som involverer folk tidligt i processen, så vi kan få alle de gode ideer frem. Samtidig ved vi fra adfærdspsykologien, at hvis folk oplever, at de bliver påtvunget noget, så reagerer de imod det. Samfundsforandringer skabes med folk. Hvis de føler medejerskab, så får du adfærdsændringer med det samme. Når man sætter sig omkring et bord, så sker der noget. Det har vi set i Frankrig og i Danmark med klimaborgerting. Der ligger en enorm vilje til at være med til at løse de her problemer. Folk skal kunne se sig selv i forandringen, og at der er nogle konkrete måder at gøre det på. Og så er det, du ser forslag som i Frankrig, hvor de vil nedlægge indenrigsflyruter for at få folk over i tog – meget mere radikale ting, end politikerne turde foreslå.” 

I det hele taget mener Bjarke Møller, at den grønne omstilling kan bringe mange gode ting med sig.  

”Det er jo et kæmpeproblem, at biodiversiteten er truet og temperaturerne stiger. Men måske kan det også være en frigørende katastrofe, dvs. vi har her mulighed for at skabe et bedre samfund med balance i forhold til naturen, men som også er socialt bæredygtigt.

Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling 

“Dvs. et samfund, hvor mennesker trives, har det meget bedre og ikke går ned med stress. Så for mig handler den grønne omstilling om en større transformation af vores samfund, hvor vi får en ny relation til naturen og til hinanden. Vi kan kun glæde os til den fremtid.” siger Bjarke.

Denne artikel er fra vores sommernummer af Magasinet Grøn Omstilling. Du kan blive medlem eller abonnent, så sender vi bladet til dig med posten.

Artikel til Magasinet Grøn Omstilling, af Therese Holter, konsulent i Rådet for Grøn Omstilling

Hvordan kan det være, at så mange af os er langsomme til at ændre vaner i en mere grøn retning? Vi ved, at vores livsstil har voldsomme konsekvenser for livet på kloden. Men når jeg betragter mig selv og mennesker omkring mig, tager vi måske nok lidt mere grønne valg i livet, men få laver fundamentale skift. Hvorfor er det sådan?  

Det spørgsmål har jeg bedt to eksperter om at besvare. Den første er Andrea Veggerby Lind. Hun skriver ph.d. på Københavns Universitet om klimakommunikation ud fra et psykologisk perspektiv. Hun starter med at slå fast, at viden ikke er nok. 

”Mange tror, at forstår man videnskaben, så rykker man på sin adfærd. Men ikke alle har lavet de konkrete link mellem deres egne handlinger og klimaforandringerne. De har brug for mere viden om, hvorfor de skal betale ekstra for bestemte varer, eller hvorfor de skal undvære bestemte ting. De anerkender, at der skal ske forandringer, men er usikre på, hvad og hvor meget de selv bør ændre,” siger hun. 

Jeg selv oplever, at der kan opstå en lidt akavet stemning, når jeg forsøger at hjælpe mennesker omkring mig med at forstå, at vores adfærd hænger sammen med klimakrisen. Ifølge Andrea Veggerby Lind handler det om, at langt de fleste i dag anerkender problematikken ved klimaforandringerne, men at der alligevel kan være modstand mod grøn omstilling.  

”Modstanden kan være sværere at pinpointe som modstand. Det kaldes også ‘forsinkelsesdiskurs’. Det kan f.eks. være, at man kun vil acceptere ikke-transformative løsninger, dvs. at løsninger ikke rigtigt må koste noget eller ændre synderligt på vores normale levevis. Eller at man går ud fra, at teknologien løser det hele. Ofte ligger der rationelle overvejelserne bag dele af de holdninger, og dem klynger folk sig til. Men i det store billede kan de forsinke tilstrækkeligt ambitiøse ændringer i tide. Det kan være et godt udgangspunkt at forsøge at forstå, hvor de forståelser af omstillingen kommer fra. Sådan kan I finde en fællesnævner, og så kan du begynde at tydeliggøre med fakta, hvorfor de holdninger faktisk kan forsinke omstilling ved at vildlede debatten,” siger hun.  

Kløften mellem venstre og højre 

Klimaholdninger kan påvirkes af meget andet end klimavidenskab. Her nævner Andrea Veggerby Lind politisk ståsted som et vigtigt i eksempel, og I USA er det særligt tydeligt.  

 ”Hvis din politiske identitet er tæt bundet sammen med din holdning til klima, er fakta alene ikke nok til at ændre din holdning. I USA kommunikeres klima i høj grad som et venstreorienteret emne, og det støder de højreorienterede væk. I Danmark har vi en mindre kløft mellem højre og venstre, og samlet set er vi mere progressive. Derudover har vi grønne fortællinger som det danske vindmølleeventyr, der kobler grøn omstilling og økonomisk vækst. Så sammenhængen mellem ideologi og klimaopfattelser ser meget anderledes ud i Danmark.” 

