Af Helene Chéret

Med en lille flok får i hælende traver Hans Christian Jørgensen hen over den størknede jord. Her i juni måned er tørken på sit højeste, men udbyttet af netop dette stykke land lider ikke under den stærke sol, tværtimod. For disse brægende får græsser under og omkring et 20.000 kvadratmeter solcelleanlæg. Dyrene holder bevoksningen lidt nede, så solcellerne ikke bliver tilgroet, forklarer Hans Christian Jørgensen. Han er tydeligvis stolt af at vise dette sted frem. Men det er ikke hans egne solceller. ”Det er vores,” understreger han flere gange.

”For nyligt, sagde en af mine bekendte fra byen til mig, at det var ærgerligt, at solcellerne lå så langt væk. Det var bedre, hvis de lå tæt på, så man kunne vise frem, hvad vi har sat i værk her i Brenderup,” siger han og fortsætter: ”Det siger en hel del om, hvad det handler om for os: stolthed over at skabe noget sammen.”

Solcelleanlægget er placeret seks kilometer uden for byen Brenderup, der ligger midt mellem Middelfart og Odense. Jeg er taget hertil, fordi indbyggere i Brenderup selv har etableret et fællesejet solcelleanlæg. I medierne hører vi meget om vrede borgere, der modsætter sig planer om nye vindmøller og solcelleparker rundtom i landet, men i dette lokalsamfund ser det ud til, at det modsatte er tilfældet. Hvordan kan det være, og hvad skete der? Det ved Hans Christian Jørgensen, for han var med fra starten af.

”Alle ved, jeg tog den gule seddel”

Inde i byen overfor den lokale brugs sætter vi os ved nogle bænke på en åben tør plads. Her skulle der egentlig have været en vild blomstermark i fuldt flor, men det forhindrede tørken i år. En række hytter til pop-up-boder står spredt med borde og bænke imellem. De har navngivet stedet Brenderup Fælled med tanke på det gamle ord fælled – et fælles græsningsareal, som byen skulle deles om, et sted man mødes.

Ideen til solcelleanlægget opstod på et borgermøde i idrætshallen i marts 2018. Hans Christian Jørgensen, der er med i lokaludvalget og selv kalder sig en af byens sædvanlige tordenskjoldsoldater, der altid engagerer sig og ikke kan stå stille, var med til at arrangere det. De havde valgt bæredygtighed som tema for aftenen, og den lokale fisker havde sørget for ”laksemadder og håndbajere,” hvilket muligvis var en af årsagerne til, at der dukkede 250 mennesker op ud af 1700 indbyggere, siger Hans Christian Jørgensen, der selv har boet i byen siden 2007 med sin kone og to børn.

”Vi anede jo i virkeligheden ikke, hvad bæredygtighed var. Det var et ord, vi alle skulle til at lære at stave til. Men vi ville gerne samle folk om emnet og synes, det kunne være fedt, hvis der skete noget. Så vi inviterede en fra Middelfart Kommune til at holde et oplæg om bæredygtighed. Derefter kunne alle ellers komme med ideer, som blev skrevet ned på gule sedler på væggen. Og på en af dem stod der solcellepark.”

Der var noget ved den idé, som Hans Christian Jørgensen og nogle af de andre borgere fandt interessant. Så de tog sedlen, og fra da af fangede bordet. Sådan tænker han om det i dag.

”Til det møde havde cirka 250 mennesker siddet og klappet ad hinanden og sagt, at vi vil noget med den grønne omstilling. Alle går hjem snakker med en eller to. Og så har vi pludselig halvdelen af byens opbakning. Når jeg så tager i brugsen, byens lokale vandhul, spørger folk, hvordan det går med de solceller. Så står man der. Alle ved, jeg tog den seddel, og det forpligter. Og så sidder man i saksen − på den gode måde.”

Hans Christian Jørgensen og et par andre gik i gang med det tekniske og praktiske. Energinet, der dengang administrerede en støtteordning til bl.a. solcelleprojekter, havde i november 2018 deadline for en ansøgningsrunde. Første skridt var at finde et sted til solcelleanlægget. De kontaktede kommunen, som fandt et stykke ubrugt jord, der var udlagt til erhverv. Dernæst krævede Energistyrelsen en bankgaranti på 250.000 kr., og det sagde Middelfart Bank ja til. Så var alt klar. De kaldte projektet Sol over Brenderup, sendte ansøgningen af sted, og efter en uges tid fik de beskeden. Sol over Brenderup og seks andre projekter havde fået bevillingen. Den lød på ti øre per kilowatt produceret i tyve år, hvilket forventedes at blive til 2,2 millioner kroner.