Hvordan kan jeg selv tale om klima og grøn omstilling med venner og familie, som er mindre klimaengagerede, uden at skabe unødig afstand eller konflikt? Er det overhovedet en god idé at prøve? 

”Det gør en kæmpe forskel, at man overhovedet taler om klimaet privat. Hvis vi mennesker opfatter, at der er social konsensus om f.eks. at spise mindre kød, så er det mere sandsynligt, at vi selv ønsker det. Så samtale giver vigtig information, og derfor er samtale vigtigt i sig selv,” siger Andrea Veggerby Lind og fortsætter:  

”Hvis du spørger til, hvad andre selv gør eller synes, så giver det samtalepartneren mulighed for selv at formulere sine begrundelser og værdier. De færreste bryder sig om at blive belært, så dialog indebærer respekt og nysgerrighed på andres bekymringer. Det er forskelligt, hvad vi hver især tillægger værdi – for nogle drejer klimahandling sig om at levere verden videre til børnebørn, for andre om at passe på naturen. Når man diskuterer klima blandt venner og familie, bliver man tvunget til at gøre sig klart, hvad ens eget standpunkt er, og for langt de fleste vil det vise sig at være til omstillingens fordel.” 

Det skal være nemt 

Hvordan kan man hjælpe ændringer i adfærd på vej? Det ved Simon Elsborg Nygaard en del om. Han er ph.d. i bæredygtighedspsykologi.  

”Når vi taler om grønne valg, handler det ofte om at gøre ‘det rigtige’. Men der er flere ting, vi mennesker synes er ‘det rigtige’ at gøre. Nogle gange er de modstridende. Mange er enige i, at det rigtige er at bruge mindre energi. Men det rigtige kan også være at sørge for, at familien ikke fryser derhjemme, og dermed at skrue op for varmen. Ud over det etisk rigtige er der andre vigtige faktorer på spil. Det betyder noget, om valg er lette at tage, om de er nydelsesfulde, og om vi kan opnå noget, vi gerne vil have, ” siger han og fortsætter:  

”Dernæst er det også vigtigt, at vores valg understøttes af de sociale normer. Hvis det ‘rigtige valg’ er dyrt, besværligt, mindre nydelsesfuldt og ikke er noget, andre gør, så vil vi være mindre tilbøjelige til at gøre det. Hvis jeg f.eks. er bekymret for at tabe social status ved at gå i genbrugstøj, vil jeg være mere tilbøjelig til at købe nyt. Det er lettest at handle, når de fem motiverende faktorer peger i samme retning. Altså når det, der er etisk rigtigt, samtidig er nemt, nydelsesfuldt, vinder tid, penge eller status og understøttes af sociale normer.” 

Så ifølge Simon Elsborg Nygaard kan vi gøre det nemmere at skrue ned for varmen ved at lægge yndlingstrøjen frem på hjemmekontorpladsen. Så er det hurtigere at tage den på end at rejse sig og skrue op for varmen. Eller aftale at bruge de penge, jeg sparer i energiregning, på en lækker middag eller en koncertoplevelse. Fra samfundets side kan man fremme grønnere adfærd ved at udnytte viden om sociale normer og sørge for, at den adfærd, vi ønsker, er synlig ved f.eks. at lade offentlige arbejdspladser gå forrest som rollemodeller. 

De pokkers flyrejser 

Jeg nævner min egen lyst til eventyr ved at rejse til steder, der kræver flytransport – det er let, billigt og nydelsesfuldt. Så det vil være op ad bakke for mig at ændre den vane, ikke sandt? Efter Simon Elsborg Nygaard mening lyder det ikke, som om jeg kan flyve 100 procent lykkeligt, fordi det strider mod nogle af mine værdier. Hvis det er eventyret i rejsen, der er vigtigt, så må jeg finde eventyr, der er i samklang med mine værdier.  

”Sæt dig ind i, hvilke alternative eventyr der findes, og som ikke kræver et fly. Hvad er et eventyr for dig? Kunne det være overnatning i de danske skove, udflugt på en fiskekutter eller vandring på Hærvejen?” spørger han. 

”Hvis du vil lette den grønne vej for andre, kan du også bruge de fem faktorer. Lav lækker grøn mad, når du inviterer naboen til middag, og fortæl, hvor enkelt og billigt det var at lave. Vær selv en positiv rollemodel. Vi taler tit om klima og bæredygtighed i negative fremtidsscenarier og om en livsstil præget af forbud. Vi har brug for attraktive, positive billeder på det gode grønne liv: sundhed, natur, en roligere livsstil, eventyret i nye måder at leve på.” 

Det lyder som en god plan. Nu skal jeg have en aftale med naboen i kalenderen. Så laver jeg en god, grøn middag, hvor vi kan drømme om ferieeventyr i togafstand. 

Denne artikel er fra vores sommernummer af Magasinet Grøn Omstilling. Du kan blive medlem eller abonnent, så sender vi bladet til dig med posten.