Til det næste borgermøde i november 2018 kunne folkene bag projektet fortælle den gode nyhed om tilskuddet fra Energistyrelsen.

”De cirka 140 mennesker, der var mødt op, gav os fuld opbakning. Vi havde regnet os frem til, at vi kunne lave grøn strøm svarende til en tredjedel af byens strømforbrug. Det er det, der drev os. Det havde intet at gøre med, at man ville få billigere energipriser, for det var ikke muligt dengang. Så sætningen, hvad kan jeg tjene på det her, hørte jeg ikke på noget tidspunkt. Det handlede om, hvad vi kunne gøre som lokalsamfund for at deltage i den grønne omstilling,” siger han.

Køb en folkeaktie

Hele projektet stod til 8 millioner kr., hvor en del af summen skulle dækkes af folkeejede aktier. De besluttede at hyre et firma til at håndtere og administrere projektet, så de ikke selv skulle stå med det ansvar, især ikke med så mange penge involveret. Det købte jorden af kommunen for 1,5 millioner kroner med en tilbagekøbsret på 30 år. Med den aftale gik banken med til at låne dem de 1,5 millioner kr., uden at de selv skulle komme med et indskud. Dernæst var der brug for 2,4 mio. i egenkapital, og til det oprettede de folkeaktier til 10.000 kroner stykket. Alle inden for Brenderup Sogn kunne købe. De gamle sognegrænser viste sig at være praktiske til det formål.

”Vi stillede vi os op ved Brugsen fire lørdage i træk og sagde: Sol over Brenderup – køb en aktie. Vi behøvede ikke forklare, hvad det drejede sig om efter de mange borgermøder og snakke. Fra mange af de ældre indbyggere lød det: Vi ska’ lige have fire af dem der. For så har vi til vores børnebørn, til julegaven og til den gode histories skyld. Og ingen spurgte mig, hvad afkastet var, selv om der jo er tale om en investering. Det var for den gode sags skyld og fællesskabet. Så det var en fed oplevelse. Vi solgte for næsten en lille million kr. her i byen,” siger Hans Christian Jørgensen.

Dernæst fandt firmaet, der administrerer projektet, en investor. Det var en maskinfabrik, der gerne vil styrke sin grønne profil. Og så var alle pengene fundet. Anlægget blev bygget, og den 23. december samme år satte de strøm på anlægget.

”Der er jo ikke noget federe, end når et lokalsamfund får en vild ide, der lykkedes. Man bliver lidt uovervindelig, og der er pludselig ikke grænser for, hvad man ellers kan. Samtidig fik vi også en del respekt inde ved kommunen. Middelfart Kommune vandt jo også Kommunernes Landsforening Klimapris i 2022, og det var blandt andet pga. af os. Og desuden har der også vist sig at være et fint afkast på solcelleaktierne, hvilket vi så har valgt at betale gæld af med,” siger han.

Holder byen i gang

På pladsen sætter et par unge sig på en af bænkene ved siden af. Hans Christian Jørgensen var med til at sikre, at pladsen her blev et fælles areal frem for beboelse, som ellers var planen. Han fortæller om, hvordan pladsen hvert år fyldes med mennesker, når juletræet tændes i slutningen af november, om den lokale kiosk, der arrangerer loppemarkeder om søndagen, og om, at de selv vil bygge et fælleshus på pladsen blandt andet til byens seniorer og et knallertværksted, så de unge kan være der frem for at hænge ud på gadehjørnet.

Ifølge ham er fællesskab og projekter som Sol over Brenderup afgørende for byen og i sidste ende for byens fremtid.

”Fællesskaber er med til at holde vores landsby i gang. Vi har et lægehus, to indkøbsmuligheder, to skoler, to børnehaver og et hav af elektrikere og mekanikere. Alt dette betyder, at du kan sælge dit hus, og så kan nye folk også flytte hertil. Hvis fællesskabet ikke bakker op, så vi både kan have skoler og indkøbsmuligheder, så har vi savet grenen over og er på vej ned i hullet. Folk forstår efterhånden, hvad fællesskab betyder.” 

Det virker som om, at den vished og bekymring for byens overlevelse i fremtiden, var medvirkende til, at solcelleanlægget i Brenderup i dag er folkejet. Mange af de solcelleanlæg og vindmølleparker, der planlægges i dag, ejes og anlægges af energiudviklere i samarbejde med en landmand og en kommune. Og projektet i Brenderup kunne også have taget en anden drejning undervejs i forløbet og set anderledes ud i dag. For da folkene i Brenderup havde fået besked om bevillingen fra Energistyrelsen, begyndte telefonen at ringe hos Hans Christian Jørgensen.

”De store energiudviklere holder øje med, hvem der får tilskud. Inden for en uge havde jeg tre til fire opringninger fra virksomheder, der ønskede tillykke og sagde; den fikser vi lige for jer. Vi holdt møde med dem, og det viste sig, at de ville overtage projektet, betale de udgifter, vi havde haft indtil da, og give os penge til nye gynger og sandkasser i byen,” siger han og fortsætter:

”Men så ryger den lokale idé jo. Vi sagde nej tak til dem alle sammen. Det her skulle være et folkeejet projekt, så vi kunne bevare tilhørsforholdet til det. På den måde adskiller det sig fra de andre større projekter. Vores kom nedefra.”

Hensyn til folkene, der skal leve i det

Sol over Brenderup blev etableret på en erhvervsgrund, der stod tom, og ikke umiddelbart ser ud til at ødelægge nogens udsigt. Ifølge Hans Christian Jørgensen har der ikke været klager over projektet. Men her i det nordfynske planlægges der andre og større solcelleparker, som energiudviklere og landmænd går sammen om at etablere. Og det skaber frustration.

Hans Christian Jørgensen er selv agroøkonom og arbejder i et firma, der rådgiver landmænd om investeringer. Han kan sagtens se, at solcelle- og vindmølle-projekterne er god forretning for landmændene og energiselskaberne. Men noget skal ændres, hvis man vil den modstand til livs, der forsinker planerne for udrulningen med vedvarende energi. Han har været til en del borgermøder, hvor stemningen fra starten var meget anstrengt.

”Jeg forstår udmærket, at folk har modstand mod de store projekter. Den vedvarende energi skal vi jo alle sammen være med til at sikre, for det er kritisk infrastruktur. Men hvorfor får få firmaer så hele profitten? Hvem tager hensyn til de folk, der skal leve mellem solcellerne og vindmøllerne?”

Modstanden skyldes efter hans mening også andre ting. Forløbene er ikke transparente, og planerne bliver lagt, uden at folk er involveret. Til det første borgermøder er det derfor allerede gået galt.

”Når du flytter herud, vælger du at bo i et kulturlandskab, hvor du ikke regner med, at der skal være industri. I forsamlingshuset sidder der så måske 25 personer, der bliver berørt af projektet, med foldede arme og siger; det kan godt være, det er din jord, men det er min udsigt, og nu kan jeg kun sælge min ejendom til det halve eller en tredjedel. Og så starter en debat, der er meget lidt faglig og konstruktiv og langt væk fra løsninger.”

Kommunerne skal drive den grønne omstilling, men de skal også være der for borgernes skyld, mener Hans Christian Jørgensen. Det gør en stor forskel, hvis kommunerne selv fra start af bakker op om borgerne og lægger op til, når de laver udbud på projekterne, at en del af aktierne meget gerne må være folkejet. Det gør eksempelvis Tønder og Lemvig Kommune.

”Så er man meget længere, når man mødes til det første borgermøde. For hvis folk kan tjene på det, kompenserer det for tabet i huspris. Selvfølgelig bliver vi alle nødt til at tage ansvar for omstillingen. Det kan ikke nytte noget at sige, at det ordner staten og kommunen, for vi betaler vores skat. Vores ansvar ude på landet kan jo være at give plads på nogle vilkår, vi kan være i. Og hvis du som borger ikke gør noget, så lad være med at brokke dig. Det har vi også en tendens til herhjemme; at gøre ingenting og brokke os.”

Det var et helvede i vinter

Den næste store udfordring i Brenderup er varmen – den i radiatorerne. For som mange andre i landet, var indbyggerne i vinters også her påvirket af de høje energipriser. De fleste i byen har gas til at opvarme deres hus eller som Hans Christian Jørgensen et pillefyr. Beskeden fra det lokale fjernvarmeselskab er, at de først i 2026/27 kan komme ud til Brenderup og forespørge om, hvor mange der vil have fjernvarme. Det kan ikke ske tidligere, fordi andre byer tættere på Middelfart skal kobles til ledningsnettet først. Etablering af fjernvarme kan kun ske, hvis 80 procent i byen sige ja.

”Det var et helvede i vinters med de høje energipriser. Så jeg er sikker på, at over 20 procent i byen i 2026 har fået installeret en varmepumpe eller valgt noget andet. Og hvad så med resten af indbyggerne? Så nu arbejder vi på at lave et termonet herude – dvs. igen gøre det selv. Så det går vi og rumler med og har opbakning til. Men hvem skal drive det? Vi skal af med den sorte gas inden 2030, så det er en fælles opgave. Vil det lokale fjernvarmeselskab administrere det? Hjælper kommunen? Skal det være jordvarme, dybdeboringer, spildvarme, kan vi få kommunekredit? Og hele byen skal indvendes med rør. At lave en solcellepark er noget mere enkelt.”

Igen handler det efter hans mening om at tænke frem i tiden.

”I vinters var der ingen, der skulle købe hus herude i dette gasområde. Så det handler igen om, hvordan vi holder byen toptrimmet til det samfund, vi lever i, så vi ikke ender som en ørkenby.”

Denne artikel er en del af en serie om mennesker, der selv etablere solceller, vindmøller og andre grønne projekter i deres lokalsamfund. Læs mere om vores projekt ‘Yes in my backyard’ forneden.

Sol over Brenderup

Solcelleanlægget Sol over Brenderup blev færdigetableret den 23. december 2020. Det er borgerdrevet. Borgere fra Brenderup oprettede et anpartsselskab med en bestyrelse, og hvor borgere i Brenderup kunne købe en folkeaktie for 10.000 kr. Anlægget er på 20.000 m2, hvilket svarer til 1½ fodboldbane. Solcellerne laver 1 MW per år i strøm, hvilket svarer til en tredjedel af Brenderups energibehov.

De sælger halvdelen af strømmen til det danske energiselskab OK, der ejes af kunder og forhandlere, og sælges til det fri elmarked.

Driften af solcelleanlægget administreres af investeringsforeningen DIFKO, som tager sig af drift og håndteringen af økonomi og aktier.

Borgerne i Brenderup har købt jorden af Middelfart Kommune med en tilbagekøbsret. Jorden er udlagt til erhverv og ligger nær Asperup på Nordfyn, seks kilometer fra Brenderup.

Økonomi

Projektsummen er på 8. mio. kr., heraf er 2,4 mio. kr. i egenkapital, hvor ca. 1 millioner fordeler sig på aktier ejet af lokale borgere i Brenderup. Resten de 5,6 mio. kr. er lånefinansieret i banken, herunder 1,5 mio. kr. til køb af jorden. De får et løbende tilskud fra en støtteordning, som i sin tid blev administreret af Energinet. Den er på ti øre per kilowatt produceret i tyve år.

Hans Christian Jørgensens råd til andre, der vil omstille deres lokalsamfund:

• Husk på, at hvis vi vil, så kan vi
• Kast jer ud i det
• Tag fat i kommunen
• Besøg andre, der selv har erfaringerne. Vi besøgte Samsø energiakademi, og det gav os troen på, at det kan lade sig gøre.

Af Sofie Hviid

I en grøn hættetrøje og en sommerhat lavet af siv kunne Henning Davidsen nemt ligne en af de mange turister, der strømmer til Hvide Sande hver sommer. Denne dag, hvor vi møder ham på Hvide Sande Fjernvarme, er han da heller ikke på arbejde. Efter 43 år som formand for fjernvarmeværket gik han tidligere på året på pension for at skrue lidt ned for tempoet.

Han byder indenfor i mødelokalet, hvor der er udsigt til sand og marehalm, der svajer i vinden, og henter derefter hjemmevant kaffe i køkkenet. Fjernvarmeanlægget ligger i et industriområde tæt på havnen, og fra nogle af bygningens lokaler har man udsigt til byens tre vindmøller. Det er dem, vi skal høre om i dag. Historien om Hvide Sandes møller er nemlig noget særligt, fordi møllerne fik en helt unik betydning for borgerne i byen. De blev, vil nogen sige, byens redning.

Tidligere på året ringede Dansk Fjernvarme til ham for at bede om en tjeneste. De ville gerne have ham til at fortælle de andre medlemmer, hvordan det lykkedes at få massiv borgertilslutning til at sætte tre vindmøller op på stranden. Henning Davidsen undrer sig over, hvorfor der skulle så lang tid, før de ringede. Møllerne begyndte at dreje rundt allerede i 2011, og siden har han tidligere holdt oplæg i Tyskland og Irland og haft besøg fra Japan.

For Henning Davidsen er historien om møllerne i Hvide Sande såre simpel.

“Det handler om, at møllerne er til alles bedste. Det er da det simpleste i hele verden og indlysende logisk,” forklarer han med en vestjysk dialekt, der folder sig rundt om alt, han siger.

I en tid, hvor etableringen af nye vindmøller på land på det nærmeste er gået i stå, mens regeringen samtidig ønsker at øge antallet af vindmøller, er der kommet fokus på den lokale modstand, som mange vindmølleprojekter møder. Nogle mener, at problemet er borgerne, der ikke vil have møllerne stående i baghaven, mens andre peger på, at hvis man inddrager borgerne og tilbyder dem medejerskab, så bliver modstanden mindre eller forsvinder helt.

En truet havn

På havnen i Hvide Sande er der selv på en mandag formiddag i august noget at kigge på. Havnen ligger en gåtur fra fjernvarmeværket, og vi går derhen, fordi havnen er hele årsagen til, at vindmøllerne står der i dag. En håndfuld større fiskeskibe ligger fortøjet, og besætningen går eller sidder omkring skibene.

Havnen er byens pulserende hjerte, og byen er vokset frem gennem fiskeriet. De første fiskere fandt vej hertil for næsten 100 år siden, og med etableringen af havnen voksede byen for alvor i 1940’erne med boligområder, butikker og skole. Få store skibe har i dag overtaget pladsen fra de små fiskekuttere. Fiskeriet beskæftiger ikke kun fiskerne, men giver arbejde til smedene, elektrikerne, købmanden og fabrikker, der forædler og forarbejder fisk.

Alt det var truet, da skibene tilbage i nullerne begyndte at fravælge Hvide Sande, fordi havnen ganske enkelt var for lille til de store fartøjer. I stedet sejlede skibene videre til Hanstholm og Thyborøn, og det var en katastrofe for Hvide Sande. Prisen for en udvidelse var 145 millioner kroner, et beløb langt over, hvad havnen selv kunne rejse. I de år var Henning Davidsen direktør for udlejning i den lokale turistforening. For ham var det helt afgørende, at havnens liv blev bevaret – ikke kun for fiskeriets skyld.

“At man kan sidde på bolværket på havnen med en bajer i hånden eller en is og svinge med benene, mens man ser på alt den aktivitet, der foregår omkring og på skibene, det er guld værd. Alt det der måtte bare ikke dø, for så dør vores turisme også.”

Han er født og opvokset i området, hans far var leder i kommunen, og hans bror var i mange år direktør for havnen. De lokale kalder ham HD, og man ser ham aldrig uden en hat oven på det korte hvide hår. Henning er oprindeligt uddannet radio-tv-mekaniker og drev i 15 år en lokal forretning i byen.

Hvide Sande ligger næsten så langt fra Christiansborg, som man kan komme, og borgerne er vant til at skulle klare sig selv. Henning Davidsen mener, det ligger dybt i deres DNA, at man ikke tager et nej for et nej – og troen på, at man selv kan få tingene til at ske, er en stærk lokal selvforståelse.

Derfor var det også helt naturligt for ham at tage telefonen og ringe til borgmesteren, efter Hvide Sande blev en del af Ringkøbing-Skjern Kommune. Selvom Henning Davidsen og de fleste andre i Hvide Sande havde ønsket det anderledes, gav han alligevel borgmesteren et kald for at sige, at nu måtte de få det bedste ud af det og gå positivt ind i samarbejdet. Og det må man sige, at han har efterlevet siden.

Da den nye kommune kom med deres bud på, hvor der kunne etableres vindmøller på kommunens arealer, fik Henning Davidsen en ide, der potentielt kunne være med til at redde byens liv. Havnen kunne ikke selv etablere vindmøller, for det var ikke muligt med den daværende havnelov. Men hvis turistforeningen oprettede en fond, der kunne drive møllerne, kunne fonden leje sig ind hos havnen, og lejeindtægterne kunne så hjælpe med at finansiere udvidelsen.

Tre lokale var imod

Da projektet skulle præsenteres for de lokale, mødte 300 mennesker op i den lokale hal for at høre om planerne. Her stod Henning Davidsen for præsentationen og førte de fremmødte igennem vindmølleplaceringen, økonomien i projektet og strukturen for ejerskabet. Da Connie Hedegaard fra 2004-2007 var klima- og energiminister fik hun vedtaget et lovforslag, der betød, at alle, som ville sætte en mølle op, skulle stille 20 procent af investering og medejerskab til rådighed for de mennesker, der bor omkring møllen. Derfor blev et lokalt møllelaug etableret og andele udbudt til de lokale beboere. Henning Davidsen blev både formand for fond og møllelaug.

Til borgermødet kan han huske, at der var tre personer, som gav udtryk for at være imod vindmøllerne. Den ene var en sommerhusejer, den anden var fra det hus, der lå tættest på møllerne, og den tredje protest kom fra en lokal frivillig i Danmarks Naturfredningsforening. De fik naturligvis alle lov til at lufte deres bekymring, men kun en af dem blev til et problem for projektet.

“Der kom en protest til Natur- og Miljøklagenævnet, og det satte os virkelig under pres,” siger han.

Klagen var lige ved at rive fundamentet væk under hele projektet. De havde nemlig skrevet kontrakt med Vestas ud fra en plan om, at møllerne kunne være i drift senest 31. december 2011. Var møllerne ikke begyndt at dreje rundt på det tidspunkt, kunne de ikke benytte den gældende tilskudsordning, som projektets økonomi afhang af. At det var den protest, der skulle sætte en kæp i hjulet på projektet, var Henning Davidsen frustreret over.

“Møllerne skulle jo stå på stranden, som ikke er en badestrand, men et erhvervsområde. Det er havnens område, og de kan bygge hvad som helst dernede. Der er hverken strandbeskyttelseslinje eller fredningsområde. Så synes jeg, at det bare er at protestere for at protestere.”

Klagen blev afvist i sidste øjeblik, og Henning Davidsen kunne ånde lettet op – et kort stykke tid.

En efterårsstorm truede nemlig med at sende projektet til søs. En novemberdag i 2011, mindre end to måneder inden møllerne skulle være i drift, blev der varslet storm. For de lokale i Hvide Sande handler storm ikke bare om at binde havetrampolinen fast og tage havemøblerne ind. Vesterhavet bider fra sig, og Henning Davidsen kunne se, at de store møllevinger var i fare. Producenten Vestas havde lagt vingerne ved stranden for tæt på havet.

Selvom Vestas selv skulle erstatte tabet, hvis vingerne endte med at drive til havs, så ville det betyde, at vindmølleprojektet ville blive forsinket.

“Den nat sov jeg ikke. Jeg ringede til folk hele vejen rundt om fjorden og bestilte gummigeder til at komme og køre sand til foran vingerne. Køre sand til, køre sand til. De kom fra alle mulige steder. De kørte hele natten. Og vingerne, de blev der.”

Alle til gavn

De tre V112-møller kan anes i horisonten de fleste steder i Hvide Sande. De drives i dag af Hvide Sande Fjernvarme. Fjernvarmeselskabet betaler årligt mere end 4 mio. kr. i grundleje til Hvide Sande Havn. Lejekontrakten med Hvide Sande Havn løber i 30 år, og alt i alt har Hvide Sande Havn kunnet optage et lån på 80 mio. kr., som med lejen kan forrentes og tilbagebetales over 25 år. Det har betydet, at havnen dermed havde midler til den udvidelse, der var afgørende for havnen og lokalsamfundets fremtid. Møllerne har finansieret 80 mio. kr. ud af den samlede investering på 148 mio. kroner, som en havneudvidelse og moleanlæg har kostet.

Havneudvidelsen blev afsluttet i 2013 og har betydet en ny sydmole på 700 meter og en forlænget nordmole. Samtidig er vanddybden forøget til seks meter, så større skibe kan komme ind. Havnen er bygget efter offshore vindbranchens behov, som kan få stor betydning for Hvide Sande økonomi.

I dag har borgerne ikke længere medejerskab. I 2018 faldt elpriserne så meget, at andelsejerne blev nervøse for deres investering. Henning Davidsen gik i gang med at undersøge, om Hvide Sande Fjernvarme kunne overtage møllerne. Her mødte de den udfordring, at de skulle betale transportpris til det lokale energinet for strømmen, og det var så stor en del af indkomsten, at økonomien ikke længere hang sammen. Derfor ledte de efter en løsning, hvor de selv kunne trække kabler mellem fjernvarme og møllerne, der står en kilometer fra hinanden, så de kunne komme udenom transportudgiften.

Selvom de fik at vide, det ikke var muligt, gav Henning Davidsen ikke op. En rådgiver med erfaring fra Energistyrelsen, hjalp dem med at finde en vej gennem bureaukratiet. Der var nemlig en undtagelse fra reglen, hvis producenten, altså møllen, og forbrugsstedet var på samme matrikel. Med den viden fik de strikket en løsning sammen, hvor havnen købte et lille areal af kommunen. Så købte havnen ligeledes en del af Hvide Sande Fjernvarmes grund, og dermed kunne de dokumentere at være på samme matrikel.

Fjernvarmen bruger i dag strømmen direkte i en EL-kedel og fra 2020 også i varmepumper. Den løsning sammen med en investering i et solfangeranlæg betyder, at Hvide Sande Fjernvarme har reduceret CO2-udledningen med 94 procent. De lokale kan glæde sig over at have landets billigste fjernvarme.

Henning er stadig frivillig i den lokale turistforening, men er ellers ved at skrue lidt ned for tempoet. Noget hans kone har glædet sig til efter i mange år at have haft en mand, der brugte dag og ind i mellem nat på sit arbejde og engagement i byen. Han undrer sig stadig over, at der ikke er flere, der har gjort som i Hvide Sande, hvor de økonomiske fordele ved vindmøllerne kommer de lokale til gavn.

“Du får et helt andet forhold til møllerne. Det er så menneskeligt, og det er kernen i det hele. Det at folk kunne se, at vindmøllerne var til vores lokale område, nemlig havnen, og ikke bare til en virksomhed udefra. Mange i Hvide Sande har også fået job i vindmølleindustrien,” siger han og fortsætter:

”Senere fik indbyggerne også fuld valuta for pengene, når det kom til energiregningen. Sidste år betalte de 1.800 kroner for at opvarme et hus på 130 m2. Og i år slipper alle for at betale 4. rate af varmeregningen, fordi det går så godt. Det er simpel psykologi.” 

Henning Davidsens råd til andre lokalsamfund

Gå sammen og se, om I kan etablere vindmøller selv, eller købe andele i de møller, der planlægges. Jo mere man ejer selv og jo mere der går til ens eget lokalsamfund, jo mere accept kommer der.

Fakta om Hvide Sandes vindmøller

Møllerne ​​producerer op til 15.000 MW per mølle per år i et normalt vind-år. 

Projektet har kostet 100 millioner kr. og blev sat i drift 30 december 2011.

Hvide Sande Fjernvarmes vindmøller forsyner en 10 MW elkedel og en 4,65 MW varmepumpe opført i 2020. Sammen med en investering i et 9.576 m2 solvarmeanlæg i 2014 betyder det, at varmeværket på otte år har reduceret CO2-udledningen med 95 procent. Før brugte varmeværket naturgas.

I 2020 kunne Hvide Sande Fjernvarme præstere at lave 92,4 procent af varmen på vedvarende grøn energi. Det vil sige på vind, sol og varmepumper. De resterende 7,6 procent er naturgas. Så når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner, kører deres naturgaskedel. De bruger ikke flis, træpiller og halm og har aldrig gjort det, fordi det ifølge Henning Davidsen ikke gav mening i det område (der er ingen træer og kun marehalm i området).

I alt er 96 procent af beboerne i Hvide Sande tilsluttet fjernvarme. Der bor ca. 3000 indbyggere.

Hvide Sande Fjernvarme ejer det kabel, der går fra de tre vindmøller på stranden til varmeværket én kilometer derfra, og er derfor fritaget for at betale transportomkostninger. 

Projektet har modtaget Danmarks Vindmølleforenings Vindmøllepris i 2013 og European Solar Prize i 2013.

Sofie Hviid er journalist og en del af journalistfællesskabet Klimajournalisterne.

Denne artikel er en del af vores serie om folk, der selv tager initiativ til at etablere vindmøller, solcelleanlæg og andre grønne omstillingsprojekter i deres lokalområde.